Mænd eller Mus?

Altså, vi er efterhånden ikke ret mange tilbage på matriklen.

Der er sket det, at Zorronaldo ligeledes har forladt Æblebakken for en stund. En lidt længere stund – idet han er taget på lejrskole til Italien.

Jeg fik lov til at bage cookies til turen, som han kunne dele med de andre.

Jeg har ovenikøbet fået én sms: ”vi er ankommet”. Det må være takken for de der cookies.

Meget ulig sidste år, måtte jeg endda også gerne lave hans madpakke og køre ham til mødestedet.

Det sidste har nok noget at gøre med det faktum, at afgangen var kl. 03.45 lørdag morgen, og han ikke lige orkede at vandre de 2 km. i mørket, med kuffert og rygsæk. Indrømmet, han havde heller ikke fået lov, selvom jeg meget gerne var blevet i min varme seng for at sove.

Jeg er jo ikke så god til det med at miste nattesøvn. Men jeg var helt venlig, og snerrede kun af ham en enkelt gang, da han troede han skulle bestemme hvilken vej jeg skulle køre.

Men jeg fik som sagt lov til at køre ham derhen..

Okay, jeg fik ikke lov til at stige ud af bilen. Han frygtede sikkert at synet af hans mor, uden make-up, iført briller, morgen nat-hår og fleece pyjamas, samt ikke at forglemme mine gummistøvler i kemisk lilla, ville kunne traumatisere de stakkels mennesker for tid og evighed.

Det er muligt at han havde ret, jeg insisterede ikke, for jeg frøs også en del på trods af numsevarmeren. Jeg fik dog allernådigst lov til at kysse ham på kinden igennem det åbne bilvindue. Det var også ret mørkt, så han risikerede ikke alverden, der på den anden side af vejen.

Jeg holdt så lidt, der på den anden side af vejen, og spekulerede på om det dog ikke var høfligst at stige ud og sige godmorgen grynte noget til de venlige mennesker som skulle køre hele den lange vej til lufthavnen, med de børn hvis forældre IKKE gad den slags.

Men jeg bestemte mig for at køre hjem og sove i stedet for, og så i øvrigt lade posen med de legendariske cookies være stand in for høfligheden.

Da Gårdmand Bjørn næste morgen kom ind for at meddele at han nu var vågen, satte han sig midt på min mave, og kaldte på Blondinen, som dermed fejlagtigt troede hun også skulle være del af denne morgenhygge.

Efter jeg havde fået gennet hunden ned, og sparket min yngste søn væk fra min mave (eller var det omvendt) hen på midten af sengen, sad han lidt og sagde så eftertænksomt: ”NU er jeg den eneste mand tilbage i huset.”

Jeg løftede et søvnigt øjenlåg og mumlede at han altså ikke var nogen mand, fordi han kun var 10 år.

Han lænede sig helt hen over min dyne og da jeg lukkede det andet øjenlåg op var hans næse få centimeter fra min. Han smilte meget sødt til mig og sagde venligt: ”Jeg er jo ikke nogen mus”.

Gad vide hvor han fik den fra? Jeg har ikke engang læst højt af den.

Mon han er Steinbecks reinkarnation eller noget?

Hvordan man skal være..

Nu stavning, ikk’? Det er ikke altid så nemt som det lige umiddelbart lyder.

Og jeg bliver jævnligt meget forbløffet over mine børns noget alternative måde at stave dansk på. Især de 75 % af dem – som rent faktisk læser hele tiden, det være sig på dansk, fransk eller engelsk!

For hvis jeg spørger Divaen hvordan hun staver til flæskesteg, og hun så siger: F L Æ S K E S T E G.. og jeg så spørger hvorfor i alverden hun IKKE skrev lige netop den bogstavsammensætning, men ”stej” i stedet for ”steg”.. kan hun ikke svare på det. Mærkeligt.

Jeg mindes også da Prinsesse Lyserød gik i første klasse, og de skulle fortælle om en oplevelse de havde haft – og hun skrev: ”Daen æfter va vi iæme” Den sætning stod jeg meget længe og kiggede på – indtil det faldt mig ind, at læse det højt.. Og så gav det besynderligt nok mening.. For mig altså – så sig endelig til, hvis det stadig er volapyk for jer, så skal jeg gerne oversætte!

Siden dengang, har jeg læst deres skriftlige mesterværker højt for mig selv, når jeg har været i tvivl.

Jeg vogter lidt over deres stavning. Det går nemlig ikke altid lige godt. Det er, til deres forsvar, ikke nemt at skulle beherske så mange sprog både mundtligt og skriftligt, men det er samtidigt så vigtigt at kunne stave, så det skal jo læres.

Så længe leve både skype og facebook!

Det giver dem mulighed for at skrive til Mormødre og Gudfædre når de har lyst (og tid) og det er supergod træning! Og ja, jeg ved godt de ikke må have facebook før de er 13 – men det er mig som har deres password..

Ved godnat seancen i går, kom jeg ind til Gårdmand Bjørn. Han sad og skrev i en lille notesbog han har. Han viste mig beredvilligt siden da jeg spurgte hvad han skrev.

En liste.

Der stod: Poesie, Sport, Engle, ES.

Jeg læste ordene højt. Og han så pludselig noget spekulativ ud. Jeg holdt derfor op med at læse, og spurgte om det ikke var det, der skulle stå.

Han sukkede og grinte lidt: ”Der skal bare ikke stå engle, det andet er rigtigt nok.” Han stirrede ned på de genstridige bogstaver. Han lignede en som ikke kunne forstå hvordan det ord lige var kommet der, når det nu var noget helt andet han oprindeligt havde skrevet.

”Så skal det måske være et ”A”?” sagde han, lidt usikkert.

”Det kan godt være” svarede jeg ”men det kommer jo an på hvad det var, du ville skrive”

”Anglais” [anglæ] kom det så. Han var stille lidt. ”Så er det jo nærmest skrevet ½dansk og ½ fransk” konstaterede han glad.

”Hvad er ES så?” spurgte jeg.

”Nåmn, det er education civique. Det er sådan noget hvor man lærer hvad man skal være. Det er ret spændende, hvis nu man ikke ved om man er et barn, så kan man lære det. Og hvis man vil være kriminel så får man også at vide hvornår man er det og hvad der er forbudt”

Jeg smilede og kunne fortælle ham at det hed ”samfundsfag” på dansk, men om man lige havde det i fjerde klasse i Danmark, tvivlede jeg på.

…

Der blev stille.. Og jeg ventede.

Så kom det, undrende: ”Ved man så slet ikke hvordan man skal være barn i Danmark?”

Skal selv

Jeg ved godt, det mere er ”kan selv – vil selv” men da Divaen blev født, var det udelukkende ”skal selv” der var fremherskende, i vores lille franske lejlighed.

Der findes nemlig slet ikke mødregrupper, sundhedsplejersker eller andet djævelskab i Frankrig. Altså ikke i min verden – har man boet andre steder eller i andre byer, eller født på offentlige hospitaler – er det muligt det er anderledes.

Men altså, i min by var den slags – mødregrupper og lignende sekter – aldeles bandlyst, og gudskelov for det.

For det første har firkløveret set dagens lys på et slot. Ret blæret ikk’? Et slot – intet mindre – som huser en privatklinik. Mrs. Simpson og Edward har boet på netop det slot, efter de forlod England.

Det er i hvert fald et meget flot slot – og ret sejt at komme til verden på et slot i Versailles. Hvis man siger det hurtigt, tror folk endda at det er slottet i Versailles, hvilket det jo trods alt ikke er.

Der er heller i øvrigt ikke indlagt varme på slottet, og jeg vil have mig betakket for at føde til offentligt skue, som de havde for vane, dengang der altså blev født børn der.

Men tilbage til mit slot. Der var lyserødt sengetøj på barselsgangen. Dette var for at give de nybagte mødre en bedre teint.. Så vi ikke lignede æblegrød fra i forgårs. Ret betænksomt synes jeg nok. Og meget fransk!

Man blev heller ikke sparket ud efter et par timer. Fem dage hvis man var førstegangsfødende og fire dage hvis det var nummer mer’. Det eneste kriterium var at babyen skulle have taget på i vægt. Og mor måtte ikke have feber.

Så kom man hjem til sig selv og var der. Og man gik ikke i sort hjernelammende panik fordi ens mand tog på arbejde dagen efter. Eller fordi han ikke tog de 14dages barsel som han har ret til ifølge fransk lov.

Undskyld, det var lige et undrende opstød. Ikke surt overhovedet – kun undrende. For så svært er det altså ikke, at tage sig af en nyfødt.. Heller ikke hvis man har andre børn. Okay – indrømmet livet er lidt nemmere, når man har aupair ved nummer fire, og den ældste kun er seks år.

Det virker nærmest som om man bliver opdraget til at skulle synes, det er voldsomt svært at blive mor. Måske fordi der er så meget man skal leve op til, i forhold til de der mødregrupper og sundhedsplejersker.

Jeg skulle selv.

Og det var nu helt rart ikke at blive afbrudt hver gang man tog initiativ til noget omhandlende sit barn. Jeg har kunnet læse – og lytte – mig til horrible historier mine danske medsøstre kunne berette om.

Der var ikke nogen til at fortælle mig at babyer skulle have de der grimme huer på, eller at de ikke måtte få færdiglavet grød, fem måneder gamle. Om de skulle ammes eller ikke. Det måtte jeg helt selv bestemme. Og det gjorde jeg så.

Der var ingen risiko for at jeg blev tvangsindlagt til en mødregruppe, hvor jeg kunne sidde og føle mig utilstrækkelig, og ende med at blive usikker på alt hvad jeg faktisk allerede havde taget stilling til. Ingen strenge damer som kunne tvinge mig til at amme videre selvom jeg ikke havde lyst..

I ved nok.. overdrivelse fremmer forståelsen!

Havde jeg problemer, kunne jeg gøre ét af følgende: læse i en bog om børn, men de passer aldrig rigtigt helt, vel – og i hvert fald aldrig på ens egne børn? Så kunne jeg snakke med en veninde, eller ringe til børnelæge hvis jeg troede det var alvorligt, velvidende at franske børnelæger arbejder til kl. 19-20 om aftenen og hele lørdag formiddag. Naturligvis.

Men jeg lærte faktisk at lytte mest til mig selv.

Hvorom alting er, det gik fint og forbavsende smertefrit med at få børn alligevel – mødregrupper til trods!

Udsigt til knus

Jeg får mange knus for tiden. Sådan rigtig mange. I hvert fald flere end jeg plejer.

Folk, okay ikke vildt fremmede vel, men medlemmerne af mit firkløver indfinder sig oftere end ellers, for lige at få et knus.

Denne forhøjede kvota af knus, udspringer af en af mine julegaver.

En bamsetrøje, en ultrablød og bamset hættetrøje. Faktisk ligner den noget man laver babysparkedragter af.

OG jeg skulle naturligvis have lagt dette billede ind fra starten. Den hvide snebold er en af to ponpon’er som ligeledes bliver voldnusset! Her er det dog ikke Zorronaldo, men derimod Gårdmand Bjørn som lige får sig lidt krammeterapi!

.. Lægger lige mærke til at han kun er et hoved mindre end jeg.. Jammer..

Køn er den bestemt ikke – jeg ligner nok mest af alt noget udstoppet og ikke ret babyagtigt. Men vældig blød!

Det er derfor ikke engang for at opnå noget, at de vil putte lidt, okay putte er nu også et lidt stort ord, men helt specielt dejligt er det nu, at få en – til tider stadig– vranten teenager der bruger str. 45 i sko og som nu efterhånden er 8 cm højere end jeg, på skødet.

Det er en sjælden gave at have stille stunder med en dreng som snart bliver 15, og jeg nyder det intenst, den der sprække i alt det seje. En forsigtig åbning til hans sind. Faktisk kan man godt være heldig at liste et lille guldkorn ind i sprækken, og endda håbe på at det sidder fast.

Så jeg udnytter situationen og beholder min bamsebløde trøje på og nyder mine knus!

OP. Helt op

Faktisk var det sådan, at da jeg spurgte ham – på et tidspunkt hvor jeg havde tid til at holde stigen – så havde Gårdmanden slet ikke lyst til at stige til vejrs og holde udkig. Som i overhovedet ikke.

Han har nemlig haft højdeskræk siden.. ja egentligt er det vel altid – vi fandt bare først ud af det da han var 5 år. Det havde jeg lige glemt lidt i farten, her forleden.

På udflugt til Egeskov for mange år siden, skulle vi andre jo absolut op i “tree-top-walking” i hvad der føles som flere kilometer over jordens overflade – dinglende i hængebroer og håbe på vi kom frelst over på den anden side.

Men ville den lille bjørn med op?

Ikke tale om.

Og da han jo var så lille, ville jeg ikke efterlade ham alene på jorden mens vi andre legede Tarzaner i trætoppene. Jeg ville jo godt derop sammen med de andre tre, så jeg prøvede at lokke lidt.. eller meget.

De andre begyndte at sige han var lidt af en tøsedreng og “kooooom nuuuu” Bjørnen rørte sig ikke.

Men pludselig kigger han på os fire som stod foran ham og havde gang i noget seriøst gruppepres – og så sagde han stille, men bestemt: ”I kan ikke bestemme over min krop.”

De tre andre kiggede på mig – og jeg sendte dem omgående på opdagelse alene – og satte mig derefter ned og knugede min lille søde, og meget kloge dreng, meget hårdt og meget længe.

Så megen visdom og selvindsigt i sådan et lille menneske.

Og jeg behøver vel ikke udpensle hvor dårlig en mor jeg lige følte mig der, vel?

Vi endte med at sidde og snakke om at han havde helt ret og at vi ikke havde været ret søde, alt imens de andre hujede rundt i trækronerne over vores hoveder. Og jeg tror nok han tilgav mig.

Hvilket er godt nok, for jeg har ikke helt tilgivet mig selv endnu.

Jeg bestak ham i hvert fald med en meget stor is – mest for at dulme min egen samvittighed..

Der er dog et lille bitte hjørne inde i min bevidsthed som er ret stolt over at jeg har kunnet give dem den respekt for deres egen krop – og deres eget værd.

Tænk at mit lille barn kunne sige fra – uden at råbe og skrige og skabe sig. Roligt og kontant. Så flot.

(Måske er det slet ikke min fortjeneste – men det vælger jeg lige at tro!)

Men altså – derfor skulle han altså ikke op på den stige.

Det skulle divaen derimod!

Og Zorronaldo holdt stigen..

Godnat til politiet

Jeg dumpede ned på sengekanten for at sige godnat til en glad dreng – trods den betragtelige mængde irettesættelser han ellers er løbet ind i denne solskins søndag.

”Jeg har lavet et firma!” Kommer det frejdigt. ”Nå da – det lyder spændende, hvad er det for et firma” spørger jeg.

”Det er faktisk ikke et firma – det er nogle kort jeg har fundet” Han haler en visitkort mappe frem – som jeg – fejlagtigt viser det sig nu – troede jeg havde smidt ud.

Da jeg bladrer lidt i mappen, finder jeg et gammelt buskort, et Fætter BR kort, First Mans visitkort og et UNO-kort. Et alsidigt firma må jeg sige.

Uopfordret fortsætter han at Prinsesse Lyserød også er med i firmaet. Og at de har fundet walkie-talkierne frem, så de hele tiden kan være i kontakt med hinanden.

Jeg gør opmærksom på, at det er sengetid, og der altså ikke skal kagles i walkie-talkie nu. Men da jeg meddelte at jeg ville tage dem med nedenunder fordi de skulle sove, var der store protester.

Argumentet fra min søn, som har forvandlet sig til absolut sprognørd, var at: ”vi kan jo godt kommunikere med dem, men vi gør det ikke. Det er til hvis der nu kommer en situation. En situation hvor vi bliver kidnappet. Det kunne jo være vi kunne snakke med politiet.”

(Hvor får han de ord fra? Og så på dansk? Han er 9 år, altså)

Nå, men historien med politiet har en forklaring: da Divaen og Zorronaldo havde ca. samme alder, havde de fået fingre i First Mans rigtige walkie-talkies.

De havde godt nok fået lov at lege med dem, men jeg tror at First Man havde undervurderet deres kunnen, for de fik tændt for dem, og beklageligvis stod walkie-talkierne fra gammel tid på noget frekvens der ikke umiddelbart er beregnet på civile og almindeligt dødelige.

Med det resultat at jeg efter en halv times tid, havde to små mennesker der kom ned i køkkenet og spurgte hvem Morten var. Jeg svarede lidt desorienteret at jeg heller ikke vidste hvem det var.

Nå.. det var en skam, for han snakker i fars walkie-talkier. Hør selv:

Og lynhurtigt kunne jeg af de indkomne og noget forbløffede bemærkninger, høre at de var landet på politiets sendefrekvens, og at Morten betjent ikke helt forstod hvorfor der var nogen som snakkede i munden på dem, så jeg fik slukket i en vis fart. Det er vist lidt forbudt..

Og siden har de ikke været fremme i tændt tilstand.

Men så sendte Cathy et sejt sæt walkie-talkie sæt helt ovre fra USA og nu kan de nøjes med at snakke med hinanden uden nødvendigvis også at sige godnat til politiet.

Worlds most hated

Hvor længe skal man gå rundt og være ”Worlds most hated” uden at gøre noget effektivt for at ændre det?

Jeg ved godt, at når man er blevet mor, har man samtidigt sagt ja til at være upopulær flere gange dagligt, resten af livet. Og det kan man så gange med antallet af børn.

Men mine skuldre er brede og jeg kan godt stå i mod, falder sjældent for fristelsen til at lade afkommet få deres vilje, bare fordi de kører noget hetz mod deres mor, selvom det altså godt kan ske at jeg giver efter for gode argumenter.

Sker ikke så tit, men det hænder.

Og nu har Prinsesse Lyserød altså udset sig et par støvletter, som er hendes mor – altså mig – meget imod.

Disse støvletter, har nemlig så høje hæle, at jeg er ikke engang sikker på at jeg selv ville kunne gå med dem en hel dag, uden at vække, i det mindste en af mine diskos prolapser.

Prinsessen er 12 år gammel – og hun ville gerne være lidt tættere på de 16 hun føler sig som.

Og stables op på de der 8-9 cm støvlehæle.

Og hun er ved at gå til over, at jeg overhovedet ikke deler hendes synspunkter desangående.

Ihukommende gårsdagens indlæg burde jeg vel egentligt give efter, og bare lade hende stavre rundt. For i grunden kan jeg godt selv huske de ting som jeg ønskede mig inderligt. Og sommetider fik. Som et par røde hjemmesko.

Når man sådan tænker efter, er det jo fantastisk at få sit højeste ønske opfyldt.

Problemet er bare, at jeg synes der går inflation i det der med ”højeste-ønsker-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en”. Der går gerne 2 eller 3 dage efter man har opfyldt et barns ”højeste-ønske-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en” – før de udser sig en ny dims, de absolut ikke kan leve uden.

Nogle gange er det okay, men man tager altså ikke skade af ikke at få alt hvad man ønsker sig.

Igen – hun er 12 år. Og i min verden går man ikke høje hæle som 12årig.

Faktisk må hun gerne være 12, i hvert fald indtil hun lovformeligt bliver 13. Og så fremdeles. Jeg er nemlig ikke den store tilhænger af at ”brûler les étapes” eller på dansk – gå for hurtigt frem.

Man er jo voksen altid, bagefter.

Så derfor er chancen for at jeg fortsætter med min fine titel, som ”Worlds most hated” lidt endnu, temmelig stor!

Hvad du ønsker, skal du få..

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages. Og hvad hun skulle lege med.

Nemlig fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet, er en meget fin dukke med kastanje-rødbrunt hår og brune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – netop den forhadte Barbie.

Så hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker, som sikkert kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer.

I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af og Zorronaldos lille stemme lød “Moar, det var sådan en jeg ønskede mig..”

Lige præcis her var det så, at jeg blev fuldstændig enig med mig selv om, at for fremtiden var det ikke omgivelserne – de der rigtige bøger skrevet af kloge mennesker – der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men derimod barnets ønsker.

Så skulle jeg nok vise mine børn, hvordan man håndterede verden udenom.

Og derfor kan jeg nu se på et kort, men højtelsket filmklip, fra endnu en anden jul, og – i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser -glæde mig over synet af en lille bitte Diva med strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!

MAND-HVOR-JEG-GLÆDER-MIG-TIL-SKOLESTART..

Jeg kan meget godt lide mine børn, sådan rigtigt fantastisk meget, og jeg elsker at være sammen med dem, jeg gik endda hjemme da de var små – MEN NU må de altså gerne snart komme af sted ud i verden igen.

Sommerferien har været lang – alt for lang – og nu går det ud over mig. Og jeg føler mig som Tante Berg eller hvad hun nu hedder, i “Lotte, Jonas og Jeg”

“Lotte: Hun blev glad to gange idag, da vi kom og da vi gik”

Hvert femte minut kommer det: moAAr, jeg vil dit – moAAr, jeg vil dat.

Det er til at blive idiot af..

Og det er altså rigtigt: bedst som man har sat sig for at skrive et spændende indlæg om en eller anden by.. Eller noget andet som verden bare har brug for at vide – så står der en person under 18 år og laver lyde – lige ved siden af mig. Og jeg er desværre sådan indrettet at jeg ikke kan høre noget når jeg er optaget af noget andet, hvilket nogle gange medfører at jeg får sagt ja til en masse vrøvl – før jeg vågner op og kan forstå hvad der bliver sagt.

I og med de efterhånden går ind i ferieuge nr. 9 er deres egen-aktivitets-gen en anelse falmet og mangler nogle kromosomer. Sagt med andre ord, de keder sig bravt og vil godt snart have lidt mere spænding i deres liv.

Pandekager til morgenmad rækker bare ikke længere.

Gårdmand Bjørn starter tirsdag, de 3 andre skal først pakke penalhuset d. 5. september.

Og det glæder vi os alle sammen til.

Nok mest mig, den onde Tante Berg-mor jeg er!

Most wanted autografjæger

Når First Man og jeg er til fest uden børn, hvilket trods alt sker indimellem, tager jeg meget ofte – for ikke at sige altid – billeder, af den mad vi får serveret, af gæsterne, dekorationen og jeg slæber morsomme konfettistykker, bordkort og andet lir med hjem i stor stil.

Det er blevet til et ganske hyggeligt ritual, om morgenen efter diverse fester, at  sidde og vågne med en kop te, mens jeg fortæller Firkløveret om maden og stemningen og viser billeder og deler skrammel og pynt ud.

Alt dette, fordi jeg synes det er frygteligt synd for mit afkom, at jeg morer mig, og de sidder derhjemme og er udelukket fra at tage del i den givne festivitas. Altså ikke fordi de vansmægter og går for lud og koldt vand – blot jeg ikke er i nærheden, for det gør de naturligvis ikke – de hygger sig garanteret mere end vi gør nogle gange – men lad det nu være!

Derfor holder jeg mig heller ikke tilbage, når jeg kommer i nærheden af en eller anden kendis, som kunne tænkes at ville give mig en lille hilsen, med hjem til mine børn.

Jeg mindes en gang en koncert (en festival aften) hvor firkløveret var voldsomt utilfredse med at være blevet parkeret i et sommerhus, i stedet for at deltage i festivalen. Jeg lovede at de nok skulle få deres festivaldåb, men det måtte blive en anden gang.

Før jeg strøg ud af døren derhjemme, greb jeg en top, til at have på under min noget tynde tunika, for ikke at fryse. Det var først i bilen, det gik op for mig, at det var Divaens top jeg havde fået med i farten, jeg kunne nu godt klemme mig ned i den alligevel og beholdt den derfor på!

Det blev imidlertid meget varmt, og tunikaen røg hurtigt af, og det gik hverken værre eller bedre end at jeg spildte en klat et eller andet som ikke kunne gå af, på Divaens top, og så var gode råd dyre – hun ville nok ikke blive fantastisk imponeret over den fine plet – så jeg spekulerede som en gal på, hvordan jeg dog kunne gøre det godt igen.

Dette dilemma blev løst ved synet af en ven, som tog sig af backstage security, og han spurgte om vi ville om bagved og lure, når den internationale stjerne skulle på. Og det ville vi jo gerne!

Jeg havde personligt aldrig nogensinde hørt om den unge mand på 25, før. Og jeg må nok tilskrive dette faktum, min højt fremskredne alder!

Hvorom alting er, stod jeg inde bagved højttalerne, i siden på selve scenen, mens han spillede. Da det næsten var slut, blev vi sendt væk, da stjernen ikke ville have pøblen myldrende om benene, når han skulle direkte ned ad trappen og ind i den ventende bil med tonede ruder.

At fortrække fra scenen omgående, viste sig at være nemmere sagt end gjort, eftersom der i mellemtiden havde forsamlet sig en større flok teenagepiger, som modsat mig, med mit manglende stjerne kendskab, havde helt styr på hvem den unge mand var.

Disse piger stod mast sammen, helt op til trappegelænderet, og da jeg skulle væk, havde jeg kun en mulighed og det var at bestige gelænderet og dumpe ned i teen-tøse-flokken. Hvorved jeg jo kom til at stå ubetinget forrest, og tættest, på både bil og trappe, foran alle de ventende piger, som blev en anelse frustrerede over denne nye og meget uretfærdige fordeling af pladserne.

Der blev meddelt at den unge mand under ingen omstændigheder ville give autografer – dette var en noget af en nedtur for mine planer med tilgivelse for pletten – og jeg tænkte at det skulle komme an på en prøve. Man er vel stædig.

Stjernen kom derpå susende ned ad trappen, og med det ene ben inde i sin fine bil med chauffør, råbte jeg, så man kunne høre det helt til Skagen: ”PLEEEEASE”..

Og dette er så beviset på, at man til alle tider kommer længst med høflighed, for den unge mand stoppede omgående, og trak foden ud af sin ventende bil igen, og stod nu ansigt til ansigt med mig.

Jeg fik hurtigt ekspederet mit ærinde: om han ville være så venlig at skrive en autograf på min datters top, som jeg stadig havde på, eftersom jeg var kommet til at ødelægge den, med den meget synlige plet.

Han smilede venligt, kradsede sin autograf på min mave, altså på toppen som jeg jo havde på, sagde pænt farvel, forsvandt derpå ind i bilen og kørte væk.

På dette tidspunkt var der meget stille rundtomkring mig. Men jeg fornemmede, at jeg hurtigst muligt måtte fortrække, for at undgå den begyndende lynchstemning der blev rettet mod min person, og i særdeleshed mod Divaens top. Så jeg smilede og råbte ”hej med jer”, og løb skyndsomst over blandt sikkerhedsvagterne, som brølende af grin havde stået og betragtet hele episoden på afstand.

Men Divaen fik sin autograf top, og tilgav mig pletten! Og da jeg ikke blev spottet af nogle fra teen-tøse-fan klubben igen, blev jeg heller ikke udsat for repressalier, selvom der givetvis blev oprettet en hadeklub på facebook!

Som sagt var First Man og jeg til fødselsdag i lørdags, og der var mange gamle venner vi ikke havde set i lang tid, blandt andre en, som i de mellemliggende år har fedtet rundt med noget thaibox/kickboxing – spørg mig ikke om forskellen – og han i den forbindelse har været verdensmester hele 7 gange.

Og da Gårdmand Bjørn, hver tirsdag, udøver samme sport, var det jo meget oplagt at flå en autograf, samt et par billeder, ud af den 7dobbelte verdensmester – han havde i øvrigt sådan nogle fine postkort med sig selv som motiv – som der passende kunne skrives på.

Der var derfor ingen ende på glæden ved gensynet, da jeg udover et par kys eller ti, samt den sædvanlige fest-høst, kunne give ham dette trofæ – samt en invitation til at komme på besøg og træne i verdensmesterens klub!

Lørdagens høst – samt den famøse top, med plet og autograf!

At pylre med værdighed – og et godt råd

Zorronaldo skal på tur til England. Med skolen. Det ville for så vidt være okay – hvis jeg nu også måtte komme med. Men det må jeg ikke, og det selvom jeg oven i købet er præsident.

Jeg måtte ikke engang lave hans madpakke. Og han blev virkelig fornærmet, da jeg listede et par hullede Bjørn Borg underbukser og en 3 dage gammel nat T-shirt ud af hans kuffert. Men altså – mit ry og gode navn tilsølet af at sende min vrantne teenager til England med beskidt nattøj? Helt ærligt altså.

Bjørn Borg landede i skraldespanden – så må han – Zorronaldo altså, ikke Bjørn – råbe op over det, når han kommer hjem på lørdag.

På LØRDAG.. Er I klar over hvor langt væk det lige er? Og hvor mange busulykker der lige kan nå at ske, og jordskælv og kolera epidemier. Tænk nu hvis han glemmer mig? De har sådan en ustabil hukommelse i den alder.

Jeg kunne dog godt få lov til at give ham lommepenge med, og nogle nye seje sokker. Samt købe en lille gave til værtsfamilien, der skal have ham boende. Det var hvad jeg lige akkurat havde beføjelser til.

Jeg prøvede at sige ting som: ”tak fordi jeg måtte komme”, ”tørre sokker” og ”ikke for meget slik” men jeg kunne ligesom fornemme, at det ikke helt trængte ind. Måske talte jeg ikke højt nok til at overdøve musikken i hans ørebøffer.

Det kan godt være det havde virket bedre, hvis jeg havde sagt ”frispark”.. Eller ”off-side”.

Men jeg ved det godt, det der med at give slip. Det er der nogen, som siger man skal. Behøver det bare være lige nu? Allerede? Kunne vi ikke vente til han blev.. 36?

Så er det altså godt, at man har nogle andre, man så kan være noget for. Nu hvor man ikke må tage med som blind passager og være noget for nogen, mens de er i England. Og skal lade være med at pylre.

For Divaen er nervøs for en musikprøve med den ondeste musiklærer, som desværre overlevede et langvarigt ophold på en klinik. Jo – det er muligvis lige i overkanten at sige sådan offentligt – men hør lige hvad han sagde til hende: ”Alle de elever som ikke ved hvem William Sheller er – de er imbecile” – og så kiggede han direkte på hende. Tak, og kom igen..

Nu ved hun hvem William Sheller er – fik en CD i julegave.. Men HVOR skulle hun ellers vide det fra? Ved han måske hvem John Mogensen er? Det håber jeg trods alt ikke for ham, men alligevel.

Hende, af alle Divaer på 16. Som kan sende en sms og bede om at få klavertimer, så hun snarest kan lære at spille Mozarts klaversonate 310. Den ER altså også smuk. Men derfor bærer hun ikke ligefrem denne opblæste nar i sit hjerte.

Og i morgen skal hun synge ”Emmenez-Moi” foran klassen. De skal synge 3 og 3 og får en karakter der tæller til eksamen. Jeg opfordrer lige til at lytte til den tekst hun skal kunne.. Jo, jo den er god nok. Det ER da en fantastisk sang og alt det der. Men den er muligvis en anelse svær, at synge for en som ikke ligefrem lever af det, jeg ved ikke – hvad siger I?

Men altså, så var det at jeg, for ligesom at bløde lidt op på stemningen og hendes flossede nerver, bad hende forestille sig den selvoptagede musiklærer, i færd med at skide. Pardon – men jeg sagde det også på fransk..

For i slige situationer, er vi alle lige, hvad enten det foregår med bred mund eller om det er mere dybtfølt, med lettere ændring af ansigtskuløren og lyd på.

Hun kom heldigvis til at grine så meget, at hun helt glemte at være nervøs og mon ikke det holder til i morgen?

Hvad du ønsker, skal du få..

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages.

Legetøjet var fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet er en meget fin dukke med kastanjebrunt hår og mørkebrune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – den forhadte Barbie.

Men hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker som kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer. I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af lego, og tilføjede ”Moar, det var sådan en jeg godt ville have..”

Og så må jeg indrømme at jeg blev en anelse harm. Ikke på ham, men på den industri der omgiver gaver og børn.

Og jeg kom pludselig i tanke om to episoder, hvor jeg fik det jeg ønskede aller, aller mest. Et par hjemmesko som 11årig. Røde, med bitte små guldstjerner på. Og som fik mig til at trykke næsen flad mod vinduet i månedsvis. Jeg fik dem.

Jeg fik også et stereoanlæg – kan I huske de der seje nogle med radio, båndoptager og pladespiller øverst. I et slags møbel på hjul. Det var det absolut eneste jeg hysterisk ønskede mig, da jeg blev 16. Og min elskede morfar kunne se igennem det hele og jeg fik mit anlæg. 6 uger senere var han død og borte.

Og jeg blev enig med mig selv om at for fremtiden var det ikke omgivelserne der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men deres ønsker.

Så i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser, kunne jeg i stedet glæde mig over en lille bitte Diva med lilla strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!

Persongalleri

Efter 3 måneder i Blogland – ja, kan I høre fanfaren? – har jeg tænkt mig at ændre lidt på navnene. De er ligesom lidt intetsigende idet 97 % af andre blogmødre kalder deres afkom præcis det samme – eller næsten.

Og det er lidt synd, det fratager nemlig fuldstændigt firkløverets individuelle identitet.. Fik I den??

Nå, men også sagt på godt dansk – firkløveret skal have blog-navneforandring – i hvert fald 3 af dem.

For ingen er vel i tvivl om hvem Prinsesse Lyserød er.

De nye navne passer faktisk meget bedre – og jeg tror at de af mine læsere som kender firkløveret ude i den pulserende virkelighed, vil være enige med mig! Det er faktisk slet ikke engang nye navne, det er blot gamle navne der er fundet frem og bliver offentliggjort i Blogland.

Men for sådan at gøre det ordentligt, kommer en kort præsentation af dem her – faktisk er det bare en omskrivning af siden ”om alle de andre”.

Altså for at starte fra en ende af:

Ældstedatter tager navneforandring til Divaen. Hun har al den elegance og kølig klasse den titel kræver. Samtidigt udtrykker den også meget klart at det er hende som har styr på det hele. Hvilket er rigtigt. Hendes styrke kan nogle gange forbløffe mig. Hvordan hun håndterer mennesker, hun føler har trådt på hende, fylder mig med beundring. Hun er i sandhed en Diva. Hun har en plan med sit liv, hun vil være dyrlæge – og det har hun villet være siden hun som 3årig, insisterede på at komme ind i buret og reparere løven, hvilket jeg på pædagogisk vis forklarede ikke kunne lade sig gøre. Hun blev inderligt fortørnet over den besked, og har stadig ikke helt tilgivet mig.

Ældstesønnen kommer til at hedde Zorronaldo.. Det giver lidt sig selv. Barndommens heltefigur og nutidens do. Han er tjekket og sej, pigernes helt og et fodboldgeni. Men det er ikke overfladisk det hele. Han hader uretfærdighed, og han vil gerne passe på andre. Fra dengang i 3.klasse da han kom hjem og med harme og indignation i stemmen sagde: MOR, ved du at der er børn i verden som ikke kan gå i skole – fordi der hverken er bøger, lærere eller bygninger? Han meddelte i samme åndedrag, at han ville være lærer når han blev stor og rejse ud i verden for at undervise de stakkels børn som ikke havde mulighed for at lære noget. Er man idealist eller hvad? Han vil stadig gerne være lærer, såfremt denne vej ikke forinden bliver omdirigeret til professionel fodboldspiller.

Prinsesse Lyserød kan ikke være andet end Lyserød. Hun er ikke 4 år, som titlen muligvis kunne forlede folk til at tro – hun ER bare en prinsesse, ofte sart,  konstant sulten – hun er født sådan, og kan til alle tider mærke ærten!!

Yngstedreng har altid heddet Gårdmand Bjørn, i folkemunde. Opfundet af aupairen! Og det støver jeg af og tager frem igen. Ikke fordi han hedder Bjørn – slet (og heldigvis) ikke, – vil dog lige indskyde at Bjørn sikkert er et fint navn til mange andre, men det passer ikke til ham her. Nej, Gårdmand Bjørn, har han heddet fra sin fødsel, fordi han er en blød stor bamse. Han har faktisk aldrig været lille, selvom han er mindst. Han er født stor og stærk. Han elsker naturen og forsvinder i timevis alene ud på Æblebakkens mange hektarer, for at gå på eventyr, vender ofte hjem med skrammer eller blodnæse, forslået men lykkelig. Derudover savner han sin motorcykel, som desværre er blevet hjemme på øen..

Nu ved I noget mere om firkløveret, så det ikke bare bliver til en eller anden grå uformelig massebetegnelse, jeg indimellem skriver ufatteligt meget om!

Om slaver i husholdningen og kager

I mit farverige køkken er jeg ofte så heldig at have gæstebagere. Som I måske har gættet, så fylder kager en del i vores hverdag – ikke kun om søndagen.

I skrivende stund regeres der, og gøres ved, med megen larm og halløj. Nogen laver noget – som jeg ikke måtte se, hvad var. Og da jeg blev hidkaldt til lettere konsulent bistand, skjulte de først kogebogen, og jeg måtte love ikke at kigge.

Jeg bliver så glad og synes det er så dejligt når mine børn vil lave mad eller hjælpe til med husholdningen. Og kagebagningen. Okay, deres iver kølnes så en del, når det kommer til rengøring og oprydning, men indimellem kan man være heldig.

For 2 år siden skulle jeg til møde hele dagen i København, ældstedatter var i bogstaveligste forstand fløjet af reden med Air France, for at tilbringe 10 dage hos en ven i Frankrig. Mit møde trak ud og jeg kunne se at jeg ikke ville nå hjem tidsnok til at lave mad – hvad gør en klog?

Ringer hjem til sin ældstesøn på 12, og spørger om han vil prøve at lave frikadeller. Det ville han godt, han havde heller ikke noget valg, og der stod frikadeller på bordet da jeg kom hjem!

Og i dag har ældstedatter gjort hele køleskabet grundigt rent mens jeg var ude og købe ind. En anden gang har jeg fundet yngstepigen i færd med at stryge noget tøj, fordi hun syntes strygetøjsbunken var så stor.

Det er den nu altid, synes jeg – stor altså. Så når man endelig i bund med alt vasketøj og den slags og glemmer i sølle 2 dage at man skal vaske – fordi man laver påskepynt eller har sicilianske høns på besøg, og vupti er vasketøjskurven ved at kaste op, og man drukner i vasketøj igen og kan så starte forfra.

Det værste ved vasketøj er for resten sokker. Er I lige klar over hvor mange sokker der er i en familie på 6 personer?

Og uanset hvor mange sokkepar jeg putter ind i maskinen – der kommer aldrig nogensinde det samme antal ud af den igen. Sokkerne forsvinder på mystisk vis og ligger så i ensom majestæt i ugevis, indtil jeg enten beder ejermanden tage dem til sig igen, og håbe at den forsvundne makker vender hjem igen, eller hvis de har overlevet i vaskerummet i månedsvis, og ingen vil rigtigt kendes ved dem, og makkeren definitivt er fordampet udi en hidtil ukendt vortex – nej, ikke det til fodvorter – det andet vortex, så ender jeg simpelthen med at smide dem ud og finder naturligvis den resterende sok 2 dage efter. Som jeg så også smider ud – og føler mig grundigt røvrendt af det der vortex.

Lige meget hvilke tricks og kneb jeg anvender, har jeg aldrig kunnet parre alle sokker med deres respektive makker, og udleder heraf at sokker er nogle utugtige og utro størrelser, det er faktisk lidt skuffende nu man tænker over det.

Nå, det var et mindre sidespring, men hvorom alting er, så selvom firkløveret nogle gange skal trækkes op ved håret, og sparkes til at finde den  inderlige glæde der er forbundet med støvsugning, så hjælper de meget til, og dette er en af de mange fordele der er ved at have 4 børn.

Hvis man er lidt snu så kan man faktisk med et minimum af anstrengelse planlægge sig til gæstekokke 4 dage om ugen: I Danmark – da de ikke havde så lange dage og heller ikke så mange lektier for altid – havde de nemlig hver deres maddag – også selvom de var 7år. Så blev det bare med mere eller mindre hjælp fra mig.

Der er noget yderst tilfredsstillende over det at lære sine børn at lave mad. Og at gøre rent, vaske tøj og alt sådan noget kedeligt noget – men i det mindste ved man, at de kan klare sig, og at de ikke står fuldstændigt fortabte ved tanken om at koge et æg eller rede en seng. Rent bortset fra at jeg er så supersød at jeg tænker på mine svigerdøtre – tænk at få sig en mand som både kan stryge, lave frikadeller samt gøre rent på indersiden af et toilet!!

Men det vigtigste er dog kagerne!

Og i dag var det:

Men nu I allerede har hyperaktivt mundvand, vil jeg lige vedligeholde det en anelse:

Og – så er der ikke mere for den 25-øre. I må vente til søndag med resten!

Børn og kunst

Jeg var på kunstmuseum i sidste uge med de royale. Det var jo vinterferie og tiden var lidt lang, så vi tog til Caen for at luske lidt rundt der.

Der er et meget fint slot i Caen – det eneste problem er, at det er udenfor. Og når det blæser 1½ pelikan er det ikke videre morsomt at trampe rundt i William the Conquerors fodspor, og ens begejstring for tomme voldgrave og murbrokker kølner ligeså meget som vejret.

Altså fik jeg – synes jeg selv – den fantastiske idé at slæbe dem med på kunstmuseum.

Der blæste det i det mindst ikke – og så kunne jeg lokke med eftermiddags lækkerier hos ”Dollys” bagefter.

Nu vil jeg skynde mig at fortælle at ”Dollys” er nok det eneste sted uden for England, hvor man kan få cream tea der er værd at betale for – for slet ikke at tale om hendes fish n’chips. Dolly er en lille engelsk dame, som har den hyggeligste restaurant i.. nok ikke i verden for jeg har desværre ikke været overalt – men af alle de steder jeg HAR været er Dollys afgjort den hyggeligste restaurant.

Således lokket med lækker cream tea var afkommet overbevist. Og vi gik ind.

Men dette kunst museum.. det var.. noget af en skuffelse. Jeg tror indersiden af en offentlig toilet væg er mere kunstnerisk. Jeg holder meget af kunst og billeder, skulpturer og sådan, men ihh altså.. Der var en eneste lille sal med 10 nogenlunde impressionistiske værker, ellers var der ikke et eneste – af mig – kendt navn. Men nu har jeg selvfølgelig heller ikke studeret kunsthistorie. Billederne var kedelige og intetsigende.

Og så kom vi til sidst til salen med noget de kaldte moderne kunst. Der var et stort lyseblåt lærred.. med en nåletynd rosa streg lodret ned fra top til bund. Og jeg undredes såre. Så kom der et lærred som var dækket med lakerede franskbrødsskiver. Bare tanken om at have lakeret mad hængende på væggen i årevis var nok til at give mig kvalme.

Men det varede ikke længe, så gad vi ikke kunst mere. Når jeg bliver – narrrj – jeg bliver aldrig gammel – men når jeg ikke har hjemmeboende børn mere, og inden jeg får børnebørn vil jeg på museum i mange timer ad gangen. Det har jeg nemlig ikke været i mange år.

Belært at egen erfaring, er jeg altid løbet igennem museer med de royale. Jeg blev som barn, slæbt med til endeløse udstillinger om det ene og det andet – og jeg synes det var usigeligt kedeligt. Derfor har de royale blandt andet været på Louvre i under 45 minutter. Rekord – jeg ved det godt – men derfor synes de stadig det er sjovt at gå med på museum.

De kan huske de har set Mona Lisa, Napoleons kroning, Marianne på barrikaderne og la Victoire de Samothrace. Derudover mindes de dette:

Rutsjebane ned ad trapperne imellem salene. Desuden var det absolutte højdepunkt den dag, at de kørte i Metro 3 gange.

(PS: jeg kan godt se at der er 5 børn, men den orange er en ven!!)

Så jeg er helt sikker på at kunstmuseums turen i Caen vil også blive husket hovedsaglig for besøget hos Dollys. Det synes jeg er okay – for de kan stadig huske lærredet med brød og hvor få pæne billeder der var.

Og de vil godt jogge sammen med mig, igennem et andet museum, en anden dag.