Malke mælk

At købe mælk har fået en helt ny og langt mere spændende dimension her på Æblebakken.

Jo, den er god nok, mælkeindkøb!! Det er nemlig ikke helt som det plejer.

Normalt, i vores moderne verden, går man ind i et kedeligt supermarked, udvælger sig et par kartoner mælk – husker at tjekke sidste salgsdato – og så har man mælk, vel at mærke når man har betalt for det.

Ingen malkeko på nogen is, og i sig selv ikke det store scoop – og det bliver kun dramatisk i det øjeblik, man har glemt at købe det.

Bortset fra at kartoner i Normandiet, er skiftet ud med plastikflasker, fungerer det altså på præcis samme måde som i Danmark, når man skal købe mælk.

Indtil nu.

For nu kan jeg, i Normandiet, stoppe på supermarkedets parkeringsplads. Tage nogle dertil indrettede flasker, og gå hen til et lille ombygget haveskur.

I det skur er der en stor maskine. En malkemaskine.

Der puttes en mønt i en sprække og til lyden af noget.. ja hvordan lyder malke musik? Sådan noget banjoagtigt texansk klimpren som får os alle til at smile, og altså til lyden af denne klimpren, puttes flasken op til et rør, hvor mælken kommer ud af.

Fantastisk spændende og morsomt – så nu vil alle pludselig med, når der skal købes ind – hvor det før lå en anelse mere tungt med at hverve indkøbs kulier – er der nu nærmest kamp om, hvem der må fylde de rengjorte flasker!

Det er ikke pasteuriseret mælk og smager skønt! Det kan dog ikke holde sig mere end 2 dage uden at blive kogt, men så køber man bare ikke så meget af gangen. Mælken kommer fra 44 køer der bor i Urtepottemandens landsby.. Men da de ikke kan se ham fra deres mark, er der ingen risiko for at mælken er blevet sur.

Ydermere har denne mælk den fordel at Divaen vil drikke den. Hun har ellers holdt sig mere eller mindre fra mælk hernede, da det altså ikke smager som almindelig dansk skummet eller minimælk.

Her i Normandiet er der en del flere mejerier repræsenteret, end i de hjemlige monopolagtige arla-tilstande. De forskellige mælkemærker smager ikke helt ens. Og jeg har prøvet dem alle, for at prøve at hælde lidt mælk i Divaen, men hun bryder sig ikke om nogen af dem.

Til gengæld kunne hun forbavsende nok, godt lide den helt friske, ikke pasteuriserede, og ret fede mælk, vi nu kan malke i maskinen, hvilket undrer mig en del, for hun har før smagt den slags frisk mælk fra Holgers køer hjemme på øen!

Og da faldt den ikke i damens smag.

Det er muligvis den texanske banjo hun er faldet for.

Urtepottemanden

Efter at have stiftet bekendtskab med vestjyders lettere suspekte forhold til store uhyggelige skildpadder med struma, måtte jeg jo lige fortælle om den urtepottemand man kører forbi på vej til Livarot. Nej ikke osten, men byen i hvilken, den – osten – bliver lavet.

Første gang jeg kørte forbi troede jeg der sad nogen. Og da jeg kørte forbi næste gang undrede det mig at personen stadig sad der. Det var først tredie gang jeg lagde mærke til at det var en urtepottemand. Jeg tænkte at de folk der boede i huset – havde for meget tid og en god portion fantasi.

Jeg kan til nøds forstå at et fuglefoder bræt skal have ophold i en have. Eller et hængekøjestativ. Men ellers holder jeg nu mest på blomster og buske. Min forståelse begynder at smuldre ved møller, dyr i sten, vimpler, dimser og dingenoter.

Så denne urtepottemand – jeg kan ikke helt bestemme mig for, om denne fine urtepottemand er så kitsch at han har stil, eller om han er i familie med havenisser og andet grumt skrammel. Han sidder der uden tanker, og tager pladsen op på bænken. Ingen anden kan få plads der, til at sidde og kigge ud over den smukke dal, for der er optaget af noget uden liv.

Måske sidder han der for at ingen andre skal henfalde til dagdrømmeri eller lediggang. Måske sidder han der fordi der er nogen som faktisk gerne ville sidde der, men ikke har tid til det.

Bedøm selv.

Søndagskagen #8

Nu slår vi lige 2 fluer med et smæk: Mors dag i billeder og søndagskagen. Vi starter med kagen for den var så flot. Ikke ny, da vi har fået Fraisier før. Men formen var lige lidt anderledes!

Men det startede jo med morgenmad og krummer på sengen!

Og gaver:

Et yndigt hjemmelavet armbånd, og i tilgift slog nogen græs!

Så jeg kunne ligge på denne her og pleje min hals!

Jeg overvejede at få fat i en fløjte, så jeg kunne hidkalde undersåtternes opmærksomhed, idet min stemme er helt og aldeles, fuldkommen væk.

Derfor de kunne heldigvis heller ikke høre at jeg sagde nej tak til et stykke kage!!

Mums!

Michael Jacksons mor!

Jeg sagde naturligvis ikke noget til mit vidunderlige firkløver, så jeg får sikkert min årlige mors dags morgenmad på sengen.

Jeg vil så dertil sige, at jeg VIRKELIGT fortjener at blive længe i sengen i dag.

Jeg er stadig syg.. Jo, jo.. Og så var der lige noget med en gigantisk skolefest, som løb af stablen i går.

I og med jeg – udover at være konge – er præsident for skolekredsen, så havde jeg den noget tvivlsomme ære, at stå for en hel del af organisationen og planlægningen af 5000 tombolabilletter, sponsorgaver, radiospots og blomsterdekorationer. Samt indkøb af 1200 præmier!!

Nu skal man lige vide, at en skolefest i Frankrig, er noget ganske andet end i Danmark. Privatskoler i Frankrig får nemlig ikke en klejne fra nogen som helst, så hvis der skal gardiner i klasseværelserne, så skal man selv finde penge til det. Ikke engang nye gardiner – bare gardiner så de kan se tavlen i solskin..

Og hvis der skal lavendler i gårdhaven – skal der danske konger til at plante dem!!

Så til en skolefest er der planlagt masser af lege og konkurrencer, som man skal købe billetter til, man kan naturligvis vinde noget, men det er sjældent det store. Ikke desto mindre elsker børnene at lege den slags.

Formålet er kun at samle penge til skolen!

Nogle lege er mere spøjse end andre.. Denne ko åbner munden, og spørger om det er en pige eller en dreng – hvorefter barnet lægger en billet på koens tunge, koen æder billetten og spytter en vandpistol, nøglering eller en dåse sæbebobler ud til det ventende barn.

Nervepirrende spænding og boden er voldsomt populær.. Køen – ikke koen – var længere end den i Kvickly påskelørdag.. 

Som special event havde nogle 9.klasser lavet buffet til 200 personer! Det var fantastisk. Det er nogle klasser hvor man parkerer børn som hverken er gode til sport eller fremmedsprog, og som ikke skal videre på gymnasiet. De kan se frem til et liv, mere eller mindre i underklassen, hvis ikke de bliver hjulpet.

Og opgaven med at skulle stå for at lave mad til 200 mennesker, har gjort dem 4 meter højere – rørende at se deres engagement og alvor med hvilken opgaverne blev udført. Fra borddækning, madlavning, over anretning og servering.

Til boderne, er der heldigvis mange elever som tilbyder at stå og styre legene for de små. Her er det “Barbér en ballon”.. Ikke nemt!!

Derudover er der en forestilling, hvor børnene klassevis, opfører noget de har øvet på i kortere eller længere tid. Og nogle gange kan man være så heldig at blive Michael Jacksons mor, hvilket netop overgik mig i går!

Og selvom jeg hele dagen, for rundt for at fylde op med præmier, tømme pengekasser, svare på spørgsmål og i det hele taget have styr på det meste, så i de 4 minutter Gårdmand Bjørn var Michael Jackson i Thriller, var jeg bare ikke disponibel.

Men jeg var færdig – fuldkommen færdig da det var slut. For når man har været på skolen fra kl. 08. selvom det faktisk først starter kl. 11. – for at puste balloner op, sætte boder på plads og slæbe kasser med præmier, og så først tager hjem når kl. er 19 og alle de andre forlod matriklen ved 17.tiden så er man godt brugt skulle jeg hilse at sige.

Og min stemme er forresten væk! Helt og aldeles væk. Jeg er jo syg husker I nok! Men MAND det var sjovt!

Der var fyldt med mennesker og vejret var perfekt til sådan en dag, ingen nævneværdige problemer, og det ser endda ud til at vi har tjent kassen!

Så nu kan jeg glæde mig til mit næste projekt som hedder – gardiner i alle klasseværelser!

Krummer.. i sengen

I morgen søndag, er det Mors dag her i Frankrig, og Firkløveret stiller hemmelige miner op, og lusker rundt og fniser omkring mig.

Jeg plejer at få morgenmad på sengen, og det har jeg da også regnet med, at jeg nok vil få i år igen.

Men så var jeg kom i tanke om, hvor begrænset en morskab det egentlig er.

I og med det kun sker én gang om året, så når jeg at glemme at det ikke er den allerstørste nydelse – og at oplevelsen aldrig står helt mål med forestillingen om den. Faktisk lidt i stil med karbade.

Man kan – på film – ofte se lækre mænd i bar overkrop, med et lagen bundet skødesløst om hofterne, bevæge sig ind i et soveværelse på størrelse med Eventyrhusets grundplan, hen til en seng som må være 4 gange så stor som den IKEA sultan vi sover i, bærende på en bakke med en continental breakfast og en rose.

Han skal, med denne bakke i den ene hånd, rosen i den anden, bøje sig ned og vække damen der sover i sengen – med fuld make-up og perfekt sat hår. Hun vågner altid vældigt yndefuldt med et smil på de botoxfyldte læber. Så ganske ulig min egen, noget mere vrisne opvågnen, og selvom First Man er lækker – så ER det jo ikke Brad Pitt.

Hvorom alting er – det lykkes altid for parret at indtage denne morgencomplet – uden så meget som at spilde en lille bitte krumme. Ikke et eneste lille moderne blåbær triller ud på silkelagnerne, for at efterlade en stor dum plet, som ikke kan komme af – selv med biotex. Og sådan er det i alle film.

Hvorfor jeg igen kan konstatere, at film er humbug – snyd og bedrag.

Men tilbage til det virkelige liv på Æblebakken: Grunden til, at jeg ikke så tit får morgenmad på sengen, ja faktisk kun den ene gang om året, er for det første at jeg som regel vågner tidligere end alle andre, og så plejer jeg bare at vælte ud af sengen, famle mig frem til mine hjemmesko, som er livsnødvendigt tilbehør i Eventyrhuset.

Hvilket lige minder mig om vores gulvvarme hjemme på øen. Åh, salige gulvvarme. At kunne gå på bare tæer igennem huset, uden at benene nødvendigvis skal hoppe lige så hurtigt over gulvet som trommestikkerne ved en tambursolo. Og man kan også fange et barn og give dem den helt store kildetur på gulvet – uden at risikere forfrysninger.

Man kan tørre sjaskvåde flyverdragter natten over, uden at der kommer til at lugte af våd hund, for slet ikke at tale om hvor hurtigt Blondinen tørrer, når hun lægger sig på det lune gulv, hvilket minimerer den tid der reelt lugter af ægte våd hund på matriklen.

Nå, det var et sidespring. Altså, jeg får hjemmesko på og lunter, halvt i blinde, ned i køkkenet og sætter vand over med det samme. Og når jeg så har fået min te, kan jeg vågne ligeså stille og endog begynde at tale.

Hvorimod, hvis jeg bliver vækket af Firkløveret, iført morgenbakke, går det noget stærkere, det med at vågne, idet der skal opretholdes en vis balance på den givne morgenmadsbakke, for at den føromtalte te ikke skvulper, og går over sine breder og laver tsunami i indre farvande.

Ydermere skal der holdes styr på stearinlys og toasts, med så meget marmelade, at det kunne forveksles med rødgrød. Dertil kommer at det er så hyggeligt at Firkløveret også vælger at indtage deres morgenmad – hvorfor der også er flere andre tallerkner der balancerer på min dyne.

Alt sammen ikke ret nemt, når der også ligger 4 børn – som sært nok bliver større år for år – en mand, og indimellem dukker 2 forpoter og et meget venligt hundehoved forsigtigt frem over kanten.

Godt nok har vi en stor seng, men den har sine begrænsninger.

Og det ender uvægerligt med at en eller anden kommer til at tjatte til bakken, eller min arm, mens jeg er i færd med at tage en slurk, så der sjasker te ud over min stakkels uskyldige dyne.

Og krummer.

Der kommer altid krummer i sengen efter sådan en seance, og det kan godt være noget af en prøvelse. For det med krummerne har jeg altid glemt om aftenen, når jeg skal til at lægge mig i sengen igen.

Da jeg ofte først går i seng NÅR jeg er træt, og ikke FØR jeg bliver det, er det virkelig en overvindelse at skulle stå op igen. Så først ligger jeg og prøver at skubbe krummerne over i den ene side, men det giver bagslag når jeg så vender mig om. Så prøver jeg at sparke dem ned mod fodenden, men det virker heller ikke optimalt da jeg trods alt ikke bruger størrelse 48 i sko, så jeg ligesom ville kunne feje dem væk på snerydningsmåden.

Og at få det ekspederet den anden vej, over til First Mans side, er omsonst, der går nemlig sjældent mere end 3 minutter før hans snorken, eller et par velanbragte prutter, alt efter hvilken breddegrad krummerne befinder sig på, har blæst dem alle tilbage på min side.

Så er der kun tilbage at stå ud af sengen og flå lagnet af og ryste det.

Derfor har jeg haft lyst til at meddele festkomiteen, i fald der pønses på slige tiltag, at jeg kun lyst til dette morgenmadscirkus i begrænset omfang og om vi eventuelt kunne flytte indtagelsen af den continentale, ned til spisebordet for at drysse med krummerne der!

Dette billede er fra sidste år.. men når nu jeg kigger på det, var det altså ret hyggeligt trods alt – så jeg tror bare at jeg holder min mund, og nøjes med at nyde mine vidunderlige børn!

Kreative mig… NOT – Strikkesagaen #2

Sig mig engang.. Hvad er meningen? Nu har jeg strikket.. noget. Ved ikke engang hvad det skal bruges til. For det ligner ikke noget. Udover at det er blåt. Og bevares – blåt er da pænt, det er ikke det. 

Det gik ellers meget godt i starten. Selvom jeg stadig er uvenner med vrang.

Også da jeg var færdig med stykkerne..

Men så gik det helt galt.

Zorronaldo mente det lignede en hue.. Gårdmand Bjørn foreslog jeg kunne putte fjernbetjeningerne i den.. Det var oprindeligt meningen at det skulle være en taske.. Men det må  den altså have fortrudt på vejen. Det er i hvert fald ikke nogen taske nu, så meget kan jeg da se.

Måske var det også bare for at konstatere, at jeg godt kunne lære at strikke selv. Min mor, som godt kan strikke, siger det er pænt, men hun er jo også min mor..

Men okay, der er selvfølgelig ingen nævneværdige huller i, hvilket nok skyldes at jeg ikke fulgte Nadias råd om at drikke samtidigt. Så det blev ikke rustikt. Det havde måske været bedre, så var det da noget.

Jeg overvejede at mase et papstykke ned i den så den kunne få antydningen af form, men det så ærligt talt lidt dumt ud, med papfarvet inderside.

Jammer.

Jeg ville jo bare gerne have noget fornuftigt at strikke. Og glem lige alt om bluser og sokker, tak. Nej – jeg taler om at kunne strikke tørklæder, sjaler, tasker som ikke skifter mening undervejs – og andre brugbare ting.

Det er da ikke for meget forlangt..

Og jeg blev helt trist. Jeg ku’ godt, og så ku’ jeg bare ikke alligevel.

Og det der hækling. Ville hækle en blomst. En lille bitte blomst. Men det blev jeg ikke god til – det eneste jeg blev god til var at trevle op – det var jeg så til gengæld også rigtig god til. Det er bare ikke ret brugbart når man vil hækle en blomst. Jo – jeg så den fine blomst hos Bettekun.. men opskriften kunne ligeså godt stå på kinesisk, for jeg fatter ikke en meter.

Men så var det jeg kom i tanke om, at jeg faktisk laver pæne julekort..

 

Og juletræstæppe.. og julesokker.. – Bare spørg Tina omme i London om ikke hun har en SUPER flot julesok.

Så måske skal det bare have noget at gøre med jul.

Hvordan strikker man et juletræ??

Stille klagen eller højlydt jamren

Jeg er SYG. (host)

Det er altså for dårligt. Jeg er ikke så god til at være syg, jeg bliver nemlig næsten altid ligeså syg som en mand.. (host hark) hvilket vil sige jeg balancerer på gravens rand, indtil jeg bliver rask.

Startede med en lille bitte smule ondt i halsen.. I en hel uge. (Atjuuu) Men ikke noget som forhindrede mig i at leve.

Så en nat.. Ja faktisk så troede jeg at man ikke kunne nyse mens man sov. Det kunne man så. Eller det vil sige – det kunne man ikke for jeg vågnede med åben mund – lige på vej til at lægge an til gigantisk nys og splat sagde det. Vækket af nys. Spektakulært stunt siger jeg bare.

Snot ud over det hele, på dynen, imellem fingre og sjask og addr bvaddr, hvad har vi. Så jeg måtte stå op, finde kleenex i mørket og tørre dynen af så godt jeg kunne, og så ellers ud på badeværelset og tørre mig selv af, så godt jeg kunne, uden at vågne alt for meget.

Tilbage i seng. (Atjuuu)

Og så har jeg slæbt mig igennem dagen, med en fuldstændig mangel på passende pleje og omsorg fra de omkringværende. (host)

Og naturligvis kom First Man hjem kl. 21.30 så ”hente+bringe Gårdmand Bjørn fra thaibox – tjansen” det var mig, madlavning.. det var også mig og lektiehjælp, det var søreme også mig. Og det var også mig som gik tidligt i seng. Og håbede inderligt at jeg ikke ville blive angrebet af nys igen. (host)

Det er virkelig synd for mig. Jeg har lavet te, men jeg var næsten for syg til at hente den.

Så nu fortjener jeg (atjuu) et længerevarende ophold på min sofa, iført te og kleenex. Og en blød plaid uden snot på.

Løbe tør

Efter omtrent 3 uger i Blogland, meldte tanken sig første gang..

Og hvad nu hvis jeg løber tør.

Løber tør for idéer, inspiration og mest af alt lyst til at skrive?

Det var ikke rigtigt planlagt, faktisk overhovedet ikke, at jeg skulle skrive hver dag.. men så havde jeg lige så meget jeg skulle have væltet ud over andre mennesker, og så blev det jo sådan alligevel. Og så sætter man måske forventningerne til sig selv, en anelse for højt.

Problemet er jo, at hvis man af vanvare en dag kommer til at skrive noget som  folk synes er frygteligt morsomt, så prøver man ihærdigt at skrive noget der er mindst lige så morsomt næste gang. Og næste gang igen– og jamrer indædt når det ikke lykkes – det bedste er simpelthen at få folk til at grine – det er så fantastisk at det ikke kan beskrives.

Meget ofte tænker jeg – har jeg mon fortalt om det allerede? Alle har jo sådan en gammel onkel eller bedstefar, som fortæller de samme historier igen og igen. Og til sidst er de, for at sige det mildt, ikke ret sjove mere..

Tænk nu hvis jeg fortæller om det samme, bare i to forskellige blogindlæg. Jeg mener, jeg har naturligvis de gamle indlæg liggende, men hvad nu hvis jeg glemmer, hvad jeg tidligere har delagtiggjort jer i, fordi jeg ikke lige sidder og læser tilbage hver gang jeg føler trang til at udtrykke mig?

Det ville da være vildt pinligt, med mindre selvfølgelig I heller ikke kan genkende det – for så er det jo lige meget!

Så kan vi pleje vores fælles begyndende demens og fortsætte, indtil vi lykkeligt glemmer alt om, hvem vi hver især er..

Man leder og leder efter morsomme episoder fra dagligdagen, men det er virkelig begrænset hvor ofte ens daglige liv er krydret med dåselatter og stående klapsalver. Faktisk forbavsende sjældent – selvom nogen gerne så mit liv filmatiseret.

Hvilket minder mig om den eneste gang mit liv rent faktisk blev filmatiseret. Jeg blev ringet op kl. 07.00 af TV2 News, som åbenbart havde fået nys om at jeg skulle mødes med en kendis, det er garanteret hende selv der havde sladret – nå, men de ville da gerne lige på besøg – og de var da for resten også allerede på vej.

Jammer.. for jeg stod med det ene ben ude på vejen, da jeg skulle hente denne hersens kendis ved busstoppestedet – og jeg nåede lige akkurat at brøle til firkløveret ind gennem døren – ”RYD OOOOOP fjernsynet kommer og filmer”

I deres iver for at rydde nogenlunde op – hældte de det alt det som de mente rodede, ind i stuen. En del røg ind i ovnen, som dog lykkeligvis ikke var tændt. Og således slap jeg for at se mine skattepapirer gå op i røg, samt et par regninger som jeg nok ikke havde savnet.

Så mit liv blev filmatiseret på en underlig klinisk måde, i et unaturligt opryddet køkken uden skyggen af pynteting, hvor jeg bare sad og var glad for at ingen skulle ind i stuen og filme – og da næste tåbelige scene forgik udenfor, iført cykel samt hjelm, klarede jeg frisag!

Ingen kunne se hvor rodet mit liv i virkeligheden var. Andet end kendissen – og hun var heldigvis bedøvende ligeglad, og jeg tømte altså først ovnen da hun var kørt igen.

Nu er der som sagt gået over 3 måneder her i blogland, og de få gange jeg har været træt og ugidelig og i det hele taget været i total blogkrise, og ikke har haft den fjerneste idé om, hvad jeg skulle belemre jer med, så har jeg hjemsøgt resten af familien, og med blafrende Bambi øjne, spurgt dem: kan du ikke lige hjælpe mig lidt med at finde på noget til min blog?

Dette medfører gerne en sand syndflod af oplevelser.. som godt nok er sjove, meget ofte mest morsomt for os selv – for det er stort set altid noget tosset jeg har gjort, men det er alt for indforstået og ikke noget der egner sig til offentliggørelse.

Til sidst ender disse opremsninger af diverse pinlige tildragelser med, at jeg skal sige godnat til Gårdmand Bjørn og de andre, og så kommer indlæggene vrimlende, helt af sig selv!

Så jeg tror faktisk, at så længe jeg har min formidable familie i nærheden, samt min egen evne til at komme galt afsted, eller opføre mig pinligt – det være sig frivilligt eller ej, så går det nok ikke helt galt!

Bare så I ved, at jeg ikke stopper bloggen i næste uge!

Audiens med madpakke

NY DATO – LÆS IGEN!!

Ja, jeg kommer til Danmark, i egen høje person! Der er derfor lagt op til audiens!

For nu er jeg jo blevet nysgerrig. Nysgerrig efter at se nogle af alle de spændende mennesker som blogger – blogge jeg læser på hver dag, og bag de blogge er der mennesker som deler lidt af deres hverdag med mig!

Når man har læst om alle disse mennesker så længe, okay alt er relativt, men i hvert fald snart 4 måneder – det er jo længe – så får man lyst til at se ansigtet bag.

Da der jo er en del flere, med samme paranoia som jeg, er det langt fra alle som man har set billeder af. Det kan jo på sin vis også være bedøvende lige meget, for det kommer slet ikke an på det. Overhovedet. Men det ville være rart at sætte ansigt på de mennesker som man kommunikerer med om ikke hver, så da i hvert fald hver anden dag.

Jeg aner ikke hvordan det plejer at foregå, når bloggere mødes, men jeg foreslår i hvert fald følgende:

Søndag d. 31 juli eller Mandag d.01.august 2011 – vil jeg være at finde i Den fynske Landsby. http://museum.odense.dk/museer/den-fynske-landsby.aspx

Og jeg vil ligeledes være at finde søndag d.07.august 2011 på Frilandsmuseet. http://www.natmus.dk/sw4621.asp

Det er sådan, at der begge steder er noget at kigge på, så Firkløveret ikke falder om af kedsomhed, at man kan spise sin medbragte mad både inde og ude, i fald det skulle vise sig at være rigtig dansk grøn og våd vinter..

Hvis ovenstående har interesse, så send mig en mail på kongmor@live.dk med den dato der passer jer bedst. Hvis I kan flere datoer, så send 2 mails – det er noget hurtigere at se sig ud af at tælle mail overskrifter, end at skulle åbne mange forskellige mails! Så er det også nemmere at kontakte alle med tidspunkt og nøjagtigt sted!

Datoerne for begge steder bliver derefter udvalgt efter simpelt succes rate: Hvornår kan der komme flest!

Jeg beklager meget at Jylland fejt bliver forbigået, men i denne omgang inkluderer planerne ikke besøg på halvøen. Og da vi trods alt ikke bliver i flere måneder, er det om at planlægge i stor stil, hvis man gerne vil have noget ud af sit Danmarksbesøg.

Da Odense er ikke alt for langt væk fra Lillebælt, så håber jeg at der også er jyder, der vil overveje et Ø-besøg, alt efter hvor mørkt (læs: langt væk) I bor.

Og her går jeg jo som en selvfølge ud fra, at det er rigtigt mange af jer, som har lyst til at komme og spise en madpakke med Kongen, First Man og Firkløveret.

Men tænk lige engang hvor pinligt, hvis der nu slet ikke er nogen som gider se mig, fordi de går ud fra at jeg er vanvittig overfladisk og en storsnudet royal, for slet ikke at tale om hvor selvglad jeg er at jeg sådan går rundt og tror at andre mennesker gider spise deres madpakke med mig og de andre.

Men det er så en risiko, jeg er villig til at løbe.

Jeg HÅBER at se rigtigt mange af jer. Ellers spiser vi bare vores madpakker for os selv!

P M S

Selvom jeg ikke bryder mig om at gå til korporligheder, får den første der siger, at PMS er et flyselskab, bank. Af mig – personligt! Så er I advarede.

Dette er så en af den slags indlæg, som både skal skrives, og udsendes forskudt fra virkeligheden. Jeg mener, det nytter simpelthen ikke noget at hælde ætsende galde ud over min pæne blog, og inficere jeres dag med en negativ stemning fra start.

Næ, et indlæg som dette, skal skrives langt fra den slags dage og gerne med et twist så alle er i stand til at se det morsomme i det.

Hvorfor er det også lige at jeg skal belemres med den slags? Og nej, jeg spørger ikke hvorfor min omverden skal belemres med mig – for de må lære at holde sig væk, i dækning og så i øvrigt udvise forståelse og medfølelse i rigelige mængder, når PMS med sit grumme fjæs, viser sig. Det er heldigvis ikke lige slemt hver gang.

Heldigvis for mig altså. Jeg fastholder at jeg ikke kan bekymre mig om min omverden – de må bare leve med det.

Men det kommer snigende, uden man helt ved hvordan. Men en eller anden vilkårlig dag, er man bare sur. Indædt og eddike sur på alt og alle. Den første som siger noget, som fortjener et vris, får det – med renters rente og mere til.

Og så kommer dilemmaet: er dette dagen jeg skal gribe knoglen og ringe til forsikringsselskabet, fordi de for Gud ved hvilken gang, stadig ikke har fattet at vi bor en hel familie på matriklen – fordi det, netop på sådan en dag, føles så godt at kunne vrisse grundigt efter en skrankepave i telefonen?

Eller skulle man, af samme årsag, måske bare stikke piben ind og holde lav profil, og lave dammage control for at undgå repressalier. Og så kan man bare ringe et par dage efter og få fremført samme budskab, denne gang med små blomster om taleboblerne.

Det sidste er det fornuftigste – og ganske givet også det man kommer længst med – men også det mindst morsomme. Det sjoveste er da at give en inkompetent nar tørt på?

Det er i hvert fald sådan tankerne falder i PMS dagene.. Og så skal man være mere end almindelig stærk i ånden, for at kunne slå den lille djævel ned, og lytte til den dødsens kedsommelige fornuft.

Lad mig sige med det samme – det er ikke altid det lykkes.

Og her vil jeg i øvrigt gerne benytte lejligheden til at undskylde overfor Ulla eller Birte eller hvad det nu var hun hed, på skattecenter i Ringkøbing. Hun fik nok lige lovligt tørt på engang – og skulle hun læse med her, kommer min mest uforbeholdne undskyldning – det var ikke hendes skyld.

Men jeg endte faktisk med at få ret. Samt at indfri løftet om, at hun ville høre fra sin allerøverste chef!

Jeg siger ikke, at jeg fik min lovændring fordi jeg var PMS – men det er meget muligt at det hjalp!

Søndagskagen #7

Det blev til en Tarte aux Fraises. En jordbærtærte. Lækker, lækker og let crème og bare jordbær.

Skønt!

Stående applaus

Wanted immediately!

Nu, lige NU, er det så at I rejser jer op, klapper voldsomt og derpå falder i svime af beundring over mine svedige hænders frembringelser. Ja ja ja, jeg kan allerede høre jer! Et enkelt ”da capo” mere, og så er vi ved at være der!!

Hjulpet lidt på vej af min mor, har jeg frembragt dette mesterværk.

Hun var meget belejligt på en kort visit, og kunne dermed indvi mig i hæklingens sære verden. Selvom hun ofte, på meget flabet vis, fniste uhæmmet når jeg kæmpede mig igennem tråde, tabte løkker eller hæklenål og ”hvad-pokker-skal-jeg-gøre-af-mine-fingre-på-den-anden-hånd-imens.” Men de to sidste buer endte da med at se hæderlige ud.

Måske jeg ligefrem skulle udlove den i en give-away? Dette kunstværk vil være mange penge værd en dag! Mærk jer mine ord..

Jeg skal muligvis øve mig lidt mere, og det vil jeg så gøre..

Hvad du ønsker, skal du få..

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages.

Legetøjet var fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet er en meget fin dukke med kastanjebrunt hår og mørkebrune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – den forhadte Barbie.

Men hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker som kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer. I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af lego, og tilføjede ”Moar, det var sådan en jeg godt ville have..”

Og så må jeg indrømme at jeg blev en anelse harm. Ikke på ham, men på den industri der omgiver gaver og børn.

Og jeg kom pludselig i tanke om to episoder, hvor jeg fik det jeg ønskede aller, aller mest. Et par hjemmesko som 11årig. Røde, med bitte små guldstjerner på. Og som fik mig til at trykke næsen flad mod vinduet i månedsvis. Jeg fik dem.

Jeg fik også et stereoanlæg – kan I huske de der seje nogle med radio, båndoptager og pladespiller øverst. I et slags møbel på hjul. Det var det absolut eneste jeg hysterisk ønskede mig, da jeg blev 16. Og min elskede morfar kunne se igennem det hele og jeg fik mit anlæg. 6 uger senere var han død og borte.

Og jeg blev enig med mig selv om at for fremtiden var det ikke omgivelserne der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men deres ønsker.

Så i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser, kunne jeg i stedet glæde mig over en lille bitte Diva med lilla strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!

Hadeord og sprog

Åhh altså – man må godt være sart og lidt hysterisk, selvom man er over 40 og mor til 4 – bare fordi, det må man altså godt.

Lidt. Engang imellem.

Især når man falder over aversioner, som hadeord.

Jeg mener ikke alle de små ord, jeg drysser rundt i mine tekster – jo, altså, så, i hvert fald, bare, desuden og så videre. Det er nemlig små pæne fyldord, som krydrer teksten på bedste vis, og gør den appetitlig. Så de ord må man godt bruge, rigtigt meget. Jeg må i hvert fald gerne.

I starten her i blogland, turde jeg dårligt skrive noget af skræk for at komme til at skrive grammatisk forkert – og blive henvist til en skummel afsides cyber-skammekrog, og aldrig nogensinde blive læst. Så jeg gør mit bedste.

Men folk har altså ikke lært at tale ordentligt. I flæng kan nævnes:

Himbær, hångklæder, bedler, nytårsfortsæt, ynglingskage og bekræftigelse, for slet ikke at nævne ”pøsjø”, stiiiiks (steaks) eller ”én hotdogs..”

Eller ”Det gør lige meget”. 

Jeg krummer tæer og får akutte røde knopper. Jeg har virkelig en kronisk allergi overfor mennesker, der ikke gider respektere ord og sprog. Og I glemmer bare alt om at rette mine kommafejl. Tak.

Jeg skulle bare have luft – vil ikke noget fornuftigt overhovedet med dette indlæg, blot give udtryk for, hvor forfærdeligt det er at høre på.

Og så – for dog trods alt at slutte af på en positiv note – vil jeg lige vise jer en kop jeg har fået.

En Fynsk kop, købt i Spanien – til mig.

Selvom den er købt i Spanien og aldrig endnu har set Fyyns laaand, så er den  fynsk, fordi den er “søø’”. Den er nemlig så lille at der ikke er plads til “d”.

Og rigtig god Bededag til alle!

Schyy – jeg lærer.. Strikkesagaen #1

Således intimideret af strikkedamer, kom jeg jo til at bestille noget på amazon, for ellers ville jeg nok aldrig lære at strikke.

Og så ankom pakken til Æblebakken:

Fristende, indbydende og lækre – helt klar til at indvie mig i hækleriets og strikkeriets hemmelige verden

Når det så er sagt.. Ja I venter jo sikkert alle sammen i åndeløs spænding på at høre om mine fantastiske fremskridt.. og så vil jeg godt sige, at jeg HADER VRANG.

Eller på et lidt pænere dansk, vrang og jeg er ikke ret gode venner. Synd, for vi kunne have det så godt – det er jeg sikker på.

Jeg kan heller ikke for min død forstå, hvorfor der skal være flere forskellige måder at starte op på. Altså at slå masker op. Det er jo grotesk at jeg sidder og ser på en gnidret tegning med franske tekster, får fat i konceptet og ender med at have nogle masker på min pind. Bliver så noget forvirret da jeg ser på de danske hjemmesider..

Og jeg kan heller ikke forstå sammenhængen senere, på skype med Lene.  Fordi vi ikke slår op på samme måde – overhovedet..

Mystisk.

Men øhmm det går da fremad.. Firkløveret går rundt og siger ”ihhhh, hvor er det fint..” Og jeg ved da godt det ikke passer – men de har jo heller ikke set rigtigt strikketøj før, så de har ikke så meget at sammenligne med.

Og jeg får faktisk strikket noget. Lige indtil jeg kommer til vrang altså. Så begynder jeg at svede. Og mine fingre går i krampe af al den koncentration. Og nej, hvor er jeg blevet dygtig til at trevle op. Det er ellers nogle fine krøller der kommer af optrevlet garn.

Men foreløbigt er det sjovt, altså bare når man ikke regner det der vrang med.

At strikke har også en anden fordel, nemlig at jeg kan sidde og høre historie på lydbog.dk samtidigt..

Men altså, fortsættelse følger.. alt efter hvor meget vrang der er med i historien!