Navlepilleri

Årets sidste dag. Og ligesom 3000 andre bloggere vil jeg skrive om et år der gik. Eller noget der har med nytår at gøre. Vældigt uoriginalt men sandt.

Faktum er at tiden er inde til navlepilleri og selvransagelse. Hvad fik man gjort i året som lige er faret forbi, med en hastighed jeg ikke drømte om. Og hvad fik man ikke gjort.

Et par tal fra året der gik:

Toms skildpadder ædt på én gang: 4

Kilo lagt til oprindelig vægt: alt for mange

Fald på Kirstens gårdsplads: 1 (men det var så spektakulært at det faktisk burde tælle for to)

Præsidentvalg vundet: 1

Smadrede kopper: 2

Nye kopper til samling: 7

Juletræer udfoldet: 14

Juletræssælger bragt tæt på sammenbruddets rand: 2 (i samme butik)

Besøg på skadestuer med afkom: 2

Men nu er det nytårsaftensdag, og vi skal have det lidt hyggeligt med nogle gode venner. Min sure svigerfar skulle også have været med, men det gad han ikke lige. Det er også bare ligemeget – vi hygger bare med fire gode venner i stedet – OG en lille baby, som kommer til at tilbringe en stor del af aftenen i min favn!

Menuen til i aften er fastlagt i fælleskab:

Dadler med bacon stegt i ovn

Foie Gras med figenkompot

Røget laks med dildsauce

Marineret og grillstegt Vildsvinesteg

Hasselbachkartofler

Waldorfsalat på min måde

Grønne bønner stegt i smør og drysset med mandelsplitter

Brun sauce

Frossen citronmousse på crumblebund

Chokolademoussekage med whiskybunde

Og til champagnen er der de tre pakker kransekage jeg fik tiltusket mig ved julemarkedet i den danske kirke.

Til slut vil jeg lige takke alle mine dejlige læsere – både dem jeg kender og dem jeg ikke kender! Det har været en fornøjelse at have jer som læsere – I er grunden til at jeg fortsætter med at skrive!

Jeg vil ønske jer alle et rigtigt godt nytår og husk sikkerhedsbrillerne! Og nyd at I kan se dette her!!

Vi ses til næste år!

Skal selv

Jeg ved godt, det mere er ”kan selv – vil selv” men da Divaen blev født, var det udelukkende ”skal selv” der var fremherskende, i vores lille franske lejlighed.

Der findes nemlig slet ikke mødregrupper, sundhedsplejersker eller andet djævelskab i Frankrig. Altså ikke i min verden – har man boet andre steder eller i andre byer, eller født på offentlige hospitaler – er det muligt det er anderledes.

Men altså, i min by var den slags – mødregrupper og lignende sekter – aldeles bandlyst, og gudskelov for det.

For det første har firkløveret set dagens lys på et slot. Ret blæret ikk’? Et slot – intet mindre – som huser en privatklinik. Mrs. Simpson og Edward har boet på netop det slot, efter de forlod England.

Det er i hvert fald et meget flot slot – og ret sejt at komme til verden på et slot i Versailles. Hvis man siger det hurtigt, tror folk endda at det er slottet i Versailles, hvilket det jo trods alt ikke er.

Der er heller i øvrigt ikke indlagt varme på slottet, og jeg vil have mig betakket for at føde til offentligt skue, som de havde for vane, dengang der altså blev født børn der.

Men tilbage til mit slot. Der var lyserødt sengetøj på barselsgangen. Dette var for at give de nybagte mødre en bedre teint.. Så vi ikke lignede æblegrød fra i forgårs. Ret betænksomt synes jeg nok. Og meget fransk!

Man blev heller ikke sparket ud efter et par timer. Fem dage hvis man var førstegangsfødende og fire dage hvis det var nummer mer’. Det eneste kriterium var at babyen skulle have taget på i vægt. Og mor måtte ikke have feber.

Så kom man hjem til sig selv og var der. Og man gik ikke i sort hjernelammende panik fordi ens mand tog på arbejde dagen efter. Eller fordi han ikke tog de 14dages barsel som han har ret til ifølge fransk lov.

Undskyld, det var lige et undrende opstød. Ikke surt overhovedet – kun undrende. For så svært er det altså ikke, at tage sig af en nyfødt.. Heller ikke hvis man har andre børn. Okay – indrømmet livet er lidt nemmere, når man har aupair ved nummer fire, og den ældste kun er seks år.

Det virker nærmest som om man bliver opdraget til at skulle synes, det er voldsomt svært at blive mor. Måske fordi der er så meget man skal leve op til, i forhold til de der mødregrupper og sundhedsplejersker.

Jeg skulle selv.

Og det var nu helt rart ikke at blive afbrudt hver gang man tog initiativ til noget omhandlende sit barn. Jeg har kunnet læse – og lytte – mig til horrible historier mine danske medsøstre kunne berette om.

Der var ikke nogen til at fortælle mig at babyer skulle have de der grimme huer på, eller at de ikke måtte få færdiglavet grød, fem måneder gamle. Om de skulle ammes eller ikke. Det måtte jeg helt selv bestemme. Og det gjorde jeg så.

Der var ingen risiko for at jeg blev tvangsindlagt til en mødregruppe, hvor jeg kunne sidde og føle mig utilstrækkelig, og ende med at blive usikker på alt hvad jeg faktisk allerede havde taget stilling til. Ingen strenge damer som kunne tvinge mig til at amme videre selvom jeg ikke havde lyst..

I ved nok.. overdrivelse fremmer forståelsen!

Havde jeg problemer, kunne jeg gøre ét af følgende: læse i en bog om børn, men de passer aldrig rigtigt helt, vel – og i hvert fald aldrig på ens egne børn? Så kunne jeg snakke med en veninde, eller ringe til børnelæge hvis jeg troede det var alvorligt, velvidende at franske børnelæger arbejder til kl. 19-20 om aftenen og hele lørdag formiddag. Naturligvis.

Men jeg lærte faktisk at lytte mest til mig selv.

Hvorom alting er, det gik fint og forbavsende smertefrit med at få børn alligevel – mødregrupper til trods!

Nu vi snakker om store drenge

Zorronaldo som har været ganske U T Å L E L I G on/off, i hvad der nærmest føles som rigtigt mange år, men som faktisk kun er lige lidt over et år. Han bliver snart 15 og selvom han stadig kan få mig – og First Man – helt op i det røde felt flere gange om ugen, så har han oftere lange perioder hvor han er helt menneskelig.

Som for eksempel når han kommer og lige skal have et knus, snakke lidt, eller holder fast i mig når jeg siger godnat – fordi han gerne vil kløes på ryggen, nusses på armen eller småsludre om alt muligt.

Så er han jo fantastisk – intet mindre.

Jeg er endda venner med ham på facebook.. (jeg holder vejret) men jeg skriver ikke noget, overhovedet, på hans væg, – for så ville han gå i gulvet af skam. Så jeg ser ikke ret meget af det han foretager sig derinde eller de kryptiske statusopdateringer han indimellem kommer med.

Men nogen gange popper de jo op, og i går aftes stod der “Jeg er en teenager. Jeg har et rodet værelse, jeg har fri sms, jeg er tit ” on line ” jeg går sent i seng, og jeg har ondt i hjertet.”

Og som mor må man jo reagere på sådan en udmelding. For mindst halvdelen var da løgn. Okay, han er teenager, ingen tvivl der. Han har fri sms og han er tit on-line.

Men han roder bare ikke på sit værelse, og har aldrig nogensinde gjort det. Han har alle dage hellere villet lege på Divaens værelse, for på den måde undgå at rydde op – den lille orm. Han går heller ikke sent i seng – for det må han ikke for sin onde mor – det er så mig!

Men så var der det med hjertet.

Han kom engang sammen med en pige hjemme på øen.. Og sendte et meget pænt kort til hende, med en rose på og så slog hun bare op med ham dagen efter. De gik vist i sjette klasse. Han blev så ked af det.

Han var overbevist om at fordi han havde briller, ville han aldrig få en kæreste og dermed aldrig blive gift. Dette afstedkom et sandt bombardement af mails fra mine veninder, som forsikrede ham at han nok skulle blive gift, briller eller ej.

Og idag er situationen en ganske anden. Han virker stærkt tiltrækkende på piger – alle piger.

Der har været indtil flere voldsomme diskussioner på skolen, om hvem der er mest ven med ham, og Prinsessen er godt træt af at alle ”Barbie’erne” som hun kalder dem, flokkes om hende, fordi de så tror der er en chance for at komme tættere på Zorronaldo.

Men skulle han have kærestesorger uden at jeg havde lagt mærke til det? Man er som regel ikke i tvivl når han er i dårligt humør. Og det var ikke mere end 11 minutter siden jeg havde klippet ham, efter hans anvisninger om sidste nye version af ”sejt hår”.

Jeg er ellers blevet ret skrap til det efterhånden – jeg kan endda klippe sådan nogle seje skaldede striber ind i håret, så Prinsessens klassekammerater kommer hen og spørger om jeg er frisør.. Det er jeg så ikke.. og har da heller ikke overhovedet nogen intentioner om at blive det. Men jeg klipper mine drenge. Ja jeg gør så.

Øvelsen er jo kommet med årene, for i starten var det nok ikke altid helt som han ville have det, ham Zorronaldo. Han har hadet mig intenst op til flere gange, når jeg ved en frygtelig fejltagelse, har fået klippet for meget af..

Men nu er jeg helt god til det, og han er da for det meste glad og kunne også godt lide sit hår denne gang.

Derfor undrede det mig såre, at læse at han havde hjertesorger, når jeg nu lige havde snakket med ham.

Jeg listede ind på badeværelset og spurgte forsigtigt, om han mente det der på facebook – og så kom der et vådt fjæs frem mellem væggen og badeforhænget med en lille våd krølle i panden.

Han sagde med et skævt, og meget charmerende grin: ”Njoo, altså ikke sådan rigtigt, men sådan ER det jo at være teenager, ikk? Og mor, uanset hvad jeg skriver, så er der en masse søde piger, som trykker synes godt om!”

Udsigt til knus

Jeg får mange knus for tiden. Sådan rigtig mange. I hvert fald flere end jeg plejer.

Folk, okay ikke vildt fremmede vel, men medlemmerne af mit firkløver indfinder sig oftere end ellers, for lige at få et knus.

Denne forhøjede kvota af knus, udspringer af en af mine julegaver.

En bamsetrøje, en ultrablød og bamset hættetrøje. Faktisk ligner den noget man laver babysparkedragter af.

OG jeg skulle naturligvis have lagt dette billede ind fra starten. Den hvide snebold er en af to ponpon’er som ligeledes bliver voldnusset! Her er det dog ikke Zorronaldo, men derimod Gårdmand Bjørn som lige får sig lidt krammeterapi!

.. Lægger lige mærke til at han kun er et hoved mindre end jeg.. Jammer..

Køn er den bestemt ikke – jeg ligner nok mest af alt noget udstoppet og ikke ret babyagtigt. Men vældig blød!

Det er derfor ikke engang for at opnå noget, at de vil putte lidt, okay putte er nu også et lidt stort ord, men helt specielt dejligt er det nu, at få en – til tider stadig– vranten teenager der bruger str. 45 i sko og som nu efterhånden er 8 cm højere end jeg, på skødet.

Det er en sjælden gave at have stille stunder med en dreng som snart bliver 15, og jeg nyder det intenst, den der sprække i alt det seje. En forsigtig åbning til hans sind. Faktisk kan man godt være heldig at liste et lille guldkorn ind i sprækken, og endda håbe på at det sidder fast.

Så jeg udnytter situationen og beholder min bamsebløde trøje på og nyder mine knus!

Firkanter på hjernen

Nu – da jeg jo ikke vandt noget som helst – og Alt for Damerne ikke gad have min tekst – så får I den da bare.. Because you’re worth it.. Altså – her er mit ynkelige looser bidrag til den der skrive konkurrence, jeg som sagt ikke vandt:

Det hele startede med, at jeg kom til at læse i nogle dameblade.

Der kunne jeg læse om fine mennesker, interviewet i diverse hvide interiører, fotograferet dekorativt stående ved siden af den gyngehest de havde lavet af 7 mælkekartoner og et par økologiske ølkapsler.

Den slags mennesker, har ligeledes malerier stående på gulvet. Jeg udleder deraf, at deres maleri har kostet så meget, at de åbenbart ikke har råd til en boremaskine. Jeg har nemlig også malerier i stuen, hjemmelavede og deraf næsten gratis, hvorfor jeg både har haft råd til at ramme dem ind og hænge dem op med dyre rawplugs.

Eller også er jeg bare slet ikke med på moden. Det skulle nu heller ikke undre mig.

Men altså, efter at have læst i de der blade og følt mig umoderne, ville jeg også gerne med på moden og lave noget kreativt jeg kunne blære mig lidt med – ligesom alle de andre mennesker i hvidt.

Jeg var dog helt klar over, at jeg aldrig ville kunne kreere en gyngehest, og da mine malerier allerede hænger på væggen, måtte jeg se mig om efter noget andet. Jeg bestemte mig så for at hækle et tæppe. Sådan en slags slumretæppe. Af oldemorfirkanter.

Jeg vil nok aldrig blive interviewet, og da slet ikke ved siden af min frembringelse; mit interiør er i øvrigt heller ikke hvidt, men så længe jeg har fornemmelsen af at være med på moden, er det fint nok.

Den følelse gik jeg nemlig fuldstændigt glip af, da det var blomstrede vattæpper, det handlede om.

At jeg ikke kunne hækle, var så en mindre detalje jeg regnede med at få styr på uden større besvær.

Jeg bevægede mig derfor ned i den lokale garnforretning. Det var yderst ubehageligt. Der var fyldt med damer – begge steder. Damer med ubleget hør og håret sat op i økologisk knold.

Da jeg lidt diskret prøvede at forklare jeg gerne ville lære at hækle, blev der fuldstændigt stille. Meget længe. Så længe, at jeg fik tics.

Jeg nøjedes derfor med at smile blegt og købe en hæklenål.

Det er altså også for dårligt at jeg ikke har lært at hækle. Jeg fik dog lært at væve i 2.klasse Og hvor tit har man lige brug for det? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Jeg FIK så, meget mod forventning, lært at hækle i sidste uge.. Og har nu hæklet noget som ligner hullede grydelapper.

Faktisk synes jeg at der er mange flere huller end hæklemasker. Men det skal måske bare se sådan ud.

Enten skal tæppet ligge firdobbelt eller også har jeg gjort noget helt forkert.

Næsten fem lapper er det blevet til.

Jeg har faktisk overhovedet ikke styr på det. Har bare kastet mig ud i det. En anelse hovedkulds. Jeg er nemlig ikke så god til kladder og prøver og den slags kedsommeligt noget. Jeg vil bare gerne med på moden.

Jeg er helt klar over, at der er meget lang vej til de 126 lapper, der skal til, for at det rent faktisk bliver til et slumretæppe.

For slet ikke at tale om at de skal syes sammen til sidst.

…

Alle sammen

…

Jeg kunne eventuelt stoppe ved måtte-stadiet, men det ville være noget af et nederlag, når man har planlagt at ende med noget man kan putte sig i.

Har i øvrigt slet ikke brug for en måtte. Og slet ikke en med huller i.

Måske skulle jeg hellere tage malerierne ned fra væggen, og se mig om efter et blomstret vattæppe.

Sidste år..

d. 24 december, så vores bil sådan her ud:

Da vi skulle holde jul i Frankrig, drømte vi ikke et øjeblik om at en jul, der så ud til at blive helt anderledes, uden noget af alt det vi plejede, kunne blive så fantastisk og hjertevarm!

Så da muligheden bød sig for et par måneder siden, ville alle 12 deltagere meget gerne gentage succesen!

Og ihukommende sidste år, er jeg fuldstændigt overbevist om at julen vil forløbe med samme succesrige program.

Derfor kan jeg forsikre jer for at i år så bilen ligesådan ud. Der kunne ikke klemmes en eneste lille bitte æbleskive ind nogen steder.

Der var gaver til familien vi skal besøge, gaver til hinanden og os selv, 12 gaver til pakkeleg og 1 lysgave. Så var der 2 stegte ænder i foliebakker, 147 æbleskiver – ligeledes i foliebakker, risengrød til ris a l’amande af 4 liter sødmælk, fløde og mandler, 1 kæmpeglas kirsebærsauce, 4 forskellige slags småkager, 3 slags konfekt, 2 store glas foie gras, 1 lille glas æble + ingefær gelé til selvsamme foie gras. Der var også festtøj med, og et sæt skiftetøj for alle eventualiteters skyld.

Sluttelig var der seks dyner, seks hovedpuder, luftmadrasser til tre, et par julefilm, Peters jul, fire børn, to voksne og naturligvis en hund. Så ja – der var læs på.

Og vi sad en anelse klemt, men dog i højt humør i 3 timer, indtil vi nåede vores bestemmelsessted.

Vi fik pakket ud, og samledes alle omkring et køkkenbord og drak gløgg og kakao i litervis og spiste æbleskiver. Og småkager.. Og krydderkage.

Da det arbejdende folk endelig fik fri, skålede vi i champagne og glædede os over at NU var det altså jul!

Vi var 12 personer ved bordet: 2 fuldblodsdanskere, 7 fransk/danskere, 2 franskmænd og 1 italiener!

Menuen bestod af flæskesteg, and, brunede kartofler, hvide kartofler, rødkål, agurkesalat, sauce, grønne bønner og brød –indtaget godt hjulpet på vej af lækre rødvine, cola, champomy og vand.

Efter hovedretten, blev juleevangeliet læst højt på dansk, nu da vi ikke lige havde en hyggelig landsbykirke ved hånden.

Så tændte vi det lille lys ved vores tallerken og fortalte hinanden hvad der bragte os mest glæde i det forgangne år.

Juletræet blev tændt, naturligvis med rigtige lys på!

Vi havde sangark så vi havde styr på tekster til julesangene og de stakkels franskmænd blev slæbt med rundt om træet mens vi sang vort hjemlands vemodige julesange Nogle af vores unger sang også lidt med – men jeg skulle hilse og sige at min veninde og jeg synger ganske udmærket – og højt!!
Til slut skulle vi rundt i hele huset, under forpustet afsyngelse af “Nu’ det jul igen” og landede højt grinende foran træet hvor vi sluttede af med en højtidelig “Dejlig er Jorden”.

OG SÅ var der ellers gaver.
Det der med gaverne, det gik der så en anelse ged i sidste år, kan I forestille jer 12 mennesker der har gaver til hinanden og fra nær og fjern?
Hvis vi havde gjort det en ad gangen, så var vi nok ikke kommet hjem endnu, men vi startede dog stille og roligt, med de bedste intentioner om at gøre det én ad gangen, men så accelererede det og lige pludselig havde alle gaver, og der var papir overalt og det var et herligt julerod!

Ikke desto mindre, var vi færdige omkring ved 01.30 og vi gik omkuld i bunker.

Det er de færreste mennesker som uden at blinke åbner deres hjem for 6 mennesker og en hund. Derfor sover vi hist og pist. I lag.

Julemorgen vågnede vi ved 10-10.30 tiden og mine børn satte sig på gulvet i stuen, i deres julenattøj og legede med deres julegaver. Idyllisk! Intet mindre.

Vores søde værter lavede den skønneste morgenmadsbuffet til os alle sammen. Der var melon i tern, græsk yoghurt, chokolademüsli, ristet brød, ost og marmelade, te, kaffe, kakao og juice – som et 5stjernet hotel!

Da vi var færdige, og havde fået tøj på, tog vi ind til byen – en helt fantastisk smuk gammel by, for at gå en tur og få bare en smule motion og frisk luft – og mere appetit.

Vel hjemme igen, gjorde vi klar til julefrokost, med laks, sild, kold flæskesteg, agurkesalat, snaps og øl i rigelige mængder.
Efter julefrokosten legede vi pakkeleg ad to omgange og grinede så vi tårerne trillede og vi fik ondt i maverne!

Så indfandt der sig en vis mathed over hele selskabet og vi voksne endte i sofaerne for at se nogle klistrede julefilm, alt imens vi spiste konfekt og småkager og drak te.

Vi var godt klar over at der på et tidspunkt ville komme nogle børn, eller syv, og kræve noget aftensmad, så ved 20.30 tiden lavede vi 4 liter suppe i løbet af no time, og til dessert fik vi endnu engang ris a l’amande!

Vi blev ved at snakke og hygge os og pludselig var kl. 23.30 og jeg smed mine børn i seng – for det havde været nogle lange dage.

Gårdmand Bjørn var lige ved at græde, da det gik op for ham at vi skulle hjem dagen efter. Han har et specielt forhold til min veninde, han har kendt hende hele sit liv, bliver vildt forkælet af hende og han elsker hende meget højt!

Vi voksne blev hængende lidt foran fjernsynet, men der gik ikke længe før vi også gik i seng, efter endnu en herlig juledag!

Næste morgen gentog morgenmadsbuffeten sig og da vi havde spist færdig, pakkede vi alle vores ting sammen og var klar til at køre hjem ved 13tiden.

Gårdmand Bjørn forlod dog ikke huset, uden at prøve at få lov til at flytte permanent ind. Dette modsatte hans mor sig dog.

En uforglemmelig og skøn jul, anderledes og alligevel så dansk som man ikke kan forestille sig!

Jeg håber at I alle har haft en vidunderlig jul!

Glædelig jul!

Hvor end I er, vil jeg ønske jer en rigtig

Glædelig Jul!

Dette billede er fra 2005 – ikke ti vilde heste ville kunne få dem til at posere i sådan et udstyr idag, bare for at deres mor kunne få årets julekort i kassen!

En julegave

Da jeg stadig ikke har fundet ud af at sætte en youtube video ind her – må I klikke over på min juleblog for at se min julegave til jer alle sammen!

For et par år siden, skulle jeg have julebillederne over på min computer og jeg kunne ikke for min død forstå hvorfor det tog så lang tid..

Da jeg gennemså billederne fandt jeg denne lille  jule-dogme-film lavet af Gårdmand Bjørn.. Og jeg grinte højt, med en lille tåre eller to af rørelse, i øjenkrogen.

Og så er det vel på sin plads at sige: Fra alle os (mig) til alle jer! En rigtig glædelig jul!

Og de manglende kommentarer på jeres blogs skyldes at jeg ikke er hjemme! Vi ses mandag aften!

Cybervenner i Blogland

Det er flere år siden siden jeg begyndte at meditere over fænomenet “Cybervenskaber”.

Måske startede det dengang jeg troede jeg kendte en eller flere aupair-piger, og ikke gjorde det alligevel. Fordi de viste sig at være en hel del anderledes end det de gav udtryk for i deres mails.

Men det kan faktisk også godt være at det startede dengang First Man – til min store ærgrelse – fik sin første mobil-telefon.

For, som jeg sagde, hvad i alverdens riger og lande skulle han bruge den til. Hvis han var hjemme havde han vores nr., og var han på arbejde kunne man kontakte ham der.

Jeg indså godt nok lidt efter lidt, det praktiske ved en sådan indretning, og endte endda selv med at få én. Og nu har jeg min elskede Blackberry som jeg ikke vil af med for noget i verden.

Men spørg mig ikke om mit mobilnummer, for jeg kan det ikke. Jo, jeg ved at det vist starter med 06, ligesom alle de andre mobiler i Frankrig.

Derimod forandrede den totalt First Mans og mine bilture.

Hvor vi førhen kunne sidde og pjatte, snakke om det der var vigtigt lige nu og her, eller bare være tavse sammen, så bliver alt næsten med det samme afbrudt af tonerne til noget Vivaldi, hvis det er kolleger der ringer, men hvis det er vennerne der lige skal høre hvor vi er henne, og hvordan det dog kan være at vi kan ånde uden dem, lyder derimod nogen hotte westernmelodier.

Og så kan jeg så sidde der, og høre på at First Man fortæller alle andre om hvordan han har det.

Altså, alt det han plejede at fortælle mig.

Man kan jo naturligvis godt sige, at jeg stadig er til stede, og også at jeg stadig bliver informeret om hans gøren og laden. Men det er ikke henvendt direkte til mig.

Derhjemme er det ikke stort bedre. Enten ringer vores fastnet, og er man optaget på den, kan man være sikker på at mobilen nok skal give lyd fra sig, på et eller andet tidspunkt. Eller omvendt.

Det begyndte endda, at blive nemmere at snakke sammen i telefonen, for First Man og jeg. De gange jeg alligevel havde ham i røret for at spørge om jeg skulle lave mad til ham også, kunne vi jo ligeså godt “komme hinanden ved” og blive ført up-to-date med det sidste nye, som vi alligevel aldrig havde tid til at snakke om når han var hjemme.

Fordi så er der børnene, måltiderne, dagligdagen, fjernsynet… og alle telefonerne.

Selvom jeg har prøvet at forklare ham vigtigheden af at slukke sin telefon engang imellem, subsidiært sætte den på lydløs, så bliver grænsen mellem arbejdstid og fritid lige så langsomt visket ud.

Derfor kan det sagtens hænde at han snakker om monteringen af det sidste kamera på fabrikken i Sydfrankrig , lørdag aften kl. 21:57 mens vi har gæster.

Og når nu han begyndte at bruge så meget tid i sin mobiltelefon, endte det med at jeg faktisk kedede mig en smule. Der var jo optaget hvis jeg ville ringe til
ham.

Men så var det at jeg fik en blog.

For lige pludselig var der jo nogen (okay – det var godt nok nogen jeg ikke kendte – men det faktum var jeg villig til at se bort fra) men i hvert fald, nogen der læste hvad jeg havde på hjertet.

Eller med andre ord – et sted jeg kunne komme af med mine vældig gode synspunkter – uden at blive afbrudt og uden at blive modsagt.

Og hurtigt blev også blogland en del af min hverdag.

Jeg glemmer aldrig chokket over at se nogen af jer i levende live, ikke at I var specielle på nogen måde, men det undrede mig ligesom lidt, at der var rigtige
mennesker af kød og blod bag ved de flotte blognavne.

Det slog mig pludselig at aldrig har vi været nemmere at få fat i, aldrig har vi haft et større netværk, aldrig har der været så mange at snakke med døgnet
rundt, og aldrig har vi kommunikeret mere end i dag.

Og aldrig har vi været mere alene når vi gør det.

Alene foran en kold summende maskine mens man ser ind i en blinkende skærm i stedet for at par øjne, alene mens man holder en kold lille boks mod øret i stedet for at holde en levende hånd, eller hvile hovedet mod en levende skulder.

Jeg synes blogland er en ny og rig dimension af vores kolde elektroniske fagre verden. Det er jo fantastisk stort at kunne kommunikere verden over med lynets hast.

Jeg håber da ikke at jeg er anderledes her på skærmen, end i virkeligheden?

Jeg gør mit bedste for at være så naturlig og ærlig, og helt igennem mig selv, på min blog, som jeg er til daglig sammen med mine unger på vej til skole, eller over en kop te med en veninde.

Madpakker

Af de positive ting jeg bare ikke skal i år, eller skulle sidste år, er blandt andet madpakker.

Jeg smører slet ikke madpakker mere – og det har jeg ikke gjort i 16 måneder!!

Okay, jeg har heller ikke smurt dem alle sammen selv i de senere år – firkløveret hjælper skam til – men jeg skal alligevel være der og tage stilling til en hel masse, som angår blandt andet pålæg, for slet ikke at tale om indkøb, og til sidst udførelsen af 4 daglige madpakker.

Så man kan sige, at jeg er sluppet for planlægning og udførelse af omkring 1160 madpakker. Sådan nogle oplysninger kan næsten få mig til nedlægge veto mod at flytte og forlange at blive, i dette madpakkefrie land.

De eneste tidspunkter jeg skal lave madpakker på, er når de skal på tur, iklædt feststemning og hygge. Så gider man til gengæld godt gøre noget ekstra ud af madpakken.

Men de der flade leverpostejmadder der bliver lunkne og grålige inden de er nået så langt som til spisefrikvarteret, det er ulækkert.

Det vil sige, at for at minimere madspild og undgå at madpakkens indhold lander i skraldespande rundt om på skolen eller i omkringliggende landsbyer, må man gerne være lidt innovativ og nytænkende.

Det er denne nytænken som er udmattende..

Naturligvis kunne jeg jo bare gøre som Amalies mor og fylde madkassen med krydderboller påført nutella, hver evige eneste dag. Det er bare sådan at firkløveret, selvom nogle af dem godt kan lide nutella, gerne vil have ordentlig mad som holder dem mætte lidt længere end 11 minutter og ikke giver dem sukkerchok som forhindrer dem i at tænke klart i timen.

Og ordentlig mad indebærer ofte noget hjemmebagt, og aftensmadrester.

Hvilket igen betyder at man skal have lavet nok frikadeller og må tilbringe aftenen som politibetjent, så ikke der går store mus i køleskabet, for uforvarende at fortære morgendagens madpakkeindhold.

Nej, madpakker er udmattende.

Og jeg vil inderligt savne den franske skolekantine med fire retter (forret, hovedret, ost + dessert) til den formidable pris af 35 kr, når jeg igen står med mine fire daglige madpakker.

Hvorfor vente

Nå.. Det her, som jeg går og venter på.

Egentligt er det lidt underligt. Man ville få besked i uge 51, men kun hvis man havde vundet.

De sølle tabere er åbenbart ikke værd at ofre en lille standardmail på: ”Tak for din deltagelse i konkurrencen, vi har valgt nogle vindere – det var så bare ikke dig-agtigt.”

Ja, faktisk så ved jeg slet ikke om mit bidrag overhovedet er modtaget – tænk nu hvis det ikke er, og jeg har ventet forgæves i seks uger?

Besked i uge 51.

Det er så åbenbart op til folk selv at afgøre hvornår uge 51 slutter.

Det gør den teoretisk, og ifølge kalenderen, d. 25. december – om aftenen. Men jeg går ikke ud fra at ret mange er på arbejde juledag, ej heller juleaftensdag, så jeg vil tro at datoen kan fastsættes til d. 23. december og så igen – måske endda i morgen aften, hvis man nu har fået juleferie, for at tage hjem og hygge med sin familie.

Men sæt nu vinderne fik besked allerede i mandags? Og jeg stadig går her og venter?

På resultatet af en konkurrence.

En skrivekonkurrence – hvor nogen skal synes at min tekst er god nok til, at være blandt de fire bedste.

Og ja, jeg ved godt at Danmark er lille, men hvis nu bare ½ % af befolkningen har sendt en tekst ind, så er jeg jo ikke ligefrem helt alene. Jeg ved også at mange andre skriver bedre end jeg.

Jeg ville godt bare vinde.

Jeg tror i øvrigt ikke der er nogen, som er i tvivl om, at jeg er en ufattelig dårlig taber – og at jeg derfor havde besluttet mig for at jeg ikke skulle deltage i mere af den slags. Måske er min kvote opbrugt, med de fine spil jeg vandt ovre hos min heltinde?

Men så sendte søde Anne jo det der link. Og det ene ord tog det andet.. Og et bidrag til konkurrencen blev sendt ind.

Og nu venter jeg..

Jeg har ikke noget imod at andre vinder. Det skal jo ikke tages personligt. Det er jo kun fordi jeg gerne ville vinde. Det vil de andre naturligvis også gerne det ved jeg godt – men jeg er ærligt talt lidt ligeglad med de andre.

Man kunne nemlig vinde nogle bøger. Danske bøger. Og ÆREN. Og så en stor præmie som jeg også er lidt ligeglad med. Men bøgerne..

Dem gad jeg godt vinde. Og den der ÆRE.

Nå, men måske vinder jeg slet ikke og er ikke engang kommet på tale, fordi jeg kom til at gøre lidt grin med dem som havde udskrevet konkurrencen, og det var måske ikke så godt.

Jeg prøver også at lade være med at tjekke min mailboks hvert femte minut, for det er ligesom lidt ynkeligt. Nu prøver jeg at se om jeg kan vente helt til i morgen.

Men jeg prøver også at overbevise mig selv om, at uanset hvad, så har jeg mine søde læsere her, og at jeres kommentarer også er mere værd end de par bøger og så den der ÆRE..

Hvad skal man i øvrigt også med ÆRE.. Andet end at blære sig. Det havde ellers have været fint at kunne blære sig lidt. Så vidt jeg husker, skete det sidst i forbindelse med en tilplantningsaktivitet ovre på skolen!

Om ikke andet, har jeg da et blogindlæg mindre at skulle finde på til juleferien.

Jeg glæder mig

Og fortsættelsen lige her, er ikke ”i denne tid” . Nej, det jeg mener er, at jeg glæder mig faktisk til jeg en dag kommer hjem til øen igen. På nogle punkter i hvert fald.

Jeg savner en masse små ting som er rare – og som de fleste måske ikke tænker over i det daglige. Især ikke når det er en selvfølge.

Der er naturligvis også en masse ting jeg kommer til at savne her, da det ingen hemmelighed skal være at jeg helst beholdt residensen her. Ikke nødvendigvis på Æblebakken, men bare i Frankrig.

Men man har børn og mødre og andet godtfolk, for slet ikke at tale om uddannelser, huse og cykelstier, så foreløbigt er det nok den vej, det kommer til at gå.

Og så er det jo med at fokusere på det positive.

Det kan virke ynkeligt på nogle, men de små glæder skal man endelig ikke foragte, thi de er vældigt vigtige i dagligdagen.

Jeg glæder mig for eks. til at kunne drikke en lille slurk vand fra vandhanen, når jeg har børstet tænder. Vandet smager lidt meget af klor, og selvom man sagtens kan drikke det – hvilket jeg såmænd også gør på andre tidspunkter – så er smagen af klor lige efter tandpastaen, ganske afskyelig.

Jeg glæder mig også til at kunne tale med mænd, uden at de nødvendigvis tror at de bør tale til mig som om jeg var sinke. Den slags mænd er der ikke ret mange af i Frankrig, udover ham jeg er gift med naturligvis, og på siddende mås kan jeg kun komme på to andre, så derfor savner jeg jo omgangskredsens mænd intenst.

Men hvad jeg glæder mig allermest til, er at genfinde mit badeværelsesgulv. Som jeg vist har nævnt tidligere, er Eventyrhuset ikke det bedst isolerede hjem i verden. Ej heller er det det bedst opvarmede. Og slet ikke på badeværelset.

At gå med bare tæer på badeværelset i Eventyrhuset – hvilket man jo desværre er nødsaget til fra tid til anden, blandt andet ved ind og udstigning af sit bad, er forbundet med risiko for alvorlige forfrysninger.

Jeg glæder mig derfor uhæmmet til at kunne gå med bare tæer på mit badeværelsegulv hjemme på øen, uden at skulle udsættes for disse forfrysninger, for lige for tiden overvejer jeg seriøst at gå i bad med hjemmesko på!

Ô at vente.

Så har vi juleferie. Hvor skønt ikke at skulle tidligt op – skønt at kunne hygge, bage, gå tur eller også bare sidde i fire timer eller noget, og se Downton Abbey!

Nu det der Downton Abbey altså, her er vi afgjort ude i noget risiko for storaddiction.

Især for sådan en som mig, som ikke gider se andet fjernsyn end Barnaby, Hercule Poirot og så julekalender på dvd. (dvd – fordi så bestemmer jeg helt selv, hvad, hvor og hvornår)

Men altså, Downton Abbey er en slags moderne udgave af ”Upstairs Downstairs”, med nogle andre intriger. Spændende og lige præcis hvad jeg agter at bruge en god del af min juleferie på!

Udover at bage, læse, hygge og klippe julehjerter med alt det glanspapir min søde mor sendte til os!

Derudover har vi en masse andre gode planer for vores ferie, idet alt det praktiske er færdigt og klart. Alt det vi skal have med på den tre timers køretur er, om ikke pakket endnu, så i hvert fald planlagt.

Faktisk skal vi bare vente på juleaften. Og det er jo godt nok at vente på!

Og jeg venter også stadig.. på noget.. I et eller andet neglebidende omfang. Nu er det heldigvis sidste uge jeg skal vente – enten hører jeg noget i de kommende fem dage eller også hører jeg ikke noget og så skal jeg ikke plage jer med det mere.. Eller mig selv for den sags skyld.

Mens vi sådan venter, så vander vi et juletræ. Et magisk juletræ.

Vi har nemlig en masse morsomme småting hvoraf størstedelen er privat importeret fra USA – og jeg kan lige love jer at de har mange morsomme finurlige ting. Fuldstændigt unødvendige faktisk.

Men morsomme!

Og vi håber meget at dem som er derovre lige nu.. godt gad sende et mindre lager hjem af disse morsomme unødvendige ting, of all sorts! Om ikke andet så til næste jul! Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på at dette var et vink med en vognstang – ”a hint” som det hedder på Amerikansk!

Og når man ligefrem kan se på sit magiske juletræ at tiden går – så er det nemmere at vente!

Kapitel 4 – Juleaften

Angela og Nico sagde ja til at komme med ud og hjælpe nisserne med at pakke gaver, gøre rensdyr klar og den slags, fordi nisserne havde virkelig brug for deres hjælp. De var alt for sent på den.

Da Angela og Nico gik ud sammen med nisserne, kunne de høre lyden af gavepapir der knitrede. Det var gaverne der blev lagt op i julemandens sæk.

Nico, Angela og nisserne gik ind et kæmpe stort hus med en masse lys i, der var en masse lugte der kom ind deres næser, nemlig: varm kakao, pebernødder og andesteg og en masse andet.

Men så blev der kaldt efter hjælp forskellige steder fordi de havde brug for en hånd så de fik ikke tid til at smage på noget. Nico og Angela hjalp til, de fik pakket gaver ind, lagt dem op i den store sæk, og en masse ting, lige til de skulle have rensdyrene ud på stien foran den store kane.

Så gik alle nisserne ud og begyndte at klappe og grine og var rigtig glade.

Lidt efter blev der helt stille og alle kikkede hen mod en stor lysende dør, som blev åbnet og lige der stod Julemanden, med et stort smil og sagde ” Ho ho hooo”

Angela troede hun skulle besvime, hun stod bare og kikkede lige på ham. Julemanden.. Så han fandtes altså.

Han havde et stort smil på læberne og gik hen mod sin kane, men i stedet for at gå op på kanen, gik han lige ned mod Angela. Han havde et halsbånd til rensdyr – en krans med gyldne stjerner på.

Han sagde til Angela: ”Kan du se de her stjerner?”

Angela smilede og  nikkede og sagde: ”ja, men jeg troede bare ikke at du fandtes”

Julemanden sagde: ”Det passer ikke  at du ikke troede på mig. Du tror nemlig på mig, hvis du kan se de her stjerner. Det vil det sige at du tror på håb, mod, kærlighed og på at jul er Jesus’ fødselsdag.”

Angela nikkede og begyndte at grine og gav et stort knus til julemanden.

Efter det, kunne hun kun huske at Nico holdt hende i hånden og at hun vågnede næste morgen.

Da lå de i deres senge, som om at alt det de havde oplevet, bare var en drøm.

Det var bare ikke en drøm, fordi der lå to pakker for foden af deres seng, og der stod ”fra mor” udenpå.

Nico og Angela sprang op og hen til gaverne, flåede papiret op og i den ene pakke var der den største stjerne, som de nogensinde havde set.

Den skinnede helt gyldent og var vidunderlig smuk. Den fløj op på væggen og hang helt selv.

I den anden pakke var der to små babydragter. Nico og Angela vidste at dem havde de haft på lige da de blev født.

En gave fra fortiden og en gave til fremtiden.

De faldt på knæ og græd lidt, så tørrede de deres tårer af og gik hånd i hånd ind i stuen, hvor der var en masse andre gaver under juletræet.

Ved siden af gaverne stod Minna og smilede til dem. Minna gik glad hen til dem og gav dem et knus og ønskede dem en rigtig god jul.

Senere gik Angela op på loftet med en skål risengrød til nisserne og så at der lå en pakke. Det var en pakke til hende. Hun gik hen og åbnede den og der var den krans med stjernerne, som julemanden havde vist hende. Den krans som beviste at hun troede på håb, kærlighed og Jesus’ fødselsdag.

Hun smilte og gik hen til vinduet, åbnede det og skreg højt ” GLÆDELIG JUL” ud i den kolde nat og hun syntes næsten hun kunne høre nogen le..

Som gæsteblogger på min mors blog ønsker jeg jer alle sammen en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak fordi I ville læse min historie, vi ses måske til næste jul!

Kærlig hilsen

Prinsesse Lyserød

Risiko for sukkersyge

Nu vil jeg da lige – mens jeg har jeres velvilje – fortælle om gårsdagens bemærkning. Der er godt nok stor risiko for at I får galopperende sukkersyge idet det er en anelse rosenrødt, men skidt med det – det overlever I nok!

Det var Gårdmand Bjørn, som i går eftermiddags kom hen til mig og sagde at jeg skulle læse hans tanker.

Mit svar var naturligvis, at det kan man ikke.

Hvilket faktisk nok er meget heldigt.

Jeg mener – forestil jer den ballade der bliver hvis man spørger folk, som falder i søvn under politiske debatter, om de syntes det var kedeligt og de så siger: ”Naaaj naaaj, slet ikke” og man så kan læse deres tanker.. Det ville jo være noget værre noget.

Eller hvis man spurgte mig til min 30års fødselsdag om jeg kunne lide den plexiglas bonsai med barbielyserøde stofblade på.. Det ville nok heller ikke have været så godt hvis man havde kunnet læse mine tanker der..

Jeg kan på siddende mås, komme på en del andre ulemper i forbindelse med tankelæsning, men dem vil jeg forskåne jer for.

I hvert fald, så forklarede jeg min yngste håbefulde søn, at man ikke kunne læse folks tanker.

”Nå..” mumlede han og var stille lidt. Så smilede han og sagde ”Jeg kan da ellers læse dine”

”Aha” sagde jeg lidt mistroisk ”Og hvad tænker jeg så på nu, da?”

”Du elsker mig” kom det så..

Og det var altså ikke helt forkert, så jeg vil bede jer om at passe på – tankelæsning findes!