Zen

Nu er det slut med at sove elendigt for en tid.

For nogen skrev en lille besked på skype – helt ovre fra Indien – i går. Ja – First Man kommer hjem i aften! Så skal jeg sove godt og ikke vågne 50 gange og tænke på pirater.

Så er der også en til at trøste når jeg jamrer, jeg er nemlig blevet outcast og må ikke lege med de store mere. Jo det er ganske vist – jeg kom bare til at sige min mening et sted hvor det var ilde set. Og det var ikke engang en konkurrence. Men hvor er bare trist når man ikke kan være uenige, uden nødvendigvis at skulle være uvenner.

Det er da for eksempel ikke alt mine børn finder på, som jeg synes er lige okay. Men de bliver da ikke gjort arveløse for det.

Hvorom alting er – jeg er ikke stueren mere. Eller også er det bare fordi jeg er kedelig – det er jo også en mulighed, nu jeg tænker efter.. Jeg bander vist heller ikke nok!

Nå – mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Især på sådan en mandag som det var i går.

Jeg kom tilbage til min crosstræner. Uden konkurrence desværre. Men det gik nu alligevel. Til sidst kom to damer og besteg hver deres crosstræner. Og der var ikke gået mere end fem minutter, før den ene pegede på min skærm, og sagde: ”Det er godt nok flot med 47 minutters cardio” Og jeg blev bare så glad.

Smilte overskudsagtigt til de dejlige damer, før jeg væltede ud af døren for at hente mine børn for sent på skolen!

Kun for at finde en noget misfornøjet Prinsesse, som ikke ville sige hvad der var galt. Vel hjemme igen kunne Gårdmand Bjørn afsløre at han måske havde en  lille andel i hendes dårlige humør.

Hans klasse havde haft science, om ”kroppens funktioner + reproduktion”.

Og her havde Gårdmanden glad meddelt klassen, at hans søstre havde fået menstruation. Og derpå havde han indledt en samtale med blandt andre Emma, om diverse detaljer vedrørende deres storesøstres menstruation.

”Og HELE skolen ved det så bare nu” kom det vrissent fra en ophidset prinsesse.

Hvortil han svarede: ”Hvorfor er du så sur over det? Er det da ikke meget normalt at have menstruation når man er en pige?”

Hun tilgav ham og endte faktisk med at kunne se det morsomme i situationen.

Rigtig god tirsdag til jer! Min bliver top nice!

“Hueekend”..

Nu er det Hueekend for at sige det på godt journalistisk..

Om jeg i øvrigt fatter at man ikke får en bøde for at sige sådan.. Det er ligesom folk der siger Perniiiille…eller Oooonsdag..

Og ARbba i stedet for ABBA.. se lige godt på ordet, det to helt ens bogstaver – man siger vel heller ikke ArbbAr.

Min mormor sagde derimod kEks og ikke kiiiks. Og som 7årig, kunne det godt bringe mig fra koncepterne. Men okay hun sagde også både Ciikel og iiivonne.. Sådan franske ”Y”er altså. Og det lyder helt i orden på fransk – men ikke på dansk, vel?

Men jeg må indrømme at jeg får røde knopper så såre nogen siger espritte.. Eller stiiiks.. Jeg får det dog ikke fysisk dårligt som First Man gør, når danskere siger ”Sjæselång”.. Idet ”Chaiselongue” i hans ører, er et fint og elegant ord som bliver forfladet og tilsmudset ved sådan en respektløs dansk udtale. Så ved I det!

Nå, lad det være. Det var et sidespring af de større.

Det jeg ville sige var – at nu er det næsten weekend. Lige om lidt. Og at så skal vi lige have tiden til at gå indtil First Man viser sig på matriklen igen.

Jeg er vant til at han er en anelse forfløjen, og sådan har han altid været, men det er lidt sværere for andre medlemmer af familien. Især dem på 10 og 12 som ikke kan huske hvordan det var dengang.

Forleden spurgte én på 10 mig: ”Mor, tror du at Far er bange for at sejle forbi piraterne?”

Jeg svarede, i overensstemmelse med sandheden, at det troede jeg ikke. Og jeg sagde endvidere at grunden til at Far ikke er bange, er nemlig at der ikke sker ham noget – og at de jo er vagter, de er flere og videre i den dur.

Han nikkede.. Men sagde ikke mere.

Pludselig gik der en prås op for mig: ”Er du da bange?”

”Ja” kom det lige så stille..

..

I går aftes, da jeg sagde godnat til Prinsessen var der ikke tale om diadem – men derimod en lille bævende underlæbe som skulle beroliges: ”Er det så farligt at man dør af det – det som Far skal?”

”Nej, da! Man kan jo dø af at gå over gaden. Og det er meget farligere at køre frem og tilbage til Paris hver dag.” var mit svar.

..

Så jeg ved godt hvad jeg skal de næste par dage.

Jeg skal kramme, lave putte seancer, grine, hygge, og i det hele taget skal jeg smøre smittende zen ud over det hele, især udover dem på 12 og 10 hvor det vist skal gnides ind..

..

God weekend til jer. Og tag’ lige og nyd hinanden, ikk’?

Sol og zzzzzzzzz..

Omsider er vi, efter mange og lange timer i en bil der blev mindre for hver kørt kilometer, tilbage på Æblebakken.

Da vi ikke syntes at vi havde behov for mere af det regn som dryssede ned over øen, gjorde vi kort proces og skyndte os at forsvinde, og det var godt vi gjorde det for her skinner solen i det mindste.

Jeg behøver nok ikke fortælle at det var rimeligt hårdt at sidde i bilen på vej mod Lillebælt, og se 4 børn med store tårer trillende ned af kinderne. Heldigvis gik der ikke så længe før vi kunne snakke om at det er rart at savne – for det betyder at der er nogen man holder forfærdeligt meget af. Og så hjalp denne dejlige pose jo også gevaldigt på humøret – Tusind tak Linda!!

Oldemors dug måtte desværre blive tilbage på øen, for der var ikke engang plads til de to sidste af Sofies æbler – hverken i bilen, tagboksen eller på traileren, som blandt andet var fyldt op med motorcykel, kirsebærsauce, saltfisk og bøger.

Og da vi ankom til det dugfriske solskin i morges – meget tidligt – blev der derfor pakket ud i flere timer. Og vasket tøj. Og ædt hjemmebagt ”danskbrød” fra i går!

Vi er noget matte i betrækket, og laver ikke ret meget, udover at glæde os over at vigtige ting nu er indenfor rækkevidde. For eks. en gris og mormors strikkepinde.

Flere har spurgt til grisen.. Her er hun – hun hedder So-rine!! Gæt selv hvem hun sover sammen med!

 

Og så skal jeg nok snart være klar med lidt mere almindelige blogindlæg – sådan som i morgen tidlig.

Men i dag skal jeg lave absolut ingenting – eller jo – jeg skal naturligvis lave mad for nu er ferien definitivt slut for mig.

Generel camping underholdning

Vel hjemme fra vores camping ferie, kan jeg nu passende koge suppe på det ben, indtil vi drager nordpå.

Det var en tvivlsom fornøjelse – ikke så meget det at være sammen som familie – som bekendt godt kan være en prøvelse for nogen, som at være pakket sammen med 1200 andre mennesker på et relativt lille sted.

De campingpladser vi plejer at frekventere, bliver nøje udvalgt ud fra den på internettet liggende billeddokumentation vedrørende deres pool faciliteter. Og jeg mener ikke spillet – jeg mener det med vand i.

En anden ting var, i år at der skulle være plads til Blondinen som ikke gad passe Eventyrhuset alene i en uge.

Vi fandt derfor én lovende hundevenlig camping i La Vendée, en sagnombrust og historiemættet region, hvor folket ikke var helt enige med revolutionen, dengang da Marie-Antoinette slog sine folder i Versailles. I stedet modarbejdede de på det groveste de selvudråbte ”Borgere” som jo i øvrigt endte med, også at kappe hovedet af hinanden.

Derfor kommer Frankrigs nuværende adel meget ofte fra denne region, idet de slap igennem revolutionen med hovedet siddende på dets oprindelige plads.

Desværre levede campingpladsen ikke helt op til vores forventninger. Poolen var helt i top, ligesom Prinsesse Lyserød her, men selve pladsen en anelse trang.

Vi plejer at lande på små hyggelige familiedrevede pladser hvor der er plads til at ånde frit og til at skifte til badetøj uden at skulle gemme sig i et skab.

Denne plads var derimod en del af en kæde, som ganske åbenlyst skulle have pint det mest mulige ud af den mark hvorpå det hele lå, med det resultat, at vi faktisk var i stand til at vaske hænder i nabohytten igennem vinduet – hvis det havde været det vi ville.

Jeg har intet imod andre mennesker, men når man bliver vækket af ANDRE herrers snorken.. så er vi ude der hvor min grænse ER overskredet. Jeg kan nemlig godt nøjes med First Mans snorken når det nu skal være. Det er alt rigeligt!

Ikke desto mindre hyggede vi os. Og fandt hver vores måde at gøre ferien hyggelig på. Blandt andet ved at fortære resterne af en kylling kl. 22.18

Jeg kunne også, en lun aften, hvor jeg nød min kaffe på terrassen, nyde tonerne af Gnags julesang – idet en akut kedsomhed havde drevet firkløveret ud i at afspille samtlige danske sange på Prinsesse Lyserøds telefon. Ret aparte situation!

Ugen forløb som sagt ellers uden nævneværdige sammenstød – ingen mordtrusler eller fatwaer er blevet nedkaldt over nogen hoveder.

Det skulle da lige være over den dreng, som gjorde at vi fredag morgen var at finde på en nærliggende skadestue. Men mere om det, en anden dag.

Og så lige en lille bitte fatwa over en camping pedel, som gav Gårdmand Bjørn hjertestop ved at råbe meget højt at han (Gårdmand Bjørn) omgående skulle forføje sig fra den golfbil, hvor han midlertidigt havde anbragt sin numse, og måske også var kommet til at dreje en lille bitte smule på rattet.

Dette – ganske berettigede møgfald – medførte et hastigt tilbagetog til vores frimærke af en grund, hvor Gårdmanden krøb I skjul under sin dyne og græd som pisket i over 30 minutter. Vi besluttede at den stakkels drengs forskrækkelse var straf nok, og foretog os ikke yderligere, udover på en meget diplomatisk måde at bekræfte, at det ikke var skidesmart at sætte sig i en camping pedels arbejdsbil og begynde at lege med den.

Han var forbløffende artig, resten af eftermiddagen, sikkert af skræk for at den vrede campingpedel skulle gøre alvor af sin trussel om at finde hans forældre – det vil sige os – og smide os ud af ”Camping den blå delfin” for stedse.

Det var gudskelov glemt, da han dagen efter, forsvandt efter morgenmaden, for at genfinde sin legekammerat på et hemmeligt sted, og sammen med denne, cykle rundt og gøre pladsen usikker.

I øvrigt har vi stort set kun haft æren af ham, når han var sulten – hvilket ikke altid var til de tider vi andre havde placeret vores måltider – idet han havde gang i mange planer som blandt andet i indbefattede føromtalte kammerat, samt et stort legeslot nede ved fællesområdet.

Vejret har været okay.

Der har dog været pletvise byger på strategisk rigtige tidspunkter – såsom ved måltider eller ved usandsynlige dårlige forsøg på aktivering af de 1200 campister, ved hjælp af noget så jammerligt som karaoke..

Her vil jeg godt lige indskyde at karaoke da er den mest stygge form for selvpineri i nyere tid. ALDRIG lærer jeg at fatte folks ubændige trang til at latterliggøre sig selv foran andre, med en mikrofon monteret i højde med stemmebåndene. Gerne i mere eller mindre bedugget tilstand – hvilket absolut ikke gør deres formåen bedre.

Det er IKKE alle der slipper lige godt fra den slags stunts. Og her er det så, at en lille regnbyge kommer aldeles belejligt – til at meddele at man absolut må hjem i plastikkassen igen.

Ikke at jeg blev modsagt overhovedet – men vores medcampister forstod måske ikke altid vores manglende behov for underholdning.

Vi ville hellere hjem og spille UNO, i stedet for at få maltrakteret vores øregange!

Sommerfornøjelser

Skønt at det snart er sommer. Bare det at være på ferie med First Man og alle de royale – og HELST uden at skulle lave mad..

Dette billede er taget, da de alle 4, i rask trav, ville ud i Atlanterhavet.

Det kom de også – nogle lidt mere end andre. Og kom ikke og sig, at Kong Mor ikke havde advaret, og råbt op om, at de der bølger IKKE er som i indre danske farvande og at man skal passe på.

Men nej – de løb rundt og legede, og lige pludselig kom der en lille lumsk bølge på 40 cm. som væltede nogen som var yngst. Og nogen kunne ikke komme op igen.

Så Kong Mor kunne ses, iført sandaler og håndtaske, storke ud i vand til knæene, for at redde næsten druknet søn. Som var blevet så bange at han vist havde tisset i bukserne af skræk – lidt. Men det kunne heldigvis ikke ses – han var jo sjaskvåd overalt.

Og så var der en som havde fået saltvand i næsen og bare ville hjem. Som i NU.. 

Som afslog kategorisk selv et glas drikkevand i flere timer – vand? Don’t mess with it!

Men han overlevede – og drikker nu vand igen!