Så er der pålæg

Velkommen til mit indre.. i skiveform. Jeg vil skåne jer for detaljerne! Men der var rigeligt af dem – detaljer altså.

Det var betydeligt mere ubehageligt, end jeg lige havde regnet med det ville være.

Nej, det gjorde ikke ondt, jo lidt i skuldrene til sidst: skulle ligge i 20 minutter udstrakt på noget båreagtigt med armene over hovedet. Mens jeg holdt på sådan en ”Tag-Mig-Ud-Herfra-NU-PANIK”knap i den ene hånd, og en sprøjte et eller andet i den anden.

Og hovedet lige akkurat sådan, at hvis jeg kiggede bagud kunne jeg se loftet. Men lige præcis nok til at jeg ville gå i panik hvis jeg prøvede at bevæge mig. Det prøvede jeg så derfor ikke.

Men jeg fik dejlig musik i ørerne – havde naturligvis glemt min egen CD “Silhouettes” som skulle have bragt mig frelst igennem – men så satte han ørebøffer på mine ører og blæste igennem med ABBA, Aha og Alphaville.

Det må være en opsamling som hedder “80er musik fra A til Z” men gad dog vide hvor mange der overhovedet når til B?

Det hele efter en times tid i jordens kedeligste venteværelse. Jeg fik helt ondt af dem som ikke havde en First Man med.

Man bliver dog noget træt efter sådan en omgang, så jeg vil slæbe en lænestol ud i haven, sætte mig der, drikke en kvart million liter vand så jeg kan blive renset igennem.

Og så vil jeg for resten lukke mine øjne, mærke solen og de 22 grader på mine hvide stænger og høre noget musik som snart skal til Canada og gøre Birgitte glad!

Vi ses i morgen!

Det vil jeg s**** på.

Jeg undskylder – dette er endnu et af de der selvoptagede helbredsrelaterede indlæg med fokus på MIG. Og så på noget lidt mere analt. Så er I hermed advarede, og I kan klikke væk og komme tilbage en anden dag, hvis det er for brunt i kanten.

Lige om lidt skal jeg jo ind og fotograferes i skiveform.

Jeg må desværre ikke have telefon med. Jeg troede ellers at jeg kunne ligge og høre musik i stedet for deres rumlen. Men skidt med det, jeg bliver bare nødt til at synge selv.

En ting var, at jeg skulle være radioaktiv imens. Tænk forresten hvis jeg bliver selvlysende … Det kunne ellers være smart. Så kunne jeg ses i mørke. Og jeg prøver så at abstrahere fra de indre skader den slags kan forårsage.

Så skal det drikkes ud bagefter. Mon man så skal tisse i en spand, forsegle det og sende det til destruktion i La Hague?

Eller nøjes med at advare VVS manden? Det kan jo være, det ligefrem kan rense afløbet!

Men hvad værre var – og det havde jeg lige overset i første ombæring – det er muligvis et tilfælde af selektiv læsning, for jeg skal have … hvordan skal jeg lige få det sagt. Jeg skal have et lavement. Schyy!

Jeg er frygtelig ked af at blive så latrinær, men det ser faktisk ret voldsomt ud på indlægssedlen.

Og skulle der være nogle som ikke helt var klar over hvordan man lige klarer den slags; det var jeg for eks. ikke, så vil jeg da enormt gerne medvirke til udvidelse af folks horisont.

Man skal tømme sådan en tube, og ellers knibe ballerne sammen. Og så i øvrigt meget gerne befinde sig i umiddelbar nærhed af et toilet. Der er også en fin tegning på indlægssedlen. Den viser en person i liggende position. Hvilket medfører at jeg skal befinde mig på første sal.

For på det lille toilet nedenunder, er der ikke plads til at ligge ned. I hvert fald ikke hvis man vil ligge udstrakt. Og det vil man gerne, hvis man skal kunne komme hurtigt op igen.

Jeg vil slet ikke forestille mig de katastrofale følger, en sådan sammenkrøllet positur ville kunne få.

Altså har jeg forbeholdt mig retten til, at optage badeværelset ovenpå, en rum tid. Gad vide hvor lang tid det tager?

Når man ikke er så velbevandret i den slags, kan man jo godt forudse at man ligefrem får behov for læsestof, hvis nu man skal opholde sig længe på badeværeæset.

Jeg vil derfor tage læsestof med. Sidde og læse de endeløse opremsninger om, hvad man må og især hvad man ikke må, før ens læge..

Han hedder for resten Monsieur Mouton. Ham min læge. Det betyder Hr. Får.

…

Bæææh..

Helt ærligt, hvad er det også for et navn. Nu skal jeg koncentrere mig om ikke at grine meget højt, når jeg hilser på ham. Det er de forfærdeligste associationer jeg får når jeg tænker på det.

Må hellere stoppe her.

Bremset midt i bevægelsen

Engang; det er mange år siden nu, var der en ung lettere hjernelammet fløs, som kørte alt for stærkt rundt i et sving – og direkte ind i os. Bilen blev totalsmadret, men der skete ikke noget med os overhovedet.

Vi sov dårligt et par nætter efter og stanken af airbaggas blev ligeledes siddende i vores stakkels næsebor længe efter den var fordampet.

Vi havde været på vej et sted hen, det kom vi naturligvis ikke, derimod blev vi kørt hjem af nogle venner. Men længe efter sad der en følelse i mig, at jeg havde glemt noget, at jeg manglede at gøre noget.

Fordi jeg ikke var nået frem til mit første bestemmelsessted.

Det var vores plan at drikke te i en lækker tesalon, så det var ikke som om vi var gået glip af en koncert eller en middagsaftale, men vi havde en plan.

En plan for dagen og den blev jo afbrudt noget brat, og min hjerne kunne ikke helt vænne sig til tanken.

Således også i går. Midt i en hektisk morgen hvor First Man havde en aftale. Det var egentligt meningen at jeg skulle med, men så ville elselskabet sende en person forbi og aflæse vores måler, og så måtte jeg pænt blive hjemme og vente på dem.

Pludselig ringede First Man midt i sit møde, og meddelte at gymnasiet havde ringet til ham; Divaen var besvimet midt i en time, og lå nu og hvilede sig på lazarettet, men at hun nok godt ville hentes.

Der sad jeg, uden bil.. og skulle hente en slatten datter. Hvad gør man så?

Man ringer da til en ven!

Eric kom og fik mig fragtet ned til gymnasiet. Og jeg blev mødt af en større modtagelseskomite, folk som var voldsomt bekymrede for min datter. Pænt af dem, men da Divaen rask væk besvimer til hver given lejlighed, var jeg nok noget mere blasert og ganske ubekymret.

Vi fik hende bugseret ned i bilen, men da hun var lidt blå om fingrene og havde lidt svært ved at artikulere, tog vi på skadestuen, som beholdt hende.

Hendes puls var nemlig meget lav og hun skulle tjekkes i alle ender og kanter. Hun blev indlagt på det de kalder daghospital, hvor de kan undersøge folk i ro og mag uden at man optager akutpladser i skadestuen. Og så blev hun ellers undersøgt.

First Man stødte til efter sit møde og så sad vi der. Nogen med pulsmåler. Koblet til mærkeligt maskineri som sagde lyde. Og tiden gik. Langsomt. Divaen fik lækker frokost serveret..

mens vi andre sad og vansmægtede. Og så fik vi ellers ventet kedet os. Til både sølv og guldmedaljer. Patient og forældre.

Det endelige resultat blev at vi ikke ved hvorfor, samt at hun da heldigvis er frisk igen, men skal tage den med ro i dag. Vi blev lukket ud ved femtiden, og tog hjem.

Og så sad jeg der, hjemme altså, og følte mig ganske punkteret. Der manglede en hel dag, en masse gøremål, fordi jeg skulle sidde og kukkelure på et kedeligt hospital.

Som om man er sprunget ud fra en vippe og fortryder midt i bevægelsen. Så jeg  meldte mig ud af dagen igår og så prøver jeg bare igen i dag!

Skæres i skiver

..

Nå, så skal jeg ind og ligge i en overdimensioneret pålægsmaskine. Og skæres i tynde skiver. Voldsomt ikk’?

Jeg blev også en kende nervøs. Fik oven i købet at vide at jeg skulle være radioaktiv imens. Meget lidt betryggende..

Jeg skal godt nok kun skæres i stykker på en skærm. For at se hvad der er inden i mig. Som et led i den der plan for mit hormonelle indre. Lidt for intimt for min smag, men jeg er villig til at gå med til det for krøllernes skyld. Og maven.

Men altså, så kom jeg til at tænke på, når man nu har højdeskræk, så kunne det jo godt være man eventuelt også kunne komme til at gå i panik over at skulle ligge helt stille inde i sådan et kæmpe køkkenrullerør, i hvad der må føles som mange timer.

Jeg skal også svare nej til en hel masse spørgsmål. Ret sære spørgsmål – hvis I spørger mig.

Om jeg bærer rundt på syntetisk knoglemasse.. Om jeg har haft granatchok. Eller er blevet skudt på og om kuglen stadig er indvendig. I mig forstås.

En masse relevante ting altså..

Skulle også svare på om jeg har ventil i hjernen..

Den måtte jeg godt nok lige tænke lidt over.

Jeg har noget som forhindrer mig i at springe i luften når jeg prøver at overtale Zorronaldo til IKKE at tage små vans på i snevejr og det ikke lykkes. Eller når nogen – det er gerne ”ingen” – har puttet min uldne sweater i tørretumbleren og den dermed kun er en anelse for stor til en Barbiedukke. Eller der ikke er mere Baileys til min kaffe.

Men om det ligefrem er en decideret ventil, tvivler jeg lidt på.

Det ville ellers være smart.

Tænk hvis jeg bare kunne lukke overophedet luft ud, når det var tiltrængt – ”øjeblik jeg køler lige ned” – er I klar over alle de hysteriske anfald jeg kunne undgå?

Men det var nu nok ikke det de mente, så jeg var bare kedelig og svarede nej.

Det kunne dog være jeg skulle foreslå min læge at montere en sådan ventil, næste gang de skal have rodet ved et eller andet indvortes alligevel.

Holde i hånd

I går var jeg tilbage hos manden med forstørrelsesglasset, så han kunne fjerne mine sting! Og jeg var ikke bange. For Lene var med, til at holde i hånd.

Men det er godt nok, i forgårs nat kløede det på mit lår.. og jeg kløede åbenbart igen. Og SÅ skal jeg lige love for at jeg vågnede.

Højt jamrende.

Jeg havde nemlig skiftet forbindingen ud med et ordinært plaster, nu da de blå mærker var næsten væk og det dermed ikke var så ømt – troede jeg – længere.

Men forbindingen kom altså på igen, jeg skulle ikke nyde noget af at vågne på den måde igen.

Lægen fjernede stingene, og kunne samtidig meddele at der ikke var grumme ting i min forhenværende skønhedsplet. Jeg var glad.

Det kan godt være at jeg ikke har tænkt så meget på det resultat – men man tænker nogen gange – jeg gør i hvert fald: at jeg også er nabo til nogen.

Her er det godt nok en kirkegård som er nærmeste nabo, men alligevel. Eller måske netop..

Den får bare ikke nye indbyggere lige nu, for jeg er ren som sne!

Men de andre pletter skal tjekkes hvert år. Kan man godt det i Danmark?

Hvilket minder mig om de der dame tjek.. med en vatpind – som skal sendes ind til nogen så de kan se om man har et eller andet skrækkeligt noget.

Da jeg, første gang vi var flyttet til Danmark, skulle vælge læge, tog jeg en vagtlæge, som jeg havde set tilfældigt i en sommerferie, hvor Zorronaldo havde fået 41 i feber. Jeg tænkte – han ville nok være god til børn..

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at han skulle være min læge også. Jeg havde fortrængt det på en eller anden måde. I Frankrig har man én læge til allergi, én til hudproblemer, en til babyer og én til at tage dem ud. Og så én til snot og alt det andet.

Men der, hjemme på øen i 2003, med det der lyserøde brev i hånden, gik den skrækkelige sandhed op for mig.. I et glimt.

Og så skiftede jeg læge.

Til et lægeHUS med tre læger.. Så kunne man altid vælge én til dameting, altså hende som var dame. Og så de andre til snot.

Det fungerede godt før vi flyttede.. Og det har bare at virke når vi kommer tilbage igen.

Hvor tager man blodprøve på en ko?

Det vidste jeg ikke.

Jeg mente ellers også at jeg levede ganske udmærket, uden denne information i mit liv. Jeg havde i hvert fald ikke savnet denne oplysning. Ej heller haft brug for den før.

Men nu ved jeg det, fordi jeg har en datter som vil være dyrlæge.

I Frankrig er skolen således indrettet at man får afviklet sin erhvervspraktik i en ferie.. For ikke at spilde kostbare skoletimer på den slags pjat. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig samme procedure i Danmark, idet 85 % af forældrene garanteret ville falde om i forarget koma og forlange at deres poder fik erstatningsfri. Udover de uger der bliver brugt til ferier i skoletiden, fordi det er billigere eller bare passer forældrene bedre..

Det var lige et surt sidespring, men alt dette for at sige, at Divaen og Zorronaldo har været henholdsvis dyrlæge og politibetjent i den forgange uge – og er hver dag kommet hjem med spændende fortællinger om fingeraftryk og… ja..

..

Altså nu ved jeg ikke med jer, men cirka samtidigt med at jeg holdt op med at være sej, udviklede jeg et højst ubehageligt gen. Som forhindrer mig i at høre om / se på / i det hele taget at håndtere blod, slam og snask uden at få koldsved og falde om.

Så jeg skal tage mig helt gevaldigt sammen, når Divaen beretter hvordan der ser ud på indersiden af en kat. Subsidiært en hund.

Politibetjenten har det på samme måde. For slet ikke at tale om Prinsessen og Gårdmand Bjørn. Vi taler ikke om First Man, som kun kan blive bange for selvangivelser eller for at få mudder på ruskindssko.

Men det har affødt nogle ret akavede situationer omkring frokostbordet. Politibetjenten har fortalt om folk han skulle følge i retten, brugstyverier og vold, aflytningsmetoder og forskellen på heroin og kokain. Spændende og meget fængslende, om jeg så må sige.

Når Divaen så er begyndt, lige så entusiastisk at fortælle hvordan man slår knude på forplantningsudstyret hos en hankat, eller størrelsen på en betændt hundelivmoder, er publikum på kort tid forduftet. Eller har – under høje hyl – bedt om madro og Divaen har gnavent måtte henlægge, hvad der måtte være en artikel værdig i ugeskrift for dyrlæger – til efter vi havde sunket maden.

Det var nu lidt synd for hende og jeg har derfor ladet som om jeg var en god mor og lyttet alt det jeg kunne, til alle hendes snaskede oplevelser når andre mere sarte ører var optaget andre steder.

Hun er hver dag glædesstrålende hjemvendt, med blodige historier om alt det hun har set og oplevet. Ikke en eneste gang er hun faldet om, eller har rynket på næsen over kolort, og andre lækkerier.

Det er også tredje gang hun er i praktik som dyrlæge så mon ikke det er fordi hun virkelig holder af det?

Som afslutning på ugen var hun med til et kejsersnit på en ko.. Bare tanken gør mig bleg indvendig.

Desværre har det haft den bivirkning, at hendes medfølelse overfor mig og mit blodige sår.. de der to sting på mit lår.. efterhånden kan ligge på et meget lille sted.

Prinsessen viste hende nemlig det billede der var blevet taget af min forhenværende skønhedsplet..

Jeg ventede på Divaens medfølende udbrud, om hvor voldsomt det var, da hun langsomt så på mig og sagde tørt: ”Jeg troede det var meget større. Er du lige klar over hvor meget der skal syes sammen på en ko?”

Jeg mente ikke mit lår kunne sammenlignes med en komave. Uanset hvilken én af dem man vælger. Jeg var lige ved at ønske hun hellere ville være kosmetolog.

Men så havde hun naturligvis ikke kunnet fortælle mig, hvor man tager blodprøve på en ko.

Kolde facts. Nu med billeddokumentation

NØDVENDIG TILFØJELSE:

Den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt!

~

Nu har jeg måttet sidde med røde ører og – eller er det måske øjne, når man læser?

I hvert fald, har jeg siddet og rødmet over alle de mange beskeder, om hvor sej jeg var da jeg var 8.

Det var jeg også. Sej altså.

Virkelig. Selvom det ikke var alle som lagde mærke til det.

Men det er gået af med årene.

Jeg må se det i øjnene.

Jeg er ikke sej mere.

Fiona måtte nærmest skubbe mig ind ad døren til lægen. Og havde det ikke været hendes bil som holdt udenfor, var jeg kørt hjem igen. Men jeg kunne ikke få fat i nøglerne.

Måtte koncentrere mig enormt, for at undgå den pinagtige situation det ville være at ligge og tude på lægens stol. Ikke så meget fordi det gjorde ondt – endnu – men mere fordi jeg var bange for at det ville komme til at gøre ondt..

Og bare tanken om, at jeg skal have taget stingene om 14 dage, giver mig tunnelsyn og hjerteflimmer.

Jeg prøver ligeledes at abstrahere fra at lægen fik øje på noget andet mystisk, som han gerne vil kigge nærmere på der om 14 dage.

Men i hvert fald, den ækle plet på mit lår.. – er nu datid.

Velvidende hvordan jeg dejsede om da jeg, siddende, trak tråden ud af mit reparerede knæ, for et par år siden, er der en reel fare for at jeg falder besvimet om, hvis jeg fjerner plasteret, så billeddokumentationen begrænser sig til dette!

Skønhedspletten

Jeg har, lige midt på låret, en skønhedsplet som har en lidt sær form.

Da den dukkede op så den dog helt almindelig ud. Jeg var 8 eller 9 og havde meget lidt lyst til at have en skønhedsplet midt på mit lår. De var da grimt at have sådan en plet midt i det hele – man kunne jo ikke have shorts på.

Den var heller ikke ret stor, så det ville være en smal sag at få den fjernet. Jeg havde hørt at man kunne fjerne sådan nogen, nemlig. Så jeg kradsede lidt i den.

Og jeg kradsede lidt mere. Det hjalp ikke et hak.

Så tog jeg en saks og klippede den af.

Ikke mere pjat. Plaster på og ud i solen.

End of skønhedsplet.

Troede jeg.

Det var skønhedspletten nu ikke helt enig med mig i, så den hævnede sig, kom frygteligt tilbage og blev over to gange så stor. Så nu havde jeg en stor, meget grim og uformelig klat siddende der midt på låret i stedet.

Jammerligt. Jeg vænnede mig til den efterhånden.

Men jeg tilgav den aldrig helt.

Fortalte indimellem Firkløveret den grumme historie om det blodige klipperi og de gøs behørigt.

Så var jeg en dag på besøg, hos en mand med et forstørrelsesglas.

Han kunne heller ikke lide min skønhedsplet – så NU er dens sidste time endelig kommet!

Den der ler sidst ler bedst.

Ha ha!

Nu er jeg vist syg – er jeg ikke?

Eller også bliver jeg det snart.. Synes allerede det gør lidt ondt, der bag højre balle.. Det sådan, stikker lidt.

..

Det er ulempen ved enten aldrig at være syg – og nu rammer nemesis mig og jeg får sikkert influenza i morgen – men altså jeg er aldrig syg, bortset fra de gange jeg altså er syg – hvor jeg så gør det rigtigt grundigt.

Det er nok også derfor, jeg altid bliver ligeså syg som en mand. Hver gang. Og jeg forlanger fuld ynk og luksus forplejning helt indtil det er slut + 1 feberfri dag!

Når nu man render rundt idelig og altid og bliver pustet i ansigtet af snottede og syge unger, hvis rådne forældre ikke kan finde ud af at holde deres afkom hjemme i stedet, så alle vi andre kunne undgå at blive smittet – vil altså bare godt sige at den slags forældre er ligeså stort et problem i Frankrig som i Danmark.

Og skulle der sidde nogle af den slags ”vi-putter-en-panodil-i-rumpen-på-JensOle-og-sender-ham-i-børnehave-alligevel-forældre” derude og læse med her, så håber jeg inderligt at jeres samvittighed er sort som kul og I skal bare lige vide, at i stedet for at ende oppe på penthouseetagen til sidst – så ender I med at sidde i et evigt vagtlæge-venteværelse for ultrasmitsomme sygdomme.

Men den slags skrækkelige mennesker læser naturligvis ikke min blog – jeg nævnte det blot til almindelig information..

Skulle et af mine børn være så uheldige at blive syge, så kan de naturligvis forvente at få pleje og kærlig omsorg..

Undtaget når de får en gastro. Dette udmærkede ord findes slet ikke på dansk. Det nærmeste jeg kan komme det er vist Roskildesyge eller Maveinfluenza.

Når nogen har det.. så kan de under ingen omstændigheder forvente ynk eller pleje af nogen art – fra mig.

Jow, lidt jo altså.. de ligger trods alt ikke alene og vansmægter, jeg kaster gerne en cola hen i sengen i sikker afstand til den syge, jeg kan også sommetider overtales til at sætte en tallerken med knækbrød og revne æbler indenfor døren, men jeg får faktisk akutte mavesmerter ved råbet: “Mooaaaaar jeg har tynd mave” – og kan allerede mærke kvalmen komme snigende, så såre den første afleverer en lidt våd bøvs.

For slet ikke at tale om når de ringer fra skolen og siger at der er kastet op.

Overvejede sidste gang at få sådan en maske. Og kunne jeg samle dem op med en tang og sætte dem i isolation gjorde jeg det. Men det må man vist ikke – ellers bliver man indberettet til kommunen.

Så må man ty til den vilde håndvask. Og WC desinficering. Jeg ender gerne med at få røde og revnede hænder efter en enkelt dag med håndvask hvert kvarter og klorspredning på matriklens vådrum.

Og de andre unger får galopperende stress af min hylen op, med ”håndrens” og ”ny kop HVER gang!”

Hysterisk ja.. men jeg skal nemlig sige jer.. jeg kan ikke lide at kaste op. Som i slet ikke.

Man kan faktisk godt sige at jeg har fået en slags overdosis..

Hvis vi nu siger at jeg har været gravid i 37-38 uger hver gang.. Så har jeg nok kastet op i hvert fald 800 dage. Det er langt over 2 år. Og i starten var det flere gange om dagen.. Og natten med..

Så jeg vil nok mene at jeg har ydet mit på den konto.

Derfor – ikke mere opkast til mig.

Hidtil har jeg kunnet løbe igennem bakterierne og undgå det værste. Men det stikker stadig bag højre balle. Hov, jeg sidder på en bog.. så er jeg nok ikke ved at blive syg alligevel.

Men man kan aldrig vide..

Nål i en.. høstak

Gid det var så vel.

Jeg står i den lidt aparte situation at jeg faktisk gerne ville have fingre i mit PMS humør. Lige nu.

Og nu er det naturligvis længe væk. Hvor er ens brugbare vris henne, når man virkeligt har brug for dem?

Jeg spørger bare.

For jeg har i den grad behov for at kunne råbe grundigt efter nogen. Er bare lidt træt.

Jeg har vist nævnt kort – for længe siden – at jeg roder med noget tandhalløj. Jeg vil ikke kede jer med lange jeremiader, eller ulækre detaljer om indersiden af min mund, men faktum er at jeg har været generet – for ikke at sige at jeg faktisk indimellem har haft pisseondt – på grund af en livsfarlig dame som kalder sig selv tandlæge.

Det er hun ingenlunde – derimod kunne hun få rollen som én af de kugleskøre tanter i ”Arsenik og gamle kniplinger.”

Grunden til at jeg savner evnen til at kunne oparbejde et formidabelt raseri – muligvis at gå til korporligheder – er at finde i dagens specialistbesøg i Paris.

Dengang Draculas bedstemor var færdig med mig, var jeg ganske klar over at jeg også var færdig med hende, hvorfor jeg ikke igen satte mine ben i helvedes forgård, men derimod i et elegant venteværelse hos en tandkirurg af højt renommé. I dag!

Jeg skal ikke trætte jer med tekniske forklaringer, ej heller har jeg tænkt mig at scanne de fine tegninger eller 6 – 6!! – røntgenbilleder af min tand som manden tog.

Jeg vil blot fortælle jer konklusionen.

Nogen..

Har simpelthen glemt et stykke nål i en af mine rodkanaler.

Eller tabt. Eller overset. Hvorom alting er – sidder der et stykke nål. Inde i min tandrod.

Godt så.

”Så fjern den – omgående”, var min lidet diplomatiske reaktion.

Men dette lader sig desværre ikke gøre – derfor skal jeg betale ½milliard euroer for at få ryddet op efter Arsenik-damen.

Nål-stykket kan ikke fjernes, men man kan – og de sarte kan springe denne sætning over så de undgår at få samme portion koldsved som jeg – man kan som sagt løfte tandkødet af, save rodenden over og rodbehandle ovenfra, så at sige. Og sætte tandkødet på igen.

Her troede den venlige specialist, at tiden var inde til at prøve sig med en lille vits, og sagde: ”Vi sætter naturligvis tandkødet fast igen – det får ikke lov til at sidde og blafre som et gardin..”

Jeg sværger – det sagde han. Jeg lo ikke af hans ynkelige forsøg på en vits. Gardin.. Han kan selv være et gardin..

I øvrigt var jeg på dette tidspunkt meget tæt på at besvime i affekt, så jeg nåede ikke at reagere som jeg ellers havde gjort.

Mit eneste ufravigelige krav var nemlig at denne torturseance kommer til at foregå i fuld narkose eller under påvirkning af meget stærke barbiturater. Ellers overlever jeg ikke.

En nål..

”Dette er Kong Mor – eller nej det er jo Stine, men I ved hvad jeg mener – nu fås hun også med nål.”

Bare tanken om at der er uvedkommende metal indeni mig.. Det er da lidt uhyggeligt.

Det er starten på Robocop.. Eller Robokong..

Det ene positive var at specialistmanden også er meget klog og opmærksom, så på under tre minutter fik jeg også at vide hvordan jeg kan få andre – læs Kvaksalveren – til at betale for oprydningen.

Det andet positive var at jeg fik en crème brûlé bagefter!

Men jeg er stadig med kronisk nål.. Indtil jeg dør. Eller flår tanden ud.

Min største skræk er bare, at jeg vil få samtlige alarmer i lufthavnen til at hyle, og at jeg dermed bliver grounded for tid og evighed.

Sårede mænd

Nå.. den helbredsmæssige status på Æblebakken er ikke brilliant, sådan set fra et maskulint synspunkt.

Og ja, jeg staver stadig brilliant forkert. Jeg kan bare ikke få mig selv til at fjerne ”i” nr. 2.

Nå, tilbage til de syge hankøn. Det er en anelse anstrengende. For os andre.

Som alle naturligvis ved nu – brækkede Zorronaldo kravebenet d. 27. august. Og ved kontrolrøntgen sidste uge, kunne det konstateres, at der ikke var sket en hujende fis. Intet.. Nada.

En svag skygge var lige akkurat synlig, men ingen veritable tegn på at noget var ved at vokse sammen. Nu var de 2 ender også rimeligt langt fra hinanden og havde ikke opnået den kontakt der skal til, for at lave dette her kalk-klump-samling – whatever – der skal til, for at man kan sige at kravebenet er groet sammen.

Zorronaldo var knust. Intet mindre. Efter at have sat sin egen næse op efter at kunne spille kamp – det er nemlig det alting drejer sig om – ville han eller ville han ikke, være i stand til at spille den vigtige kamp lørdag d. 26. november.

Foreløbigt ser det en anelse sort ud.

Det gik nemlig hverken værre eller bedre end at First Man sidste fredag kom hjem med et noget forpint udtryk.

Vrissent mumlede han at han lige ville tage på skadestuen. Nogen havde tabt ham.. På gulvet.

Og før I alle bryder ud i latterkramper – skal I vide at First Man, som immervæk vejer 103 kg, hver fredag slås med nogle andre. Nogen har så mere styr på deres kræfter og kapaciteter, end andre.

En judodims – altså sådan en som er super god til judo, men ikke til så meget andet – troede han stod på en blødere judobane, glemte at han havde boksehandsker på og vendte lige bunden i vejret på First Man… Og tabte ham..

Det var First Mans skulder ikke så glad for – den gik derfor sin vej – men fortrød igen og kom tilbage da lægen på skadestuen talte pænt til den..

Så nu har vi to sårede herrer. Begge med højre skulder.

Og jeg skulle hilse at sige at det ikke er ret sjovt. For os altså!!

Ingen af dem kan få afløb for dagens frustrationer, ved henholdsvis at sparke til en bold, eller rive i noget jern, subsidiært slå på nogen, der synes det er sjovt..

Derfor er det faktisk endt med at være meget mere synd for os andre – end det er for dem..

Lægeordineret lakrids

Her gik jeg rundt og troede at jeg var helt ubærligt træt og frøs, bare fordi det er koldt og gråt udenfor.. Og vådt, ikke at forglemme.

Og ville lige et smut til lægen.

For at få nogle vitaminer. En masse vitaminer. Så jeg kunne blive helt selvlysende af energi. Og ikke falde i søvn midt i havregrøden.

Så kommer man i stedet ud med en liste så lang med blodprøver der skal tages, fordi ens blodtryk tilfældigvis ligger og roder rundt på 100/60 og andre småting der ikke er helt som de skal være.

Jammerligt.

For så er vi igen ude i noget af det der med at skulle prikkes i, på fastende hjerte. Jeg falder garanteret om. Eller i søvn.

Men det gode er jo – at lakrids virker blodtryksforhøjende!!

Så jeg må spise en masse lakrids, med lægelig accept, hvis jeg ellers kan holde mig vågen til det. Og efter jeg er blevet stukket i.

Jeg har også det helt rigtige at gnaske i mig. Fik nemlig disse poser af min helt egen vidunderlige Lene – udvalgt specielt til mig!

Mon ikke man som kongelig kan gnaske i søvne?

Ikke helt efter planen og så noget om sportsånd

Som sagt var jeg lørdag dødtræt af børn, og glædede mig i det hele taget til, at de snart ville opholde sig en del mere i andre lokaler, end de som er til rådighed på Æblebakken.

Men så kom der en på motocross og gav mig en blomst og så var jeg jo solgt. Alt var fryd og gammen lige indtil Zorronaldo ringede.

Som var taget af sted tidligt til en eller anden fodboldturnering. Og som nu havde ret ondt i sin skulder, fordi han var blevet tacklet. At han nu var han in town again og i øvrigt godt ville hentes.

Jeg skulle lige til at sige, at han altså godt kunne gå de par kilometer hjem selv, da han sagde at han havde haft så ondt at han ikke engang kunne spille finalen – som holdet så tabte.

Så var jeg jo godt klar over at den var helt gal. Og da jeg samlede ham op, var han helt hvid i hovedet.

Direkte på skadestuen. Der kunne man så konstatere at han havde brækket kravebenet. Et meget flot billede underbyggede deres teori – og selv jeg – som absolut ikke er lægeligt anlagt, kunne godt se at det der, det var brækket.

Desværre var de ikke i besiddelse af sådan en smart 8-tals forbinding – i hans størrelse – og de sagde så at vi kunne købe en på apoteket mandag og at det ikke var et problem at rende rundt med et brækket kraveben så længe man forholdt sig i ro.

Muligvis var det ikke et problem for dem – men det var det i allerhøjeste grad for mig – så vi tog direkte fra den ene skadestue – til den anden, i Caen, 55 minutter væk. Vi havde jo absolut ingen planer for vores lørdag aften, så den kunne vi ligeså godt tilbringe i godt selskab med hinanden og vores sårede søn og tjekke forskellige skadestuer ud.

Der var der heldigvis ikke nogen ventetid i Caen – og selvom Zorronaldo var noget forbavset over at skulle på børneafdelingen – hvor der forefandtes bleer i alle størrelser samt babyvægt, så var han glad for endelig at kunne blive forbundet og få aflastet sin skulder som efterhånden var begyndt at dunke noget.

Heldigvis skal han ikke opereres, blot holde sig helt i ro i 4-6 uger, alt efter hvor seriøs han var.

Men hans største bekymring er såmænd hvordan det skal gå holdet, mens han ikke er der til at redde dem alle sammen. Det er ligeledes holdets største bekymring. Vores bekymring går mere på, når han er tilbage igen.

Problemet er, at Zorronaldo har talent, rigtigt meget talent, for at lege med bold.

Derfor spiller han på et niveau med drenge som er op til 2-3 år ældre end ham, og når de tager til turnering, hvad de ofte gør, vinder de alt hvad de kommer i nærheden af.. lige indtil modstanderne bliver trætte af min søn, og derefter udelukkende går efter at lægge ham ned.

De er ikke engang interesserede i at spille mere – blot at uskadeliggøre min lille lange målkonge.

Og det endte altså galt i går, og jeg kunne ønske mig at det aldrig vil være værre end dette, for det er nok ikke sidste gang det sker.

Alt for ofte går de over stregen for hvad der er god sportsånd. Jeg får lyst til at give dem buksevand og det der er værre – fordi de ikke kan spille ordentligt.

Til grin kan man altid blive

Da vi var i Danmark skulle Prinsesse Lyserød til fest hos en forhenværende klassekammerat.

Jeg måtte ved samme lejlighed godt komme med, for at tilbringe en sidste aften sammen med klassekammeratens mor Kirsten – hvis jeg lovede at gemme mig og ikke gøre opmærksom på mig selv.

Det gik fint – og jeg blamerede mig ingenlunde. I hvert fald ikke til festen.

Men så skulle jeg hjem.

Før vi flyttede, havde Kirsten en låge.. En fin hvid, 2,5meters låge. Den var væk. Så var det også meget nemmere at komme ind og ud – man skulle ikke spekulere over at åbne og lukke denne her låge. Praktisk.

Jeg fik i hvert fald sagt farvel, og knus og på snarligt gensyn og pas på dig selv og alt det der. Og så storkede jeg ellers over gårdspladsen sammen med Zorronaldo, som også havde været med til festen for at vedligeholde sin star-status!

Og pludselig skete der noget i mine nedre regioner – dem der sidder helt nede ved jorden. De blev blokeret af et eller andet og kom ikke længere, og samtidigt lettede resten af min krop – en uhyre aparte fornemmelse.

Mit legeme blev kastet fremad og nok også en anelse opad og på et tidspunkt hang jeg i luften, grangiveligt som Anders And – før han opdager at det stabile underlag er væk. Nogen havde trykket på pauseknappen og jeg spekulerede på om jeg mon ville lette. Desværre nej, det kunne ellers have været sjovt.

Pludselig gik det meget stærkt, eller også var der nogen som trykkede på fast forward i stedet for, jeg landede i hvert fald med et brag og kurede på alle 4, flere meter fremad og fik derved skubbet en 5m3 perlestens-tsunami foran mig, hvorefter jeg slog en kolbøtte og endte på ryggen med et dumpt drøn – så var alt stille, og jeg lå og glippede med øjnene.

Den lille betonklods, som havde været fundament for lågens midterstang, var der nemlig stadig – og da mine fødder ikke så sig ret godt for, mens jeg vinkende strøg ud igennem porten,  kunne denne lille tue derfor vælte et meget stort læs.

Jeg overvejede seriøst at give mig til at græde meget højt og blive liggende på affektmåden, men så kunne jeg høre Zorronaldo nervøst spørge om jeg var okay, mens han galant ilede til, for at skrabe stykkerne af sin mor, sammen igen.

Ligeledes kunne jeg høre Kirsten komme løbende henover gårdspladsen, og så skulle jeg altså ikke nyde noget af at ligge der og rode rundt – det var pinligt nok i forvejen.

Så jeg kom på benene, hårdt såret, både fysisk og psykisk. Kirsten krammede mig, og foldede så mine arme og hænder ud og ind som en slaskedukke, for at tjekke at hendes tåbelige veninde ikke havde brækket noget. Det havde jeg ikke, så efter et sidste knus, fik jeg allernådigst lov til at tage hjem.

Vel inde i bilen, skulle Zorronaldo lige igen høre om jeg havde ondt.. for ”KORS hvor så det sjovt ud, Mor”.. Jeg takkede gryntende uden yderligere kommentarer, for han havde sikkert ret.

Jeg havde fået skrabet begge hænder godt og grundigt, mine knæ og skinneben var mørkeblå i dagevis.. Jeg har netop tabt det sidste sår fra venstre håndflade og har ingen fysiske mén tilbage.

Min stolthed derimod, led et ganske alvorligt knæk.

Skadestue og andres lortemøgunger

Følgende indlæg er muligvis skrevet i voldsom affekt og krise. Jeg garanterer heller ikke mod en anelse hysteri. Og det er så blevet derefter!

Som sagt endte vi på skadestuen en af de formiddage hvor solen skinnede varmt fra en skyfri himmel – ikke ret fair når vi kunne have ligget ved poolen i stedet. Men sådan er det jo uvægerligt!

Men det var ikke engang det værste – det værste var at nogen, som var stor – gjorde onde ting ved MIN SØN.

Det turde han sikkert kun gøre, fordi han ikke kendte mig, kan jeg godt fortælle jer.

Men lad mig begynde med begyndelsen:

En aften hvor der skulle være en god koncert med et lokalt band, var det meste af familien, inklusive blondinen, at finde på den store aktivitetsplads, med vippende fodsåler og rokkende hofter. Det var trods alt bedre end karaoke…

Men der blev pludselig røre, idet Prinsesse Lyserød med meget brask og bram, krydret med store armbevægelser, kunne meddele at hendes – i dagens anledning højtelskede lillebror – var blevet maltrakteret af et væmmeligt bæst af en dreng.. På 14!! Kastet ned fra en rutsjebane og sparket på.. Jo..

Jeg fik en meget beskidt og hævet hånd at se – og First Man blev sat i spidsen for sygehjemtransporten, bistået af den nye legekammerat der også havde fået noget hårdt i hovedet, af samme monster.

Jeg selv stod i spidsen for det opsøgende politiarbejde, for at finde og identificere møgungen, da jeg jo som bekendt slet ikke er så cool til at håndtere ulykker, som First Man. Det gik ikke ret godt, det med at finde forbryderen, idet vi ikke havde andet at gå efter end ”stor dreng med blå bluse”.

Dem var der en ganske anseelig del af. Og jeg kunne jo af indlysende årsager ikke så godt gå hen og knurre af dem alle sammen. Selvom lysten var der!

Hjemme på terrassen sad en stille og bleg Gårdmand Bjørn med 2 fingre så tykke som langelandske medisterpølser, i en ispose..

Næste morgen drog vi af sted til nærmeste skadestue, en køretur på godt 45 minutter. Vi kom på rette tidspunkt og skulle vente i 8 minutter.

En læge trykkede ham på hånden, vendte medisterpølserne en gang og sendte ham direkte i røntgen.

De så eftersigende ikke brækkede ud – men da det var svært at se på børneknogler – fik han dem alligevel tapet op og vi fik besked på at se noget mere læge sådan ligesom idag eller i morgen.

Netop som vi kørte tilbage ind igennem porten til campingpladsen, siger Gårdmanden: “der er han”  hvorpå jeg fløj ud af bilen.

Det var vitterligt ikke for at råbe af drengen – men for at fortælle hvad han egentlig havde gjort – samt at sige til hans forældre at de måske skulle forslå deres søn at lege med nogle på sin egen alder – hvilket vil sige 5 år ældre end Gårdmand Bjørn og hans kammerat, som jo kun er 9 år.

Jeg nåede dårligt at fortælle drengen hvad der var sket, med min søn, aftenen før da han – udover alt det andet – havde anbragt et spark på min søns hånd, før hans rappedulle af en mor sagde at det var i hvert fald ikke hendes søn som gjorde sådan noget – at sparke på små drenges fingre..

Øhh nå – og vidner og sådan – der var godt nok ikke noget Ekstra Blad i nærheden der havde foreviget hele misdåden, men alle de 9-10 årige drenge havde da set det.. Nå så okay nok ikke alle – men nok til at der var en del forargede smådrenge som var klar til at vidne!

Imidlertid nåede drengen faktisk at sige undskyld til Gårdmand Bjørn, som storsindet sagde: “det er okay det gør ikke noget” hvorpå furien vendte om og fortsatte sin vej mod poolen. Faderen kiggede undskyldende bagud – og First Man og jeg konstaterede at nogle var mere lydhøre end andre.

Nå, hånden er stadig tapet op – medisterpølserne er blevet til knækpølser – blå knækpølser, det af dem som er synligt i hvert fald – men gør dog ikke mere ondt end at han er i stand til at spille Lego Batman på PS2 indtil vi har en tid hos en knoglereparatør i morgen, som kan bekræfte at der ikke er andet galt.

Men det ændrer ikke på, at nogen gjorde ondt på min søn og jeg ønsker ham onde drømme i mindst 2 nætter, ucharmerende hårvækst i næse og ører samt glatte snørebånd, resten af hans liv. Blev der sagt. Altså møgbarnet – ikke min søn.. Min søn har nemlig velcro.