Morgenmad

Med mit forhold til blod og nåle og den slags, er det direkte rædselsfuldt at skulle have taget blodprøver – når man så oven i købet skal være fastende, grænser det til noget nær tortur. Ikke at jeg normalt spiser morgenmad sammen med de andre – jeg venter gerne til alle er kommet i skole – men som så meget andet – når det ikke kan lade sig gøre – så bliver det pludseligt til det eneste i verden man overhovedet har lyst til – og det skal være nu.

Sådan var min skæbne i går morges, og mit humør var, om ikke langt under nulpunktet, så i hvert fald tilstrækkeligt langt nede til, at jeg var til fare for mine omgivelser, da jeg endelig blev sluppet fri af de blodtørstige damer, som med deres ækle udstyr, forveksler mig med en nålepude. Bare for sjov..

Så i et usandsynligt dårligt humør, med højt knurrende mave, kom jeg utilpas – og meget sulten – hjem igen til dette forjættende syn:

Morgenmad – som bare var klar. Og te i min nye kop. Eller nye og nye, den jeg fik til jul. Men bare ved synet af bakken, gav jeg mig til at smile igen.

Okay, der er så en hel del mad, jeg ved det godt.. Men det er altså kun fordi det er Prinsesse Lyserød – yngstepigen – som har lavet bakken.

Og med hendes voldsomt svingende blodsukker, ser hun altid mad i meget stor målestok. Altså, er der rigelige mængder.

Jeg delte med hende – det var måske også planen fra starten, men det er så okay – det var skønt at komme hjem til!

2 minutters stilhed

Ahh.. Hver morgen har vi 2 minutters stilhed fordi Prinsesse Lyserød – bedre kendt under navnet yngstepigen - tager medicin.

Det er nogle dråber hun skal have under tungen og vente 2 minutter med at sluge.

Og i de 2 minutter kan vi andre så nå verden rundt - og tilbage igen – uden at blive afbrudt. Fantastisk.

Hidtil har det jo bare været morsomt at stille hende spørgsmål, hun naturligvis ikke kan svare på.

Men kvaliteten af disse 2 minutter kom særligt til udtryk i forgårs, da ældstesøn uforvarende kom til at kvase en plastik vandflaske, som var specielt indkøbt til et af yngstepigens skoleprojekter. Da han stod med den sammenkrøllede flaske i hænderne – og jeg nåede at sige ”UPS da også” lagde jeg samtidigt mærke til hvor dejligt stille der var.

Under normale omstændigheder ville Prinsessen have råbt meget højt og dramatisk – og var sikkert trampet op på sit værelse – og smækket med en masse døre, men nu, begrænset af sin medicinindtagelse – var der helt stille.

Hun havde godt nok meget vidtåbne øjne der nærmest var ved at poppe ud af hovedet på hende af bare ophidselse, da jeg kiggede over på hende, men da ældstesøn samtidigt nåede at blæse luft i flasken så den foldede sig ud og var så god som ny, nåede hun ikke engang halvvejs til et hysterisk – lydløst – anfald før hun var sit gamle selv igen – kunne sluge medicinen og fortsætte som intet var hændt.

Smart, tænkte vi – som er vant til en noget anden og mere larmende opførsel fra det kære barn! Selv ældstesøn, som udmærket kender sin lillesøsters temperament, så mærkelig lettet ud!

Faktisk burde man indføre 2 minutters tavshed for alle indimellem. Man kan virkelig nå at blive pissesur og runde de 100 på raseriskalaen, og så lige tænke over det, mens man brummer rundt deroppe, slappe af, og komme ned til 0 igen – og ingen har hørt eller se noget.

Eller jo, måske har nogen bemærket dampen der slippes ud, og man synes måske en kende rødere end vanligt, men ellers er man den samme. Og ingen har fået varige mén på trommehinder, nervøse trækninger ved øjnene eller den slags.

Tænk engang hvor ufatteligt mange skænderier man rent faktisk ville kunne undgå ved 2 minutters tvungen stilhed.

Det svarer lidt til at tælle til ti, men er jo langt fra lige så virkningsfuldt, fordi man i et medicin indtagende øjeblik, pinedød er nødt til at holde sin mund lukket. Jeg har jo regnet ud at man egentligt godt ville kunne larme temmelig meget med lukket mund – men det lader ikke til at Prinsessen har fundet ud af dette endnu – og vi kan bare håbe på at det ikke går op for hende.

Indtil da nyder vi andre de 2 minutters stilhed intenst!

Hvad laver man en varm søndag i Normandiet

Man plukker blomster – og laver blomsterkranse.

Paparazzi

I stil med min personoplysningsparanoia, så ved jeg heller ikke lige, hvordan jeg skal gribe det an, med at hælde billeder ud over hele min blog.

Det er faktisk besynderligt – og de som kender mig kan vist nikke genkendende til det – jeg er som regel at finde bag et kamera. Jeg tager billeder af alting, hele tiden. Har altid et kamera med i tasken – for hvis nu.. Jeg når derfor sjældent selv at komme med på billederne, men jeg har 3 milliarder billeder af rigtigt mange andre ting – jeg har endda et billede af bulen i døren efter den brækkede finger – og jeg er vist noget af en belastning for mine omgivelser, når jeg går i gang.

Men den dag de så modtager en lille bog med billeder, eller en kalender, en kop eller noget andet gøgl, så bliver jeg dog som regel hurtigt tilgivet for mine paparazzistiske tendenser. (Prøv IKKE på at udtale det..)

Nu har nogen spurgt, om der ikke var nogle flere billeder, og det er der naturligvis.

Men det indebærer at jeg skal tænke over om jeg vil have min blog plastret til med billeder af det royale firkløver.

Og noget blondine.

Jeg kunne også bare smide nogle billeder på, og lade som om det slet ikke var os – men nogle som lige kom der forbi.

Det tror jeg bliver løsningen! Det er der ikke nogen som opdager alligevel – billederne er jo så små.

Vi starter med dette vellignende billede af yngstedrengen og jeg – på vej til skole – sidste mandag.

Dette er nogen børn på vej hjem til Æblebakken efter en gårtur i byen lige da vi var kommet.

Og dette er den udsøgte udsigt fra mit ene køkkenvindue – og godt med zoom. Der er noget pænt lys på kuplen, om aftenen.

Men der skal også være plads til hverdagens drama!!

Her ses ældstedatter, yngstepigen og blondinen i baggrunden, på sydsiden af Æblebakken. Den opmærksomme læser vil straks bide mærke i de to lyse spor midt i græsset. Det gjorde ældstedatter også – bed i det. Græsset altså.

I starten tid vidste vi ikke helt hvor langt Æblebakken fortsatte, og om det var sådan at man kunne lade blondinen løbe frit, så en aften ville ældstedatter gå en tur og tog derfor blondinen i snor.

Omtrent der hvor jeg står og tager billedet, er der et lille buskads. Da de var nået hertil, stod ældstedatter stille for at sikre sig at naboens hund ikke også var løs, og hun så i første omgang ikke starten, af det som videre skete.

En kat sad på lur i buskadset, og den havde nok ikke den største lyst til at blive lige der, med blondinen i så ubehagelig nærhed. Altså satte katten afsted i et mægtigt spring – forbi blondinen – faktisk nærmest hen over hovedet på hende, og ud over marken.

Ældstedatter fik et chok over det pludselige spetakel, og det resulterede naturligvis også i at blondinen satte efter katten med et fænomenalt spring.. og med nogen hængende efter sig – som stadig holdt fast på snoren, jo da – vel gjorde hun så!

Og hun blev faktisk trukket et temmeligt langt stykke, før hun fik åndsnærværelse nok til at give slip – hun landede derefter i en nydelig buket brændenælder..

Det visne græs er sporene af den lille liggende promenade hun tog sig. Hun kom hjem – uden blondine – noget bleg og med græspletter på knæene, røde pletter på hænderne og græstotter i håret, og en anelse vrissen på sin ellers elskede hund – der kom halsende hjem kort tid efter – vældig glad og tilfreds med sin indsats som kattejager.

Et par dage efter ville jeg med en tur ud over marken, og ældstedatter siger så: “se – det var der jeg faldt” og peger på det visne spor. Græsset er simpelthen blevet flået op – og visnet. Stakkels græs. Og jeg skyndte mig at tage et billede.

Flere billeder en anden dag!

Renlighed..

Renlighed er en god ting.

Med indtil flere sportsfanatikere i den royale familie, er dette en helt åbenlys nødvendighed. Og det er da heller ikke noget problem når de kommer hjem fra fodboldkampe, boksetræning eller løbeture. Det vil sige – dagligt bad til alle!

Men.. nogen gange – i ferier eller weekender for eksempel – hvor jeg ikke lige våger som en høg, over deres almene hygiejniske tilstand – kan det  altså godt smutte. Ingen – mig altså - har helt styr på præcis hvornår hvem, sidst var at finde på badeværelset, aktiv med vand og sæbe.

Ja, nu er det jo ikke sådan at I skal tilkalde kommunen når vi kommer hjem – der går altså sjældent mere end 2 dage før en umiskendelig duft af sure tæer bringer mig tilbage til virkeligheden og sender indehaveren i bad.

Men i lørdags kom yngstepigen mig i forkøbet. Hun snusede kraftigt ind i nærheden af sin lillebror.. og spurgte forsigtigt om han ikke snart skulle i bad eller have en ren pyjamas på – for han lugtede ikke ret godt.

Jeg snusede til hans pyjamas – og hans nakke – ingen suspekte lugte der, hvilket jeg meddelte den omkringstående forsamling, der afventede min dom.

Så siger yngstedreng med et venligt oplysende smil: ”Jamen, så er det måske min numse..”

Han kom i bad på stedet.

Wet wet wet

Det var et popband tilbage fra 80’erne – men også opskriften på en practical joke, ældstedatter engang afprøvede på sin far.

Nu er det sådan, at jeg har en idé om at dansk og fransk humor ikke har det store tilfælles – og flere episoder har også bekræftet denne teori – og i hvert fald, reddede min reaktion dengang, ældstedatter fra en gigantisk skideballe, som First Man oprindeligt havde tiltænkt hende.

En sommerdag, for længe siden, midt i en franske hedebølge, havde de 2 ældste royale – netop på grund af denne ulidelige middagshede – været indenfor og se en film, mens de små sov til middag.

Far til fire. I hvilken der er en scene hvor Lille Per kyler et glas vand i hovedet på en eller anden.

Om ældstedatter har tænkt, at hun på denne vis, ville indvi sin far i finesserne omkring far til 4, eller omkring den danske humor, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at efter aftensmaden – som blev indtaget udenfor på terrassen - rejste hun sig pludselig op, gik hen imod sin far med et glas vand i hånden og svuuusch sagde det.. Så var han sjaskvåd fra top til tå.

Da hans øjne begyndte at få omtrent samme udtryk som en olm tyr – kom jeg desværre til at grine. Højt. Det så simpelthen SÅ sjovt ud. Og selvom han gryntede lidt, kunne han jo også godt se det sjove i det – også selvom han er fransk – da jeg nu hjalp ham lidt på vej.

Komikken manglede derimod lidt, da hun næste morgen ville gentage succesen og hældte mere vand i hovedet på ham – mens han stadig var i sin seng.

Da slap hun ikke for at få læst og påskrevet – mens han holdt et længere foredrag om at rigtigt mange ting kun er sjovt EN gang.

Så vidt jeg ved, har hun aldrig siden hældt vand i hovedet på ham. Kunne være at det snart var på tide så vi lige kunne tjekke om der stadig er forskel på dansk og fransk humor.

Nervekrig – part II

Bliver lige nødt til at starte med at sige: HALLÅ – I skulle jo holde med mig!! Er faktisk ret skuffet..

Nå, men altså – da hun kom hjem prøvede jeg at virke heeeelt afslappet og nonchalant. Kunne næsten sige hej i et normalt toneleje, okay indrømmet – så måske en anelse skingert.

Hun kom hen og spurgte grinende: ”nå, vil du høre hvad vi har lavet i dag eller skal jeg bare gå i seng?”

Jeg formåede at sige ”ha h a H A.. på en meget lidt overbevisende måde – og så kunne jeg ikke holde mig mere:

Så sig det dog pigebarn – hvad skete der? Fortæl! – og jeg havde på dette tidspunkt tunnel syn og nærdødsoplevelser af bar’ nysgerrighed.

Som sagt har de udveksling med en siciliansk skoleklasse for tiden. Pigerne er omkring 17 år gamle. Et af punkterne på det, ellers udmærkede program lærerne har strikket sammen, var en tur til Paris.

Kl. 18 stod de godt trætte, efter en lang dag i hovedstaden, foran en togstation, og fordi de var i god tid – fik de lige 30 minutters ekstra shoppe tid.

Men så forsvandt alle i mange retninger og ældstedatter var endt med en flok sicilianere, der pludselig ville købe souvenirs.

Hverken tiden, eller stedet, var til det – men dette lod ikke til at anfægte de 5 fjantede tøser som omgående fandt nogle skummelt udseende typer, der naturligvis tilbød at køre dem et sted hen.. På dette sted i hendes fortælling begyndte jeg igen at få åndenød..

2 sicilianere var allerede på vej ind i bilen, da ældstedatter med myndig røst fik gelejdet alle tilbage på fortovet.

”De var værre end en sæk lopper – hvis jeg stod og snakkede med den ene og vendte mig om – så var alle de andre væk.” Brokkede hun sig.

Ja – det er vel omtrent som at være mor – tænkte jeg – en anelse skadefro, må jeg nok erkende.

Tilmed, fortsatte hun sin beretning, så havde den ene af pigerne en meget spændende BH på.. i leopardprint.. Og hun havde sin kjole sat permanent fast – nedenunder det ene bryst.

Ikke i sig selv noget særligt godt udgangspunkt, for en fornuftig samtale med luskede illegale gadesælgere, i den mørkere ende af Paris. Og ældstedatter havde diskret stået – så diskret den slags nu kan lade sig gøre – og prøvede at mase venindens bryst indenbords igen.

Dernæst havde de forstyrrede pigebørn forvildet sig ind i en dystert udseende gyde, hvor der var en mængde små butikslokaler med perleforhæng for dørene, bag hvilke forførende, og absolut ikke fransk, mavedansermusik larmede.

Her så ældstedatter så ingen anden mulighed for at få pigerne videre, end tørt at sige: 2 girls died here you know.. Dette afstedkom mange forfærdede råb og fagter på siciliansk, men væk kom de da.

Jeg endte faktisk med at blive ret stolt af hende!

Endelig fandt de hvad de søgte, og en af pigerne gav nogle penge for et lille – og meget grimt – Eiffeltårn – men den luskede gadesælger ville ikke give hende det – han havde nok regnet med at det bare var en turist som ikke kunne gøre ham noget.

Det var nok at gøre regning uden vært - for så stillede min lille – men meget myndige – ældstedatter sig uforfærdet hen foran ham, og truede ham med høj stemme – tilsat et par ikke så stuerene gloser - bål, brænd og – hvad der nok gav udslaget – Politi, hvorefter det lille grimme Eiffeltårn ret hurtigt skiftede hånd, og hun kunne komme videre med sin flok sicilianske høns.

Da hun endelig havde fået dem – 5 minutter forsinket – gennet hen foran stationen ved det aftalte mødested – kunne hun konstatere at hun ikke var den eneste, der havde haft den slags organisatoriske problemer med de meget lidt lydhøre sicilianske piger..

For eksempel var deres stakkels lærer kommet til at ringe en mor op – i den tro at hun havde en elev i den anden ende – og fik sagt – Jasmine – hvor er I henne – toget går om 10 minutter og jeg er bange for at I kommer for sent!

Da det gik op for læreren at det var en mor hun havde i røret – kvækkede hun: åhh der er de – hvorpå hun lagde på.. Det var de bare ikke – men de nåede dog at komme før togets afgang.

Jeg kan lykønske denne lærer med, at det ikke var mig hun havde ringet til – at have stået der – i den tro at ens datter var forsvundet i Paris.. Jamen altså – jeg er ikke helt i stand til at forestille mig HVAD jeg havde gjort.. Og her steg mit blodtryk igen med flere hundrede..

Hvorom alting er, alle endte med at komme på toget i god behold – enkelte nok mere stressede end andre (GODT jeg ikke er lærer, siger jeg bare) – og det var så her ældstedatter syntes det var passende at lave ballade med sin sarte, stakkels mor.

Men alt i alt, er jeg voldsomt stolt af min fornuftige datter – hun har det efter sin mor – handlekraft og overblik.

Bare det der med at drille.. Jeg aner ikke hvor det kommer fra – jeg har da aldrig nogensinde gået rundt og bevidst tilbageholdt vigtig information, på den der ufine måde.

Nervekrig – part I

Fantastisk spændende – og slet ikke foruroligende – kl. 19.42, at have følgende konversation pr. sms med 15årig – snart 16årige – ældste datter som sidder i toget på vej hjem fra Paris, hvor hun har tilbragt hele dagen på udflugt med klassen:

ÆldsteDatter: Vi sidder i toget nu… Når vi kommer hjem skal jeg fortælle dig noget RIGTIGT sjovt.

KongMor: Øh ja? Hvorfor ikke nu? – undrer mig såre..

ÆD: jeg ville bare vente til du vidste at vi alle er sikkert inde i toget på vej hjem

KM: nu med lettere forhøjet blodtryk: ohhhh noooo HVAD?

ÆD: :-p det ville være mere spændende hvis jeg siger det når jeg kommer hjem

KM: Prøver virkeligt at tage det roligt her.. ”Hmm.. det er muligt.

ÆD: De italienere er fuldstændigt skøre

 KM: ….. :-/

ÆD: Der skete heldigvis ikke noget

KM: Nu med seriøst forhøjet blodtryk: NU HOLDER DU

ÆD: oh lalala jeg prøver at berolige dig

KM: Aaaaarrrrgggghhh du kommer på min blog hvis du ikke fortæller det nu – muligvis hænger det også sammen med at jeg lidt nysgerrig..

ÆD: Jeg vil gerne på din blog :-) pas nu på at du ikke bliver skuffet når jeg så fortæller det…

KM: Suuuuuk for hulan pigebarn – fortsætter i pænt sprog – hvis det nu skal publiceres..

 ÆD: Kys kys

KM: Hvor er der en smiley som hiver hår ud?

ÆD: hahaha! Jeg anede ikke at den eksisterede på en telefon. Findes den ikke kun på skype?

KM: meget opgivende men trods alt beroliget ved tanken om at de alle ER på toget..: sig mig har du været på how to stress a mom kursus??

ÆD: Det er nemlig lige det jeg har. Jeg er vildt træt, mine fødder er døde og jeg har besluttet at jeg aldrig vil bo i Paris.. Kan sagtens leve med Versailles.

KM: bider hovedet af al stolthed – men er godt klar over at slaget er tabt og at jeg vil få lov til at vente pænt til hun kommer hjem: Musling.. hvad er der sket?

 ….

STILHED..

…

……….

Prøver med grøn te og åndedrætsøvelser. Måske noget transcendental meditation..

What not to do – med opvaskemaskiner og hoveddøre

Som respons på gårsdagens bemærkning fra ham her, må jeg hellere forklare hvorfor jeg drister mig til at tage et karbad – hvor enkeltstående situationen så i øvrigt end er – mens mine børn er vågne og under samme tag.

Jeg er nemlig ikke så god til at lappe mine børn sammen. Trøste, lytte, plaster på og puste og den slags, klarer jeg uden problemer, men blod – deres altså – og i større mængder.. Det er bare ikke så godt. Jeg vil virkelig gerne, men må ofte bare sætte mig ned og lade nogen andre tage over.

De har naturligvis alle fire været ude for store og spektakulære ulykker – og i øvrigt fatter jeg ikke hvordan man overhovedet overlever at være barn. Og slet ikke i dette hus.

Derudover sker det ALTID når First Man er væk. Enten er han på arbejde og umulig at få fat i, eller også er han ude og rejse så jeg bliver nødt til at klare ærterne selv – meget ufint synes jeg nok.

Men lad os da lige tage et par stykker.

Engang havde yngstepigen netop rejst sig fra bordet og gik ud med sin tallerken og det næste vi hører er et skrig der fik blodet til at fryse til is i mine årer. Hun var snublet og havde sat sig i en åben opvaskemaskine. Og var landet i en kniv.. En steakkniv.. Og I kan selv forestille jer konsekvensen uden jeg skal gå i detaljer, og altså, stor tumult, blod og ballade.

Min bedste veninde, som var på besøg, kender mine svage sider, satte sig derfor til at berolige yngstepigen, mens jeg for forvildet rundt, fik styr på de andre 3 og organiseret en telefon osv.

Og så stod jeg der. Vi havde boet så mange år i udlandet at jeg ikke var i stand til at huske hvad det nu lige var man skulle ringe i Danmark for at få hjælp. Men fordi hun er min bedste veninde – vidste hun det, og råbte pludselig ude fra badeværelset: du skal ringe 112!

Hvilket jeg så gjorde – og tøsen fik syet sin balde sammen igen med flere sting. Uden bedøvelse, fordi den *#@**#%# inkompetente stud.med. ikke først havde set hvor lang flængen egentlig var.

Nå, hun tog det såmænd i stiv arm, jeg derimod.. var kridhvid i hovedet, fik koldsved og var seriøst ved at besvime og lægen var nærmest mere opmærksom på mig end på hende – hvilket også fik hende til at trøste mig mens hun lå der og fik balden lappet sammen. Så føler man sig rigtig meget ovenpå som mor.

En anden gang, spillede drengene bold udenfor, og yngstedreng blev sur – rigtigt godt sur – på sin storebror og ville ind og låse (hoved)døren for ham. Helt fint, det er sket før og så kravler man bare ind ad et vindue i stedet for – men denne gang var der bare den lille detalje, at han ikke havde fået alle løsdele, i form af fingre, med ind, før han låste..

Endnu flere skrig og opstandelse, og jeg stod med den maltrakterede hånd og vidste godt at jeg nok burde kigge på det, for at se om det kunne klares med ”De Utrolige” og et par saltfisk, eller om vi igen var ude i noget 112.

Jeg fik listet mig til et lille kig.. Og ældstedatter kastede derefter et eneste blik på sin ynkelige mor som – igen – havde fået koldsved, hvorpå hun sagde: ”jeg tror lige, jeg ringer til lægevagten” Go’ pige!

Min dengang 13årige ældstedatter kunne selv tage sin lillebrors sygesikringskort og ringe til lægen og stille og roligt spørge hvad vi lige skulle gøre, mens hendes uduelige mor koncentrerede sig om ikke at dejse om!

Jeg kunne dog godt overvinde mig selv til at køre ham på skadestuen, hvor jeg efterhånden var livet så meget op, at jeg sagtens kunne finde kræfterne til at lave en mindre skandale, på grund af de 5 timers ventetid. Fingeren var for øvrigt brækket, og vi har et varigt minde i form af en dyb bule i dørkarmen.

Derfor, hvis mine børn laver stunts som nødvendiggør ophold på en skadestue – så er det altså ikke mig de kalder på først.

Altså – karbade..

Hvis jeg så lige må have lov her: karbade er noget opreklameret bras.

I forbindelse med mit enkeltstående tilfælde af karbad i lørdags, bliver jeg nødt til at minde mig selv om hvorfor det ikke sker så tit.

Man kan ofte se film hvor der indgår lækre gigantisk store badeværelser, store badekar, vand i tilpas temperatur, fyldte vinglas, bløde håndklæder indenfor rækkevidde osv. Hovedpersonen stiger glad og gerne ned i det skumfyldte kar, og nyder det intenst.

Det er løgn og propaganda – den slags findes overhovedet ikke.

Se nu i lørdags: for ikke at få det for koldt, fordi jeg er så kuldskær, hælder jeg varmt vand i, indtil det er så varmt at jeg ikke kan holde fingrene i det og så pøses der koldt vand i til det er sådan nogenlunde.

Dumper en badedims i karret mens det bliver fyldt. Troede naivt at blomsten var en slags sæbe.. men da jeg lige skulle tjekke om den lå godt på bølgerne - splattede den fuldstændigt ud til noget lidt slimagtigt og forsvandt bare, efterladende sig en lille bitte smule skum. Den duftede helt okay, og ikke kemisk som jeg havde frygtet lidt. Lidt en nedtur – havde godtnok regnet med noget mere – men måske er det meningen at man skal ploppe dem alle sammen i – på én gang. Eller også er de bare blevet for gamle.

Da jeg ikke bader babyer mere, så glemmer jeg desværre det der trick med albuen.

Med det resultat, at jeg står med begge fødder, i nærmest kogende vand, og tripper frenetisk for ikke at få 3.grads forbrændinger til midt på skinnebenene. Hælder så mere koldt vand i – mener at nu må det snart være nok, ellers vil det ende med at blive alt for koldt – og så sætter jeg mig forsiiiigtigt ned, og skolder alligevel balder og andre sarte kropsdele.

Nå, omsider udstrakt i vandet, prøver jeg at overbevise mig selv om, at det snart bliver behageligt.

Men i mellemtiden så skal jeg have fat i min bog, og for den ikke bliver våd – fordi det er en jeg har lånt af Anne – skal jeg have tørret hænder først, og derfor have lokaliseret et håndklæde jeg kan nå, uden at skulle stige op igen.

Jeg fik fat i et håndklæde efter flere forsøg – hængende så langt ud over kanten af karret, som det var muligt – uden at svuppe helt ud på gulvet – fik så tørret hænderne, og prøvede at rulle håndklædet til en smart lille pølse jeg kunne hvile nakken på, men det gled ned i vandet da jeg ville vende mig om for at ligge på det. Så jeg nøjedes bare med kanten af karret.

Så lå jeg der og pustede en anelse.. sveden begyndte at pible frem i ansigtet og i hårbunden – for det var faktisk stadigvæk ret varmt – jeg vred mig rundt så jeg kunne komme til at åbne et vindue, i håb om at blive en anelse afkølet – og kunne endelig læse lidt.

Det blev dog generet af at jeg skulle stemme imod med fødderne, for ikke at glide helt ned under vandet, jeg havde også min dobbelte airbag flydende under hagen – for de ville bare slet ikke med ned under vandet, jeg begyndte så at fryse på skuldrene – og den dobbelte airbag – på grund af det åbentstående vindue, og hele affæren endte med, at jeg krebsrød over det hele, steg op igen, fordi der ER nemmere måder at læse gode bøger på.

Men det er måske også derfor jeg så sjældent går i karbad.

Der når lige præcis at gå så længe imellem, at jeg fuldstændigt glemmer, hvor meget bøvl det er forbundet med det.

Nå, men jeg fik da varmen! Og brugt en af de der amerikanske duft bade dimser.

Sommerfornøjelser

Skønt at det snart er sommer. Bare det at være på ferie med First Man og alle de royale – og HELST uden at skulle lave mad..

Dette billede er taget, da de alle 4, i rask trav, ville ud i Atlanterhavet.

Det kom de også – nogle lidt mere end andre. Og kom ikke og sig, at Kong Mor ikke havde advaret, og råbt op om, at de der bølger IKKE er som i indre danske farvande og at man skal passe på.

Men nej – de løb rundt og legede, og lige pludselig kom der en lille lumsk bølge på 40 cm. som væltede nogen som var yngst. Og nogen kunne ikke komme op igen.

Så Kong Mor kunne ses, iført sandaler og håndtaske, storke ud i vand til knæene, for at redde næsten druknet søn. Som var blevet så bange at han vist havde tisset i bukserne af skræk – lidt. Men det kunne heldigvis ikke ses – han var jo sjaskvåd overalt.

Og så var der en som havde fået saltvand i næsen og bare ville hjem. Som i NU.. 

Som afslog kategorisk selv et glas drikkevand i flere timer – vand? Don’t mess with it!

Men han overlevede – og drikker nu vand igen!

Det er så sundt at grine

Normalt hader jeg kædemails – jeg sletter dem omgående - synes de er dybt åndssvage – og jeg ignorerer uden blusel diverse trusler mod min guldfisk som vil dø af blyforgiftning, hvis jeg ikke videresender til 15 personer inden 3 minutter.

Men der er en mail, som har floreret ad flere omgange, også over flere år, dybt tragiske historier om kvinder, som er døde af den ene eller den anden grund – men humlen i disse mails er:

LEV mens du gør det. Brug din smukke kjole, leg med dine børn, dæk op med krystalglas, drik din årgangsvin, tag fri og nyd det du har – mens du har det – og inden det er for sent.

Og med mine utætte tårekanaler, ender jeg altid med at sidde og snøfte over den slags mails – til min store ærgrelse. Ikke desto mindre var det med tankerne på disse mails, at jeg nedsænkede mit trætte legeme i et badekar – lørdag eftermiddag – efter at have plantet og taget billeder ovre på skolen hele formiddagen.

Jeg var træt og øm – frøs lidt og tænkte – der ER jo et badekar ovenpå.. det kunne jeg jo godt bruge.

Og så tog jeg hul på en pakke med amerikanske bade dufte ting som jeg for længe siden fik forærende. Jeg havde faktisk også taget dem med til Æblebakken, for netop IKKE at tage dem med hjem igen. De skulle bruges.

Og mens jeg så lå i blød i alt for varmt vand – mere om det i morgen – kom jeg til at tænke på at det ikke bare er ting man skal sørge for at få brugt – ja og helst slide op – det er også sig selv. Vi skal så selvfølgelig ikke slides op – det er jo netop sagen:

Man skal huske at grine! Huske at lege. Selv om ens liv ikke altid er super morsomt – så måske prøve at se på det fra en positiv vinkel.

Jeg har sjældent grint så ofte som siden jeg er begyndt at læse andres blogs.. Se  denne her hos Superheltemor – det kunne have været mig!

Alle de fjollede ting der sker i ens liv – kan man da bare grine af. Man kan jo alligevel ikke gøre noget som helst ved det. Så kan man ligeså godt blogge om det og få andre til at grine også.

Også selvom man så bagefter – forståeligt nok – får præstationsangst over pludselig at have fået 16.000 besøgende.. (Det ER ret vildt og jeg var simpelthen faldet besvimet om.. – men den var også i absolut særklasse!) så er der os andre.. ja – mig.. som plejer at være kisteglad for 158 besøgende, men som går fuldstændigt i chok over at have haft 1000 på en enkelt dag.

Men at lave stand up komik på sit eget liv er sikkert vældigt sundt – man slipper for at blive selvhøjtidelig, undgår at forsumpe i selvmedlidenhed hvis man har været/skal til tandlægen, eller andre grumme ting som jo ikke kan undgås alligevel.Det er nok heller ikke uden grund at der på nogle hospitaler er klovne – smerte er lidt nemmere at håndtere når man griner.

I sidste uge døde en af mine bekendte, og jeg ved bare at hun har brugt sit liv på en fantastisk måde – det jeg nemlig husker hende bedst for – er hendes latter. Det er jo et dejligt eftermæle at have – at man bliver husket for sit gode humør.

Man kan – og skal – naturligvis ikke grine sig fra, at en ung kvinde dør og efterlader sin mand og 3 små børn, men man kan muligvis bedre acceptere det uundgåelige som nu er sket, når man ved, at hun brugte sit liv på glæde og latter!

Og så kan vi levende i øvrigt fortsætte med at grine – tænke positivt og forlænge vores liv med flere år – bruge vores amerikanske badedimser og nyde at vi er til.

Hurra for det!

Hvor er min Brasso – skal have pudset min glorie!

Sidder og føler mig sååå god, på sådan en selvfed måde.

Lidt ligesom den der kat i Alice i Eventyrland – som har et fedtet grin smurt ud over hele femøren. Det er lidt sådan man ser ud, når man er svært tilfreds med, at man har gjort noget rigtigt godt – OG at andre har set det.

Jeg har nemlig plantet. Ovre på skolen. Jo, skam – hele lørdag morgen og formiddag, var jeg, First Man og de 4 royale at se med rumperne i vejret, og iført gummistøvler, i færd med at grave huller og putte planter ned i dem, sammen med andre fra skolen.

Også selvom jeg tog nogle pauser – det er nemlig noget så tilfredsstillende at se andre arbejde mens man selv tager billeder, eller uddelegerer – subsidiært griner af dem som bliver sprøjtet til med vand.

Men jeg puttede den første lavendel ned i et hul som mine drenge havde gravet!

Baggrunden til al denne haveaktivitet, skal findes på et skolemøde i begyndelsen af januar. Inviteret af de to skoleledere, i min funktion af eneste levende dansker i deres etablissement, og så kom jeg til at øffe noget om medbestemmelse og ansvar for tingene og den slags Grundtvig-agtige ord.

Der var nemlig blevet malet noget grimt graffiti på skolen, og selv børnene – ikke kun mine – var sure over at der var blevet svinet til.

Jeg spurgte om ikke man kunne lave noget praktisk på skolen, hvor børnene kunne deltage, og ad den vej føle sig mere ansvarlige for deres skole.

Dette forslag blev modtaget på mest positive vis. Og et par uger efter blev jeg spurgt om jeg ville være med til at organisere haveplantning på de grønne områder ned til skolegården.

Det kunne jeg jo ikke så godt sige nej til, så derfor var jeg i torsdags, at finde i det lokale havecenter i selskab med en noget genert pedel, en meget stor trailer og øverste skoleleder.

Og hvad vi ikke fik købt: hindbær, solbær, ribs, brombær og jordbær. Og lavendel og lyng og nogle der stikker, men er sådan noget eviggrønt strittende, som eventuelt kan klippes i facon, hvis man har den slags sære præferencer.

Ja, den opmærksomme læser vil have noteret sig, at jeg ikke er havemenneske, og mine fingre er pænt beigefarvede uden skyggen af grønt. At jeg overhovedet ved, at vi fik indkøbt, for eks. solbær, er fordi mennesker på planteskoler verden over, er så venlige at forsyne deres planter med skilte, så planteblinde folk som jeg kan se, hvad det er for noget de planter i deres – eller som i dette tilfælde – andres have.

Det kunne for så vidt have været stikkelsbær, jeg havde først undret mig ved synet af store grønne solbær.

Ved ikke lige om de overhovedet havde taget mig med, hvis de havde været klar over hvor lidt jeg egentlig ved om have og grønt og sådan noget, udover at der er noget af det som kan spises og noget af det er pænt med blomster på. Så er der jo også ukrudt. Men hvem der er hvem er jeg ikke i stand til at udpege, medmindre det er meget åbenlyst.

Nå, men derudover havde vores kok – da der jo i franske skoler er kantiner hvor børnene, formedelst 30kr. dagligt, får serveret en 4 retters menu – og altså vores kantine kok havde ønsket sig en urtehave. Derfor fik vi også læsset timian, rosmarin, mynte, purløg og persille op på vores rullevogne.

Dette, og jord til et større landbrug, blev leveret ved skolen og så var det ellers bare med at komme i gang.

Børn i alle aldre og størrelser, lærere, ledere og forældre og en enkelt præsident for skolekredsen – mig altså, fik ved fælles anstrengelser ryddet og gravet og luget og plantet og vandet.

Bagefter, på bedste franske vis, fik vi en Kir Normand til apéritif, for at fejre vores nye skolegård, før vi så i fællesskab kunne fortære vores medbragte madpakker – og snakken gik lystigt!

Da vi gik hjem nød jeg synet af vores fine skolehave, og blev voldsomt stolt over at have inficeret Normandiet med lidt dansk fællesskab.

Jeg vil så bare gå og glæde mig til lavendlerne giver sig til at sende forførende dufte ud over skolegården når vi skal hente vores poder! Så kan jeg føle mig rigtig god en gang til!

Nu skal jeg bare lige have fundet min glorie først.

Op og tisse om natten

Nu er det heldigvis også sådan, at First Man kan være pinlig. Ja, jeg har efterhånden vænnet mig til det – men fra tid til anden kommer det til at gå ud over sagesløse.

I denne tid går han rundt og brokker sig gevaldigt over at vi får en italiensk pige på udveksling, i en uge.

Ikke på grund af den arme pige, som vi slet ikke kender og som sikkert er vældigt sød – men derimod fordi han så er tvunget til at gå anstændigt klædt og i øvrigt opføre sig ordentligt – og ikke som en neanderthaler – mens hun også befinder sig på matriklen.

For eks. skal han sørge for at have noget andet på end bar rumpe og morgenkåbe, når han spiser morgenmad – lade være med at prutte når han laver maveøvelser på stuegulvet, skide for åben dør og den slags andre udprægede mandeting..

Som de fleste mænd, har han et indre centralvarmeværk der opretholder en tilpas kropstemperatur – også om natten – og derfor sover han uden tøj på. Nattøj forstås. Også uden underbørger.

Vi har flere gange haft aupair. Og første gang vi havde en sådan, måtte jeg ud og investere i noget nattøj til First Man – manden har simpelthen ikke ejet et sæt nattøj, siden han smed sparkedragten.

Og da han fjumrer rundt i huset tidligt om morgenen, uden at være helt vågen, er det praktisk at være iklædt noget, så han ikke af vanvare får blottet sig for sarte unge piger – som ville kunne finde på at melde ham for alt muligt grimt.

Engang for mange år siden – da der kun var 2 små royale – var vi på besøg hos mine forældre. Og da det var før investeringen af det føromtalte nattøj, sov han splitternøgen som han plejer.

Og om det nu var på grund af indtagelse af en god kælderkold dansk øl, eller alt for meget te, skal jeg være ladet usagt, hvorom alting er, skulle han op, midt om natten, for at lade vandet.

Det skulle min mor også..

Nu er min mor lidt nærsynet, så det var måske ikke så slemt – ikke at han er specielt grim uden tøj på – han ligner vel alle andre halvsovende mænd, som skal op og tisse i nattens mulm og mørke – men da der ydermere befandt sig 2 royale børn i huset, var lyset i gangen tændt, for at alle kunne se hvor de skulle hen uden at blive bange, såfremt de vågnede om natten.

Gangen er lang.. Og badeværelset lå i den fjerner ende af denne gang, i forhold til soveværelserne. Min mor var færdig på toilettet – og havde entreret gangen for at finde tilbage i sin seng, netop som First man tog sit første skridt, i den modsatte ende.

Da First Man bagefter refererede denne hændelse, forekom det ham, som om gangen var en hel del længere, end den plejede at være.

De sagde ikke noget videre til hinanden i deres søvnige tilstand – men latterbrølene – samt krav om overvågnings kamera – genlød ved morgenbordet da de berettede om deres natlige møde på den oplyste gang!

Og siden, sover staklen i nattøj når han er på overnatning, fremmede steder.

Jeg fik lige noget

Da jeg første gang var på besøg hos svigerfar, kunne jeg behørigt beundre min afdøde svigermors maskinpark. Den dame havde simpelthen ALT hvad der overhovedet fandtes af fancy – og elektrisk – køkkenudstyr.

Min svigerfar, som er en anelse anstrengende i forhold til køkkener og kvinder, men ellers meget sød, har foræret mig stort set alle maskinerne. Nu er de efterhånden gamle og mølædte – svigermor døde i 1982 længe før jeg overhovedet kom ind i familien – men det har været sidste skrig dengang hun fik dem.

First Man er dermed vokset op med den vildfarelse, at kvinder bliver ligeså glade for maskiner til køkkenet, som mænd bliver glade for en elektrisk skruetrækker fra DeWalt. Han lider også af den vrangforestilling at det er noget kvinder gerne vil have i gave… Som i NOT at all..

Eller nej, det er ikke helt rigtigt, for han har lært en masse og er blevet meget bedre, men ikke desto mindre har jeg altid fået et par maskiner om året.

Nogle af dem.. er jeg faktisk blevet glad for – men det er nu mest dem, som er kommet uden grund, der har vakt mest glæde.

Det værste var måske nok en håndholdt bordstøvsuger til en Valentines dag. Eller var det mon græsslåmaskinen til mors dag? Han forsvarede sig med at den var rød..

Hans bedste ven er også maskinoman – gad dog vide om det ikke er en genetisk fejl der forekommer ligeså snart man bliver født syd for Bordeaux?

Men således hjulpet godt på vej af sydfranske maskinomaner, har yoghurtmaskiner, ismaskiner, juicepressere, fonduer, og et utal af ting til at lave mad med, på og i fundet deres vej til mit stakkels køkken.

Nogle har meget uheldigt, og på mystisk vis fundet deres vej ud igen..

Men nu her, lige i onsdags.. da fik jeg en maskine som jeg blev rigtig glad for.

Ikke at jeg ikke sagtens kunne overleve de sidste 8 måneder uden sådan en køkkenrobot som kan alt undtagen at vaske op. Men de royale har indimellem spurgt om jeg dog ikke snart kunne lave dadelkugler, eller humus eller andre ting som bare ikke er så ligetil at lave med en teske og et rivejern.

Hvorom alting er – fik jeg denne her, på en kedelig almindelig onsdag – og er nu sikret 12 års dadelkuglefabrikation!

Den blev omgående taget i brug så det royale afkom kunne få deres dadelkugler.