Hvorfor vente

Nå.. Det her, som jeg går og venter på.

Egentligt er det lidt underligt. Man ville få besked i uge 51, men kun hvis man havde vundet.

De sølle tabere er åbenbart ikke værd at ofre en lille standardmail på: ”Tak for din deltagelse i konkurrencen, vi har valgt nogle vindere – det var så bare ikke dig-agtigt.”

Ja, faktisk så ved jeg slet ikke om mit bidrag overhovedet er modtaget – tænk nu hvis det ikke er, og jeg har ventet forgæves i seks uger?

Besked i uge 51.

Det er så åbenbart op til folk selv at afgøre hvornår uge 51 slutter.

Det gør den teoretisk, og ifølge kalenderen, d. 25. december – om aftenen. Men jeg går ikke ud fra at ret mange er på arbejde juledag, ej heller juleaftensdag, så jeg vil tro at datoen kan fastsættes til d. 23. december og så igen – måske endda i morgen aften, hvis man nu har fået juleferie, for at tage hjem og hygge med sin familie.

Men sæt nu vinderne fik besked allerede i mandags? Og jeg stadig går her og venter?

På resultatet af en konkurrence.

En skrivekonkurrence – hvor nogen skal synes at min tekst er god nok til, at være blandt de fire bedste.

Og ja, jeg ved godt at Danmark er lille, men hvis nu bare ½ % af befolkningen har sendt en tekst ind, så er jeg jo ikke ligefrem helt alene. Jeg ved også at mange andre skriver bedre end jeg.

Jeg ville godt bare vinde.

Jeg tror i øvrigt ikke der er nogen, som er i tvivl om, at jeg er en ufattelig dårlig taber – og at jeg derfor havde besluttet mig for at jeg ikke skulle deltage i mere af den slags. Måske er min kvote opbrugt, med de fine spil jeg vandt ovre hos min heltinde?

Men så sendte søde Anne jo det der link. Og det ene ord tog det andet.. Og et bidrag til konkurrencen blev sendt ind.

Og nu venter jeg..

Jeg har ikke noget imod at andre vinder. Det skal jo ikke tages personligt. Det er jo kun fordi jeg gerne ville vinde. Det vil de andre naturligvis også gerne det ved jeg godt – men jeg er ærligt talt lidt ligeglad med de andre.

Man kunne nemlig vinde nogle bøger. Danske bøger. Og ÆREN. Og så en stor præmie som jeg også er lidt ligeglad med. Men bøgerne..

Dem gad jeg godt vinde. Og den der ÆRE.

Nå, men måske vinder jeg slet ikke og er ikke engang kommet på tale, fordi jeg kom til at gøre lidt grin med dem som havde udskrevet konkurrencen, og det var måske ikke så godt.

Jeg prøver også at lade være med at tjekke min mailboks hvert femte minut, for det er ligesom lidt ynkeligt. Nu prøver jeg at se om jeg kan vente helt til i morgen.

Men jeg prøver også at overbevise mig selv om, at uanset hvad, så har jeg mine søde læsere her, og at jeres kommentarer også er mere værd end de par bøger og så den der ÆRE..

Hvad skal man i øvrigt også med ÆRE.. Andet end at blære sig. Det havde ellers have været fint at kunne blære sig lidt. Så vidt jeg husker, skete det sidst i forbindelse med en tilplantningsaktivitet ovre på skolen!

Om ikke andet, har jeg da et blogindlæg mindre at skulle finde på til juleferien.

Heste opdræt.. Læseheste

Så længe jeg kan huske har jeg elsket at læse. Intet bedre end at slutte sin dag, med et par sider i en bog. Jeg boede som barn ved siden af et fantastisk godt børnebibliotek, og jeg slæbte bøger frem og tilbage mellem biblioteket og mit værelse.

Jeg fik læst højt af både min mor og mine bedsteforældre, fik bøger til jul og fødselsdag, og var vant til at folk havde gang i bøger.

Så en af mine største ambitioner i forhold til mine egne børn, var at de skulle lære kærlighed til bøger. Og i dag tror jeg at jeg kan sige missionen fuldført.

Det har taget sin tid. Divaen blev omplantet fra Frankrig til Danmark som 8årig – og havde lidt svært ved at lære at læse dansk. Det blev aldrig sjovt for hende at læse, selvom hun gerne ville. Det blev bedre efterhånden og nu læser hun glad og gerne.

Zorronaldo gad ikke – hvis ikke det var et Anders And blad eller noget om fodbold gad han slet ikke.

Prinsesse Lyserød derimod læste – og læser – alt hvad hun kommer i nærheden af – og har slugt Piger på sporet, Græskarbanden, Cornelius Krudt osv. Hun gad dog ikke tøseromaner, med forvoksede preteens der talte om ting, hun var alt for lille til at forstå.

Og så var der Gårdmand Bjørn. Han kunne ikke finde ud af at læse. Som I ved fik han ikke den hjælp HAN havde brug for – og længe troede jeg simpelthen at han var ordblind. Efter en lang kamp med hans klasselærer i Danmark, fik jeg ham endelig testet. Han var så ikke ordblind men holdningen var stadigvæk bare – det kommer nok – i stedet for at gøre noget.

Det kom bare ikke – og det er altså ikke i orden at man slutter 2.kl. uden at kunne læse – at man hver eneste dag sidder og føler sig dum.

– efter 4 måneder i Frankrig kunne han både læse på dansk og fransk, ikke så hurtigt, men læse kunne han. Han fik nemlig et program til som passede til det han kunne – samt RO mens han skulle koncentrere sig.

Og før sommerferien, spurgte jeg deres franske lærere hvordan jeg bedst kunne forberede firkløveret til endnu et skoleår på fransk og deres enslydende svar var: læse, læse, læse.

Jeg købte mange, som i rigtigt mange, bøger til de 3 store. Og ud af den stak kunne de vælge på kryds og tværs.

Zorronaldo skulle dog have vredet armen lidt om på ryggen, og for ikke at gøre det alt for surt, fik vi snakket om hvad der kunne give ham mere lyst til at læse.

Vi fandt frem til at han ikke kan lide at starte på bøger – men når han er inde i den synes han det er okay. Og endelig lykkedes det mig også at finde en serie bøger, hvor han af sig selv tager et kapitel til fordi han lige må vide hvad der sker!

Og det er Alex Rider serien – skrevet af Anthony Horowitz. Så drenge på 14 som ikke gider læse – kunne evt. blive fanget af disse bøger! Bare så I ved det!

Til Divaen fandt jeg jo No et moi takket være AB – og har købt et par stykker mere af samme forfatter, for at se om det er ligeså godt. Og det var det!

Prinsessen læser bare. Alt hvad der er!

Men Gårdmanden.. Han har – selvom han nu kunne læse – og var holdt op med at føle sig dum – aldrig rigtigt læst af sig selv – og hvis han skulle læse, skulle jeg gerne sidde ved siden af for at hjælpe med et svært ord.

Men den bogliste, hans lærer lavede til ham – var genial! Bøger som interesserede HAM, om motorcykler, dinosaurusser og den slags! Og han har fået blod på tanden. Læste ikke af sig selv – men det var ikke en kamp at lokke ham til 15 minutter med en bog.

Lige til i aftes.. Jeg kom op for at sige godnat.. Og der sad han og læste i en bog om dinosaurer. Og jeg satte mig ned og så læste han simpelthen højt for mig!

Det lyder nok ikke af noget for jer – men ligesom resten af hans skolestart gør det mig usigelig glad!

En anelse tvang, og meget upædagogisk vriden armen om på ryggen, et utal af bøger for at finde den genre de kan lide, og så lige pludselig var den der!!

2 læseføl og 2 læseheste. Fantastisk!!

Kong Mor er glad.

Okay – vi skal jo ikke overdrive – jeg har stadig mit ”jeg-er-sur”-skilt i nærheden – for alle eventualiteters skyld.

0,175 hyldemeter

Ja, det var jo hvad jeg havde til rådighed på Æblebakken..

De blev hurtigt fyldt op – og resten af reolerne var optaget af børnebøger på både dansk og fransk. Nu har ingen af disse bøger jo forladt matriklen, så jeg skulle til at tænke alternativt for at få mast alle de nye bøger ind.

Held i uheld havde jeg jo ikke noget job mere, og dermed ikke behov for de mapper som stod der før. Og derfor var der pludselig frigivet en masse mere plads til mine nyerhvervelser og nogle gamle bøger, som jeg fik fra familie og venner!

Nu er der masser af plads – kun 4 bøger er gemt omme bag ved – for der var ikke plads til det hele.

Hullet er skabt af bog nummer 1 i den fantasy serie som hedder ”The Black Magician Trilogy” som indtil videre er vældig spændende. Jeg har rationeret dem, og må allerhøjst læse en bog om ugen. Ikke noget problem foreløbigt, idet jeg læser væsentligt langsommere på engelsk!

Jeg har (desværre) allerede slugt en bog af Lone Mikkelsen, nemlig ”Ragnhilds saga”. Desværre – fordi der så er en mindre at læse.

En interessant bog, hvor der er fokus på kulturelle ændringer fra vikingetidens tro til kristendommen gjorde sit indtog i Danmark. Tankevækkende at læse, hvor meget det har betydet for folk – både den nye og den gamle måde at tænke på.

En, for mig, helt ny vinkel på de problemer der opstår med overgangen fra en tro til en anden. Jeg sad til sidst og kom til at tænke over vigtigheden af at tro. Tro på at noget er større end én selv.

Ragnhild har en livshistorie som hun gør op med, og tager stilling til, før hun skal dø. Hun gør rent bord – man fornemmer en tvivl hos hende, om hun har gjort det rigtige – tvivl om hvem af guderne der har ret – de gamle eller den nye.

Hun stiller også spørgsmål ved sine egne handlinger, som hun egentlig tror på, men man kan mærke tvivlen som alle disse ændringer afstedkommer.

Generations forskelle, tolerance og accept bliver vendt på en blid måde, og man kan indimellem mærke hendes uldkåbe kradse mod huden, så tæt kommer man på hende.

En god bog – en stille og eftertænksom bog.

No et moi

Som I ved er jeg altid på jagt efter nye bøger. Danske bøger, altså. Jeg vil have fyldt op her til sommer, så jeg har noget dansk at læse i til vinter. Og resten af året for nu at være helt præcis.

Derfor læser jeg boganmeldelser overalt jeg kan komme af sted med det. Og her ovre fandt jeg en vidunderlig beskrivelse af en bog for unge. Men så var den fransk. Det havde jeg ikke lige set komme. Men så tænkte jeg det nok skulle være muligt at få den hernede.

Som sagt så gjort og.. Nej jeg bliver lige nødt til at fortælle at mine børn har en forfærdelig ond mor. En mor, som før sommerferien spurgte lærerne hvordan jeg kunne hjælpe mine børn, så de kom bedst muligt ind i det nye skoleår efter sommer.

Og det skal lige tilføjes at det franske marked er oversvømmet af ferielektier. Hver fransk forældre med respekt for sig selv, tvinger deres arme børn til at lave ferielektier så de kan få endnu bedre karakterer næste år.. At det ikke virker, lader ikke til at påvirke dem i højere grad.

Hvor om alting er – det ville jeg helst ikke udsætte mine børn for. Jeg ved at 9 ugers sommerferie er lang tid og de når at kede sig ihjel 14 gange før d. 5. september hvor vi starter på ny. Lærerne var enige – ferielektier hjælper ikke – men at man skal læse, læse og atter læse.

Så – og fordi bøger i Frankrig er vildt billige – har jeg købt 3-4 nye bøger til dem hver – så de kunne læse noget som rent faktisk var spændende!

Og altså fik Divaen udleveret No et Moi. Om morgenen.. Og så, så jeg hende ikke mere den dag – og da hun aldrig har været den hurtigste læser – var min forundring meget stor, da hun kom om aftenen med blanke øjne og sagde: ”uuuuhhh MOR, hvor er det en fantastisk bog” – og så snakkede hun ellers løs.

Det var uden sammenligning den bedste bog hun nogensinde havde læst. Også i går og i dag har hun snakket om den – den har virkelig sat sig fast.

Måske siger den Divaen mere, end den vil sige danske unge? Jeg ved det ikke, men hun kan nøjagtigt relatere til både stederne i Paris og skolesystemet, og hele stemningen.

Men har I et ungt menneske i jeres omgangskreds – der kan lide at læse – som lige mangler at blive forkælet lidt, er ”No og Mig” af Delphine de Vigan, en bog jeg i allerhøjeste grad vil anbefale!

Bogudfordret i udlandet.

Når nu man står og skal pakke sit liv ned til kvart størrelse i et par år eller tre, så er det ret vigtigt at man får taget det rigtige med.

Her tænker jeg især på yngstedrengen som, om ikke dagligt, så i hvert fald flere gange om ugen, slår sig selv i hovedet og jamrer over at han valgte kun at tage sit lego og alle sine bamser med. Lego leger han naturligvis med, men bamserne ligger stadig i plastikkassen og et ikke blevet taget frem siden de blev pakket ned. Nogle ting er blevet eftersendt, små biler og glaskugler, som stadig er et hit i Frankrigs skolegårde om sommeren. Men en playmobilborg er lidt svær at få igennem systemet som storbrev og er derfor blevet på matriklen hjemme i Danmark.

Det var også lidt anderledes at skulle pakke for eks. køkkenet ned. HVAD har man brug for og hvad har stået og samlet støv, bagerst på øverste hylde i årevis – måske endda ting man havde glemt man havde. Altså tænke og sortere, tage en beslutning og pakke to forskellige piskeris og så lukke kassen. Færdig bum – ingen fortrydelsesret her.

Jeg hældte nok mest til the simple living da jeg pakkede – og bevares – det har da været meget sjovt at prøve, men en smule enerverende at skulle tænke alternativt hver gang man skulle lave noget.

Hvidløg blev hakket i hånden med en kniv, indtil jeg fik min forsinkede fødselsdagsgave – Taaaak – og Jamie Oliver kunne mase sig ind i mit liv fra en anden vinkel end filodejen. Når én i familien spørger “har vi ikke en..?” Så kan man smile sødt og sige – jo da.. i Danmark. Nogle gange meget træls, og har kunnet frembringe nogle ret spektakulære hysteriske anfald. I alle alderstrin.

Der var ingen tomme marmeladeglas til at holde regnorm i, ingen gamle blade til at klippe i stykker og lave collager af. Og First Mans kantskærer.. Vi har hidtil fundet løsninger – eller undværet.

Man kan overleve uden meget, men bøger har været det værste.

Vokset op i en familie af læseheste og sprogfanatikere, i flæng kan nævnes lærere, jounalister og cand.alt muligt, har bøger altid været fast inventar. Da jeg som lille var på besøg hos skolekammerater troede jeg at de gemte deres bøger, for jeg forstod ikke hvor de var henne. Intet i stuen, og især intet på børneværelserne. Og jeg forstod simpelthen ikke at man kunne leve uden bøger.

I Eventyrhuset var pladsen meget mindre end i Danmark, så bøger blev rationeret. Og naturligvis kom der flest børne + ungdomsbøger med. Nu skal det lige siges at vi i Danmark har så mange bøger, at jeg på et tidspunkt – det var ved nærmere eftertanke da vi flyttede sidst – fik familien til at love at de ville forhindre mig i at købe så meget som en enkelt bog til. Det har de heldigvis lykkeligt glemt alt om så jeg kunne fortsætte med at samle bøger til det hjemlige bibliotek efter devisen, man kan ikke få for mange bøger.

Det var svært at vælge hvilke bøger man ville have lyst til at læse ud i fremtiden, men bøger kan heldigvis læses af flere, så hvert barn fik en serie eller to med. Mika i urskoven, Lampens Børn, Det Gyldne Kompas og Piger på sporet – men Sværdets Søstre glemte vi desværre. Dertil en trillebørfuld med lige dele Josefine Ottesen og Lene Kaaberbøl og en del andre. Og så de uundværlige, H.C.Andersen, Karlson på taget og Snøvsen.

Men ligesom ens tøj, når man er mor, hvor både kvalitet og kvantitet er omvendt proportionelt med ens børns, var den tiloversblevne plads til mine bøger, altså til at overse.

Som i.. 11 kogebøger, højskolesangbogen, Ved vejen, Det forsømte forår, Nornegæst, Stormfulde højder, Bibelen og Lev stærkt, dø ung eller 17 cm.hyldeplads..

Nu, 7 måneder senere, er disse blevet læst og genlæst, og bøger har i det hele taget genindtaget deres højt placerede plads på en piedestal, som ikke tilnærmelsesvis er så stor når man er i Danmark. For i Danmark kan man, i mangel af bedre, smutte hen på det lokale bibliotek hvor kloge og hjælpsomme mennesker sidder parat med hjælp til inspiration.

Således eksileret fra nemt tilgængelige danske bøger, kaster jeg mig frådende over hvad som helst. Har læst samtlige af ældstepigens krimier, og alle Ottesens bøger, blandt så mange andre. Det er ikke dårligt – bevares men man savner alligevel en anelse mere mental udfordring.

Jeg kan egentligt godt huske det fra sidst vi boede i udlandet – danske bøger var højt i kurs, og man kunne ende med at læse hvad som helst. Jeg tror jeg er kommet til at læse indtil flere Victoria Holt på denne konto – pinligt – men sandt. Man bliver lidt utilregnelig, når god dansk litteratur er udenfor rækkevidde.

Jeg fik meldt mig til Bogudfordringen 2011, uden helt at tænke mig om.

Men jeg er sikker på at venlige mennesker nok skal forbarme sig over mig og sende en bog eller 2, ellers må jeg jo se nærmere på børnenes bogreol. Jeg er sikker på at jeg sagtens kan lade “Snøvsen” gå ind under augusts “danske mandlige forfattere” samt at Jules Verne jorden rundt på 80 dage må kunne blive acccepteret som “Bøger fra 1800-tallet”.

Læses skal der i hvert fald!!

Hende der Liza M

Jeg er til krimier. Også mange andre genrer, men i mange år har jeg mest læst krimier. Jeg fandt nemlig ud af at det var en af de få måder jeg kunne blive ved med at læse en bog på et fremmed sprog. Og når man ikke har ubegrænset tid til at læse i (fordi man er småbørnsmor til 4) så er det bare med at gribe chancen når den er der.

For mange, rigtigt mange år siden (note to self: er det SÅ længe siden? – gisp) da jeg kom til Frankrig, uden at kunne fransk, skulle det jo læres. Jeg startede ud med billedbøgerne i børneafdelingen på det lokale bibliotek. Men det var ikke helt nok at læse, uden at have en historie med. Og langsomt, meget langsomt åd jeg mig igennem værker med en anelse mere kød på, indtil jeg endelig kunne åbne en voksenbog - nemlig en kriminal roman.

Jeg  var nemlig ret sikker på at hvis bare historien var tilstrækkelig spændende, skulle jeg nok få den læst – og dermed lært noget mere fransk.

Og ganske rigtigt, den ene krimi tog den anden, og da jeg først var kommet ind i vanen var det svært at lægge den om. Så selv de danske bøger blev hovedsageligt til krimier, og der er nogle rigtigt gode nogle indimellem.

Men så kom hende der Liza M fra Sverige. Jeg fik én af hendes bøger, og kan ikke helt huske hvad den hedder, måske er det Røde Ulv, måske ikke. Jeg har nemlig ikke bogen mere, da jeg blev meget skuffet over den. I bedste teenage surmule stil.

Ikke over selve historien, som sikkert var udemærket, men min skuffelse har simpelthen gennemsyret hele oplevelsen, så jeg har lykkeligt glemt alt om historien og aldrig siden læst noget af hende, for jeg er blevet dybt dybt mistroisk. (og måske en anelse stædig, men det behøver vi ikke at komme ind på her)

Jeg har det sådan at facts skal være på plads – man gør sit benarbejde ordentligt hvis man skriver en bog som andre folk gider at læse – og så har man styr på alt det udenoms. Såsom datoer. Og det har hun ikke. Det må være rimeligt nemt at tjekke om en eller anden dato falder på en onsdag eller en lørdag. Og i denne bog – tillod hun sig at påstå at jeg ikke er født på en tirsdag. Og så begyndte min mistro at sætte ind – hvad har hun så heller ikke styr på.. Mage til frækhed Så ikke mere Liza M til mig, tak.

Men så er det jo dejligt, at der er nogen som hedder Camilla, Stieg og Jussi!!