Selve historien om det der er sket – som de fleste nok har læst – er rigtig nok.

Men 80 % af detaljerne omkring selve hændelsen, er så langt fra sandheden at man må spørge sig selv om vi taler samme sprog. At de forskellige medier så kopierer hinanden, gør ikke hønen mindre.

Selv politiet ved ikke hvor nogle af de ting som journalisterne skriver, kommer fra. Og da de ofte bliver nødt til at reagere på henvendelser som kommer netop på baggrund af disse fejlagtige ”sandheder” er deres arbejdspukkel uforholdsmæssig stor.

Tænk at skulle reagere på – i denne sag – henvendelser vedrørende et vidne som er beskrevet som ”Dame med barnevogn” når det i virkeligheden bare var Kasper (opdigtet navn – det rigtige navn er redaktionen bekendt) der fulgte sin søn over vejen. Jeg tror nok at ”Kasper+søn” meget vil have sig frabedt sammenligningen med ”Dame med barnevogn”.

Det er da tankevækkende.

Jeg mener, jeg vidste godt at man – ifølge den grovegeneralisering og visse fordomme…

Hov, der kom de søreme igen, de der politisk ukorrekte fordomme, undskyld til de som har ondt visse steder, når jeg lader skinne igennem at jeg er et menneske med fejl og mangler!

…

Nå men, jeg kom fra de der uvederhæftige journalister, jeg kan mistænke for udelukkende at tænke på salgstal og oplag, som derfor skriver som det passer dem, efter den danske devise ”Fem høns på papiret er bedre end en fjer i hånden” eller sådan noget.

Jeg mindes en dokumentar for mange år siden, der berettede om et forsøg på en perron til en togstation.

På den ene side stod der en del mennesker, og på den anden var der kun to. Den ene af de to tager en stålkam op af lommen, reder sit hår mens han går forbi den anden. Den anden kaster sig derpå til jorden og råber, og der kommer vist endda nogen og bærer ham væk på en båre.

Folk på perronen overfor havde, bagefter afhørt, mange spændende og gode udlægninger af det hændte. Kun to!! TO mennesker var i stand til at sige hvad der virkelig var sket. At det var en kam, og ikke en kniv. At de to mænd ikke på noget tidspunkt rørte hinanden, og dermed ikke kom op og slås, samt at der altså ikke var blod over det hele, som nogen endog havde troet de kunne se.

…

Gad vide om de mennesker på perronen var journalister?

Blot for at konstatere at man ikke skal tro på alt hvad man læser i aviserne.

Det vidste jeg ellers godt, men det blev bare lige penslet ud for mig efter Prinsessens ubehagelige episode!

Og jeg vil bestemt ikke til at piske en ny stemning op. Nu hvor vi lige har glemt det.

Naturligvis ikke.

Ikke desto mindre stoppede han.

Ved busstoppeskuret.

I regnvejr.

Og gjorde tegn til Prinsessen at hun skulle hoppe ind.

…

Hvilket hun ikke ville.

Hvorpå han blev vred og gentog sin gestus for at få hende ind og sidde i bilen.

…

Prinsessen kiggede nervøst væk.

- og så kom der en far med sin søn, på den anden side af landevejen.

Og så kørte manden i den røde bil.

…

Da Prinsessen ringede til mig – tydeligt rystet – var det svært at få hoved og hale i hendes forklaring. Så jeg bad hende få fat i klasselæreren, aldeles omgående. Og da de to havde snakket, og Marianne øjensynligt havde fået mere ud af Prinsessen end jeg, ringede hun til mig og sagde at hun syntes jeg skulle ringe til politiet som i “NU”.

Hvilket jeg gjorde, og de rykkede ud. Selvom hun ikke havde samme profil som de andre.

Mindre end 15 minutter efter jeg havde snakket med dem, stod de på skolen, i fuldt ornat og iført politibil med blink. Og skabte, som man kan forestille sig, en vis røre blandt eleverne.

Der skulle udspørges om en mængde ting og Marianne sad med min Prinsesse igennem det hele. Prinsessen fik ros af politiet, fik at vide hun var et rigtig godt vidne og havde lagt mærke til mange vigtige ting. De havde været så hensynsfulde at der både var en kvinde og en mand, til at udspørge hende. Og i stedet for mig – eller en SSP værge som de i farten ikke kunne nå at fremskaffe – kunne Marianne holde hende i hånden og tørre hendes tårer. Jeg sad langt væk og kunne ikke rigtigt gøre noget, men jeg var dog fuldstændig overbevist om at min pusling var i de aller bedste hænder.

Og det var hun.

Selvom der ikke skete det frygtelige man ikke tør tænke, så bliver man alligevel netop bange for alt det der ikke skete.

For hvad kunne der ikke være sket.

…

Jeg magter ikke engang at tænke tanken til ende.

Vel hjemme igen sammen med hele familien, skulle der snakkes. Og snakkes lidt mere. Uanset at det måske bliver gentagelser. Det er jo langt bedre at det fylder udenfor hende, i stedet for inden i hende. Så længe det er hende der bestemmer rytmen. Kun sådan kan man holde dæmoner, mareridt og drama lidt på afstand.

Drama hører ikke desto mindre mennesker til, piger på 14 i særdeleshed. Og på en eller anden sær vis bliver man altid mere ked af det og mere rystet når man skal fortælle om oplevelsen. Sætte ord på. Det er ikke hysterisk, men naturligt. Vores tildragelser bliver altid mere virkelige med ord på.

Jeg er evig taknemmelig for de dejlige lærere der netop lod hende være rystet, der gav hende lov til at græde, som trøstede hende, også selvom der ingen større skade var sket.

Jeg knuselsker de kammerater der på den sødeste måde fik draget omsorg for hende, som støttede, lyttede og trøstede, som kun venner kan.

Jeg har derimod ikke ord til at beskrive mine følelser for ældre mand som vil tage meget unge piger med i bilen.

Uanset om det var “Manden i den røde bil” eller ej.

Jeg tager til enhver tid to år et lækkert sted mod at miste den ene postkassenøgle.

Hvorom alting er, så er jeg den eneste der kan låse postkassen op for at se om der er noget i. Med mindre der forsøges at lirke postkassen op med den forhenværende postkassenøgle.

Nå…

Som regel husker jeg at stoppe bilen og tage posten med mig før jeg når helt hjem; der er nemlig uforholdsmæssigt langt hen til denne postkasse i og med PostDanmark i deres visdom har bestemt at den skal stå i skellet. Altså tømmer jeg ikke post så tit som jeg burde. Bortset fra om fredagen når der er reklamer!

Men i går tømte jeg . Og der lå et brev. Til Gårdmand Bjørn.

Uden afsender.

Derimod stod der “Dø” på bagsiden og jeg blev kold og klam. Tænk nu hvis han var kommet ud i noget snavs. Selvom jeg havde lidt svært ved at se hvordan han skulle være kommet det.

Jeg åbnede – meget mod mine principper – kuverten, og undskyldte det med at hvis jeg kunne spare min søde dreng for et chok der ville traumatisere ham for livet, så var denne kriminelle handling okay.

“Du er død” kunne jeg læse. Og så var det skrevet under med prikker. I bedste gækkebrevsstil. En anelse morbidt til en 11 årig, syntes jeg jo nok.

Jeg gik ind og delte denne forfærdelige nyhed med First Man og Divaen. Der var lidt snak for og imod om vi skulle vise ham brevet. Jeg var mest stemt for at gemme det lidt væk og forberede ham på det. Man hører så meget om hvor modbydelige børn kan være.

…

First Man sagde at vi jo ikke vidste hvordan Gårdmanden selv opførte sig. Sandt nok, men lige i det øjeblik var jeg lidt ligeglad. Min søn skulle ikke have dødstrusler uanset hvor fræk han så var.

Jeg listede ind i stuen og satte mig ved siden af ham. Begyndte pædagogisk at spørge om han havde været oppe og skændes med nogen. Han så på mig med store øjne: “Nej??” kom det overrasket. “Hvorfor det?”

“Er du sikker” vedblev jeg. “Ikke nødvendigvis fra skolen”

Han tænkte sig om og rynkede panden. “Nææ, ikke det jeg ved af” sagde han så.

“Hmm” sukkede jeg og spekulerede på hvorfor det så var landet i postkassen, med hans navn på.

Jeg begyndte igen: “Du har ikke været oppe og skændes med nogen på lejrskolen?”

“Nej” insisterede han.

“Og du kan slet ikke komme i tanke om nogen som vil dig noget ondt?” blev jeg ved.

Og så lyste hans ansigt op i et stort smil: ”Mener du det der brev?”

…

Jeg måbede..

“Ej mor, det var bare et jeg skev fordi jeg legede at der var nogen efter mig. Men så kom jeg til at putte det i postkassen og kunne ikke finde dine nøgler så jeg kunne ikke få det igen. Men det er længe siden!”

…

Jeg kyssede ham og gik min vej.

…

Men jeg synes ellers at jeg var rigtig god til at håndtere det, hvis nu det havde været noget rigtigt farligt…

Og med det mener jeg 05.30. Det er godtnok ikke så tidligt som jeg gjorde for en del år siden og startede kl. 06.00 på jobbet. Da skulle jeg op midt om natten, nemlig 04.45. De tider er heldigvis ovre.

Men altså jeg står tidligt op og går også forholdsvist tidligt i seng. Forholdsvist. For der sker så meget spændende og der er så meget jeg gerne ville. Der er bare ikke tid til det. Jeg forsømmer bloglæsning på det groveste, min egen blog kan knap nok få besøg af mig, men ja, sådan får det være.

Jeg prøver at lægge mig selv i seng før kl 22. og det glipper altså sommetider. Så kommer jeg i seng kl. sent og sover først længe efter jeg skulle.

På sådan en uge kan jeg faktisk nå at oparbejde et gedigent søvnunderskud og mit humør bliver ikke altid bedre efterhånden som vi nærmer os fredag. Men pludselig er det weekend og jeg kan glæde mig til at sove rigtigt længe og virkelig blive frisk.

Og hvad sker der så?

…

Så slår jeg øjnene op kl. 07.00 på den pensionerede måde – det er en kendt sag at jo ældre man bliver jo mindre søvn har man brug for – og jeg kan ikke falde i søvn igen. Det kan First Man så heller ikke, med det resultat at vi ligger der og glipper overrasket med øjnene og ender med at stå op begge to, så meget weekend er der altså ikke over mit liv lige pt.

Nu da jeg har 3/4 teenagere, får jeg faktisk ikke selskab i køkkenet de første 3-4 timer og min dag er nærmest halvvejs når jeg kan sige godmorgen til de drypvist ankomne børn.

Dette indebærer også, at jeg om aftenen bedst som jeg tænker at nu skal jeg rigtig se en god film og vi skal hygge os allesammen, for slet ikke at tale om at have gæster, så begynder jeg omgående at gabe kæberne af led, og jeg ender i min seng, afkræftet og udmattet, længe inden midnat.

Alternativet ville være, for det har jeg prøvet, at jeg faldt i søvn foran filmen og var helt smånistret indeni af træthed.

…

Har dog taget konsekvensen og er begyndt at invitere mine weekend middagsgæster allerede til kl. 17.30 så jeg kan få dem ud af vagten og komme i seng.

Gårdmand Bjørns motocrosser skulle sælges, da han havde knæene omtrent på niveau med hagen når han sad på den, og jeg havde derfor sat en annonce i gul&gratis.

Blev kontaktet mange gange af folk med spørgsmål de ville have fået svar på helt automatisk, men det forudsatte at man gad læse annonce teksten en anelse grundigere eller måske læse mere end overskriften.

Og så blev jeg ringet op.

Af en der gerne skulle have crosseren med det samme.

…

Og han havde en lidt – det er nu fordommene kommer ind i historien – ufaglært måde at udtrykke sig på, og jeg spekulerede faktisk på om han havde elektricitet på alle etager. Det lød ikke sådan.

Og det blev ikke bedre da han sagde sit navn. Ejheller hvor han ville komme fra.

…

Da First Man ikke var hjemme og jeg ikke havde meget lyst til at skulle styre en motocross, mine børn, mistænkelige personnager og mange tusind kroner, uden pædagogisk støtte fra ham.

Jan mekaniker kunne ikke, han skulle sælge en bil. Gode råd var altså dyre, men jeg fik fat i gode venner som kunne – og ville – assistere ved en eventuel handel.

…

Vi stillede os derfor ud ved den større landevej for at indfange biler fra storbyen med potientielle kunder i, da Møllen er lidt svær at finde.

Jeg jokede med at de sikkert kom i en sort Audi, da mange i den bydel vist havde en forkærlighed for den slags. Det var endnu en fordom.

…

Der kom nemlig ingen sort Audi. Der kom et rustent vrag af en citroën der havde set bedre dage for mange år siden.

…

Og så fik jeg indtil flere hjertestop og savnede pludselig min mand intenst.

Havde det så bare været bilen.

Men nej, ikke alene var bilen direkte skræmmende; inde i den sad fire unge mænd af den slags jeg end ikke ville gå forbi ved højlys dag uden at forlange politieskorte.

…

Jeg tænkte febrilsk at det nok ikke havde været det allermest hensigtsmæssige ligefrem at invitere fire ungersvende af anden etnisk herkomst, fra Vollsmose, på besøg i Møllen. Endnu en fordom!

Men nu var de her, så der var ikke så meget at gøre.

Motocrosseren havde vi taget ud på græsplænen og vi lukkede lågen forsvarligt bag os da alle var inde. Jeg beordrede Gårdmand Bjørn op på sin crosser, med den tanke at når han sad der, kunne der ikke sidde andre.

Vi fik snakket, prøvet og pruttet, og enden blev at de ville betale den pris jeg havde sat som mit mål. Så langt så godt.

Jeg fik straks pengene og de bad mig om at lave en seddel med mit navn og telefon nummer på, som jeg naturligvis gav dem, dog ikke uden at spørge hvorfor.

De kunne så berette at politiet jævnligt stoppede dem for at tjekke at deres fartøjer ikke var af stjålet art. Og man spørger sig selv hvorfor… Sarkasme kan være anvendt..

Jeg slog nogle meget himmelblå op og sagde at de for det første ikke måtte køre andre steder end på en bane med denne crosser, og at de vel ikke var hverken ballademagere eller kriminelle, var de vel???

…

Det lød simpelthen så dumt at jeg var lige ved at fnise, men blev bremset af mine hjertestop der stadig lurede i baggrunden. Det var jo ikke sikkert at de syntes om at blive fniset af.

…

Vi gik ud til bilen i samlet procession, jeg – som var svært glad for at det nu var ovre – gik bagerst. Jeg så lidt skeptisk på deres bil og påpegede på mormåden at de altså ikke ville kunne få motocrosseren ind i den bil, hvis de alle fire også skulle transporteres tilbage hvorfra de kom.

Lovligt, forståes.

Ork jo, bedyrede de, hvorpå de lagde bagsædet ned.

…

Crosseren blev bakset ind og de to der nu havde fået deres pladser optaget af motor og dæk, stod lidt og stirrede rådvilde på bilen. De to andre havde sat sig ind foran og var dermed sikret en siddeplads. Den ene kløede sig under stråhatten og sagde noget jeg ikke forstod ordene af men meningen var god nok.

Resolut maste de sig ind bag i bilen og tog plads oven på den liggende crosser og sagde at jeg var velkommen til at tage et billede af dem.

Som sagt så gjort:

Og mens vi vinkede farvel, indprentede jeg dem at de altså skulle køre ordentligt og i øvrigt huske at skrue støttebenet af når de kørte, samt have halskrave, brynje og rygskjold på. De vinkede igen og så råbte den ene ud af vinduet, og det er så nu, det med komplimenten : “Yo man, du’faame sød, du’er”!

Med accent og det hele.

Ikke et øje tørt!

Og væk var de.

…

Jeg er ikke så naiv at jeg tror de er medlem af en klub eller at de udelukkende vil køre på bane, men det er ikke mit ansvar mere. Jeg fortalte dem hvordan de ikke skulle gøre, så er resten op til dem. Jeg fik til gengæld lige revideret et par fordomme eller tre!

Og politiet har da ikke ringet endnu…

Jeg ville have en køkkenhave og mine blomster og landsbyens højeste træer. Det med de højeste træer er muligvis løgn, men det lyder da meget godt.

Nå…

Nu er jeg hjemme og takket være flere udefra kommende parametre, er jeg nu i stand til at beundre en lille bitte courgette som vokser frem i mit drivhus.

De udefra kommende er First Man.

Ikke at han er i flertal, men bare noget mere vedholdende end jeg når det kommer til beplantning og den slags.

Desuden har jeg lært at de sidste skal blive de første.

Om det så lige var Eventyrløbet Matthæus havde i tankerne da han skrev det med de første og sidste, er jeg ikke helt sikker på, ikke desto mindre tager jeg hans ord for pålydende!

I hvert fald, jeg var med i Eventyrløbet i torsdags.

Eventyrløbet 2013 – eller skal jeg sige “vandring”?

Med kongeligt firkløver og First man og det hele. I arbejdssponsoreret T-shirt.

Fire medlemmer af familien løb og reddede dermed æren.

…

Andre gik.

…

Divaen havde ondt i maven og lod sig overtale til at følges med sin invalide mor. Og vi gik. Og selvom vi gik rask til, var det ikke helt nok til at slå nogle rekorder. Men jeg kender en af dem som løb vildt stærkt. Det må smitte lidt af.

Divaen ville lægge ud med at lunte. Det ville mit ben ikke. Følte mig også psykologisk slået hjem af skrækken for om andre fibersprængninger havde tænkt sig at slå sig ned i min krop. Så vi gik.

Bagerst. I feltet. Faktisk i flere felter, idet folk jo bliver sendt af sted på forskudte tidspunkter. Og vi endte hele tre gange med at vandre bagerst. Stoisk. Selvom jeg prøvede at opmuntre Divaen og få hende til at se positivt på det hele havde hun meget svært ved at se det morsomme i at GÅ forbi folk, 700 meter after start.

På et tidspunkt var der en lille dreng som var blevet væk fra sin mor og vi hægtede os lidt på ham for at have en synlig undskyldning. Da det viste sig at det mere var hans mor der var blevet væk fra ham, end ham der var blevet væk fra sin mor, forsvandt den – undskyldningen – desværre igen og vi måtte fortsætte vores ensomme vandring spidsrod gennem byens gader indtil vi nåede skoven.

Der var vi til gengæld ikke spor ensomme mere.

Og blev nok også bandet væk af mange meget seriøse løbere der absolut skulle løbe hvor vi gik. Og før de ophidsede løbere kommer for godt igang vil jeg skynde mig at sige at vi gik pænt i højre side og så langt væk fra midten som det var muligt uden at støde ind i træer.

Desuden gik vi rent faktisk hurtigere end nogen der løb. Særlig en mand fra Odense Tekniske Skole, med pjevset mørkt skæg og briller. Han spænede forbi os, og stod så, gasblå i ansigtet, 500 meter længere henne hvor vi så kunne gå forbi ham, mens han fik pusten igen, hvorpå han spænede forbi os endnu engang og gentog denne ejendommelige opvisning af intervaltræning ikke mindre end seks gange.

Da vi nåede opløbet og indgangen til Stadion, satte Divaen i løb. Hun følte ikke hun ville overleve den ydmygelse det ville være at gå i mål. Da min forfængelighed jo desværre er i familie med hendes, løb jeg med de sidste 200 meter.

Hvilket øjensynligt var en fejl.

Mit ben følte nemlig derefter trang til at tredoble sin normale størrelse og generede mig en hel del de næste 48 timer, men jeg kan nu igen få øje på mellemrummet mellem mine tæer så jeg er nok ovre det værste.

Vi gik tilbagelagde de fem km. på 47 minutter.

Ingenlunde en tid jeg er stolt af, og det er da også kun visheden om at jeg vil tage en gedigen revanche næste år, der får mig til at reklamere med det, her.

Jeg vil derfor som Terminator – på den østrigske måde – sige: “I’ll be back!”

…

Oprindeligt altså.

Jeg kæmpede endda for at finde noget afsindigt morsomt at berette.

Men så skete der en lille ting, en lille dum irriterende bagatel som væltede mit ellers udmærkede humør ned i en spand med galde.

Og så skal jeg da lige love for at bøvsene ligefrem stod i kø for at komme op i lyset.

…

Og den slags er så hamrende upraktisk. Man burde jo gerne have så meget åndsnærværelse at man ville være i stand til at sige vrisse: “Gå-så-hen-og-læg-dig” til sin bøvser, advare folk der kommer i nærheden og i det hele taget bare vende sig om på den anden side og være ligeglad og nyde solen.

Men når man først er kommet i bøvsehumør er det svært at grine. Man kommer til at fnise og pludselig kan man huske at man var sur og så råber man lige en ekstra gang for ligesom at slå fast at det var bøvsen der kom først.

Jeg var endda så muggen at da en pseudofrisk Mette-Karoline ringede om et godt tilbud på billig el, og jeg – meget kort for hovedet – fik sagt: “Har ingen interesse” så insisterede hun ikke, sagde blot pænt farvel og lagde på.

Jeg var ikke fri for at være en ganske lille smule skuffet over sådan at blive frataget min mulighed for at vrisse. Den chance kom da heldigvis igen da jeg skulle læse mails og andre af den slags der kræver at man svarer.

Derfor, jeg har intet andet en brok at slynge ud, og det synes jeg ærligt talt er lidt synd, derfor vil jeg holde min mund, blot nyde at det er en slags onsdag – selvom det er tirsdag – og at mit pæretræ er ved at springe ud!

Det passede nemlig stort set med at First Man og jeg mødte hinanden for 25 år siden. (Eller rettere det var idag – d.6 maj vi mødtes i 1988) Mødtes!! Vi har altså ikke sølvbryllup endnu..

Men altså vi mødtes, og derfor skulle jeg “bortføres” og tilbringe natten på et for mig ukendt sted. Divaen vidste godt hvor jeg skulle hen, men hun ville desværre ikke sladre.

Først kørte vi mod nord og forbi en masse vand. Og bedst som jeg troede at jeg skulle til Valdemar Slot, kørte vi den anden vej. Så troede jeg vi skulle ende på Holckenhavn, men kørte også forbi. Så sad jeg og blev helt rørt over at vi skulle til Nyborg Strand, hvor min mormor holdt alle sin barndoms sommerferier. Men vi kørte også forbi der. Så kom vil til Kerteminde, og jeg tænkte at det ville vel nok være morsomt at fortælle min kollega – som bor i Kerteminde – at jeg netop var der, men den morsomhed blev aflyst da vi kørte ud af Kerteminde igen.

Nu var jeg efterhånden noget mystificeret og jeg kunne virkelig ikke komme på flere romantiske steder man kunne blive bortført til.

Til sidst kørte vi mod Odense, så blev jeg bedt om at lukke øjnene og da jeg fik besked på at åbne dem igen, holdt vi foran Munkebo Kro.

…

Vi blev indlogeret på et hyggeligt værelse med en kurv med rødvin chips og chokolade. Vi gik en lille tur og vendte tilbage og kunne – i bedste Downton abbey stil, klæde om til middag.

Blev derefter placeret ved et bord med udsyn over noget meget blåt vand.

Og så fik vi mad. Vi åd os igennem 4 hors d’oeuvres og 5 retter mad. Jeg kunne trille da vi var færdige.

Maden var ubeskrivelig lækker og meget fornemt anrettet.

Og jeg spildte ikke. Det gjorde First Man derimod. Han fik smurt grøn mayonnaise ud på den hvide dug og dermed er jeg nu ikke den eneste i familien der smører grønt stads ud på hvide duge når man er på restaurant.

Og det er jo helt betryggende at vide!

At der ved nabobordet blev installeret et fransk par, vi kunne sludre med og drive hotelpersonalet til vanvid sammen med, gjorde kun aftenen og de små timer endnu mere morsomme og var ydermere grunden til at vi kun fik sovet fire timer.

Men SÅ fik vi morgenmad.

Morgenmaden var så stor at jeg et kort øjeblik nåede at frygte at jeg ville revne. Dette skete heldigvis ikke, men vi nåede et godt stykke op af søndag eftermiddag før jeg kunne indtage andet end luft.

Ude på parkeringspladsen var det bestemt ikke svært at finde vores røde lyn.

For det første var det den eneste røde bil, blandt sorte, grå og sølvfarvede. For det andet fordi den den næstbilligste bil var en spritny Fiat 500. Jeg tror dog ikke at hverken Jaguar, Mercedes eller Audi Q7 tog skade af at holde ved siden af vores Mazda 323, selvom man jo aldrig kan vide.

Selve opholdet var en rejse i mad.

Det føltes som om vi ikke havde foretaget os stort andet end at spise, i de samfulde 18 timer vi var væk fra Møllen.

Vel hjemme igen, foregik al yderligere aktivitet i fuldstændig slowmotion og vi ramte vores respektive hovedpuder mens det endnu var lyst udenfor.

En fantastisk overraskelse og afgjort en del af pensionsopsparingen værd.

Jeg har nu – som varigt minde – helt ubeskriveligt mange billeder af mad som jeg kan se på når jeg engang igen om et par måneder bliver sulten.

…

Ja, den i vores familie meget lidt populære mand, som flere gange har klippet vores fælles hæk ned i dværghøjde for at få sol på sin egen beplantede have, han er blevet…

Ja, jeg vil nu ikke gå så langt som til at sige at han er blevet sød, men så i det mindste venlig!

!!!

Ja?!

Simpelthen.

Spørg mig ikke hvorfor – det er os en gåde – ikke desto mindre har han, DDN, diskuteret over denne lave hæk, med First Man.

Om drivhus, om blåbær og agurker og en hel del andre ting som First Man ikke helt kunne afkode, grundet dialekt og etniske forhold.

Kulminationen på denne “vi taler med vores nabo” blev at han i går overrakte First Man fem gamle billeder af Møllen på Øen, som han må have printet fra et eller andet lokalhistorisk arkiv.

Okay, gamle er måske så meget sagt, men disse billeder er i hvert fald fra 50′erne.

Møllen på Øen – tadaaaah!

Vi har selv nogle der er betydeligt ældre, men også af væsentlig værre kvalitet så det var jo fantastisk at se hvordan huset og haven så ud dengang.

Folk der følger med på Instagram, vil måske genkende det lille tilbyggede hønsehus som jeg tager billede af hver uge, med udsigt over hækken!

…

Ikke et øje tørt!

Og faktisk meget betænksomt af DDN, som jeg i mit umådelige storsind har besluttet, nu ikke længere skal hedde sådan.

Tænk lige, hvis alle tog bare et eneste mentalt skridt for at nærme sig dem man var kommet på kant med, hvad kunne det ikke ende med?

Og så en 4.maj?

Stort!

Pssst: Husk lige lyset i vinduerne i aften, vi lyser for fred og frihed!!

??

Flyt?

Ja, du får aldrig job i “udkantsdanmark”

…

Velkommen til!

Den udkant som gør at jeg skal køre 100 km hver dag, for at komme på arbejde.

…

Man kan blive set lidt ned på af så mange årsager. Enten kan man være hjemmegående.

Uhhha. Det er slemt. Så er man virkelig dum hvis man vil være afhængig af en mands – især ens egen mands – indkomst. Sikke noget gris!

…

Ligeså med at bo uden for storbyer.

I udkanten.

Det er kikset, ligusterfascistisk og hvad ved jeg.

Med mindre man altså er direktør, og ligefrem har en undskyldning for at bo idyllisk med smuk beliggenhed på den selvvalgte millionmåde. Ikke at direktøren opfatter så meget af idyllen hvis der skal bruges 3 timer på transport hver dag.

Men ham om det. Lad direktøren være og se på os andre.

Vi render ikke rundt i træsko, tørklæde om håret, smil på læben, friske røde kinder og en kurv med æbler på hoften, mens eftermiddagskagen bager i ovnen à la Bakkegården. Vi er heller ikke snævertsynede analfabeter eller ufaglærte monolinguister alle sammen, bare fordi CBS ikke er i nærheden.

Vel sidder der nogle gamle landmænd, på husmandssteder rundt omkring, der stort set aldrig har forladt deres ø og som aldrig har været i besiddelse af et pas. Bevares, dem findes der også nogle af. Men dumme tror jeg nu ikke de er af den grund.

Men os andre?

Vi kan måske bare godt lide at bo i store huse, uden derved at sætte de kommende fire generationer i så dyb gæld at ingen nogen sinde kommer ud af den.

Det er bare svært at få job udenfor storbyer, fordi nogle mennesker tror at centralisering er vejen frem. Og så må vi jo myldre til midten. Men at flytte? Det vil vi ikke.

Intelligens har jo ikke ret meget med postnummer at gøre.

Muligheder har derimod noget med postnummer at gøre, og det er en helt anden sag.

Jeg er ikke i tvivl om at de har savnet hinanden – børnene og deres Jørn – også selvom det er et lille bysamfund vi bor i, og man alligevel har kunnet hilse på her og der, så har afstanden været stor. Gårdmand Bjørn tog dog forskud på glæderne med et kæmpe bjørnekram fra sin lockoutede klasselærer, da vi var til samme konfirmationsfest forleden.

At vi også har savnet vores børns engagerede lærere skal der ikke herske tvivl om. Der vil altid være gode lærere og så nogle mindre gode lærere, men det er jo ikke noget unikt, at man ikke bryder sig om alle. Der er ting i skolesystemet jeg gerne så ændret, men det må blive en dag hvor jeg har mindre travlt.

Ikke destomindre fik jeg utætte tårekanaler, da jeg i går modtog et hastigt brev fra lærergruppen, hvor der stod noget i stil med:

“Kære forældre, vi ved det er med kort varsel, men vi har brug for at hygge os sammen med jeres børn, så i morgen tager hele skolen – undtaget 9.klasse – på tur hele dagen.”

De bliver kørt i bus, skal have madpakke med og der bliver brugt penge på en stor oplevelse.

Det lyste ud af beskeden at de har brug for en dejlig positiv oplevelse, og selvom børnene sikkert især ser det sjov der er ved at suse rundt på Egeskov Slot, så ved jeg at det betyder så meget mere for lærerne, som virkelig har savnet børnene.

Det kan virke tosset at man bruger tid på tant og fjas når der er så mange timer at indhente, men jeg tror det er nødvendigt for at kunne lave en god og solid bund for de par måneder der er tilbage. De har brug for fælles oplevelser der er gode. Brug for at få et fælleskab op at stå igen. Det har været hårdt for lærerne, men så afgjort også for børnene.

Jeg synes det er dejligt at de river – endnu – en dag ud af kalenderen og kommer tæt på hinanden igen på denne hyggelige måde.

Der er købt stort ind til årets bedste udflugtsmadpakke og jeg glæder mig til at høre om det hele i aften!

Til alle lærere derude: jeg er meget glad for at I er tilbage. Jeg er klar over I ikke fik det I gerne ville opnå, men kampen er ikke slut, den er først lige begyndt.

I mellemtiden gør I noget godt for vores børn. Jeg håber det tæller.. Trods alt!

Den koldeste april siden jeg ved ikke hvornår.

Til hvad nytte?

…

Nå.

Men der er nogle ting jeg ikke har tænkt mig at jamre over. Jeg er nemlig blevet fastansat. Fra i dag!

De er ikke rigtigt kloge, men jeg har også prøvet at holde mig i skindet så måske er skadens omfang ikke helt gået op for dem endnu.

Jeg jamrer heller ikke over mit badeværelse med gulvvarme.

Jeg har ikke glemt mine to vintre i en kummefryser.

Det gælder om at tænke positivt.

Så nu vil jeg skynde mig at tage min varme frakke på 1-0 til kulden, og køre 50 km 1-0 til CO2.

Men jeg skal på arbejde som fastansat 1-0 til mig, jeg er midt i “Vejen til Jerusalem” som Paul er så venlig at læse for mig 1-0 til mig..

2-2 altså..

…

Men jeg skal noget spændende i weekenden, selvom jeg ikke ved hvad det er – så 3-2 til MIG!

I Frankrig har nemlig man i mange år forsøgt at gøre skolen til et bedre sted at være. En skole der i høj grad er indrettet på voksne og ikke på børn. Det er hårdt at være barn i Frankrig. Det kan jeg da skrive under på.

Men den franske skole er indstillet på at man har lange dage. Den halvanden times lange middagspause med varm mad på den 4 retters menu, giver masser af brændstof til at fortsætte dagen lige til kl. 16.30. Det gør en våd rosinpakke, klidboller uden smør, sukker, mælk og andet hyggeligt, ikke.

Jeg finder det også tankevækkende at man forsøger at køre en skole som et firma. Som en business der skal være rentabel, ellers må vi optimere og rationalisere. Og fyre folk (elever) der ikke lever op til standarden.

Men det er børn, ikke maskiner. De skal blive til hele sunde mennesker og ikke små produkter af et skrabet system hvor kun de bedste (læs fra resourcestærke familier) kan overleve. Der skal være plads til alle, så alle kan få deres chance, deres mulighed. Det betyder at der skal være en bred vifte af tilbud alt efter hvad eleven har brug for.

Men så må man lade være med at spare specialklasserne væk, for ingen kan bilde mig ind at inklusion er sundt. Hverken for de børn der har behov for noget andet og mere, eller for de børn der klarer sig som de fleste.

For slet ikke at tale om lærerne.

Derfor koster skolen uforholdsmæssigt meget på papiret i forhold til hvad der umiddelbart kommer ud af det. Det er en langtidsinvestering og resultatet kan givetvis aflæses på de fornuftige dygtige mennesker der en dag skal overtage det hele når vi sidder på plejehjemmet og mimrer.

Men derimod kunne jeg godt tænke mig at forældre tog deres ansvar lidt mere alvorligt. Der er snart ingen grænser for hvad en lærer skal lære andre folks børn. En lærer er nu ikke bare det menneske der skal lære vores børn at læse. De skal også være psykologer, ergoterapeuter, diætister og meget mere. Og så skal det jo gerne krydres med guitarspil og noget andet spændende, så ungerne gider sidde stille.

Hvis nu vi turde opdrage vores børn selv, turde sige til og fra, turde kræve af vores børn at de skulle høre efter hvad lærerene siger, og respektere andre mennesker, så kunne det være det blev en anelse nemmere at være lærer og de faktisk dermed kunne få presset mere indhold i deres timer når tiden ikke skal bruges til at få Amalie til at spise sin madpakke og Johan til at tie stille på en mere permanent basis.

Men at få nogen til at lytte er nok noget af en opgave.

Og jeg er ikke sikker på at jeg gider have den. Opgaven altså.

Sagen er den at vi har været til konfirmation.

Og her opdagede First Man til sin store glæde – altså først efter jeg hviskende havde meddelt ham hvem han netop havde sagt goddag til – at han kunne dele lokale med en fantastisk guitarist ved navn Franz, som engang i 70erne revolutionerede den danske rockscene. Dette var så stort, for en af de få franskmænd i verden der kan synge med på både “Kvinde min” og “Hva’ gør vi nu – lille du” at han fik fat i denne legende efter middagen og bad om en autograf på et CD indlæg han lige havde været hjemme og hente, dog først efter at have forhørt sig om sligt nu også var helt i orden.

Hvilket det var.

Og så fik vi ellers en lille snak om det ene og det andet, Franz, First Man, Firkløveret og jeg. Til Firkløverets store forbavselse var han et ganske almindeligt hyggeligt menneske, præcis som Marianne Jelved der som bekendt tabte lidt af sin stjernestatus da det gik op for dem at det bare var damen fra stranden.

Ligeså mistede Franz også lidt at sit stjernedrys efter han både kunne fremsige et digt til konfirmanden og sige au revoir Madame til mig, da vi gik.

Ikke desto mindre, eller måske snarere netop derfor, har Rabalderstræde genlydt i møllen lige siden!

Rabalderen forstummede imidlertid da vi troppede op i haven for at fejre flere uger uden frost, med ild i bålstedet og snobrød til aftensmad.

Weekendens nederlag blev leveret af en småkage opskrift.

For det kan umuligt have været min egen skyld.

Jeg ville lave småkager til mine børns lockoutede lærere, der jo vender tilbage til skolen i dag. De har ikke haft det nemt og jeg ville derfor opmuntre dem lidt, og vise dem at de har været savnet.

Altså googlede jeg “nemme småkager” og fandt en opskrift som afgjort så nem ud.

…

Og jeg havde læst kommentarerne – også dem som var knapt så positive – men i det store hele følte jeg mig rustet til at kaste mig ud i denne ultranemme opskrift.

Og jeg fik rullet dejen ud – med besvær, bevares – og stukket stjerner ud.

Som blev bagt.

…

STJERNER, sagde jeg.

Stjerner… Ikke på grund af Franz, men på grund af det er den støste ikke julede udstiksform jeg har, uden vi går over til hjerteform. Men altså stjerneformede småkager, blev der sagt. Det var i hvert fald hvad jeg puttede ind i ovnen.

…

Hvorefter jeg tog pladen ud efter 7 minutter, og en kende skuffet kunne betragte dette.

Der kom altså ingen stjerner på besøg, så småkagerne måtte vente til en anden dag.