At være i god tid..

I grunden kan jeg godt huske hvordan det var da Divaen skulle konfirmeres.. Der foregik en del planlægning mange måneder før det overhovedet var nødvendigt.

Men da jeg er så frygtelig kedelig i kraft af min magt som den der betaler, at jeg ikke føler trang til at tage større banklån blot for at mine børn kan få bekræftet deres dåb, var der ofte kontroverser når noget flyvske idéer blev luftet.

I stil med designer-mini-brudekjoler til 25.000kr, sko fra Prada, osv.

Ej heller bliver de hentet i limousiner – der må i min verden gerne være lidt tilbage til brylluppet. Og min alderdom.. i form af penge.

Fra starten har firkløveret fået valget – om de vil eller ikke vil konfirmeres. Gaverne skal nok falde – men de skal ikke stå og lyve, bare for at få gaflet sig nogle fede gaver.

Hvis de vælger at blive konfirmeret, er det så det man vælger at gå til i de 8 måneder. Jeg mener, kirken kommer først, og sportskampe og alt det andet bagefter.

Nu har vi ikke haft en præst som forlangte et bestemt antal gange i kirke, men et RIMELIGT antal – det er jo så op til en selv. Frihed under ansvar.

De skal vide hvad det er de siger ja til. Jeg har ydermere været så ond at jeg har forlangt at de deltog i konfirmationsforberedelse også selvom de ikke ville konfirmeres. De skulle nemlig også vide hvad de sagde nej til.

Ja jeg ved det jeg ER ond og jeg nyder det!!

Nå.. For omtrent 7 måneder siden kom Prinsesse Lyserød og viftede med en tegning, og meddelte at sådan skulle hendes kjole se ud. Jeg må have set en anelse forvirret ud, for hun tilføjede lettere irriteret: ”Ja min konfirmationskjole.”

Der gik to-tre uger hvor hun ikke snakkede om andet, og så gik det i sig selv igen. Derpå lod hun familien være i fred i flere måneder.

I går var hendes planlægningsgen så åbenbart vækket til live igen. Jeg burde ikke brokke mig fordi hun har sikkert arvet det fra mig. Hun kom i hvert fald myldrende og invaderede mig og mit skrivebord med gæstelister og orkester og diverse betragtninger vedrørende hårpynt. Navnlig hårpynt var en meget stor issue, kunne jeg godt fornemme på hende.

Et diadem. Intet mindre. Og da jeg fik associationer til diverse kronprinsesser, fyrstinder og den slags, måtte jeg gøre vold på mig selv for ikke at vrænge. Desværre skinnede det en anelse igennem og så blev hun jo sur, den kære Prinsesse.

Under opydelse af al min diplomatiske sans fik jeg afledt hende så meget at hun hold op med at opføre sig som den pre-teen hun er. I hvert fald fik vi – længe leve google – fundet nogle hjemmesider med diademer.

Vil I godt vide hvem der går med diadem til daglig? For det ved jeg nu.

Der var nemlig en hjemmeside med en masse kvinder – og en enkelt mand(??!!!) med yndige diademer på. Det er meget muligt at det var falsk reklame, for jeg har ved gud aldrig set en mand med diadem på.

Og undskyld mig.. De der mennesker, de lignede noget fra en Hobbit film eller noget. Det gik til sidst op for mig at det var den slags mennesker der lørdag formiddag tonser rundt og leger at de er alfer i en eller anden druideverden som ikke findes.

Men vi brugte en lille time på at planlægge hendes store dag – som jo ikke kommer til at være helt som de andres idet hun skal konfirmeres helt alene. Vi kan jo ikke tage hjem en søndag i april for at holde konfirmation med alle kammeraterne.

Vi har heldigvis vores private præst som gerne vil foretage konfirmationen engang i sommerferien når vi er hjemme igen. Og det har så igen den fordel at man kan få sine venner med til festen!

Det skulle ikke undre mig om hun snart kommer rendende med krav om invitations kreationer, men jeg lover jeg ikke sender dem ud før engang i april.

Når vi lige har fundet ud af hvornår det skal være.

En noget – eller meget – yngre Diva som konfirmand.

Mus og mænd

Der har været et større drama på matriklen, dog ikke lige af Steinbeck.

Prinsessen har set en mus.

Meget kortvarigt ganske vist..

De læsere der har fulgt med længe, kan muligvis huske at Prinsessen meget gerne vil have en mus – i stedet for den guldfisk, som desværre stadig lever.

Scenen udspillede sig i den akt der omhandler sengetid. En lettere forvirrende og hektisk del af det daglige almindelige drama.

Mange kæmpede om pladsen ved spejlet og under skubben og fægten med arme, og med udsigten til at få andet tandpastasnask, end hendes eget, tværet ud i håret, fortrak Prinsessen til det lille badeværelse, nedenunder.

Der opholdt hun sig dog ikke ret længe, idet hun her skulle dele pladsen på bademåtten, med en mindre grå mus.

Dette syn fik hende til at gøre hastig retræte til stuen, hvor hendes far og jeg sad, og under høje hyl delagtiggjorde hun os i den fare, hun netop havde været udsat for.

Den decibel med hvilken hun beskrev uhyret, var en blodtørstig krokodille værdig – hvis ikke to.

Da det langsomt gik op for hende, at der rent faktisk havde været tale om en, ganske givet, meget sød mus, var det for sent.

Vi var nu alle – undtagen 2:  Zorronaldo som var sidste mand på valpladsen, forsinket af sin bøjletandbørstning med tilhørende sprøjt, og Prinsessen som på dette tidspunkt stadig var i stor affekt – forsamlet på det lille badeværelse af nysgerrighed og håbede at få et glimt af dyret.

For at undgå blodsudgydelser og mulighed for dårlig mave, havde vi lukket døren for at forhindre Blondinens tilstedeværelse.

Dette resulterede i en del utilfredshed udenfor badeværelset, da de som stod der, også gerne ville ind og se mus, samt en anelse utålmodighed for både Gårdmænd og Konger, der befandt sig inde på føromtalte badeværelse.

Efter et blik på det arme kræ, forudså vi noget flugt, og da vi gerne ville undgå at blive trampet ned – af samme mus – ville vi derfor meget gerne ud fra badeværelset igen.

Divaen, som vil være dyrlæge og dermed er selverklæret dyrefrelser, og First Man som pr. definition ikke er bange for noget som helst – andet end at blive tabt på gulvet – lå og rodede rundt for at få ”Le Lille Mus” til at løbe ind i en IKEAdåse til vatrundeller, da Gårdmanden og jeg hastigt forlod lokalet.

Kun for at blive mødt af en meget forarget Prinsesse, som mente at hun havde krav på at få musen at se.

Musen blev indfanget og sat ud i haven, hvor den med lange hop satte af sted ned mod hækken, uden at Prinsessen fik hilst på den.

Denne uretfærdighed blev nøje udpenslet længe efter de 3 andre fjerdedele af firkløveret var faldet til ro.

Voldsomt misfornøjet lå hun i sin seng og brokkede sig højlydt.

”Det er bare så typisk.. I låste døren bare for at jeg ikke skulle se musen. Næste gang siger jeg ikke noget.” jamrede hun. Jeg sagde heller ikke noget, mine trommehinder vibrerede stadig efter de høje hyl der havde hidkaldt os, hvorfor jeg stiltiende tillod mig at tvivle på hendes bedyrelse.

Hun fortsatte, ikke mindre indigneret: ”Næste gang tager jeg bare musen og gemmer den – og så har jeg en mus. Det skal bare være en mus, der aldrig har kendt til natur, så den ikke savner noget..”

Jeg slap for at kommentere, da hendes jeremiader blev afbrudt af Blondinens gøen ude fra haven..

”Altså hvis hun æder musen, så æder jeg hende” kom det indædt, da jeg kyssede hendes ophidsede pande og sagde godnat.

Ihukommende Prinsessens appetit, og svingende blodsukker, håber jeg bare at Blondinen spiser helt op, i det tilfælde at hun får lyst til mus.

Stjerne og støv

Ja, Prinsessen er blevet fotograferet.

Sådan rigtigt. Som en stjerne.

Hun er – med al moderlig mangel på objektivitet – meget smuk.

Hun er som sagt før, meget optaget af at være et par år ældre end hun er. Hun har lidt travlt. Hun har godt nok resigneret i forbindelse med høje hæle, men drømmer stadig.

Lørdag aften var hun imidlertid udsat for en oplevelse, som åbnede hendes øjne på mere end en måde.

Vi skulle i byen, og på vej over gaden holdt to hjernelamme unge scooterdrenge. Deres udtalelser angående Prinsessen var ækle og gjorde hende bange, mig chokeret og First Man så fuldstændigt rødglødende af raseri, at han brølende beordrede de to formastelige til at stå ret foran ham omgående.

Unødvendigt at sige at det gjorde de ikke – stod ret altså – nej, de flygtede så hurtigt deres tunede knallerter kunne køre dem væk fra en aldeles frådende First Man.

Og vi fortsatte hen til vores venner. Men Prinsessen var chokeret.

Vel hjemme igen, og på vej i seng, kom hun hen til mig og fik et knus. Mens vi stod der, hviskede hun stille, at hun ville være grim.. og aldrig mere gå med mascara.

…

Hun følte sig tilsmudset.

Jeg prøvede at forklare hende, at hun ikke havde gjort noget forkert. At det var de unge fyre, som var helt galt afmarcheret. Og at hendes mascara ikke gjorde hverken fra eller til – da det jo ikke engang havde kunnet ses – bagfra og i mørke.

Hendes påklædning var aldeles dadelfri: almindelige cowboybukser, flade sko og en vamset sweater. Og dilemmaet er jo – at også selvom hun havde haft nederdel på, lidt øjenskygge og tingeltangel hist og her, så berettigede det ingenlunde to hormonelt forstyrrede ungersvende til at komme med den slags udtalelser.

Eller det som er værre.

Det er et spørgsmål om respekt for andre mennesker. Uanset hvad.

Stjernestøv.

Men smuk – det er hun altså..

 

Søvnig Prinsesse

Beklager dette lettere kedsommelige indlæg – men vi har haft 33 grader i skyggen, og godt nok er varmt godt – men meget varmt, er ikke tilsvarende godt, med den luftfugtighed vi praktiserer i Normandiet. Så jeg beklager folkens – det må være en form for agurketid!

Prinsessen kom jo hjem fra sin dagstur til England. Hun blev sat af ved en havn i Normandiet torsdag aften med sin mad-rygsæk. Deres base på båden var en flystol som kunne lægges 9 cm. ned og dermed ikke af største komfort. Da hun ydermere havde fjernet det lille tæppe fra tasken, for at få mere plads til mad, nåede hun også at fryse en del – og fik faktisk ikke sovet ret meget – hverken på vejen over eller vejen hjem!

Dagen blev tilbragt i Portsmouth, hun fik set Admiral Nelsons båd, og hørt drabelige historier om amputation og blodsudgydelser, samt historien om hvordan Nelsons lig kom hjem dækket i whisky og rom, efter slaget ved Trafalgar. Jeg gad nu godt ende sådan – marineret og lagt i lage, i whisky og rom!

Nå – det var et sidespring. Da vi hentede hende 6.45 lørdag morgen – læg lige 1 times kørsel fra vores by og I ved så hvad tid VI var nødt til at stå op – var hun fuldstændig færdig og det eneste hun ønskede var bare at sove.

De andre kan klare sådan en nat eller to, og så være lidt trætte – men Prinsesse Lyserød minder alt for meget om sin mor og går i koma over søvnmangel.

Fordi jeg kender hende – havde jeg taget hendes dyne og pude med – samt et par natbukser, og iført dette, faldt hun omgående i søvn i bilen på vej hjem, med armene om en gigantisk og meget lyserød bamse hun havde købt til sig selv. Skulle sige at hendes hår ser underligt ud på grund af 40 timers efterhånden ret uglede fletninger!

Vel hjemme igen, indtog hun et minimum af morgenmad, mens hun delte gaver ud, lagde sig så på sofaen og sov fra kl. 9 til kl. 14 hvor jeg vækkede hende. Resten af dagen gik hun rundt som i trance – og så hun en stol, kunne hun lige akkurat slæbe sig hen til den! Hun kom tidligt i seng og sagde da hun ramte puden – jeg har drømt om dette øjeblik i min egen seng! Og så sov hun til næste morgen 10.30.

Da jeg spurgte om der havde været mad nok, var svaret at der var lige tilpas. Der kom ½ pose slik og en æblemos retur..

De skal have madpakke med..

Det var hvad der stod på sedlen. Prinsesse Lyserød skal på tur til England. Og ingen sms panik her – snarere tværtimod: Mor, må jeg godt sende dig 3 sms’er hver dag?

Hun skal være væk i 40 timer.. Men okay – det er jo noget andet end Zorronaldo.

Og hun var lidt sulten før hun skulle afsted – og lavede sig en lille mad.. i 3 lag med 4 skiver brød.

Nå, men hun skulle jo så have madpakke med. Lidt til morgenmad og et par sandwiches til frokost. Og lidt at styrke sig på mens de vader rundt og kigger i Portsmouth.

Så jeg lavede en madpakke.. Efter Prinsessens anvisninger. Og egen erfaring for hvor meget hun spiser.

De 4 sølvpapirsindpakkede ting er sandwiches.. Her er mad til morgenmad og frokost. Og hun var ikke sikker på der var nok.

Og jeg kalder ikke dette en madpakke – men en uge-ration.. Velbekomme!

Rotter på loftet eller mus forbi

Rotter på loftet har jeg ikke, men når jeg sidder og væver på et eller andet fantastisk blogindlæg, kan jeg høre musetrampen over mit hoved i den del af Eventyrhuset som ikke har overetage. Eller det vil sige – det har det så alligevel – for der bor jo nogen, også selvom det kun er mus.

Men de tramper som sagt henover mit hoved hver aften og hver eneste aften farer jeg sammen, og får også lige antydningen af kuldegysninger, for tænk hvis loftet brasede sammen, ned over mig, og jeg blev dækket af støv, gipsplader og mus. Mus i massevis.

Ikke en rar tanke.

Ikke at jeg ikke godt kan lide mus. For det kan jeg. I hvert fald i den rene, hvide udgave. Havde engang 2 hvide mus sammen med min allerkæreste veninde. Vi boede i Paris og vi savnede følelsen af at klappe noget pels, og da det var lidt besværligt – også synd for kræet – at anskaffe sig hund inde midt i Paris, lod vi være med det. Vi overvejede fisk, men de er lidt svære at give pelsfrakker på, så valget faldt ret hurtigt på 2 hvide mus.

Dem kunne jeg godt lide. Når de var rene. Det var de ikke ret tit. De tissede på hinanden og så lugtede de faktisk lidt stramt det meste af tiden.

Det endte med at den ene døde, og den anden åd noget af den døde. Ikke så charmerende. Den resterende tissede naturligvis ikke på sig selv, og lugtede betydeligt bedre, indtil den døde af alderdom et årstid senere.

Men den historie var jeg jo kommet til at fortælle Prinsesse Lyserød. Og selvom hun har allergi, og ikke er så begejstret for dyr at det gør noget, trænger mine argumenter ikke helt igennem.

Da vi fik blondinen, var det en noget anstrengende hvalp med damp, vi havde fået fingre i, og Prinsessen var ikke ret glad for hende. Da der var gået et par dage og hvalpen ikke var kølet af i sin omgang med mennesker, foreslog Prinsessen ved middagsbordet, at vi kunne sælge hunden igen.

De to store – som ikke var så store igen – svarede, at de hellere ville beholde hunden og sælge hende.

Den melding skabte en vis kaotisk stemning – hvor de store grinede og Prinsessen tudede, fordi hun troede hun skulle sælges. Og jeg måtte berolige gemytterne.

Trods det, ville hun meget gerne have et dyr som var hendes eget. Og så fik hun overtalt First Man til at købe en guldfisk. Det skulle yngstedreng så naturligvis også have, efter devisen – so ein Ding..

Prinsessens fisk døde efter 5 dage og fik begravelse der var en statsmand værdig.

Den anden overlever endnu – selvom jeg ikke ved hvordan – og er der noget jeg IKKE vil være i mit næste liv, så er det guldfisk i vores hus. For mage til ekstremt kedsommelige liv den fisk har, findes ikke.

Men nu vil hun gerne have en mus – inspireret af mine historier om livet i Paris da jeg var 18. Jeg har sagt nej indtil flere gange, men nu er hun kommet på den idé at hun vil fange en af dem som spurter omkring på loftet – tæmme den – og gøre den til hendes egen.

Og på spørgsmålet om hvordan hun havde tænkt sig at få fat i den, tænkte hun sig om. ”Det duer ikke med en musefælde, for så dør den” kom det nøgternt.

Men så fik hun en idé, vi venter bare henne ved musehullet i dørkarmen, og får fat i den, når den løber forbi. Den idé gik jeg naturligvis med til – hun måtte bare love ikke at gøre musehullet større..

Så nu venter vi på at der kommer en mus forbi – selvom jeg er alvorligt bange for at den melder hus forbi!!

Morgenmad

Med mit forhold til blod og nåle og den slags, er det direkte rædselsfuldt at skulle have taget blodprøver – når man så oven i købet skal være fastende, grænser det til noget nær tortur. Ikke at jeg normalt spiser morgenmad sammen med de andre – jeg venter gerne til alle er kommet i skole – men som så meget andet – når det ikke kan lade sig gøre – så bliver det pludseligt til det eneste i verden man overhovedet har lyst til – og det skal være nu.

Sådan var min skæbne i går morges, og mit humør var, om ikke langt under nulpunktet, så i hvert fald tilstrækkeligt langt nede til, at jeg var til fare for mine omgivelser, da jeg endelig blev sluppet fri af de blodtørstige damer, som med deres ækle udstyr, forveksler mig med en nålepude. Bare for sjov..

Så i et usandsynligt dårligt humør, med højt knurrende mave, kom jeg utilpas – og meget sulten – hjem igen til dette forjættende syn:

Morgenmad – som bare var klar. Og te i min nye kop. Eller nye og nye, den jeg fik til jul. Men bare ved synet af bakken, gav jeg mig til at smile igen.

Okay, der er så en hel del mad, jeg ved det godt.. Men det er altså kun fordi det er Prinsesse Lyserød – yngstepigen – som har lavet bakken.

Og med hendes voldsomt svingende blodsukker, ser hun altid mad i meget stor målestok. Altså, er der rigelige mængder.

Jeg delte med hende – det var måske også planen fra starten, men det er så okay – det var skønt at komme hjem til!

2 minutters stilhed

Ahh.. Hver morgen har vi 2 minutters stilhed fordi Prinsesse Lyserød – bedre kendt under navnet yngstepigen - tager medicin.

Det er nogle dråber hun skal have under tungen og vente 2 minutter med at sluge.

Og i de 2 minutter kan vi andre så nå verden rundt - og tilbage igen – uden at blive afbrudt. Fantastisk.

Hidtil har det jo bare været morsomt at stille hende spørgsmål, hun naturligvis ikke kan svare på.

Men kvaliteten af disse 2 minutter kom særligt til udtryk i forgårs, da ældstesøn uforvarende kom til at kvase en plastik vandflaske, som var specielt indkøbt til et af yngstepigens skoleprojekter. Da han stod med den sammenkrøllede flaske i hænderne – og jeg nåede at sige ”UPS da også” lagde jeg samtidigt mærke til hvor dejligt stille der var.

Under normale omstændigheder ville Prinsessen have råbt meget højt og dramatisk – og var sikkert trampet op på sit værelse – og smækket med en masse døre, men nu, begrænset af sin medicinindtagelse – var der helt stille.

Hun havde godt nok meget vidtåbne øjne der nærmest var ved at poppe ud af hovedet på hende af bare ophidselse, da jeg kiggede over på hende, men da ældstesøn samtidigt nåede at blæse luft i flasken så den foldede sig ud og var så god som ny, nåede hun ikke engang halvvejs til et hysterisk – lydløst – anfald før hun var sit gamle selv igen – kunne sluge medicinen og fortsætte som intet var hændt.

Smart, tænkte vi – som er vant til en noget anden og mere larmende opførsel fra det kære barn! Selv ældstesøn, som udmærket kender sin lillesøsters temperament, så mærkelig lettet ud!

Faktisk burde man indføre 2 minutters tavshed for alle indimellem. Man kan virkelig nå at blive pissesur og runde de 100 på raseriskalaen, og så lige tænke over det, mens man brummer rundt deroppe, slappe af, og komme ned til 0 igen – og ingen har hørt eller se noget.

Eller jo, måske har nogen bemærket dampen der slippes ud, og man synes måske en kende rødere end vanligt, men ellers er man den samme. Og ingen har fået varige mén på trommehinder, nervøse trækninger ved øjnene eller den slags.

Tænk engang hvor ufatteligt mange skænderier man rent faktisk ville kunne undgå ved 2 minutters tvungen stilhed.

Det svarer lidt til at tælle til ti, men er jo langt fra lige så virkningsfuldt, fordi man i et medicin indtagende øjeblik, pinedød er nødt til at holde sin mund lukket. Jeg har jo regnet ud at man egentligt godt ville kunne larme temmelig meget med lukket mund – men det lader ikke til at Prinsessen har fundet ud af dette endnu – og vi kan bare håbe på at det ikke går op for hende.

Indtil da nyder vi andre de 2 minutters stilhed intenst!

What not to do – med opvaskemaskiner og hoveddøre

Som respons på gårsdagens bemærkning fra ham her, må jeg hellere forklare hvorfor jeg drister mig til at tage et karbad – hvor enkeltstående situationen så i øvrigt end er – mens mine børn er vågne og under samme tag.

Jeg er nemlig ikke så god til at lappe mine børn sammen. Trøste, lytte, plaster på og puste og den slags, klarer jeg uden problemer, men blod – deres altså – og i større mængder.. Det er bare ikke så godt. Jeg vil virkelig gerne, men må ofte bare sætte mig ned og lade nogen andre tage over.

De har naturligvis alle fire været ude for store og spektakulære ulykker – og i øvrigt fatter jeg ikke hvordan man overhovedet overlever at være barn. Og slet ikke i dette hus.

Derudover sker det ALTID når First Man er væk. Enten er han på arbejde og umulig at få fat i, eller også er han ude og rejse så jeg bliver nødt til at klare ærterne selv – meget ufint synes jeg nok.

Men lad os da lige tage et par stykker.

Engang havde yngstepigen netop rejst sig fra bordet og gik ud med sin tallerken og det næste vi hører er et skrig der fik blodet til at fryse til is i mine årer. Hun var snublet og havde sat sig i en åben opvaskemaskine. Og var landet i en kniv.. En steakkniv.. Og I kan selv forestille jer konsekvensen uden jeg skal gå i detaljer, og altså, stor tumult, blod og ballade.

Min bedste veninde, som var på besøg, kender mine svage sider, satte sig derfor til at berolige yngstepigen, mens jeg for forvildet rundt, fik styr på de andre 3 og organiseret en telefon osv.

Og så stod jeg der. Vi havde boet så mange år i udlandet at jeg ikke var i stand til at huske hvad det nu lige var man skulle ringe i Danmark for at få hjælp. Men fordi hun er min bedste veninde – vidste hun det, og råbte pludselig ude fra badeværelset: du skal ringe 112!

Hvilket jeg så gjorde – og tøsen fik syet sin balde sammen igen med flere sting. Uden bedøvelse, fordi den *#@**#%# inkompetente stud.med. ikke først havde set hvor lang flængen egentlig var.

Nå, hun tog det såmænd i stiv arm, jeg derimod.. var kridhvid i hovedet, fik koldsved og var seriøst ved at besvime og lægen var nærmest mere opmærksom på mig end på hende – hvilket også fik hende til at trøste mig mens hun lå der og fik balden lappet sammen. Så føler man sig rigtig meget ovenpå som mor.

En anden gang, spillede drengene bold udenfor, og yngstedreng blev sur – rigtigt godt sur – på sin storebror og ville ind og låse (hoved)døren for ham. Helt fint, det er sket før og så kravler man bare ind ad et vindue i stedet for – men denne gang var der bare den lille detalje, at han ikke havde fået alle løsdele, i form af fingre, med ind, før han låste..

Endnu flere skrig og opstandelse, og jeg stod med den maltrakterede hånd og vidste godt at jeg nok burde kigge på det, for at se om det kunne klares med ”De Utrolige” og et par saltfisk, eller om vi igen var ude i noget 112.

Jeg fik listet mig til et lille kig.. Og ældstedatter kastede derefter et eneste blik på sin ynkelige mor som – igen – havde fået koldsved, hvorpå hun sagde: ”jeg tror lige, jeg ringer til lægevagten” Go’ pige!

Min dengang 13årige ældstedatter kunne selv tage sin lillebrors sygesikringskort og ringe til lægen og stille og roligt spørge hvad vi lige skulle gøre, mens hendes uduelige mor koncentrerede sig om ikke at dejse om!

Jeg kunne dog godt overvinde mig selv til at køre ham på skadestuen, hvor jeg efterhånden var livet så meget op, at jeg sagtens kunne finde kræfterne til at lave en mindre skandale, på grund af de 5 timers ventetid. Fingeren var for øvrigt brækket, og vi har et varigt minde i form af en dyb bule i dørkarmen.

Derfor, hvis mine børn laver stunts som nødvendiggør ophold på en skadestue – så er det altså ikke mig de kalder på først.

Romantik.

Meget kan man sige om Valentines day, men det er altså noget de går op i her i Frankrig.

Og det er da lidt sødt når yngste pigen kommer hjem til frokost med Valentines gaver fra hele 2 drenge som ikke kan stå for hendes uimodståelige charme. Så er der altså noget ved de der franskmænd i den indledende fase.

Største drengen havde bedt om at få noget chokolade med til en matematiklærer med et noget heftigt temperament. Hun var nok aldrig blevet lærer i Danmark – det er der nu mange af dem som ikke var blevet – men altså, matematik læreren fik noget chokolade af min ældste søn og en lille blomst af hans kammerat. På bedste korrupte vis – vi er vel i et latinsk land – fik de 2 helte kindkys og 2 regneopgaver at lave. Resten af klassen fik 4 opgaver, og ingen kys..

På den anden side, er de ikke ret gode til det der med fødselsdage. Eller jul.. Eller mærkedage i det hele taget – faktisk er de UMULIGE til at fejre noget som helst andet end verdensmesterskabet i fodbold – vel at mærke når de selv vinder, eller Valentines day – men det er nu nok fordi der bliver gjort massivt opmærksom at det forventes at de gør noget.

Jeg mindes flere fødselsdage som er gået i vasken set fra en danskers synspunkt. Engang holdt vi fest 5 dage før min rigtige fødselsdag, og da selve dagen oprandt, sagde han ikke noget. Ikke et eneste ord. Og jeg skumlede.. Det var først om eftermiddagen, da pakken fra mine forældre ankom, at det gik op for ham at det jo var min fødselsdag. Han kunne slet ikke forstå hvorfor jeg var så sur, vi havde jo fejret det…

Jeg kan altså også huske engang da han var i Argentina. Han ringede helt derovre fra på min fødselsdag, godt nok sagde han ikke tillykke, men han huskede da at ringe! Så jeg var glad og i godt humør – lige indtil dagen efter…da han ringede for at sige tillykke….

Han prøvede godt nok at undskylde det med tidsforskellen og hvad ved jeg, meeen, den måtte han længere ud på landet med..

Men han huskede faktisk Valentines day. Jo jo – og jeg fik noget marjed pænt tøj! Fra min yndlings butik! Heldigvis fik jeg ikke chokolade, så havde jeg jo været nødt til at spise det.