At runde de hundrede!

Jeg runder simpelthen de hundrede. Selvom det lige kom lidt hurtigere end jeg regnede med, men jeg rendte jo lige ind i award-hvepseboet. 

Men at have skrevet 100 blogindlæg siden d10 februar hvor jeg startede er lidt utroligt synes jeg. Et hundrede. Og jeg holder mig jo godt. Venter nu lidt utålmodigt på kaffen og telegram fra Dronningen.

Og for nu at efterligne min superhelt – jo, jeg indrømmer blankt at jeg er et uselvstændigt og ynkeligt pjok som ikke kan få idéer selv.. Jeg prøver af al magt at finde på noget mere originalt og selvtænkt, til indlæg nr. 200 – hvis jeg når så langt!

Det kommer jo mest an på jer. Jo – jeg fralægger mig fejt ethvert ansvar for min blog! For det er i høj grad også jeres fortjeneste at jeg skriver. Hvis jeg ikke havde en eneste læser eller fik en eneste kommentar, så gad jeg slet ikke skrive noget.

Derfor er det ikke helt hen i vejret, at jeg spørger jer om der er noget I gerne vil høre om. Og flertallet ville høre om hvordan børnene har det i skolen, og om vi savner Danmark. Så here goes:

Jeg savner ikke Danmark.

Jeg savner mad og mennesker. Appelsin yoghurt og Havrefras. Frikadellefars. En gammeldaws lavet af Iben – på Strandkiosken med udsigt over øerne. Jeg savner at gå rundt på må og få med min Allerkæreste og bedste veninde – eller bare sidde med hende i 4 timer i en udstillingssofa i IKEA og snakke. Jeg savner at drikke te med Kim og høre musik til langt ud på natten. Jeg savner at spise brunch med Lene under uret. Jeg savner at drikke kaffe med Kirsten. Jeg savner at høre Madonna og synge ABBA på singstar med Linda. Blandt andre!

Men jeg ved jeg kommer tilbage, så det er okay at savne og vide at man holder af. Og jeg kan godt gå helt i baglås over at jeg en dag kommer til at skulle savne Fiona, min kassedame, og alle de andre.

Firkløveret taler for sig selv:

Ældstedatter

Jeg savner ikke Danmark – slet ikke. Men jeg kan ikke lide den franske skole, selv om det er den eneste der kan gøre mig til en brilliant elev.

Fordi de tester os i hoved og røv. Og så får vi lektier for i ferien. Det er meget hårdt og det får mig til at stresse som en gal.

At komme tilbage til Frankrig, var lidt at komme “hjem” igen. Det var der jeg kom fra og nu er kommet tilbage til igen.. F.eks. tænker jeg tit på hvor dårligt jeg havde det i den danske skole. Og det eneste jeg ville var at komme tilbage til de få gode venner jeg havde i Frankrig.

Da vi så kom til Frankrig, var det følelsen at komme hjem.. – bare ikke i den rigtige by og med et noget rustent fransk og en seriøs mangel på kultur og almen viden, fordi vi ikke lærte den slags i den danske skole.

Nu har jeg venner her – og vil helst ikke flytte tilbage.

Ældstesøn

Jeg savner Danmark og jeg kan li’ den franske skole!

Jeg savner vennerne, fortiden, det som var mig før. Jeg savner at have mere fritid. Men nu har jeg vænnet mig til at være i Frankrig.

Man skal bare vænne sig til tanken, så går det hele meget nemmere. Man savner jo det gamle, men det vil jo altid blive i ens hjerte og verden er til for at få nye bekendtskaber og udforske livet nye steder!

Skolen er anderledes men man lærer en hel del, man får baserne – til senere i livet, det gør man ikke så meget i Danmark

Prinsesse Lyserød

Jeg savner Danmark ja. Jeg savner mine venner – og jeg vil gerne tilbage til Danmark. Jeg savner især maden. Normal flødeskum, Malaco Brio karameller, remoulade, honning, kanelsnegle, fastelavnsboller, kødboller, det danske flag, selvom vi har taget en hel masse med herned, så kan man ikke se flag i folks haver eller på busserne.

Skolen i Frankrig er dejlig og sjov. Skolen i Frankrig er anderledes end det jeg er vant til – og lidt kedelig i pauserne. Det er helt vildt nyt at vi spiser i kantinen i stedet for at have madpakke med. Det er skønt at spise i kantinen. Vi får forret og hovedret, 1 dessert, 1 frugt og brød. Det er ligesom en restaurant. Det er også anderledes at have fri kl. 16.35 hver dag. Men selvfølgelig også skønt at have fri hele onsdagen. Lærerne er sjove og strenge. Der er flere lektier i Frankrig, men på en anden måde. Man lærer meget mere i Frankrig.

Yngstedreng

Jeg længes efter Danmark – men jeg kan godt lide det her sted – her er meget ferie. Jeg er glad for at vi er taget til Frankrig – jeg kan godt lide landet.

Kan også godt lide sproget og de franske ting. Jeg savner vennerne i Danmark, men jeg har fået nye venner her. Jeg savner også vores hus i Danmark. Men jeg kan bedre lide min seng her i Frankrig.

Den franske skole har sådan nogle lange dage – men jeg lærer jo noget og det er rart, fordi så kan jeg finde ud af noget når man bliver spurgt. Det er ikke rart at være dum. Og jeg kan læse nu.

Kongelig konklusion:

Nej, det var ikke nemt at flytte – det var super hårdt at skifte skole til et fremmed land. Men der gik mellem 2 uger til 4 måneder for at de hver især faldt på plads.

Den franske skole er virkelig hård – nok fordi vi har valgt privatskoler. Privatskoler er mindre og der var måske mulighed for mere forståelse for mine to-sprogede, bi-kulturelle børn. Da skoler bliver evaluerede på hvor stor succesrate de har og ikke om børnene kan lide at gå der, skal man af den årsag jo arbejde hårdere på privatskoler!

Men skolen er super god. Efter franske standarder. Og der er en god kommunikation – dette kan også have noget at gøre med at jeg nu er præsident for skolekredsen!

At den ligger 900 meter fra Eventyrhuset er også en fordel! Men hvor længe vi bliver ved jeg ikke, nu tager vi et år mere, så må vi om vi er mere kloge på det næste sommer.

Der er ingen af os der decideret savner Danmark mere på den tårevædede hvemve måde. Adspurgt vil alle gerne tage et år eller to mere i Normandiet. First Man savner dog meget at have sit eget hus.

Og det var så slut på indlæg nr. hundrede. To be continued…

Post Award

Okay… hvad så nu?

Hvad gør man så rent post-award-mæssigt? Venter jeg nu på, de der fine blomster kommer med posten? Det kan jeg jo godt vente på alligevel, for det er da så hyggeligt at få blomster.

Jeg har svaret på nogle spørgsmål.. Konstateret at der har været 1 kommentar på indlægget – og er nu alvorligt bange for, at jeg er blevet blacklistet af de garvede bloggere, fordi det åbenbart er lidt ilde set, at awarde.. (Ja, dette blev så skrevet, FØR alle I andre kommenterede – men jeg lader det stå alligevel - det ser nemlig mere dramatisk ud!)

På den ene side kan jeg godt se det. Man fremhæver nogle i forhold til andre. Det er synd for dem som ikke bliver fremhævet. Men jeg følte ligesom ikke at jeg kunne nominere jer alle sammen – for alle dem jeg har på min blogliste.. og alle dem jeg har i favoritter – hvor de putter sig, indtil jeg har luret om jeg gider læse på dem hver dag – de lægger jo indimellem et guldæg.

Bevares, det sker ikke hver dag – det gør det jo for ingen – men de blogge jeg  læser med på, kan jeg jo lide – derfor blogliste.

Jeg blev jo også nødt til at respektere at nogle er awardfri.. Vil det så sige at man ikke må synes de er gode??

Nå, men for øvrigt tror jeg, at jeg har luret det der award noget, der sker jo det, at man bliver SÅ glad når nogen synes man skriver godt. Nogen som kan lide ens blog.

Og så er awards måske også mest for nytilflyttere udi Blogland. Sådan som mig. Føler mig stadig som ny, selvom jeg runder de hundrede lige om lidt.

Men hvordan skal vi ellers blive set, hvis det ikke er hos hinanden? Hvis vi fortæller hinanden, at her er der en ny god blogger, så kan endnu flere læse vores blog, og så er der nogle der kan sende sådan nogle pæne virtuelle glansbillede cyber awards. Og så blir’ man glad. Jeg gør i hvert fald.

Men det behøver jeg strengt taget ikke at få en award for at blive. Jeg bliver lige så himmelråbende lykkelig for kommentarer. Faktisk måske endda mere glad. For det betyder at folk læser min blog.

Fordi.. dem jeg nu har nomineret.. Øhhm, hvor kikset er det lige hvis de ikke ved det – fordi de nu ikke læser med her? Ja, jeg har naturligvis ikke nomineret Maren, hende med tegningen.. fordi chancen for at hun overhovedet aner noget om min eksistens, den er forsvindende lille.

Skal jeg så sende de nominerede en mail og sige ”psssst – jeg har nomineret jer”.. Så er det som om hele konceptet falder lidt til jorden. Men jeg må nu nok hellere gøre det, så de opdager at jeg har nomineret dem.. Kunne jo være de blev glade alligevel.

Nej, nu lyder det som om jeg er helt græsk katolsk med den award. Og det er jeg jo ikke – jeg er glad og stolt af min award fordi jeg har fået den af 2 bloggere jeg læser hos hver dag – og som jeg – eller kan man nu godt sige ”holder af” når ikke man kender folk?

Helt ærligt – nogle gange bliver jeg lidt nervøs for min egen mentale tilstand. Hvor normalt er det lige at gå forbi nogle rødbeder på markedet og tænke på om Krudtbøllen får lavet mere mad – ihukommende et sjovt rødbedebillede?

Eller på vej ud af apoteket, lige stoppe op og sende Ellen en tanke – om hendes lungebetændelse nu er væk? For nu kun at nævne et par stykker.

Er man så ikke snart på vej til den lukkede? Jeg aner ikke hvem I er – men det føles sommetider som om at jeg gør. Spooky..

Nå, men for at komme tilbage til den der award. Hvad gør man så bagefter? Det er jo ikke som om man får tilsendt et rigtigt blomsterhjerte – det kunne ellers være fedt – jeg elsker som sagt at få blomster.

Men det bringer mig så over til de der give-aways.. og for at få noget lækkert, eller også noget knapt så brugbart som pulversuppe.. skal man gøre alt muligt. Man skal være fast læser.. Skal man ikke? Og linke og sådan noget?

Men der er mange andre lækre ting, jeg enormt godt kunne tænke mig – og jeg håber hele tiden at jeg snart vinder en give-away.. Tror bare ikke det virker, når jeg ikke melder mig til.

Men helt ærligt, pulversuppe.. eller hvad det nu var. Det er da skørt.

Nå, jeg linker ellers glad og gerne – men det har I jo fundet ud af. Det kunne da være så fedt at få tilsendt noget gejl, hver gang man linker til nogen.

Og fast læser? Jeg kan finde ud af at trykke på subscribe på wordpress, og nogen gange husker jeg oven i købet at trykke på den, på en god blog. Og jeg selv, har hele 6 faste læsere af min blog.. Ganske overvældende.

Men da der ofte er flere end de 6, som rent faktisk gider kommentere på hvad jeg skriver, så kan det være lidt lige meget. Men hvordan man gør på blogspot? Det har jeg ikke luret endnu.

Hvor om alting er, så er jeg lidt usikker på, om jeg skal forvente at få de der blomster tilsendt (man kunne jo nøjes med et glansbillede) I kan godt høre at jeg lokker for at få et eller andet, ikk’?

Eller om det bare var det.. Det har jeg nemlig lidt en lumsk mistanke om at det var.

Lidt ligesom den gang min superhelt linkede til mig, og jeg fik 1000 hits på en dag og i tilgift var ved at falde besvimet om. Og så dagen efter.. Det var jo noget af et antiklimaks.

Og i hele den næste måned så mine statistikker fuldstændigt latterlige ud – nej jeg er stadig ikke vænnet fra, den kolde tyrker virkede ikke efter hensigten.

Nu er de efterhånden kommet ned på et normalt leje igen – på det jævne, på det jævne..

Summa summarum – jeg fik en award – ej jeg fik jo faktisk to, fordi selvom det var den samme award, så fik jeg den af to forskellige mennesker. OG tak for det – skal vi så ikke bare begynde at blogge igen?

Så kan jeg med spænding vente på at jeg vinder en eller anden give-away – det kunne jo være jeg var heldig selvom jeg ikke er meldt til.. bare det ikke er pulversuppe.

Kongelig award

Ja.. Nu bliver jeg nødt til at indrømme det.

Jeg ANER ikke hvad hverken awards er, eller give-aways for den sags skyld. Jo, jeg kender godt ordene. Mere ignorant er jeg trods alt ikke. Men hvordan de hænger sammen med Blogland, har jeg endnu ikke fattet. Jeg er mest bekymret for det der med awards.

For i anledningen af det kongelige bryllup, handler det i dag om en kongelig award! Fordi nogen herovre har skrevet at jeg skulle have en award og en udfordring fordi jeg er så upolitisk ;-p

Mere eller mindre samtidigt fik jeg samme award fra min yndlingsgravhund – jo jo – hende som jeg SELV har nomineret længere nede i indlægget. Og sådan kører verden så i ring.

Dette medfører at jeg jo er nødt til at tilføje svar på nogle gravhundespørgsmål! Men redigér og opdater ER jo heldigvis opfundet!!

Men jeg er faktisk lidt (læs: meget) stolt over at få en award. Det lyder nemlig farlig fint! Så jeg må hellere svare på de spørgsmål der følger med.

Hvorfor startede du med at blogge?

Da vi flyttede til Æblebakken skrev jeg en masse fællesmails til alle jeg kendte for at de kunne følge med i vores liv hernede. Et par stykker følte sig åbenbart så underholdt at de foreslog mig at skrive en bog. Desværre har jeg ingen anelse om hvad sådan en bog skulle handle om, så en blog blev et alternativ indtil jeg finder ud af hvad min bog skal handle om.

Hvilke blogge følger du?

Uhh ha rigtigt mange. Bare se min blogroll – den er jo helt ved at flyde over af de mange forskellige slags blogs jeg læser på. Men hvis jeg skal fremhæve 2 frem for mange andre gode og sjove og hyggelige blogge, så er den første min superhelt! Og den bedste er min yndlingsgravhund!

Hvad er dit favorit make up mærke?

I det store hele Chanel – øjenskyggen sidder der hvor jeg har sat den og der er rent faktisk noget at tage af om aftenen! Ellers bruger jeg Lavera eyeliner, i grå.

Hvad er dit favorit tøjmærke?

Har ikke råd til at have noget favoritmærke – har derimod en favoritbutik! Mit yndlings tøj er det som klæder mig! Ikke nødvendigvis moderne.

Hvad er din favorit parfume?

Har en del, lige for tiden veksler jeg mellem Eau Tendre fra Chanel og Escale à Portofino fra Dior. Friske forårsdufte som passer lige til mig.

Hvad er din favoritfarve?

Kommer meget an på til hvad. Jeg elsker bare farver. Gul, blå, lyserød, osv.

Hvad er din favoritfilm?

Det er jo så svært – der er så mange gode film. I flæng:

• The Gladiator
• The Brief Encounter
• Når du mindst venter det
• Before sunrise
• Before sunset
• Sliding doors
• The Lakehouse
• Finding Neverland
• The Bridges of Madison County

Hvilket land vil du besøge og hvorfor?

Jeg lovede engang min morfar jeg ville tage til Indien og se Taj Mahal – for ham – for det nåede han ikke. Om jeg kommer dertil nogensinde, ved jeg ikke. Men at rejse er at leve. Og jeg kunne blive ved med at remse lande op.

• Malta på grund af Tempelridderne
• Guernsey på grund af bogen
• USA på grund af alle veninderne derovre
• Argentina på grund af Lis
• Letland på grund af Morbror Costi
• Portugal på grund af Ældstesøn
• Østrig på grund af Ældstedatter
• Kenya på grund af Karen Blixen

Hvad glæder du dig mest til i nærmeste fremtid?

At jeg faktisk har ferie – eller burde have det – indtil 9 maj! Og til en uge i juli hvor jeg IKKE skal lave mad..

Jeg vil gerne give awarden og den lille udfordring videre til:

Gravhunden med det uforlignelige talent for at tegne og for at få mig til at grine. Men hun kom mig jo som sagt i forkøbet.

Sequence fordi hun prøver at fastholde nuet på en blid og skøn måde

Ualmindelig almindelig fordi hun godt kan lide éclair aux chocolat og tarte tatin!

Og til Gentagelser og fornyelser – som er så ærlig og tilstede!

Hvad er det mest spændende, der er sket i dit liv indenfor det sidste års tid?

Det må jo være at skulle starte en hel ny tilværelse i et andet land. Flytte ind i et hus jeg aldrig havde set før, i en by jeg aldrig havde sat benene i nogensinde.

 Hvad er din største ambition?

At få udgivet bøger – altså som jeg selv har skrevet.

Hvilken bog læste du sidst?/Læg et foto op af din bogreol

Har gang i 2 bøger. Er midt i “Stormfulde højder” på papir, og “Jordens søjler” i lydbogsformat. HAR for længe siden lagt et billede ind af mine 17 hyldecm. Har ikke så mange bøger med herned, at det gør noget. Og savner inderligt papir med danske bogstaver på.

Har du en pinlig historie, du lige vil dele?

En gang for mange mange år siden, var jeg ude og løbe med First Man. Eller det vil sige, han løb lidt frem og tilbage og jeg halsede gasblå i hovedet efter ham. Pludselig fik jeg ondt i maven og stoppede op, bukkede sammen og slog den allerstørste, og længste prut jeg nogensinde i mit liv har slået. Da jeg rejste mig op igen, stod jeg ansigt til ansigt med en gammel franskmand der stod inde i sin have. Han stirrede forbløffet på mig og før han nåede at sige noget løb jeg hurtigt videre, blodrød i bærret, med en storgrinende Frist Man ved min side – han minder mig om det indimellem.

Hvad er din yndlingsaversion?

• Folk som maltrakterer det danske sprog – i form af “Bedler” “Himbær” “Ynglings” “Nytårsfortsæt” “Hångklæde” “det gør ligemeget” osv.
• Marge Simpsons stemme på fransk.

Hvis du skulle være et dyr, hvilket skulle det så være?

Det må jo så være en Kong Guru. 

Fortæl lige lidt om din værste scoring, vil du ikke?

Jeg har altså været sammen med First Man siden jeg var 18. Men jeg mindes engang én jeg som 15årig var i biografen med. Han lignede Tintin med trenchcoat og det hele da han dukkede op på dørtrinnet – filmen var god – Tintin så jeg heldigvis aldrig mere, så en egentlig scoring vil jeg ikke kalde ham – mere en billig måde at komme i biografen på..

Hvad gad du godt være god til? 

• At kunne lave citronfromage.
• At være ligeså god til at slå vejrmøller som Prinsesse Lyserød – sker aldrig..

No comments..

Hvad sker der lige i Blogland i dag?

Jeg er forment adgang til størstedelen af blogspottere.. Jeg må i hvert fald ikke skrive til hverken Lene, Susanne, Inge eller Rejen – eller andre som ikke er på min blog liste.

Jeg må heller ikke kommentere hos I mangel af bedre – og jeg kunne heller ikke få kommentarer i morges – skulle først ind og sætte hak i en “tillad kommentarer”. Så man kunne jo godt få den tanke at nogen leger med Blogland – og det er lidt træls.

Nogle idéer til hvordan man lige løser det – eller om det er forbipasserende?

Noget helt andet.. nu vil jeg lige efterligne min helt.. Hun havde sådan en god idé om de runde indlæg – og den har jeg tyvstjålet. Idéen altså.

Jeg skal snart til at skrive indlæg nr. 100 og jeg vil i den forbindelse – føj det lyder højtideligt – jeg prøver lige igen – ellers tror I nok ikke på at det er noget jeg har skrevet selv..

Nå.. altså, jeg skal skrive indlæg nr. 100 og vil høre om der er noget specielt I gerne vil vide?

Noget I gerne vil høre mere om?

Og hvis ikke – så kan jeg jo bare lave et tomt indlæg og holde min mund – til en forandring!

Sk.. Rumpe

Det kunne godt være en diplomatisk måde at forkorte ”skide rumpe” på.. Det er det på en måde også. For der står jo skrumpe.. Og det er noget jeg har brug for.

Med de der søndagskager.. I hvert fald de første 4 måneder fik vi nok en kage hver søndag. For slet ikke at tale om alle de andre vidunderlige sager man kan få her.

Blinier med tarama, foie gras, rillettes, croissants og alt det andet. Og nu er vi jo i Normandiet – og for de af jer, som ikke er klar over hvad Normandiet er kendt for sådan rent madmæssigt – så kan jeg fortælle at det er fløde.. og smør og ost og den slags.. fordi der er ret mange køer.

Det var det spiselige, der er jo også det mere flydende. Bare her i området handler det om cidre, pommeau og calvados. Fra et mere generelt synspunkt er det jo bare lækker fransk rødvin. Og alkohol feder altså også. Ikke fordi jeg er specielt drikfældig – det er nok First Man der sidst tog sig af den slags – men lidt smager man jo altid.

Det var baggrundsviden, og nu til det egentlige: alt dette har afstedkommet mindst 5 overflødige kilo, som folder ubehageligt om maven når jeg sidder ned, som forhindrer mig i at se pæn ud i bukser, da der uvægerligt popper en meget ucharmerende pølse frem over linningen.

Det er faktisk underligt. Når man har nogle i sin omgangskreds, som hårdnakket påstår at de der kilo SLET ikke kan ses – hvilket jo er en lodret løgn – jeg kan jo godt selv se mig i spejlet og konstatere at de er ganske tydelige, de der deller, så bliver man lidt muggen over, at man skal overbevise folk om, at man virkeligt trænger til at tabe sig.

Men når man så prøver tøj med andre mennesker, som er mere ærlige end behageligt er, og der pludselig falder en bemærkning om at ”den bluse er god, for så kan man ikke se din mave” så står man lidt og afvejer om man ondskabsfuldt skulle smide sandheden tilbage: ”du skulle nu hellere gå i nederdel, for så ser man ikke dine lår..” eller om man bare skulle nøjes med at tænke det, og lade som ingenting, og så i øvrigt bare prøve at komme af med de ekstra kilo i stedet for.

Med andre ord gå på kur. Det er jeg bare ikke så god til – det der med kur altså. Men det er nok den eneste løsning.

Herovre  hos søde Lise, ser det alt sammen så fantastisk lækkert ud – jeg bruger ofte Lises morgenmad, snacks og sommetider noget frokost! Men aftensmaden går jeg ofte udenom på grund af at firkløveret ikke vil spise alle de lækre – og anderledes sager – så kunne jeg stå og lave 2 slags mad hver aften. Og det gider jeg sjovt nok ikke. Men derfor kan man jo godt passe lidt på alligevel, og gøre noget for sig selv! Så jeg starter i det små.

Som i ”fra nu af – kun 1 lille stykke kage om søndagen”!

Påske Søndagskager – i flertal!

Ja – det var jo påske.. Og så fik vi lige vores to yndlingskager. Vi kunne nemlig ikke helt bestemme os.

– så det blev én af hver. En Royal og en Fraisier!

Med gyldne dråber til! Cru du Paradis – og det var nok meget rigtigt!

Googling’

Når man har været til lægen.. og lægen har sagt noget som ikke er halsbetændelse, penicillin eller græsallergi. Med andre ord, sådan nogle termer som man ikke er så hjemkendt i. Så tager man sporenstregs hjem og googler. Hvis man altså er mig – og det er jeg jo heldigvis.

Som for eks. når firkløveret render ind i en gang flak. Og man burde jo bare lade være. Jeg kan ellers til daglig sagtens lade være med at lure på alskens ulykker og dårligdomme, modsat så mange andre mennesker.

Men lige her, bliver jeg akut hypokonder på mit firkløvers vegne og er ude af stand til at tænke 2 sammenhængende, endsige fornuftige, tanker.

Og så googler man, og så kan man faktisk samtidigt få taget mål til en etværelses med låg. For det tangerer miraklet, at man overhovedet trækker vejret.

Altså hvis det er den ene diagnose.

Den anden – for der er altid mindst 2 at vælge i mellem, den ene som er en ”overhovedet ingenting og haha sikke en lettelse”.. og så er der den anden. Den man skal tale lavmælt om, med en pande så rynket som en Le Klint skærm.

Det er sjældent med First Man at man bliver nødt til at google, han er jo sej og kan alt. Også sove på en gulvmåtte flere nætter i træk. Men så kommer der sådan en grum besked, som man bare er nødt til at gøre noget ved.

Da han er sej pr. definition, sidder han jo ikke og piber, ej heller øffer han noget om bekymring og lignende. Men en konge kender sin lus på gangen og kan mærke at det også rumsterer.

Så selvom han sagtens kunne nøjes med et opfølgende tjek op engang i næste uge.. så har han tid her til morgen.

Og jeg vil med. Den smilede han lidt overbærende til. Men det måtte jeg da godt! Så det gør jeg så!

Politisk korrekt

Jeg er faktisk rigtigt træt – inderligt træt – af at skulle være politisk korrekt altid.

Når Frankrig slår Danmark i håndbold finalen vil jeg tage mig den frihed at synes meget, meget dårligt om franskmænd i hvert fald i 35 minutter, samt tvinge First Man til at stå for aftensmaden, uden at nogen vrisser ”at det kan jeg ikke tillade mig, og at det kun er sport” og ”bla. bla. bla.”

Jeg er da udmærket godt klar over at det kun er sport, men – og med fare for at nå kvalme grænsen – jeg vil vove at citere Piet Hein: den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Jeg, i min skuffede og nedtrykte håndboldtaber tilstand, var overhovedet ikke i stand til at lave mad, og slet ikke til en repræsentant fra vinderlandet – når nu det havde været så tæt på. Hvis vi havde vundet havde det også været mit privilegium som vindernation at få serveret mad fra taberlandet.

Det er hvad man kalder en win-win situation!

Men hvorfor skal man hele tiden synes noget, som andre har bestemt var ”det Rigtige” – ellers får man på hattepulden? Det gør mig egentlig lidt harm.

Hvorfor skal vi alle sammen synes det er synd for de der to unge mennesker, som jeg ellers er blevet forskånet for, da de vist har fået deres 15minutes of fame efter jeg har forladt landet, pseudokendisser som ikke har foretaget sig andet end at være med i et tåbeligt ”se mig” program. I hvert fald kan jeg i disse dage, ikke læse en eneste netavis, uden at min skæm bliver klistret til med parret som åbenbart er ved at gå fra hinanden. I denne sag må man vist selv bestemme hvem man har ondt af, hende som er smuttet eller ham som vil gå i behandling. Jeg har mest ondt af mig selv, fordi jeg er træt af at se på dem.

En anden sag, for noget tid siden, var Henriette Kjær’s svigermor? Hvorfor skulle vi alle sammen synes det var synd for hende? Helt ÆRLIGT.. Hun har altså selv valgt at vaske familiens beskidte vasketøj i fuld offentlighed. Jeg synes den dames opførsel er mindst lige så usympatisk som den hendes søn lægger for dagen, men okay – det skal vel også komme et sted fra – når man nu tænker efter.

Jeg kan slet ikke tælle alle de blog indlæg jeg har slettet, eller aldrig skrevet færdig, fordi – åhh nej – nu kommer jeg vist til at træde nogen – eller deres skytsengle over tæerne, så jeg må hellere lade være. Hvis jeg nu skriver at jeg ikke er enig i den måde mange mennesker opdrager deres børn på, så skal jeg nok rode mig ud i noget slam. Eller hvis jeg skriver om hysteriske gravide eller sådan..

Men bliver verden ikke kedelig og grå hvis vi aldrig kan være forskellige?

Kan man ikke være uenig uden at skulle vrisse af hinanden?

Og jeg indrømmer blankt, at jeg ofte mener ”noget andet” blot for at provokere en lille bitte smule. Også selvom det måske ikke er gennemtænkt – men fordi jeg får kvalme over at ”synes det samme som hende der sagde noget lige før”.

Ikke ret voksent og modent – nej. Men det har jeg på den anden side heller ikke nogen sinde reklameret med, at jeg var!

Camping og genvordigheder

Jeg kunne godt lide at gå til gymnastik da jeg var teenager, men siden er der ikke sket så meget igen. Derfor stirrede jeg også en del, da min søde veninde Kirsten spurgte om jeg ikke ville med til Landsstævnet. Jeg havde seriøst aldrig hørt om det før, og var noget skeptisk, da det gik op for mig, mens hun forklarede, at det indebar at jeg skulle sove i et telt.

Såfremt jeg kan undgå det, sover jeg ikke i telt, endsige udenfor eller noget andet ukomfortabelt. Da jeg som barn blev slæbt med på campingture rundt om i Europa, var det en betingelse at jeg havde en drømmeseng –  luftmadrasser hader nemlig mig, for dem jeg sover på mister altid luft, uanset hvordan jeg så bærer mig ad. Derudover skulle min dyne også med, idet jeg er ude af stand til at sove i en sovepose.

Men Kirstens overtalelsesevner er gode, så det endte med at jeg til sidst var at finde i en bus, på vej til Haderslev hvor slaget skulle stå.

Vi kom til Haderslev nord, på et militært område hvor campingpladsen var. Pludselig fik bussen ikke lov til at køre længere, og vi blev sat af og skulle selv gå resten af vejen. Så vi vandrede de 2 km. hen til vores campingplads.

Det var næsten uoverkommeligt.

For da jeg skulle af sted og valget stod mellem at tage 14 små tasker eller 1 stor, tog jeg naturligvis en stor. Sådan en giga stor en, som First Man til daglig har alt sit militær grej i. I den puttede jeg et 3mandstelt, en sovepose, luftmadras, sportstøj til flere dage, toiletsager, et sæt almindeligt tøj, skiftesko, regntøj og optimistisk smed jeg sluttelig en hårtørrer ned i den bundløse taske.

Med det resultat, at den åndede taske vejede 32 kilo eller deromkring. Og den skulle jeg bære, helt selv, de 2 km ned på militærets bulede pløjemark. Mine arme var 4 meter længere, da vi nåede frem.

Og her er det så forskellen mellem danske mænd og andre mænd viser sig. Ikke én eneste mand var galant nok til at foreslå at hjælpe mig, bare et par meter. Næ nej, de susede bare forbi med deres letvægterrygsække, hvis de da ikke overhalede indenom og i farten fik skubbet mig ud af kurs. Dette afstedkom en del vrisne råb fra min side. Kirsten var ved at dø af grin og kunne dermed heller ikke hjælpe mig.

Men vi kom endelig hen til vores anviste plads og fik sat det fine iglotelt op og pumpet madrasserne og rigget det hele til.

At jeg overhovedet havde en madras at ligge på, skyldtes ikke First Man, men derimod Linda. I god tid i forvejen havde jeg sikret mig at First Man var i besidelse af alt udstyret, så jeg kunne sove nogenlunde behageligt, ork ja var svaret, han havde det hele.

Og derfor købte jeg ikke en luftmadras da Netto havde nogle på tilbud. Men jeg kender ham jo godt, så jeg burde have vidst bedre, for da jeg skulle til at pakke og udbad mig de forskellige rekvisitter, langede han mig en miniatureudgave af et liggeunderlag, max. 120 cm lang og 50cm bred. Bevares – det var oppusteligt, men kun i tykkelsen.

Jeg hvinede så højt, at det måtte kunne høres helt over på Djævleøen – muligvis til Malmø. Jeg åbnede derpå min mund og ud kom: ”du-har-da-ikke-tænkt-dig-at-jeg-skal-sove-på-den-der-gulvmåtte-i-3-nætter?” på tinnitus måden, mens jeg stirrede vantro på ham.

Men jo, det havde han.. Så jeg fik med lynets hast sendt 320 sms’er ud i æteren og der var bid – Linda havde en luftmadras som jeg godt måtte låne.

Til gengæld var der ikke noget i vejen med resten af udstyret, soveposer, tæpper, regnslag, selvom jeg dog takkede nej til hans camelback – jeg regnede nok med at der ville være vand til rådighed, vi skulle trods alt kun til Haderslev og ikke til Nevadaørkenen.

Nå, vel installeret gik vi rundt på selve stævnepladsen for at kigge, og så var der pludselig Gnags koncert. De spillede godt, selvom ham Peter AG jo er lidt for sig selv. Jeg har ham mistænkt for at være spastiker, han ligner udkogt spaghetti, når han dingler rundt der oppe på scenen.

Kl. 1.00 listede vi hjem til teltet og kom i seng. Og Kl. 4.00 blev vi så vækket af nogle fulderikker som stod og bankede på vores telt om vi ville have en morgenbajer. Charmerende.

Rent komfortmæssigt var det altså noget af en fiasko det der med at sove i telt.. Jeg vågnede 300 gange mindst, og frøs, og endte med at sove med et ekstra tæppe over hovedet fordi min næse var så kold at jeg var bange for den skulle knække af. Fredag vågnede vi kl. 7.00 og var meget lidt udhvilede!

Så skulle vi i bad. Og nu er de der – kolde – fællesbade ikke lige mig, så dagen før havde jeg, som noget af det første, fundet mig, i et stort sportscenter, et dommeromklædningsrum med 8 små enkelt-kabiner og rigtige enkeltmands brusebade med VARMT vand! Og – ta-daaaa stikkontakt til min hårtørrer.

At der var spændt en stor kæde ud foran selve indgangen, med et adgang forbudt skilt, bekymrede mig ingenlunde. Jeg kan være meget kreativ når jeg skal. Det var jo bare et spørgsmål om at gå under kæden.

Der vandrede vi så ned (2km) og kom i bad. Tilbage og få morgenmad, og så ned og skifte tøj for vi skulle træne til vores opvisninger.

Træningen foregik nede i selve Haderslev by, og så gik vi derned. Så gik vi tilbage igen til det lille stadion hvor vi skulle lave en prøve opvisning, og vi regnede med det ville være mennesketomt. HA.. Der sad et par tusinde…

Men vi blev klar til den rigtige opvisning, og kunne i strålende solskin gå over bakken og ned ad rampen til stævne arenaen, senere samme eftermiddag og lave vores opvisning uden en eneste fejl og fik stående bifald og vi var voldsomt stolte af os selv. Vi holdt igen fest i gaden og hyggede os til den var 2.00 og fandt vejen til teltet.

Da vi nu havde frosset sådan sidste nat, gjorde vi klar til Store Anti Frys – nat.

Jeg sov med natbukser og træningsbukser. T-shirt og fleece trøje. Samt en nyindkøbt fleecejakke. Og fleecesovepose og en specialstyrke antifrys-sovepose lavet til bjerg-øvelser, og mit føromtalte tæppe over hovedet for at undgå den frosne næse som jeg var vågnet med forrige nat!

Og kl. 6.38 vågnede jeg fuldstændigt gennemblødt af sved, gispende af tørst og dehydrering… Jeg egner mig afgjort ikke til at sove i telt.

Hele dagen gik med at se andre opvisninger og lave workshops, og – da temperaturen i mine kondisko kom op over 57grader – investere i et par klip-klappere, æde is og vade til Haderslev. 3 gange frem og tilbage blev det.. Hvilket vil sige lige over 10km. Dertil skulle så lægges alle de andre distancer: telt-brusebad = 2km og telt – madtelt = 1,5km, telt-stævneplads = 2km, madtelt – stævneplads = 500m, osv. så jeg tror faktisk at vi brugte mere tid på at gå end til at sove!

Lørdag aften skulle der være finaleshow og da Lars Løkke, den skovl, kom 1 time for sent, kunne vi bare sidde og vente på ham.

Det var et rigtigt flot show – selvom de der blaserte gamle gymnaster, der har været med til samtlige landsstævner siden de lærte at gå, ikke fandt det var så godt igen, men jeg var altså målløs.

Efter afslutningen gik vi ned til Haderslev city, hvor der var en masse små live koncerter i cirkustelte, der var sat op lidt over det hele. Vi fik set en Elvis kopi og endte i et telt med U2 kopi band – og de var godt nok næsten lige så gode som U2 selv – det var helt fantastisk. Men al den gåen frem og tilbage, gjorde at jeg ikke engang kunne danse – mine ”poter” var helt ødelagte.

Så da koncerten sluttede skulle vi finde teltet. Det lykkedes os at finde en bus som kørte i pendulfart, mellem pladsen og Haderslev City, hele natten. Der stod vi af på et sted, vi mente var tæt på vores pløjemark. Det var det heldigvis også, for vi fandt faktisk teltet ret hurtigt, hvor vi kl. 4.30 kunne vælte om i soveposerne, uden at tage tøj af, velvidende at First Man ville hente os næste morgen kl. 7.30.

Vi blev vækket af telefonen kl. 7.15 og stirrede grinende på hinanden og kom ud af soveposerne og begyndte at flå telt ned og kom hjem til øen igen, en erfaring rigere! Jo jo. Vi fik vist sovet ca. 13 timer på 3 dage.

Jeg gør det aldrig mere – kun hvis Kirsten spørger igen!

Påske 2011

Påsken set fra mit kameras vinkel!

På stranden og finde skaller!

Og én mere til Mille – éclair aux café et aux chocolats!!

Påskefrokost.

Påskeæg på Æblebakken!

 

RIGTIG GLÆDELIG PÅSKE TIL ALLE!

Påske med tilbehør

Jeg ved ikke helt hvad der skete, da jeg skulle pakke sidste sommer, hjemme på min ø..

Pakke mit – First mans og firkløverets liv ned, til noget simple living på Æblebakken for en tid. Der er som sagt ting jeg huskede – og så er der andre som jeg i forvirringen ikke fik lagt frem og pakket..

For eks. har jeg – det er så ikke min skyld – samtlige fine krystalglas – som egentlig bare skulle pakkes væk mens vi ikke var i nærheden af huset. Men en, som godt nok var så sød at hjælpe os med at pakke flyttebilen, tog lidt fejl af mine venlige vejledninger. Altså læssede han en masse kasser der stod et sted hvor de skulle have været blevet stående.

Af samme årsag fik jeg også alle de spil med, som vi ellers havde bestemt os for at vi sagtens kunne leve uden i et par år.

Da vi pakkede bilen ud, på Æblebakken, og jeg noget stramt bemærkede, at de da vist havde fået sig en tur til Frankrig – sagde vennen at han ville vædde med at jeg fik brugt det hele og at jeg ville sikkert ende med at være glad for at det kom med som blind passager.

Nu er der bare det ved det, at jeg er af en lettere stædig natur, og den slags skal ikke siges to gange før jeg bestemmer mig for at det IKKE bliver sådan. Altså kom de unødvendige kasser på loftet, og der kan de for min skyld stå til vi rejser igen. Om jeg så skal have en anden præsident end mig selv på besøg, må han nøjes med de billige fra ikea. Det gør heller ikke så meget med dem hvis han kommer til at tabe ét, hvorimod jeg nok ville blive lidt muggen hvad han baldrede et krystalglas.

Jeg lærte på denne lumske vis, også at lave både vandbakkelser og roulade. Min til tider meget gnavne svigerfar sagde engang til mig: Vandbakkelser? Det kan du slet ikke finde ud af at lave – for det er alt for svært. Og inde i mit hoved blev en neon tekst tændt og stod og blinkede: HVAD kan jeg ikke?

Og så leverede jeg vandbakkelser med lækker vanilje creme, til eftermiddagskaffen. Naturligvis.

Der er heldigvis ikke så mange der ved det, så jeg bliver ikke på ufin måde udfordret og dermed udnyttet af ondsindede mennesker der har luret hvordan de kan få mig til at lave noget specielt!

Nå, det skulle handle om påske. Og om al den påskepynt som ikke kom med. Heldigvis var min mor så betænksom at sende en lille pakke, med ABClakridser og marcipanæg – samt 3 grønne hængehøns i træ. De hænger nu i nogle julepyntskroge der sidder i en bjælke. For julepynten kom altså med. Noget af den. Måske skulle jeg pynte op med julepynt, julen burde jo vare til påske.

Jeg manglede også en gul dug til påskefrokosten, som i år bliver sildeløs, og snapsen må folk også se langt efter. Den er der heller ikke så mange der drikker på matriklen. Jeg gør i hvert fald ikke. Ikke siden jeg som 17 årig så Mike Tyson boksekamp med Kim og drengene midt om natten, og de skamløst forledte mig til drikfældighed.

Det snavs drikker jeg aldrig nogensinde mere!

Men altså – en gul dug var umuligt at opdrive. Jo jeg fandt en, som kostede en kvart milliard – euro.. Og så var det jeg tænkte – nu kunne jeg jo godt bare købe et ganske almindeligt lagen.. i gult. Og som sagt – så gjort.

Jeg fandt også nogle små søde kurve som passende kunne huse nogle chokoladeæg, som jeg i øvrigt fandt i det rette farvede sølvpapir! Man kan få alt i Frankrig – elsker dette land. Okay – man kan så ikke remoulade og det er lidt en fejl, men jeg er villig til at se igennem fingre med, på grund af alle de kager man så kan få i stedet.

Selvom – en ristet med ketchup og jordbærtærte? Nej, det duer alligevel ikke.

Nå, med disse effekter i hus, var det jeg begyndte at lede efter vores påskeæg – vores mesterværker! Og stor var skuffelsen da det gik op for mig at de er blevet hjemme på øen.

For et par år siden brugte vi en hel formiddag på at lære at tegne det svære muselmønster på rigtige æg – og de blev bare så flotte!

Royal Copenhagen – go home!!

Så summa summarum, min tilstedeværende påskepynt kan resumeres til 1 gul dug – som er et lagen, 3 grønne høns der hænger og de 4 små metalkurve..

Nå skidt, jeg har jo også købt chokolade!! Sådan noget ufatteligt lækkert hjemmelavet noget som jeg har købt hos en chokolatier i byen, så det bliver nu nok påske alligevel!

Hul i haven

Ja, nu er det ikke direkte i vores have – for så tror jeg seriøst, at jeg var gået hjemmefra, udsigt over blomstrende æbletræer eller ej.

Sagen er den, at vores kloaksystem er i samme ynkelige forfatning som resten af huset. Ihukommende den måde der bliver efterisoleret på, kan det vel heller ikke forbavse nogen overhovedet.

I sommers boblede vores afløb meget, og man kunne fornemme at der var fordøjelsesproblemer på vej. Disse blev afhjulpet ved hjælp af en meget venlig mand, med et imponerende overskæg, der minder en hele del om pandehåret på en tibetansk pony.

Denne venlige mand har jævnligt sin gang i vores hus, når der skal repareres det ene eller det andet. Og det skal der tit.

For et par dage siden gik det hverken værre eller bedre, end at afløbet gav sig til at gurgle voldsomt, og endog kaste op. Ikke helt så delikat at det gør noget, at kunne finde stumper af wc-papir i brusenichen.. Og hver gang nogen var i bad, stoppede køkkenvasken hermetisk og ville ikke synke sit indhold.

Altså diagnosticerede vi akutte fordøjelsesproblemer, og for at vi ikke skulle ende med noget roskildesyge eller lignende, for både mennesker og afløb, så blev det tibetanske overskæg tilkaldt, for at helbrede vores skrantende kloaksystem.

Men han kunne ikke komme før om 36 timer..

Hvilket direkte oversat til dansk betød – ingen brusebade, ingen rislende vand i køkkenet, og hvad værre var.. ingen toiletbesøg i 36 timer.

First Man, som den hulemand han er, fra naturens side, gik derfor omgående i gang med at grave huller, forskellige steder på marken, i skjul for forbipasserendes blikke. Og det royale firkløver fik besked på at besørge i hullerne og dække det til igen, og derefter putte papiret i en dertil indrettet hygiejne pose som kunne lukkes.

Først stirrede de vantro på ham, og så holdt de sig. Nogle tog bad til fodboldtræning, og alle fire besørgede på skolen. Drengene tissede i haven og pigerne holdt sig som sagt stadig.

First Man derimod, gik glad afsides med sin lille skovl og kom veltilfreds tilbage. Sommetider er jeg ikke helt sikker på hvilke gener han indeholder – og overraskes over hvor få der – heldigvis – er gået arv til firkløveret.

Men så var der jo mig.

Og, ikke at jeg er sart, men jeg er blot ikke skabt til camping, det kan jeg fortælle om en anden god gang, men jeg skulle under ingen omstændigheder nyde noget af, at begrave mine efterladenskaber på grunden. Overhovedet. Nogensinde. Så hellere forstoppelse.

Så jeg fik sat gang i min hittepåsomhed – som er særdeles veludviklet når det kommer til at udtænke løsninger på hygiejniske problemer. Jeg har derfor i de sidste 36 timer, været enormt meget på besøg hos venner og bekendte, en hel del på café, et par gange ovre på skolen til forskllige møder, og havde den lokale svømmehal ikke været lukket på grund af ombygning, havde jeg måske endda været at finde der, dog kun for at få mig et bad.

Men den er lukket, så jeg har gået omkring og klaret mig med klatvask, american douche, samt fornemmelsen af at lugte som en gnu. Da jeg til trods denne følelse alligevel er blevet lukket ind hos folk jeg ikke kender så godt – mine venner er bare vant til at jeg er sær – går jeg ud fra at det har været knapt så slemt for dem, som det har været for mig.

Hvor om alting er, det tibetanske overskæg har netop vinket farvel, og jeg kan nu igen se frem til den glæde det er at sidde på et rent toiletbræt – mit eget – og gøre hvad man skal når man skal, i rene hvide porcelænsomgivelser!

Længe leve wc.

New look

Nu har jeg ikke råd til Dior, men jeg har alligevel fået et new look!

Jeg kunne godt lide det gamle – men jeg kunne ikke ændre på det – både fordi jeg er SÅ dum til noget jeg ikke kan i forvejen – mærkeligt, ikke sandt?

Men også fordi jeg synes det lyseblå måtte være lidt svært at læse på – skriften var lille og, ja der var mange ting i vejen.

Og så var det jeg kom i tanke om Lisa. Lisa som jeg har kendt i mange år, og et eller andet på bunden af min hjerne, kunne huske at hun var en ørn til wordpress. Lise, og nogle andre fra samme klan, var også nogle af de første til at blogge, ÅR før jeg overhovedet fattede hvad en blog gik ud på.

Så jeg fik kontaktet Lisa og sagde – kan du ikke rydde op på min blog og give den et lækkert design og såd’n?

Hun svarede ja, med det samme. Og min blog er bare blevet så fin! Og kun min, altså designet og farverne som jeg bare kan få som jeg vil have! 

Jeg nyder at komme ind i mit eget lille hjørne af Blogland – selvom jeg i starten lige skulle vænne mig til at alt det lyseblå var væk!

Men den virker meget mere overskuelig, præsentabel og let. Jeg håber I er enige med mig!

Tusind mange tak Lisa!!

Kong Guru!

Så kunne man lige se mig, forklædt som kænguru, hos min yndlingsgravhund!

I dagens anledning tager jeg derfor momentan navneforandring til Kong Guru!! Ikke at forveksle med Kong Gulerod, det vil jeg nemlig gerne have mig frabedt.

Føler mig ikke specielt storsnudet.. Men hvem ved.

Men hvorfor lige en kænguru? Valg af dyr-spørgsmålet blev stillet af Nadia, da hun afslørede at hun gerne ville tegne mig! Og hvilken ære!

Jeg spurgte firkløveret, jeg havde da en idé eller 2, men ville lige høre hvad de sagde først, for man har vel altid en tendens til at let og elegant glide udenom de fejl og mangler man nu har.

Ældstedatter lagde ud med, at jeg var en sort panter. Men så tilføjede hun – nej ikke alligevel – for du er ikke mystisk, sort og dunkel. Så sagde hun at jeg var en svane – et kongeligt dyr, med megen værdighed og noget vrissen. Tak siger jeg bare.

Men det skulle vise sig at blive meget værre. Ældstesøn sagde grinende – en ko! Hvortil ældstedatter sagde – nej ikke en ko – køer er blide og rolige væsner. Jeg sukkede..

Så kom Prinsesse Lyserød på banen, hun mente jeg var en blanding mellem en abe (sjov) en elefant (fejer alt væk på sin vej) og en gås (der skræpper)

Her var jeg lige ved at blive rigtigt godt fornærmet – og hun fik også en kildetur af de større.

De var alle 4 enige om at jeg ikke var en lille let flagrende sommerfugl. Heldigvis – en anelse for flygtig for min smag – selvom de jo er ganske nydelige at se på.

Jeg kan godt lide elefanter, samler lidt på dem – men ikke så meget mere. Jeg er IKKE til gulvmåtter, skåle, plakater og andet skrammel så man må sparke sig vej igennem huset – slet ikke.

Til nøds en opvaskebørste – for det hører til en af de ting som jeg virkelig godt kan lide er specielle. Det er SÅ dødssygt at vaske op, at jeg simpelthen har behov for noget pænt at se på imens.

Men ligefrem at være en elefant.. På besøg hos en gravhund.. Det virkede lidt som at træde ind i en porcelænsfabrik. Hvad nu hvis jeg kom til at træde den søde lille gravhund på halen eller sådan noget. Eller sætte mig på den – de er jo lidt klodsede de der store dyr. Og tænk nu hvis der kun blev tegnet ½ben fordi der ikke var plads til mere?

Så var det at kænguruen kom på banen. Et venligt dyr – der har masser af plads til børn – men som på den anden side kan slå en proper næve hvis den bliver sur. Og så hopper den tilmed! Det lød lige præcis som mig!

Og på den fine tegning – har I godt set at jeg har krone på? Yderst betænksomt, synes jeg nok!

I hvert fald – jeg har været på besøg hos en gravhund forklædt som Kong Guru og jeg er meget stolt af det.

Det kunne være jeg skulle lave en sekt. Den slags guruer tjener vist rigtig mange penge. Jeg kunne jo lave en sekt i stedet for et politisk parti. I politik kommer folk op og skændes hele tiden – i en sekt bestemmer guruen enevældigt – og det tiltaler mig faktisk en del!!

Man må heller ikke have krone på i politik – for de kongelige må slet ikke blande sig i noget. Og som guru kan man jo gøre som man har lyst og gå med krone hver dag – kan måske endda skabe mode blandt 5årige børnehavepiger.

Fridag i farver

At have fri en dag hvor solen skinner.

At få besøg af en veninde fra dengang man ikke havde nogle børn – nu har vi begge 4!

Hun kom på besøg med sin mand – han må af gode grunde så være second man – fordi han var second in command under First Man engang i tidernes morgen, og halvdelen af sine børn.

Dejligt at kunne ses meget oftere nu hvor vi også bor i Frankrig. Så tiden blev brugt på sladder om fælles bekendte, som nu er spredt for alle vinde, latter, tanker og mad og sidst men ikke mindst – Kir Normands. 

Og vi lå i solen gjorde vi! Bemærk venligst de 20 lakerede tånegle – vi er SÅ klar til sommer!

 

Mens andre foretrak skyggen.

Og dette er et glimt af Æblebakken i morgenlyset!

Og vejrudsigten for påsken er helt igennem solskin solskin og atter solskin. Mmm.