Nu er jeg vist syg – er jeg ikke?

Eller også bliver jeg det snart.. Synes allerede det gør lidt ondt, der bag højre balle.. Det sådan, stikker lidt.

..

Det er ulempen ved enten aldrig at være syg – og nu rammer nemesis mig og jeg får sikkert influenza i morgen – men altså jeg er aldrig syg, bortset fra de gange jeg altså er syg – hvor jeg så gør det rigtigt grundigt.

Det er nok også derfor, jeg altid bliver ligeså syg som en mand. Hver gang. Og jeg forlanger fuld ynk og luksus forplejning helt indtil det er slut + 1 feberfri dag!

Når nu man render rundt idelig og altid og bliver pustet i ansigtet af snottede og syge unger, hvis rådne forældre ikke kan finde ud af at holde deres afkom hjemme i stedet, så alle vi andre kunne undgå at blive smittet – vil altså bare godt sige at den slags forældre er ligeså stort et problem i Frankrig som i Danmark.

Og skulle der sidde nogle af den slags ”vi-putter-en-panodil-i-rumpen-på-JensOle-og-sender-ham-i-børnehave-alligevel-forældre” derude og læse med her, så håber jeg inderligt at jeres samvittighed er sort som kul og I skal bare lige vide, at i stedet for at ende oppe på penthouseetagen til sidst – så ender I med at sidde i et evigt vagtlæge-venteværelse for ultrasmitsomme sygdomme.

Men den slags skrækkelige mennesker læser naturligvis ikke min blog – jeg nævnte det blot til almindelig information..

Skulle et af mine børn være så uheldige at blive syge, så kan de naturligvis forvente at få pleje og kærlig omsorg..

Undtaget når de får en gastro. Dette udmærkede ord findes slet ikke på dansk. Det nærmeste jeg kan komme det er vist Roskildesyge eller Maveinfluenza.

Når nogen har det.. så kan de under ingen omstændigheder forvente ynk eller pleje af nogen art – fra mig.

Jow, lidt jo altså.. de ligger trods alt ikke alene og vansmægter, jeg kaster gerne en cola hen i sengen i sikker afstand til den syge, jeg kan også sommetider overtales til at sætte en tallerken med knækbrød og revne æbler indenfor døren, men jeg får faktisk akutte mavesmerter ved råbet: “Mooaaaaar jeg har tynd mave” – og kan allerede mærke kvalmen komme snigende, så såre den første afleverer en lidt våd bøvs.

For slet ikke at tale om når de ringer fra skolen og siger at der er kastet op.

Overvejede sidste gang at få sådan en maske. Og kunne jeg samle dem op med en tang og sætte dem i isolation gjorde jeg det. Men det må man vist ikke – ellers bliver man indberettet til kommunen.

Så må man ty til den vilde håndvask. Og WC desinficering. Jeg ender gerne med at få røde og revnede hænder efter en enkelt dag med håndvask hvert kvarter og klorspredning på matriklens vådrum.

Og de andre unger får galopperende stress af min hylen op, med ”håndrens” og ”ny kop HVER gang!”

Hysterisk ja.. men jeg skal nemlig sige jer.. jeg kan ikke lide at kaste op. Som i slet ikke.

Man kan faktisk godt sige at jeg har fået en slags overdosis..

Hvis vi nu siger at jeg har været gravid i 37-38 uger hver gang.. Så har jeg nok kastet op i hvert fald 800 dage. Det er langt over 2 år. Og i starten var det flere gange om dagen.. Og natten med..

Så jeg vil nok mene at jeg har ydet mit på den konto.

Derfor – ikke mere opkast til mig.

Hidtil har jeg kunnet løbe igennem bakterierne og undgå det værste. Men det stikker stadig bag højre balle. Hov, jeg sidder på en bog.. så er jeg nok ikke ved at blive syg alligevel.

Men man kan aldrig vide..

Pinlige og underlige børn

Når man selv er underlig og til tider voldsomt pinlig for sine omgivelser – så kan det vel ikke – eller rettere det burde ikke undre nogen – at ens børn så også kan være pinlige.

Det burde nok mindst af alt undre mig. Men det gør det så alligevel. Firkløveret kan være ubeskriveligt pinlige.

En af de værste oplevelser var nok dengang, vi var på vej hjem efter et ellers hyggeligt restaurantbesøg. Det ER et par år siden, han gør heldigvis ikke den slags i fuld offentlighed mere..

I hvert fald – vi kom gående – glade og mætte og på vej hjem.

Pludselig tog pokker ved Gårdmand Bjørn, han småløb tværs over en plads, zigzaggede imellem caféborde og mennesker, møvede sig halvvejs op over kanten på en blomsterkumme, knækkede halsen på en meget kommunal tulipan, viftede med den og råbte – unødigt og himmelhøjt: ”Den er til dig, Mor – fordi du er så sød!”

Så ALLE kunne se ham.. og mig..

En fantastisk dejlig kærlighedserklæring, men en anelse pinlig.

Har siden lært ham, at den slags skal gøres i nattens mulm og mørke.

Og naturligvis kun med egne tulipaner!

Søndagstest #2

Rillettes..

Det kan bedst forklares som værende kødsnuller som er tilovers når man har lavet noget andet af de reelle kødstykker.

De bliver så henkogt i fedtet, og brugt som en slags pålæg, selvom pålæg – på brød til frokost-agtigt, ikke lige er et koncept man bruger så meget i Frankrig.

Der bliver lavet rillettes af al slags kød. Men mest svinekød og andekød.

Da vi kom i tanke om at der jo var noget med en test – havde slagteren lukket. Så det blev køberillettes.

Det smager udemærket. Det er lidt ligesom at købe leverpostej i brugsen.

Vi købte tre forskellige – men nu da First Man er hjemme skulle han først lige overbevises af vigtigheden af at have hele tre slags.

En anderillette, en svinerillette og en vildsvinerillette med karl johansvampe.

De smagte ganske udemærket alle tre.

Men den almindelige svinerillette, som vi altid plejer at hive ned i indkøbsvognen, blev udkonkurreret af både anderillette og vildsvinerillette.

Den med vildsvin smagte superlækkert og vandt simpelthen testrunden med flere vildsvinelængder!

Det var nu også passende at vi her i Obelix land skulle vælge den med vildsvin.

Og det var så ugens absolut kedeligste blogindlæg – nu kan I trøste jer med at det kun kan blive bedre! Det er da betryggende!

Og nu vil jeg ud og have kage..

Fryser

Jeg har ladet mig fortælle at det er lidt koldere oppe nord på, end lige her. Jeg har endda set billeder og hørt fantastiske historier om hvordan folk frivilligt (?) rejser endnu højere op – til endnu koldere vejr.

Her har temperaturen bevæget sig ned under de 10 (plus) grader.. Meget længere ned. Så langt ned, at jeg nu ved hvordan det er at være en liter mælk..

Det er koldt. Jeg får frostskader på fingrene.

Fem grader er det udenfor – det er ligesom et køleskab.

Så koldt er det naturligvis ikke inden døre – men næsten altså. Det kommer da ned på 16 grader i køkkenet.

Og så kan jeg (næsten) se min egen ånde og vil op i min seng. Jeg kan jo ikke engang ramme tasterne så kolde er mine fingre. For slet ikke at tale om mine tæer.

Derfor vil jeg nu indtage mit ydmyge leje – med den elektriske varmemadras – og undlade at skrive et blogindlæg  – udover dette her altså.

Hvilket betyder at I pænt må vente på at vi tester diverse former for købe-rillettes engang efter frokost!

 

Det der chokolade, ikk?

Den der intention om at komme af med al chokoladen inden udgangen af januar.. Det lykkedes nogenlunde. Faktisk over al forventning!

De store pakker er væk. Jeg åd alle de stykker jeg selv kunne lide – delte med Firkløveret og smed resten ud.

Den mellemste pakke, fik jeg fejt givet væk, da vi en aften skulle ud og spise. Det var ufint – jeg ved det godt – men jeg ville jo aldrig nå at komme igennem al den chokolade alene.

De små pakker hældte jeg ned i First Mans chokoladeskuffe. Så kunne han slås med dem.

Og det var så det, end of story tænkte jeg glad.

Jeg ved godt at der ligger en pakke miniskildpadder fra Toms ude i Danmarkskassen.. Men jeg har ikke haft abstinenser før – så den overlever nok et par måneder endnu.

Og hvad sker der så?

Jo – jeg er forbløffende nok stadig præsident. Ovre på skolen I ved nok.

Og for at tjene nogle penge så findes der et utal af skoleforeningsfirmaer, som har et hav af ting man kan købe og sælge med fortjeneste. Før jul havde vi gang i nogle småkager og noget økologisk marmelade – fordi alle jo havde travlt med deres julechokolader – så vi ville være lidt anderledes.

Nu til påske, vil vi så sælge chokolade.. Meget fint.

Katalogerne som skal deles ud, kom i går. Kassereren Laurence og jeg åbnede kasserne og skulle lige kigge om der var noget interessant.

..

Det var der..

I form af en meget stor æske chokolade.

Vi burde have vidst det. Idet der i kasserne før jul, lå nogle meget lækre småkagesmagsprøver og marmelade-do.. Som vi nød godt af. Uden at dele med andre end os selv.

Nu stod vi der med en kæmpe æske chokolade.

Okay, vi kunne jo godt have foræret den til nogen. En anden en end os, i hvert fald.

Men det faldt os sjovt nok, slet ikke engang ind at andre kunne spise de der chokolader – som i øvrigt var ret lækre. Det måtte vi jo lige teste, før vi besluttede os for hvad vi skulle gøre med æsken.

Ej, der var altså en med kanel i.. Den smagte fuldstændigt himmelsk.

Og så var det jo for sent.. Det er virkeligt enormt uhøfligt, at forære en æske chokolade væk, som både er åben og som mangler et par stykker hist og her.

Så for ikke at lave århundredets faux pas, skyndte vi os at dele rovet og tage dem med hjem hver især!

Med det resultat, at jeg har haft afsindigt travlt med at æde chokolade, så jeg kan nå at blive færdig inden onsdag!

Den ondeste hotdog

I går kiggede jeg herover – skønne billeder som altid – og kunne læse om hvordan de to damer havde været i byen. Og på RizRaz. Og jeg blev mentalt sparket tilbage til en vinterferie for et par år eller tre tilbage, til den eneste gang jeg var på RizRaz.

Divaen og Zorronaldo var taget på skiferie i Norge, ganske uden os. First Man føjtede jorden rundt, som han jo er så god til, så der sad vi tilbage på øen, med udsigt til at kede os en anelse i en hel vinterferie.

Derfor fandt jeg en billigt hotel inde midt i Storstaden og så skulle vi ellers på storbyferie et par dage, Gårdmand Bjørn, Prinsesse Lyserød og Kongen herself. Mig altså..

Vi tog toget derover og det var vældig sjovt.

Vi blev installeret i et stort værelse og så startede vi med en strøgtur.

Og en hotdog..

Se, nu skulle jeg have fulgt min første indskydelse – for den pølsemand som står ca. midt på Strøget ved siden af et lyskryds..

- Han så ikke ud som om han havde vasket fingre den sidste uges tid. Ej heller så det ud som om han havde fået skiftet skjorten i samme tidsrum, idet jeg syntes at kunne udpege en hel del forskellige madrester.

Jeg slugte mine fordomme og forbarmede mig over mine to – og de fik hver en fransk hotdog.

Og kunne jeg, dagen efter have fået Mr. Klamme PølseBørge til at æde alle de dårlige pølser der lå og udviklede onde bakterier på hans lunkne pande, havde jeg gjort det.

..

For der gik ikke ret længe før de begge begyndte at føle sig dårlige. Først troede jeg det var vejret – hundekoldt. Men selv med ekstra sweatre på hjalp det ikke.

Vi endte på RizRaz og de skulle ikke have noget.. Jeg spiste med stor fryd lækker mad, jeg ikke selv havde lavet, men Gårdmanden og Prinsessen kunne ikke engang spise fire pommes frites.

Så var jeg jo godt klar over at noget var galt og vi formelig kravlede hjem til hotellet igen. Altså – de gjorde.

De skulle have et varmt bad før de fik nattøj på – og ja – jeg vil spare jer for detaljerne, men det endte med at jeg ringede til receptionen for at høre om de ikke lige havde en spand eller to jeg måtte låne til natten..

For deres gulvtæppers skyld..

Der kom nogle tomme 5-liters jordbærmarmeladebøtter.. Men midt i alle ulykkerne kunne vi så grine lidt af det.

Næste morgen sad vi ved morgenbuffeten, hvilket nok var det Prinsessen havde glædet sig allermest til, og de kunne ikke få en bid ned af alle de lækre sager. Ikke så meget som et sølle stykke brød.

Nøj, som hun jamrede over denne uretfærdighed. Hun jamrede faktisk så højt at nogen, som åbenbart bestemte noget, der i etablissementet, kom hen og gav mig sit kort, med besked om at jeg kunne komme tilbage en anden gang og få samme billige pris, for det var alt for synd at deres tur var blevet ødelagt.

Det kalder jeg service!

Under megen ynk og stille jamren kom vi trods alt helskindede hjem til vores ø, uden yderligere gener, med behov for spande og den slags. Havde også været lidt for morsomt i et IC4.

De blev dog hurtigt friske igen og vi tilbragte resten af ferien med at bage kage -

og  bygge sneborge.

Vi kom tilbage til samme gode hotel året efter og jeg skal love for at Prinsessen tog revanche ved buffeten – som hun havde drømt om i et helt år!

Men de skulle derimod ikke have en fransk hotdog, da vi gik forbi pølsevognen.

Moderne tider

Føler mig sommetider tit som statist i Chaplins klassiker. Helt bogstaveligt. Der er jo heller ikke så vanvittigt meget at sige.

Men mere fordi jeg bestemt ikke er med på noderne. Sådan hvad gadgets angår.

Første gang vi fik muligheden for at få gratis internet i tre måneder, ville jeg ikke have det. hvad skulle jeg med det – jeg kunne overhovedet ikke se pointen i det.

Det er jeg trods alt kommet mig over.

Så var det de der blogs. Det tog mig år før jeg overhovedet fattede hvad det handlede om. Jo jeg kunne da godt se at Tina, Irene og Lise moslede rundt i noget weblog.. Men hvad det var?

Jeg begyndte at læse blogs for et år siden.. Ej okay jeg læste Lises første blog længe før.. men jeg vidste bare ikke at det var en blog.

Nu er det så det der scrabble på iphone.

..

For det første har jeg ikke nogen iphone.

..

Men det har 98 % af den danske befolkning. Tror seriøst kun det er min kollega Margrethe og jeg, som ikke har én.

Okay, hun har så slet ikke nogen mobiltelefon. Det har jeg trods alt. En fin blackberry.

Jeg holder så meget af min blackberry, men den slags virker ikke i Danmark har jeg ladet mig fortælle, så mon ikke jeg også falder til patten og får mig en iphone..

Selvom der MÅ altså findes andre smartphones – jeg er nemlig ikke så god til iphone. Mine fingerspidser er alt for fede..

Men selvfølgelig.. hvis jeg bliver ved med to eller tre gange crosstræning à 1 times varighed om ugen, så kunne det jo være jeg tabte mig på fingrene..

Nå, tilbage til det der scrabble. Det lyder hyggeligt – selvom jeg ville blive helt enormt hysterisk hvis jeg ikke kunne få godkendt et ord, som jeg vidste, var rigtigt stavet. Det er ikke til mit temperament.

Kan I ikke bare finde den grønne æske frem igen? Så vil jeg nemlig gerne være med.

Ro

Så kom han hjem. Det var mere end almindeligt rart. Sover så dårligt når han ikke er der – og det er der flere der gør.

For første gang siden han tog afsted, sov Blondinen i sin kurv i stedet for at sove oppe på trappen mellem børneværelserne og mit soveværelse.

 

Zen

Nu er det slut med at sove elendigt for en tid.

For nogen skrev en lille besked på skype – helt ovre fra Indien – i går. Ja – First Man kommer hjem i aften! Så skal jeg sove godt og ikke vågne 50 gange og tænke på pirater.

Så er der også en til at trøste når jeg jamrer, jeg er nemlig blevet outcast og må ikke lege med de store mere. Jo det er ganske vist – jeg kom bare til at sige min mening et sted hvor det var ilde set. Og det var ikke engang en konkurrence. Men hvor er bare trist når man ikke kan være uenige, uden nødvendigvis at skulle være uvenner.

Det er da for eksempel ikke alt mine børn finder på, som jeg synes er lige okay. Men de bliver da ikke gjort arveløse for det.

Hvorom alting er – jeg er ikke stueren mere. Eller også er det bare fordi jeg er kedelig – det er jo også en mulighed, nu jeg tænker efter.. Jeg bander vist heller ikke nok!

Nå – mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Især på sådan en mandag som det var i går.

Jeg kom tilbage til min crosstræner. Uden konkurrence desværre. Men det gik nu alligevel. Til sidst kom to damer og besteg hver deres crosstræner. Og der var ikke gået mere end fem minutter, før den ene pegede på min skærm, og sagde: ”Det er godt nok flot med 47 minutters cardio” Og jeg blev bare så glad.

Smilte overskudsagtigt til de dejlige damer, før jeg væltede ud af døren for at hente mine børn for sent på skolen!

Kun for at finde en noget misfornøjet Prinsesse, som ikke ville sige hvad der var galt. Vel hjemme igen kunne Gårdmand Bjørn afsløre at han måske havde en  lille andel i hendes dårlige humør.

Hans klasse havde haft science, om ”kroppens funktioner + reproduktion”.

Og her havde Gårdmanden glad meddelt klassen, at hans søstre havde fået menstruation. Og derpå havde han indledt en samtale med blandt andre Emma, om diverse detaljer vedrørende deres storesøstres menstruation.

”Og HELE skolen ved det så bare nu” kom det vrissent fra en ophidset prinsesse.

Hvortil han svarede: ”Hvorfor er du så sur over det? Er det da ikke meget normalt at have menstruation når man er en pige?”

Hun tilgav ham og endte faktisk med at kunne se det morsomme i situationen.

Rigtig god tirsdag til jer! Min bliver top nice!

Mænd eller Mus?

Altså, vi er efterhånden ikke ret mange tilbage på matriklen.

Der er sket det, at Zorronaldo ligeledes har forladt Æblebakken for en stund. En lidt længere stund – idet han er taget på lejrskole til Italien.

Jeg fik lov til at bage cookies til turen, som han kunne dele med de andre.

Jeg har ovenikøbet fået én sms: ”vi er ankommet”. Det må være takken for de der cookies.

Meget ulig sidste år, måtte jeg endda også gerne lave hans madpakke og køre ham til mødestedet.

Det sidste har nok noget at gøre med det faktum, at afgangen var kl. 03.45 lørdag morgen, og han ikke lige orkede at vandre de 2 km. i mørket, med kuffert og rygsæk. Indrømmet, han havde heller ikke fået lov, selvom jeg meget gerne var blevet i min varme seng for at sove.

Jeg er jo ikke så god til det med at miste nattesøvn. Men jeg var helt venlig, og snerrede kun af ham en enkelt gang, da han troede han skulle bestemme hvilken vej jeg skulle køre.

Men jeg fik som sagt lov til at køre ham derhen..

Okay, jeg fik ikke lov til at stige ud af bilen. Han frygtede sikkert at synet af hans mor, uden make-up, iført briller, morgen nat-hår og fleece pyjamas, samt ikke at forglemme mine gummistøvler i kemisk lilla, ville kunne traumatisere de stakkels mennesker for tid og evighed.

Det er muligt at han havde ret, jeg insisterede ikke, for jeg frøs også en del på trods af numsevarmeren. Jeg fik dog allernådigst lov til at kysse ham på kinden igennem det åbne bilvindue. Det var også ret mørkt, så han risikerede ikke alverden, der på den anden side af vejen.

Jeg holdt så lidt, der på den anden side af vejen, og spekulerede på om det dog ikke var høfligst at stige ud og sige godmorgen grynte noget til de venlige mennesker som skulle køre hele den lange vej til lufthavnen, med de børn hvis forældre IKKE gad den slags.

Men jeg bestemte mig for at køre hjem og sove i stedet for, og så i øvrigt lade posen med de legendariske cookies være stand in for høfligheden.

Da Gårdmand Bjørn næste morgen kom ind for at meddele at han nu var vågen, satte han sig midt på min mave, og kaldte på Blondinen, som dermed fejlagtigt troede hun også skulle være del af denne morgenhygge.

Efter jeg havde fået gennet hunden ned, og sparket min yngste søn væk fra min mave (eller var det omvendt) hen på midten af sengen, sad han lidt og sagde så eftertænksomt: ”NU er jeg den eneste mand tilbage i huset.”

Jeg løftede et søvnigt øjenlåg og mumlede at han altså ikke var nogen mand, fordi han kun var 10 år.

Han lænede sig helt hen over min dyne og da jeg lukkede det andet øjenlåg op var hans næse få centimeter fra min. Han smilte meget sødt til mig og sagde venligt: ”Jeg er jo ikke nogen mus”.

Gad vide hvor han fik den fra? Jeg har ikke engang læst højt af den.

Mon han er Steinbecks reinkarnation eller noget?

Søndagstest #1

Vi skulle teste noget – fra starten var det jo alle de fantastiske franske kagekreationer som jeg ville have firkløveret til at smage, så de i det mindste vidste hvad man snakkede om når talen faldt på éclair au chocolat eller charlotte au fraises.

Men efter 18 måneder og mange mange forskellige kager har vi fundet vores yndlings og det sjoveste var egentlig at gå til ned til byen for at udvælge søndagens kage.

Så fra nu af og til vi rejser hjem igen bliver det mere generelt og hovedtemaet er Franske fristelser!

Det første vi skulle prøve var en foie gras.

Jeg må skynde mig at indskyde at det ikke er politisk korrekt og hvad har vi –  det må I lige finde jer i – komme tilbage i morgen eller boycotte mig permanent.

Vi skulle altså have foie gras.

Det var – set i bakspejlet – ikke ret smart, når de nu siden de blev født har fået den ægte vare fra Sydvestfrankrig. De faldt i gryden, ligesom Obelix. Det er en af fordelene ved at være halvt fransk.

Desværre har vi ikke flere på lager – det har jo lige været jul. Så vi vovede pelsen og købte denne her – First Man er jo ikke hjemme og kan derfor ikke falde besvimet om:

Det var trods alt en hel foie, ikke én med armagnac eller trøfler og andet grumt som æltes ind i leverresterne for at kamouflere den ikke så fine smag.

Forskellen mellem en “bloc de foie gras” og “”Foie gras entier” er cirka som mellem tre-stjernet salami og spegepølsen fra Slagteren i Vig. Intet andet end formen tilfælles.

Prinsessen rensede fedtet af den, og skar den i skiver. Allerede der, kunne det ses at der ikke var nok peber i. Men vi var trods alt positivt indstillede.

Foie gras’en blev serveret på knastørre tvebakkekiks. Og vi havde fundet disse tre lækkerier frem fra gemmerne:

Confit de Figues, Confit de vin blanc moelleux, Confit d’oignons.

(Syltet figen, syltet sød hvidvin, syltede løg)

Og.. ja det var altså lige før tilbehøret smagte bedre…

Det var da en udmærket foie gras – bevares. Det smagte bare ikke, som vi er vant til. Fedtet var slet ikke så gult og der manglede salt og peber.

Rent bortset fra at den ægte vare ikke har brug for tilbehør overhovedet! Vi havde ikke fornemmelsen af at have spist foie gras.

Prinsessens endelige dom faldt således: Il n’a pas le goût. (Den har ikke smagen)

Men hvis alternativet er bloc de foie gras.. så går den bestemt an!

Gourmetweekend – lørdag

I går aftes fik vi faktisk ikke andet at spise end hors d’oeuvres og dessert.

Fordi da vi havde ædt os igennem alle de lækre sager, blinier og alle de chips ting vi ikke kan få i Danmark, alt imens vi spillede ludo, kunne vi ikke få andet end dessert ned.

En desserttallerken som bestod af chocolate chip cookies, vanille is og lindt chokoladekugler.

Udenfor var det mørkt og dystert så vi hyggede os bare med spil og film. Vi så “Manden uden ansigt” Med og af Mel Gibson – og den var lidt kedelig for dem på 10, men rørende og tænksom for os andre.

Og så fik vi jo testet noget her i dag, der kommer mere om det, lige om lidt!

Aldeles uinteressant opdatering

Var til skolehjem samtale på Divaens gymnasium i går aftes.

Det i sig selv, er noget af en udfordring. En stor sal hvori alle lærerne sidder, og så stiller man (man = 180 elever og deres forældre) sig i kø ved den lærer, man ønsker at snakke med.

I går aftes tog seancen 2 timer og 15 minutter. En mærkbar forbedring i forhold til første gang hvor vi nærmede os de fire timer. Vi skulle også kun snakke med tre lærere.. Man lærer den ædle disciplin at kunne vente!

Vi startede med at stå i kø for en økonomi/jura lærer. Divaen har svært ved at huske alle de forskellige definitioner på fransk og synes det er svært.

I stedet for at komme med en løsning, begyndte den noget selvsmagende mand at forklare hende hvordan man regnede elastisk effektivitet ud.

Eller sådan noget.

Da han begyndte at sige at effektiviteten var minus 3 og dermed voksede 22 % så fik jeg krydsblik og spekulerede seriøst på om han ville tage mig det ilde op hvis jeg lagde hovedet ned på armene og stønnede.

Det varede heldigvis ikke så længe – men hvordan skulle min Diva fatte noget som helst af én times økonomi hver anden uge? (de andre uger har de prøver i det de burde have lært ugen før..) Nej vel?

Det er nok meget godt at vi flytter tilbage til øen – for det kan mærkes at der mangler 8 års fransk fundament. I resten af fagene går det fint og der er endda fag hvor hun har bedre karakterer end sine klassekammerater, og ikke kun i sprog!

Så Kong Mor er jo stolt!

Derudover savner vi stadig.

Det er lidt træls. Vi fik dog en opringning igår, på under to minutter via satellit – og i bedste ”Clouds across the moon” stil kunne vi ikke høre hinanden samtidigt – men det var dejligt lige at få et livstegn!

Nu er det weekend og vi skal have tiden til at gå!

Det regner og er surt ud over alle grænser, så vi lagde ud med at tegne og spille fire-på-stribe og kinaskak.

Dårligt valg.. For firkløveret.

For jeg vinder 98 % af gangene..

Nu samles der energi til at sjoske ned i byen, og måske finde nogle franske lækkerier at forsøde lørdagen med!

Hvad mon I ville købe hvis I havde frit valg på franske hylder?

Træning og sundhed

Det ER ret opreklameret, ikk’?

De to ting har nemlig intet med hinanden at gøre.

Var ovre i det der center som er propfyldt med folk, som har nytårsforsæt.. Det har jeg som bekendt ikke – jeg bruger bare min sunde fornuft.

Men fornuften forlod mig midlertidigt, da jeg besteg min ellers så elskede crosstræner.

Det er sådan et par stepski man tramper rundt på og så et par pinde man står og flår i samtidigt. I kender dem sikkert godt.

Jeg må ikke løbe for min ryg, og lægen er enig med min ryg. Så da de to har rottet sig sammen mod mine ynkelige forsøg på at komme i bedre form, samt at mindske det knallertdæk der ucharmerende har sat sig godt fast om min mave, til i hvert fald en størrelse racercykeldæk, måtte jeg finde alternativer.

Jeg er ikke god til holdfitness, som i overhelehovedet ikke, og idéen om at ligge og skubbe rundt på møblerne derhjemme til en dvd med ophidsede og senede damer iført stramt pink og lange lyse krøller, tiltaler mig heller ikke.

Men crosstræneren kender jeg godt, da jeg har haft min egen længe inden de kom på mode i Andedammen. Den har før strammet op på dette og hint, og ligeså punkteret diverse dæk. Den har bare den ulempe at den lige nu befinder sig sådan ca. 1400km længere nordøst på.. Og så er den jo ikke meget bevendt.

Altså, frekventerer jeg indimellem, og bestemt ikke regelmæssigt, det der fitnesscenter for at få muligheden for at trampe på en anden crosstræner.

Ligeså i går.

Jeg plejer som sagt at være vældig fornuftig, går aldrig for hurtigt frem. Øger enten tid eller sværhedsgrad med 5 % ad gangen osv. Det kommer der af, at have giftet sig med en sportsfreak.

Men så i går.

Jeg kom op, og i gang. Næsten samtidig kom Yngre Mand Med Forsæt ind og fik startet monstrummet ved siden af mig, af en instruktør som nøje fik sat ham ind i sagerne. Med et overlegent blik på min skærm, satte Yngre Mand Med Forsæt i gang.

Jeg var egentlig startet som jeg plejer.

Da jeg hører musik på min telefon, mens jeg buldrer afsted – jeg har min egen afspilningsliste  som er kreeret til lejligheden – tramper/løber jeg ikke med samme frekvens hele tiden. Sommetider går det meget stærkt og andre gange går det lidt mindre stærkt. Alt efter musikken.

Og da jeg gav mig til at jolre derudaf til de forførende rytmer af Grease Lightnin’, tog fanden ved Yngre Mand Med Forsæt og han satte både hastighed og sværhedsgrad op, som for at følge med mig, bare lidt sværere. Han skulle lige vise mig.

I begyndelsen var jeg ligeglad, og fortsatte lidt langsommere med ”Gimme Gimme Gimme”. Så kunne jeg se at han også slappede lidt af. Hans ansigtskulør havde på dette tidspunkt stor lighed med farven på en kogt hummer. Ikke de der grå – og levende – eksemplarer, som Superbest prøvede at komme af med, men de flotte røde.

Min kondition var øjensynlig noget bedre end hans, for da jeg gav den en tak til, med ”Back to the 80s” satte han ikke farten op, men fortsatte i samme tempo.

Jeg tænkte på hvornår han mon fik nok, og selvom jeg nærmede mig slutningen af min træning, faldt det mig ikke et øjeblik ind at stoppe, som den fornuftige konge jeg nu engang er.

Næ nej, for én ting var at han – ved hjælp af større modstand – kom hurtigere ”frem” distancemæssigt – en anden ting var at han prøvede at følge med, og så skulle han i hvert fald ikke have den tilfredsstillelse at jeg stoppede før ham, så jeg kløede på med krum hals.

Tiden hvor jeg burde have sluttet, både kom og gik. Og andre tider efter den. Det skulle være løgn, tænkte jeg og prøvede at tørre sveden af mit pandehår, uden at falde af, idet det dryppede voldsomt distraherende ned på min næse.

Men forført af musikken, kom jeg på forunderlig vis videre, og vi nærmede os 40 minutter. Det lyder måske ikke af meget, men for ældre regenter som undertegnede, så er 40 minutters cardiotræning rimeligt krævende.

Jeg havde en puls på 3000, stønnede som en pornofilm og takkede i øvrigt mig selv for at jeg havde taget den maskine som IKKE stod under det skærende lys, der netop ikke afslørede min egen ansigtskulør.

Sundt var det bestemt ikke. Under nogen omstændigheder.

Yngre Mand Med Forsæt var godt nok rød i hovedet, men det er der jo så mange der er, han svedte ikke voldsomt, stønnede heller ikke, men da vi nåede 50 minutter nærmest kastede han sig af maskinen, som havde den holdt ham tilbage mod hans vilje.

Han stod et øjeblik, og formelig kravlede hen til en romaskine som han hev lidt i, en tre minutters tid. Så gik han ydmygt – jeg er helt sikker på han var ydmyg – hen til en anden instruktør og fik sat sig tungt på en anden maskine, som ikke var så grum.

Holdt jeg så op?

Nej da..

Jeg ville nemlig gerne vise Yngre Mand Med Forsæt at ældre damer over 40 er lidt seje.

Så jeg slugte mine lunger igen, som ellers truede med at falde ud af munden på mig, trak knallertdækket lidt længere ind mod rygraden, og fortsatte til jeg havde rundet 60 minutters intensiv cardiotræning.

Yngre Mand Med Forsæt kiggede heldigvis den anden vej da jeg, med stive ben vaklede til omklædningsrummet, og ud i min bil, hvorpå jeg sveddryppende, men voldsomt tilfreds med mig selv, tog hjem.

Og jeg har ikke engang ondt i dag – så jeg går lidt og regner på hvornår Yngre Mand Med Forsæt måske kommer tilbage igen – det var nu helt forfriskende med lidt konkurrence!!

Så skal han få kam til sit hår, skal han!!

Indrømmelse #3

Okay.. Jeg er en nørd.. En geek.

I hvert fald sær.

Jeg elsker Calvin and Hobbes.

Med andre ord, jeg er ”Steen og Stoffer” fan.

Når man tillige er begavet med en søn som Gårdmand Bjørn, falder tanken ret ofte på Steen. Og jeg er ganske overbevist om at Bill Watterson må have kendt ham i et tidligere liv.

Det er umuligt at Bill ikke er blevet inspireret, på et eller andet plan, af min yngste søn.

Det er så hvad det er.

Noget andet er, at have læst tegneserierne så meget – i så mange år – at man kan dem udenad. Jeg har ikke engang taget dem med på Æblebakken, for jeg kan dem udenad.

Faktisk er der rigtigt mange tildragelser i min hverdag, som med held kan beskrives med et Steen og Stoffer citat. Og som jeg uden blusel, i tide og utide – nok mest det sidste – delagtiggør mine omgivelser i.

Desværre har denne tilbøjelighed en ulempe: det virker stærkt forvirrende på folk, at jeg pludselig udbryder sætninger som – for dem – ikke giver nogen mening overhovedet. Og samtidigt sidder jeg og fniser fjollet for mig selv.

Det virker sært, det vil jeg godt medgive jer – men det er bare så morsomt.. Jeg er bare en misforstået stakkel. Men det nytter heller ikke noget at jeg siger: ”Min iste er en fiasko” hver gang man rækker mig et glas med isklumper i.

Jeg kan heller ikke bare remse alle de morsomme citater op her – for de vil kun være morsomme for mennesker som allerede har læst, og kunnet lide ”Steen & Stoffer”. Resten vil bare ryste på hovedet og lave himmelvendte øjne.

Men til folk som ikke kender Steen & Stoffer, vil jeg anbefale at give sig i kast med et album eller tre, og grine lidt af den skæve filosofi – og håbe på at jeg måske ikke virker så sær, hvis vi engang render ind i hinanden!