SMIL, for satan

HOV – jeg bandede. Men jeg forsikrer jer, jeg er stadig kedelig! Jeg skal bare lige have afleveret en provokerende bøvs.

…

Men det kom bare fordi, jeg lige kom til at tænke på, at jeg skal flytte hjem. Som i snart. Og så fordi man er tilbøjelig til at sammenligne. Det ved jeg godt man skal lade være med, men altså jeg kan ikke lade være.

For eks. smilene og alle de daglige ”goddag’er” man smider om sig med, hernede i det franske, dem vil jeg savne helt enormt. Når vi er kommet hjem.

Hjem til sure mennesker, som har nok i deres eget, der stirrer på mig, som var jeg faldet ned fra himlen, hvis jeg tør sige ”goddag” i et venteværelse. Der er også masser af sure franskmænd, men de siger nu goddag alligevel.

Hjem til vrisne mennesker, som ikke gider vente den tid det tager ved kassen, og som absolut mener at det må være kassedamens skyld at det ikke går stærkere, eller at Hr. Hansen bestemt er senil dement, fordi han har glemt at veje tomaterne. Der er også vrisne franskmænd, men de er ofte bedre til at acceptere ventetid eller ubeslutsomme sjæle.

Hjem til hidsige mennesker, der råber op og opfører sig som om færdselsloven ikke vedrører dem. ”Jeg skal jo forbi” siger de forurettet mens de trækker ud i den modsatte vejbane og ikke forstår andres dytten. Hidsige franskmænd er der masser af, men de er generelt langt bedre til den relative simple handling det er, at flette to rækker biler.

Var der mon nogen som følte sig provokeret?

Det håber jeg egentlig ikke. Nej vel? For så slemme er der da ingen som er.

Men … hvis nu – og det er kun rent hypotetisk – hvis nu I skulle kende nogle af den slags negative og ikke smilende mennesker, så har jeg et forslag.

I har et par måneder til at gøre noget ved det, tænk nu hvis det kunne sprede sig som ringe i vandet?

Hvis vi nu aftaler, at I øver jer i at smile til de sure mennesker, vise dem at man godt kan smile til kassedamen i stedet for at overfuse hende, til Hr. Hansen selvom han er lidt glemsom. Sig goddag i venteværelset. Kør bedre … Men frem for alt smil til verden. Tænk nu hvis det smitter de negative individer og I ligefrem kan lave en epidemi – eller endnu bedre – en hel pandemi af smilende mennesker?

Det ville jo være fantastisk.

Har vi en aftale?

Positiv opdatering

Det ækle monster er fundet. Han er hjemme hos sig selv, men der er ingen tvivl om at det er morderen, idet han har givet politiet sin Colt 45 som modydelse for at komme i kontakt med specialstyrkerne.

En ung mand, 24 år, fransk statsborger fra Algeriet, har været på flere træningsophold i Afghanistan og Pakistan.

Han ævler løs og siger at han er Al-Qaeda, at han er salsifiste, han vil jihad og at han har slået de franske soldater med nordafrikansk og caribisk baggrund ihjel, fordi de havde været udsendt i Afghanistan. De jødiske børn blev derimod myrdet som hævn for palæstinensiske børn. Han vil dog ikke ud af sin lejlighed endnu – siger at han vil komme ud i eftermiddag.

Hvilke planer han lige har omkring det, aner ingen. Men det er ikke helt slut endnu. I det mindste kan han ikke slå flere børn ihjel.

Et sygt, lille ikke-menneske som skal lukkes inde et væmmeligt sted for tid og evighed – gerne et sted med en dryppende vandhane som ikke kan repareres.

Og hermed virker min bloghjerne lidt bedre!

Tomgang

Det er ikke fordi der ikke sker noget her.

Der sker alt for meget. Eller nej, ikke alt for meget, men bare meget.

Men det meste af det er ikke ret morsomt. Eller det vil sige, kender jeg mig selv ret kan jeg nok godt vride et lille grin ud af den ene og den anden tildragelse fra mit eget liv.

Men det har jeg ikke lige lyst til. Tankerne og kræfterne bliver brugt på noget andet.

Som I måske har læst, er hele Frankrig på den anden ende over et sygt og forfærdeligt uhyre som render rundt og plaffer folk ned. Det er så forfærdeligt at man slet ikke kan rumme det.

I går holdt alle skoler, både offentlige skoler, men også de private, et minuts stilhed i respekt for de tre børn der blev mejet ned foran en skole i mandags. De stod bare og ventede på bussen.

En lille pige prøvede at løbe i sikkerhed, men han løb efter hende, hev hende op ved håret og skød hende en kugle for panden. Koldt, sygt og kynisk. Hun blev kun syv år.

Det er ligeledes ”La semaine de la presse” (pressens uge) så der bliver lavet aviser på de fleste skoler.

Derfor har disse skrækkelige nyheder fyldt meget hos børn.

Og der skal snakkes meget om at syge idioter ikke kører på deres scooter helt op til Normandiet, for at skyde på elever fra en katolsk skole, nu hvor der er skudt jødiske børn og soldater med nordafrikansk og caribisk oprindelse.

Jeg er tilbage senere med et almindeligt indlæg, men der er ikke så meget at grine af, når der løber den slags galninger frit rundt.

Skjult kamera

Har siddet med familien foran fjernsynet. Det er i forvejen ikke noget der sker ret tit. Undtagelsesvis kan det ske søndag aftner, fordi der er Barnaby.

Men altså, jeg satte mig i sofaen omgivet af børn og så fjernsyn. Skjult kamera. Og jo mere jeg så, jo mindre var det morsomt, og jo mere gik det op for mig at jeg faktisk slet ikke kan lide det.

Nej, jeg kan ikke lide skjult kamera. Så er det sagt. Ihvert fald ikke den nye slags.

Muligvis er det så fordi jeg er ved at blive gammel.

Og mere kedelig end jeg plejer.

Og vrissen.

..

Jeg har jo en “Brok” -kategori.. Som skal holdes ved lige.

Men altså, skjult kamera er som sagt ikke hvad det har været.

Det foresvæver mig at det var langt morsommere da jeg var lille. Mindes især noget tysk noget, med en mand der dyppede armen i et akvarium og derpå åd gulerodsstrimler så det så ud som om det var en frisk halebaskende og spillevende guldfisk han gnaskede i sig.

Det var sjovt. Det var hylende grinagtigt.

Men det begrænser morskaben, at det er nødvendigt at gøre folk nervøse for at de har gjort i nælderne.

Der var nogle i går aftes, som skulle løbe tværs over min skærm med en falsk olympisk flamme i hånden, denne flamme blev pustet ud med en fjernbetjening, når den arme stakkel nåede publikum. Følelsen af at de må have ødelagt en god oplevelse for mange mennesker, så ikke sjov ud.

Det er heller ikke sjovt at få en sagesløs frivillig til at bære en stor fødselsdagskage ind til et børneselskab. Kagen har snor i, og den ryger naturligvis på gulvet, hvorpå fødselsdagsbarnet giver sig til at tude. Alt sammen iscenesat, for at få godtroende stakler til at føle de har gjort noget forkert.

Det er da ikke morsomt?

Det er blevet andre ting man griner af åbenbart. Nutildags.. HOV der blev jeg lige 82 igen..

Det er ikke nok at have en monstertung kuffert ingen kan bære for den søde blondine, eller en liggestol som bare ikke kan slås op.

De der, ”se du har gjort noget utilgiveligt: ødelagt en børnefødselsdag, sat en blind mand ned på en nymalet bænk eller slukket den olympiske flamme” de er altså bare ikke sjove.

Med mindre man naturligvis er ligeglad med andre, meget apropos den parkerende dame forleden aften.

Prinsessen sagde undrende: ”jeg ville være SÅ ked af at have tabt hendes kage på gulvet og sige undskyld hundrede gange, det er da synd for dem!”

Og det er der sikkert også mange andre mennesker som blev. Kede af det altså. Og uden tvivl også nogle som var fløjtende ligeglade. Fordi det ligger i tiden?

Men hvordan det kan være sjovt det forstod jeg altså ikke.

Med andre ord – jeg gad ikke se fjernsyn mere. Blev helt ked af det på deres vegne. Så vi sank slagskibe i stedet for. Det var så til gengæld meget mere sjovt end fjernsyn!

Og intet slagskib kom galt i halsen.

Et stort menneske

I fredags..

Altså først skal man lige vide, at hver fredag eftermiddag, er jeg at finde foran børnehavens låge.

Lige midt imellem indgangen – eller udgangen alt efter man ser på det – men altså, lige imellem underskolens (bhkl.-5 kl.) og overbygningens (6 kl.-9 kl.) respektive havelåger.

Der står jeg altså hver fredag, sammen med Laurence, og sælger nybagte pain au chocolat til 50 cents stykket. Overskuddet går naturligvis til skolen.

Vi snakker med de fleste af forældrene, får punkteret diverse rygter, cementeret andre og har i det hele taget føling med både børn og voksne!

Det er vældigt hyggeligt.

For det meste!

I fredags kom der nemlig en dame.

Med sin datter ved hånden. Og hun skulle have tre pains au chocolat. Hun betalte, og jeg rakte hende de tre lune chokoladebrød.

Men ville hun have dem?

Ikke på vilkår. Hun så på mig som om jeg havde både pest og kolera, og sagde iskoldt: “TAK, jeg tager selv.”

Laurence og jeg giver folk deres brød i hånden, for I ved ligeså godt som jeg, at børn skal pille ved ét og ét mere, og så lige pille lidt næse, og hvis deres forældre ikke bryder ind her for at bremse deres afkoms personlige udfoldelse – svært for mange, jeg ved det – så har barnet i løbet af den tid det tager mig at sige: ”Det bliver én euro” fået rørt ved 14 chokoladebrød.

Og det er knapt så lækkert.. Derfor står vi – Laurence og jeg – for udvælgelsen af brød.

Men denne dame, stirrede som sagt direkte på mig, og sagde både surt og en anelse aggressivt, at hun selv ville tage sine brød – og jeg skulle holde snitterne for mig selv.

Da hun var gået, stod Laurence og jeg og stirrede på hinanden og derpå så vi efter damen, på hinanden igen, og jeg vil ikke udelukke at der fløj en enkelt finke af panden lige der, jeg plejer ellers at sige at jeg ikke bander nok, men for pokker hvor blev jeg sur.

Rigtig tøsefornærmet. Sådan en ko. Hende altså..

Nå.

Jeg havde dog lykkeligt glemt alt om hende, da jeg i går småløbende entrerede skolegården, for at få udleveret min helt egen Bjørn. Gårdmanden altså.

I hvert fald, jeg blev stoppet af et udråb, vendte mig og stod ansigt til ansigt med den sure ”vil selv”dame fra i fredags!

Jeg må have følt mig i livsfare, bare en lille smule, for mit liv passerede revy.. I hvert fald den del af mit liv, der omhandlede de 96 mellemliggende timer.

Det kunne jo godt være at jeg i et svagt øjeblik havde brokket mig over hendes attitude, bare en anelse, og måske også lidt ude i offentligt rum.

Jeg trak vejret dybt og ventede mig alt.. alt andet end dette:

”Jeg vil godt undskylde min opførsel fra i fredags. Jeg kunne fornemme at du blev vred over det jeg sagde”.

Jeg formelig tabte næse og mund.

Formåede dog at nikke og sige: ”Ja, jeg blev faktisk vred over det du sagde, fordi du sagde jeg var beskidt.”

Vi stod og snakkede lidt – om synspunkter og kulturelle forskelle mellem Danmark og Benin hvor hun kommer fra vs. Frankrig.

Det er faktisk uvæsentligt, det som står tilbage for mig er, at hun var stor nok til at komme og sige undskyld! Det er ikke en evne alle mennesker har.

Det var fandme flot!

Andres død

Jeg vil ikke gå ind i politik – det har jeg, en gang for alle, bestemt mig for.

Men jeg kan ikke se hvordan man med ren samvittighed kan glæde sig over andres død. Det bragte absolut intet med sig – andet end ulækre billeder på internettet – da Saddam Hussein blev hængt.

Eller Osama Bin Laden, som derimod ikke fremprovokerede nogen billeder overhovedet.

Og så nu Gadaffi. Som man kan få lov både til at se og høre, før han bliver slagtet midt i nyhederne. Og som ligger på lit de parade i et overdimensioneret køleskab – mens folk vader forbi – for at være sikre på at det nu også ER manden med de blå briller, der ligger der og langsomt rådner.. Trods kulden. Nu lukker køleskabsfremvisningen og vi kan komme videre.

Mod hvad?

Hvad i alverden nytter det?

Hvad er det for en syg form for gengældelse?

Det er ikke en snus andet end offentlig dødsstraf. Det er godt nok nogle andre som udfører straffen, men som bekendt er der noget med at hæleren også er kriminel.

Jeg kan heller ikke give mig til at råbe hurra fordi en mand er død.

Den eneste jeg kunne forestille mig, jeg ville ønske død, ville være en som havde gjort mine børn ondt. Men der er vi ude over al fornuft og alle principper.

Jeg forsvarer ikke hvad disse 3 mænd har gjort på nogen måde, og det er meget muligt at verden bliver et bedre sted at være uden deres fysiske tilstedeværelse – men jeg tvivler.

Retsbevidsthed

Det sker meget tit, når jeg læser nyheder, at jeg bliver grebet af voldsomme følelser i forbindelse med dette og hint, og jeg farer i tasterne for at meddele verden disse uhyrligheder.

Men af uransagelige årsager ender disse indlægskladder oftere i min computers papirkurv, i stedet for på Kong Mors blog. Eller det vil sige – helt uransagelige er disse grunde vel ikke.

For hvis jeg fortalte, at jeg ikke mener at voldtægtsforbrydere skulle have lov til at tage til stranden på scooter mens de afsoner, så..

Ej det nytter ikke noget – jeg begynder allerede at sprutte hysterisk.

Jeg er så forfærdeligt meget imod den slags pædagogiske – ”hvor-er-det-synd-for-forbryderen” og ”de-skal-hjælpes-og-ikke-straffes” holdninger.

Misforstå mig ikke – jeg er ikke til selvtægt og andre tåbeligheder, men jeg mener fuldt og fast at man har krav på en form for hævn som offer. Tanken om nogle folkeslags endnu mere idiotiske syn på ære og øje for øje, tand for tand, ligger mig også meget fjernt, men man kommer ikke udenom at en fængselsstraf også er en form for hævn.

Som Erik skrev til mig: ”det krænker min retsbevidsthed”. Og han har ganske ret – det gør også mig helt afsindigt rasende, at et uhyre som har voldtaget og lavet røverier – skal have lov til at tage til stranden på scooter.

Uanset om han er ledsaget eller ej. Hvad ligner det??

Sådan et afskum skal bare ikke have det sjovt. Han skal være lukket inde i en celle i den af loven udmålte straf. Hvis han ikke bryder sig om det? Så er det altså bare synd. Jeg er helt sikker på at hans ofre heller ikke brød sig, hverken om voldtægt eller hjemmerøveri.

Det er så fuldstændigt mangel på respekt overfor ofrene, at han skal på stranden. Det offer som ikke har bedt om noget, mindst af alt at blive offer – kan måske risikere at sidde på selvsamme strand i solen – og tro mig – det er værst for offeret.

Der er alle mulige former for beskyttelse og hjælp til de kriminelle – hvorimod der meget ofte der mangler beskyttelse, respekt og hjælp til ofrene.

Og det var så dagens sure opstød! God lørdag!

Perfekt # 2

Helt oprigtigt talt. Hvad er det, der er så forfærdeligt ved at ville være perfekt?

Jeg mener, stræber ikke alle mod at blive bedre?

Det kommer naturligvis an på hvordan man definerer perfekt. Og for hvem. Samt hvordan man håndterer, at man nok aldrig når helt derud. Men man kan da godt prøve?

Mange tror, at folk har den samme slags perfektion inde i hovedet. Well I got news for you: Det har de ikke. Når mødregrupperne kyler speltboller i hovedet på kvinder, der hellere vil have en karriere, er det vildt respektløst.

Lige så snart der sidder et fjols der vil bestemme hvad der er rigtigt, så er det forkert i samme øjeblik.

Jeg gik hjemme med firkløveret til Gårdmanden var 1½. Og nød hver eneste dag. Det var rigtigt for mig. Men de som gør noget andet, vil jeg da ikke dømme. De er bare ikke med i min perfektion.

Som i øvrigt kun passer til mig. Andre har deres egen perfektion. Og jeg vil ikke have høvl, fordi jeg ikke gider deres.

Jeg gør mit bedste. I alt hvad jeg gør. Hvis andres drømme om perfektion så tilfældigvis lander på min formåen, er det vel ikke min skyld.

Det er jo de mål andre har sat for sig selv – og hvis de ikke opnår det – skal jeg vel ikke klandres for det?

Hvis nu jeg gerne ville være god til at spille tennis, så ville jeg nok ikke stile efter at blive så god som Woszn..øhh altså hende der Caroline. Mindre kunne godt gøre det. Men hun ville jo så repræsentere perfektion indenfor tennis – ifølge mine mål.

Det er da okay! Det skal hun da ikke have stikpiller for, vel?

På samme måde med de, som egentlig gerne ville have en karriere, men som ikke får det. De kunne sige – Mille har opnået alt det de gerne ville – men hvorfor skal Mille have på nakken for det? Jeg spørger bare.

Fordi vi er forskellige alle sammen – så bliver vores drømme om perfektion også forskellige – og gudskelov for det – jeg skulle ikke nyde noget af at opnå en forhenværende skatteministers mål i livet.

Det er i øvrigt en rigtig styg tanke – jeg skulle også gerne kunne både sove om natten og se mig selv i spejlet.

Men ja – når nu jeg kommer til efterårsferien her om lidt og begynder at jule – ja ikke at fejre jul, vel – men at jule, lave kort og pynt og mad til fryseren og den slags – så ville jeg sætte pris på at folk bare lod mig jule i fred og så holdt mund med deres ”lad være med altid at være så perfekt – du giver os andre mindreværdskomplekser” og i stedet tog sig af deres egne perfektions-mål.

Bare så det er på plads.

Valg

Nu er der valg og gudskelov for det. Ikke så meget fordi det er spændende – for bevares – vel er det spændende, men ændringerne bliver nok ikke så store i Danmark, hvad enten det er den ene eller den anden som får flest points.

Det er mere folks opførsel – det er nærmest amerikanske tilstande og jeg væmmes ved folks mudderkastning. Fra begge – eller alle – lejre – for der er godt nok blevet kylet et par kokasser igennem æteren.

Medierne har gjort deres, med taletid til alle – som for det meste er blevet brugt til at svine hinanden til.

Et af de mindre kloge tiltag, var nogle klovnenæser i rød og blå, påklistret de forskellige valgplakater, som jeg stønnende tog mig til hovedet over, da Gårdmand Bjørn kom forbi.

Han forlangte at vide hvad det var, om der mon var cirkus på vej? Forklaringen gjorde ham tavs et par sekunder, så kom det ligeså tørt: ”Dem som har gjort det – er det ikke den slags som siger tissemand og så griner af det?”

Imponeret af min søns menneskesyn, kunne jeg kun nikke.

Jeg gad godt nok ikke vinde et valg på at nedgøre andre – jeg ville da langt hellere vinde fordi mine argumenter var bedre. Men jeg har kunnet konstatere, at dette ikke er et synspunkt jeg deler med ret mange politikere.

Det er faktisk trist, for med 80-90 % af en befolkning der rent faktisk mener at de bør vandre til stemmeurnen, skulle man tro at tonen kunne være bare lidt mere respektfuld.

I alle de mange år hvor jeg har boet i udlandet, har jeg jo ikke stemt. Jeg må naturligvis ikke stemme i Danmark fordi jeg ikke bor der, men jeg må heller ikke stemme i Frankrig – hvor jeg bor – fordi Danmark ikke accepterer dobbelt statsborgerskab.

Derfor var det med ærefrygt og stolthed at jeg med mit stemmekort i hånden gik ned på kroen for at stemme, da der var valg første gang efter vi var flyttet tilbage til Danmark.

Jeg har taget børnene med hver gang, og fortalt dem hvor stolte vi skulle være over at bo i et land hvor der overhovedet var mulighed for at have et valg, at man overhovedet måtte stemme, endda også hvis man var kvinde.

At man kan tale med politikerne, hvis de da ikke lige er midt i en mudderkastning – undskyld – valgkamp!

Alt i alt, har det virket som en ufattelig lam valgkamp og jeg har endda kun set det som er på netaviser. Har været lykkeligt forskånet for endeløs afbryden og råben i munden på hinanden i diverse TVprogrammer.

Men det er ikke nok at slukke for netaviserne, eller i hvert fald filtrere hvad man slipper løs på sin skærm.

Facebook har været fuldstændig ulidelig i flere dage nu – folk hidser sig voldsomt op over hvad der virker som bagateller og lukker alle aggressionerne ud på – i bedste fald deres egne profiler, i værste fald – andres.

Jeg har heldigvis også et valg – jeg svarer igen med boykot – og holder mig helt og holdent væk fra Facebook hele dagen i dag.

Idoler på piedestaler

Jeg har altid elsket at have idoler – sådan nogle spændende mennesker som jeg må se op til. Ganske uden beregning. Altså, man kan jo bare lade være med at investere i al deres merchandising. Men det er da rart at have folk man kan se op til, og som man kan identificere sig en lille smule med. Sådan nogle som ikke har bumser på plakaterne, eller svedige hænder når de siger goddag.

Sådan nogen som altid gør det rigtige i bøgerne, så man kan tro på at der findes noget som er perfekt.

Jeg må have den største samling ABBA skrammel (til min store fortrydelse kan jeg ikke vende det første B om..) der endnu findes. Okay så måske ikke, for jeg var ikke ret rig som 6årig. Og ja, jeg ville også være den lyshårede.

At være ABBA fan for 6årige mig, begrænsede sig derfor lidt til plakater i Sølvpil og Ung Nu, og optagede kassetter fra radioen, hvor jeg med stor omhu knækkede de der dimser, så jeg ikke at vanvare kom til at optage noget andet ovenpå mine elskede ABBA sange.

Stor var skuffelsen, når Michael Juul Sørensen i Hej P3 eller Tom McEwan til noget andet radio noget lørdag morgen, dristede sig til at tale, mens musikken stadig spillede – det var bare så tarveligt.

Næsten ligeså tarveligt som det faktum at ABBA stoppede længe før jeg var gammel nok, til overhovedet at komme til koncert med dem. Men jeg så da deres film i biografen, med min mors veninde – min mor orkede vist ikke mere ABBA.

Hvis de engang tager sig sammen og begynder at tale sammen igen, og laver en sidste lillebitte koncert med dygtigt playback, så skal jeg med!

Nå, så var der Madonna. Der på Herning pløjemark blev jeg lige 17 igen – sammen med Linda. Vi var iført lyserøde cowboyhatte med bling.

Det var heldigvis ikke den samme koncert anmelderne så – for vi kunne nemlig  rigtigt godt lide koncerten – men de stod naturligvis heller ikke oppe foran, som vi gjorde.

Næ, de sad på deres VIP pladser allerbagerst – sådan lidt kejserens nye klæder-agtige – så fine at de ikke behøvede at høre noget, for at gå til koncert. Men det måtte de jo om.

I hvert fald vil Linda være Madonna i sit næste liv, jeg nøjes bare med at blive Madonna når jeg bliver stor – for hun er da sej.. Eller var.. Hun er efterhånden lidt flosset i kanten.

Men altså der var også de andre – efter ABBA – for selvom jeg blev ældre og tog til Paris – skulle jeg stadig have mine idoler. Jeg lavede dog ikke så meget andet i min fritid, end at læse. En dag forærede en ven mig ”Nattens Kys” – fordi den handlede blandt andet om en som hed Stine der tog til Paris. Det kunne jeg jo særdeles godt forholde mig til – og så blev jeg Hanne Vibeke Holst fan.

Efter et besøg hjemme, plyndrede jeg min mormors bogreol – kun lidt – og blev derefter Suzanne Brøgger fan.

Derfor var jeg fyr og flamme da min mor for et par år siden, fortalte om en foredragsrække på Vartov, med begge disse mine idoler gennem mange år.

Hanne Vibeke Holst holdt sit foredrag om Grundtvig – og jeg sad helt stille på anden række, med min bog i hånden. Da det var slut gik jeg med klamme håndflader hen, og ventede pænt, for at få hendes autograf – nårh nej, det hedder ikke autografer når man er voksen – så får man i stedet sin bog signeret. Hvorom alting er, rødmende og stammende som en teenager fik jeg autografsignaturen i min bog, og var himmel henrykt.

Da jeg derimod skulle høre Suzanne Brøgger, i samme foredragsrække, gik jeg helt i stå. Åndeløs sad jeg bare og stirrede på hende. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med – jeg troede faktisk hun sad inde i et fint vitrineskab og ikke sådan rigtigt fandtes, kun blev taget frem engang imellem ved særlige lejligheder. At hun var helt levende – havde jeg i hvert fald ikke regnet med.

Men nu trænger jeg til nogle nye idoler som kan holde Hanne Vibeke med selskab. Der sker jo ikke rigtigt så fantastisk meget, hverken for ABBA, Madonna eller Brøgger. I hvert fald ikke som når helt til Normandiet.

Jeg har nogle forskellige i tankerne: Svampebob er faktisk et ret godt bud med sit firkantede look. Eller måske Brødrene Price, deres look er sådan lidt mere rundt i det.

Der er jo selvfølgelig også Gaddafi, men hans look er væk – for de kan ikke finde ham.

Må i tænkeboks.

Dagen i dag..

For 10 år siden.. Lige nu..

Det er en af den slags dage hvor ALLE kan huske hvor de var, og hvad de lavede.

Jeg troede, med hænderne på min gravide mave, i de første ubegribelige minutter, at det var en film. Det måtte være en film, det kunne ikke være sandt.

Jeg kommer ofte til at tænke på de mennesker som fik det sidste fly til at forulykke på en mark i stedet for midt i en anden menneskemængde.

Ganske almindelige mennesker som vidste at det var slut på den ene eller anden måde. Men når de nu skulle herfra – kunne de ligeså godt gøre det, efter min mening, heltemodigt.

Mange er ofte feje når der sker noget – vi vender hovedet væk og vil ikke kendes ved det, ikke tage stilling, for tænk nu hvis vi selv kunne komme galt afsted..

Men disse mennesker tog kampen op mod nogle ækle, ynkelige og modbydelige terrorister.

De tog skæbnen i deres egne hænder.

Jeg synes det var flot gjort, og jeg håber at jeg havde haft modet til at gøre som dem.

.. liv på jorden??

 

Man undres.. Læg mærke til det ældre ægtepar som sidder på deres klapstole – sådan ca. 6 timer før Touren rammer byen.

Divaen og Prinsesse Lyserød – som snart er lige så høj – i forgrunden!

Jeg kan til nøds forstå noget sovepose hele natten foran Fona, for at komme først til U2 koncert.. Og så igen.. Men dette..? De sidder der og glor på en hæk i næsten 6 timer før?

Jeg fristes til at tænke at de skulle få lidt mere indhold i deres liv. Subsidiært få en blog – så får man nemlig et rigtigt spændende og indholdsrigt liv.

Kong Giftekniv

Jeg har en meget god ven. En Godeste Ven. Som er en mand.

Dette skulle efter sigende være ret enestående, det at have en ven af modsat køn, uden at der nogensinde har været andre følelser end de venskabelige.

Vi er endda blevet interviewet om dette spøjse fænomen, og så må det jo være helt unikt! Vi har aldrig været forelskede, og bliver det heller aldrig.

Jeg er ydermere sikker på han vil sætte stor pris på, hvis jeg samtidigt pointerer her, at han IKKE er bøsse – ikke fordi der er noget galt med at være bøsse overhovedet – men bøsser kan jo ligesom godt være venner med kvinder, uden der kommer følelser i klemme.

Men altså: Godeste Ven har jeg kendt fra jeg var 17. Har kunnet snakke med ham som få – drikke te og høre musik til midt om natten utallige gange. Okay – der var så også en nat vi drak andet end te – den første og sidste gang jeg fik snaps.

Til den der live Mike Tyson boksekamp i et lejet sommerhus.. Me and the boyz – hold OP vi havde det sjovt. Okay – knap så sjovt da snapsen skulle op igen. Men i hvert fald.

Mistede desværre kontakten da jeg forlod øen, men takket være Facebook – man kan nu takke facebook for meget – fandt han mig og vi fandt hinanden igen! Tilbragte igen mange nætter med te og snak som før og det var skønt!

Før jeg forlod øen sidste sommer, fik jeg en koncertoplevelse i afskedsgave og selvom musikken var..vissen og slidt i kanten og mine gummistøvler sad fast i mudderet – havde vi en vidunderlig aften!

I starten, var First Man en anelse gnaven – ikke over selve vennen – men over det, at det var en mand, det kunne man jo ikke for pokker. JO man kunne, insisterede jeg!

Godeste Ven havde også en kæreste, som rejste børster over mig. Men vi fik formidlet de kære mennesker, at sådan var det og det altså ikke blev anderledes.

Og med tiden – og ikke på grund af mig – havde Godeste Ven ikke nogen kæreste mere. Og var lidt ensom. Som i meget ensom.

Samtidigt har jeg en god veninde. Som jeg har kendt i 10 år, på en tæt og speciel måde. Som jeg har delt tusindvis af ord med, og vi har en sjælden og gensidig forståelse for hinandens liv. Hun blev pludselig skilt og flyttede med sine Tullebasser til Danmark og var lidt ensom. Som i meget ensom.

Og en dag sad jeg og skrev på skype med den ene, og på sms med den anden, og da slog det mig, som et LYN fra en klar himmel – de to var skabt til hinanden. Intet mindre!

Jeg gør ellers ikke så meget i det der giftekniv-kunst, da man altså skal passe lidt på – man kan jo komme grueligt galt afsted. Jeg har faktisk prøvet det en gang før – og de to er stadig sammen – efter 17 år og et par børn, så noget rigtigt må jeg jo have set.

Men med disse to var det lidt anderledes. De havde indimellem hørt om hinanden, ikke meget og det er ikke engang sikkert at det er gået op for dem at det var den anden jeg talte om. Jeg meddelte så Godeste Ven at han skulle lige tage og kigge på min venindes facebook profil.

Det tog en rum tid at få dem fra ”lure-på-facebook”-stadiet, da de er lidt (læs: meget) generte begge to og jeg syntes jo ikke jeg skulle æltes alt for meget ind i den dej.

Men langt om længe fik jeg inviteret begge til at komme hjem til mig – på samme tid – og det gik vist meget godt. Jeg blev ikke underholdt med detaljer.. da ikke dem alle sammen i hvert fald (SÅ, nu kan I sidde og tygge på den!)

Jo, de kigger skam med her, og sagde begge – mere eller mindre frivilligt – ja til at være blogmateriale!!

Fordi.. Ja der ER jo sådan lidt Mit Livs Novelle over dette her:

Det er nemlig fordi Godeste Ven har forladt øen og er flyttet ind i 5minutters radius-nærhed af Gode Veninde.

DET er da fantastisk! – Set.. af mig, mener jeg!

Og ja, jeg forventer afgjort at sidde i midten til brylluppet – hvis det engang kommer til at gå så galt!

Faktisk er det jo yderst praktisk – for First Man og Gode Veninde bliver aldrig jaloux over at Godeste ven kender mig!

Og hvis det nu ikke var fordi min blog er semi-anonym, så havde jeg også vist jer et billede af mit yndlings-par, som jeg lige har fået tilsendt.

Men nu må I nøjes med mine gummistøvler.. Og Godeste Vens ene sko. I noget mudder som vi måtte stå og trippe i – på kviksands måden.

Hegnet og mig..

Hvorfor.. må man ikke synes at de unge i Danmark – jeg mener især dem i folkeskolen og gymnasiet – drikker alt, alt, for meget og at det ville være en idé at prøve at gøre noget ved det, uden at blive katalogiseret som indremissionsk afholdsprædikant?

Nu er det jo ikke sådan, at vi aldrig drikker – vi får ofte vin eller øl i weekenden, måske en cocktail før maden, og jeg er ude af stand til at drikke kaffe hvis der ikke er baileys i..

Firkløveret har fået en grænse for alkohol som hed 16år. Det er hvad loven siger i Danmark og den agter jeg at rette mig efter som et minimum. Meget tit får Divaen og Zorronaldo lov til at smage nogle af de forskellige Vol.% der kommer forbi.

Men det var meget, meget svært når man ustandseligt rendte ind i forældre!! – ja, ikke engang de unge selv – men forældre som syntes:

”Nåååhr, jamen de skal da have lov”.

”De gør det alligevel selvom de ikke må – så vil vi hellere give lov”

”Vi gjorde jo det samme”

Der var også mange flere som røg i 70’erne og 80’erne – det blev det vel ikke mere sundt af, så den der med at “det gjorde vi jo også” den kan de rulle sammen og stikke skåt op hvis det stod til mig.

Faktisk er det bevist, at de forældre som har et helt klart NEJ, til alkohol før deres børn er 16 år, får mindre fulde børn, end dem som siger ”årh, det går jo nok” hvis de alligevel drikker.

Jo senere man starter med alkohol – jo bedre er man til at administrere sine branderter i det hele taget. Alt dette, og meget andet, fik vi at vide i 7.klasse til et infomøde med SSP- konsulenter og politibetjente og det hele.

Men denne, for vores børn så nyttige information, var på besynderlig vis gået i glemmebogen i 9.kl. for Divaens klasses vedkomne i hvert fald.

Hvis man forestiller sig en 9kl. med kun 2 elever som er 16 år, hvis forældre er samlet til møde, så er det meget svært at få et ben til jorden med fælles fodslag i forhold til alkohol, når der startes med at grine højt og længe af en dreng, som til sidste klassefest blev så fuld at han kastede op ud af bilen flere gange – ned langs ydersiden – på de 3 km hjemturen varede.

Samtlige forældre, syntes dette var simpelthen det mest morsomme de længe havde hørt. Jeg syntes faktisk det var ret trist. Både at drengen blev så plakatfuld, men faktisk mest, at hans egen mor sad og grinte så højt af det.

Det er ydermere svært at komme med en idé om fælles alkoholforbud i klassen, når en eller andens far inviterer 14årige 8.klasser til nytårsfest og han skulle da nok sørge for breezer m.m..  FLOT!!

Divaen kom til et par fester.. Men holdt op, da hun blev overfuset og nedgjort, hver evige eneste gang hun sagde nej til at drikke og nej til at ryge. Hun har da smagt – også selvom hun ikke måtte – men hun turde faktisk komme direkte hjem og sige det, så vi kunne snakke om hvad vi lige gjorde ved det.

Hvorimod andre røg og drak sig i det der hegn, den ene fest efter den anden, uden at deres forældre havde den fjerneste idé om hvad de foretog sig.

En, lod sin datter drikke – for så røg hun nok ikke.. HA HA.. Det gjorde hun så alligevel.

Der findes ikke noget mere deprimerende, end at modtage en sms fra sit barn som siger: ”er du sød at hente mig nu, pigerne er blevet så fulde at de har taget al tøjet af og står i trusser+bh og danser foran drengene, og det er ikke så sjovt mere”..

Drikke mentaliteten i Danmark, er blevet sat ekstra meget i relief hernede. Her bliver ikke holdt fest hver weekend, og når de unge så endelig holder fest, er de ikke nødt til at drikke hjernen ud. De drikker, men på en helt anden måde.

Da jeg så læste dette indlæg, faldt det mig ind, at det ikke kun er de unge, som har et problem med om andre drikker eller ej. Det er da grotesk, at man ikke kan vælge at lade være med at drikke, uden at skulle få alle mulige bemærkninger og spydige stikpiller. Jo, hvis man er gravid, er det til nøds accepteret, men ellers.. Jeg fatter det ikke.

Det er naturligt at der, til en fest i Frankrig, er ca. 1/3 som ikke drikker alkohol. Og ingen siger noget til det. Hvor ville det være rart med den samme tolerance i Danmark.

Jeg må indrømme, at jeg rask væk hjernevasker mine børn, hver gang der sker ulykker på grund af druk – gentager jeg ufint at ”DET der, er på grund af druk”. Men måske er jeg også farvet af denne oplevelse:

Min barndomslegekammerat og jeg blev unge sammen – hun tog en tur i hegnet hver weekend – jeg kunne ikke lide det og drak mælk til jeg var 17.. Vi mistede kontakten da jeg drog udenlands, men da vi flyttede tilbage til øen, kom jeg forbi en butik, hendes far ejer – jeg fór glad ind, og spurgte om de kendte ejerens datter. Det gjorde de da.. De havde netop været til hendes begravelse. Død af druk, som 31årig..

Vi var som sagt til fødselsdag i weekenden – der var rig mulighed for at drikke mig i det der famøse hegn med champagne og skøn rødvin – men der blev ikke set skævt til mig, fordi jeg valgte at lade være. Jeg fik vel 2-3 genstande og havde det, trods dette hæmmende faktum, yderst morsomt og var, sammen med den ualmindeligt smukke og skønne fødselar, den sidste som forlod dansegulvet!

Og selvom jeg var træt, som et alderdomshjem i modvind, hele søndagen, var det uden den invaliderende hovedpine, der uvægerligt kommer i kølvandet på en tur i det der åndssvage hegn!

Det synes jeg faktisk er en pligt, at turde lære sine børn. At man sagtens kan drikke – måske bare ikke hver weekend, og måske ikke så meget at man mister fornemmelsen for tid og sted, og derpå skvatter ned af et tårn, og dør, på den splattede måde.

Der findes en Cykelengel

Prinsesse Lyserød har været på cykeltur med sin klasse. Og cykeltur i Frankrig.. det er virkeligt med livet som indsats, med mindre man er med i Tour de très irriterende, foran vores låge, hvor samtlige biler har fået stuearrest og derfor ikke kan genere dem på to hjul.

Men det var trods alt et ufravigeligt krav, at alle elever havde cykelhjelm og grim vest. Mine stakkels unger kalder det ”grim vest” fordi de nærer en indædt afsky for disse, absolut ikke diskrete, og meget orange veste, jeg tvang dem til at køre med – også om eftermiddagen ude på landevejen – når de skulle til skole hjemme på øen.

I hvert fald, alle elever skulle iføres dette sikkerheds antræk – ikke at det hjælper noget overhovedet, idet franske bilister bestemt ikke er gearet til cykelhensyn. Så jeg holdt vejret da jeg sendte hende af sted og glædede mig kun til at se hende igen.

Og så var det jeg kom til at tænke på cykelenglen. Og var pludselig ganske sikker på, at denne holdt hånden over min Prinsesse og hendes klasse.

Ja, jeg – som ikke er så meget for skytsengle – tror på cykelenglen. Men det er altså kun fordi jeg har set hende! Det har firkløveret også – flere gange, og jeg er ganske overbevist om at Sørøver Sally også må have krydset hendes vej.

Hun er klædt i lyse farver som engle nu er, altid i store flagrende nederdele. Hendes hår er kridhvidt, og står som en krans omkring hendes hoved. I cykelkurven har hun blomster. Og så kører hun frem og tilbage mellem byer, i skove, ved stranden og på landevejen. Flere gange om dagen. Altid i meget store flagrende nederdele i lyse farver – og aldrig kom de ind i hjulet.. Alene det burde have bragt mig på sporet!

Men i mange år vidste vi ikke hvem hun var – og vi spekulerede meget på hvem hun mon var – sådan en ældre dame der uophørligt kører rundt på cykel og vi kunne støde på hende flere gange om dagen mange kilometer fra det sted, vi så hende sidst.

Så var det Zorronaldo en dag kom hjem og sagde, at han havde hørt hun var en engel. Og det var jo rigtigt. Hun er en engel. En cykelengel.

Det eneste man ikke må – er at tale til hende, for så forsvinder hun!

Men det er også nok at kigge – og vi glæder os til at komme på ferie på øen så vi måske kan få et glimt af cykelenglen!