Aldrig nogensinde mere

Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?

Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.

Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!

Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.

Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.

Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.

Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.

Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.

Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.

Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.

Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.

Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.

Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.

Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.

…

Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..

Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.

Det lignede ikke noget som helst.

Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.

Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..

Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.

Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.

Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.

Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.

Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …

Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.

Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.

Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.

Men tilbage til mine klatter.

Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.

Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.

Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.

Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.

Madbesættelse

Fortæl mig lige hvad det er som gør, at når man er på kur og æder nupo så det hænger en ud af halsen, og standhaftigt må takke nej til alt, der ser bare det mindste spændende ud, så tænker man på mad hele tiden.

En hel besættelse er det blevet til.

Jeg mener, jeg sælger pain au chocolat hver fredag ovre på skolen. Har lige organiseret et påskechokoladesalg til fordel for skolen, hvor man får tilsendt gratis smagsprøver, og mine børn benytter enhver lejlighed til at bage kage, for slet ikke at tale om vores søndagskager.

Jeg er nødt til at mase en kvart bøtte mentholatum op i næsen hver fredag, så jeg ikke kan dufte de nybagte chokoladebrød, smagsprøverne blev rundhåndet og meget halvhjertet, delt ud til firkløveret og kvarterets børn, kagebageriet roser jeg naturligvis til skyerne og går derefter ud og bider hårdt i en dyne. Søndagskagerne kan jeg nøjes med at tage billeder af og derpå skumlende gå min vej, for at skrive en sur bøvs jeg kan sende ud i blogland.

Så er der aftensmaden. Den skal laves. Firkløveret har ikke tid på grund af skolen og First Man er stadig ikke ret meget hjemme. Og hvis han er, laver han sjældent mad … Så den tjans tilfalder mig.

Det er så her, den der madbesættelse kommer ind i billedet.

Jeg tænker på mad, fra jeg vågner til jeg falder i søvn.

Jeg læser kogebøger, finder madopskrifter og laver spændende madplaner til den helt store guldmedalje.

Dette medfører, at alt imens jeg vansmægter på nupo, laver jeg de mest tidkrævende og interessante retter.

Hvor jeg til daglig, lige akkurat kan svinge mig op til lidt pasta og kødsauce, kartoffelomelet og fisk med ris og bønner, er vi nu ude i noget blomkålsgratin, gratinerede courgetter, mørbradbøf med frisk grøntsagsblanding og kartoffelkroketter.

Det er da anstrengende.

Det er nok duften der er værst. Jeg sidder der med min kakaonupo – der er nemlig ikke mere grøntsagssuppenupo tilbage – og smiler så venligt jeg kan til resten af familien, hvilket nok minder en del om det smil jeg kan præstere, såfremt jeg bliver vækket midt om natten uden grund.

Jeg kunne naturligvis lave alt det, jeg ikke selv gider spise, men det orker jeg trods alt ikke. Jeg kan jo ikke lave rosenkål med gedeost hver aften. De ville nu nok heller ikke spise det. De kan nemlig heller ikke lide rosenkål eller gedeost.

Jeg har aftalt med mig selv, at når jeg kommer tættere på det jeg gerne vil veje, så spiser jeg – udover mine havregryn med æble til morgenmad – også aftensmad, hvis det er i den lettere afdeling.

Men jeg mangler også kun fem-seks kilo endnu.

Spis grønt – mere grønt

Mine – til tider meget grøntsagsforskrækkede – børn accepterede at spise disse fyldte courgetter.

Og så tænkte jeg, at det var der sikkert også andre børn der kunne lokkes til. Især hvis de ikke ved, at der også befinder sig champignon i den hjemmegjorte fars!

Altså, man tager nogle courgetter. Skræller dem, og flækker dem på langs.

De udhules med en “pomme parisienne” ske – sådan en slags kuglerund ske som laver fine små bolde ud af meloner, når man skal blære sig med en brunch, men som også er god til at udhule ting, altså grøntsager eller frugt, med.

De udhulede courgetter lægges i et ildfastfad med en smule vand på bunden og så ind i en mellemvarm ovn.

Imens puttes alt det udhulede i en mixer, sammen med løg, champignon og bacontern. Bacontern kan naturligvis udelades hvis man er vegetar.

Jeg tilføjede lidt hvidløg, lidt piment d’espelette samt salt og peber. Denne uappetitlige grød skal steges på panden i lidt olivenolie i omkring 10 minutter.

Dernæst tilsættes blandingen et æg eller to som er pisket med en lille smule mælk, og det hele steger videre.

Når blandingen er klar, har courgetterne fået nok i ovnen og tages ud. De skal så fyldes med blandingen, drysses med lidt rasp og eventuelt lidt reven ost.

Og tilbage i ovnen i 15-20 minutter eller til osten er smeltet.

Det smager rigtigt godt, og som sagt også noget jeg kan få Firkløveret til at spise, og endda bede om mere af.

Man kan faktisk blande en masse spændende ting i den fars, som gør det lidt nemmere at spise grøntsager hvis man efterhånden er en anelse træt af dampede bønner og gulerodssalat og i øvrigt fuldstændigt ideforladt når man tænker grøntsager.

Nu er jeg ikke madblogger

Men altså – jeg synes det har handlet meget om mad på den seneste og hvis I vidste hvor mange madindlæg der ligger og venter på at få lov til at betræde de hellige lokaler hos Kong Mor, ville I nok forsvinde.

Når jeg er ude og rejse, elsker jeg at få noget jeg ikke kender, for at smage noget nyt. Det har ført til et par lidt anderledes episoder, idet jeg således forledt af min lyst til eksotisme, engang fik sat en tallerken sort blæk foran mig.

Jeg spiste næsten op.. og ved nu at en venetiansk blækspecialitet er en anelse kvalm..

Jeg elsker kogebøger. Har alt for rigtigt mange. Læser glad og gerne i dem, også når jeg ikke har brug for en opskrift. Jeg elsker film som Babettes Gæstebud og Ratatouille – ja, jeg ved godt det er en tegneserie, men den er bare så god!

Men mad.. Sådan generelt.. Det er jo noget fantastisk noget. Ikke bare til at blive mæt af.

Fordi:

For et par år siden fik jeg en opringning fra en overlæge på børneafdelingen. Han ville blot fortælle mig at mit ene barn havde en mild form for epilepsi.

…

At de godt kunne give barnet noget medicin, men medicin af den slags har bivirkninger og i øvrigt, men det ville han under ingen omstændigheder citeres for, var epilepsien så mild, at jeg også kunne prøve at fjerne tilsætningsstoffer fra barnets kost. Bare et par måneder, for det kunne jo være det virkede.

..

Jeg sad længe med telefonen i hånden efter overlægen havde lagt på. Gik derefter direkte ud og tømte mit køkken på den hysteriske måde.

..

Er I godt klar over hvor meget der er tilsætningsstoffer i?

Så jeg begyndte at lave stort set alt fra bunden.

Det er muligt men besværligt. Der blev ens regler for alle – jeg kunne ikke bære at have et barn som ikke måtte få noget som helst og de andre uhæmmet kunne mæske sig med alskens e-numre.

I forvejen var sodavand kun noget der var i huset til jul og fødselsdage. Slik én gang om ugen. Sukkermorgenmad kun i weekend og ferier.

Nu lavede jeg sodavand med danskvand og økologisk saftevand. Jeg lærte at lave slik selv, selvom de gerne måtte få økologisk chokolade. Morgenmad med sukker i blev helt forbudt og skulle det gå højt, fik de ristet havregryn med sukker i.

Jeg nævner slik, sodavand og morgenmad fordi det var det sværeste. Det meste andet kunne fås uden alt for meget kemi i, eller laves uden de store problemer.

Sådan levede vi i 6 måneder til næste kontrol på sygehuset. Bliv ved – sagde overlægen. Jeg blev ved.

Og 18 måneder efter, kunne vi gå derfra, med et rask barn, og besked om at epilepsien var væk. Overlægen rådede os til at fortsætte, men at 80 % (hjemmelavet) var rigeligt, så længe der ikke kom flere anfald.

Og sådan har vi stort set levet siden.

Det har givet nogle meget uventede fordele. Mindre kræsne børn faktisk. Børn, der er mere nysgerrige omkring mad. Opmærksomme på hvad mad kan gøre ved kroppen.

De kan komme hjem fra venner og forundret meddele at der hverken er grøntsager til aftensmad eller ordentlig morgenmad. Det chokerer dem også når en klassekammerats madpakke kun indeholder en krydderbolle med nutella.

Jeg.. ja, jeg er jo ikke objektiv mere, jeg tror på at mit barn er blevet rask udelukkende på grund af god og sund mad. Det er muligvis forkert, men når jeg har en overlæge som bekræfter mig i min overbevisning, er det svært at tro på andet.

Jeg orker bare ikke at indgå i kategorien af klidagtige speltmødre, for sådan er jeg ikke.

Det er hårdt at skulle forsvare det man gør, overfor mennesker som måske gerne ville lave flere ting selv, men som ikke orker det og bliver mindet om deres egen dårlige samvittighed, ved omgang med sådan nogen som mig. hold nu OP en lang sætning – jeg blev helt forpustet..

Alt med måde, vi er ikke fanatiske mere, vel spiser vi posebiksemad eller thai take-away når det skal gå stærkt og vel får de slik og sodavand ind imellem. Det hænder også at vi spiser McDonalds, selvom det altid viser sig at være en skuffelse af tomme kalorier som ikke mætter ordentligt.

Basen er stadig ca. 70-80% hjemmelavet, med ordentlige råvarer.

Men de ækle poser med blå og grønne giftbomber, som børn i den ganske verden får udleveret til børnefødselsdage, spiser de ikke.

For.. vi er hvad vi spiser. Jeg tror ikke at hvidt toastbrød og blå e-numre giver lige så rolige og sunde børn som fuldkornspasta og hjemmelavet chokolademousse gør.

VELBEKOMME

Divaens gæstebud

Vi har set Babettes gæstebud.

Firkløveret kan som regel godt lide danske film, hvor der er nogen som snakker fransk. Det er rart at kunne begge sprog – at kunne følge med på flere niveauer.

Derfor elsker de vi også Olsenbanden over alle bjerge – hvor de er i Paris. Og vi griner inderligt når Benny skal sige ”nu” til Suzanne og det bliver til ”nøgen” i stedet for!

Så vi ville se Babettes gæstebud.

Stephane Audran, som spiller Babette, kunne ikke et eneste ord på dansk – og havde lært hele rollen udenad, uden at vide hvad hun sagde. Faktisk ret godt klaret. Men hun laver jo mad i denne film, ganske inspirerende mad – og Divaen blev enig med sig selv om at hun sagtens kunne lave en middag som lignede.

Hun måtte bare love sin sarte lillesøster at vagtlerne blev serveret uden hoved.

Jeg kunne nemlig fortælle at den eneste gang jeg fik vagtler, var hovedet med og da First Mans tante satte tænderne i kraniet på den stakkels fugl og sugede hjernen i sig, var jeg ved at besvime.

Eller kaste op.

Kunne ikke helt bestemme mig. Men det er mange år siden – så jeg var helt med på at prøve igen.

Jeg ringede til områdets bedste slagterbutik og fik bestilt nogle vagtler helt skrællede for knogler og diverse indvendige skeletstykker. Der blev indkøbt foie gras, nogle trøfler og en masse andet, hvorpå Divaen ellers gik igang.

Det endte faktisk med at blive til en slags Cailles en sarcofage og de smagte vidunderligt. Og det var nemt! Jeg hjalp nemlig heller ikke til denne gang.

Forretten var græskarsuppe med ristede rejer. Ingen skildpadder her! Så fik vi blinis Demidoff som i filmen og dernæst Vagtler.

Desserten var chokolademousse med hjemmelavede marengs og en marcipankage med safran.

Her bliver foie gras og trøffelskiver pakket ind i den noget ledeløse fugl. Hvis vi nu havde ventet lidt med at spise, kunne vi faktisk godt have kaldt det for  “Dyrlægens natmad”!

Lidt klippen og klistren med butterdejen som bliver forvandlet til:

nogle ret store “sarkofages”. Tarteletter i overstørrelse. NEMT!!

Og det færdige resultat. Alle kunne lide det – også dem på 10!

Vi sagde at det var en slags minikylling uden ben, og med foie gras i, og  han åd rub og stub! Det gjorde vi andre også!

Og desserten. Mmm. First Man ville vide hvorfor danskere altid skal mmm’e når de har taget en bid – og vi måtte blive ham svar skyldig.

(Siger vi da sådan?)

Under middagen snakkede vi om at lave mad.

Daglig mad. Men også lækker mad.

Det er mærkeligt hvor mange franskmænd som aldrig laver mad; som køber råvarer af dårlig kvalitet, eller færdigretter. Både til daglig når det skal gå stærkt men også til fest hvor det meste mad kommer udefra.

Netop i et land som Frankrig, hvor de fineste råvarer er til rådighed så nemt som ingen ting.

I forhold til Danmark hvor forholdsvis mange mennesker kan lave god mad og hvor maden som regel er lidt mere bastant og lidt mindre forfinet. Det forstår jeg ikke.

Pigerne har virkelig nydt at lave fin fin mad til familien, vi har nydt at smage noget vi ikke får så tit og det gav en anden stemning omkring bordet. Nu mangler vi bare drengene, de har bestemt også lyst men har ikke haft tid endnu – det kommer!!

Middag til seks

ADVARSEL – dette er REN PRAL!!

I Frankrig er der en del madprogrammer. Sådan nogle kokkekonkurrencer, eller lav mad hos hinanden, og “menu over en ingrediens” – og Prinsesse Lyserød er fast inventar i sofaen foran skærmen, når de bliver sendt.

Hun har troligt fulgt dem, så snart hun havde mulighed for det.

Og i går spurgte hun om hun måtte lave aftensmad til hele familien.  Jeg sagde naturligvis ja – og hun fik lavet en indkøbsliste.

Vi tog ned til slagteren og hun fik forklaret ham hvilket kød hun havde brug for. Vel hjemme igen, gik hun igang. Fik det hele gjort klar med en planlægning som var en konge værdig!

Jeg holdt mig væk, tilbød selvfølgelig min assistence såfremt hun havde brug for hjælp. Men det blev slet ikke nødvendigt. Der blev stillet 2-3 spørgsmål undervejs men det var det hele! Så jeg lavede ikke noget som helst!

Jeg kunne derimod, sammen med de andre, sætte mig tilbords og indtage følgende fabelagtige menu:

Agurker fyldt med flødeost rørt op med reven agurk og hvidløg, stenbiderrogn og rejer. Bemærk de små klatter på tallerkenen!

Kogte kartofler, rød peber, soyamarineret rumsteak, sauce på kalvefond og mandeldrys. Kødet var til min forbavselse slet ikke saltet – hun havde kun brugt soyamarinade og peber! Og det smagte vildt godt.

Og til dessert var der pistacheis, pistachedrys, jordbær og en fondant au chocolat som var intet mindre end perfekt! Hvis I er søde kommer der nok en opskrift på de der fondants aux chocolat i løbet af dagen!

Det er bare en enkel middag, men hun er altså kun 12 år – okay snart 13 – og hun fik overhovedet ingen hjælp.

Alt var portionsanrettet og vi skulle ikke vente ret længe mellem hver ret. Og altså – det smagte skønt!

Ej men altså, jeg er helt vildt stolt af hende!

Fancy hapser

Ja, der er heller ikke test idag.

Jeg kom nemlig forbi nogle små pølsehapser som så ualmindeligt lækre ud – og jeg måtte straks hjem og prøve om det kunne lade sig gøre at efterligne dem.

Det kunne det.

Og mine blev meget bare bedre – HA!

Man tager – i dette tilfælde ikke man, men mig – noget færdigt butterdej.

Jeg har forresten aldrig prøvet at lave butterdej selv. Når jeg en sjælden gang imellem laver en slags tebirkes til morgenmad, tager det en krig at få rullet smørret ind i dejen, så det gider jeg ikke at stå og fedte med – det færdiglavede smager også fint!

Hvis nu du er typen der gider det – så værsgo!

Så skærer man nogle stykker ud af butterdejen som passer til størrelsen på en pølse.  Og pakker pølserne ind i butterdejen. Anden gang trykkede jeg siderne sammen med en gaffel.

Jeg fraråder tilføjelse af sennep eller ketchup, det bliver alt for snasket.

Så blev de penslet med æg og drysset med en blanding af timian, piment d’espelette (som jeg ikke ved hvad hedder på dansk) og hvidløgspulver.

Derpå blev de skåret i stykker på 1 cm, og bagt i ovnen til de var gyldne.

De smagte vildt godt og forsvandt som dug for solen!

Gourmetweekend – lørdag

I går aftes fik vi faktisk ikke andet at spise end hors d’oeuvres og dessert.

Fordi da vi havde ædt os igennem alle de lækre sager, blinier og alle de chips ting vi ikke kan få i Danmark, alt imens vi spillede ludo, kunne vi ikke få andet end dessert ned.

En desserttallerken som bestod af chocolate chip cookies, vanille is og lindt chokoladekugler.

Udenfor var det mørkt og dystert så vi hyggede os bare med spil og film. Vi så “Manden uden ansigt” Med og af Mel Gibson – og den var lidt kedelig for dem på 10, men rørende og tænksom for os andre.

Og så fik vi jo testet noget her i dag, der kommer mere om det, lige om lidt!

La soupe

Spis din suppe, ellers bliver du aldrig stor.

Franskmænd – alle uden undtagelser – er simpelthen vokset op med denne sætning sat på repeat i deres øresnegl. Hele vinteren spiser man suppe til aften.

Dermed basta – det står ikke til diskussion.

Det er gode tunge supper, med masser af grøntsager, kødkraft og gods i. De er som oftest blendede og smager skønt. Har intet at gøre med pulversuppe. Og dejligt nemt når man ikke lige gider finde på!

Men der er den hage ved det, at Gårdmand Bjørn ikke kan lide suppe. Han kan kun lide min jordskokkesuppe – det spiser han med glæde – og er absolut ikke til de tunge franske grøntsagssupper med kraft og smag.

Stor var hans glæde derfor i aften, da jeg legede tøm køleskabet. Det var nemlig tomt i forvejen. Ingen grøntsager at lave suppe af.

Men jeg fandt en rest kalvefond i fryseren og pjoskede et par liter vand og nogle terninger ned i en gryde. Et par håndfulde snittede grøntsager – ligeledes fra fryseren og så.. ohh lykke – to dåser danske kødboller.

Det er med kødboller, som med frikadeller og medisterpølse. Det er næsten umuligt at få lavet noget som smager ligesådan her i Frankrig. Jeg har prøvet alt. Men kødboller på dåse, havde jeg aldrig prøvet før. De kunne sagtens bruges i min suppe!

Og der var ingen melboller – som i øvrigt burde forbydes ved lov.

Men det var tæt på en dansk bouillonsuppe jeg overhovedet kunne komme. Og han spiste så det var en fryd – og sagde åh det smager bare så godt! Flere gange – og har har fået lommepenge – så det var ikke derfor.

De to andre maskuline indslag i familien var mindre begejstrede for det tynde pjask. Men vi var da fire som syntes det smagte vidunderligt, og så med rigtigt lækkert brød til.

Ikke et øje tørt!

Her dufter af

Og det er så IKKE rævepis og terpentin – nej for resten det var jo i forbindelse med smagen den der sang.. argh – om igen. Det jeg faktisk ville var, at sige på en morsom måde at:

Her dufter SKØNT.

Det faldt så lidt til jorden – men skidt med det.

Da vi var hjemme på øen i sommers, fik jeg min crockpot med tilbage. Den har jeg virkelig savnet!

Da jeg var ude og købe ind fandt jeg et par bakker udskåret oksekød på tilbud, som simpelthen lå og kaldte på noget rødvin og en crockpot..

Boeuf Bourgignon er vidunderligt når det begynder at blive koldt udenfor.

Og i min crockpot er det super nemt at lave. Først bruner man nogle bacontern, persille, hvidløg og krydderier som man holder af. Så vender man det hele i et par skefulde mel.

Tilsætter et par laurbærblade.

Dernæst bruner man kødstykkerne så de får lidt farve, og så op i en crockpot.

Hæld rødvin ved – og igen – jo bedre rødvinen er, jo bedre bliver maden. Det kan ikke nytte at bruge en dårlig rødvin, så smager Bourgignon’en også bare af dårlig vin. Og lidt bouillon så det hele er dækket af væske.

Så skal det simre i mange timer sammen med gulerodsstykker og perleløg.

Mums altså – med kartoffelmos og resten af den der gode rødvin – eller evt. en ekstra flaske! Det smager af hyggelige aftner med ild i brændeovnen!

Velbekomme!

Wannabe madblogger

SÅ – nu prøver jeg igen. Man skal aldrig give op!

Jeg lovede – det var vist Kirsten Nordbo – at komme med nogle madplaner – hvis ikke det var hende, var det nok en anden. I hvert fald var der altså nogen som gerne ville vide hvad vi fik at spise.

Bare så I ikke tror, at jeg hælder madplaner ud over hele nettet, sådan uden grund!

Men altså – jeg fandt ud af noget smart. Og billigt – nok mest billigt – ej, det er altså også smart. og helt i “Stop Mad Spild”-ånd! Eller hvad det nu hedder.

Og nu skal I ikke komme og sige at det vidste I da godt. Jeg er spritny udi dette madplanlægning og køleskab-uden-rester eksperiment. Og jeg smider bare ikke mad ud mere!

Fordi jeg har været så smart, at mase en ret ind, sådan ca. hver 3.die dag – der kan bruges som kamuflage (hold OP det ser dumt ud på dansk.. hvorfor skal det ikke være ”ou” i stedet for ”u”?) – nå men, der kan bruges som kamUflage til de rester der måtte være fra dagen før.

Og det gør at jeg ikke har nogen rester jeg skal smide ud!

Eksempel:

Mandag: Paupiettes + Couscous

Tirsdag: Fiskefilet + pasta + bønner

Onsdag: Hachis parmentier (kødsauce lavet af rester)

Torsdag: Quiches + salat

Fredag: Kylling + ovnkartofler

Lørdag: Madpandekager (rester + grøntsager)

Søndag: Risengrød

 

Mandag: Hjemmelavede burgere + ovnkartofler

Tirsdag: Piroger (rester som fyld) grøntsager

Onsdag: Omelet + salat

Torsdag: Kyllingeret + ris

Fredag: Sufrito + bønner

Lørdag: Pizza (alm fyld + rester)

Søndag: Pasta med sauce af rester

Pizza, madtærter, kødsauce, piroger, madpandekager – kan alt sammen bruges med rester. Salat kan også nogen gange bruges med rester – bare plot en klat rest-ris i!

Jeg køber lidt af det der normalt skal i alle de der retter – så der er noget at lave mad af i tilfælde af at der ikke er nogen rester, naturligvis. Hvis der er rester, så ryger de bare med i puljen!

Helt ærligt ER jeg ikke bare super klog?? Og jeg gider som sagt overhovedet ikke høre om at folk har tænkt på dette her før..

Nå – men så, velbekomme!!

Øko-U-logiske opskrifter????

Der ER altså noget jeg ikke har fattet.

Det er økologiske kogebøger..

Jeg fatter simpelthen ikke hvordan en opskrift kan blive bedre, eller værre, eller bare i det hele taget anderledes, af at man bruger et økologisk æg, i stedet for et ikke-økologisk et.

Jeg mener, det er vel en holdning man har – eller også sætter ens budget helt naturlige begrænsninger for hvor økologisk man har lyst til at være. Hvorom alting er – at købe en økologisk kogebog, er da fuldstændig hen i vejret.

Jo, en økologisk bøf smager tit bedre end en øko-U-logisk bøf – eller hvad det nu hedder når det ikke er økologisk – det kan vi godt blive enige om.

Men altså, enten laver man Faster Odas smørkage, med økologiske ingredienser – eller også gør man ikke?

Det har da ikke noget med opskriften at gøre?

Og hvad nu hvis, man har alle de økologiske ingredienser, man mangler blot økologisk smør til sin kage – men har det almindelige smør.. Kan man så ikke få lavet sin kage?? Eller er opskriften forkert?

Det burde da være såre simpelt – enten laver man noget økologisk eller også gør man det ikke. Det behøver man da ikke en ny kogebog til?

Men jeg fatter det som sagt ikke.. Det er der såmænd så meget jeg ikke gør – men denne var en af de tungere..

DISCLAIMER: Dette er ikke et indlæg imod økologi. Jeg er meget til økologiske varer, økologi i det hele taget – det er konceptet “øko-kogebog” jeg ikke fatter!!!

God onsdag.

Mad-fri

Nu har I hørt mig jamre over at skulle lave 2 varme måltider mad til mange mennesker hver dag, meget længe. Og endelig oprandt sidste uge – ugen med campingferie og allervigtigst: ugen hvor jeg ikke skulle kokkerere. Som om det overhovedet kunne lade sig gøre..

Men jeg gjorde hvad jeg kunne. Og lagde hårdt ud, med at lave pasta og kødsauce lørdag aften da vi ankom til campingpladsen..

Fordi jeg naturligvis havde glemt jeg ikke ville lave mad.

Og derfor kom jeg til at affodre de vilde horder alligevel. Og SÅ skulle det også være slut. Så næste aften bestilte vi kylling og pommes frites. Har ikke ret meget med en indtørret dansk frituregrillkylling og våd agurkesalat – bare så I lige ved det.

Det smagte vidunderligt.

Og så skulle vi ud og købe ind – og jeg var behjælpelig med at finde nemme retter der stort set kun skulle varmes. Posebiksemad, kartonsuppe, pizza-kit og den slags skod mad.

Første aften gik det sådan set meget godt, biksemaden skulle jo bare varmes og der skulle laves spejlæg. Dagen efter blev det en anelse mere kompliceret, for da skulle pizzaerne varmes – i ovnen.

Jeg var begravet i en bog og hørte ikke ret meget efter. Fast besluttet på IKKE at lave mad eller hjælpe til overhovedet. Men det gik efterhånden op for mig at de ikke kunne få pizzaerne varmet, for ovnen var kold og der var en del uenighed blandt de 5 andre medlemmer af familien hvorvidt den overhovedet virkede.

De har stået og bikset og bakset med den åndssvage ovn i over ½ time og der var intet sket – ikke så meget som en enkelt grad var temperaturen steget derinde og pizzaerne var stadig lige iskolde. Og pludselig er der en af de 5 som udbryder – det er da en gasovn. Og SÅ grinede jeg så meget jeg var ved at trille ned af den meget grimme og lyseblå plastiksofa.

Og 10 øjne stirrede misbilligende på mig – og nogen sagde de altså ikke fattede hvorfor det var så morsomt.

Så blev en eller anden sendt op til kiosken efter tændstikker – så gik der yderligere 10 minutter med det – og der kom endelig ild i ovnen – mens jeg stadig grinte så meget, jeg efterhånden havde noget ondt i maven! Vi fik mad noget sent den dag..

Da vi, nåårh nej, da de skulle bruge ovnen den sidste dag, siger en anden: hvad er det mon for en knap – klik klik – nej se der er sådan en indbygget gnisttænder – vi havde ikke engang behøvet at bruge 10 minutter på at hente tændstikker.

Og så kom jeg desværre til at grine igen. Seancen endte dog med varm pizza..

Nu er jeg dog helt holdt op med at grine – fordi vi er for længst kommet hjem og jeg har fundet mine kødgryder frem igen.

Jeg håber lidt at få, bare en eneste madfri dag igen, i Danmark – bare som erstatning for den lørdag hvor jeg glemte det.

Obsessions..

Da jeg er på kur, er jeg jo kronisk sulten.

Sidste år fik jeg noget helbredsfnidder – og for at afhjælpe dette – en lille lyserød pille. Og alle de gener jeg havde haft i 8-9 måneder forsvandt som dug for solen. Mere eller mindre over night. Det var jo fantastisk.

Ikke desto mindre, gjorde de lyserøde piller, at det er afsindigt svært, for ikke at sige umuligt, at tabe så meget som et eneste gram. Det sidder så fastgroet på min stakkels krop at jeg aldrig tror på de kommer af igen. Kur eller ej – power walking eller ej.

Og så – fordi jeg ikke kan spise alt det jeg gerne vil – så har jeg fået mad besættelse. Det udmønter sig på følgende måde: Jeg glor på mad blogs – opskrifter og billeder!! Jeg læser kogebøger, kigger på opskrifter og er ikke helt afslappet i forhold til det der med at spise..

Og af grunde jeg ikke selv er herre over, landede jeg blandt andet hos Noma.. Dem har alle jo hørt om – og jeg synes det er vildt flot at de er blevet så kendte og sådan..

Men så var der også et sindsforvirret kvindemenneske som gik i selvsving – jeg håber virkeligt at det er en slags spøg, et slags provokerende indlæg for at fremme noget debat meget i stil med noget andet vi lige har snakket om – men ihh hvor jeg ikke synes det er en særlig fiks måde at gøre det på. Men læs selv med her:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1275730/noma-er-fascisme-i-avantgardistiske-klaer/#topreslist

Hun virker jo ikke rigtig rask..

Lad lad det nu være… MEN når det så er sagt.. så har jeg lige et spørgsmål. Hvordan kan nogen overhovedet overveje at gå derind og spise? På Noma, mener jeg.

HAR I lige set hvad det er man overhovedet kan få at spise derinde?

Når jeg ser billederne så får jeg lyst til at råbe: Dayy-Ohh MAD hvor er du?

Hvem i hele verden bliver mæt af 3 halve valnødder? HVA’?  Posh Spice??

Det er pænt præsenteret, ingen tvivl om det, fantastisk koncept og alt det der – men halloooo – til de priser vil jeg da godt blive mæt?

Gad vide hvor mange tallerkner af halmstrå med pletvis sauce til, man skal spise for at blive mæt?

Det er også bare fordi jeg aldrig i mit liv, ville bruge så mange penge på at spise noget så sært. Så skal jeg jo brokke mig over det. Lidt i stil med en fortælling om nogle sure bær.

Og så sulten som jeg er for tiden, ville jeg aldrig nogensinde kunne blive bare tilnærmelsesvis mæt derinde.. Så tillykke med udmærkelsen og alt det der – men det bliver uden mig..

Hvis jeg skal bruge en kvart million for en bedre middag, tror jeg hellere at jeg vil på Falsled kro – for nu at holde mig til Danmark.

Det kan jo ikke nytte noget at gøre jer alle sammen død misundelige med alle de vidunderlige og noget billigere løsninger vi lige har i Frankrig.

Såsom vores forhenværende “kantine” lige her: http://www.abbayedecernay.com/

Hvor man får den bedste brunch i kæmpestore gamle læder lænestole, og ægte varm chokolade til teatime i sommerferien! Og så tror jeg at jeg faldt i søvn og nogen vækkede mig fordi jeg var ved at spise tastaturet..

..

Vi ses til søndagskagen om lidt!

Ris til egen røv

Der er altså noget galt med mit komfur.

Det er godt nok ikke et af de der skrækkelige moderne induktions ting, som vi desværre har i huset hjemme på øen.. Dets eneste undskyldning er at det var i huset da vi købte det!

Nå, men dette her er et gaskomfur. Som jeg har ønsket mig.

Men det virker altså ikke.

Gang på gang går noget galt, med det mad jeg laver.

Så sent som i går. Jeg sad og skrev en kommentar på en eller anden blog, da der pludselig lugtede helt vildt af popcorn. Og det var ærligt talt lidt sært.

For jeg havde ikke nogle popcorn.

Så jeg gik ud i køkkenet for at lokalisere lugten. Men så var det jeg fik øje på en gryde med noget ris i, og kom i tanke om at jeg da vist var ved at lave mad.

Det var jeg så ikke mere. Og det øverste af risen smagte ikke ret brændt.