Lige min kop te

Jeg har muligvis nævnt det før, men jeg er ikke så god til at svømme samme vej som alle andre.

Hvorved pastasalat først gjorde sin entré i vores madplan længe efter det var gået af mode i Danmark. Ligeledes så jeg først Titanic flere år efter alle andre havde set og genset filmen op til flere gange i biografen.

Jeg er også meget træt af Herstal lamper, køleskabe i børstet stål og råhvide vægge.

Derfor må det undre mere end én, at jeg nu har fået en passion for Kusmi te. Jeg er, og har altid været, inkarneret tedrikker; jeg kan overhovedet ikke vågne uden en kop te og jeg mener ikke elevator te. Jeg mener løs te i stoffilter og kogende vand.

Jeg har drukket den samme blanding i mange år og kræsent takket nej til alt andet.

Men jeg har overgivet mig.

Var nemlig blevet tilstrækkeligt nysgerrig og jeg havde dertil fået at vide af Anne, at Kusmi er langt billigere i Frankrig – i og med det er fransk – og for at smage, uden at græde over prisen på en te, jeg måske ikke engang brød mig særligt om, måtte jeg gøre det inden vi vendte hjem.

Altså investerede jeg i en rulle med små prøver på grønne teer og en lidt større bøtte med sort te.

…

Den sorte te hedder Anastasia og smager på samme tid velkendt og mystisk anderledes. Ikke desto mindre er det en te jeg har drukket næsten dagligt siden!

Iblandt de grønne teer, var der nogle som jeg hastigt pakkede væk og de vil bliver foræret til mindre kræsne tedrikkere, der drikker den slags.

Men Label Imperial smagte fuldstændigt fantastisk. Jeg er på kur lige for tiden, spiser mindre og ikke så fedt ej heller så sødt, og om eftermiddagen kan det være lidt svært ikke at hoppe på hovedet i slikkassen. Denne te hjælper mig, den har en naturlig sødme som har forhindret alle ulykker!

Så snart den lille dåse blev tom, gik jeg på jagt efter flere slags så jeg kunne smage så mange som muligt mens de stadig er til at betale!

Det er endnu ikke bestemt hvilke lækkerier, der skal pakkes ned sammen med flyttelæsset, men indtil flere af disse teer er helt sikkert med på listen!

Krølletyven

Nu da krølletyven var fundet, identificeret og afsløret, så sad jeg med en viden jeg ikke bare kunne ignorere.

Hvad skulle jeg gøre?

Jeg snakkede længe med min læge, og hun bortviste Krølletyven. Væk med hormonerne. Ja, nu er min læge naturligvis ikke idiot – hun har ikke smidt mine piller væk, bare fordi jeg har mistet mine krøller, men af andre årsager.

Jeg skal undersøges til bunds – uden hormoner – og hvis krøllerne titter frem igen, er de hjerteligt velkomne. Så jeg er ikke helt mig selv – eller det vil sige jeg er måske netop helt mig selv – hvilket faktisk er ret så skræmmende.

Krøllerne lader vente på sig, men hvis de først skal vokse ud igen risikerer det selvfølgelig at tage sin tid.

..

I mellemtiden havde Lene en speciel hårkur med hjemme fra øen. Det lokale kosmetikbrænderi har en hårkur som skulle virke på bortkomne krøller.

Så i går aftes – den sidste aften inden hun her om lidt flyver hjem igen – smurte Lene mine flade totter ind i noget meget fedtet stads.. Som jeg har sovet med.

Og kæmpet en brav kamp for at få vasket ud igen – og nu har jeg hår der er så glat som et bonet gulv.

Jeg håber ikke vi får mere kulde for jeg er fuldstændigt overbevist om at en eventuel indendørs hue ikke engang ville kunne sidde fast på mit hoved så blødt er det.

Om det vil få krøllerne frem vil tiden vise!

På jagt efter krøller

Ikke på grisehaler eller andre finurligheder. Næ, jeg har været på jagt efter mine egne deserterede krøller.

En lang og intensiv jagt. Som har fået mig vidt omkring. Det kunne jo ikke passe at de bare forsvandt, helt uden grund.

Startede min eftersøgning hos en frisør. Hun foreslog at det kunne være mere eller mindre kalk i vandet. Idet hendes hår var mærkeligt når hun var på ferie i alperne, hvor vandet er så blødt.

Blødt og hårdt vand. Det kunne jeg jo ikke bruge til noget – jeg ville have tal og sammenlignelige størrelser på skærmen.

Jeg kom på nettet og tjekkede vandhårdhed. Har altid hørt at vandet hjemme på øen er frygteligt hårdt. Det skulle ved sidste måling have været 20,2. Fandt dernæst ud af, at på Æblebakken er vandet mellem 30 og 40. Franskmænd hænger sig nok ikke så meget i nøjagtige tal.

Jeg kunne i hvert fald konstatere at selvom vandet er hårdt hjemme på øen, er det altså en del hårdere på Æblebakken.. Eller, enten en del hårdere eller rigtig meget hårdere. Her var altså en forskel.

Altså måtte jeg på jagt efter en fysiker. Fandt én. Og fik snakket vandhårdhed. Og var lige vidt, da han ikke mente det havde nogen indflydelse på hår. Men hvad ved han også om sarte kongelige krøller.

Så ham troede ikke på.

Det var alligevel ikke et klart og rent svar, også selvom jeg ikke troede på det.. Det var.. sådan et slags ”måske,-men-det-ved-jeg-ikke,-det-kan-ligeså-godt-være-noget-andet” svar.

Så jeg var ikke tilfreds.

Jagten fortsatte. Hos ny frisør i omgangskredsen. Hun nævnte vejret. Frost og kulde. Men det er ikke så logisk, fordi jeg allerede havde mistet 47 % af krøllerne i sommers, deraf alle dem i pandehåret.

Så hende, troede jeg heller ikke på.

Nu var jeg ærligt talt lidt modløs. Af alle de muligheder jeg havde kunnet finde frem til, var der kun én som holdt vand. Men det var ikke nok.

Derfor begyndte jeg at tale om de forsvundne krøller i min omgangskreds.

Et fjols kvikt hoved, mente det var aldersbetinget og at jeg – fordi jeg nu er langt over de 40 – havde fået en anden hårstruktur. Det ævl gad jeg overhovedet ikke høre på. Jeg er godt klar over at ens hår ændrer karakter, når man bliver ældre og får gråt hår.

..

Jeg har 54 grå hår. Jeg hiver dem ikke ud, fordi jeg har hørt at så får man flere.. Men jeg nægter at tro på at det er de 54 hår der har gjort livet surt for mine krøller.

Og det med at være ældre – det gider jeg slet ikke at forholde mig til!

Naturligvis kunne jeg jo bare bide i det sure æble og købe nogle krøller. Men det er mig meget imod – jeg ved jo at mine er der, et eller andet sted – så foreløbigt er det ikke en løsning.

First Man lyttede medfølende til mine jeremiader, og sagde: ”Ja jeg ved snart ikke, for du er jo ikke gravid”.

Jeg rynkede brynene og spurgte hvad han lige mente med det. Jo, var svaret, for sådan så du også ud hver gang du var gravid. En stor våd pandekage udover hovedet i stedet for dine krøller.

Og han havde helt ret.

Jeg tog derfor til gynækolog.

Jeg er ikke gravid!

Men.. jeg får nogle hormoner.. på grund af noget vældigt irriterende damerelateret noget, og som jeg i øvrigt heller ikke gider tale mere om.

Gynækologen sagde ”Måske.. det er ikke utænkeligt”. Og så en hel masse andet.

Jeg var næsten overbevist.

Men skulle lige have den sidste olie. Og spurgte frisøren over alle frisører til råds. En mand med fingre af guld. Med idéer ud over det hele! Som ENDELIG er tilbage i Europa.

Og han sagde ”Ja, hormoner gør grimme ting ved hår. Hormoner er også lidt tyvagtige i kanten, så det kan meget vel være dem som har snuppet dine krøller.”

Tyven var officielt fundet.

Så er spørgsmålet bare hvad jeg lige gør ved det.

Fortsættelse følger..

Okay AFLEVER.. NU

Hvem end der har taget mine krøller, bedes de venligst aflevere dem igen.

Jeg lover frit lejde og jeg behøver heller ikke at vide hvem det var. I kan bare lægge dem ved siden af min hårtørrer, så finder jeg dem nemt.

Jeg savner dem nemlig.

Rigtigt meget altså.

Jeg har modsat så mange andre, aldrig brokket mig over dem. Jeg har passet og plejet dem, gjort stads af dem og lejlighedsvis endda puttet glimmer i dem.

Og nu er de VÆK.

Helt væk.

De begyndte at forsvinde sidste år i oktober eller november. En efter en. Det er muligt de har fundet huset for koldt, og de har taget flugten af frygt for at fryse til is og knække af. Men de kunne jo have snakket med mig om det først. Jeg ville gerne have gået med hue allerede sidste år..

Der er naturligvis håb om, at de bare er taget hjem til øen og har gemt sig der. Så skal jeg bare have lokket dem frem igen. Med bestikkelse i form af lækker shampoo og måske endda en klipning af Heidi. Når jeg har sparet op.

Hvorfor er frisører i øvrigt så afsindigt dyre i Danmark? Helt ude af proportioner. Det er sådan helt kinesiske tilstande: noget der koster 1/3 af ens månedsløn-agtigt.

Et frisørbesøg ligger sådan et sted mellem 8-12 % af hvad mange tjener om måneden, ja jeg har endda hørt om meget dyrere steder i Storstaden – grotesk er det.

I Frankrig er vi nede på ca. 2 % – for samme ydelse.  Jeg ved godt, lønninger og skat og den slags ikke er ens, men alligevel – frisørbesøg i Danmark er dyre.

Men altså for nu at komme tilbage til Heidi, hun er sød, og så er hun bare så dygtig. Hun tror så også på – som den eneste lige nu – at jeg overhovedet HAR krøller.

Må vist hellere begynde at spare sammen.

Moderne tider

Føler mig sommetider tit som statist i Chaplins klassiker. Helt bogstaveligt. Der er jo heller ikke så vanvittigt meget at sige.

Men mere fordi jeg bestemt ikke er med på noderne. Sådan hvad gadgets angår.

Første gang vi fik muligheden for at få gratis internet i tre måneder, ville jeg ikke have det. hvad skulle jeg med det – jeg kunne overhovedet ikke se pointen i det.

Det er jeg trods alt kommet mig over.

Så var det de der blogs. Det tog mig år før jeg overhovedet fattede hvad det handlede om. Jo jeg kunne da godt se at Tina, Irene og Lise moslede rundt i noget weblog.. Men hvad det var?

Jeg begyndte at læse blogs for et år siden.. Ej okay jeg læste Lises første blog længe før.. men jeg vidste bare ikke at det var en blog.

Nu er det så det der scrabble på iphone.

..

For det første har jeg ikke nogen iphone.

..

Men det har 98 % af den danske befolkning. Tror seriøst kun det er min kollega Margrethe og jeg, som ikke har én.

Okay, hun har så slet ikke nogen mobiltelefon. Det har jeg trods alt. En fin blackberry.

Jeg holder så meget af min blackberry, men den slags virker ikke i Danmark har jeg ladet mig fortælle, så mon ikke jeg også falder til patten og får mig en iphone..

Selvom der MÅ altså findes andre smartphones – jeg er nemlig ikke så god til iphone. Mine fingerspidser er alt for fede..

Men selvfølgelig.. hvis jeg bliver ved med to eller tre gange crosstræning à 1 times varighed om ugen, så kunne det jo være jeg tabte mig på fingrene..

Nå, tilbage til det der scrabble. Det lyder hyggeligt – selvom jeg ville blive helt enormt hysterisk hvis jeg ikke kunne få godkendt et ord, som jeg vidste, var rigtigt stavet. Det er ikke til mit temperament.

Kan I ikke bare finde den grønne æske frem igen? Så vil jeg nemlig gerne være med.

At leve op til sig selv

Jeg har snakket om det der med at være perfekt før. I forhold til sine egne mål og idealer.

Problemet opstår når det bliver omgivelsernes mål og idealer som overtager. Hvis bare folk lærte at lytte til sig selv, at stole på sig selv, stole på at man var god nok.

Det er muligt at jeg kunne have haft det sjovt med en mødregruppe. Men jeg synes selv jeg har været heldig, for det at jeg skulle lære alting selv har lært mig at stole på at jeg gjorde det godt nok.

Og måske fordi jeg har været i et fremmed land, så havde jeg mine egne normer med via min opdragelse, som jeg så kunne bruge som en slags reference uden der var nogen som kunne fortælle mig at jeg gjorde det forkert.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg i Danmark, har skullet høre på at den måde jeg opdrager mine børn på, er alt for streng, og det er synd for dem.

Jeg har sågar haft en mor som sagde til sin søn – idet han gik forbi mig ind i huset for at lege med Zorronaldo: ”pas nu på du ikke snavser hende til.”

Den slags gør mig dog ikke noget, fordi jeg i alle disse år uden omgivelsernes forventninger til mig, mine børn, mit arbejde og mit hjem, lærte at lytte til mig selv, til hvad jeg magtede og hvad jeg kunne og ville stå model til!

Det er meget sjældent at mit liv egner sig til Bo Bedre, eller noget cremefarvet øko-design. Men derfor kan man vel godt lave cup-cakes.. Eller noget.

Det er som om tiden er til at man kikser ting med vilje – at man sætter en ære i IKKE at gøre ting, eller fremhæve nullermænd og rod. Fordi nu har forventningerne fået omvendt fortegn: Nu skal vi alle sammen dyrke nullermænd og købe færdigdej. Det er så sort/hvidt. Og sådan ser livet bare ikke ud.

Jeg har nullermænd og rod ligesom alle andre. Nogen gange når jeg at støvsuge eller rydde op – sjældent begge dele – før jeg får gæster, andre gange når jeg det ikke.

Jeg vidste for eks. slet ikke engang at man kunne købe færdiglavet kagecreme fordi jeg altid har lavet en selv, men omvendt jeg gider meget sjældent lave pizzadej.

Det ændrer ikke på kvaliteten af mit liv hverken det ene eller det andet valg, ligesom jeg ikke sidder på nåle og håber at omgivelserne ikke lægger mærke til hvad jeg nu har valgt at gøre.

Og jeg tænker, er det virkelig så svært at være sig selv?

Det føles nemlig meget bedre at leve livet med regnbuefarver i stedet for det sort/hvide.

Køge vs. Æblebakken

Der var lige en frue som sagde at hun set fra et rent egoistisk synspunkt hellere ville have mig til at sidde på Æblebakken end i Køge eller Ikast – fordi synet på det danske blev sat i perspektiv.

Se DET har jeg tænkt meget over. Nu har jeg aldrig sat mine ben i Køge, i hvert fald ikke så vidt jeg er orienteret, og ikke et ondt ord om Ikast, men jeg er sikker på at jeg også kan skrive meget gode blogindlæg fra møllen på øen!

Jeg startede ellers med optimistisk at forelægge denne erklæring, for resten af familien: ”at jeg blev nødt til at blive i Frankrig for at kunne blive ved med at skrive min blog”, men det var kun Prinsessen som syntes at argumentet holdt.

Desværre – men hvo intet vover..

Nå, tilbage til det egentlige. Jeg kan altså sagtens skrive om de tåbelige ting danskere gør, selvom jeg bor i Danmark. Det er da en smal sag.

Danskere er nemlig meget nemme at skrive ting om.

For eks. er folk der har boet mange år, subsidiært kun i Danmark, er meget, meget ens. Men det er sådan at man ikke rigtigt har noget valg selvom man havde lyst til noget andet end det gængse.

Det kunne vi konstatere da vi kom til øen i 2003.

Vi havde fået et nyt hus – og der skulle nye lamper til. Men udvalget var altså til at overse. I samtlige butikker der havde lamper i deres sortiment, var valget mellem herstal og herstal. Og så nogen grimme halogenklemmer der sad på stålwirer. Og kom ikke og sig at det ikke passer. De var overalt. Simpelthen. På restauranter, i frisørsaloner og endda hjemme hos folk, som ellers så ud til at have udmærket smag i øvrigt.

Naturligvis kunne jeg sagtens få en Le Klint eller en PH Lampe hvis nu jeg havde haft en masse penge jeg ikke skulle bruge til noget. Men for almindelige dødelige var der intet andet.

Vi fik ikke nye lamper.

Det er det samme med tøj. Hvad enten butikken hedder FnullerFnaller eller DillerDaller så er varesortimentet fuldstændigt identisk og alle går ens klædt – og i 2003 hang underkjolerne uden på cowboybukserne.

Eller den der mode med uglet baghår. Ja – jeg vil vædde med at I griner, for I ved det jo godt..

Og den slags mystiske ting kan jeg vist godt skrive om, selvom jeg fraflytter Æblebakken.

Skønt, jeg kan jo godt forudse visse problemer med at skrive vrisne indlæg om Gårdmand Bjørns lærer, når jeg bor i nabobyen.

Det er unægteligt lidt nemmere at skrive at vores ukrainske nabo er skingrende sindssyg, når jeg ved at han aldrig får kendskab til min blog. Og han kan i øvrigt slet ikke dansk.

Men den tid, den sorg. Flytte skal vi, men der er heldigvis længe til.

Navlepilleri

Årets sidste dag. Og ligesom 3000 andre bloggere vil jeg skrive om et år der gik. Eller noget der har med nytår at gøre. Vældigt uoriginalt men sandt.

Faktum er at tiden er inde til navlepilleri og selvransagelse. Hvad fik man gjort i året som lige er faret forbi, med en hastighed jeg ikke drømte om. Og hvad fik man ikke gjort.

Et par tal fra året der gik:

Toms skildpadder ædt på én gang: 4

Kilo lagt til oprindelig vægt: alt for mange

Fald på Kirstens gårdsplads: 1 (men det var så spektakulært at det faktisk burde tælle for to)

Præsidentvalg vundet: 1

Smadrede kopper: 2

Nye kopper til samling: 7

Juletræer udfoldet: 14

Juletræssælger bragt tæt på sammenbruddets rand: 2 (i samme butik)

Besøg på skadestuer med afkom: 2

Men nu er det nytårsaftensdag, og vi skal have det lidt hyggeligt med nogle gode venner. Min sure svigerfar skulle også have været med, men det gad han ikke lige. Det er også bare ligemeget – vi hygger bare med fire gode venner i stedet – OG en lille baby, som kommer til at tilbringe en stor del af aftenen i min favn!

Menuen til i aften er fastlagt i fælleskab:

Dadler med bacon stegt i ovn

Foie Gras med figenkompot

Røget laks med dildsauce

Marineret og grillstegt Vildsvinesteg

Hasselbachkartofler

Waldorfsalat på min måde

Grønne bønner stegt i smør og drysset med mandelsplitter

Brun sauce

Frossen citronmousse på crumblebund

Chokolademoussekage med whiskybunde

Og til champagnen er der de tre pakker kransekage jeg fik tiltusket mig ved julemarkedet i den danske kirke.

Til slut vil jeg lige takke alle mine dejlige læsere – både dem jeg kender og dem jeg ikke kender! Det har været en fornøjelse at have jer som læsere – I er grunden til at jeg fortsætter med at skrive!

Jeg vil ønske jer alle et rigtigt godt nytår og husk sikkerhedsbrillerne! Og nyd at I kan se dette her!!

Vi ses til næste år!

Special edition for Carolyn and Michelle

Today, exceptionally, the blog is in English.

Jeg undskylder lige på forhånd – jeg har faktisk hele to engelsktalende læsere! Det synes jeg er ret godt klaret – så dagens indlæg er derfor på engelsk til ære for dem! Og skulle du få lyst til at læse noget andet så kan du læse kapitel 16 i julekrimien herovre – den har jeg nemlig skrevet!

I have heard that my blog is read – either by the doubtful help of Google translate – or by the valuable help from a Jane I know.

So, that makes two English speaking people, or Americans to be exact, who dare to enter the world of King Mom on The Apple hill. Now that is a fact that makes me really proud. Imagine that two people actually want to get through the barrier of the weird Danish language to be able to read the stories of my funny life. That is just such a huge thing!

Unfortunately my English is far from being subtle enough to express what I do in Danish, and this text will have been corrected by my dear Fiona before popping up at your screens. Thank you Fiona – and HAPPY BIRTHDAY!

But as they honor me – I therefore have decided to dedicate today’s blog to Carolyn and Michelle – in English!

Hope you both can feel that I’m waving with both arms!!

Language is strange. And I do know that it is a tiny percentage of the brain that is being used in the spoken part of language. All the rest is body language, mimics and all the other funny applications the human body has stored on the hard disc.

The spoken – or in this case written – language tends to be very useful when wanting to communicate with aliens or other species such as Germans, Chinese or my two sweet Americans readers!

The funny thing about languages is that the more you know the easier it becomes to learn a new one.

Language is also useful when young people try to communicate with other youngsters from another country. Today I went to Caen with the Diva and some other pupils – not as a mom – but as the president of the parents association to assist at an award ceremony.

The reason of our presence at this ceremony was to be found in the annual exchange with another European school class. The school project done for this exchange was so fabulous that they won a prize.

First – for long and numerous minutes we were listening to men taking themselves very serious, before they got to the point – the young students in Calvados that worked hard on those prize winning projects.

The mayor even dropped by to congratulate the Diva and kissed her – the French way on the cheeks! She just didn’t know who it was until I told her..

Of course I chose that moment to make a complete fool of myself, and dishonor the whole school, not to mention my poor daughter.

By the end of these long minutes I had this awful tickle in my nose.

In fact I am sure that a mosquito bit me on the inside of my nose last night. It has driven me absolutely mad all day. The bite that is! Haven’t seen the shadow of any mosquito.

I have to say that it really is not very nice to have the inside of your nose tickling, not only does it tickle a lot, but the charm of having a finger up your nose every five minutes, is rather limited, if you see what I mean.

So trying to act like a lady with my fingers far away from my poor nose, I tried to concentrate on the speeches contemplating the different projects.

And then.. I could feel it coming. A sneeze sneaking up from behind! I really tried my best to retain it but it was so much stronger than me. And while my fingers were desperately seeking that funny spot where you can stop almost any sneeze, that very same minute the sneeze went off.

As my fingers were blocking both nostrils what happened was that an enormous sound spluttered out!

So embarrassing I can tell you. Luckily I was standing in the back so no one noticed that it was me, but still. Okay the Diva immediately was sure it was me when she heard the sound, but then she dismissed the thought as ridiculous.

And the sound didn’t sound like a sneeze, not even a Danish sneeze, but more like someone snorted scornfully.

And that, unfortunately, is very international.

Knækbrød og hvidvin

Jeg venter.

Jeg venter på en hel masse faktisk.

Jeg venter blandt andet på jul.. Og det er såmænd svært nok, jeg glæder mig, selvom jeg i de senere år nyder tiden op til, lige så meget som selve juledagene.

HoldOP, hvor lyder man som om man har det ene ben i graven, når man siger sådan. Det har jeg altså IKKE, bare så det lige er på plads.

Men når man venter på jul, ved man jo godt at det kommer. Det bliver ikke aflyst under påskud af at Jesus lige skulle noget andet den dag. Vi ved at vi godt må være med til hans fødselsdag, uanset hvad.

Altså lige undtaget dem som bor i Pakistan, hvor selve ordet Jesus simpelthen er blevet bandlyst og kommet på linje med prut, tampon og fodsvamp. Og hvordan stakkels Jesus lige kom i den slags selskab, er mig en gåde.

Men altså, julen kommer – det tør jeg som sagt, godt vædde med. Jeg er også ret overbevist om at det falder den 24. december.

Jeg vil også godt vædde med, at vi ender med at finde ud af hvad vi skal efter sommerferien. Og nok også inden sommerferien. Men det er pokkers frustrerende ikke at vide, hvornår man får det at vide. Eller hvad det bliver til.

Sådan noget usikkert noget som man venter på – det er næsten ikke til at holde ud.

Hjemme på øen tilbragte jeg mange nætter på køkkenbordet, med hjemmelavet knækbrød og et glas hvidvin. Og så endte det jo godt alt sammen. Det gør det nok også denne gang!

Så venter jeg også på noget helt tredie, men jeg er kun halvvejs i den venten, og enten hører jeg noget – og så er det godt – eller også hører jeg ikke noget og så kan det være fuldstændigt lige meget.

Det er ligesom i de der give-aways, som jeg bare aldrig nogensinde vinder noget som helst i. Man Jeg bliver SÅ knotten over at jeg aldrig nogensinde vinder og fem minutter efter har jeg glemt det. Men også kun næsten.

Jeg gad forresten godt vide, hvem der har fundet på det der med ”tab og vind med samme sind” for mage til tåbeligt vrøvl, skal man godt nok lede længe efter.

Det kan man jo for pokker ikke. At vinde med samme sind som man taber med.

Man kan ikke gå rundt og være storsur over at man har vundet? Det kan bare ikke lade sig gøre. Det ville også være ret meget spild af tid.

Men når ikke jeg vinder, så er det godt at andre gør det – og da jeg naturligvis glemte at fotografere det jeg sendte afsted til Ualmindelig Almindelig til novemberforkælelse, er det rigtigt godt at hun fik taget billeder af det i stedet for!

Og jeg vil fordrive tiden med en skive knækbrød og et glas hvidvin mens jeg venter videre.

SE MIG LIGE..

Gad vide hvorfor der er så stor forskel på hvordan man ser sig selv – og hvordan omgivelserne ser én?

Jeg har en måde at se mig selv på, men lur mig, om det er med samme vinkel andre ser mig?

Det kommer sikkert også an på hvem der ser. For selv om jeg er som jeg er – ville jeg da godt ses som en anelse mere.. værdig, klog, og morsom  især morsom.

Det er lidt sværere, i en halvparanoid semi bloganonymitet, at vise hvem man er, end hvis man nu mødes ude det virkelige liv.

Men der er sikkert også mange nuancer der går tabt alligevel, ude i det virkelige liv.

Folk tager sommetider grueligt fejl af mig – de tror jeg er sådan en sød og blid lille én, og så får de et alvorligt chok og bliver fuldstændigt desillusionerede første gang de hører mig råbe ”for helvede”, rigtigt højt.

Eller når de ser mig sidde og lave ballade og fnise som en 14årig, til et vældigt alvorligt og seriøst møde..

Så kan folk godt komme hen til mig bagefter og sige – uhh vi troede du var vildt snobbet – og så er du bare vildt mærkelig..

Eller det vil sige – det udtaler folk alligevel ikke – trods alt – men de tænker det så højt at jeg kan høre det, også selvom jeg står langt væk.

Dette faldt mig, ind da jeg med Prinsessen og Divaen gik en tur i byen. Der er mange hunde her i byen – vi har endda flere hundefrisørsaloner og tilmed hundetøjsbutikker..

Amar’!

Nå men, vi kan jo godt lide hunde, så vi kigger mest på hunde. Mere end på mennesker. Og kom vi til at snakke om at minde om sin hund.

Jeg holdt på at det ikke passede – for Blondinen har seriøst damp.. Eller havde, da hun var yngre.

Og så var det at begge mine elskede døtre kiggede på mig.. og sagde: ”mmmjooo, men det har du da også?”

Det er det jeg siger – utak er verdens løn. Og man bliver slet ikke set rigtigt.. Ikke engang af sin egen familie..

At være sur og så den der giveaway

Der er stadig en hel uge tilbage, til at fortælle mig hvorfor du, eventuelt – ja  naturligvis kun hvis du vinder – skal forkæles af mig.

Nu kommer det vel også an på hvordan man definerer ”forkæle”. Det er jo ikke sikkert at jeres definition ligner min, men det er bare synd – I må stole på mig – eller smide det efter en skatteminister!

Men det ER ellers lækre sager kan jeg godt betro jer!

Der var også lige det med, at I skulle fortælle hvilke indlæg I bedst kunne lide. Jeg vil jo godt have nogle hints!

Nogen har nemlig bedt om en ”anti-offentligheds tag” fordi de er trætte af ikke at kunne læse visse indlæg, uden at grine højt og det er lidt pinligt hvis man sidder i en overfyldt bus fuld af novembersure mennesker..

Men altså, det var bare lige så I huskede det.

Så til noget andet.

Eller noget andet er det jo ikke. Nu har jeg kogt suppe på hormoner og fedtnisser i en hel uge – jeg havde virkelig ikke andet interessant på programmet – eller jo  en indrømmelse – men den kommer i morgen eller en anden dag, og så slipper I ellers for mere suppe i denne omgang.

Jeg har netop indtaget ny-gammel hormonholdig kemi, denne gang i lyserød, og jeg håber meget de kan bringe mig tilbage til noget normalt, hvor jeg ikke går rundt og er sur.

Tænk engang at være sur uden at vide hvorfor – det er bare så anstrengende. Som om nogen andre har overtaget det der var mig..

På den anden side, så er det også vældigt foryngende – idet man føler sig præcis som teenager på ny. Sådan en der render rundt og vrisser og er mut – flere gange dagligt.. Uden grund.

Men så ville jeg faktisk godt have en mor som mig, når det var..

Tag nu Divaen for eksempel – hun er ikke i ret godt humør for tiden – og slet ikke i dag. Det havde jeg jo hørt noget om, så før vi skulle på den sædvanlige rundtur, for at samle nogle børn op og dumpe andre, fra og til diverse aktiviteter, havde jeg, siger og skriver, 17 minutter til at gøre hende glad i!

Det var ikke nemt at finde på noget – men pludselig kom jeg i tanke om det mest oplagte sted! En butik som hedder ”Forum+”. De sætter nemlig hele deres julegejl op i efterårsferien!

Og den er.. imponerende.. Så grimt og overdrevet at det er afsindigt morsomt.

Så i 17 minutter rendte Divaen, Gårdmand Bjørn og jeg rundt, trykkede på maven af syngende bamser og dansende julemænd.

Vi sang dansende med til en noget kemisk udgave af jinglebells og konstaterede i øvrigt, at julepynt i pink og lilla er meget lidt julet, og meget meget grimt.

Vi stod også helt stille af.. jeg savner ord her.. vantro og skepsis er nok mest dækkende.. over at deres præsentation af udendørs lyslir var ligeså.. sær som sidste år. Hvilket vil sige at sidste års udstilling ikke var en fejl – hvad vi nok egentligt havde regnet med..

Men nej..

Hvorom alting er, jeg fik Divaen i bedre humør på de 17 minutter, hvorpå vi hentede Prinsessen og så kunne vi tage hjem med ro i sindet.

At skifte emne..

Somme tider tænker jeg at jeg hellere burde holde min mund, og bare blive ved med at skrive noget om mad og julepynt.. Og mislykkede strikkekreationer.

Der er jo bare det ved det, at det hele er mig. Både julepynten, maden og grinene, men også vreden over den måde man kan sidde i fængsel på i Danmark, og angsten for at mærkelige mennesker, med mærkelige idéer, kan få fat i en bredere befolkning, som er trætte af ikke at have nogen fremtid. Hvad jeg til fulde forstår.

Men det ER ligesom set før at skøre mennesker har kunnet samle en del andre, og lave et forfærdeligt roderi.

Men jeg vil godt slå fast, før jeg bliver stemplet som sådan en der har en brokkeprofil på “nationen”, at jeg prøvede at provokere – jeg ser nemlig ikke mig selv som racist. Det kan så godt være, at der findes andre som gør det – det må jeg som sagt leve med.

Jeg synes ikke folk er ikke dumme, bare fordi de har en bestemt religion, eller hudfarve. Der hvor det kilder mit vrissegén, er når nogen tror at de skal bestemme over hvad andre skal tænke.

Der findes desværre ikke et brugbart ord for folk, som jeg, der er allergiske overfor fundamentalister eller ekstremister, udover anti- et eller andet.

Jeg skal måske bare se det i øjnene, og acceptere at jeg er en antist?

Og nu til noget helt andet..

Dragende.

Jeg ved ikke helt hvornår en fornemmelse af at være en slags Misse eller måske snarere en Mrs. Møghe opstod – undskyld mor – men et eller andet må der være sket siden jeg var 24.

(NU bliver jeg lige nødt til at sige, at dette er endnu en af de mange gange, hvor jeg får lyst til at skrive: ”SÅ I lige det meget morsomme ordspil med Misse og Mrs?” Men meget ofte så gør jeg ikke opmærksom på alle mine fantastiske guldkorn – for det første fordi det er lige blæret nok, og for det andet er I garanteret så kloge at I sagtens lægger mærke til dem uden jeg ligefrem behøver at gøre opmærksom på det – men altså denne gang skulle I lige havde den serveret!)

Nå, det var et sidespring, altså ser I: I går skulle First Man og jeg en tur i supermarkedet efter mælk..

Ja, det lyder ikke særligt ophidsende det ved jeg godt – men man skal altså ikke undervurdere den slags.

Det er faktisk det eneste sted, hvor vi kan være sammen, uden at blive afbrudt af børn. Jo, vi kunne da gå ud og spise sammen, men den slags skal planlægges og det er også lidt dyrere end at købe mælk og småting.

I hvert fald – vi var i supermarkedet. Jeg stod og kiggede på fyldepenne med rosa blæk og den slags livsnødvendige sager, First Man havde forladt mig, for at gå hen til vinhylden og finde en god vin til den firkløver bestemte menu – hjemmelavede burgere – vi skulle indtage senere.

Jeg stod som sagt på hovedet, eller rettere sad på hug, i farvet blæk, da jeg hørte nogen sige noget, lige ved siden af mig. Jeg kiggede op og så en mand smile venligt ned til mig.

Der gik et øjeblik før sætningens betydning gik op for mig, og i den mellemliggende tid nåede jeg at sige: ”hva’behar?”

I de splitsekunder inden manden gentog sit spørgsmål – nåede jeg også at tænke ”Naaaarj – DET sagde han dog alligevel ikke – ikke til mig..”

Men jo – det gjorde han – ”det kunne jeg nemlig konstatere, da han gentog: ”Kunne De tænke dem at gå ud og få en drink bagefter?”

Mens jeg rystet rejste mig op, og så på ham, fik jeg fremstammet ”Åhh Nej! Men øhh tak.” (Ah NON.. øh Merci)

Hans svar, efter sådan en gedigen kurv, var blot ”Det var så lidt”. Og så gik han.. Og jeg greb min indkøbsvogn og så hurtigt mine små ben kunne bære mig, skyndte jeg mig på jagt efter First Man, som stod et par hylder væk.

Og mens denne tog min ophidsede meddelelse med ganske roligt, og så lidt efter manden, der var på vej væk, gik jeg derimod under hele resten af indkøbsturen og følte mig Møghe agtig. Kiggede mig bagover skulderen og sådan. Og håbede inderligt at jeg ikke ville se ham igen.

Vidste ikke helt hvad jeg skulle synes – eller jo – er da lidt beæret over, at jeg som nærmer mig 42 år, kunne blive antastet af en fuldstændig ukendt i et supermarked. Lidt sejt.

Har også lidt ondt af den stakkels mand – han kunne jo godt have gjort sig selv den tjeneste, at tjekke fingre for vielsesring og sådan, for ikke at få sådan en kold afvaskning. Men han var overhovedet ikke grov eller på anden måde anstødelig. Men når han ikke har gjort forarbejdet ordentligt er han altså selv ude om det.

Men altså ret modig. Tænk at turde gå hen til en vildtfremmed og spørge om de ikke skulle nappe sig en drink. Og så i et supermarked.

Selvom, det gør han nu nok ikke mere, efter det umiskendelige nej, han fik fra Kong. Møghe.

Gør som jeg siger, ikke som jeg gør.

Nå, lidt selverkendelse er vist på sin plads.

I mange og lange år, har jeg anmodet, bedt, tryglet om at firkløveret hentede deres vaskede, strøgne og sammenlagte tøj fra vaskerummet. Eller i hvert fald, fra det sted hvor jeg stryger og lægger sammen.

Mange gange har jeg, mere end træt, henstillet til at de fik orden på deres 3 millioner sokker og ligeledes fjernede dem fra tøjkurven.. Jeg har nok også råbt lidt indimellem – når de har omdannet føromtalte vaskerum til et fælles klædeskab, hvor alle mødtes hver morgen for at finde ud af hvad de skulle tage på.

Og skulle jeg formaste mig til at kigge i deres skabe – var de gabende tomme og barnet kunne se mig direkte ind i mine rødsprængte øjne og sige – i ramme alvor – jeg har brug for nyt tøj, jeg har ikke noget at tage på.

Og hvis jeg slæbte alt det tøj ovenpå, og distribuerede det på de respektive værelser ville der være så meget tøj at skabet bugnede og ikke kunne lukkes.

Jeg kunne åbne en tøjbutik, så meget har de.

Bare spørg dem – jeg taler meget om deres tøj. Hele tiden. Og om at de skal rydde det op.

Og så var det, at noget lige pludselig sprang mig i øjnene. På en meget direkte måde.

 

Og som nok får mig til at klappe hesten en anelse.. I hvert fald til jeg selv får ryddet op, så kan jeg jo altid give mig til at råbe igen!

JO – bortset fra håndklæderne er det mit alt sammen.. også sokkerne midt på gulvet.