Gør som jeg siger, ikke som jeg gør.

Nå, lidt selverkendelse er vist på sin plads.

I mange og lange år, har jeg anmodet, bedt, tryglet om at firkløveret hentede deres vaskede, strøgne og sammenlagte tøj fra vaskerummet. Eller i hvert fald, fra det sted hvor jeg stryger og lægger sammen.

Mange gange har jeg, mere end træt, henstillet til at de fik orden på deres 3 millioner sokker og ligeledes fjernede dem fra tøjkurven.. Jeg har nok også råbt lidt indimellem – når de har omdannet føromtalte vaskerum til et fælles klædeskab, hvor alle mødtes hver morgen for at finde ud af hvad de skulle tage på.

Og skulle jeg formaste mig til at kigge i deres skabe – var de gabende tomme og barnet kunne se mig direkte ind i mine rødsprængte øjne og sige – i ramme alvor – jeg har brug for nyt tøj, jeg har ikke noget at tage på.

Og hvis jeg slæbte alt det tøj ovenpå, og distribuerede det på de respektive værelser ville der være så meget tøj at skabet bugnede og ikke kunne lukkes.

Jeg kunne åbne en tøjbutik, så meget har de.

Bare spørg dem – jeg taler meget om deres tøj. Hele tiden. Og om at de skal rydde det op.

Og så var det, at noget lige pludselig sprang mig i øjnene. På en meget direkte måde.

 

Og som nok får mig til at klappe hesten en anelse.. I hvert fald til jeg selv får ryddet op, så kan jeg jo altid give mig til at råbe igen!

JO – bortset fra håndklæderne er det mit alt sammen.. også sokkerne midt på gulvet.

Der står en stige

Som I måske har læst om før, er Eventyrhuset en anelse utæt – og er med andre ord pissekoldt om vinteren. Huse med plads til 6 mennesker og hund var bare ikke det nemmeste at få fat i her i omegnen, så udvalget var ikke så stort.

Vi valgte at bo på Æblebakken på grund af udsigten over hele dalen, samt de 900 meter til skole, mere end vi tænkte på den manglende isolering.

Samt det faktum, at vi er i Frankrig, hvor det som bekendt er varmere end hjemme på øen. Dette har i år været en sandhed med nogle modifikationer.

Ikke desto mindre er Eventyrhuset, en veritabel fryseboks om vinteren og jeg sidder med enorme sweatre på, og drikker spandevis af varm te for at holde varmen.

I køkkenet er der et gigantisk åbent ildsted, der faktisk er så åbent, at det drypper en hel del ned når det regner.

Hvilket det jo ofte gør  i Normandiet.

Og kloge hoveder som foreslår at vi tænder op i dette ildsted, for på den måde at holde varmen, de kan godt glemme det.

Såfremt jeg tænder op i dette gabende hul, vil jeg tro at både mit spisebord og stolene går op i røg ret hurtigt.

Køkkenet er nemlig ikke så stort, og man sidder ret tæt på det åbne ildsted. Rent bortset fra, at jeg ikke tror det ville varme det store – det ville nok snarere fise ovenud.

Nå, vi har bedt udlejeren om at sætte sådan en slags hat ovenpå toppen af skorstenen, men det ville han ikke.

Indtil nu.

Og derfor står der en stige i haven. Den er ankommet lidt i etaper, rent højdemæssigt, mener jeg.

Indtil videre er det lykkedes mig, at holde en voldsomt interesseret Gårdmand Bjørn væk fra denne gigantiske stige, som virkelig er fristende.

Flere gange dagligt stiller han, tilsyneladende helt uskyldige, spørgsmål om denne stiges formål.

Om dens skridsikkerhed. Om tagets overflade. Om hvor smuk udsigten må være deroppe fra.

Jeg synes også han mumlede noget om, at han ville kunne se til Marianelund ligesom Emil. (det er godt nok, at han ikke har små søstre – bør nok holde øje med Blondinen i de næste par dage)

I det hele taget, er han kommet med den slags iagttagelser, som kan give enhver mor hjertestop ved tanken om flyvende – subsidiært faldende – drenge som har udforsket taget, via alt-mulig-mands stige.

Stigen er nemlig stillet der, fordi alt-mulig-mand har været forbi.

Han meddelte at ikke alene får jeg 2 nye døre, så der er håb om at temperaturen i gavlværelset kan komme op over 12 grader om vinteren, men også at jeg får en hat til skorstenen.

Udover den meget åbenlyse fordel, at det derfor ikke kommer til at regne i mit køkken mere, så slipper jeg også for at høre på den due der kurrer så højt at det lyder som om den befandt sig midt på spisebordet.

Altså, alt-mulig-mand kravlede op for at måle omkreds på skorstenen, og konstaterede ret hurtigt, at hans medbragte stige var noget kort. Og han kørte derfor sin vej igen.

Uden stige.

Han kom dog først tilbage dagen efter, med en forlængerstige. Som stadig ikke var lang nok.

Han var muligvis mere frisk, idet han allerede samme eftermiddag var tilbage, og skræmte livet af Blondinen som var midt i sin eftermiddagslur.

Han nåede endelig op – helt op – og jeg går også ud fra at han fik målt.

Men så gik han. Stadig uden at tage de 5 stiger med, som nu står her og lokker svage sjæle på 9 år, mod forjættende højder.

Går lidt ud fra, at stigerne får lov til at stå, til han kommer tilbage og sætter hue på min skorsten.

Håber bare vi kan holde flyvefærdige drenge, på afstand indtil da! Må vist hellere som prævention lægge et par strategiske madrasser rundt om huset, så han i det mindste lander nogenlunde blødt.

Helle for en frikadelle og store drenge

Jeg har været rundt og rundt igen. Og at lede efter blogge skal jo passe til ens humør. Havde vist brug for et helle.

Et helle er et fristed, og jeg som elsker frikadeller. Hvad kunne passe bedre?

Jeg har været forbi fra tid til anden, men har hver gang glemt at kopiere ind i favorites, og har ikke kunnet finde hellet igen.

Men nu dukkede hun op på min vej med grin og tanker. Hun er befriende morsom og dybsindig – livssmagende. Men hun fortæller det faktisk bedst selv.

Jeg er glad for at jeg fandt frem til Helle Pelle Frikadelle igen! Hun er rigtig god at have med i tankerne!

Hun elsker sine piger og savner en lille Steen – jeg vil så her indskyde at jeg er glad for at jeg har både piger og en Steen! Kan godt se hvordan den slags små drenge kan mangle i en familie. Også store drenge for den sags skyld.

Også selvom det med store drenge.. Ingen vil være i tvivl om at der har været visse sammenstød mellem en vranten teenager og hans mor på æblebakken.

På det seneste har han været noget vrissen fordi han ikke må spille fodboldkamp i de næste 4-6 måneder. Det der brækkede kraveben spøger jo.

Jeg gider ikke fodbold – udover landskamp, så jeg har ikke kunnet sætte mig ind i hans frustrationer – synes det er total blødt at 22 voksne mænd stæser rundt efter samme bold. Men hvis jeg nu tog ham alvorligt?

Jeg holder meget af musik, meget forskellige musik, men den menneskefjendske rap han ynder at høre, minder mest om larm i mine ører.

Men hans mor – det er jo så mig – har lært noget, eller taget en beslutning. Hvis JEG ændrede adfærd overfor ham, ville det måske hjælpe lidt.

Så jeg satte mig ned og lyttede til ham uden forbehold – og – mirakel, han taler til mig uden at vrisse, og det endte faktisk med at han fandt noget musik jeg kunne lide!

Og når man sådan har fundet sin dejlige dreng igen smelter man – og bliver mentalt sparket tilbage til dengang på klinikken, da jeg stod med min lille nyfødte dreng i armene, og tænkte: hun har bare at være sød – hende min svigerdatter!

Perfekt # 1

Har jeg aldrig påstået jeg var.

Tænk at poste det samme indlæg to gange. Det er jo jammerligt.

Og jeg ved ikke rigtigt – når der nu kun er én person der har givet udtryk for at det er en genganger – er jeg nok ikke ene om, at have en light form for Alzheimers.

Lidt betryggende – jeg mener – det kunne jo godt ske igen at jeg var ude i noget à la Morfars historier. Det ligger trods alt til familiens gener.

Jeg syntes de var sjove at høre på – I ved det med børn og gentagelser.. Men jeg bed godt mærke i det noget anstrengte look, hos min mormor og mor – for nu ikke at tale om resten af familien – som kendte hans historier til bevidstløshed.

Men da jeg nu er ude i noget af det samme, og dermed skylder jer et indlæg, vil jeg straks fortælle et par anekdoter som kunne få min søde morfar til at hulke af grin. Og min mormor til at forlade rummet.

Nu er det jo mange år siden han døde, og da der ikke har været andre som har fortalt dem, kan det godt være at de ikke er helt korrekt gengivet. Men det gør nok kun min mor og moster glade, såfremt de læser med her.

Altså.. der var noget med en Skovrider, som min morfar snakkede med og som udtalte følgende udødelige, og meget fynske, ord: ”Ha’ der, ha er ei huhund” (Oversættelse: ”Ham der, han er en hun-hund.”) Det fandt min morfar usandsynligt underholdende.

Så var der den ikke så stuerene.. Som jeg altså ikke er helt sikker på. Posten som kom besøg hos.. en eller anden gammel dame der, med disse ord, bød på kaffe lavet på et gammeldags komfur engang i forrige årtusind: “den er kun fisselunken for den er fra det bageste hul”. Også her grinte han højt!

Ja, jeg synes de er vanvittigt morsomme – nok mest fordi det var min morfar, der fortalte dem. Det er også muligt at de ikke er morsomme mere når man har hørt dem noget nær 20.000 gange. Eller hvis man ikke kendte ham.

Men nu er de i hvert fald blevet spredt til et lidt større publikum end lige min familie.

Worlds most hated

Hvor længe skal man gå rundt og være ”Worlds most hated” uden at gøre noget effektivt for at ændre det?

Jeg ved godt, at når man er blevet mor, har man samtidigt sagt ja til at være upopulær flere gange dagligt, resten af livet. Og det kan man så gange med antallet af børn.

Men mine skuldre er brede og jeg kan godt stå i mod, falder sjældent for fristelsen til at lade afkommet få deres vilje, bare fordi de kører noget hetz mod deres mor, selvom det altså godt kan ske at jeg giver efter for gode argumenter.

Sker ikke så tit, men det hænder.

Og nu har Prinsesse Lyserød altså udset sig et par støvletter, som er hendes mor – altså mig – meget imod.

Disse støvletter, har nemlig så høje hæle, at jeg er ikke engang sikker på at jeg selv ville kunne gå med dem en hel dag, uden at vække, i det mindste en af mine diskos prolapser.

Prinsessen er 12 år gammel – og hun ville gerne være lidt tættere på de 16 hun føler sig som.

Og stables op på de der 8-9 cm støvlehæle.

Og hun er ved at gå til over, at jeg overhovedet ikke deler hendes synspunkter desangående.

Ihukommende gårsdagens indlæg burde jeg vel egentligt give efter, og bare lade hende stavre rundt. For i grunden kan jeg godt selv huske de ting som jeg ønskede mig inderligt. Og sommetider fik. Som et par røde hjemmesko.

Når man sådan tænker efter, er det jo fantastisk at få sit højeste ønske opfyldt.

Problemet er bare, at jeg synes der går inflation i det der med ”højeste-ønsker-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en”. Der går gerne 2 eller 3 dage efter man har opfyldt et barns ”højeste-ønske-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en” – før de udser sig en ny dims, de absolut ikke kan leve uden.

Nogle gange er det okay, men man tager altså ikke skade af ikke at få alt hvad man ønsker sig.

Igen – hun er 12 år. Og i min verden går man ikke høje hæle som 12årig.

Faktisk må hun gerne være 12, i hvert fald indtil hun lovformeligt bliver 13. Og så fremdeles. Jeg er nemlig ikke den store tilhænger af at ”brûler les étapes” eller på dansk – gå for hurtigt frem.

Man er jo voksen altid, bagefter.

Så derfor er chancen for at jeg fortsætter med min fine titel, som ”Worlds most hated” lidt endnu, temmelig stor!

Hvad du ønsker, skal du få..

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages. Og hvad hun skulle lege med.

Nemlig fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet, er en meget fin dukke med kastanje-rødbrunt hår og brune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – netop den forhadte Barbie.

Så hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker, som sikkert kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer.

I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af og Zorronaldos lille stemme lød “Moar, det var sådan en jeg ønskede mig..”

Lige præcis her var det så, at jeg blev fuldstændig enig med mig selv om, at for fremtiden var det ikke omgivelserne – de der rigtige bøger skrevet af kloge mennesker – der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men derimod barnets ønsker.

Så skulle jeg nok vise mine børn, hvordan man håndterede verden udenom.

Og derfor kan jeg nu se på et kort, men højtelsket filmklip, fra endnu en anden jul, og – i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser -glæde mig over synet af en lille bitte Diva med strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!

Søndagskagen #19

Denne søndag er vi ude i noget meget specielt. Og meget lokalt!

På en skole hvor man blandt andet kan tage en konditor uddannelse, har eleverne lavet en kage, til ære for vores helgen Sainte Thérèse.

Kagen bliver leveret med en lille forklaring: den er hjerteformet fordi Thérèse talte meget om kærlighed, og der er 3 lag i kagen – fader, søn og helligånd og så fremdeles.

Der er kandiserede roser på, fordi Thérèse lovede at sende roser ned på jorden. Og med roserne mente hun “des actes de grâce”.

Prisen er rimeligt dyr idet alt overskud går til velgørende formål.

Kagen smagte fint. Firkløveret kunne ikke så godt lide den da der var en masse (også for mange efter min smag) forskellige smagsoplevelser.

Roser, kanel, exotiske frugter, hvid chokolade og crème brûlée. Noget af et symfoniorkester inde i munden – men det smagte godt – anderledes men godt. Alt andet end bitre piller..

Piller på den lede måde

Jeg mener ikke dem der, som andre mennesker stikker til én, hvis de lige har noget at sige på den onde måde. Selvom de skam også kan være noget bitre at sluge.

Nej , jeg mener de små tingester, som på vej ned igennem et af rørene, pludselig skifter retning og kiler sig fast ved siden af en mandel. For højt oppe til at det er overstået, og for langt nede til at man ikke helt kan harke den op.

Er I klar over hvor dårligt det smager? Ydermere bliver den helt opløst, mens man febrilsk prøver at nå frem til håndvasken for mere vand. Man får forbrændinger på indersiden af halsen, helt om til baghjernen og man kan smage det i næsen indtil man har nyst et par gange eller ti. Ækelt.

Jeg ved ikke helt om det værste er en b-vitamin eller en pamol.. Eller om de er lige slemme.

Nå men, godmorgen i hvert fald – eller hvad det nu bliver til.. Vi ses til kage senere!

Hold på hat og bryster

Noget af det, som altid har fået mig helt op i det røde felt, og til at tage ditto sokker på over det hele, er den forskel på hvordan mænd og kvinder ”må” behandle deres attributter på.

Det startede en dag for mange år siden, dengang en buksedragt i skrigende pink var højeste mode, engang lige i starten af firserne.

Jeg skulle til købmanden for at hente et eller andet for min mor, og det skulle vist gå lidt tjept. Da jeg på tilbagevejen fik øje på kammeraterne, løb jeg hurtigt over for lige at sludre to minutter, før jeg skyndte mig videre hjem.

Byttepengene havde jeg i brystlommen, og for ikke at de skulle hoppe ovenud når jeg løb, og jeg så ville tabe dem – holdt jeg på lommen. Og Michael, legekammerat og nabo, sagde straks, da jeg nærmede mig: ”Adddr, hvorfor holder du dig på patterne”.

Bestyrtet stirrede jeg først på ham, dernæst ned på mit usandsynligt flade bryst, og så igen på ham. Lidt usikkert meddelte jeg, at jeg altså bare holdt fast på min lomme så jeg ikke tabte pengene. Den ene lomme kun – skal det lige siges.

Nå men så var det jo en helt anden sag. Men jeg var dog stadig en anelse perpleks og forstod det ikke helt.

Ikke desto mindre er følelsen af at min dobbelte airbag helst skal gemmes lidt væk med mindre den skal bruges til noget fornuftigt, blevet hængende.

Hvor ofte ser man lige en kvinde ugenert klø sig på brystet, subsidiært læsse dem ordentligt på plads i bh’en, hvis de af vanvare er hoppet lidt udenfor. Nej vel?

Eller hvis man gør – så skorter det ikke på saftige adjektiver fra mandlige tilstedeværende, som henleder tankerne på letbenede damer, af den slags som får penge for at gøre noget rart ved mænd. Lumre bemærkninger, alt imens de klør sig i skridtet.

Man må nærmest ikke engang amme mens andre kan se det.

Eller forestil jer kvinder som konsekvent glor på mænds skridt, mens de taler sammen? Nej vel – igen?

Nå, luk nu øjnene.. og tænk på en eller anden mand – og jeg mener virkeligt HVILKEN som helst mand.

Så vil jeg godt – nej, ikke æde en stråhat, for det kom Mr. Q galt af sted med her forleden – men jeg er sikker på at alle de mænd, der så bliver tænkt på, har rystet deres ædlere dele på plads – indtil flere gange i fuld offentlighed, uden blusel.

De bliver varmet foran tv’et om aftenen, de bliver løftet, eller skubbet på plads, hvis de sidder i klemme, eller bare lige nulret lidt for det tilfælde at de føler sig ensomme.

Og ingen tænker at det er en specielt mærkelig handling, for det gør alle mænd jo.

Men sæt nu billedet af en kvinde ind i stedet. Kvinde som sidder og holder sig på brysterne foran tv’et, kvinde der skubber eller løfter – i hvert fald lægger dem bedre på plads. Eller bare jævnligt skal mærke efter om de er der endnu.

Et utænkeligt syn – medmindre det bliver udført af en mand, PÅ en kvinde!

Jeg vil derfor opfordre alle til at gribe i egen barm – lidt brystbefamling af egne attributter må være på sin plads – så vi kan få udlignet denne fysiske uretfærdighed!

Mit korte liv som lærer

Okay, de 22 skolebørn overlevede uden problemer og jeg tror heller ikke de får varige men. Jeg havde derimod nærdødsoplevelser af træthed, da jeg fik losset sidste elev ud over rampen.

Muligvis var det adrenalinen som forhindrede mig i at falde om i løbet af dagen. Jeg kunne lige akkurat lave pizzabøffer til aftensmad – overlod opvask og oprydning til resten af den kongelige familie, og skulle SÅ meget i seng med hønsene.

Nå.. Status. Der er virkelig en grund til at jeg ikke er lærer. Okay, retfærdigvis skal det siges, at der er en lidt større grund til det, i Danmark.

Men jeg er lige præcis ikke lærer, fordi jeg ikke kan udstå at skulle skrige og råbe og forlange ro og høflig opførsel. Jeg er nemlig forfærdelig streng, og siger ting én gang. Og advarer om at næste gang falder hammeren. Og det gør den altså. Hammeren altså.

Nå, men for nu at vende tilbage til min korte men gloriøse karriere som skolelærer. Det gik faktisk forbavsende godt.

Jeg fik udleveret de 22 unger iført madpakker, der glædede sig voldsomt til at holde skovtur på en asfalteret skolegård. Så det gjorde vi.. Kunne igen konstatere at jorden er meget langt nede, når man som ældre dame over 40 skal helt ned og sidde på den.

Først gik vi en tur. Ned og besøge den der giga-kirke i vores baghave. Sammen med et par andre klasser. De fik udleveret nogle børnehaveklasser som de skulle have styr på.

Regnede lidt med at det ville udmatte dem. Ikke umuligt at overskue og de gik faktisk pænt.

Tog fejl. Med det der med udmattelsen. Eller jo, JEG blev udmattet, de struttede bare af energi og foretagsomhed.

Vel hjemme igen startede løjerne..

Jeg fik dem bænket og de fik udleveret hver deres ark hvor de skulle skrive tabeller.

Og ohh – det var helt roligt. Der blev småsnakket ligeså stille. De sad i små grupper på tre og fire og kunne småsludre og arbejdede godt sammen.

Jeg kunne gå rundt og hjælpe hver enkel uden at skulle tænke på at de andre så ville lave ballade eller larme. Og da de var færdige fik de et andet opgaveark, som deres lærer havde efterladt til dem.

Smukt altså – ren brølende hjort ved skovsø og ikke et øje tørt.

Da der var 30 minutter tilbage af dagen, bad jeg dem pakke sammen – gav dem et stykke papir de kunne tegne på eller lade være – og læste højt for dem af den bog jeg havde med.

Og så – mirakel – ikke en lyd. De var musestille. Nogle tegnede, andre sad bare og lyttede.

Det var en fornøjelse – og de fik pakket sammen – alle havde styr på hvad de skulle. Nogen tømte papirkurv, andre tørrede tavle og fejede gulvet, en vandede deres planter og et par stykker delte de hæfter ud, der skulle med hjem til dagens lektier.

Beklager – for jer altså – at der ikke er afsindigt morsomme episoder med hyperaktive børn som kravlede på væggene, og mig som hylende rendte rundt efter dem. Der har uden tvivl været yderst grinagtige tildragelser – men det har nok været mig som har været leverandør til disse.

Lad mig sige det sådan – de var nok ikke helt vant til min noget anderledes måde at tale på. Mine kommentarer til dette og hint, affødte da også et par fnis og stirrende blikke.

Nogle af jer har spurgt til Gårdmand Bjørn – om han overlevede den tort at blive udsat for sin egen mor, som vikar.

Efter at have givet mig nøje dessiner for, hvordan jeg skulle komme ind og præsentere mig for klassen, og så i øvrigt huske, ikke kun at tage ham når han rakte hånden op, kunne han ved aftensmaden, glad og veltilfreds meddele, at jeg havde klaret det fint og ingenlunde blameret mig. Der var endda nogle der havde sagt at jeg var sød – og gerne måtte komme igen.

Så også han, overlevede en dag i skole med sin mor!

Jeg sluttede som sagt med at udlevere de 22 til deres respektive forældre, og kravlede så hjem med krydsblik af træthed.. Og var meget glad for at jeg ikke skulle starte forfra i dag.

Vikaren..

Ja jeg har godt set filmen, så der er helt klart noget at leve op til.

Sagen er nemlig den, at jeg skal være vikar i Gårdmand Bjørns klasse. (At de tør)

Sådan rigtig vikar. Ingen fare for at jeg falder i søvn i eftermiddag, eftersom man i den franske underskole kun har 1 lærer, og dermed er jeg vist både fransklærer, matematiklærer og noget andet lærer fra 12 til 16.30.

I tirsdags da vi fik udleveret vores afkom, tog klasselæreren (som også er direktrice for underskolen) fat i mig, og spurgte om jeg kunne være vikar for hende på torsdag, da hun var blevet kaldt til et vigtigt møde.

”Øhbøøh, åh nej, hjælp” var min første tanke, mens jeg fornemmede at jeg smilte til hende og hørte mig selv sige ”jamen naturligvis da”.

Var jo også lidt stolt over, at hun overhovedet turde overlade 20 små franske unger på 9 år, til mig i flere timer!

Det er altså lidt synd for dem – og det var aldrig gået i Danmark. Jeg er ALT for streng. Men det er franske unger jo mere vant til, så mon ikke det går.

Så meldte spørgsmålet sig: HVAD skal jeg dog lave med dem? Jeg er jo netop IKKE uddannet lærer og bliver det heller aldrig. Men så er det jo godt at jeg har fundet denne guldgrubbe herovre i Skolestuen.

Idéer og materiale lige til at låne! Dejligt når man sidder lidt fortabt i et fransk system og skal have noget inspiration til danskundervisning, så de ikke er gået helt i stå, når vi engang kommer hjem igen.

Nu er det ikke franskundervisning jeg leder efter i dag, men derimod matematik.

Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at vove mig ind i de filtrede regler for, hvornår noget hedder hvad, i den franske grammatik. Jeg kan som regel høre hvornår det er rigtigt, men jeg ved ikke hvorfor.

Jeg fandt nogle matematik ark som skal udfyldes, men det kræver at man kan sine tabeller op til 10. Det tager man åbenbart ikke så tungt i en dansk skole, men i Frankrig skal det sidde på rygraden.

Dernæst fandt jeg en skøn bog som Firkløveret har elsket, ”La Cabane Magique” af Mary Pope Osbourne. Det er søskendepar som kravler op i en hule i et træ, og bliver sendt tilbage i tiden. I nr. 1 bliver de sendt tilbage til en verden beboet af dinosaurer og skal selv finde ud af hvordan de kommer hjem igen.

Og så bager jeg noget bestikkelse i form af verdens bedste cookies. Så går tiden nok alligevel. Jeg kunne også æde en høne..Sådan for underholdningens skyld.

Tror jeg sover godt i nat..

En som spiser Kongemad og så lidt brok

Et fremmed land. En fremmed kultur. Lukker jeg øjnene kan jeg næsten høre gadelarmen, lugte krydderierne og mærke varmen. Jeg har aldrig været i landet men det føles lidt som om, alligevel.

Jeg bliver aldrig træt af at kigge på hendes skønne billeder og læse hendes fantastiske fortællinger om en meget anderledes dagligdag. Der er madopskrifter med spændende råvarer jeg ikke kender, og igen flotte billeder som giver lyst til at prøve sig frem.

Jeg er sikker på mange af jer kender hende – men hun er bestemt et besøg værd for de som ikke kender hende!

Tag en tur til Tyrkiet med Stjernestøv i Silkeregn – et fantastisk navn som holder hvad det lover: en eksotisk tur til et fremmed land! Og kongemaden er lige her!

Og så vil jeg godt lige sige et ord om ytringsfrihed og alt det pjat. Opreklameret bras. (En vis form for humor kan være anvendt i følgende!)

Og ja, jeg har selv sat sådan en dims på hvor man kan give stjerner til indlæg. Den overvejer jeg seriøst at fjerne.. Kun for nogle indlæg altså. De dårligste..

Fordi.. Hvad bilder nogen sig egentlig ind.. Jeg kan jo ikke engang se den der tillader sig at sige ”vorherrebevares”  eller det som er værre, til et – indrømmet – knapt så interessant blogindlæg.

Se hvis det nu var nogen som selv havde en blog som man så kunne gå ind på og skrive ”jamen TAK da.. (læs = du er dum)” til, så ville det jo være i orden. Men det er jo ganske anonymt. Det er altså uretfærdigt.

Det står ingen frit for at sige at jeg har en dårlig skrivedag. Overhovedet. Lidt forståelse er altså påkrævet.

I hvert fald nu mens jeg er så træt. Kan jo ikke rigtig finde på noget banebrydende, med tunge øjenlåg.

Så for fremtiden må ingen skrive dårligt om de kedelige indlæg – er det en aftale??

Lægeordineret lakrids

Her gik jeg rundt og troede at jeg var helt ubærligt træt og frøs, bare fordi det er koldt og gråt udenfor.. Og vådt, ikke at forglemme.

Og ville lige et smut til lægen.

For at få nogle vitaminer. En masse vitaminer. Så jeg kunne blive helt selvlysende af energi. Og ikke falde i søvn midt i havregrøden.

Så kommer man i stedet ud med en liste så lang med blodprøver der skal tages, fordi ens blodtryk tilfældigvis ligger og roder rundt på 100/60 og andre småting der ikke er helt som de skal være.

Jammerligt.

For så er vi igen ude i noget af det der med at skulle prikkes i, på fastende hjerte. Jeg falder garanteret om. Eller i søvn.

Men det gode er jo – at lakrids virker blodtryksforhøjende!!

Så jeg må spise en masse lakrids, med lægelig accept, hvis jeg ellers kan holde mig vågen til det. Og efter jeg er blevet stukket i.

Jeg har også det helt rigtige at gnaske i mig. Fik nemlig disse poser af min helt egen vidunderlige Lene – udvalgt specielt til mig!

Mon ikke man som kongelig kan gnaske i søvne?

Klipomania.. eller noget

Nogle gange er det meget, meget svært at være en god, pædagogisk og forstående mor som ikke skælder ud, eller med stemmen helt oppe i de oktaver som splintrer glas.

Indimellem kan man være heldig at trække vejret så dybt at man bliver gasblå i hele hovedet, og derved undgå at råbe til sine børn, men andre gange er dette umuligt.

Det var tilfældet for mig i går.

Det er nemlig sådan, at jeg blandt andre, har en søn på 9 år – jeg nævner ingen navne – som er meget glad for at klippe og skære i ting. Ja han laver også andre ulykker – men dem klarer vi med det samme.

Men dette her skære-klippe noget, havde derimod taget om sig, i sådan et omfang, især i forbindelse med mit badeforhæng, at jeg til sidst ligeså godt kunne tage bad bagved en si. Eller en ost. En af dem fra Schweiz med huller i, lige bortset fra lugten naturligvis.

I hvert fald, i sidste uge fik jeg købt et nyt og ganske uhullet badeforhæng – som desværre stadig blafrer – og jeg tror nok jeg meddelte beboerne på Æblebakken, ret højrøstet, at dette nye badeforhæng skulle der ikke nødvendigvis lufthuller i.

Stor var min irritation derfor, da jeg i går skulle lægge håndklæder sammen, og fik fingrene i et som havde umiskendelige hak i kanten, grangiveligt som havde en lille saks lagt vejen der forbi.

Heldigt er det, at mine krystalglas er blevet hjemme på øen, for de var nok røget sig en tur, i den hylen, mine stemmebånd derpå satte sig fast i.

Og.. ja, jeg ved ikke med jer, men jeg er rigtig god til at komme i tanke om alle mulige andre ulykker, mit elskede firkløver har bedrevet, også et par enkelte hvor der burde være præskription, men som i kampens hede, pludselig falder mig ind, og som jeg lige så godt kan fremhæve, nu vi er så godt i gang.

Det er som om disse, lidt forældede sager, bare ligger så godt til hyletonen.. Som om stemmebåndet helt af sig selv, kan genkende den B-Mol de blev udgivet med oprindeligt.

Nå, men efter sådan en hyggelig lille råbestund, så holder jeg mig gerne lidt for mig selv, til jeg på ny er i stand til at åbne munden, uden det er de høje oktaver der skal ud.

Jeg var faldet så meget ned, at jeg endda kunne gå op og sige godnat til den formastelige, som havde fundet det klogest bare at gå i seng for at undgå videre tiltale. Det var desuden sengetid..

Der var jo to muligheder, som jeg forklarede til den lille bylt under dynen: enten blev der klippet af arrigskab, eller også fordi man er væk i en leg og bare godt kan lide at klippe. Men at når man er 9 år er man for stor til at lave sådan nogle tåbelige ting som at klippe i alt muligt.

De klare øjne som dukkede frem under dynen, og stemmen som bedyrede at han altså ikke var sur på os, når klippetrangen kom over ham, syntes jeg godt jeg kunne stole på.

Jeg sagde så, at hvis han gerne ville klippe var det altså meget bedre hvis han fandt noget lovligt at klippe i. Og han kunne jo lave en kollage eller noget – klippe i mine gamle tilbudsaviser eller blade. (mind mig lige om at jeg skal gemme mit Femina væk) Det ville han meget gerne. Lave en kollage eller et julekort eller noget. For han var ikke så god til at klippe ting ud – kom det så.

Og det undrer mig ingenlunde – det er nemlig ret svært at klippe i badeforhæng og håndklæder med en gammel neglesaks.

Søndagskagen #18

Noget som er lidt sært, er at Napoleon er jo både kendt og populær i Frankrig, men der er ikke nogle kager som er opkaldt efter ham.

Napoleonshatte findes ikke og Napoleonskage hedder en mille feuilles. Direkte oversat: tusind-blade..

Der var godt nok ikke tusind lag i denne kage, men et par stykker. Den smagte såmænd okay – men det var nok ikke en vi tager igen.

Alt for meget creme, og lige så umulig at spise som sin danske fætter.