Når jeg er ude og rejse, elsker jeg at få noget jeg ikke kender, for at smage noget nyt. Det har ført til et par lidt anderledes episoder, idet jeg således forledt af min lyst til eksotisme, engang fik sat en tallerken sort blæk foran mig.

Jeg spiste næsten op.. og ved nu at en venetiansk blækspecialitet er en anelse kvalm..

Jeg elsker kogebøger. Har alt for rigtigt mange. Læser glad og gerne i dem, også når jeg ikke har brug for en opskrift. Jeg elsker film som Babettes Gæstebud og Ratatouille – ja, jeg ved godt det er en tegneserie, men den er bare så god!

Men mad.. Sådan generelt.. Det er jo noget fantastisk noget. Ikke bare til at blive mæt af.

Fordi:

For et par år siden fik jeg en opringning fra en overlæge på børneafdelingen. Han ville blot fortælle mig at mit ene barn havde en mild form for epilepsi.

…

At de godt kunne give barnet noget medicin, men medicin af den slags har bivirkninger og i øvrigt, men det ville han under ingen omstændigheder citeres for, var epilepsien så mild, at jeg også kunne prøve at fjerne tilsætningsstoffer fra barnets kost. Bare et par måneder, for det kunne jo være det virkede.

..

Jeg sad længe med telefonen i hånden efter overlægen havde lagt på. Gik derefter direkte ud og tømte mit køkken på den hysteriske måde.

..

Er I godt klar over hvor meget der er tilsætningsstoffer i?

Så jeg begyndte at lave stort set alt fra bunden.

Det er muligt men besværligt. Der blev ens regler for alle – jeg kunne ikke bære at have et barn som ikke måtte få noget som helst og de andre uhæmmet kunne mæske sig med alskens e-numre.

I forvejen var sodavand kun noget der var i huset til jul og fødselsdage. Slik én gang om ugen. Sukkermorgenmad kun i weekend og ferier.

Nu lavede jeg sodavand med danskvand og økologisk saftevand. Jeg lærte at lave slik selv, selvom de gerne måtte få økologisk chokolade. Morgenmad med sukker i blev helt forbudt og skulle det gå højt, fik de ristet havregryn med sukker i.

Jeg nævner slik, sodavand og morgenmad fordi det var det sværeste. Det meste andet kunne fås uden alt for meget kemi i, eller laves uden de store problemer.

Sådan levede vi i 6 måneder til næste kontrol på sygehuset. Bliv ved – sagde overlægen. Jeg blev ved.

Og 18 måneder efter, kunne vi gå derfra, med et rask barn, og besked om at epilepsien var væk. Overlægen rådede os til at fortsætte, men at 80 % (hjemmelavet) var rigeligt, så længe der ikke kom flere anfald.

Og sådan har vi stort set levet siden.

Det har givet nogle meget uventede fordele. Mindre kræsne børn faktisk. Børn, der er mere nysgerrige omkring mad. Opmærksomme på hvad mad kan gøre ved kroppen.

De kan komme hjem fra venner og forundret meddele at der hverken er grøntsager til aftensmad eller ordentlig morgenmad. Det chokerer dem også når en klassekammerats madpakke kun indeholder en krydderbolle med nutella.

Jeg.. ja, jeg er jo ikke objektiv mere, jeg tror på at mit barn er blevet rask udelukkende på grund af god og sund mad. Det er muligvis forkert, men når jeg har en overlæge som bekræfter mig i min overbevisning, er det svært at tro på andet.

Jeg orker bare ikke at indgå i kategorien af klidagtige speltmødre, for sådan er jeg ikke.

Det er hårdt at skulle forsvare det man gør, overfor mennesker som måske gerne ville lave flere ting selv, men som ikke orker det og bliver mindet om deres egen dårlige samvittighed, ved omgang med sådan nogen som mig. hold nu OP en lang sætning – jeg blev helt forpustet..

Alt med måde, vi er ikke fanatiske mere, vel spiser vi posebiksemad eller thai take-away når det skal gå stærkt og vel får de slik og sodavand ind imellem. Det hænder også at vi spiser McDonalds, selvom det altid viser sig at være en skuffelse af tomme kalorier som ikke mætter ordentligt.

Basen er stadig ca. 70-80% hjemmelavet, med ordentlige råvarer.

Men de ækle poser med blå og grønne giftbomber, som børn i den ganske verden får udleveret til børnefødselsdage, spiser de ikke.

For.. vi er hvad vi spiser. Jeg tror ikke at hvidt toastbrød og blå e-numre giver lige så rolige og sunde børn som fuldkornspasta og hjemmelavet chokolademousse gør.

VELBEKOMME

Firkløveret kan som regel godt lide danske film, hvor der er nogen som snakker fransk. Det er rart at kunne begge sprog – at kunne følge med på flere niveauer.

Derfor elsker de vi også Olsenbanden over alle bjerge – hvor de er i Paris. Og vi griner inderligt når Benny skal sige ”nu” til Suzanne og det bliver til ”nøgen” i stedet for!

Så vi ville se Babettes gæstebud.

Stephane Audran, som spiller Babette, kunne ikke et eneste ord på dansk – og havde lært hele rollen udenad, uden at vide hvad hun sagde. Faktisk ret godt klaret. Men hun laver jo mad i denne film, ganske inspirerende mad – og Divaen blev enig med sig selv om at hun sagtens kunne lave en middag som lignede.

Hun måtte bare love sin sarte lillesøster at vagtlerne blev serveret uden hoved.

Jeg kunne nemlig fortælle at den eneste gang jeg fik vagtler, var hovedet med og da First Mans tante satte tænderne i kraniet på den stakkels fugl og sugede hjernen i sig, var jeg ved at besvime.

Eller kaste op.

Kunne ikke helt bestemme mig. Men det er mange år siden – så jeg var helt med på at prøve igen.

Jeg ringede til områdets bedste slagterbutik og fik bestilt nogle vagtler helt skrællede for knogler og diverse indvendige skeletstykker. Der blev indkøbt foie gras, nogle trøfler og en masse andet, hvorpå Divaen ellers gik igang.

Det endte faktisk med at blive til en slags Cailles en sarcofage og de smagte vidunderligt. Og det var nemt! Jeg hjalp nemlig heller ikke til denne gang.

Forretten var græskarsuppe med ristede rejer. Ingen skildpadder her! Så fik vi blinis Demidoff som i filmen og dernæst Vagtler.

Desserten var chokolademousse med hjemmelavede marengs og en marcipankage med safran.

Her bliver foie gras og trøffelskiver pakket ind i den noget ledeløse fugl. Hvis vi nu havde ventet lidt med at spise, kunne vi faktisk godt have kaldt det for  “Dyrlægens natmad”!

Lidt klippen og klistren med butterdejen som bliver forvandlet til:

nogle ret store “sarkofages”. Tarteletter i overstørrelse. NEMT!!

Og det færdige resultat. Alle kunne lide det – også dem på 10!

Vi sagde at det var en slags minikylling uden ben, og med foie gras i, og  han åd rub og stub! Det gjorde vi andre også!

Og desserten. Mmm. First Man ville vide hvorfor danskere altid skal mmm’e når de har taget en bid – og vi måtte blive ham svar skyldig.

(Siger vi da sådan?)

Under middagen snakkede vi om at lave mad.

Daglig mad. Men også lækker mad.

Det er mærkeligt hvor mange franskmænd som aldrig laver mad; som køber råvarer af dårlig kvalitet, eller færdigretter. Både til daglig når det skal gå stærkt men også til fest hvor det meste mad kommer udefra.

Netop i et land som Frankrig, hvor de fineste råvarer er til rådighed så nemt som ingen ting.

I forhold til Danmark hvor forholdsvis mange mennesker kan lave god mad og hvor maden som regel er lidt mere bastant og lidt mindre forfinet. Det forstår jeg ikke.

Pigerne har virkelig nydt at lave fin fin mad til familien, vi har nydt at smage noget vi ikke får så tit og det gav en anden stemning omkring bordet. Nu mangler vi bare drengene, de har bestemt også lyst men har ikke haft tid endnu – det kommer!!

En lang og intensiv jagt. Som har fået mig vidt omkring. Det kunne jo ikke passe at de bare forsvandt, helt uden grund.

Startede min eftersøgning hos en frisør. Hun foreslog at det kunne være mere eller mindre kalk i vandet. Idet hendes hår var mærkeligt når hun var på ferie i alperne, hvor vandet er så blødt.

Blødt og hårdt vand. Det kunne jeg jo ikke bruge til noget – jeg ville have tal og sammenlignelige størrelser på skærmen.

Jeg kom på nettet og tjekkede vandhårdhed. Har altid hørt at vandet hjemme på øen er frygteligt hårdt. Det skulle ved sidste måling have været 20,2. Fandt dernæst ud af, at på Æblebakken er vandet mellem 30 og 40. Franskmænd hænger sig nok ikke så meget i nøjagtige tal.

Jeg kunne i hvert fald konstatere at selvom vandet er hårdt hjemme på øen, er det altså en del hårdere på Æblebakken.. Eller, enten en del hårdere eller rigtig meget hårdere. Her var altså en forskel.

Altså måtte jeg på jagt efter en fysiker. Fandt én. Og fik snakket vandhårdhed. Og var lige vidt, da han ikke mente det havde nogen indflydelse på hår. Men hvad ved han også om sarte kongelige krøller.

Så ham troede ikke på.

Det var alligevel ikke et klart og rent svar, også selvom jeg ikke troede på det.. Det var.. sådan et slags ”måske,-men-det-ved-jeg-ikke,-det-kan-ligeså-godt-være-noget-andet” svar.

Så jeg var ikke tilfreds.

Jagten fortsatte. Hos ny frisør i omgangskredsen. Hun nævnte vejret. Frost og kulde. Men det er ikke så logisk, fordi jeg allerede havde mistet 47 % af krøllerne i sommers, deraf alle dem i pandehåret.

Så hende, troede jeg heller ikke på.

Nu var jeg ærligt talt lidt modløs. Af alle de muligheder jeg havde kunnet finde frem til, var der kun én som holdt vand. Men det var ikke nok.

Derfor begyndte jeg at tale om de forsvundne krøller i min omgangskreds.

Et fjols kvikt hoved, mente det var aldersbetinget og at jeg – fordi jeg nu er langt over de 40 – havde fået en anden hårstruktur. Det ævl gad jeg overhovedet ikke høre på. Jeg er godt klar over at ens hår ændrer karakter, når man bliver ældre og får gråt hår.

..

Jeg har 54 grå hår. Jeg hiver dem ikke ud, fordi jeg har hørt at så får man flere.. Men jeg nægter at tro på at det er de 54 hår der har gjort livet surt for mine krøller.

Og det med at være ældre – det gider jeg slet ikke at forholde mig til!

Naturligvis kunne jeg jo bare bide i det sure æble og købe nogle krøller. Men det er mig meget imod – jeg ved jo at mine er der, et eller andet sted – så foreløbigt er det ikke en løsning.

First Man lyttede medfølende til mine jeremiader, og sagde: ”Ja jeg ved snart ikke, for du er jo ikke gravid”.

Jeg rynkede brynene og spurgte hvad han lige mente med det. Jo, var svaret, for sådan så du også ud hver gang du var gravid. En stor våd pandekage udover hovedet i stedet for dine krøller.

Og han havde helt ret.

Jeg tog derfor til gynækolog.

Jeg er ikke gravid!

Men.. jeg får nogle hormoner.. på grund af noget vældigt irriterende damerelateret noget, og som jeg i øvrigt heller ikke gider tale mere om.

Gynækologen sagde ”Måske.. det er ikke utænkeligt”. Og så en hel masse andet.

Jeg var næsten overbevist.

Men skulle lige have den sidste olie. Og spurgte frisøren over alle frisører til råds. En mand med fingre af guld. Med idéer ud over det hele! Som ENDELIG er tilbage i Europa.

Og han sagde ”Ja, hormoner gør grimme ting ved hår. Hormoner er også lidt tyvagtige i kanten, så det kan meget vel være dem som har snuppet dine krøller.”

Tyven var officielt fundet.

Så er spørgsmålet bare hvad jeg lige gør ved det.

Fortsættelse følger..

Det startede ellers så godt.

Fiona og jeg var for længe siden blevet enige om, at vi i vinterferien skulle ud i det gode vejr og tvinge vores afkom til en tur. Det blev en ren tøsetur, idet det andet køn havde andre planer i form af træ-klatring, fodboldtræning og skyggeboksning.

Vi landede foran et meget smukt lille slot i Saint Germain de Livet, hvor vi har været før, men denne gang gik vi over på den anden siden af vejen og ind på en gammel og smuk lille kirkegård.

Fiona havde et kort.. Med en afmærket tur. Flere faktisk. Den ene så lidt lang ud, så vi valgte den anden. Vi gik rask til,  og hyggesnakkede undervejs!

Det var 12-13 grader, højt blå himmel og strålende sol. Skøn forsmag på noget forår som SNART gerne måtte installere sig på en mere kronisk måde.

Stien sluttede.. og gik skarpt til venstre.. og OP..

Det stod der altså ikke på Fionas kort. Det der med op.

Det er faktisk også for dårligt, man kunne godt lave kort med relief på, så man vidste at den sti skulle man ikke gå på, hvis man ikke havde en fortid som bjergged..

Hvorom alting er, da vi havde gået opad – i en hel del mudder – sådan ca. 30 meter – mindede det mest af alt om en udtørret, eller næsten udtørret å.

Det mindede faktisk rigtig meget om en lille å.. som måske ikke helt var udtørret .. endnu.

Skråningerne blev stejlere og der var faktisk ikke engang fodfæste mere. Med mindre vi da havde lyst til permanent fodbad.

Det var heller ikke en mulighed at forsøge at kravle op fra vandløbet, for der var ufremkommeligt sammenvokset tornekrat, så vi måtte pænt blive hvor vi var.

Tvunget af omgivelserne, og i bedste spidermanstil, begyndte vi at gå på skråningerne.. og håbede inderligt at der ikke ville blive større afstand mellem de to breder efterhånden som vi krabbede os fremad og opad..

I så fald ville vi nok ende med at gå i split..

Virkeligt elegant..

Det må have været et syn for guder, og vi var da også jævnligt – under høje hyl – ved at glide ned ad de skrå breder, af bare grin. Det værste der nu kunne ske var at det endte blindt og vi ville blive nødt til at krabbe os ned ad samme ufremkommelige mudderskråning.

Men nogen var os nådig, og da vi, efter 40 meget mudrede minutter endelig kunne kravle op fra den lille å og ud på en asfalteret landevej var vi ikke helt så rene, som da vi startede vores lille udflugt, men i ganske højt humør alle syv.

Som Fiona meget fornuftigt påpegede, så skulle vi have været gået den anden vej, for havde vi set ned i å ”hullet” var vi aldrig gået den vej.

Vel tilbage ved bilen, smed pigerne sig på en bænk, brokkede sig højlydt og var rørende enige om at vi (Fiona og jeg) aldrig nogensinde mere skulle have lov til at bestemme hvilken vej vi skulle gå..

Vi slog det hen, for vi havde faktisk haft det morsomt og spurgte om vi ikke skulle tage en lille tur til.. men dette var det svar vi fik..

Må være “talk to the hair”..

Så vi kørte bare hjem til civilisationen igen..

..

Gårdmand Bjørn har nemlig støvet sin motorcykel af og fræser rundt på matriklen med en lyd som en arrig hveps og driver sine søstre til vanvid.

Indimellem kører han fra nogle imaginære forfølgere, eller også vinder han et eller andet, han hilser i hvert fald vældigt royalt på et publikum, kun han kan se!

Jeg får luftkys igennem styrthjelmen, når han med jævne mellemrum passerer mit vindue.

Først den ene vej..

Og så den anden vej..

Lidt ligesom en børnesang han prøvede at huske i sidste uge.

Fortalte Divaen mig.

Hun stod på badeværelset og Gårdmand Bjørn sad ude på reposen og legede.

Og sang lidt.

”Så går vi rundt om en…” Der blev stille.

”Hvad er det nu den der busk hedder?” han stak hovedet ind af døren til sin søster.

”Hvilken busk?” ville hun vide – noget desorienteret.

“Jamen den man går rundt om.. I en sang”. Kom det lidt utålmodigt.

”Nåårh” svarede hun: ”det er vist en enebærbusk.”

Danske sanglege er ikke noget den ældre del af Firkløveret er ret stærke i, da det var lidt svært at lave sanglege med sig selv og sine små børn, sådan i det store udland.

Han sang videre: så går vi rundt om en enebærbusk, enebær… Enebær?” Han stoppede midt i sangen.

”Er det så meningen at der er bær på?”

Her var hun ham svar skyldig.. og det sidste hun hørte, før hun gik ned og foreslog mig at købe en plantebog til ham, var at han undrende mumlede for sig selv: ”Er enebær overhovedet et rigtigt bær?”

Jeg viser dem lige igen så kan I bedre forestille jer resten af historien! Hvis I mener at have set dem før så er det fordi jeg også havde dem på da Zorronaldo skulle til Italien midt om natten.

Nu er det bare kun Gårdmand Bjørn og jeg selv, som er de heldige indehavere af sådanne støvler, idet resten af familien ikke mente at deres gang i mudder, var så voldsom, at det ville berettige anskaffelsen af et par.

Men da Divaen skulle ud og lege med køer, spurgte hun om hun måtte låne sin lillebrors støvler. De er forresten sorte.

Det måtte hun godt, men måtte love – under ed – at der ikke kom ureglementeret snask på dem. Mudder ja, kolort nej. Gårdmand Bjørn er en anelse sart med den slags. Gad vide hvem han har det fra..

Hun lovede.

Men køer er åbenbart nogle utilregnelige størrelser, som nemt bliver nervøse. Og når de er nervøse – får de dårlig mave.. Det kender man jo godt fra sig selv, så de er vel lovligt undskyldte, men det viste sig at være et lille problem i forhold til hendes løfte.

Det er nu at det der med blodprøvesteddet spiller ind.

Blodprøve på en ko skal tages under halen…

…

Ja. Der..

Og her gik Divaen så i detaljer og sagde: ”Du ved godt, det der bløde sted under halen..” Her måtte jeg straks stoppe hende og sige: ”Nej, min skat, jeg ved ikke hvordan en ko ser ud under halen.. Det er der ikke ret mange almindelige mennesker der ved..”

Men altså, blodprøven tages under halen – lige over hullet.. På et blødt stykke hud uden pels.. GODT jeg ikke er en ko – for det må da gøre helt afsindigt ondt? ”#*%¤#gnnn..

Nå, tilbage til selve situationen.

Jeg opsummerer lige: blodprøve under hale, nervøs ko, dårlig mave. Hvorfor der naturligvis kom ureglementeret snask på Gårdmand Bjørns støvlers fleecekant.

Men det blev vasket af og ingen siger noget til ham – hører I – for så der rent faktisk er håb om at han vil have dem på igen!!

Til sidst vil jeg skynde mig at sige at ingen køer kom til skade i dette forløb – det var naturligvis ikke Divaen der stak nålen i dem – hun tog bare imod de små bøtter med blod i – og kolort – på, for at skrive koens nummer på den lille bøtte. Og derfor stod hun i upraktisk nærhed både af dyrlæge og nervøs ko, hvilket medførte føromtalte snask på fleecekant.

Jeg er heller ikke laborant og ved derfor ikke om de der bøtter har et finere og mere brugbart navn.

Men nu ved I også hvor man tager blodprøve på en ko!

Jeg mente ellers også at jeg levede ganske udmærket, uden denne information i mit liv. Jeg havde i hvert fald ikke savnet denne oplysning. Ej heller haft brug for den før.

Men nu ved jeg det, fordi jeg har en datter som vil være dyrlæge.

I Frankrig er skolen således indrettet at man får afviklet sin erhvervspraktik i en ferie.. For ikke at spilde kostbare skoletimer på den slags pjat. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig samme procedure i Danmark, idet 85 % af forældrene garanteret ville falde om i forarget koma og forlange at deres poder fik erstatningsfri. Udover de uger der bliver brugt til ferier i skoletiden, fordi det er billigere eller bare passer forældrene bedre..

Det var lige et surt sidespring, men alt dette for at sige, at Divaen og Zorronaldo har været henholdsvis dyrlæge og politibetjent i den forgange uge – og er hver dag kommet hjem med spændende fortællinger om fingeraftryk og… ja..

..

Altså nu ved jeg ikke med jer, men cirka samtidigt med at jeg holdt op med at være sej, udviklede jeg et højst ubehageligt gen. Som forhindrer mig i at høre om / se på / i det hele taget at håndtere blod, slam og snask uden at få koldsved og falde om.

Så jeg skal tage mig helt gevaldigt sammen, når Divaen beretter hvordan der ser ud på indersiden af en kat. Subsidiært en hund.

Politibetjenten har det på samme måde. For slet ikke at tale om Prinsessen og Gårdmand Bjørn. Vi taler ikke om First Man, som kun kan blive bange for selvangivelser eller for at få mudder på ruskindssko.

Men det har affødt nogle ret akavede situationer omkring frokostbordet. Politibetjenten har fortalt om folk han skulle følge i retten, brugstyverier og vold, aflytningsmetoder og forskellen på heroin og kokain. Spændende og meget fængslende, om jeg så må sige.

Når Divaen så er begyndt, lige så entusiastisk at fortælle hvordan man slår knude på forplantningsudstyret hos en hankat, eller størrelsen på en betændt hundelivmoder, er publikum på kort tid forduftet. Eller har – under høje hyl – bedt om madro og Divaen har gnavent måtte henlægge, hvad der måtte være en artikel værdig i ugeskrift for dyrlæger – til efter vi havde sunket maden.

Det var nu lidt synd for hende og jeg har derfor ladet som om jeg var en god mor og lyttet alt det jeg kunne, til alle hendes snaskede oplevelser når andre mere sarte ører var optaget andre steder.

Hun er hver dag glædesstrålende hjemvendt, med blodige historier om alt det hun har set og oplevet. Ikke en eneste gang er hun faldet om, eller har rynket på næsen over kolort, og andre lækkerier.

Det er også tredje gang hun er i praktik som dyrlæge så mon ikke det er fordi hun virkelig holder af det?

Som afslutning på ugen var hun med til et kejsersnit på en ko.. Bare tanken gør mig bleg indvendig.

Desværre har det haft den bivirkning, at hendes medfølelse overfor mig og mit blodige sår.. de der to sting på mit lår.. efterhånden kan ligge på et meget lille sted.

Prinsessen viste hende nemlig det billede der var blevet taget af min forhenværende skønhedsplet..

Jeg ventede på Divaens medfølende udbrud, om hvor voldsomt det var, da hun langsomt så på mig og sagde tørt: ”Jeg troede det var meget større. Er du lige klar over hvor meget der skal syes sammen på en ko?”

Jeg mente ikke mit lår kunne sammenlignes med en komave. Uanset hvilken én af dem man vælger. Jeg var lige ved at ønske hun hellere ville være kosmetolog.

Men så havde hun naturligvis ikke kunnet fortælle mig, hvor man tager blodprøve på en ko.

For at kreere Prinsessens lækre dessert, Fondant au chocolat, skal der bruges:

4 æg

65 gr mel

135 gr sukker

200 gr smør

200 gr mørk chokolade (min.70 % kakao)

Bland æg, sukker og mel. Smelt smør og chokolade sammen. Bland det hele sammen i en røremaskine.

Puttes i solide muffinsforme. Papirforme kan ikke helt holde sammen på dejen De bages i 8 minutter ved 210 gr. i en forvarmet ovn. Ikke mere end 8 minutter – for så er kagerne ikke flydende indvendig, hvilket er idéen med det hele!

De skal spises lune!

I får lige billedet igen – det tager I nok ikke skade af!

Jeg fik opskriften af min søde veninde Armelle, for mange år siden da vi begge boede i Versailles – og jeg ved ærligt talt ikke hvor den kommer fra, men det forhindrer mig ikke i at dele med jer – de smager fantastisk!

God søndag!

I Frankrig er der en del madprogrammer. Sådan nogle kokkekonkurrencer, eller lav mad hos hinanden, og “menu over en ingrediens” – og Prinsesse Lyserød er fast inventar i sofaen foran skærmen, når de bliver sendt.

Hun har troligt fulgt dem, så snart hun havde mulighed for det.

Og i går spurgte hun om hun måtte lave aftensmad til hele familien.  Jeg sagde naturligvis ja – og hun fik lavet en indkøbsliste.

Vi tog ned til slagteren og hun fik forklaret ham hvilket kød hun havde brug for. Vel hjemme igen, gik hun igang. Fik det hele gjort klar med en planlægning som var en konge værdig!

Jeg holdt mig væk, tilbød selvfølgelig min assistence såfremt hun havde brug for hjælp. Men det blev slet ikke nødvendigt. Der blev stillet 2-3 spørgsmål undervejs men det var det hele! Så jeg lavede ikke noget som helst!

Jeg kunne derimod, sammen med de andre, sætte mig tilbords og indtage følgende fabelagtige menu:

Agurker fyldt med flødeost rørt op med reven agurk og hvidløg, stenbiderrogn og rejer. Bemærk de små klatter på tallerkenen!

Kogte kartofler, rød peber, soyamarineret rumsteak, sauce på kalvefond og mandeldrys. Kødet var til min forbavselse slet ikke saltet – hun havde kun brugt soyamarinade og peber! Og det smagte vildt godt.

Og til dessert var der pistacheis, pistachedrys, jordbær og en fondant au chocolat som var intet mindre end perfekt! Hvis I er søde kommer der nok en opskrift på de der fondants aux chocolat i løbet af dagen!

Det er bare en enkel middag, men hun er altså kun 12 år – okay snart 13 – og hun fik overhovedet ingen hjælp.

Alt var portionsanrettet og vi skulle ikke vente ret længe mellem hver ret. Og altså – det smagte skønt!

Ej men altså, jeg er helt vildt stolt af hende!

Første gang, var det meget svært. Det var svært, måske mest fordi det ikke var mit valg.

Det blev ikke nemmere af at komme til et land, som burde være mit, men som jeg kun kendte fra ferier. Jeg følte mig helt fremmed, jeg kunne sproget men det var så det.

Jeg kunne ikke engang betale en regning, og måtte gå ned i banken, blafre lidt med mit girokort og hviskende spørge Ellen – nej ikke hende Ellen, en anden Ellen – hvordan det nu lige forholdt sig med det.

Og så det med at møde andre mennesker.

Jeg ved godt jeg er dansk, og jeg skulle nok ikke spytte sådan i suppen, men ærligt talt, danskere er vist generelt ikke ret gode til at tage imod nyankomne. Eller fremmede i det hele taget.

Så nej, det var ikke ret nemt at flytte hjem.

Denne gang regnede jeg mere eller mindre med, at jeg ville finde det lige så svært. Men forbløffende nok, siden vi tog beslutningen har vi glædet os. Nogle mere end andre, og nogle med en anelse forsinkelse.

Men så forleden sad vi og så billeder.

..

Og så gik det op for mig, i hvert fald, at jeg skal hjem til mit hus. På min ø. Hjem til dette her:

Det bliver hårdt for mig at finde et arbejde, det bliver hårdt for First Man at skulle være ensom udlænding igen, og der er sikkert også ting som bliver svære for Firkløveret.

Ting vi kommer til at savne. Og mennesker..

Vel skal vi flytte og vel er det hårdt at flytte, og der er fladt og kun et par enkelte æbletræer, men denne gang er det helt anderledes:

Vi skal nemlig hjem.

Den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt!

~

Nu har jeg måttet sidde med røde ører og – eller er det måske øjne, når man læser?

I hvert fald, har jeg siddet og rødmet over alle de mange beskeder, om hvor sej jeg var da jeg var 8.

Det var jeg også. Sej altså.

Virkelig. Selvom det ikke var alle som lagde mærke til det.

Men det er gået af med årene.

Jeg må se det i øjnene.

Jeg er ikke sej mere.

Fiona måtte nærmest skubbe mig ind ad døren til lægen. Og havde det ikke været hendes bil som holdt udenfor, var jeg kørt hjem igen. Men jeg kunne ikke få fat i nøglerne.

Måtte koncentrere mig enormt, for at undgå den pinagtige situation det ville være at ligge og tude på lægens stol. Ikke så meget fordi det gjorde ondt – endnu – men mere fordi jeg var bange for at det ville komme til at gøre ondt..

Og bare tanken om, at jeg skal have taget stingene om 14 dage, giver mig tunnelsyn og hjerteflimmer.

Jeg prøver ligeledes at abstrahere fra at lægen fik øje på noget andet mystisk, som han gerne vil kigge nærmere på der om 14 dage.

Men i hvert fald, den ækle plet på mit lår.. – er nu datid.

Velvidende hvordan jeg dejsede om da jeg, siddende, trak tråden ud af mit reparerede knæ, for et par år siden, er der en reel fare for at jeg falder besvimet om, hvis jeg fjerner plasteret, så billeddokumentationen begrænser sig til dette!

Da den dukkede op så den dog helt almindelig ud. Jeg var 8 eller 9 og havde meget lidt lyst til at have en skønhedsplet midt på mit lår. De var da grimt at have sådan en plet midt i det hele – man kunne jo ikke have shorts på.

Den var heller ikke ret stor, så det ville være en smal sag at få den fjernet. Jeg havde hørt at man kunne fjerne sådan nogen, nemlig. Så jeg kradsede lidt i den.

Og jeg kradsede lidt mere. Det hjalp ikke et hak.

Så tog jeg en saks og klippede den af.

Ikke mere pjat. Plaster på og ud i solen.

End of skønhedsplet.

Troede jeg.

Det var skønhedspletten nu ikke helt enig med mig i, så den hævnede sig, kom frygteligt tilbage og blev over to gange så stor. Så nu havde jeg en stor, meget grim og uformelig klat siddende der midt på låret i stedet.

Jammerligt. Jeg vænnede mig til den efterhånden.

Men jeg tilgav den aldrig helt.

Fortalte indimellem Firkløveret den grumme historie om det blodige klipperi og de gøs behørigt.

Så var jeg en dag på besøg, hos en mand med et forstørrelsesglas.

Han kunne heller ikke lide min skønhedsplet – så NU er dens sidste time endelig kommet!

Den der ler sidst ler bedst.

Ha ha!

Jeg lover frit lejde og jeg behøver heller ikke at vide hvem det var. I kan bare lægge dem ved siden af min hårtørrer, så finder jeg dem nemt.

Jeg savner dem nemlig.

Rigtigt meget altså.

Jeg har modsat så mange andre, aldrig brokket mig over dem. Jeg har passet og plejet dem, gjort stads af dem og lejlighedsvis endda puttet glimmer i dem.

Og nu er de VÆK.

Helt væk.

De begyndte at forsvinde sidste år i oktober eller november. En efter en. Det er muligt de har fundet huset for koldt, og de har taget flugten af frygt for at fryse til is og knække af. Men de kunne jo have snakket med mig om det først. Jeg ville gerne have gået med hue allerede sidste år..

Der er naturligvis håb om, at de bare er taget hjem til øen og har gemt sig der. Så skal jeg bare have lokket dem frem igen. Med bestikkelse i form af lækker shampoo og måske endda en klipning af Heidi. Når jeg har sparet op.

Hvorfor er frisører i øvrigt så afsindigt dyre i Danmark? Helt ude af proportioner. Det er sådan helt kinesiske tilstande: noget der koster 1/3 af ens månedsløn-agtigt.

Et frisørbesøg ligger sådan et sted mellem 8-12 % af hvad mange tjener om måneden, ja jeg har endda hørt om meget dyrere steder i Storstaden – grotesk er det.

I Frankrig er vi nede på ca. 2 % – for samme ydelse.  Jeg ved godt, lønninger og skat og den slags ikke er ens, men alligevel – frisørbesøg i Danmark er dyre.

Men altså for nu at komme tilbage til Heidi, hun er sød, og så er hun bare så dygtig. Hun tror så også på – som den eneste lige nu – at jeg overhovedet HAR krøller.

Må vist hellere begynde at spare sammen.

At man slet ikke behøver den slags kommercielle dage, opfundet af forbrugssamfundet, og at det er meget bedre at få en buket blomster helt uventet en kedelig onsdag.

Ja ja ja..

Men altså, jeg kan slet ikke stå for den slags planlagt romantik, som Valentines dag.

Nu er jeg naturligvis også så heldig, at jeg faktisk også får blomster eller en smuk kjole fra tid til anden, af min elskede First Man. Og ikke kun når han “skal”.

En lille tur til Venedig – uden Firkløveret – er det skam også blevet til!

Men det jeg ville sige var: jeg tror fuldt og fast på at mennesker har brug for at fejre og blive fejret. At den daglige trummerum ind imellem skal afbrydes af små lyspunkter som man kan se frem til.

Man bliver simpelthen et bedre menneske af at gå og glæde sig til at spise pandekager eller varme hveder – intet mindre.

Man bestemmer jo selv hvad man lægger i det. Og hvor meget man vælger at bruge på det.

For tit synes jeg, at de som bedyrer at de kun giver blomster når ånden er over dem, der glemmer ånden at komme, fordi den har travlt anderswo, og så sker der bare aldrig noget.

Man kommer ind i en rytme med grå leverpostejsdage med børn over det hele, hvor man glemmer at se hinanden. At lytte til hinanden. Sige at man elsker hinanden. Og pludselig skal man skilles. Eller også er det bare for sent.

Nu er det jo desværre ikke sådan at man kan forhindre skilsmisser, og andre ulykker, bare ved at fejre Valentines dag eller ved at spise pandekager, men måske gør det en lille forskel for nogen.

Der er i øvrigt ikke nogen som siger, at det ikke også godt kan være omvendt – at kvinden måske kunne tage sig en anelse sammen, og forære sin mand en øl eller noget andet romantisk idag – bare fordi!

Jeg kan godt se at det er surt, hvis man ikke har en elsket at fejre Valentines dag sammen med, men der er også så mange der må undvære deres mor på mors dag – så kan man jo bare fejre kærligheden!

DERFOR – kram din verden lidt mere idag – Tak!

Nå..

Jeg har ved selvsynlyt kunnet konstatere at nogen – jeg nævner ingen navne – men nogen i den danske regering, er ikke så gode til engelsk at det gør noget. Og det var GODTNOK pinligt.

Personligt synes jeg det er rigtigt meget ude i hampen at der findes mennesker i vores regering som ikke mestrer Shakespeares modersmål.

Som et minimum.

At andre, mere dødelige mennesker, ikke har brug for den slags skrammel fremmede sprog nu engang er, kan jeg bedre forstå.

Hvis man vitterligt ikke har brug for det – eller bare synes det er hammer svært – det er da i orden.

Jeg er for eks. ikke så vanvittigt god til kvantefysik, eller til statsret, sådan generelt. Nu er det heller ikke noget jeg nogensinde har haft brug for.

Men en minister altså.. Og så endda en af dem som skal rejse hele tiden. Udenfor andedammen. Og sådan forholde sig til udenlandske mennesker – og ligefrem kommunikere med dem.

Det er da ikke så smart. Synes jeg.

Så er den del på plads.

..

Men så tænker jeg også på det rimelige i at han absolut SKAL tale på engelsk?

Jeg mener, HAR I lige hørt de franske ministre? Eller de engelske? Hvor mange af dem kan andet end deres eget sprog? De har afsindigt dyre simultantolke til rådighed. Betalt af skatteborgere i de respektive lande.

Har andre end Kennedy nogensinde sagt mere end det der med Berlin, på tysk?

Nej vel?

Nu har vores lille – meget lillebitte – præsident for eks. lige sagt: Guten Tarte.. til en tysk journalist.

Ordet ”Tarte” findes slet ikke på tysk.. Det findes derimod på fransk og betyder enten tærte – eller lussing.

Jeg vil lade det være op til jer at afgøre, hvilken ”tarte” vores LILLE præsident mente.