Man kan hurtigt blive misforstået, når man prøver at være morsom, og så bare slet ikke er det – jeg vil derfor skynde mig at komme med en forklaring på at være kedelig.
Det kedelige indlæg skrev jeg altså først og fremmest, for at slippe for at fortælle hvor stort et møgfald jeg fik, da jeg kom hjem fra min lille hyggetur til Hamborg, samt hive folk ud af den vildfarelse, at jeg er helt specielt vild eller interessant!
Det var ikke et surt opstød, eller fordi jeg følte andre synes jeg er kedelig, slet- og helt-overhovedet- ikke. Det var udelukkende for at undgå at skulle udbasunere flere af mine pinlige stunts. Og et jammerligt forsøg på at være morsom..
Når man er ny i klassen, så bruger man meget tid til at se sig om. Notere sig skrevne og uskrevne regler. Man vil gerne lære de andre at kende, for blogverdenen er så spændende. Men det er altså ikke altid lige nemt.
De, som har gået i klassen i årevis, kender hinanden, de ved hvordan man omgås indbyrdes. Og de gider ikke altid os nye. Man får på fornemmelsen at man skal ses an – om man nu er fantastisk nok til overhovedet at blive lukket ind i kredsen af bloggere.. Læs ”seriøse” bloggere. Især hvis man ikke har et overordnet tema.
For når man er ny, og skriver en kommentar til én som man ikke kender – men som har en blog man læser med på – så sker det rigtigt tit at de ikke svarer.. Hvorfor gør de så ikke det?
Er det fordi man er kedelig?
Er det fordi ens kommentar ikke er morsom nok?
Eller fordi man ikke er kendt nok?
Eller fordi de bare aldrig svarer nogen – nogensinde?
Jeg troede – lidt naivt måske – at meningen med en blog var, at skrive og kommunikere med andre mennesker. Det der envejskommunikation har aldrig været min stil, derfor er der blogge jeg bare ikke besøger så meget mere. Så vil jeg hellere købe en bog.
Fordi hvis den skribent, der har forfattet en tekst, virker bedøvende ligeglad med hvad andre siger til den, så synes jeg de skulle overveje en privat dagbog som ingen læser med på, i stedet for. Eller skrive en bog – så kan de der lyster – købe den.
Og forresten vil jeg altså godt lige fremhæve min helt igen.. Jo nemlig! (gad vide om hun ikke snart bliver træt af al den heltedyrkelse?) men i hvert fald, hun har virkeligt, om nogen, overskud til at få nye bloggere til at føle sig velkomne. Tager de nye i klassen under sin superheltekappe, passer på os som de små fede fugleunger vi er og skubber os frem i lyset. Jeg håber jeg en dag bliver så stor, at jeg kan give igen, hvad jeg selv har fået.
Det er da et smukt og fromt ønske.. Ikke et øje tørt..
For altså nogle gange så tør man jo nærmest ikke skrive til de store bloggere – blandt andet fordi der ligefrem er folk, som går rundt og mistænker de nye for at kommentere hos de store, bare for at blive set. For det er der altså også nogle som tror. Det har jeg læst et sted.
Jeg kan jo ikke tale for andre – men jeg ævler løs overalt, bare fordi jeg synes det hele stadig er så nyt og spændende, at jeg får lyst til at kommentere.. også selvom jeg ikke kender alle folk personligt, ej heller er med i en eller anden hemmelig klub, og fordi jeg troede det var meningen med blogland.
Det er jo netop mangfoldigheden, der er så skøn i blogland – så mange forskellige måder at skrive på. Som jeg har sagt før – så er mennesker altså uhyggeligt ens – vores tanker er ikke kommet videre siden Sokrates – men vi udtrykker det på forskellig måde og det er vel derfor man orker at læse det samme igen og igen – fordi det bliver formidlet på forskellig vis.
Det faldt mig ind, da jeg læste kommentarerne til kedelig-indlægget – hvilket igen viser hvor svært det er at få det hele med når det kun foregår på skrift – at man vitterligt får sat etiketter på sin blog.
Det kan være, at de som er interesserede i blåmalede termitbo fra Sydamerika – de ikke læser med på andre blogge end dem som omhandler dette uudtømmelige og vanvittigt spændende emne.
Men som regel er folk ikke så ensidige – som regel indeholder mennesker så meget forskelligt, der gør at man godt kan interessere sig for mere end én ting. Jeg læser tit om mad her, til stor glæde og inspiration, men de gange hun kommer med et indlæg, som ikke kun omhandler noget man kan putte i munden – læser jeg det også – med ligeså stor glæde, da det også har noget at gøre med hvordan man skriver.
Når jeg besøger forskellige blogge, er det med tanken: Nå, hvad mon Thehuset eller Sørøver Sally vil fortælle om i dag?
Med mindre naturligvis jeg går på besøg hos Anne au chocolat – for så er det fordi jeg er lækkersulten og vil have nogle idéer til noget. Men hvis jeg bare ville have en opskrift, havde jeg ledt et andet sted – det er jo fordi jeg godt vil have hendes ord og tanker med.
Jeg bliver ikke skuffet, hvis der ikke står det “der plejer”. Fordi jeg er nysgerrig og de bloggere jeg læser med hos, de kan noget med ord eller billeder, som jeg kan lide. Og så er det lidt ligemeget hvad der skrives om.
Og nej, det er ikke specielt gloriøst at være kedelig, men når man hverken er det ene eller det andet, og ikke en af de store – så er man måske bare kedelig. Det er jo bare et liv jeg fortæller om, mit eget, som jeg føler mig ganske tilpas i, men ikke desto mindre et ganske almindeligt liv.
Så på bedste Impressionist-vis tager jeg ord udfordringen op – ”kedelig”! Jeg vil såmænd gerne være kedelig-blogger, hvis det betyder at jeg siger mine højt skattede læsere noget.
Men så melder spørgsmålet sig: skal man have en etikette for at kunne blogge?
Hvis man én gang har været morsom – må man så ikke skrive om noget som ikke får nogen til at grine? Ej – det var et rigtigt dårligt eksempel, fordi det er så skønt at få andre til at grine!
Men, selvom jeg godt nok skriver meget om mine børn, håber jeg da at mine læsere fornemmer, at jeg trods alt også er i stand til at udtrykke mig om andre emner.
Jeg prøver at forklare mig så godt jeg kan – skriftligt. Jeg ved, at man kan virke helt anderledes i det levende liv, end bag en skærm. Igen – se hvor hurtigt man kan blive misforstået når indlægget kun er på skrift!
Kunne være jeg skulle begynde at filme mig selv mens jeg læser dagens indlæg op?? Men så faldt I nu nok i søvn, fordi jeg er så kedelig!
Like this:
Be the first to like this post.
