Halllooowiiiiin

I aften er det skyggernes nat. All hallows eve. Dagen før Allehelgensdag, som er d. 1. november.

1. november “La Fête des morts / de dødes fest” er helligdag i Frankrig, der er skolefri og alle mødes på kirkegården hvor de stiller krukker med Krysantemum på gravstederne.

Af samme årsag, fatter franskmænd generelt ikke, at jeg godt kan lide at have samme blomst stående i min vindueskarm.

Der var både en hedensk og en kristen fest for at fejre de døde. På to forskellige datoer. De blev lagt sammen af en eller anden pave for mange år siden, han kunne sikkert et eller andet sted godt forudse en vis konkurrence hvis der nu var to fester for døde.

Altså blev de slået sammen til én. Denne fest forsvandt fra den danske kalender ved Store Bededags sammenlægningen.

Det er lidt synd at tillægge denne fest alle de kommercielle onder man kan komme på – da det vist er en fest vi havde helt tilbage da vi stadig var vikinger.

Vi synes det er hyggeligt at skære Jack-O-Lantern græskarlygter ud, at lave uhyggelige kulisser rundt omkring, og mærkelig mad.

Så jeg vil ønske jer alle en rigtig uhyggelig aften, i aften!

Søndagskagen #22

Op klokken 5.30 for at sende gæster afsted, og med vintertiden orkede vi ikke engang at gå i seng bagefter  – så vi satte os alle sammen med en masse dyner i sofaerne og så “Five children and It” en rigtig hyggelig Narniaagtig familiefilm.

Af samme grund kom vi ikke udenfor en dør idag – og søndagskagen blev derefter og der måtte tænkes alternativt!

Jeg fik, i forbindelse med det der besøg, 1 liter dansk fløde som passende kunne omsættes til vafler.

Og i dagens anledning får I også en opskrift med på jordens nemmeste, sprødeste og lækreste vafler:

Pisk ½ liter piskefløde til flødeskum.

Put 2 skefulde sukker i, og sigt 4 dl. hvedemel ned i flødeskummet mens du pisker let – pas på ikke at piske flødeskummet alt for stift, for så bliver det en meget klistret affære – ikke dårlig – bare mere klistret.

Og så op i et smurt varmt vaffeljern med en ske, idet dejen ikke er flydende overhovedet!

Mums siger jeg bare. Det er altså de bedste vafler i verden siger Firkløveret!

Fortryder alligevel lidt..

De der wordpress spøgelser som huserede på min blog for et par dage siden..

De kom.. og så gik de igen.. Og det var lidt træls da de var her. Men nu er det altså også træls, at de er gået igen.

Men det er mest træls, når der ikke er nogen som gider sige noget. Så kan det være lige meget hvor mange besøg jeg har haft.. Hvis folk ikke siger noget, er det jævnt hen kedeligt at have en blog..

Men alligevel kunne jeg da godt tænke mig de var blevet.

Føler mig helt forladt.

Og så er besøget også slut.

Nogen kører på motorvejen nu – og så er der altså lang tid til sommer.

Det var hyggeligt. Lige som det skulle være.

Vi fik lært en masse nye spil. Og at hækle oldemorfirkanter. Og noget med sulfater og den slags vigtige lektieting.

Der blevet gået tur, oplevet og set ting!

Vi fik moret os, snakket og spist. Især spist.

Hvorfor spiser man altid for så meget, når man har besøg??

Vi ses måske til søndagskagen om lidt?

Mit liv som bamse

Jeg ved godt jeg har mange liv. Som lærer, konge og sådan.

Selvom jeg bestemt ikke er kattemenneske, så må jeg altså have flere liv, om jeg så lige har ni, er jeg ikke helt sikker på – men flere har jeg i hvert fald.

Jeg mener, jeg før har omtalt hvor isnende koldt og absolut ikke isoleret Eventyrhuset er.. Ikke at det er vanvittigt koldt endnu – men det begynder da at komme ned omkring noget der skulle skrabes af bilruden.

Og så var det jeg tænkte – når nu mit elektriske varmetæppe bliver slukket og jeg så eventuelt ikke kunne holde varmen hele natten – så ville jeg godt have en lun pyjamas.

Og da jeg heller ikke orker at have menneskelige varmeblæsere ind over – for at varme min dyne op – altså udover ham, der jævligt fiser under sin egen dyne, under alle omstændigheder, så måtte jeg finde en løsning. I form at varmt nattøj.

Og jeg fandt simpelthen en pyjamas i fleece.

Med alternative snefnug på. Og helt afsindig grim. Bedstemor look-a-like..

..

men den er varm..

Jeg føler mig præcis som en bamse. Tyk og blød.

Og nu vil jeg ikke have andet tøj på, nogensinde mere. Dette bløde look passer lige til mig og mine deller.

First Man gloede godt nok lidt og spurgte – med alle tegn på rædsel – hvor i alverden jeg dog havde fundet sådan en sag henne.

Jeg gider ikke engang fortælle ham, at jeg har været ude i noget med et  postordrefirma..

Sådan et med latterlige bonusgaver, såfremt man køber for rigtig mange penge, af tåbelige ting man ikke kan leve uden.

Med det resultat, at jeg nu også er i besiddelse af en endnu mere grim, syntetisk plastikdyne, som jeg i første omgang havde tiltænkt Blondinen, men hun ville overhovedet ikke lægge sig på det glatte, knitrende og meget elektriske nylon..

Den mangler jeg endnu at finde anvendelse for..

Alt sammen små bagateller.

For da jeg nærmede mig min yngste søn, iført mine snefnug, udbrød han ganske umotiveret: ”neeej hvor ser du godt ud!!”

Det var uden tvivl løgn, og sikkert affødt af at han frygtelig gerne ville have sin slikautomat fyldt op igen!

Men ikke desto mindre sagde han det!

Fast inventar

Jeg var jo lige lærer igen. Ikke vikar denne gang. Men derimod indkaldt for at hjælpe til ved en emnedag..

Jeg lader den stå et kort øjeblik..

Ren blær – helt ærligt! Jeg ender måske med at blive ansat?

Utroligt.

Jeg har nemlig altid sagt, at jeg ikke ville være lærer, fordi.. selvom jeg har fire dejlige unger, er jeg ikke ret god til andres uopdragne børn.

Så.. Nu har jeg været tilstrækkeligt vag til at man ikke kan sætte navn på – ej heller blive fornærmet på egne og andres vegne. Over det med de uopdragne.

Jeg er ikke en horribel heks, som hader børn, og mine egne børn er ikke kuede stakler som dårligt tør ånde frit i deres forældres nærhed.

En ting er at børn er frække indimellem. Helt fint. Men jeg har det bedst med at være sammen med børn, som ved hvornår det er nok. Det er langt fra alle som har den evne!

Første gang jeg blev inviteret over på skolen, var det som vikar. Anden og tredje gang var det fordi børnene havde fået chancen for at opleve noget spændende, og skulle igennem byen til fods, og da det er noget af en mundfuld for en enkelt lærer, gik jeg med.

Fjerde gang – det var så i torsdags – før ferien altså.

Der skulle være emnedag. ”Kroppen i kunst”.

Først skulle de vide lidt om kunsthistorie som, mystisk nok, er et meget vigtigt fag i Frankrig. Det tæller faktisk til deres afgangseksamen og hvert år bliver eleverne, fra børnehaveklassen, evalueret i deres kunnen om kunsthistorie. Denne evaluering, igennem 9 års skolegang, er deres endelige karakter.

Så vi var en tur omkring filmsalen, hvor de så en sort/hvid stumfilm med Chaplin – den hvor han bokser. Og de grinede så de var ved at tisse i bukserne.

Så skulle vi se lidt med Mime Marceau – vi er jo i Frankrig – lidt Harlekin og Pjerrot og placere dem tidsmæssigt i forhold til hinanden. Det var forresten ret sjovt med Pjerrot. De kunne ikke finde noget youtube klip med ham. Så jeg foreslog at vi tog ham der bor på Bakken – og det gjorde vi. Og så stod vi ellers og betragtede Gårdmand Bjørn, for at fange hans reaktion på at der blev talt dansk!  Der gik 18 sekunder før han rettede sig op med et ryk og så meget opmærksomt på skærmen, da det gik op for ham at han forstod hvad der blev sagt!

Tilbage i klasserne var tre værksteder gjort klar: det ene handlede om det man kan udtrykke med sit ansigt. Der blev taget billeder af børnene når de mimede glæde, angst, sorg og overraskelse. Forbløffende svært for nogle.

I det andet værksted skulle et barn ligge på et stort stykke papir og tre andre skulle forme kroppen, tegne den og male den. Formen på papiret altså – ikke det barn der lå på det. Selvom det næsten kunne komme ud på et.. Trods kitler og malertøj!

I det sidste værksted – med mig ved roret – skulle de tegne hinanden i en bevægelse, og modelere denne bevægelse i sølvpapir.

Svært for mange at få formidlet deres tanker ud i hænderne. Men alle fik lavet en skulptur de var glade for!

Til sidst blev der samlet op på det hele, hvad havde de lært? Og det var dejligt at høre de små mennesker fortælle om hvordan man kan kommunikere uden ord, blot ved at bruge sin krop.

En helt igennem fantastisk dag.

Ender næsten med at ville være lærer, når jeg engang bliver stor..

Zibro varmeblæser

Jeg tror jeg ville kunne skrive en hel bog, alene om det at sige godnat til min yngste søn.

Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke siger godnat til de andre – det gør jeg altså også!

Og jeg sidder også og snakker, klør dem på ryggen, griner og lytter. Men mange af de ting der kommer frem under disse godnatseancer, er absolut ikke egnet til blogudgivelse, og i så fald, ville jeg omgående blive afsat som mor, og konge i det hele taget.

Så det er altså mest Bjørnens krammetid, der kan tåle dagens lys.

I går, da jeg var sur over indlægget der blev væk, kom han – Gårdmand Bjørn altså – over til mit skrivebord, lige midt i kampens hede, hvor jeg stadig var i den benægtende fase, og ville have et knus. ”Neeeej” sagde jeg – og fortrød med det samme: ”det er jo bare fordi jeg er sur over jeg har gjort noget dumt – det er ikke din skyld” forklarede jeg.

Og så fik han et hurtigt knus og blev sendt af sted igen, for at undgå at jeg gav mig til at råbe af ham, når jeg på et tidspunkt kom over i vredesfasen.

Så gik der 47 sekunder, og så var han tilbage igen. Han ville bare vide om jeg kom op og sagde godnat alligevel.

Og det gjorde jeg jo naturligvis.

Da jeg kom op på hans værelse, startede han med at sige, at han altså godt forstod jeg var sur over det jeg havde smidt væk. Det havde han prøvet så tit.

Jeg takkede for medfølelsen, var stadig en anelse knotten, trak gardiner for og gik hen og satte mig på sengekanten.

Først lå han helt stille.. og så kom der en lille prut. Jeg holdt masken.

”Jeg er ligesom den der maskine” sagde han så med et lille smil. ”Hvilken maskine?” spurgte jeg forbløffet.

”Den der varmeblæser nede i køkkenet. Den lugter også grimt, når den bliver tændt, men det bliver hurtigt varmt og så lugter det ikke så meget”

Og så var jeg sjovt nok ikke sur mere!

En, to og så: TRE hundrede..

…

Der kommer ikke noget blogindlæg i dag.

For det forsvandt.

Nogen – og det var altså slet ikke mig.. jeg gjorde det i hvert fald ikke med vilje – trykkede på et par forkerte knapper og svujsh, så forsvandt alle mine mange gode ord ud i cyberspace. Fordi jeg troede at de – ordene altså – var et andet sted. Det var de så ikke.

Og nu er de ingen steder.

Det er nok ligesom de der wordpressspøgelser som gik igen.

Og jeg kan ikke engang finde nogen, at skyde skylden på. Ingen at skælde ud på. Eller jo, jeg har godt nok en stor familie, men det ville ærligt talt være lidt synd, at give dem skylden for min egne tåbelige handlinger.

Det gør Gårdmand Bjørn ellers ind i mellem. Mange ting er lidt nemmere at håndtere, hvis det er nogen andres skyld.

Men det er nok en af de ting, man skal kunne som voksen. Tage ansvar for egne dumheder. Gad vide hvornår jeg så bliver voksen? For jeg vil stadig godt have nogen som lige gider tage over, når jeg gør i nælderne.

Jeg ved heller ikke lige, om det så også var indlæg nr. 300 der forsvandt, men det kan vi godt sige det var. Det gør det lidt nemmere – for jeg får altid galopperende præstationsangst over de der runde indlæg, de burde være fantastiske og alt det der. Det er de sjældent.

De er faktisk meget ofte ret sære..

Og denne gang er det slet ikke noget, det der indlæg, det er ikke engang sært, for det er jo blevet væk.

Så vi ses bare i morgen.. Håber jeg.

WordPress er sær..

Definér sær, sagde Fru Z.

Men jeg mener sær på den måde, at jeg i den sidste uge, har haft 7 gange så mange hits som jeg plejer. Sådan helt vildt mange.. Som kommer fra WordPress. Men hvor? Hvem?

Og nu ser det ud som om de er gået hjem igen.

Godt for det – da det faktisk var lidt irriterende at have alle de hits som ikke kom nogen steder fra. Det virkede falsk. Og der var jo ingen af dem som lagde en kommentar.

Nå.. Men nu er de som sagt gået igen.

Og jeg sidder med sådan en underlig forladt følelse.. For nu ser mine statistikker helt åndssvage ud.

Har faktisk lidt samme følelse som dengang i starten da min helt skrev om mig, og jeg fik så mange hits på en dag, at jeg var ved at besvime. Og så dagen efter var vi nede på et lidt mere – for mig – normalt leje.

Men altså: har andre oplevet det samme?

Andres død

Jeg vil ikke gå ind i politik – det har jeg, en gang for alle, bestemt mig for.

Men jeg kan ikke se hvordan man med ren samvittighed kan glæde sig over andres død. Det bragte absolut intet med sig – andet end ulækre billeder på internettet – da Saddam Hussein blev hængt.

Eller Osama Bin Laden, som derimod ikke fremprovokerede nogen billeder overhovedet.

Og så nu Gadaffi. Som man kan få lov både til at se og høre, før han bliver slagtet midt i nyhederne. Og som ligger på lit de parade i et overdimensioneret køleskab – mens folk vader forbi – for at være sikre på at det nu også ER manden med de blå briller, der ligger der og langsomt rådner.. Trods kulden. Nu lukker køleskabsfremvisningen og vi kan komme videre.

Mod hvad?

Hvad i alverden nytter det?

Hvad er det for en syg form for gengældelse?

Det er ikke en snus andet end offentlig dødsstraf. Det er godt nok nogle andre som udfører straffen, men som bekendt er der noget med at hæleren også er kriminel.

Jeg kan heller ikke give mig til at råbe hurra fordi en mand er død.

Den eneste jeg kunne forestille mig, jeg ville ønske død, ville være en som havde gjort mine børn ondt. Men der er vi ude over al fornuft og alle principper.

Jeg forsvarer ikke hvad disse 3 mænd har gjort på nogen måde, og det er meget muligt at verden bliver et bedre sted at være uden deres fysiske tilstedeværelse – men jeg tvivler.

Lalalalalala!!

Nu er det ikke for at træde i det – men vi har altså efterårsferie! Helt indtil den 2. og 3. november alt efter hvor gammel man er.

Det bedste ved ferie, er at man – i dette tilfælde jeg – kan stå tidligt op, uden at skulle i bad med det samme, og gøre mig klar og have tøj på og alt det der som får mig til at ligne et levende menneske, der skal ud i verden.

Og så kan jeg sidde og læse uden afbrydelser, drikke en kop te helt stille, og vente på at resten af befolkningen står op. Luksus!

Men vi får også besøg i nogle dage, gør vi!

Glæder os til at vise frem og lege turister – vi ser selv så meget mere af området, når vi har besøg fra det nordlige.

Og jeg har hørt at bilen skulle være fyldt op med rugbrødsmel, remoulade og ekstra forsyninger af kirsebærsovs, og for resten lidt saftevand som jeg kom i tanke om 20 minutter før de kørte!

Vi skal hygge, snakke, lave mad, gå ture og bare være. Der er ydermere chance for hjælp på dansk til dumme lektier, og hækling af noget tæppe!

Ahhh ferie!

Søndagskage..

Det hele er jo om at vinde eller at ikke vinde.

Hvilket jo så ville være at tabe. Jeg ved det – men det så ikke så Shakespearesk ud som denne her.

Jo altså – det er fordi jeg aldrig vinder noget, nogen steder… Eller faktisk vandt jeg noget i 1986. På en lokalradio. Og den eneste grund til at jeg overhovedet afslører det her – er at jeg er SÅ overbevist om at ingen kan huske at de har hørt det.

Og de som tror de kan – de holder deres mund og rører ikke tastaturet, det var pinligt nok i forvejen.

Altså denne lokalradio havde en LP med Paul Young – i sig selv bedøvende ligegyldigt – det vigtigste var at jeg overhovedet vandt noget!

Men “The Secret of Association” blev min, og er stadig i min besiddelse, efter at jeg, i en rum tid, havde sendt lyde ud i æteren.

Ja lyde.. som i jodlelyde. Eller noget tilsvarende. I hvert fald sagde jeg som en bjergged i yderste fare – i hvad der føltes som – en evighed.

Og da ingen andre var tossede nok til at ringe ind og sige sådan, tilfaldt pladen mig.

Det er det eneste jeg nogensinde har vundet.

Heller ikke når nogen har hele 3 muligheder for at få en lækker pakke tilsendt– og her lurer jeg lidt på, om det monstro ikke skulle være, fordi jeg er bosat på æblebakken udenfor PostDanmarks rækkevidde.

Men hvorom alting er, jeg vandt heller ikke her.

Og ikke nok med at jeg ikke vandt.. jeg fik at vide at jeg slet ikke behøvede at vinde – fordi jeg havde søndagskage. Og så endte jeg med at blive så fornærmet at søndagskagen gik i strejke.

Derfor måtte jeg bruge en del af min lørdag aften på at bage rugbrød. Til min leverpostej.

Derfor bliver det kun til dette fra min hånd i dag. Kagen står i æsken bagved – og den var god.

Det var nu ikke en straf at få rugbrød istedet for kage! Det er jo en mangelvare på disse kanter!

Rigtig god søndag!

Venter på Haka

Haka er en slags krigsdans som Maori folket udførte for at intimidere deres fjender – og New Zealands rugby landshold bruger stadig denne imponerende dans, før de starter en kamp.

Om et kort øjeblik, er der finale i verdensmesterskabet i rugby. Mellem Frankrigs Les Bleus (som så ikke er blå i dag – men derimod hvide) og New Zealands All Blacks.

Frankrig holder vejret.

Og havde det været hvilket som helst andet hold, så skulle jeg også nok heppe på Frankrig. Men ikke lige i dag.

For lad mig slå fast – jeg elsker Haka.

Det er SÅ flot.

For et par år siden blev min elskede kusine gift med sin vidunderlige mand. Og han er fra New Zealand. Så til bryllupsfesten – i et lille forsamlingshus på sydfyn blev der simpelthen danset Haka. Af indfødte New Zealændere.

Uforglemmeligt.

Fantastisk.

Så de må godt få lov til at vinde i dag.

Her dufter af

Og det er så IKKE rævepis og terpentin – nej for resten det var jo i forbindelse med smagen den der sang.. argh – om igen. Det jeg faktisk ville var, at sige på en morsom måde at:

Her dufter SKØNT.

Det faldt så lidt til jorden – men skidt med det.

Da vi var hjemme på øen i sommers, fik jeg min crockpot med tilbage. Den har jeg virkelig savnet!

Da jeg var ude og købe ind fandt jeg et par bakker udskåret oksekød på tilbud, som simpelthen lå og kaldte på noget rødvin og en crockpot..

Boeuf Bourgignon er vidunderligt når det begynder at blive koldt udenfor.

Og i min crockpot er det super nemt at lave. Først bruner man nogle bacontern, persille, hvidløg og krydderier som man holder af. Så vender man det hele i et par skefulde mel.

Tilsætter et par laurbærblade.

Dernæst bruner man kødstykkerne så de får lidt farve, og så op i en crockpot.

Hæld rødvin ved – og igen – jo bedre rødvinen er, jo bedre bliver maden. Det kan ikke nytte at bruge en dårlig rødvin, så smager Bourgignon’en også bare af dårlig vin. Og lidt bouillon så det hele er dækket af væske.

Så skal det simre i mange timer sammen med gulerodsstykker og perleløg.

Mums altså – med kartoffelmos og resten af den der gode rødvin – eller evt. en ekstra flaske! Det smager af hyggelige aftner med ild i brændeovnen!

Velbekomme!

Det forbudte P-ord

Nu vi lige er ved det der, med mystiske ting, der sker med alderen, så vil jeg også godt benytte lejligheden til at brokke mig over at jeg oftere vågner og skal op og tisse.

I noget mulm og mørke.

Enten vågner jeg af mig selv – eller nej det er løgn – der er faktisk nogen der snorker i min øregang. Eller også står der et barn og kræver at jeg vil være deres søde mor.

Jeg mener jeg har berettet om det før, jeg er ikke specielt venligsindet når jeg bliver vækket der om natten.

Jeg prøver at være så venlig jeg kan, men det slår nogen gange fejl.

Jeg står i hvert fald op og lader som om jeg er nogens mor, og tager mig pænt af den, som formastede sig til at vække mig, i stedet for bare at brøle at de skal lade mig sove. Alene her, synes jeg måske nok, at jeg viser mig fra en yderst sympatisk side.

Nå men, alt i mens jeg hælder et par liter hostemedicin i en semituberkuløs Prinsesse, vågner First Man også, og lige i det sekund jeg sender Prinsessen tilbage i seng og konstaterer at jeg skal tisse rigtig meget, har han sat sig – altså der hvor jeg burde sidde.. Og så har det lange udsigter.

I takt med at vi begge er blevet ældre, og begge.. EJ HOLD NU OP hvor lyder det som om vi er mellem 80 og skindød.. Ingen af os – og da slet ikke mig, som er rigtigt meget yngst – har rundet noget 50. Langt fra. Flere år altså.

Men.. hvor kom jeg fra, jo – altså – der sker åbenbart noget med mænds vandladningskapacitet, efterhånden som DE bliver ældre, og dette fænomen er uhyre langstrakt. Og nej jeg snakker ikke om størrelsen – men tiden!

Jeg har spekuleret på om han sidder og klemmer på den for at forlænge nydelsen, men kom fra den teori igen, da han vel også gerne vil ind i seng igen.

Jeg venter – ikke uden en vis utilfredshed – og når at blive fuldkommen og aldeles lysvågen og ønsker så inderligt at jeg havde fået sat mig først.

Nu kan det ikke være specielt behageligt at blive vrisset af, blot fordi man skal lade vandet kl. kvart i kvalme, så jeg kan dårligt tro at han med vilje trækker pinen ud. Og vover jeg at nævne det forbudte P-ord.. Så er det en påstand og har intet på sig og det er i øvrigt kun andre mænd som får forstørret prostata.

For altså, i stedet for at kunne tisse på 8½ sekund, nødtørftigt vaske fingre, som andre – jeg vil ikke ligefrem sidde og fremhæve mig selv – og derpå smutte ind i seng igen, så tager det derimod meget tæt på 2 minutter, i hvilke jeg når at overveje, om jeg ikke bare burde sætte mig og pisse på ham.

Næse for hår

Nu ved jeg ikke med jer.. Men jeg har i de sidste år, hist og her, fundet mystiske tilføjelser på min krop. En af de nyanskaffelser jeg er kommet i besiddelse af, er hår i næsen.

Ja, jeg ved det godt – det er lidet charmerende med egen pels i næseborene. I det mindste får det mig ikke til at snorke. Det kunne man ellers godt foranlediges til at tro, med sådan en fortykning af den nasale luftudgang. Men ingenlunde.

Til gengæld stritter de.. Og nej, det er hverken ret pænt eller ladylike. Så derfor skal de fjernes. Og ER I godt klar over hvor ondt det gør at flå sådan et enkelt hår ud af næsen?

Plukke øjenbryn med en pincet af ældre dato er hundrede gange mere humant. Faktisk er jeg overbevist om at næsehårsudflåning er en meget effektiv form for tortur.

Jeg ville være i stand til at afsløre ALT, stillet overfor en pincet i næsehøjde.

Det er en anelse problematisk, hvis man nu har noget at skjule for sin mand. Og han tilfældigvis tager ophold i badeværelset mens man står der og prøver at afpelse sig selv, med tårerne sprøjtende ud i lokalet.

Han siger: ”Nå skat – hvad har du købt til min fødselsdag”. Hvortil man plejer at le koket, og sige: ”en gulerod og en urtekniv.. Ha ha du troede på mig.”

Nu, med højre næsebor fuld af et torturinstrument, lyder det derimod – meget lidt koket – ”Et weber termometer for helvede – men du får mig ikke til at sige at jeg også har købt en kompressor på tilbud i Aldi.”

Derfor er jeg også helst alene, under disse seancer.

Jeg har prøvet at udtænke alternativer, men jeg tror ærligt talt ikke at det er særlig sundt at putte hårfjerningscreme i næsen, jeg ved nu heller ikke lige, hvordan jeg skulle spule creme – og hår – ud igen, der er jo ligesom kun hul i den ene ende, sådan mod det udvendige af mig, mener jeg.

Og er det ikke sundt at putte cremen i næsen, er det nok endnu værre at sluge det hele via bihulerne.

Så har First Man sådan en fancy ting med motor på. Det ligner en meget tyk kuglepen.

Eller faktisk ved nærmere eftertanke ligner det en minitaser (en taser er sådan en elektrisk dims som man slår folk og røvere omkuld med i amerikanske film) og den har sikkert samme effekt. Det må føles som 50.000 volt direkte igennem systemet, medførende et vandfald af smertens tårer.

Jeg skylder at sige, jeg ikke har prøvet den.

Mænd har nemlig så mange bussemænd hele tiden, så jeg tvivler på den er så lækker igen.

Desuden har Zorronaldo åbenbart også prøvet den, for her i sidste uge meddelte han at den ikke virkede..

Jeg holder meget af både min mand og min ældste søn, men ikke nok til at jeg har lyst til at dele bussemænd med dem.

Så af flere onder, tror jeg bare jeg fortsætter med at luge, med den gamle pincet. Hår for hår.