Øko-U-logiske opskrifter????

Der ER altså noget jeg ikke har fattet.

Det er økologiske kogebøger..

Jeg fatter simpelthen ikke hvordan en opskrift kan blive bedre, eller værre, eller bare i det hele taget anderledes, af at man bruger et økologisk æg, i stedet for et ikke-økologisk et.

Jeg mener, det er vel en holdning man har – eller også sætter ens budget helt naturlige begrænsninger for hvor økologisk man har lyst til at være. Hvorom alting er – at købe en økologisk kogebog, er da fuldstændig hen i vejret.

Jo, en økologisk bøf smager tit bedre end en øko-U-logisk bøf – eller hvad det nu hedder når det ikke er økologisk – det kan vi godt blive enige om.

Men altså, enten laver man Faster Odas smørkage, med økologiske ingredienser – eller også gør man ikke?

Det har da ikke noget med opskriften at gøre?

Og hvad nu hvis, man har alle de økologiske ingredienser, man mangler blot økologisk smør til sin kage – men har det almindelige smør.. Kan man så ikke få lavet sin kage?? Eller er opskriften forkert?

Det burde da være såre simpelt – enten laver man noget økologisk eller også gør man det ikke. Det behøver man da ikke en ny kogebog til?

Men jeg fatter det som sagt ikke.. Det er der såmænd så meget jeg ikke gør – men denne var en af de tungere..

DISCLAIMER: Dette er ikke et indlæg imod økologi. Jeg er meget til økologiske varer, økologi i det hele taget – det er konceptet “øko-kogebog” jeg ikke fatter!!!

God onsdag.

Skolestart #1

Så kommer dagen hvor Gårdmand Bjørn starter i skole. (endelig!!)

For allerførste gang i sit liv, glæder han sig til at komme i skole. Og det gør mig så usigeligt lykkelig.

For et år siden var den ganske anden sag.

I den danske skole, gjorde det ondt at se ham kæmpe med følelsen af at være dum – virkelig dum – og føle at de danske lærere ikke ville tage ham helt alvorligt. ”Det kommer nok” var reaktionen gang på gang. De var såmænd lydhøre nok, men det kom bare ikke.

Derfor kunne han vitterligt ikke læse da han kom til Frankrig for 12 måneder siden og skulle starte i 3.klasse.

Nu læser han på begge sprog – en anelse usikkert, men han læser. Og hvad mere er – han føler sig ikke dum.

Og han kan rent faktisk lide at læse.

Her kan man så se vigtigheden og nødvendigheden, for nogle børn, af ro og disciplin i klassen – samt krav om at lave lektier!

Men før han kom så langt, var vi igennem mange og lange triste dage, hvor tanker om hjemmeundervisning og desertion af fransk skude blev overvejet.

Indtil pludselig en dag, da jeg hentede ham og hans søde lærer, glad kunne meddele mig at min søn legede – og derfor ikke havde tid til at komme med hjem.

Afsindigt dårligt billede – jeg ved det – men det blev omgående taget med min telefon, for at forevige denne milepæl! Det er ham i lysegrå trøje ved den gule dims.

Efter denne dag, kom resten helt af sig selv!

Nå, for at komme tilbage til glæden ved at starte – så er det meget muligt at glæden kun omfatter brugen af den helt nye skoletaske, samt gensynet med alle vennerne. Men det er da en god begyndelse!

Han har aldrig glædet sig til den danske skole. Man går jo heller ikke rundt og glæder sig til at føle sig dum.

I Frankrig er det sådan, at man skifter lærer hvert år – og i underskolen 0-5 kl. har man kun 1 lærer til alle fag!

Jeg ved at hans nye lærer er meget sød og dygtig, og at han godt kan lide hende, at hun ydermere samarbejder med hans lærer fra sidste år, er beroligende – så der forlanges sandsynligvis ikke for meget af hans franskkundskaber.

Bedre skolestart kunne jeg ikke ønske for ham.

Og det var så én!

Ikke helt efter planen og så noget om sportsånd

Som sagt var jeg lørdag dødtræt af børn, og glædede mig i det hele taget til, at de snart ville opholde sig en del mere i andre lokaler, end de som er til rådighed på Æblebakken.

Men så kom der en på motocross og gav mig en blomst og så var jeg jo solgt. Alt var fryd og gammen lige indtil Zorronaldo ringede.

Som var taget af sted tidligt til en eller anden fodboldturnering. Og som nu havde ret ondt i sin skulder, fordi han var blevet tacklet. At han nu var han in town again og i øvrigt godt ville hentes.

Jeg skulle lige til at sige, at han altså godt kunne gå de par kilometer hjem selv, da han sagde at han havde haft så ondt at han ikke engang kunne spille finalen – som holdet så tabte.

Så var jeg jo godt klar over at den var helt gal. Og da jeg samlede ham op, var han helt hvid i hovedet.

Direkte på skadestuen. Der kunne man så konstatere at han havde brækket kravebenet. Et meget flot billede underbyggede deres teori – og selv jeg – som absolut ikke er lægeligt anlagt, kunne godt se at det der, det var brækket.

Desværre var de ikke i besiddelse af sådan en smart 8-tals forbinding – i hans størrelse – og de sagde så at vi kunne købe en på apoteket mandag og at det ikke var et problem at rende rundt med et brækket kraveben så længe man forholdt sig i ro.

Muligvis var det ikke et problem for dem – men det var det i allerhøjeste grad for mig – så vi tog direkte fra den ene skadestue – til den anden, i Caen, 55 minutter væk. Vi havde jo absolut ingen planer for vores lørdag aften, så den kunne vi ligeså godt tilbringe i godt selskab med hinanden og vores sårede søn og tjekke forskellige skadestuer ud.

Der var der heldigvis ikke nogen ventetid i Caen – og selvom Zorronaldo var noget forbavset over at skulle på børneafdelingen – hvor der forefandtes bleer i alle størrelser samt babyvægt, så var han glad for endelig at kunne blive forbundet og få aflastet sin skulder som efterhånden var begyndt at dunke noget.

Heldigvis skal han ikke opereres, blot holde sig helt i ro i 4-6 uger, alt efter hvor seriøs han var.

Men hans største bekymring er såmænd hvordan det skal gå holdet, mens han ikke er der til at redde dem alle sammen. Det er ligeledes holdets største bekymring. Vores bekymring går mere på, når han er tilbage igen.

Problemet er, at Zorronaldo har talent, rigtigt meget talent, for at lege med bold.

Derfor spiller han på et niveau med drenge som er op til 2-3 år ældre end ham, og når de tager til turnering, hvad de ofte gør, vinder de alt hvad de kommer i nærheden af.. lige indtil modstanderne bliver trætte af min søn, og derefter udelukkende går efter at lægge ham ned.

De er ikke engang interesserede i at spille mere – blot at uskadeliggøre min lille lange målkonge.

Og det endte altså galt i går, og jeg kunne ønske mig at det aldrig vil være værre end dette, for det er nok ikke sidste gang det sker.

Alt for ofte går de over stregen for hvad der er god sportsånd. Jeg får lyst til at give dem buksevand og det der er værre – fordi de ikke kan spille ordentligt.

Søndagskagen #15

I dag skal vi på en lille tur!

En rejse fra Paris til Brest (OG ja – man udtaler alle bogstaver i Brest – uagtet det pjat I har lært i fransktimerne!)

Men altså en Paris-Brest er faktisk en cykelkage. Det er vandbakkelse med en crème mousseline midt i,  som smager lidt af nødder, og drysset med mandelsplitter.

Den smager sindssygt godt. Sådan lidt sofistikeret fastelavnsbolleagtig.

Nå – for at komme tilbage til det med cyklen, så er der et cykelløb som blev startet i 1891 af en Pierre Giffard og for at fejre 20 året for dette cykelløb, bad han en konditor om at lave en kage som skulle ligne et cykelhjul..

Nogle steder bager man dem stadig med “eger” lavet af brødstrimler som dengang i 1910 da den første Paris-Brest kage så dagens lys.

I dag så den dagens lys – og mørke – på Æblebakken!

GLEM hvad jeg sagde igår..

Jeg tager hvert et ord tilbage – jeg vil gerne være sammen med mine børn – HELE tiden.. Okay så, måske ikke hele tiden, men meget.

Uimodståeligt i hvert fald, at blive forstyrret ved at det banker på vinduet og når man åbner det, står der en glad Gårdmand Bjørn, som rækker denne frem mod mig og siger: “Den er til dig mor, det er en marguerit!”

Og det var jo det, det var!

MAND-HVOR-JEG-GLÆDER-MIG-TIL-SKOLESTART..

Jeg kan meget godt lide mine børn, sådan rigtigt fantastisk meget, og jeg elsker at være sammen med dem, jeg gik endda hjemme da de var små – MEN NU må de altså gerne snart komme af sted ud i verden igen.

Sommerferien har været lang – alt for lang – og nu går det ud over mig. Og jeg føler mig som Tante Berg eller hvad hun nu hedder, i “Lotte, Jonas og Jeg”

“Lotte: Hun blev glad to gange idag, da vi kom og da vi gik”

Hvert femte minut kommer det: moAAr, jeg vil dit – moAAr, jeg vil dat.

Det er til at blive idiot af..

Og det er altså rigtigt: bedst som man har sat sig for at skrive et spændende indlæg om en eller anden by.. Eller noget andet som verden bare har brug for at vide – så står der en person under 18 år og laver lyde – lige ved siden af mig. Og jeg er desværre sådan indrettet at jeg ikke kan høre noget når jeg er optaget af noget andet, hvilket nogle gange medfører at jeg får sagt ja til en masse vrøvl – før jeg vågner op og kan forstå hvad der bliver sagt.

I og med de efterhånden går ind i ferieuge nr. 9 er deres egen-aktivitets-gen en anelse falmet og mangler nogle kromosomer. Sagt med andre ord, de keder sig bravt og vil godt snart have lidt mere spænding i deres liv.

Pandekager til morgenmad rækker bare ikke længere.

Gårdmand Bjørn starter tirsdag, de 3 andre skal først pakke penalhuset d. 5. september.

Og det glæder vi os alle sammen til.

Nok mest mig, den onde Tante Berg-mor jeg er!

Hold nu op, jeg har travlt!

Der kan ske mange ting, når man pludselig får 20 timer foræret. Og det endda hver eneste uge.

20 timer, hvor jeg ikke mere skal gøre det, jeg gjorde før. Verden ligger åben – der er tusind ting jeg kan tage mig til.

Det skal dog også helst være noget som jeg kunne tjene lidt på – idet jeg ikke får en rød reje fra nogen som helst foreløbigt. Men den tid den sorg.

Tanken om at jeg arbejdede gratis hele juli måned – samt alle de timer jeg har til gode – kan få mig helt op i det røde felt. Der er jo bare ikke noget at gøre ved det, men jeg vælger at bruge energien på noget andet!

Den dag jeg sad og mukkede kom jeg i tanke om min mors (og Doris Lessings) motto som er: “Between despair and energy – always chose energy”! Og det låner jeg lige lidt.

Takket være blandt andre, Jørgen, har jeg fået blod på tanden til at lave nogle andre blogs. Jeg har blandt andet lavet en som hedder http://normandiet.blogspot.com/  hvor jeg fortæller om ting man kan opleve i Normandiet. Andre projekter er på vej. Gode råd og idéer modtages med kyshånd!

En anden mulighed er, at klikke på det fine billede jeg har fået lavet derude i højre side! Så kommer man også vupti, over på min nye blog!

Men det er jo hårdt arbejde. Man skal skynde sig at skrive en masse spændende indlæg, først om det ene og så om det andet, for at mennesker der leder efter oplevelser i Normandiet, rent faktisk også kan få idéer til noget at lave. Så der er bare lidt at komme efter på min nye turistblog.

Det tager en masse af min tid, og jeg når derfor ikke så meget rundt til jer alle sammen, som jeg gerne ville. Men man skal nok lige ind i vanen med det, og så kører det.

Har ellers fået lavet mig en beton planlægning – så jeg burde kunne nå alt det jeg ellers skal. Og madplaner – jo jo!

Jeg har stadig ikke set skyggen af en tilbudsavis og jeg synes altså det er sært. Jeg plejede at få nogen – kan stadig høre mig selv bande over alt det papir, og hvor er det nu henne?

Men madplanerne gør, at i hvert fald madbudgettet bliver holdt på et fornuftigt plan, og om ikke andet kan jeg jo koge suppe på alle mine blogs, hvis det skulle knibe! (Det var lige en joke!)

Men altså – det er faktisk lidt hårdt at være sin egen arbejdsgiver. Især når man er lidt af en slavepisker og har alt for høje forventninger til andres – og egen – arbejdsindsats.

Jeg husker skam at holde pauser indimellem – skille skæg fra snot – jeg har endda også en plan om at holde fri indimellem. Om et par uger.. Det er også derfor jeg har den der betonplan! Smart ikk’? Nu skal jeg bare huske at kigge på den.

Men hvor er det skønt at opleve at livets noget ubehagelige tildragelser, faktisk med lidt god vilje og effektiv indsats, kan vendes til noget positivt, nemlig en masse nyt og spændende. Kan I høre violinerne??

Jeg, som elsker at skrive – tænk nu hvis jeg kunne leve af det? Ikke lige nu – men om et år eller tre?

Nå ja – drømme er heldigvis gratis.

Okay.. HVORFOR 51?

Fortæl mig hvorfor.. Nej lad mig begynde med begyndelsen.

I Frankrig kan man få nogle super smarte øjen-make-up-fjerne-dimser, som jeg savnede inderligt i de 7 år og 7 måneder jeg boede i Danmark – og selvom jeg fik sendt forsyninger fra tid til anden, var det jo ikke set samme.

Nu kan jeg købe dem når det passer mig, og det passer mig fint!

Men altså.. Der er noget ved dem, som jeg altid har undret mig over. Jeg er sådan lidt tal autist. Ting skal passe sammen, og der skal være orden på sagerne.

Og det er der altså ikke når der er 51 dimser, i øjen-make-up-fjerne-dimse bøtten.

51..

51.. ???

51? Er det et specielt tal? Noget hemmeligt? Endnu en klub jeg ikke må være med i?

Hallåå – jamen hvad er lige meningen med 51?

Er det noget lavet til en med et øje i nakken?

Det har mødre jo nogen gange, men det plejer man jo ikke at putte mascara på. Hvilke væsner har ellers 3 øjne?

Fordi så er der nemlig til 17 gange make-up-fjernelse.. og ellers er der altid en i overskud?

Der må være en grund? En som jeg ikke er klog nok til at se..

Hjælp – en eller anden??

Til grin kan man altid blive

Da vi var i Danmark skulle Prinsesse Lyserød til fest hos en forhenværende klassekammerat.

Jeg måtte ved samme lejlighed godt komme med, for at tilbringe en sidste aften sammen med klassekammeratens mor Kirsten – hvis jeg lovede at gemme mig og ikke gøre opmærksom på mig selv.

Det gik fint – og jeg blamerede mig ingenlunde. I hvert fald ikke til festen.

Men så skulle jeg hjem.

Før vi flyttede, havde Kirsten en låge.. En fin hvid, 2,5meters låge. Den var væk. Så var det også meget nemmere at komme ind og ud – man skulle ikke spekulere over at åbne og lukke denne her låge. Praktisk.

Jeg fik i hvert fald sagt farvel, og knus og på snarligt gensyn og pas på dig selv og alt det der. Og så storkede jeg ellers over gårdspladsen sammen med Zorronaldo, som også havde været med til festen for at vedligeholde sin star-status!

Og pludselig skete der noget i mine nedre regioner – dem der sidder helt nede ved jorden. De blev blokeret af et eller andet og kom ikke længere, og samtidigt lettede resten af min krop – en uhyre aparte fornemmelse.

Mit legeme blev kastet fremad og nok også en anelse opad og på et tidspunkt hang jeg i luften, grangiveligt som Anders And – før han opdager at det stabile underlag er væk. Nogen havde trykket på pauseknappen og jeg spekulerede på om jeg mon ville lette. Desværre nej, det kunne ellers have været sjovt.

Pludselig gik det meget stærkt, eller også var der nogen som trykkede på fast forward i stedet for, jeg landede i hvert fald med et brag og kurede på alle 4, flere meter fremad og fik derved skubbet en 5m3 perlestens-tsunami foran mig, hvorefter jeg slog en kolbøtte og endte på ryggen med et dumpt drøn – så var alt stille, og jeg lå og glippede med øjnene.

Den lille betonklods, som havde været fundament for lågens midterstang, var der nemlig stadig – og da mine fødder ikke så sig ret godt for, mens jeg vinkende strøg ud igennem porten,  kunne denne lille tue derfor vælte et meget stort læs.

Jeg overvejede seriøst at give mig til at græde meget højt og blive liggende på affektmåden, men så kunne jeg høre Zorronaldo nervøst spørge om jeg var okay, mens han galant ilede til, for at skrabe stykkerne af sin mor, sammen igen.

Ligeledes kunne jeg høre Kirsten komme løbende henover gårdspladsen, og så skulle jeg altså ikke nyde noget af at ligge der og rode rundt – det var pinligt nok i forvejen.

Så jeg kom på benene, hårdt såret, både fysisk og psykisk. Kirsten krammede mig, og foldede så mine arme og hænder ud og ind som en slaskedukke, for at tjekke at hendes tåbelige veninde ikke havde brækket noget. Det havde jeg ikke, så efter et sidste knus, fik jeg allernådigst lov til at tage hjem.

Vel inde i bilen, skulle Zorronaldo lige igen høre om jeg havde ondt.. for ”KORS hvor så det sjovt ud, Mor”.. Jeg takkede gryntende uden yderligere kommentarer, for han havde sikkert ret.

Jeg havde fået skrabet begge hænder godt og grundigt, mine knæ og skinneben var mørkeblå i dagevis.. Jeg har netop tabt det sidste sår fra venstre håndflade og har ingen fysiske mén tilbage.

Min stolthed derimod, led et ganske alvorligt knæk.

Gys, gru og “The Road”..

De royale unger hader at sidde ved siden af mig, når vi ser film der eventuelt kan være uhyggelige – for jeg letter 4 meter hvis der sker noget uventet.

Og nogle gange kommer der også et råb.

Der er nogle – og uden at nævne for mange navne, First Man – som på ufin måde udnytter dette.

Det er hans største fryd at tage fat i min arm på det MEST spændende sted og sige BUUH.

Jeg kvitterer gerne med at hvine højt og fare sammen – subsidiært fare opad, et par meter – til alles morskab. Ja, undtagen min naturligvis.

Jeg synes nemlig ikke det er sååå vanvittigt grinagtigt at det gør noget.

Men der er en anden slags gru der bliver siddende i mig i lang tid. Jeg har vist nok set hele ”Seven”.. det meste af den i hvert fald, gemt bag en pude og slutscenen så jeg slet ikke – jeg var nemlig allerede blevet advaret om den. Eller ”Silence of the lambs”. Sådanne film bliver siddende i månedsvis, på bagsiden af mine øjenlåg og kradser.

For et stykke tid siden, købte jeg ”the Road” til First Man. Mest fordi Viggo var med i den, men også fordi den havde fået nogle gode anmeldelser. Og den havde faktisk bare ligget.

Så nu skulle vi se den.

Divaen og så ham med størrelse 45 i sko ville gerne se med, og vi slog os alle ned foran skærmen.

Og meget længe var der ikke en lyd – vi holdt bare vejret. På et tidspunkt stirrede Divaen på mig og sagde – ”jeg tror måske, jeg skulle gå i seng lige nu”.. Men jeg fik hende til at blive, fordi jeg, for det første nægtede at tro på det kunne blive værre, for det andet fordi hun skulle have afslutningen med, og ikke ligge alene i mørket og forestille sig alt muligt.

Vi fik den set færdig, og jeg havde ret – der var en lillebitte gnist af håb midt i alt det frygtelige – men den gru der var omkring filmen sad i mig længe efter.

Til folk der ikke har set den.. ved jeg ikke helt om jeg vil sige – LAD VÆR’ eller SE DEN.

Næse for te

Nu vi er ved sære ting, man ikke vidste man kunne leve uden, er denne dims – der sidder på min kop – et godt eksempel på en anden must-have.

Jeg ved godt vi er langt ude over mit nyfundne pålægsspeciale, men jeg ville bare ikke snyde jer for at stifte bekendtskab med denne indretning.

Da jeg fik den, tog det mig en rum tid, overhovedet at gætte hvad den skulle bruges til.

Jeg kan godt se at det er vanvittigt smart, at have sådan en teposeopfanger, hvis ikke man orker at rejse sig op, efter man har fået hældt vand i koppen og ikke har en underkop eller kagetallerken i umiddelbar nærhed.

Hvis altså man er til elevator te. Det er jeg som regel ikke. Men det hænder da at jeg tager en kop. Og så er den virkelig yderst praktisk.

Blot skal man være en anelse forsigtig, for ikke at få te i næsen..

Jo, fordi da jeg ville – grådig som jeg er – på en meget lidt ladylike måde, slubre de sidste af tedråberne i mig, fik dimsen overbalance og rutsjede ned ad kopkanten og sendte indholdet, samt våd – og kold tepose – direkte ned i mit højre næsebor. Eller op – det kommer nok an på hvem der ser det..

Det var begrænset morsomt. Men kun for mig.

Jeg hørte nemlig kvalt latter forskellige steder fra – men efter jeg havde fået tørret te af halsen, og spruttet det overskydne ud af min næse, samlet den våde – og kolde – tepose op igen, og derpå kiggede rundt, var det, sjovt nok ikke muligt at få øjenkontakt med nogen som så særlig brødebetynget ud, hvorfor synderen forblev ustraffet.

Men altså, konklusionen på denne uundværlige dims, må være at man alligevel skal rejse sig for at gå ud med tepose iført dims, for at undgå at få te i næsen.

Man kan naturligvis lade være med at være så grådig, det er klart, subsidiært bruge et sugerør eller måske endda afmontere dimsen før man drikker – men så kan jeg ærligt talt ikke se fidusen i at den kan sidde fast på koppen – men disse tiltag ville nok give et andet testresultat.

Så måske skulle jeg bare holde mig til mojitoer. Det ved man ligesom hvad er.

Søndagskagen #14

Nu går den ikke længere – mojito eller ej. Surmuleri eller ej.

Vi skal igang igen med søndagskagerne. Og det er samfundets skyld.. Og arbejdsløshedens.

Vel hjemme fra Danmark – et næsten kageløst land, i hvert fald efter franske forhold – kunne vi ikke bestemme os, så det blev til lidt af hver.

Okay – der var også besøg – deraf antallet. Vi åd dem ikke alle sammen selv, selvom det nok ikke havde været umuligt.. Men nej lidt standhaftig skal man være.

Og jeg fik ikke nogen.. Er jo på kur. Jeg kender dem også alle sammen – så det gjorde ikke så meget!

Mojito.. strik

Jeg har strikket.

Ja, ikke hele dagen altså, men jeg er nok kommet til en 11-12 bøgers længde, og snart har Divaen noget hun kan blive viklet ind i, hvis det mod forventning skulle gå hen og blive ligeså koldt som sidste år. Og jeg er kommet endnu et skridt nærmere kreabloggere!!

Derudover, så er jeg blevet lokket i fordærv.

Nogen, som i First Man, kom og svingede med en mojito – helt inde i mit synsfelt. Det er sådan noget med alkohol i. Og med min nye status som arbejdsløs, så – ej, det er egentligt ret smart at man kan skyde skylden på arbejdsløsheden, sådan for alt muligt.

Det er lidt ligesom med samfundet.

Det er yderst belejligt at have fundet et alternativ at skyde skyld på, hvis nu samfundet ikke er disponibelt, så kan man altid bruge arbejdsløsheden som undskyldning for dette og hint.

Hvorom alting er – jeg blev drikfældig – og om det så var på grund af ny status som arbejdsløs – hvilket man jo strengt taget ikke er når det er weekend, eller om det var fordi vi har haft omkring 28-30 grader og bragende solskin hele dagen,  så fik jeg et par mojito’er eller 3 og så gad jeg da overhovedet ikke at tænke på et fornuftigt blogindlæg.

Ikke at jeg bilder mig ind at jeg har haft så mange, som rent faktisk var fornuftige, men jeg gad ikke engang prøve på at lave noget, der eventuelt kunne tænkes at blive det..

I tilfælde af at I kunne have lyst til at prøve sådan en samfundsundskyldning eller hvad det nu blev til, så kommer opskriften her.

Det smagte godt!

Vi ses senere til en ny omgang af søndagskager!

En rød tråd

Nå – om ikke andet har jeg da tænkt. Jeg vil heller ikke udelukke at der står en svag duft af brændt savsmuld omkring mig.

Og selvom jeg ikke har læst alle de sider Jørgen har linket til – så er der meget at tage fat i. Faktisk så meget, at jeg i dag har tilbragt flere minutter, hvor jeg ikke har tænkt på det job som ikke findes mere.

Og det i sig selv er faktisk ret enestående – jeg har jo stadig mit skilt og ville egentlig gerne have det på igen – mest for ynk-effekten – som var yderst imponerende og så den solidaritetsjamren jeg modtog fra nær og fjern.

Dejligt! Tak for den!

Nå – men grunden til at jeg ikke tager skiltet på, er at jeg faktisk er blevet i glimrende humør. Jeg har nemlig fået strikket 6 bøger, eller et kvart halstørklæde. Og er nu snart fuldblods kreablogger. Simpelthen.

For mens jeg gik rundt her i selvmedlidenhedens dybe hul – kom jeg i tanke om mormors strikkepinde. Og noget af det der garn jeg købte hos de sure damer med økologisk knold.

Og da lediggang er roden til alt ondt, gik jeg fluks i gang.. Med et ligeud halstørklæde.. I ret.. og fnullergarn. KUN i ret. Fordi – ha ha – i fnullergarn kan fejl og huller ikke ses! Ret er heller ikke så grimt i fnullergarn.

Det fylder 6 bøger. Mere så I kan få en livagtig fornemmelse af hvor fantastisk langt det allerede er!

Samt i tilgift, et lille kig på 20% af de bøger, jeg slæbte med hjem fra Danmark, som jeg vil give mig i kast med, så snart min hjerne begynder at virke igen.

Mit liv som leverpostej

Nu skal vi have fokus på de virkeligt vigtige ting i livet.

Da jeg ikke har et arbejde at gå op i, og skolen ikke er startet endnu, så jeg er heller ikke blevet lektiekonsulent endnu – og firkløveret synes i det hele taget at have meget lidt behov for min tilstedeværelse, til andet end fodring, indkøb af snørebånd, shampoo og så lidt taxakørsel ind imellem – så må jeg jo finde andre mål i livet.

Indhold altså. Noget at gå op i. Jeg kunne naturligvis læse nogle af de mange bøger jeg har slæbt med hjem, men det er ligesom om min hjerne er visnet lidt, så det må vente til jeg har fået den der karriere som arbejdsløs på plads blandt neuronerne.

Så jeg skulle have mig en hobby. Og jeg kunne jo ligeså godt forene det nyttige med det praktiske – eller hvad man nu siger – og gøre madlavning til min hobby – når jeg nu ikke kan slippe for det alligevel.

Jeg kan godt lide at lave mad normalt, men man skal jo lære nyt hele tiden, så jeg tænkte jeg ville specialisere mig lidt.. Udi frokostmad og pålæg.

Så forestil jer min glæde, da jeg fandt en gammel tupperware som har nøjagtigt samme form som den franske leverpostej vi spiser. No kidding!!

Ej men altså – tænk bare at være så heldig at bo i et land som har plastikbøtter i leverpostejsform. Hvor fantastisk er det lige? Det måtte foreviges på stedet.