Tømmermænd og tisse i måneskin

Kun lidet inspireret af gårsdagens hændelser, fik jeg en pludselig og ganske uforklarlig lyst til at skrive noget om tømmermænd.

Lad os bare sige at kvaliteten af sin ældste datters fødselsdag, var for First Mans vedkomne, voldsomt begrænset af nogle yderst vedholdende og meget grumme tømmermænd.

De timer han holdt sig oprejst, var til at overse.

Da den første festivitas omkring vækning, med lys og sang, gaveoppakning og kanelsneglefortæring var overstået, kravlede han hen på sofaen på lit de parade-måden med et tæppe rundt om hovedet, og der lå han et par timer uden at vi hørte mere til ham.

Vi fik købt ind og lagt an til lækker frokost efter ældstedatters ønsker, salat med chili-hvidløgs ristede rejer og blinis med stenbider rogn og tzatiki, og der blev naturligvis også dækket op til First Man, men han afslog høfligt, siddende i et hjørne, mere død end levende.

Og jeg havde i løbet af dagen, som den fantastisk gode kone jeg er, disket op med isvand med citron i, 2 tørre grissini, en kop varm linde/mynte te, samt en medicinsk cocktail indeholdende både ibuprofen og paracetamol.. Om det hjalp ved jeg ikke, han var virkelig hårdt ramt.

Jeg benyttede lejligheden til at tale dunder mod alkohol og hvor elendigt man har det bagefter. Ja, naturligvis ikke til ham, det fortjente han trods alt ikke, men til det royale firkløver. Jeg fik nemlig også noget at drikke ved samme lejlighed – men fejlede jo overhovedet ingenting – var højst lidt træt fordi min nat ikke oversteg 5 timer og det er ikke helt nok. Jeg blev ydermere vækket et par gange af nogle høje snork efterfulgt af de lidet charmerende calvados dunster, der også udgik fra fyldebøtten, der sov ved siden af mig.

Jeg underholdt også firkløveret med de anekdoter den slags tilstande uvægerligt fører med sig – det står nemlig stadig ganske klart for mig, hvordan han gik lidt afsides, lige da jeg lukkede ham ud af bilen, han skulle nemlig træde af på naturens vegne. Og da jeg havde frosset længe nok bad jeg ham slå en knude på kalorius og komme – han havde nøglerne – så vi kunne få lukket op.

Hans svar var: ”jamen skat, du gør dig ikke begreb om hvor skønt det er at stå og tisse i måneskin”. Og spruttende af grin indså jeg at dybere kontakt ikke var mulig på dette stadie, så gik jeg hen og fik selv fat i nøglerne, mens jeg lod ham stå i sit måneskin og glad tisse færdig.

Hver gang jeg har nynnet ”danse i måååneskiiin” med et andet ord end danse.. har han set fortrædeligt på mig – hele dagen.

Bevares – jeg har da også været i den tilstand af vissen grøntsag, efter en fugtig tur i byen – husker stadig dengang jeg kom til at kaste op på et postkassestativ, mens en ven stod og beroligede politiet, som kørte forbi i samme øjeblik og så syntes de da lige de ville høre hvordan jeg mon havde det. Dagen efter var jeg om muligt endnu dårligere end First Man – og troede seriøst jeg havde maveinfluenza. Det havde jeg ikke. Jeg var bare fordrukken.

Den slags tilstande opstår ikke så tit mere – og heldigvis for det!

Nu da vores sociale omgangskreds er noget mindre end i Danmark, har vi heller ikke mulighed for at sidde og pimpe rødvin med venner hver eller hver anden weekend. Og ude af vanen med at få et glas i ny og næ, har det nok slået lidt hårdere, end den slags lige gør på en mand af hans størrelse!

Nå, First Mans mentale niveau svang sig i løbet af eftermiddagen – efter endnu en lille lur, der fulgte i kølvandet på anstrengelsen ved at have siddet på en stol i 11 minutter, op til at se “A Cinderella story” sammen med Prinsesse Lyserød, henslængt i hver deres sofa.

Det siger noget om hans hjerneaktivitet at han, da Prinsesse Lyserød og Yngstedreng blev hentet af Fiona til en omgang ansigtsmaling sammen med en masse andre børn nede i byen, og dermed forsvandt, blot blev apatisk liggende og så “A Cinderella story” færdig.

Halvvejs inde i filmen, da jeg skulle se om han stadig trak vejret, og give ham et glas mælk – for det havde jeg læst på nettet var godt mod tømmermænd, havde han dog åndsnærværelse nok til at spørge: ”hvad er det jeg ser?” Jeg smilede bare – og gik. Han drak sin mælk og så filmen færdig!

Til de af jer, som ikke kender First Man personligt, bliver jeg nødt til at fortælle at det mildt sagt ikke er hans naturlige valg af film. Hvis jeg siger Predator, Gladiator, Godfather I II III, Bruce Lee, Alien, Terminator, The Expendables, osv osv osv. har jeg nok pejlet jer bedre hen imod hvad han frivilligt vil se af film.

Han vil, hvis adspurgt, hellere tage en rask løbetur på 15 km. eller slås med en ven og komme forslået hjem med rifter og blå mærker her og der og alle vegne, end at se på en tøsefilm.

En ting er når vi alle 6 sidder og ser Finding Neverland eller en anden tåreperser, men at se den slags alene – aldrig?

Derfor morede jeg mig kosteligt, ved således at konstatere at hans hjerne var sat fuldstændigt ud af funktion.

Fødselsdagskagen skulle han heller ikke smage, men hen under aften lettede sprittågerne dog så meget, at han mente han godt kunne komme med ud og spise.

Han var næsten helt frisk, på den lidt matte måde, da vi sad på restauranten – han skulle dog ikke have andet end danskvand at drikke – nok meget fornuftigt..

Og han gik omgående i seng så snart vi kom hjem, fast besluttet på ikke at gentage den umiddelbare succes foreløbig..

Jeg har da ondt af ham, vel har jeg det – men jeg synes nu alligevel det var hele dagen værd, at kunne synge ”Tisse i mååååneskin – lisså tæt kind mod kind”

Tags:Tømmermænd