Prinsessens fødselsdag

En af grundene til at Lene, kom på besøg var at Prinsessen bliver 13 i dag. (Ja I må gerne sukke – men det er ikke nær så slemt som det lyder!)

Jeg ved godt at det er en tilbagevendende begivenhed, og at jeg burde vænne mig til det, med fire børnefødselsdage hvert år, men hvordan blev min Prinsesse lige så stor? Hun er næsten ligeså høj som jeg, og en del højere end Divaen.

Hun er en virkelig sød og omsorgsfuld pige, har mange talenter og er ydermere en god kammerat – fik i tirsdags meget ros på skolen, fordi hun så at den autistiske dreng i klassen, var ved at klippe sit hår af.

Nogle gav sig til at grine, men Prinsessen skyndte sig hen til ham og tog saksen fra ham før hans hår blev endnu kortere, og børstede de afklippede totter af hans tøj. Han stirrede på hende og spurgte hvorfor hun gjorde det, og hun sagde bare ”jo, man må ikke klippe i hår hvis man ikke er frisør – det er ikke så godt.” Det godtog han uden videre og gav hende et knus.

Andre drenge falder i svime over hendes tykke krøller og de grønne øjne. De ved udmærket at vejen til Prinsessens hjerte går gennem mad.. Så de har ofte lækre sager med i skole, som de byder hende, og så vil de i øvrigt for resten gerne komme sammen med hende.

Hun gider bare ikke det pjat: ”Mor, jeg vil jo godt lige have lov til at være barn!” Men hendes afslag er altid yderst venlige og pyntet med små smileyer. Pr. sms forstås!

De tager hende det ikke ilde op – men fjumrer fortsat omkring hende som om intet var hændt. Og spørger igen ugen efter.

Men tilbage til det egentlige: Bordet er dækket med slik og de bedste og ønskede gaver og huset er pyntet til skæg og ballade. Tøsepigerne kommer og fejrer hende i morgen aften.

Jeg har derimod fået krampe i stemmebåndene, det er noget værre noget det med at have besøg. Mine indlæg er ynkelige og små, men omvendt proportionelle med kvaliteten af besøget.

Så jeg er forhåbentlig undskyldt!

Dagen i tal

Blogfødselsdage: 1 – i dag nemlig! HURRA!!

Indlæg i alt: 421.. Jeg snakker vist for meget..

Kommentarer: 7800 – Hvoraf halvdelen garanteret er skrevet af mig selv..

Top 3 blogindlæg: ”Mig”, ”Skytsengel”, ”Persongalleri”, – folk er da generelt meget nysgerrige, hva’?

Top 3 henvisninger: ”Telefonfis”, ”En slatten en”, ”Jeg vil godt vide hvorfor”.

Bedste indlæg: er ikke skrevet endnu – så bliv I endelig ved med at komme – man ved jo aldrig hvornår det sker!

Absolut mest oversete indlæg: ”Min kassedame” Og det er altså lidt synd, for hun er nu så sød!

Forsvundne blogindlæg: 2

Samme indlæg udgivet 2 gange: kun ét.. men det kom altså to gange.. Shit happens – very sorry!

Rettede stavefejl: mange

Ikke rettede stavefelj: endnu flere

Antal kommafejl: ej, skal vi ikke lige snakke om noget andet?

Vundne give-vækkere: 1! Nogle spil som jeg endnu ikke har set, men som ligger hjemme på øen og venter på os!

Tabte give-vækkere og andre konkurrencer: … Det har jeg overhovedet ikke tal på. Så jeg er helt holdt op. Både med at tælle, og med at deltage. Indtil næste gang..

Særeste Google søgninger : ”Tyk dreng som laver ris”, ”Danske skaldede sangere”, ”Plastikdims til snørebånd” – Jeg undres såre..

Mest morsomme: ”Kong Leverpostej” Kunne de ikke også have skrevet Kong Gulerod?

Mest triste: ”Efter Kong Mor”.. Hvordan kan man overhovedet tænke tanken?

*

Der har været gode dage, dårlige dage – og så alle de kedelige dage. Men hvad så nu?

Jeg havde ingen idé om hvad det ville bringe med sig, da jeg trykkede på ”opret blog” dengang for et år siden. Jeg vidste ikke engang hvad jeg ville skrive om. Det ved jeg nu stadig ikke, de fleste dage.

Men det allerbedste ved at blogge, det er altså at få kommentarer – og når man tænker på at det kun er 3-4 % som lægger en kommentar, bliver jeg jo nysgerrig. Hvem sidder derude og læser med?

Faktisk kan det gøre mig glad en hel dag, når jeg kan få nogen til at grine. Bagsiden af medaljen er så bare, at jeg får galopperende præstationsangst, for er jeg mon i stand til at skrive noget så sjovt eller godt, én gang til?

Jeg startede med at blogge for min egen skyld – naturligvis gjorde jeg det – men I er grunden til, at jeg bliver ved!

TAK

PS: Spontane gaver accepteres gerne. Adresse kan rekvireres her: kongmor@live.dk! Ellers kan I bare nøjes med en kommentar.

Fødselsdag!

Ja – vi fejrer dagens fødselsdagsbarn. Så vi tester ikke noget idag. Men der var kage!

Vi har altid været royale – Divaen har fødselsdag d 16 april og Zorronaldo i dag – bedre kan det vist ikke blive som royal familie!

Nå ja, jeg glemte helt – det har sneet.. Sådan en 15-20 cm.

Og vi fortsætter bare

Ja – for i dag er det First Man som har fødselsdag.

Faktisk er det ret synd for ham, for vi jeg gider næsten ikke mere. Orker ikke mere pynt, boller, flag og hurlumhej!

Og man jeg burde udvise en anelse mere entusiasme, jeg ved det godt. Og der bliver jo både sunget og fejret – stemningen er bare lidt mere mat i det.

Han skal naturligvis ikke have kammerater med hjem, så det gør jo sagerne lidt nemmere – og de boller som blev bagt i søndags – udkom som vanligt i dobbeltportion, så der også er til i dag.

Firkløveret synes naturligvis det er fedt at vågne op til morgenmad bestående af lune boller med slik på.

Gårdmand Bjørn var glad – hele dagen i går! Han slog armene om mig og deklarerede, da vi kom hjem efter restaurantbesøget, at det var hans allerbedste fødselsdag nogensinde.

Og han ligger nu og sover med sit længe ønskede Nerf long strike gevær på den ene side, og sin elskede pingvin Mumle på den anden.

Gad vide om First Man også lægger sig til at sove med den Harley Davidson bog og champignonkniven, der venter på at blive pakket op? Det ville ikke undre mig!

Men nu vi er ved gaver – så.. jeg rømmer mig lige – jo fordi det er helt vildt højtideligt dette her:

JEG har nemlig vundet noget.

En giveaway!

Ikke den jeg gik og ventede på, men en helt anden giveaway ovre hos Superheltemor – en som jeg totalt havde svedt ud at jeg var med i.

Faktisk var jeg jo også lidt med i den på skrømt – for jeg var for længst holdt op med at tro på at jeg kunne vinde noget overhovedet.

Og så vandt jeg noget alligevel!

Ja, ikke alene vandt jeg – det er tilmed en fantastisk præmie!

To fede spil! Vist en revideret og ny slags Fire-på-stribe og noget Trivial!

Det bliver super at kunne banke de andre spille sammen i juleferien!

Så blev det endelig

Gårdmand Bjørns store dag. 10 år.

Vi fejrer hans første runde fødselsdag i dag, og så har jeg ikke flere børn tilbage, som kun er et tal gammel. Mærkeligt så hurtigt de bliver store.

Vi lå og snakkede i går aftes, han og jeg, som vi plejer og han fortalte mig om de to ting han ønsker sig allermest.

Selvom den slags hurtigt kan skifte i den alder, er det, blandt andre, heldigvis også de to gaver som lige nu pryder bordet han får at se om lidt, når vi vækker ham. Nemlig et Nerf Long Strike gevær og et waveboard.

Han bad mig om at lade være med at tage national-flaget med op, da han hellere ville vækkes af fødselsdagssang!

Jeg forstår ham så godt – det var en underlig kemisk lyd at slå øjnene op til!

Han var overbevist om at han ikke kunne falde i søvn, men der gik nu ikke ret længe før han måtte overgive sig til søvnen.

Han nåede dog at bestille lakridspiber og smarties som morgenbordsslik. Og jeg takker derfor min sjette sans for, at jeg købte tre pakker lakridspiber i sommers.

Brownie og boller er bagt, jeg mangler bare at lave nogle cookies til festen på skolen i eftermiddag!

Jeg har valgt at krydre indlægget med dette billede fra da han blev seks år.

Han fik disse underbørger, og tilsvarende tigermorgenkåbe, som han elskede højt og som simpelthen sad på ham til de hang i laser og hans onde mor – mig – smed dem ud!

Jeg kan stadig ikke finde ud af at lægge youtube videoer ind på mit indlæg – så desværre får I ham ikke at se/høre live. Det kan være det kommer!

Posten kom..

Og så var det lige lidt fødselsdag igen – for der var pakker med fra min bedste ven med te og lakrids – så kan man smile i flere timer!!

Jeg savner SÅ meget at sidde og drikke te og snakke med ham om alt muligt. Det når man ikke, når man kun er på lynvisit i Danmark. Men jeg må desværre  drikke teen selv, indtil vi kommer tilbage til øen igen.

Har smagt den ene – den med earl grey og alt det andet i – den var rigtig god!

Og så kom der et flot fødselsdagskort fra Marie – tusind mange tak Marie!

Så er det altså en masse værd at blogge!

Fødselsdag i clipart

Det startede med.. Eller faktisk starter alle vores fødselsdage med at fødselaren ligger i sin seng og sover rævesøvn. Så kommer alle de andre med lys og flag og hele balladen, synger fødselsdagssang og først da må man stå op og gå ned til morgenbordet med gaver og slik.

I dag var ingen undtagelse, jeg sov min rævesøvn og ventede artigt på min fødselsdagssang, bortset fra at First Man havde grebet et flag som kan spille. Det var et fodboldtosseflag jeg købte i et anfald af akut patriotisme, lige før vi skiftede ømulden ud med Æblebakken.

Der er det særlige ved dette flag at det, i stedet for en fødselsdagssang, spiller ”Der er et yndigt land.”

…

Så det var til tonerne af vores yndige nationalsang jeg blev vækket i morges.

Efter jeg gav mig til at grine, og ingen sang helhjertet med, men derimod stirrede noget mystificerede på deres far, spurgte First Man forbavset hvorfor ingen sang, hvortil Divaen meddelte at dette måske var en lidt forkert sang til lejligheden.

Havde det så i det mindste været kongesangen, kunne jeg endda forstå det.. Men der blev sunget fødselsdagssang til sidst, og op kom jeg.

Burde nok have rejst mig allerede da de første kemiske toner af nationalsangen gjaldede skrattende i mine sagesløse ører, men jeg tillod mig altså at blive liggende til de havde fundet kammertonen.

Så kom turen til gaver – og hold da lige helt op, der var mange!

Jeg blev voldsomt forkælet af børn, mand, familie og venner! Som jeg sagde – hvis ikke det var fordi man blev ældre hver gang – ville jeg nu gerne have sådan en dag lidt oftere end bare en gang om året.

Og til folk som ikke synes de bliver nok fejret på deres fødselsdag, har jeg et rigtigt godt råd. De skal gøre følgende tre ting: skynde sig at få fire børn, have en blog og være på Facebook.

Man bliver aldrig overset på sin fødselsdag når man har en facebook profil. Nogle siger det er overfladisk – men jeg synes det er vildt fedt. Skønt at læse alle de hyggelige små blink fra nær og fjern, for slet ikke at tale om alle de søde lykønskninger jeg fik her..

Skal vi ikke bare sige at vi gør det igen i næste måned?

Nå, det var et sidespring.

Jeg blev hentet af Fiona, og så gik turen til Caen hvor vi vandrede rundt i byen i strålende mildt solskin og 16 grader. Lidt shopping blev det vist også til, inden vi nåede Dolly’s bulede lænestole.

Jeg må lige sige, jeg har fået den flotteste gave af Fiona – tænk – hun har malet mig. Fundet et gammelt sort/hvid billede af mig, malet efter det i ren popart. Altså ret blæret at have et maleri af sig selv, vil jeg lige sige!

Timerne på Dolly’s gik med fish’n’chips, grin og snak og en del glas chai!

Jeg nåede hjem lige tidsnok til at hente børn i skolen, og blev forsinket af en masse som lige skulle ønske tillykke og snakke lidt, endelig nåede vi hjem og så var der dømt kakao. Vi hyggede og snakkede indtil vi skulle på ”creperie” (pandekagehus)

Jeg blev mæt allerede halvvejs inde i min hovedret.. Men dessert skulle jeg ligesom have, både fordi dessert ikke feder på ens fødselsdag, men også fordi min dessert var en gave – on the house. Så jeg sluttede lige af med en chokolade fondue. (og bøøøvs)

Kunne bagefter overhovedet ikke bevæge mig uden at stønne og fik derfor ikke trukket en vinder af min giveaway idag.

Sov som en sten – med skønne oplevelser i hele hovedet!

Kære mig,

Når dette læses, er jeg et år ældre – på papiret – i realiteten er der jo kun gået en enkelt nat.

Jeg er så heldig at jeg har fødselsdag næsten hele min fødselsdag, idet jeg er født midt om natten – undskyld mor!

Jeg er nok startet dagen med den bedste morgenmad, indtaget i prægtigt selskab med min søde mand og mine dejlige børn, efter at de har vækket mig med sang og knus.

Jeg har godt nok set noget af et pyntet bord her til aften, idet folk som har sengetid før 20.45 også gerne ville være med til at pynte. Jeg tror de glæder sig lige så meget som jeg – hvis ikke mere!

Prinsesse Lyserød har bagt boller og kanelsnegle – okay jeg hjalp lidt til sidst.

Dagens program vil være stramt – der er meget som skal nås før jeg bliver 43 så man kan ligeså godt lægge hårdt ud..

Ved titiden vil jeg være at finde i Caens gader, og formentlig vil jeg dale ned i en dyb uformelig, men meget hyggelig lænestol på ”Dollys” for at fortære en udsøgt frokost med Fiona, Diana og Laura.

Derefter vil jeg hente mit afkom og tage hjem og drikke varm kakao med dem, og finde ud af hvem der har vundet min giveaway, indtil det bliver tid at tage på ”La Creperie” og æde mig mæt i pandekager.

Og jeg er ganske overbevist om at min dag vil være vidunderlig.

Jeg vil derfor ønske alle en rigtig god fredag!

Noget om at have fødselsdag

Nu er der under en uge til min fødselsdag, og skulle jeg komme til at glemme dette faktum et kort øjeblik, har jeg horder af glade børn som er ved at falde over deres egne ben for at give mig en fantastisk dag. Hemmelige gaver og festlige indlæg og – ”MoAAr du må ikke komme ind”.

Men det er jo nok fordi jeg har fortalt dem om de år, da de var for små til at forstå konceptet med at blive fejret til en fødselsdag, og First Man ikke altid var at finde i samme land som jeg, og det derfor ikke altid var så sjovt at fylde år, fordi der ikke var nogen til at sige tillykke.

Og efter barndommens fødselsdage som er store og fylder meget, så kom de magre og hvis jeg må være så fri, ret kedelige rent fødselsdagsmæssigt mellemliggende år, men nu skal jeg da lige love for, at de gør alt hvad de kan for at jeg skal gå glad i seng på dagen.

Har jeg sagt jeg elsker dem rigtigt meget?

Men det er faktisk ikke kun min fødselsdag jeg ville snakke om, det er også Gårdmand Bjørns. Han bliver 10 om mindre end en måned, og glæder han sig til min fødselsdag, er det intet imod det fyrværkeri af spænding han har indeni, når snakken falder på hans store dag.

Der går ikke en eneste dag, hvor han ikke meddeler mig nye hede ønsker, remser gæstelister op, vægter for eller imod forskellige restauranter og den slags vigtige ting. Og han glæder sig enormt.

Han startede nedtællingen da der var 42 dage til.

Og det er da ikke fordi jeg er træt af at høre på det, slet ikke. Det er bare en anelse ensformigt, og ligeledes en smule svært at udvise samme entusiasme, hver gang han kommer med nye betragtninger.

Men jeg lytter. Det gør jeg altså. Indimellem. Jeg lader i hvert fald som om det meste af tiden. Og han skal nok få en super fødselsdag.

Jeg er nemlig altid bange for at de bliver lidt skuffede, for en fødselsdag er vist aldrig så gylden og fantastisk som man forestiller sig, og håber på.

Da familien oven i købet ikke er så voldsomt stor, og en del af den – familien altså – ikke helt har fattet ideen med gaver eller fødselsdagskort, så bliver Firkløveret nok lidt forkælede af andre, os samt den anden del af familien, som for at kompensere lidt.

Men så var det jo at jeg var på barselsbesøg i går. Hos en lille trut som kom til verden i torsdags, og han var helt og aldeles vidunderlig – og for pokker hvor var han lille.

Man glemmer godt nok hurtigt.

Så slog det mig, nu hvor fødselsdage måske har mistet lidt magi og er blevet til en dag hvor man løber rundt og laver halløj og ballade og gaver og hvad har vi, så var det rigtigt rart lige at se sådan et lille mirakel af et nyt menneske.

For der er SÅ meget grund til at fejre og lave fest, farver og ballade. Det er jo en skøn dag den – ens fødselsdag!

Give away – tadaaahhhhh

Nej, NU må folk altså snart holde op med al deres negative ævl om november. Det er en rigtig dejlig måned – en helt igennem skøn og fantastisk måned, også når det regner og er koldt og gråt og ærtesuppeagtigt, og dermed basta.

Hvorfor, spørger du?

Fordi, først og fremmest er det snart jul og det er altså ikke at kimse af – men som et ekstra kirsebær på kagen har jeg fødselsdag d. 18 – november forstås!

JO! Skam!

Og i anledningen af den fødselsdag – siden I nu ikke vil give mig gaver – så vil jeg i stedet lave en lille hyggepakke, til én af jer, så I kan holde op med alt det jammerlige brok om en af årets bedste måneder!

Jeg sender den jo så til den af jer som vinder naturligvis – denne lille hygge november give-away.

Det eneste man skal gøre er, at skrive hvorfor det lige er dig som skal opmuntres i november. Ej men helt ærligt – det kunne være jeg skulle melde mig til min egen give-away – så fik jeg jo noget..

Nå – men fortæl mig – hvorfor du skal forkæles af mig – og jeg godkender argumenter til og med d. 17 november!

Så trækker jeg en eller anden form for vinder d. 18 og så kommer der noget – til den heldige!

Lækre sager bliver samlet sammen, det kan jeg love jer!!

Og hold så OP med alt det novemberbrok – blev der sagt!

PS: kom lige i tanke om at I faktisk også godt må fortælle hvilke 2 indlæg I bedst kan lide! Jeg skal jo også have det lidt hyggeligt!

Gaver!

Se, nu er det snart min fødselsdag.

Ej, ikke sådan rigtigt snart – men snart nok til at min mor har udbedt sig en ønskeseddel.

Hvilket for resten minder mig om – såfremt I mangler inspiration til noget give-away, kunne jeg jo godt komme med min ønskeseddel her på bloggen allerede nu.

Så er der god tid til at alle jeres gaver kan nå at komme helt til Normandiet inden jeg bliver 42!

Det med ønskesedler er i øvrigt noget underligt noget.

Der sker noget – især med nogle kvinder – jo ældre de bliver. De ønsker sig mindre og mindre. Og påstår hårdnakket at en tegning kan gøre det ud for gave. Det er også vældigt fint – men en anelse tamt. Jeg ville godt nok blive skuffet hvis jeg kun fik en tegning. Okay, det kommer så an på hvem artisten var.

Så er der fædre/bedstefædre – de ønsker sig aldrig nogensinde noget. Som helst. Overhovedet. Med det resultat de bliver begavet med 12 par sokker de kan have på i deres sandaler, 2 slips og en havesaks. Helt ærligt – jeg havde hængt mig i vindueskarmen i frustration.

Nå, men mig altså – jeg ønsker mig altid en hel masse. Jeg elsker at få gaver og især sådan nogen man ikke vidste man ønskede sig. Men det forhindrer mig altså ikke i også at have nogle ønsker.

For jeg vil godt have noget.. Altså noget man kan pakke op, se beundrende på og blive glad for. Det er naturligvis i orden, hvis nu det er en oplevelse, at jeg så ikke kan se det med det samme.

Jeg er ligeglad med prisen, for selv hvis man er ludfattig, så er det meget nemt at få en super billig gave til at se vildt luksuriøs og dyr ud – med lidt lir udenom. Man kan købe noget tiger til en tyver og så pakke det ind med balloner og konfetti, så det ligner en million.

Kender I for resten godt den slags mennesker som altid lige skal lave en pris-drop på de mange og dyre gaver de har fået tilranet sig? Den slags mennesker er noget så irriterende. Så kan man stå der og føle sig enormt ynkelig og have rigtigt ondt af sin hjemmestrikkede gave, som er halvt skjult bag ved Holmegaard og noget Louis Vuitton.

Så er der gavekort.

Hvad pokker er det nu for en gave? Jeg giver meget nødig gavekort. For det første giver man altid mere, end man egentlig har råd til – fordi prisen står LIGE der – og alle kan se hvor lidt, du troede du kunne nøjes med, fordi du er på fallittens rand og har levet af havregryn i 2 uger.

Men at få gavekort – må nok hellere slå fast at dette naturligvis ikke gælder for de gavekort jeg har fået for nylig.. Det er nok snarere gavekort, jeg fik for rigtigt mange år siden, af mennesker som er døde for længst. Eller sådan noget.

I hvert fald.

Man står med det der gavekort – og skal have beløbet til at passe med noget man egentligt godt kunne tænke sig. Og “man” det er mig, i dette tilfælde.

Enten har butikken ikke varen hjemme i den størrelse, eller farve det helst skulle være. Eller også mangler man nogle penge for at få det, man rigtigt meget ønsker sig og ender med at belåne hønsehuset til skorstenen, for at få fuld valuta for sit gavekort.

Det sker også, at der er et eller andet åndet beløb tilbage, efter man har fået noget man godt ville have, og ikke rigtigt kan finde andet og ikke orker at komme igen til en butik der ligger 37 km. væk, og som man så ender med at omsætte til et par løbesokker.. til 130 kroner.

Jeg ved ikke helt hvad der skete, jeg måtte have fået halvanden hjerneblødning den dag, for jeg havde da aldrig nogensinde – såfremt jeg havde været ved mine fulde fem – betalt så uhyggeligt mange penge for et par SOKKER.. Oven i købet til at løbe i..

Eller også har man et gavekort liggende i årevis og ender med simpelthen at købe ind for det. Og så kan man så sidde og rigtigt nyde sin fødselsdags mad med leverpostej. Og føle sig lidt snydt når man har bøvset af.

Så nej tak – ingen gavekort til mig.. Nu ved I det!

Men jeg sender gerne min adresse, så alle de andre fine ting, kan nå at komme frem til tiden!

Grøn sauce

For at fejre sådan en 12års fødselsdag skulle vi ud og spise. Valget faldt på en slags Fransk Jensens, nu ikke at forveksle med Frank Jensen. Restauranten er kendt for sit amerikanske koncept: typisk børnefamilievenligt, men da det var på en almindelig tirsdag, slap vi for 300 andre børnefamilier og fik det hele for sig selv.

Jeg undrer mig bare lidt over at sådan et sted vil være bekendt at have toiletter med helt afsindige dårlige spejle. Lyset gjorde også sit til at jeg fik øje på utallige pletter og rynker, samt en bunke grå hår, jeg ikke lige havde stiftet bekendtskab med før. Betryggende nok havde pigerne det på samme måde. Spejlene må komme fra samme leverandør, som leverer spejle til de butikker hvor jeg prøver badedragt engang hver femte år.

Efter vi havde vasket hænder, blev jeg nok en anelse pjanket, smittet af den generelle gode stemning, og jeg skulle absolut vise pigerne hvordan Madonna og vi andre gjorde dengang i slut 80’erne når vi skulle have rystet krøllerne på plads.

I kan godt huske det ikk’? Med sådan en tørre-hånd-blæse-fidus omvendt – lige op i næsen. Det var næsten som at være der selv. Tilbage i 80′erne altså. I bedste desperately seeking Susan-stil.

Det har måske noget at gøre med at jeg ikke så tit kommer i byen, men jeg morede mig altså storartet, og fik lavet nogle vældigt vellykkede imitationer på faldskærmsudspringere med blafrende kinder. Og pigerne var ved at dø af grin over deres tossede mor, og håbede meget inderligt at nogen andre ville komme ind så jeg kunne blive flov, hvad jeg nu sjældent bliver.

Det skete dog en gang i England, på en meget fin indisk restaurant, hvor jeg i ren befippelse over at ungerne, som dengang var små – eller i hvert fald mindre end i dag – måske kunne vælte et eller andet, selv fik verfet til en skål med noget lysegrønt flydende stads. Det fylder rigtigt meget, sådan flydende noget, ud over en hvid damask dug.

Utroligt så meget der kunne være i sådan en lille bitte ussel sauceskål. Ungerne snakker stadig om det, og om hvor pinligt det var at sidde ved samme bord som mig. Jeg mindes endnu hvordan jeg desperat prøvede at skrabe indholdet tilbage i sauceskålen med hænderne, hvorpå de jo også blev grønne, så dem prøvede jeg diskret at tørre af i kanten af dugen, så den blev faktisk ret snasket til sidst. Og de indiske tjenere stirrede ondt på mig resten af måltidet. Måske var det svært at få det grønne af dugen.

Nå, men på denne her Franske Jensens, er der heldigvis ikke sauceskåle med flydende grønt snask i, det er sådan nogen gedigne tallerkner som ikke så nemt bliver væltet af pinden. Og folk ser ikke underligt på mig når jeg taber ting ud af min fajita..

På deres hjemmeside står der at man skal sige til hvis det er en fødselsdag, så da vi kom, fortalte jeg dem naturligvis at damen i lyserødt blev 12 år. Vi blev færdige med at spise og så nu lidt langt efter vores servitrice for at kunne bestille dessert, da hun kom hen og konspiratorisk  hviskede, skal jeg komme med det nu?

Jeg nikkede tøvende, uden dog helt at vide hvad jeg sagde ja til – og pludselig kom 5 tjenere.. med kage og flødeskum med lys i og de sang fødselsdagssang og tog billeder. Og der blev klappet og råbt tillykke fra de omkringliggende borde! Hurra hurra!

Før vi tog hjem, kom de og afleverede et billede til fødselaren, som var meget glad – nok mest fordi der var en udmærket chokoladekage under lys og flødeskum. 

Men det var First Man og ikke jeg, som smed et stykke chokoladekage iført flødeskum, ned ad maven på sig selv – til stor moro for alle – nok mest mig, fordi jeg håber lidt at fokus nu er flyttet og at de måske glemmer den historie med det grønne sauce.

I hvert fald – syntes yngste pigen det havde været alle tiders herlige dag – lige som en fødselsdag skal være, med bobler i maven og pjat i hovedet.

Duften af nyfødt

Tænk engang, yngste pigen bliver 12 år idag.

Jeg fløj rundt igår, fik bagt hendes elskede kanelsnegle, tebirkes og pakket de sidste gaver ind. Bordet blev pyntet og gaver fra bedsteforældrene og gudmor er velankommet og blev lagt sammen med de andre gaver på bordet og venter på at prinsessen bliver vækket med sang og flagviften.

Da alt var klart satte jeg mig i mørket og kiggede ud over æblebakken og så på lys fra landsbyen på den anden side af bakken, og tænkte på den første aften i hendes liv.

Kunne fornemme stemningen fra dengang, og pludselig var jeg tilbage:

Mørket sænker sig over byen, og i tusmørket stifter vi bekendtskab. Min lille pige og jeg. Et helt nyt liv tager sin begyndelse, kun få timer gammel, og fødslens tumult er allerede langt borte.

Her er vi midt i evigheden, kun hun og jeg. Følelserne er næsten for store til at beskrive dem. Jeg mærker bare varmen i hele kroppen af at her er et lille nyt barn, netop landet fra en anden planet, og hun ligger her og kigger på mig med store rolige mørke øjne.

Dette er livet i koncentreret form, og selvom vi har været to om det, er faderen næsten glemt i denne time mellem dag og nat; ikke-liv og liv. Der eksisterer ikke andet i dette hellige øjeblik, end os to; inderligheden har slået en tidløs boble op omkring os, og vi flyder bare af sted i vægtløs tilstand.

Hun har en hemmelig duft af nyt rent, og urgammelt; som jeg genkender fra de andre børn. En lugt som vækker noget voldsomt og primitivt, næsten dyrisk i min bevidsthed. Visheden om at dette er mit barn og at jeg kunne slå ihjel for dette lille liv. Jeg tror at denne lugt er en del af hendes kunnen, denne lugt skal vække mit “moderinstinkt”.

Men det varer kun kort – en lille uge eller så, og kommer ellers kun lejlighedsvis tilbage, når børnene er syge eller bange, og har brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kan lugte når mine børn er ved at blive syge – jeg sværger! Det er ikke helt forkert, når man siger at man kunne spise dem – jeg har ALDRIG i mit liv oplevet en mere forførende og vidunderlig duft! Det dufter af inderlig kærlighed, af drømme og forventninger – af næsten lykke…

Lykken som ikke er en blivende tilstand, det er små glimtende lyn, som pludselig lyser hverdagen op, og forsvinder ligeså hurtigt som de kom, men som efterlader en varm fornemmelse af, at jeg har valgt rigtigt.

Som når alle ens bange anelser bliver gjort til skamme, og de store – som slet ikke er spor store endnu – dukker op, og i stedet for at gi’ deres mor et knus, skubber mig til side med et: Mor, hvor er baby’en, hvor er hun – åhh hvor er hun sød. Og de er ved at revne af stolthed over at holde hende, og storesøster giver hende et forsigtigt lille kys på hånden – jamen så er jeg solgt til tårer og stanglakrids.

Og livet går videre med stormskridt, og der er ikke rigtigt tid til noget mere, men der er øjeblikke af intens kærlighed, og også selvom man ikke sover særligt meget mere, og man får revnede brystvorter, så er de rolige nat måltider, mellem søvn og bevidsthed, en oase af fred hvor min lille pige og jeg sejler videre i vores vægtløse boble, i sikker forvisning om at alt er godt og livet er et dejligt sted at være.

Det er som sagt 12 år siden, men den slags øjeblikke bliver siddende i sjælen altid!

Tillykke!