Jeg samler altså ikke på engle..

Det gør jeg ikke.

Overhovedet.

Jeg har engang samlet på elefanter. Elefanter fra forskellige lande. Små elefanter forstås. Og endelig ikke i elfenben.. Det ville ligesom være en anelse malplaceret.

Og her på Æblebakken, har jeg ikke engang alle elefanterne med.

Jeg har faktisk kun den jeg fik af Nanna i julegave for mange år siden, den jeg fik af min lillebror som han havde med hjem til mig fra Thailand, samt en smuk blå én, jeg fik da vi skulle rejse fra øen, af Ellen, Zorronaldos barndomsveninde.

Så tre elefanter findes på matriklen. Det kan jo ikke siges at være en samling.

Men engle?

Nej. Dem samler jeg afgjort ikke på. Der er godt nok hende cykelenglen hjemme på øen, men hende kan man jo ikke rigtigt samle på.

Jeg samler egentligt slet ikke på noget mere.

Jeg samler til nøds på pæne kopper. Men da pæn er et meget vidt begreb alt efter hvem man snakker med, er jeg holdt op – med mindre jeg er helt sikker på at få den kop jeg vil have. For jeg endte med at få forfærdeligt mange ikke pæne kopper i stedet for.

Jeg kunne nu godt finde på at samle på noget kongeligt porcelæn.. Det er så pænt. Men det er ret dyrt, så jeg vil kun have det i gave – og så risikerer jeg jo at skulle vente en del år, før jeg kan invitere på andet end tea for two..

Men jeg samler altså ikke på andre ting..

Det gør jeg ikke.

Og slet ikke på engle..

Jeg har bare nogle stykker.

Mors legetøjsskab – som Firkløveret kaldte det da de var helt små. Der er tre glasengle fra Venedig, og den lille nisseengel er såmænd fra sidste års julebasar i Den Danske Kirke.

Mit juleenglekor, med Tina Turner engle, en canadisk Dion engel, og deres helt egen trompetist!

Kan godt se at en bedre præsentation er på sin plads - de tre engle med guldnetkjoler er hjemmelavede – og de blev døbt Tina Turner engle på grund af håret. Meget passende når de er med i mit englekor.. Den fede guldengel har jeg også selv lavet med hjælp fra Panduro Hobby!

Den canadiske engel med hvid kjole, er blevet døbt Celine Dion – ligeledes på grund af håret! Hun er også hjemmelavet – bare ikke af mig, men af Birgitte i Canada.

Den store i baggrunden, hun passer bare kammertonen.. Og trompetisten er en gave fra Gårdmand Bjørn.

Mine Erstad engle, som jeg har arvet efter (eller hedder det arvet fra?) min søde mormor. Det var i hvert fald hendes engle og nu er det mine.

Den røde – det er hverdagsenglen, hun står forrest til daglig (i advents og juletiden forstås) Hun passer også børn og sådan. Hun har altid ret travlt.

Så er der den hvide, det er søndagsenglen, hun står forrest – om søndagen, ja.

Og så guldenglen, det er jo juleenglen og hun står forrest i de tolv juledage.

Og så er der en sneengel og et par englevinger jeg fandt på vejen. Nogen må have tabt dem.

En falden én, måske?

Snot – indrømmelse #2

Er man sart anlagt – bør man nok bare komme tilbage en anden dag.. Så er I advarede.. Men jeg kunne ikke lige finde på andet.

Der er flere slags snot.

Først er der privat snot.

Det er den slags man, trods det at man har det ud over det hele, alligevel formår at redde alene. Tørre af og fjerne sporene, uden at andre opdager det.. Man kan ånde lettet op og være helt sikker på at ingen har set det.

Så er der offentligt snot.

Den slags, er som oftest forbundet med en akut mangel på kleenex. Hvor man febrilsk forsøger at skjule fadæsen på undersiden af ærmet, eller i en gammel kassebon, som var eneste alternativ til den håbløst tomme kleenexpakke på bunden af tasken.

Såfremt det sker, er det uheldigt, men det kan ske for selv den bedste..

Så er der pinligt snot.

Det er den værste.

Det har jeg prøvet.

Den eneste grund til at jeg overhovedet fortæller om det her, er at det er SÅ mange år siden, og alle involverede for længst er døde. Og i øvrigt læser de ikke min blog.

Jeg var på besøg i Danmark. Og blev forkølet. En mindre detalje var, at jeg var gravid, og i forvejen skulle ligge ned, fordi jeg havde mange plukveer. Så er det ikke voldsomt smart, at skulle hoste hvert andet sekund.

Jeg ville nemlig meget gerne føde under ordnede forhold, derhjemme. Så jeg skulle til lægen. Som skulle stoppe min hoste.

På vej derind blev jeg overmandet af et af den slags hæse nys, som kravler helt ind i bihulerne, og tømmer det meste af indholdet ud over det hele.

Jeg sagde jo det var pinligt.

Okay jeg glemte at tilføje ulækkert. Men det hænder jo immervæk for alle mennesker at nyse ind i mellem.

Nå – det der våde nys.. Jeg kunne mærke at noget skete.. Men jeg kunne hverken se eller mærke noget. Jeg famlede febrilsk – og mest i blinde – jeg kørte jo bil, men fandt ikke noget suspekt.

Eftersom jeg ikke rigtigt fandt noget, slappede jeg efterhånden af og endte da også med at glemme det igen. Jeg fandt en lille plads på Torvet og kom hen til lægen.

Småsludrede med sekretæren, hilste høfligt på de andre i venteværelset, og sad i mindst 11 minutter foran lægen før hun rakte mig en recept på noget der kunne fjerne min hoste, samt noget astmamedicin som skulle forhindre mig i at føde i løbet af aftenen.

Det var jeg naturligvis nede og hente på apoteket.

Og i bilen på vej hjem, så jeg det..

Eller den – skulle jeg måske snarere sige. LIGE midt på min bluse – sad den. Og grinte.. Ja den grinte – JEG grinte absolut ikke.

Jeg stod derimod meget længe foran spejlet da jeg kom hjem, kun for at konstatere at uanset hvordan jeg end vendte og drejede mig, kunne den ikke skjules på nogen mulig måde. Med andre ord – den var meget synlig.

Den aften var jeg meget stille. Og jeg kom ikke til staden mere under det besøg.

Og ja – dette indlæg er uden fotodokumentation. For alles bedste.

Dansk jule (gede) marked

Er rimeligt mat i betrækket. Har netop overlevet endnu en af den slags weekends hvor man har brug for et par dage, for at komme sig ovenpå strabadserne.

Lørdag morgen stod vi op, før normal weekend stå-op-tid, vi skulle nemlig med toget til Paris. Vi – det var Gårdmand Bjørn, Prinsessen, Divaen og Vi selv – kongen.

Tænker altså nogle gange på hvis fremmede ved en fejltagelse kigger ind på min blog og ser de navne – de må jo tro jeg er retarderet.. Eller fortæller om tegneseriefigurer..

Nå, men altså, vi skulle med toget.

Og så med metroen. Det plejer gerne at være dagens højdepunkt ved den slags udflugter – for slet ikke at tale om alle de rulletrapper der er, Firkløveret synes i hvert fald det er vældigt mondænt at tage metroen. Jeg synes der er varmt og beskidt, og bliver samtidigt lettere paranoid af at holde styr på alle mine unger.. men lad det nu være..

Alle var udstyret med en rygsæk og jeg luftede endda min pensionistjaguar i dagens anledning. Min fine rullevogn – for ellers var vi nok aldrig kommet hjem igen.

Grunden til alt dette postyr, var at finde i Den Danske Kirkes julebasar 2011.

Det er simpelthen årets højdepunkt som dansker i Paris – at komme derind og få købt ind i mængder der kunne minde om hamstring til en større generalstrejke – subsidiært hungersnød.

Til fuldstændigt ublu ågerpriser. Men hvad pokker – det går til kirken fortæller jeg mig selv.

Det er endnu aldrig nogensinde lykkedes mig, at finde en siddeplads mens jeg, i selskab med min familie, fortærer min julehotdog, tre købeæbleskiver og et glas forkølet gløgg – hvis bedste egenskab er at den er varm. Okay – ungerne skal altid have dansk Faxe Kondi!!

I år var ingen undtagelse – vi stod ved kanten af en bod og indtog dette udsøgte måltid, alt i mens vi spejdede rundt for at se om vi kendte nogen – eller det vil sige, det var nok mest mig der spejdede rundt.

Når man så har fortæret sin julehotdog, med den røde pølse – noget jeg aldrig ville sætte tænderne i hvis jeg var ved mine fulde fem – men stemningen ved årets julebasar er så forførende og julet, at al fornuft forsvinder – og det er skønt. Altså – når man har slikket de sidste krummer op fra servietten, er det tid at stå i kø til årets indkøb. Ihukommende stemningen og alt det der, sætter ens hjerne permanent ud.

Man betaler nemlig glad og gerne 60 Kr. for et glas syltede rødbeder, og det – uden så meget som at blinke.

Der kan købes alt hvad hjertet begærer til afholdelse af en dansk jul, samt indtil flere andre vigtige begivenheder. Alting er syltet ind i Dannebrog, hjerter og røde sløjfer.

Det eneste de ikke havde, var til min store fortrydelse, glanspapir. Men ellers kom jeg, nogenlunde helskindet og en hel del fattigere derfra, med:

3 frosne flæskestege, 2 dåser kødboller, 2 store glas sild, 1 stort glas rødbeder, 1 lille glas rødkål, 2 poser pebernødder, skildpadder, skolekridt, lakrids i lange baner, 3 pakker kransekage, stjernestrimler, udstansede hjerter, en engel, en hoppebold, et stykke rullepølse, 1 pose makroner, to DVD’er, en noget træt adventskrans, med bånd og lys til selvmontering, en julekalender, et stykke julepynt, samt en meget fin julestjerne, jeg var så heldig at vinde i tombolaen!

Og så fire pakker spunk som blev fortæret med det samme!

Så der var absolut brug for min rullevogn og alle rygsække! Vi lignede bedre posedamer M/K da vi med hotdogfulde maver, og en ret stor julestjerne i favnen, besteg metroen igen! Men det hele er fuldstændigt nødvendigt for at overleve en jul i Frankrig!

Og min rullevogn holdt mirakuløst. Jeg er vis på at der var ureglementeret overvægt på de hjul!

Men det allerbedste, var afgjort at gense Marianne, og Ulla som en ekstra præmie. Vi er jo ikke blevet en dag ældre – hvorimod vores børn er vokset helt abnormt. Mystisk!

Selvom det hele kan fås i Danmark og at jul i det hele taget er lidt nemmere at organisere, så er den årlige julebasar i Paris noget jeg virkeligt har savnet, de år vi har boet i Danmark.

Der er en helt særlig stemning hos danskere der er ude i den store verden. Et specielt fællesskab som jeg – hvis jeg skal være ærlig – har savnet i de år hjemme på øen.

Det er lidt som at være teenager, man er ”både og” og ”hverken enten eller” – og svært at forklare hvordan det kan være hyggeligt at være mast sammen med flere hundrede andre mennesker på et forholdsvis begrænset areal, lidt i stil med en påskelørdag i Bilka, hvad larm og mylder angår.

Men det er det.

- Hyggeligt altså!

Adventsslik #1

Det er advent og dermed er søndagskagen sendt på ferie – og “Adventsslik” tager over nu og i december!

Pakken i en af de fire sokker i morges, var et lille “lav-selv-chokolader” sæt, med forme og opskrifter.

Det måtte naturligvis straks afprøves og mens æbleskiverne blev stegt kunne vi nyde årets første adventsslik!

Skal i hvert fald prøves igen! De smagte skønt!

Rigtig god første søndag i advent!

Kapitel 1 – Det nye liv

Der var engang en pige på 13 år som havde mistet sin familie under en ildebrand da hun var 10 år. Pigen hed Angela og havde langt hår og grønne øjne, og var vidunderlig smuk. Hun boede på et børnehjem efter familien døde. Det var ikke rart på børnehjemmet så Angela ender med at stikke af.

Dagen efter Angela er stukket af fra børnehjemmet, er hun på vej ned i byen og hun er ved at dø af sult. Så ser hun at bageren er ved at stille nyt brød, nye kager og en masse dejlig mad frem. Hun kan ikke modstå og kommer til at stjæle to store brød med rosiner i, men en ung dreng på hendes alder, ser hende tage brødene.

I stedet for at råbe af hende og rive brødene ud af hænderne på hende, ser han på hende og hvisker, ”er du Angela”, Angela ser usikkert på ham og svarer så ”Ja jeg er, men hvem er du”..

Den unge dreng smiler og siger så ” følg med mig, så siger jeg det når vi er kommet ind i varmen ” og rækker hånden ud til hende, Angela ser på hånden og er usikker på om hun skal tage den eller bare gå videre, men hun beslutter sig så for at gå med, for hvad nu hvis den dreng kunne blive hendes ven.

Så stopper drengen brat op og siger så rigtig trist: ”Hvor er din familie?” Angela kikker ned og siger så ”min familie er i paradiset, oppe i himmelen”.

Så begynder hun at græde og sætter sig på jorden, selvom der var en masse sne som gjorde hende helt våd.

Så sætter drengen sig ned ved siden af hende og ser hende lige ind i øjnende os siger så ”Din familie er død i en ildebrand ikk’? ”

Angela holder så op med at hulke og tænker at hun da ikke havde sagt noget om ilde branden, og så siger hun ”hvor ved du det fra?”

Drengen siger så ” Jeg hedder Nico, og jeg er din tvillingebror”.. Angela bliver helt forbavset og sidder bare der med store øjne og så kunne hun faktisk godt se at han havde de samme øjne som hende..

Så rejste Nico sig op, tog hendes hånd og sagde ”Det er juleaften i morgen, kom så skal du møde Minna, som tog sig af mig i al den tid hvor jeg har prøvet på at finde dig.”

Angela rejste sig og gik med uden at sige noget.

Da de så endelig kom ind i varmen, var der et kæmpe juletræ med en masse pynt på. Der var en vidunderlig duft af julekager i det varme køkken. Der stod en høj kvinde, som ikke var tynd, men hun var heller ikke tyk, med langt krøllet hår.

Kvinden havde lige taget et par småkager ud på en fin tallerken, som hun satte på et stort spisebord.

Kvinden satte sig på knæ og rakte begge arme ud, Nico løb hen til hende og sagde ”kom Angela”, Angela gik stille hen til damen. Damen sagde stille: ”Jeg hedder Minna og jeg var din mors bedste veninde..” Angela kikkede på hende og kunne bare ikke klare det og blev nødt til at græde.

Minna gav hende et kæmpeknus og Angela sagde ” jeg savner dem sådan ” Så begyndte Nico også at græde, og selv Minna fik tårer i øjnene.

Det fyldes som en evighed mens de sad der, men så sagde Minna: ”Nu skal jeg gøre et bad klar til jer, fordi I skal ikke røre ved mit bord med de beskidte fingre” og begyndte at grine.

Hun gik ind et stort badeværelse og kom tilbage og sagde så er der klar til første barn.

Da Angela sad og vaskede sig i badekarret ,fortalte Minna hende om julemanden. Minna sagde at han boede på Nordpolen og at han fløj forbi alle huse i hele verden og kravlede ned gennem skorstenen og lagde gaverne ned under træet.

Angela vidste at julemanden bare var en historie, men hun lod som om hun troede på ham. Da hun og Nico var blevet tørre og havde fået varmen, kom Minna med noget nattøj til dem.

Bagefter sagde Minna ”Følg med mig Angela, så skal du se”

Angela var lidt spændt på hvad Minna ville vise hende. Hun fulgte med og følte sig lidt dårligt tilpas fordi hun bare var kommet og selvom hun gerne ville begynde at bo i et rigtigt hus, var det lidt for meget. Minna stoppede lige foran en dør hvorpå der stod ”Angela & Nico”.

Minna smilte og sagde det her er dit værelse og vil altid være det. Hun åbnede døren og viste Angela værelset. Der var en seng, med tre bamsepuder på, et lille natbord og der var et kæmpe stort skab. Da Angela åbnede det, var der en masse kjoler: vinterkjoler, sommerkjoler og en masse andet tøj.

Angela blev så glad at hun var lige ved at græde igen. Der var en fantastisk julekjole som hun skule have på i morgen til juleaften. Nu blev hun alligevel helt glad for at hun have snuppet de der brød fordi hun var så sulten.

I det samme kom Nico løbende ind i værelset og sagde: ”Jeg er altså sulten” og så grinede de højlydt..

Den aften spiste de sig mætte i småkager og rosiner. De begyndte at pynte småkagerne med glasur og for første gang i 3 år fik Angela et rigtigt smil på læberne.

Nu var klokken mange og de skulle i seng. Nico blev ved med at snakke, men Angela blev ikke sur, hun var så glad at hun havde fundet sin bror.

Så sagde Nico at julemanden findes. Angela spurgte Nico om han da nogensinde selv havde set ham.

Det havde han ikke, men de blev enige om at hvis nu de kunne se ham – så var de vildt heldige! Og så faldt de i søvn.

Gæsteblogger..

Det hedder det vel, hvis nu der er en anden end Kong Mor som skriver på min blog?

Det bliver dog i familien. Prinsesse Lyserød er nemlig gået i julemode. Sidste år fik jeg en adventskalender af hende – en adventshistorie som jeg kunne læse hver søndag – og nu er hun gået i gang igen.

Kom hen til mig for lidt siden, efter hun havde været i bad, og sagde – nu skal jeg lige låne din computer igen.

Og jeg er jo lidt nysgerrig – men ikke mere end at jeg godt kan holde mig fra at læse historien på forhånd – eller lidt har jeg jo læst – da det var mig som skulle gøre den blogklar.

Jeg spurgte om jeg måtte lægge den ud på min blog, for at I andre også kunne få lov til at følge med.

Det måtte jeg godt.

Hun har mange talenter det pigebarn. Først og fremmest elsker hun jo at lave mad.. Nej, allermest elsker hun at spise mad. Da vi skulle have Mortensaaand, var der ikke så meget tilbage, og vi havde jo en gæst. Den helt nybagte far.

Børnene var blevet færdige, og fik lov til at gå fra bordet.

Prinsessen nægtede dog at tage sin tallerken ud, og ville først forlade spisebordet, såfremt jeg kunne forsikre hende at jeg, i fald det sidste stykke aaand ikke blev fortæret af vores gæst, ville kalde på hende så hun kunne spise det.

Eric var heldigvis ikke ret sulten, så Prinsessen kunne få det sidste stykke, druknet i sovs.

Hun ser fjernsyn som alle andre 12årige, men hun svælger i madprogrammer, kokkekonkurencer og sådan noget ”hjemme og spise hos hinanden” realityskrammel.

Selvom arbejdstiderne generer hende lidt, drømmer hun somme tider om at blive kok og få sin egen restaurant, andre gange vil hun være bager og konditor.

Når hun ikke lige drømmer om at blive model.

Men modeldrømmene har sine åbenlyse begrænsninger – som hun sagde til mig en aften: ”Det der med at man ikke må spise når man er model..” hun holdt en pause ”så vil jeg slet ikke være model. Jeg vil hellere være en tyk, glad politibetjent, end en sur og tynd model.”

Så et eller andet må vi altså have gjort rigtigt i hendes opdragelse.

Men hun har naturligvis også lidt tid endnu, før hun skal vælge hvilken vej hun skal.

Så længe hun bliver glad for det hun laver.

Og foreløbigt er hun altså gæsteblogger, her i morgen.

Mer’ mus..

En gang mus.. og altid mus – det er muligt det er sådan det er for andre – men jeg kan forsikre jer for at den mus ikke får lov til at få folkeregisteradresse på Æblebakken.

I forgårs da jeg stod op, det var stadig mørkt og jeg tumlede ned i køkkenet, og uden at tænde lys, fik sat vand på til te. Da jeg var blevet så vågen at jeg var klar til at se verden i øjnene, og kunne tænde lyset – så jeg en banan med hul i.. Midt på bordpladen.

En hul banan.

Selvom jeg stadig teknisk set sov, kunne jeg dog sagtens konkludere at nogen – og det var ikke mig – havde lavet det hulrum i min banan, der faktisk var destineret til at garnere min kongelige morgenmad.

Og de små sorte klatter rundt omkring, vidnede da også om et lille natligt musebesøg.

First Man skræppede straks op, og brokkede sig over Blondinen: ”ikke en lyd har hun sagt.. Hun arbejder ikke ordentligt.. Jeg holder op med at give hende morgenmad..”

Her vil jeg skynde mig at indskyde – før han får hidsige dyreværnsaktivister på nakken – at for det første får hun i forvejen slet ikke morgenmad, og for det andet så elsker First Man altså sin hund meget højt.

Nårh ja, lige undtagen når hun slikker ham inde i munden.. Ej det var altså FOR sjovt – I skulle simpelthen have været der. Men det kan jo være jeg kan få hende til at gentage successen – og så filme det imens..

Det må være ugens projekt!

Men altså, det var den mus vi kom fra.

Om aftenen kom First Man så hjem med en spritny musefælde. Det sagde han i hvert fald det var.

Jeg syntes nærmere det lignede en mellemting mellem min gamle antenne hjemme på øen og indmaden af min mormors brødrister..

I min verden er en musefælde – men det må I endelig ikke sige til Firkløveret at jeg har sagt – sådan en med fjeder og SLAM – så taler vi om en eks-mus.

Subsidiært et lille penalhus af træ med en vippe inden i. En vippe som kun vipper den ene vej.

Men denne.. indretning, skulle musen efter sigende kunne komme ind i – men ikke ud af – uden at dø på den maste måde.

Jeg tror snarere, at mus ikke engang kan komme ind i den. Generelt set.

Der er to muligheder:

Enten er det en lille Mensamus, eller også er det en retarderet mus, vi har æren af at have på kost. Eller nærmere på banan.. For om natten havde den da været en lille tur på køkkenbordet igen.

Og havde ikke nærmet sig indretningen. Ikke engang tæt på. Der var ellers både mariekiks og banan derinde. Sådan for at lokke lidt.

I går aftes dryssede First Man med lidt reven ost – udover hele indretningen. Der må jo være noget om det med mus og ost.

Men denne mus hoppede ikke på den, for i morges var der slet ikke mere ost – heller ikke inden i indretningen – men der var heller ingen mus – så jeg hælder altså mest til Mensamus.

Og i dag køber jeg en klapfælde!

SE MIG LIGE..

Gad vide hvorfor der er så stor forskel på hvordan man ser sig selv – og hvordan omgivelserne ser én?

Jeg har en måde at se mig selv på, men lur mig, om det er med samme vinkel andre ser mig?

Det kommer sikkert også an på hvem der ser. For selv om jeg er som jeg er – ville jeg da godt ses som en anelse mere.. værdig, klog, og morsom  især morsom.

Det er lidt sværere, i en halvparanoid semi bloganonymitet, at vise hvem man er, end hvis man nu mødes ude det virkelige liv.

Men der er sikkert også mange nuancer der går tabt alligevel, ude i det virkelige liv.

Folk tager sommetider grueligt fejl af mig – de tror jeg er sådan en sød og blid lille én, og så får de et alvorligt chok og bliver fuldstændigt desillusionerede første gang de hører mig råbe ”for helvede”, rigtigt højt.

Eller når de ser mig sidde og lave ballade og fnise som en 14årig, til et vældigt alvorligt og seriøst møde..

Så kan folk godt komme hen til mig bagefter og sige – uhh vi troede du var vildt snobbet – og så er du bare vildt mærkelig..

Eller det vil sige – det udtaler folk alligevel ikke – trods alt – men de tænker det så højt at jeg kan høre det, også selvom jeg står langt væk.

Dette faldt mig, ind da jeg med Prinsessen og Divaen gik en tur i byen. Der er mange hunde her i byen – vi har endda flere hundefrisørsaloner og tilmed hundetøjsbutikker..

Amar’!

Nå men, vi kan jo godt lide hunde, så vi kigger mest på hunde. Mere end på mennesker. Og kom vi til at snakke om at minde om sin hund.

Jeg holdt på at det ikke passede – for Blondinen har seriøst damp.. Eller havde, da hun var yngre.

Og så var det at begge mine elskede døtre kiggede på mig.. og sagde: ”mmmjooo, men det har du da også?”

Det er det jeg siger – utak er verdens løn. Og man bliver slet ikke set rigtigt.. Ikke engang af sin egen familie..

Nål i en.. høstak

Gid det var så vel.

Jeg står i den lidt aparte situation at jeg faktisk gerne ville have fingre i mit PMS humør. Lige nu.

Og nu er det naturligvis længe væk. Hvor er ens brugbare vris henne, når man virkeligt har brug for dem?

Jeg spørger bare.

For jeg har i den grad behov for at kunne råbe grundigt efter nogen. Er bare lidt træt.

Jeg har vist nævnt kort – for længe siden – at jeg roder med noget tandhalløj. Jeg vil ikke kede jer med lange jeremiader, eller ulækre detaljer om indersiden af min mund, men faktum er at jeg har været generet – for ikke at sige at jeg faktisk indimellem har haft pisseondt – på grund af en livsfarlig dame som kalder sig selv tandlæge.

Det er hun ingenlunde – derimod kunne hun få rollen som én af de kugleskøre tanter i ”Arsenik og gamle kniplinger.”

Grunden til at jeg savner evnen til at kunne oparbejde et formidabelt raseri – muligvis at gå til korporligheder – er at finde i dagens specialistbesøg i Paris.

Dengang Draculas bedstemor var færdig med mig, var jeg ganske klar over at jeg også var færdig med hende, hvorfor jeg ikke igen satte mine ben i helvedes forgård, men derimod i et elegant venteværelse hos en tandkirurg af højt renommé. I dag!

Jeg skal ikke trætte jer med tekniske forklaringer, ej heller har jeg tænkt mig at scanne de fine tegninger eller 6 – 6!! – røntgenbilleder af min tand som manden tog.

Jeg vil blot fortælle jer konklusionen.

Nogen..

Har simpelthen glemt et stykke nål i en af mine rodkanaler.

Eller tabt. Eller overset. Hvorom alting er – sidder der et stykke nål. Inde i min tandrod.

Godt så.

”Så fjern den – omgående”, var min lidet diplomatiske reaktion.

Men dette lader sig desværre ikke gøre – derfor skal jeg betale ½milliard euroer for at få ryddet op efter Arsenik-damen.

Nål-stykket kan ikke fjernes, men man kan – og de sarte kan springe denne sætning over så de undgår at få samme portion koldsved som jeg – man kan som sagt løfte tandkødet af, save rodenden over og rodbehandle ovenfra, så at sige. Og sætte tandkødet på igen.

Her troede den venlige specialist, at tiden var inde til at prøve sig med en lille vits, og sagde: ”Vi sætter naturligvis tandkødet fast igen – det får ikke lov til at sidde og blafre som et gardin..”

Jeg sværger – det sagde han. Jeg lo ikke af hans ynkelige forsøg på en vits. Gardin.. Han kan selv være et gardin..

I øvrigt var jeg på dette tidspunkt meget tæt på at besvime i affekt, så jeg nåede ikke at reagere som jeg ellers havde gjort.

Mit eneste ufravigelige krav var nemlig at denne torturseance kommer til at foregå i fuld narkose eller under påvirkning af meget stærke barbiturater. Ellers overlever jeg ikke.

En nål..

”Dette er Kong Mor – eller nej det er jo Stine, men I ved hvad jeg mener – nu fås hun også med nål.”

Bare tanken om at der er uvedkommende metal indeni mig.. Det er da lidt uhyggeligt.

Det er starten på Robocop.. Eller Robokong..

Det ene positive var at specialistmanden også er meget klog og opmærksom, så på under tre minutter fik jeg også at vide hvordan jeg kan få andre – læs Kvaksalveren – til at betale for oprydningen.

Det andet positive var at jeg fik en crème brûlé bagefter!

Men jeg er stadig med kronisk nål.. Indtil jeg dør. Eller flår tanden ud.

Min største skræk er bare, at jeg vil få samtlige alarmer i lufthavnen til at hyle, og at jeg dermed bliver grounded for tid og evighed.

Når vi savner #1

Savn kommer oftest i glimt.

Savn er vist i familie med lykke.

Nogle aftner trækker aftensmaden ud – det er ikke så tit, for nogen vil gerne se The Simpsons – og jeg er som sagt helst fri. Andre vil på facebook eller ose rundt på internet tøjbutikker. Og nogen skal skrive blogindlæg, og så er der dem som laver maveøvelser..

Men engang imellem, bliver man grebet af et emne og vi kan sidde og snakke længe alle 6. Noget af det som sommetider er oppe og vende, er hvad vi savner ved Danmark!

Tit har jeg bidt mærke i at det er de tilbagevendende begivenheder, faktisk også nogle begivenheder som jeg måtte insistere på at vi deltog i, dog ikke uden en vis mængde brok fra enkelte..

Morsomt er det så, at konstatere netop disse begivenheder som frembragte gnavne miner, slæbende fødder og højlydte suk, er noget alle savner. Okay indrømmet – nogle savner mere end andre. Nu skal jeg ikke glorificere mit afkom mere end højst nødvendigt.

Selvom Zorronaldo ikke ligefrem går rundt til daglig og savner den del af lokalsamfundet som involverer mennesker der er ældre end 21 år, så savner vi for eks. alle vores lille ”Open by night”.

Nu må man ikke fejlagtigt tro, at der er tale om et større arrangement, men have in mente at vores by tæller 535 sjæle. Altså er vores ”by night” også i tilsvarende størrelse. Efter devisen, småt men godt!

Hvis I vidste hvor hyggeligt det er at spise popcorn og høre levende jazz hos Ruth, at spise vafler som Lise ovre i banken laver, drikke Anne-Mette og Jespers hjemmelavede æblemost, så ville I også savne det!

Den aften der altså er by night.

 

En hund efter slik

Sådan en rolig søndag, efter en noget hektisk uge, for slet ikke at tale om lørdag, der om muligt var endnu mere optaget, er bare balsam for sjælen.

Vi lavede absolut intet.

En hyggelig brunch og ellers læsning, småsludren og bare være. At vejret så i tilgift er helt fantastisk, og vi mere eller mindre permanent har haft 16 grader de sidste to uger, gør heller ikke noget.

Dagens absolutte højdepunkt kom da First Man skulle strække ud og jeg besluttede mig for at hoppe på hans mave. Ganske blidt altså. Det var kun for at styrke hans mavemuskler og dermed for hans eget bedste.

Vi snakker slet ikke om at mit ballade gen var voldsomt understimuleret.

Sådanne sløve kedelige dage er bestemt sundt, men nogen gange må der bare ske noget.

Man skal helst være en hel del, for at kunne komme til at kilde First Man, så jeg fik ret hurtigt selskab af Divaen og Zorronaldo som også ville være med.

Sidst ankom Blondinen, der også gerne ville deltage i festlighederne.

På et tidspunkt i kampens hede, var First Mans ansigt ubeskyttet et kort øjeblik, og der så Blondinen sit snit til at komme med sit bidrag: hun gav ham et meget venligt slik midt på – eller skal vi sige “i” – hans halvåbne mund.

Desværre modtog han ikke denne kærlighedserklæring i samme ånd som den var givet og han gav sig til at sprutte og råbe meget højt. Vi var uheldigvis ikke i stand til at hjælpe ham, idet vi var ved at gå fuldstændigt omkuld af grin over hans råben.

Da Blondinen lige sendte et ekstra slik ud over hans øre, var målet fuldt.

Han rystede os alle af sig, som var vi Mariehøns og fór ud for at vaske sin mund med sæbe eller sådan noget, jeg ved det ikke med sikkerhed – vi var travlt optagede med at grine.

Voldsomt skuffet over at have afstedkommet denne reaktion hos sin elskede herre, gik hun yderst fornærmet hen i sin plads ved vinduet og faldt i søvn.

Søndagskagen #25

Faktisk var det en lørdagskage, så vi snyder lidt. Og hvis det skal være helt rigtigt så skulle det have været en fredagskage – men da jeg jo gik ombord i en chokoladefondue i fredags, var der ikke plads til andet.

I går insisterede Prinsesse Lyserød på at lave en fødselsdagslagkage til mig, og den blev super flot!

Så der bliver ingen livekage i dag, kun billedet af den fra i går! Det er også alt rigeligt – tror faktisk ikke jeg skal have noget at spise før på lørdag igen..

Danske lagkagebunde, hjemmelavet kagecreme, flødeskum, bananer, chokolade, makroner og en ganske anseelig mængde portvin.. Så ved I hvad I har med at gøre.

Så er det slut

Eller det vil sige, det var jo slut allerede i torsdags.

Nu har jeg med megen møje og besvær udvalgt, eller det vil sige, udtrukket en.. Og så var der lige to til. Som skal have nogle trøstepræmier.

For pokker. Jeg kunne bare ikke vælge. Så jeg bad Divaen om hjælp. Og det har faktisk taget det meste af dagen i dag..

Tak – tusind tak – fordi I gad lege med. Der var mange spændende grunde til at ville vinde, og nogle af dem var altså ret morsomme. Ja ikke alle sammen, men nogle var. Så tak for grin!

Der var også nogle som virkelig bare havde brug for lidt opmuntring, og vi endte med at sidde tilbage med 6 som vi trak lod imellem – OG så var det simpelthen Mille som vandt denne lodtrækning. Så Mille – send lige din adresse til kongmor@live.dk så du kan få en bette pakke fra Normandiet!

Men så var der jo Fr. Møller.. DET absolut hårdtslående argument kunne jeg simpelthen ikke stå for – jeg vinder nemlig heller aldrig noget – og det er altså synd, så derfor får Fr. Møller en lille trøst. Hvis altså jeg får hendes adresse.

Og så er der en, som fik ondt af de af mine indlæg der ikke blev valgt. Og sådan at tage hensyn til det jeg skriver, det var da sødt – derfor skal the Blogless Sister også have en lille trøsteting.

Men det kræver at jeg får adresser fra de damer – ellers vil det være en anelse svært at sende noget overhovedet.

Det er så hyggeligt at give gaver.

Jeg er også med i en nisseklub – ja jeg ved det – det nærmer sig et julet indlæg, og hører vel til herovre i stedet, men hvis vi nu går ud fra at nisser er der hele året, så burde det ikke gøre noget og ingen behøver at få det skidt.

Men altså, denne nisseklub har medlemmer fra hele verden, ej det er faktisk mest danskere, men mange af dem sidder ude i den vide verden. Man melder sig så til julegavebytning, og får en som man skal være nisse for, og så er der jo logisk nok en anden, som skal være nisse for én.

Og før en given dato skal man have sendt en pakke til en værdi af 20€. Det er noget så sjovt.

Et år fik jeg en kæmpe samling krydderier og specialiteter fra Prystina. Sejt ikk? En anden gang fik jeg vidunderlig julekop fra Starbucks. Det skal lige siges at det var længe før de kom til Europa. En vidunderlig halskæde fra USA, billedrammer fra Texas, Sæbe fra Schweiz og jeg kunne blive ved – det er nok lidt uinteressant for andre end indviede, så jeg vil lade være med at blive ved – jeg blev bare lige revet med af stemningen.

Men det jeg ville sige var, det er så hyggeligt at lave disse pakker til mennesker som man ikke altid kender. Så jeg har også gået og nydt at lave en pakke som nu skal sendes til Mille!

Posten kom..

Og så var det lige lidt fødselsdag igen – for der var pakker med fra min bedste ven med te og lakrids – så kan man smile i flere timer!!

Jeg savner SÅ meget at sidde og drikke te og snakke med ham om alt muligt. Det når man ikke, når man kun er på lynvisit i Danmark. Men jeg må desværre  drikke teen selv, indtil vi kommer tilbage til øen igen.

Har smagt den ene – den med earl grey og alt det andet i – den var rigtig god!

Og så kom der et flot fødselsdagskort fra Marie – tusind mange tak Marie!

Så er det altså en masse værd at blogge!

Fødselsdag i clipart

Det startede med.. Eller faktisk starter alle vores fødselsdage med at fødselaren ligger i sin seng og sover rævesøvn. Så kommer alle de andre med lys og flag og hele balladen, synger fødselsdagssang og først da må man stå op og gå ned til morgenbordet med gaver og slik.

I dag var ingen undtagelse, jeg sov min rævesøvn og ventede artigt på min fødselsdagssang, bortset fra at First Man havde grebet et flag som kan spille. Det var et fodboldtosseflag jeg købte i et anfald af akut patriotisme, lige før vi skiftede ømulden ud med Æblebakken.

Der er det særlige ved dette flag at det, i stedet for en fødselsdagssang, spiller ”Der er et yndigt land.”

…

Så det var til tonerne af vores yndige nationalsang jeg blev vækket i morges.

Efter jeg gav mig til at grine, og ingen sang helhjertet med, men derimod stirrede noget mystificerede på deres far, spurgte First Man forbavset hvorfor ingen sang, hvortil Divaen meddelte at dette måske var en lidt forkert sang til lejligheden.

Havde det så i det mindste været kongesangen, kunne jeg endda forstå det.. Men der blev sunget fødselsdagssang til sidst, og op kom jeg.

Burde nok have rejst mig allerede da de første kemiske toner af nationalsangen gjaldede skrattende i mine sagesløse ører, men jeg tillod mig altså at blive liggende til de havde fundet kammertonen.

Så kom turen til gaver – og hold da lige helt op, der var mange!

Jeg blev voldsomt forkælet af børn, mand, familie og venner! Som jeg sagde – hvis ikke det var fordi man blev ældre hver gang – ville jeg nu gerne have sådan en dag lidt oftere end bare en gang om året.

Og til folk som ikke synes de bliver nok fejret på deres fødselsdag, har jeg et rigtigt godt råd. De skal gøre følgende tre ting: skynde sig at få fire børn, have en blog og være på Facebook.

Man bliver aldrig overset på sin fødselsdag når man har en facebook profil. Nogle siger det er overfladisk – men jeg synes det er vildt fedt. Skønt at læse alle de hyggelige små blink fra nær og fjern, for slet ikke at tale om alle de søde lykønskninger jeg fik her..

Skal vi ikke bare sige at vi gør det igen i næste måned?

Nå, det var et sidespring.

Jeg blev hentet af Fiona, og så gik turen til Caen hvor vi vandrede rundt i byen i strålende mildt solskin og 16 grader. Lidt shopping blev det vist også til, inden vi nåede Dolly’s bulede lænestole.

Jeg må lige sige, jeg har fået den flotteste gave af Fiona – tænk – hun har malet mig. Fundet et gammelt sort/hvid billede af mig, malet efter det i ren popart. Altså ret blæret at have et maleri af sig selv, vil jeg lige sige!

Timerne på Dolly’s gik med fish’n’chips, grin og snak og en del glas chai!

Jeg nåede hjem lige tidsnok til at hente børn i skolen, og blev forsinket af en masse som lige skulle ønske tillykke og snakke lidt, endelig nåede vi hjem og så var der dømt kakao. Vi hyggede og snakkede indtil vi skulle på ”creperie” (pandekagehus)

Jeg blev mæt allerede halvvejs inde i min hovedret.. Men dessert skulle jeg ligesom have, både fordi dessert ikke feder på ens fødselsdag, men også fordi min dessert var en gave – on the house. Så jeg sluttede lige af med en chokolade fondue. (og bøøøvs)

Kunne bagefter overhovedet ikke bevæge mig uden at stønne og fik derfor ikke trukket en vinder af min giveaway idag.

Sov som en sten – med skønne oplevelser i hele hovedet!