Flytte ud… og hjem?

Det der med at flytte frem og tilbage.

Første gang, var det meget svært. Det var svært, måske mest fordi det ikke var mit valg.

Det blev ikke nemmere af at komme til et land, som burde være mit, men som jeg kun kendte fra ferier. Jeg følte mig helt fremmed, jeg kunne sproget men det var så det.

Jeg kunne ikke engang betale en regning, og måtte gå ned i banken, blafre lidt med mit girokort og hviskende spørge Ellen – nej ikke hende Ellen, en anden Ellen – hvordan det nu lige forholdt sig med det.

Og så det med at møde andre mennesker.

Jeg ved godt jeg er dansk, og jeg skulle nok ikke spytte sådan i suppen, men ærligt talt, danskere er vist generelt ikke ret gode til at tage imod nyankomne. Eller fremmede i det hele taget.

Så nej, det var ikke ret nemt at flytte hjem.

Denne gang regnede jeg mere eller mindre med, at jeg ville finde det lige så svært. Men forbløffende nok, siden vi tog beslutningen har vi glædet os. Nogle mere end andre, og nogle med en anelse forsinkelse.

Men så forleden sad vi og så billeder.

..

Og så gik det op for mig, i hvert fald, at jeg skal hjem til mit hus. På min ø. Hjem til dette her:

Det bliver hårdt for mig at finde et arbejde, det bliver hårdt for First Man at skulle være ensom udlænding igen, og der er sikkert også ting som bliver svære for Firkløveret.

Ting vi kommer til at savne. Og mennesker..

Vel skal vi flytte og vel er det hårdt at flytte, og der er fladt og kun et par enkelte æbletræer, men denne gang er det helt anderledes:

Vi skal nemlig hjem.

Jeg glæder mig

Og fortsættelsen lige her, er ikke ”i denne tid” . Nej, det jeg mener er, at jeg glæder mig faktisk til jeg en dag kommer hjem til øen igen. På nogle punkter i hvert fald.

Jeg savner en masse små ting som er rare – og som de fleste måske ikke tænker over i det daglige. Især ikke når det er en selvfølge.

Der er naturligvis også en masse ting jeg kommer til at savne her, da det ingen hemmelighed skal være at jeg helst beholdt residensen her. Ikke nødvendigvis på Æblebakken, men bare i Frankrig.

Men man har børn og mødre og andet godtfolk, for slet ikke at tale om uddannelser, huse og cykelstier, så foreløbigt er det nok den vej, det kommer til at gå.

Og så er det jo med at fokusere på det positive.

Det kan virke ynkeligt på nogle, men de små glæder skal man endelig ikke foragte, thi de er vældigt vigtige i dagligdagen.

Jeg glæder mig for eks. til at kunne drikke en lille slurk vand fra vandhanen, når jeg har børstet tænder. Vandet smager lidt meget af klor, og selvom man sagtens kan drikke det – hvilket jeg såmænd også gør på andre tidspunkter – så er smagen af klor lige efter tandpastaen, ganske afskyelig.

Jeg glæder mig også til at kunne tale med mænd, uden at de nødvendigvis tror at de bør tale til mig som om jeg var sinke. Den slags mænd er der ikke ret mange af i Frankrig, udover ham jeg er gift med naturligvis, og på siddende mås kan jeg kun komme på to andre, så derfor savner jeg jo omgangskredsens mænd intenst.

Men hvad jeg glæder mig allermest til, er at genfinde mit badeværelsesgulv. Som jeg vist har nævnt tidligere, er Eventyrhuset ikke det bedst isolerede hjem i verden. Ej heller er det det bedst opvarmede. Og slet ikke på badeværelset.

At gå med bare tæer på badeværelset i Eventyrhuset – hvilket man jo desværre er nødsaget til fra tid til anden, blandt andet ved ind og udstigning af sit bad, er forbundet med risiko for alvorlige forfrysninger.

Jeg glæder mig derfor uhæmmet til at kunne gå med bare tæer på mit badeværelsegulv hjemme på øen, uden at skulle udsættes for disse forfrysninger, for lige for tiden overvejer jeg seriøst at gå i bad med hjemmesko på!

Når vi savner #1

Savn kommer oftest i glimt.

Savn er vist i familie med lykke.

Nogle aftner trækker aftensmaden ud – det er ikke så tit, for nogen vil gerne se The Simpsons – og jeg er som sagt helst fri. Andre vil på facebook eller ose rundt på internet tøjbutikker. Og nogen skal skrive blogindlæg, og så er der dem som laver maveøvelser..

Men engang imellem, bliver man grebet af et emne og vi kan sidde og snakke længe alle 6. Noget af det som sommetider er oppe og vende, er hvad vi savner ved Danmark!

Tit har jeg bidt mærke i at det er de tilbagevendende begivenheder, faktisk også nogle begivenheder som jeg måtte insistere på at vi deltog i, dog ikke uden en vis mængde brok fra enkelte..

Morsomt er det så, at konstatere netop disse begivenheder som frembragte gnavne miner, slæbende fødder og højlydte suk, er noget alle savner. Okay indrømmet – nogle savner mere end andre. Nu skal jeg ikke glorificere mit afkom mere end højst nødvendigt.

Selvom Zorronaldo ikke ligefrem går rundt til daglig og savner den del af lokalsamfundet som involverer mennesker der er ældre end 21 år, så savner vi for eks. alle vores lille ”Open by night”.

Nu må man ikke fejlagtigt tro, at der er tale om et større arrangement, men have in mente at vores by tæller 535 sjæle. Altså er vores ”by night” også i tilsvarende størrelse. Efter devisen, småt men godt!

Hvis I vidste hvor hyggeligt det er at spise popcorn og høre levende jazz hos Ruth, at spise vafler som Lise ovre i banken laver, drikke Anne-Mette og Jespers hjemmelavede æblemost, så ville I også savne det!

Den aften der altså er by night.

 

Noget stort

Et andet indlæg var oprindeligt planlagt til at udfylde denne almindelige tirsdag i oktober, men det må altså blive en anden gang.

For der skete nemlig noget i går aftes, nogen ringede!

En kvinde – der som jeg selv – er gift og har børn. Men bare ikke med en dansk mand. Hun bor i et andet land end Danmark – som jeg. Og som jeg, vil hun gerne kunne stemme det sted hun bor, uden at opgive sit danske statsborgerskab.

Hendes børn vil, ligesom mine, gerne undgå det vanvittige dilemma de skal vågne op til på deres 22 års fødselsdag – nemlig det, at skulle vælge mellem mors eller fars land.

Det fylder meget i firkløverets bevidsthed – det at vide at de en dag skal vælge – og de synes det er umenneskeligt svært. De snakker om at de måske ender med at komme fra to forskellige lande, hvis de ikke vælger det samme statsborgerskab.

Hvordan kan man forvente at et menneske bare skal slette den ene, naturlige del, af sig selv? Viske fars eller mors oprindelse ud med et pennestrøg – og pludselig komme fra et andet land end den ene forælder?

Men nu ser det ud som om denne fødselsdagsgave slet ikke bliver aktuel. Måske er det muligt at Danmark endelig tillader dobbelt statsborgerskab.

Der står nemlig på side 55 i det nye regeringsgrundlag at: ”Danmark skal have et moderne samfund i en international verden. Derfor skal det være muligt at have dobbelt statsborgerskab”

Større bliver det ikke – for os – lige i denne uge, måske også måneden ud! Vi krudser fingre for at det skal lykkes.

Og jeg skåler lidt på forhånd, i virtuel champagne, med alle mine lidelsesfæller verden over! Og for alle de børn der ikke skal vælge mellem mor eller far!

Hurra!

Det lakker mod enden

Der er langt til jul. Det kan man se, når hverken Lidl, Netto, Kvickly, Føtex, SuperBrugsen og Fakta havde kirsebærsovs. Men SuperBest som jo har tradition for at have for gamle varer, de havde naturligvis et par bøtter stående fra sidste jul.. Jeg ved det for sidste holdbarhedsdato er Marts 2012..

Men pyt nu med det – det er ikke kød og jeg overlever simpelthen ikke en eksiljul uden kirsebærsauce!

Jeg har også fundet et anseeligt antal bøger, hist og her og alle vegne, og et par danske DVD’er har også sneget sig ned i kasserne. Med andre ord – vi har pakket alt det som gør, at vi kan leve et år mere på Æblebakken, uden de store kulinariske afsavn.

Det med det menneskelige bliver lidt en anden historie.

I går havde vi sagt rundt omkring at man var velkommen til at tage sin aftensmad med og spise den hos os. Hvilket faktisk resulterede i, at der på et tidspunkt var 15 voksne og 17 børn i mit køkken – og mig selv naturligvis.. Imponerende og vidunderligt!

Det er vist aldrig sket før.

Alle havde en lækker ret med til en fælles buffet og der var faktisk flere som havde lækre desserter med også, og vi hyggede og fik snakket fra kl. 16 til midnat hvor de sidste gik hjem!

Skøn måde at sige farvel og på gensyn på!

Men også lidt vemodigt..

Og selvom Gårdmand Bjørn jamrede over at skulle sidde i en bil i mange timer lige om lidt – går det meste af hans dårlige humør på at han ikke skal se Nikolaj og Rasmus i lang tid.

Nu mangler vi bare en familie brunch og så er det ellers Æblebakken og en dagligdag der venter i det fjerne. Okay ferien varer lige et par uger mere, og så starter skolen.

Tak for denne gang Danmark, vi ses igen!

Tilbage igen.. eller næsten

Er i hvert fald tilbage på øen. Og internettet. Har været uden internet i 6 dage! Det er jo næsten en kold tyrker.

Og så var der audiens i går. Jeg vil bare lige sige at I gik glip af noget – I som ikke var der. Jeg kendte ingen. Håbede at se et par eller 4 af de bloggere som jeg har skrevet med i snart lang tid nu. Og de var der – det var fantastisk dejligt at sætte ansigt på. Og så var der også en masse andre.

Og så var der jo en som havde 2 poser lakridser med til os – se det var rigtigt sødt gjort! De skal nydes!

Det var på den anden side lidt farligt, at ville møde mennesker som læser ens blog. Nu ved i hvert fald 10 andre bloggere, at jeg er ganske almindelig og at der ved gud ikke er noget særligt – for slet ikke at sige kongeligt – omkring min person. Lidt traumatiserende. For hvad skal jeg nu blogge om?

Det var også en anelse poppet at præsentere sig selv som Konge.. Jeg beklager – men der er jo stadig nogen som ikke har fundet ud af at jeg hedder Stine, så det virkede lidt akavet ikke at sige det.

Vejret var skønt. Og helt ærligt – vi har haft en eneste byge siden vi kom. HVAD brokker I jer over, Danmark? Her er da skønt!

Firkløveret var til gengæld en anelse anstrengende. Tålmodighed er ikke deres stærke side – og Zorronaldo var ved at gå i koma over at være på museum, under dække af at skulle gå en tur og se på huse. Prinsesse Lyserød fik dog sludret lidt med Ellen, og syntes hun var vældig sej sådan at turde at være alene i USA.

Gårdmand Bjørn var meget fortørnet over at jeg først bagefter, meddelte at Rejen, som havde haft lakridser med, også var hende med den flotte motorcykel. ”Hvorfor sagde du ikke det?” Så han vinkede ekstra meget ved lyskurven, da vi skulle dreje, men jeg tror ærligt talt ikke at hun så det!

I dag har de forsøgt sig med sådan en slags ufin byttehandel – “jo, nu da vi var med i går uden at brokke os alt for meget, så vil vi gerne have pizza til aftensmad.” Jeg går desværre ikke ind for bestikkelse eller afpresning, så det blev ikke til pizza. Men det var godt forsøgt.

Men altså, jeg har stadig ferie. Der er en hel uge til jeg igen er at finde på Æblebakken. Men det er nu meget godt. For der er stadig mad vi mangler at spise. Og der skal købes ind til at slæbe med hjem til Æblebakken.

Dum som jeg er, har jeg naturligvis glemt min liste – så jeg prøver desperat at rekonstruere den ud fra hukommelsen – og det er som regel ikke en størrelse jeg kan forlade mig på – men jeg har intet andet valg.

Og så må det bare være sådan, hvis jeg kommer hjem uden kulør og kirsebærsovs. Selvom det så har lidt svært ved at blive jul..

Det om brugsen og byen

Eller sagt med et fint og intellektuelt ord – nærmiljøet.

Når man bare skal have fem teposer – og jo, jeg ved godt at de sagtens kan bruges flere gange, men så har jeg teposer til et helt år – og nogle opvasketabs – så gider jeg ikke at køre til de10 km ind til staden, til Netto, Fakta og alle de andre.

Så tager jeg til landsbyen ved siden af og går i Brugsen. Men det er faktisk en ret hård tur.

Det tager nemlig lige så lang tid, for i Brugsen, der møder man Charlotte og Søren i indgangen. Og skal lige opdatere. Og give dansk knus. Selvom man stadig er i fransk ”kys-på-kind” mode.

På vej hen til teposerne, bliver man nødt til at stoppe og sludre lidt med hende fra børnehaven. Og så går vi en anden vej, for hurtigt at komme hen til opvaskedimserne, og derpå ud og så hjem, men må jo lige sige hej til Michael, og bedst som man tror at NU er man sluppet fri – har betalt og er på vej væk, møder man Margrethe som er på vej ind.

Men det gør så ikke noget – for hun siger at hun læser min blog – og så bliver man jo lidt glad!

Man ser godt at Rigmors søn parkerer bilen, men nu vil man ærligt talt godt køre hjem igen.

Og det gør man så. Og kan vinke til Daniel ved busstoppestedet. Eller ret beset er det jo en rutebil, her i udkants-Danmark – men lad det nu være. Han var godt nok blevet væddemåls-korthåret.

Så cykler Kirsten forbi – men ser os ikke, fordi hun ikke har vænnet sig til bilen endnu.

Man kan konstatere at Bellas hus har skiftet farve, at Benny og Lene roder rundt i forhaven – de kan heller ikke kende bilen – og så lige før man drejer ind i indkørslen, er der en velindpakket motorcyklist som laver et mystisk kast med hovedet og Gårdmand Bjørn råber – det var jo JAN!! Og det var Jan, får vi at vide på en efterfølgende sms, hvordan han så ellers har kunnet se det, på den formummede mand der drønede forbi.

Men med hensyn til indkøb kunne jeg måske godt nøjes med at gå ned til købmanden som ligger 8 huse væk, men jeg er sikker på at det ville tage endnu længere tid.

Og for pokker hvor er det hyggeligt!

Det om bogstaver og ord på dansk

Med andre ord BØGER – og det der ligner.

Småløb, på den desperate måde, søndag morgen – efter eksil morgenmaden – ned til Kim Købmand for at købe et blad.

Det var sådan set fuldstændigt ligegyldigt hvilket.. Næsten altså. Bare et med danske ord i.

Det blev til nyt af slagsen. Jeg har ikke læst det endnu – da jeg vil gemme nydelsen til jeg kommer tilbage – rent bortset fra at jeg ikke gider spilde tiden på at læse, når jeg kan sludre med Lene, Kirsten, Stine, Marianne, Milena og Tina, og min moAr ikke at forglemme. Endda live og ikke kun over skype.

Men jeg fandt også en bog i Netto – Drageløberen til 30 kr.

Så kom jeg ned til den sædvanlige bogpusher, som stod ude på gaden og smilende sagde: velkommen hjem. Denne hilsen afstedkom følgende – meget lidt diskrete teaterhvisken på fransk – fra Divaen: “MoAr – han kunne genkende os – hvorfor kunne han det??”

Det kunne jeg jo ikke så godt svare på, men et kvalificeret gæt var at han nok havde set det på facebook!

Autoritetstro som jeg er – måtte jeg dog ydmygt indrømme at jeg havde købt en bog i Netto. Han tilgav mig storsindet!

Han fandt 4 tonstunge – ikke SÅ dyre, men stadig langt fra Nettobillige – bøger til mig, og selvom lysten til frådende at kaste mig over dem allerede nu, er tilstede, så venter jeg artigt til jeg er kommet hjem og skolen er i gang igen.

”Den lukkede bog” af Jette Kaarsbøl

”Vi, de druknede” af Carsten Jensen

”Forføreren” af Jan Kjærstad

”Sommerlys” af Jon Kalman Stefansson

Hvis I har læst dem og ikke syntes om dem – så hold venligst jeres mund!

Så jeg samler sammen – bøger fra hist og her – og langsomt, men sikkert, bliver udsigten til lange kedelige vinteraftner meget mindre! Men jeg er ikke færdig endnu! Men hold OP hvor er danske bøger lige dyre.

Har engang set et billede af en fransk model som sidder og tigger med en haute couture kjole på – og et champagneglas i hånden – hun havde ikke mere champagne.

Kunne faktisk godt se mig selv siddende på gågaden i tigger outfit – med et skilt ved siden af: ”giv en hånd til min bogsamling”.

Jeg er overbevist om at dette stunt mindst ville kunne afstedkomme et mindre bibliotek.

Men da jeg ikke helt ved hvor jeg skulle anbringe alle de bøger henne, idet jeg jo som bekendt kun har 17,5 hyldecentimeter til min bogsamling, så jeg må nok hellere lade være at gribe til den slags desperate tiltag!

Det om at være savnet

Der gik hele 2 timer, efter vi havde smidt bilen i persillesovsen, før Sofie kom cyklende for at kramme Prinsesse Lyserød. Hun havde kusine Maria med, så Zorronaldo også kunne sludre med en klassekammerat.

Dagen efter kom Frederik, Oliver og Nicolaj.

Efter Gårdmand Bjørn to gange, forgæves, havde været ovre for at tjekke om Nikolaj dog ikke snart var hjemme fra det mørke Jylland. Og endelig kom han. Og endte med at bortføre Gårdmand Bjørn.

De har kendt hinanden altid – gået i samme dagpleje og børnehave. Jeg fik utætte tårekanaler igen, da Bjørnen forsvandt på sit løbehjul, med bamsen og en tandbørste i tasken og Nikolaj med hovedpuden bagpå cyklen. Lykkelige og beskidte.

Planerne er lagt for de kommende dage – Divaen har tilbragt dagen med Hannah, Prinsesse Lyserød er sammen med Sofie, Zorronaldo er forsvundet ud på en eller anden fodboldbane sammen med de andre gutter, Gårdmand Bjørn har vi ikke set – han er sammen med Nikolaj.

Alle 4 er spredt ud over et anseeligt antal km2, og jeg må indrømme at jeg ikke har helt styr på hvor de er henne. Men de hygger sig – så meget ved jeg!!

Rent bortset fra at det, når de lejlighedsvis lægger vejen forbi vores hus for at få noget at spise, også er vildt hyggeligt for os at sidde og sludre med de dejlige børn, som jo har været en del af vores liv i mange år.

Og det gør mig så glad at kammeraterne bare er der. For der var nogen bekymring hos firkløveret, om hvorvidt kammeraterne kunne huske dem – eller sagt på en anden måde: gad være sammen med dem igen efter et helt år.

Men de har været savnet, har de! Ingen tvivl om det.

Firkløveret har skam også savnet kammeraterne – tag endelig ikke fejl af det – men det har været hårdt at skulle opbygge en ny vennekreds på et nyt sprog, og det har taget meget af deres energi.

Det har været vigtigt at få nye venner, men derfor glæder det mig alligevel at kammeraterne herhjemme, ikke har glemt dem helt.

Det bliver en skøn ferie kan jeg mærke!

Det om maden

Så kom vi over grænsen. Og gjorde holdt ved den første tankstation. Selve det at få fyldt benzin på, var langt fra det vigtigste.

Næ, det primære var at købe lige det, man havde savnet allermest.

Det blev til følgende:

1 hotdog

4 skildpadder – og jeg spiste altså kun én idet jeg også skulle have plads til en kæmpeeskimo.

1 marcipanbrød

Labre larver

2 kæmpe eskimo

1 filur.

Og så var det ellers hjem til øen. Hvor vi landede cirka samtidigt med persillesovsen. Jeg ved godt at det normalt staves “sauce”, men det der hvide opbragte noget med persille i, er altså sovs. Med stort V.

Så frikadeller, nye kartofler, persillesovs og så rødgrød med fløde. Og en brunsviger i tilfælde af akut sult. En hel bradepande.. Som er væk nu.

Kan I høre Dannebrog blafre?

Jeg ved godt, at med dette indlæg, kunne man måske få den fejlagtige opfattelse, at jeg og resten af familien, kun er interesserede i maden, når vi er på besøg i landet.. Men det er vi altså ikke. Vi er interesserede i mad – men ikke udelukkende. Vi er også interesserede i is.

Og meget tid går med at beslutte, hvad vi skal spise, hvornår. Især hvad.. For det med hvornår, er nemlig uvæsentligt – idet vi naturligvis kan spise en kold frikadelle, på hvilket som helst tidspunkt.

Og jeg har lige klemt et par kræmmerhuse med flødeskum ned så resten af de franske deller, som min mave absolut skulle slæbe med, kunne få lidt selskab. De skulle jo nødigt gå hen og føle sig alene.

Og der blev provianteret.. I Netto. Den store ude ved Silvan. Vigtige ting som frisk piskefløde, spareribs, hattings rundstykker, sønderjysk spegepølse, havrefras og den slags.

Og så morgenmaden, ikk? Den første morgenmad som hjemvendt selv-eksileret.. Hattings rundstykker, lunet i en ovn som virker, og så med  jordbærmarmelade fra den gamle fabrik.

Og appelsin yoghurt med havrefras. Eller det vil sige – det blev klemt ind som et lille mellemmåltid mellem morgenmad og frokost.

Og så en lille delle eller 3.. altså ikke dem jeg har på maven, men dem som min mor havde lavet i går.

Og et glas koldskål.

Og solsikkerugbrød med sønderjysk.

I morgen skal vi også have sild. Karrysild. og på jagt efter en lakridspibe.

Dansk

Inspireret af dagen idag. Befrielsen.

Det er muligt at det er løgn, eller en sandhed med modifikationer, men jeg har altid hørt at min morfar var frihedskæmper, og han kæmpede for et frit Danmark. Det må blive et indlæg en anden dag, men jeg kom til at tænke på hvornår er man dansk? Hvad vil det sige at være dansk?

Jeg føler mig dansk. Har altid følt mig dansk. Men hvor dybt stikker det i grunden?

Jeg bliver så umådeligt stolt, hver gang lille Danmark er på banen – og jeg mener altså ikke kun dem man bruger til boldspil – men det hænger sammen med at jeg er blevet så frygteligt patriotisk siden jeg forlod Dannevang. Man smovser mere i sit fædrelands vemodige sange, når man ikke er tvangsindlagt til dem dagligt.

Men jeg oplevede mig selv, i de 7 år og 7 måneder vi lige har boet i Danmark, som værende ikke helt så dansk igen. Jeg kunne ikke drømme om… Eller det vil sige.. Før, drømte jeg ikke et sekund om at jeg en dag ville få lyst til fransk statsborgerskab. Det har jeg stadig ikke, lyst til altså, men jeg må indrømme, det er mig ikke så fjernt som før.

Meget er blevet ændret i Danmark i de sidste 10 år, og det er ikke til det bedre for familier som min. På mange punkter, ikke kun udlændinge politik, men også skolelukninger og dagplejefyringer har skæmmet, i hvert fald vores lille by, og siden vi rejste ud, tager jeg oftere og oftere, mig selv i at tænke – hvad vil det sige, at jeg er dansk?

Kan jeg overhovedet være dansk et andet sted end i Danmark, og der var jeg endda ikke ret god til det.

Så hvornår er man dansk?

Jeg synes det er rart at have en kongefamilie, der opfører sig menneskeligt. Jeg holder meget af at høre at danske skolebørn hører til de nogen af de mest tilfredse i verden. Jeg er dog lidt ked af at det virker som om der ikke stilles så mange krav til dem, og så får de en noget brat opvågnen en dag, som nogle klarer bedre end andre. Men bliver man dansk af det?

Jeg synes også det er rart, at korruption ikke er så udbredt som i mange andre lande. Jeg er stolt af at være del af et demokrati som gør at jeg kan få et personligt brev, fra den der skatteminister vi ikke kan lide, med løfte om en lovændring – fordi han og hans embedsmænd trådte i spinaten. Jeg fik min lovændring og er pavestolt af den! Gør det mig dansk?

Jeg elsker min højskolesangbog, og kan nikke genkendende til Johs.V.Jensens “Den Lange Rejse”, fordi hans beskrivelse af en natur, som vitterligt kun kan være dansk, får tårerne frem i mine øjne.

Jeg skråler, af fuld hals, med på Shubidua’s og Kim Larsens sange. Jeg bander hvert år over, at nu går jeg igen, for Gud ved hvilken gang, glip af bagerens fastelavnsboller, og får jævnligt tilsendt lakrids, blød nougat og remoulade af venlige mennesker fra den lokale Dagli’Brugs.
Jeg føler mig dansk. Vistnok.

MEN – nu efter mange år, ad flere omgange, i Frankrig, skråler jeg også gladelig med på J.J.Goldmans og Johnny Hallidays sange. Svælger i vidunderlig politisk ukorrekt Foie Gras. JA!! Og NEJ de lider ikke – jeg har selv set det.

Jeg blinker hemmelighedsfuldt til Eiffeltårnet, når det krydser min vej, får et stik i hjertet over Marie-Antoinettes tragiske endeligt – man er vel royalist!!

Problemet er at mange af de ting som  bliver betragtet som goder og fordele ved Danmark, er jeg ikke enig i. Hvor er friheden henne hvis man skal tvinges til at have fuldtids arbejde, hvis man egentligt hellere ville gå hjemme og nyde at passe ungerne mens de er små, uden at være tvunget til at spise havregryn 4 af ugens dage – suppe for resten.

Eller det der med læge/sygehus-systemet, som jeg virkeligt synes er helt i bund i Danmark, i forhold til Frankrig. Og skoler som ikke lytter.  Man skal råbe så ufatteligt højt i de danske læge/skole systemer for at blive hørt. Og bliver alligevel ikke altid taget alvorligt.

Remoulade, blød nougat og lakrids kan sendes, bøger kan læses overalt, der er også bøgetræer i Normandiet – så måske kan jeg bare bo hvor det passer mig? Og være kosmopolit i stedet for?

Spørgsmålene er mange og løsningen ikke umiddelbart lige for. Der er dømt tænkeboks.

At runde de hundrede!

Jeg runder simpelthen de hundrede. Selvom det lige kom lidt hurtigere end jeg regnede med, men jeg rendte jo lige ind i award-hvepseboet. 

Men at have skrevet 100 blogindlæg siden d10 februar hvor jeg startede er lidt utroligt synes jeg. Et hundrede. Og jeg holder mig jo godt. Venter nu lidt utålmodigt på kaffen og telegram fra Dronningen.

Og for nu at efterligne min superhelt – jo, jeg indrømmer blankt at jeg er et uselvstændigt og ynkeligt pjok som ikke kan få idéer selv.. Jeg prøver af al magt at finde på noget mere originalt og selvtænkt, til indlæg nr. 200 – hvis jeg når så langt!

Det kommer jo mest an på jer. Jo – jeg fralægger mig fejt ethvert ansvar for min blog! For det er i høj grad også jeres fortjeneste at jeg skriver. Hvis jeg ikke havde en eneste læser eller fik en eneste kommentar, så gad jeg slet ikke skrive noget.

Derfor er det ikke helt hen i vejret, at jeg spørger jer om der er noget I gerne vil høre om. Og flertallet ville høre om hvordan børnene har det i skolen, og om vi savner Danmark. Så here goes:

Jeg savner ikke Danmark.

Jeg savner mad og mennesker. Appelsin yoghurt og Havrefras. Frikadellefars. En gammeldaws lavet af Iben – på Strandkiosken med udsigt over øerne. Jeg savner at gå rundt på må og få med min Allerkæreste og bedste veninde – eller bare sidde med hende i 4 timer i en udstillingssofa i IKEA og snakke. Jeg savner at drikke te med Kim og høre musik til langt ud på natten. Jeg savner at spise brunch med Lene under uret. Jeg savner at drikke kaffe med Kirsten. Jeg savner at høre Madonna og synge ABBA på singstar med Linda. Blandt andre!

Men jeg ved jeg kommer tilbage, så det er okay at savne og vide at man holder af. Og jeg kan godt gå helt i baglås over at jeg en dag kommer til at skulle savne Fiona, min kassedame, og alle de andre.

Firkløveret taler for sig selv:

Ældstedatter

Jeg savner ikke Danmark – slet ikke. Men jeg kan ikke lide den franske skole, selv om det er den eneste der kan gøre mig til en brilliant elev.

Fordi de tester os i hoved og røv. Og så får vi lektier for i ferien. Det er meget hårdt og det får mig til at stresse som en gal.

At komme tilbage til Frankrig, var lidt at komme “hjem” igen. Det var der jeg kom fra og nu er kommet tilbage til igen.. F.eks. tænker jeg tit på hvor dårligt jeg havde det i den danske skole. Og det eneste jeg ville var at komme tilbage til de få gode venner jeg havde i Frankrig.

Da vi så kom til Frankrig, var det følelsen at komme hjem.. – bare ikke i den rigtige by og med et noget rustent fransk og en seriøs mangel på kultur og almen viden, fordi vi ikke lærte den slags i den danske skole.

Nu har jeg venner her – og vil helst ikke flytte tilbage.

Ældstesøn

Jeg savner Danmark og jeg kan li’ den franske skole!

Jeg savner vennerne, fortiden, det som var mig før. Jeg savner at have mere fritid. Men nu har jeg vænnet mig til at være i Frankrig.

Man skal bare vænne sig til tanken, så går det hele meget nemmere. Man savner jo det gamle, men det vil jo altid blive i ens hjerte og verden er til for at få nye bekendtskaber og udforske livet nye steder!

Skolen er anderledes men man lærer en hel del, man får baserne – til senere i livet, det gør man ikke så meget i Danmark

Prinsesse Lyserød

Jeg savner Danmark ja. Jeg savner mine venner – og jeg vil gerne tilbage til Danmark. Jeg savner især maden. Normal flødeskum, Malaco Brio karameller, remoulade, honning, kanelsnegle, fastelavnsboller, kødboller, det danske flag, selvom vi har taget en hel masse med herned, så kan man ikke se flag i folks haver eller på busserne.

Skolen i Frankrig er dejlig og sjov. Skolen i Frankrig er anderledes end det jeg er vant til – og lidt kedelig i pauserne. Det er helt vildt nyt at vi spiser i kantinen i stedet for at have madpakke med. Det er skønt at spise i kantinen. Vi får forret og hovedret, 1 dessert, 1 frugt og brød. Det er ligesom en restaurant. Det er også anderledes at have fri kl. 16.35 hver dag. Men selvfølgelig også skønt at have fri hele onsdagen. Lærerne er sjove og strenge. Der er flere lektier i Frankrig, men på en anden måde. Man lærer meget mere i Frankrig.

Yngstedreng

Jeg længes efter Danmark – men jeg kan godt lide det her sted – her er meget ferie. Jeg er glad for at vi er taget til Frankrig – jeg kan godt lide landet.

Kan også godt lide sproget og de franske ting. Jeg savner vennerne i Danmark, men jeg har fået nye venner her. Jeg savner også vores hus i Danmark. Men jeg kan bedre lide min seng her i Frankrig.

Den franske skole har sådan nogle lange dage – men jeg lærer jo noget og det er rart, fordi så kan jeg finde ud af noget når man bliver spurgt. Det er ikke rart at være dum. Og jeg kan læse nu.

Kongelig konklusion:

Nej, det var ikke nemt at flytte – det var super hårdt at skifte skole til et fremmed land. Men der gik mellem 2 uger til 4 måneder for at de hver især faldt på plads.

Den franske skole er virkelig hård – nok fordi vi har valgt privatskoler. Privatskoler er mindre og der var måske mulighed for mere forståelse for mine to-sprogede, bi-kulturelle børn. Da skoler bliver evaluerede på hvor stor succesrate de har og ikke om børnene kan lide at gå der, skal man af den årsag jo arbejde hårdere på privatskoler!

Men skolen er super god. Efter franske standarder. Og der er en god kommunikation – dette kan også have noget at gøre med at jeg nu er præsident for skolekredsen!

At den ligger 900 meter fra Eventyrhuset er også en fordel! Men hvor længe vi bliver ved jeg ikke, nu tager vi et år mere, så må vi om vi er mere kloge på det næste sommer.

Der er ingen af os der decideret savner Danmark mere på den tårevædede hvemve måde. Adspurgt vil alle gerne tage et år eller to mere i Normandiet. First Man savner dog meget at have sit eget hus.

Og det var så slut på indlæg nr. hundrede. To be continued…