SMIL, for satan

HOV – jeg bandede. Men jeg forsikrer jer, jeg er stadig kedelig! Jeg skal bare lige have afleveret en provokerende bøvs.

…

Men det kom bare fordi, jeg lige kom til at tænke på, at jeg skal flytte hjem. Som i snart. Og så fordi man er tilbøjelig til at sammenligne. Det ved jeg godt man skal lade være med, men altså jeg kan ikke lade være.

For eks. smilene og alle de daglige ”goddag’er” man smider om sig med, hernede i det franske, dem vil jeg savne helt enormt. Når vi er kommet hjem.

Hjem til sure mennesker, som har nok i deres eget, der stirrer på mig, som var jeg faldet ned fra himlen, hvis jeg tør sige ”goddag” i et venteværelse. Der er også masser af sure franskmænd, men de siger nu goddag alligevel.

Hjem til vrisne mennesker, som ikke gider vente den tid det tager ved kassen, og som absolut mener at det må være kassedamens skyld at det ikke går stærkere, eller at Hr. Hansen bestemt er senil dement, fordi han har glemt at veje tomaterne. Der er også vrisne franskmænd, men de er ofte bedre til at acceptere ventetid eller ubeslutsomme sjæle.

Hjem til hidsige mennesker, der råber op og opfører sig som om færdselsloven ikke vedrører dem. ”Jeg skal jo forbi” siger de forurettet mens de trækker ud i den modsatte vejbane og ikke forstår andres dytten. Hidsige franskmænd er der masser af, men de er generelt langt bedre til den relative simple handling det er, at flette to rækker biler.

Var der mon nogen som følte sig provokeret?

Det håber jeg egentlig ikke. Nej vel? For så slemme er der da ingen som er.

Men … hvis nu – og det er kun rent hypotetisk – hvis nu I skulle kende nogle af den slags negative og ikke smilende mennesker, så har jeg et forslag.

I har et par måneder til at gøre noget ved det, tænk nu hvis det kunne sprede sig som ringe i vandet?

Hvis vi nu aftaler, at I øver jer i at smile til de sure mennesker, vise dem at man godt kan smile til kassedamen i stedet for at overfuse hende, til Hr. Hansen selvom han er lidt glemsom. Sig goddag i venteværelset. Kør bedre … Men frem for alt smil til verden. Tænk nu hvis det smitter de negative individer og I ligefrem kan lave en epidemi – eller endnu bedre – en hel pandemi af smilende mennesker?

Det ville jo være fantastisk.

Har vi en aftale?

Det der med at skifte mening

Denne gang er det dog ikke mig som er vendt på en tallerken, men derimod min søn. Min søde hormonforstyrrede teenagedreng Zorronaldo, pigernes ven!

Jeg må lige sige, at jeg kom meget i tvivl om det hed ”er” eller ”har” vendt … På den der tallerken.

Kloge sprogeåger må gerne komme på banen, for jeg er stadig ikke sikker, også selvom Anne og jeg blev enige om at ”er” lød bedst.

Det er nemlig sådan, at når vi flytter, flytter han ikke med ham sønnen. Nej han gør nemlig ej. Han bliver pænt og fortsætter på skolen, så han kan få den eksamen som er hans eneste adgangskort, til den skole jeg har meldt ham ind på.

Jeg vil i dette indlæg fuldstændigt – næsten i hvert fald – abstrahere fra at jeg har hidset mig voldsomt op, flere gange, over at han slet ikke har nogen andre muligheder i den lille bitte andedam Danmark end denne ene skole.

Med mindre jeg da sender ham tilbage i folkeskolen så han kan gå niende om igen, bare fordi den franske niendeklasse ikke er god nok til et dansk gymnasium. Eller også – og det er en ganske reel mulighed alt taget i betragtning – er rektor på den skole han burde gå på, bare ualmindelig dum og usamarbejdsvillig.

Men så er det jo godt, at der er én eneste anden mulighed.

Her skulle I gerne kunne se sarkasmen drive ned ad skærmen. Ikke at der er noget galt med skolen eller uddannelsen, snarere tværtimod, men måske ville han godt have haft et valg.

Nuvel – det har han så ikke – men det betyder så, at han ikke har noget alternativ, han skal bare have den der franske niendeklasses eksamen.

Så idéen med at tage til Danmark i 10-14 dage, flytte ind på sit værelse og fjumre lidt rundt med vennerne, og derpå returnere til Normandiet i tre uger og få overstået eksamen, den er ikke aktuel længere.

Næ, han må pænt blive her alle 5 uger, og læse op til sin eksamen.

Først skulle han indlogeres på skift, hos flere af mine veninder, som også har børn på skolen, men det afstedkom vilde protester, og han argumenterede så godt for sig, at jeg overgav mig og lader ham bo hos vennen Victor, i en uges tid.

Men nu i lørdags

…

Var vi jo på besøg hos de venner som han, stadigvæk skal indlogeres hos, nu blot i lidt kortere tid. Og her, stadig i lørdags, stiftede han nærmere bekendtskab med husets datter, en yndig og fiks lille fransk sag med meget store øjne.

Dette medførte følgende, lettere bekymrede forespørgsel, i går aftes: ”Moar?”

og så, efter en kort pause …

”Jeg skal ikke kun sove hos Victor, vel? Jeg skal da også være hos Laurence, som det var planlagt?”

Jeg vil ikke være med i dag..

Jeg har sagt det før og gentager det gerne: Jeg kan altså ikke lide aprilsnar.

Jeg synes det er synd for naive godtroende mennesker, som for eks. undertegnede, at man skal løbe rundt i evig mistro hele dagen, for at undgå at falde i de værste fælder.

Kunne man helt sløjfe dagen, ville jeg blive glad. Jeg snakkede sidste år om at lave en 32 december i stedet for, men det er som om det forslag ikke helt har vundet tilhængere.

Vi var da heller ikke mere end lige akkurat trådt over tærsklen til denne, af mig så forhadte dag, før jeg var våd til navlen. I overført betydning. Jeg faldt i med begge ben da Gårdmand Bjørn råbte ned til mig: ”Divaen har kastet op”.

”Nej dog” råbte jeg og var halvvejs på vej op ad trappen for at se hvad der dog var gået galt, idet min ældste datter havde haft det fint mindre end 10 minutter tidligere.. ”Apriiiiiiiiiiiiiiiilsnar” lød det så, alt for triumferende, deroppefra, efterfulgt af latterbrøl.

Jeg sendte hele banden i seng.

Grunden til at jeg havde børn der var oppe, på den forkerte side af midnat, var noget som jeg faktisk havde tænkt mig at fortælle om i dag, noget fantastisk spændende og sjovt, men da det nu er den første april, vil jeg helt holde min mund og lade være med at sige noget. Og så i øvrigt bare vente til i morgen.

Der er ikke engang nogen kage i dag.

Aldrig nogensinde mere

Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?

Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.

Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!

Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.

Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.

Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.

Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.

Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.

Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.

Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.

Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.

Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.

Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.

Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.

…

Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..

Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.

Det lignede ikke noget som helst.

Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.

Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..

Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.

Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.

Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.

Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.

Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …

Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.

Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.

Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.

Men tilbage til mine klatter.

Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.

Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.

Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.

Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.

Skjult kamera

Har siddet med familien foran fjernsynet. Det er i forvejen ikke noget der sker ret tit. Undtagelsesvis kan det ske søndag aftner, fordi der er Barnaby.

Men altså, jeg satte mig i sofaen omgivet af børn og så fjernsyn. Skjult kamera. Og jo mere jeg så, jo mindre var det morsomt, og jo mere gik det op for mig at jeg faktisk slet ikke kan lide det.

Nej, jeg kan ikke lide skjult kamera. Så er det sagt. Ihvert fald ikke den nye slags.

Muligvis er det så fordi jeg er ved at blive gammel.

Og mere kedelig end jeg plejer.

Og vrissen.

..

Jeg har jo en “Brok” -kategori.. Som skal holdes ved lige.

Men altså, skjult kamera er som sagt ikke hvad det har været.

Det foresvæver mig at det var langt morsommere da jeg var lille. Mindes især noget tysk noget, med en mand der dyppede armen i et akvarium og derpå åd gulerodsstrimler så det så ud som om det var en frisk halebaskende og spillevende guldfisk han gnaskede i sig.

Det var sjovt. Det var hylende grinagtigt.

Men det begrænser morskaben, at det er nødvendigt at gøre folk nervøse for at de har gjort i nælderne.

Der var nogle i går aftes, som skulle løbe tværs over min skærm med en falsk olympisk flamme i hånden, denne flamme blev pustet ud med en fjernbetjening, når den arme stakkel nåede publikum. Følelsen af at de må have ødelagt en god oplevelse for mange mennesker, så ikke sjov ud.

Det er heller ikke sjovt at få en sagesløs frivillig til at bære en stor fødselsdagskage ind til et børneselskab. Kagen har snor i, og den ryger naturligvis på gulvet, hvorpå fødselsdagsbarnet giver sig til at tude. Alt sammen iscenesat, for at få godtroende stakler til at føle de har gjort noget forkert.

Det er da ikke morsomt?

Det er blevet andre ting man griner af åbenbart. Nutildags.. HOV der blev jeg lige 82 igen..

Det er ikke nok at have en monstertung kuffert ingen kan bære for den søde blondine, eller en liggestol som bare ikke kan slås op.

De der, ”se du har gjort noget utilgiveligt: ødelagt en børnefødselsdag, sat en blind mand ned på en nymalet bænk eller slukket den olympiske flamme” de er altså bare ikke sjove.

Med mindre man naturligvis er ligeglad med andre, meget apropos den parkerende dame forleden aften.

Prinsessen sagde undrende: ”jeg ville være SÅ ked af at have tabt hendes kage på gulvet og sige undskyld hundrede gange, det er da synd for dem!”

Og det er der sikkert også mange andre mennesker som blev. Kede af det altså. Og uden tvivl også nogle som var fløjtende ligeglade. Fordi det ligger i tiden?

Men hvordan det kan være sjovt det forstod jeg altså ikke.

Med andre ord – jeg gad ikke se fjernsyn mere. Blev helt ked af det på deres vegne. Så vi sank slagskibe i stedet for. Det var så til gengæld meget mere sjovt end fjernsyn!

Og intet slagskib kom galt i halsen.

Et forsømt forår i sigte

Det er forår hernede. Træerne får knopper på, min forsytia blomstrer og sender solskin langt ned i maven på mig, når på tågede dage, den slags mangler oppe på himlen.

Men dette forår bliver et af de forsømte. Et af dem jeg ikke når at nyde til fulde. For jeg skal pakke mit slet ikke spor simple living ned i papkasser og engangsvaskeklude, så det kan blive fragtet hjem til øen.

Og ved I lige hvad?

Jeg er supergod til at flytte.

Jeg har dog hemmelige våben klar; når man har flyttet så mange gange som vi, kan man pakke med lukkede øjne og pakke ud og komme på plads på under to uger.

Jeg har min uundværlige flyttemappe.

Med planer og systemer der virker.

Og som gør at jeg ved hvor der er en proptrækker til flyttevinen – den vin der skal drikkes første aften i det nye hus når ungerne er lagt i seng – samt at jeg kan lave både te og kakao, og servere en nogenlunde morgenmad næste morgen, uden at skulle på storindkøb først.

Men det ændrer ikke på det faktum, at kasserne skal pakkes. Nogle kan pakkes i god tid med alt det man håber man ikke får brug for i nærmeste fremtid, mens andre kasser må vente til sidste øjeblik, men disse må ikke være alt for mange, idet man så omkommer af stress.

Og alt efter livets almindelige krævende program, er det lidt af en kunst at vælge det rette øjeblik, for ikke at bo i flytterod alt for længe.

Og man kunne godt forledes til at tro at denne monsterplanlægning, er noget jeg nyder, når nu jeg er så god til det, men jeg kan godt betro jer at jeg H.A.D.E.R. at flytte. Det er noget der skal overstås, så hurtigt som muligt.

Jeg har svært ved at fatte at folk kan have uåbnede flyttekasser stående i årevis. Så er det jo ikke ting de bruger? Hvad beholder de dem så for?

En undtagelse er de to kasser jeg lige nu har stående på loftet her i Eventyrhuset. Såfremt I ikke kan huske historien, får I den her igen:

I den ene kasse er der en masse spil som vi ikke ville få brug for på Æblebakken, i den anden er der noget fint porcelæn. Begge dele forsigtigt og kærligt pakket væk i små kasser af undertegnede, og beregnet til at stå opmagasineret hjemme på øen.

Men emsige flytteMÆND folk mente bestemt at alle kasser skulle med til Æblebakken, også selvom de ikke stod der, hvor kasser der skulle flyttes havde plads.

Den franske flytteMAND sagde at han ville vædde med at jeg alligevel ville åbne dem og være glad for at de kom med. Men det var uden at tage højde for min legendariske stædighed.

Kasserne kommer hjem præcis som de kom herned og uden at der er så meget som lindet på en flap. Og jeg siger ikke noget om at jeg, i hvert fald mindst 10 gange, har haft lyst til at servere festmad på det kongelige.. Men stædigheden vandt!

Hvorom alting er, vi skal flytte og jeg skal pakke.

Og jeg giiider bare ikkøøøø … (denne sætning skal klynkes for at få den rette effekt)

Den emsige – og meget søde – flyttemand var træt efter at have slæbt mit kongelige helt til Normandiet, til ingen verdens nytte!

Hensyn, nærsyn og selvsyn

Har netop haft den fornøjelse at være til sidste afsluttende lægebesøg med Divaen i går aftes.

Vi havde ingen tid – skulle bare komme, aflevere alle de forskellige resultater og så ville vi komme ind efter rækkefølge. Der sad seks patienter før os.

Og vi ventede kun i to timer.

…

Men i de to timer nåede vi at få talt om alle dem der sad i venteværelset. Det var ikke alle som vi talte grimt om. Det var faktisk kun en dame med sin søn.

Hun og den otteårige søn sad med hver deres overdimensionerede stoflommetørklæde for næse og mund. På hver sin stol. Der var ikke stole til alle da vi kom ind og lommetørklædedamen lod uanfægtet sin søn sidde, selvom der var mange som stod op med små syge børn.

Alle andre selvsiddende børn, kom op på skødet af mor eller far, uden vrøvl. Men nogle mennesker KAN bare ikke se det, vel? De tror at hensyn kun er noget fra et tag selv bord.

Så var vi på vej hjem og pludselig stoppede trafikken. Jeg var træt og så dugger mine kontaktlinser, så jeg måtte have næsen helt op i forruden inden jeg fattede hvad der var på færde.

En dame i en Mercedes cabriolet ville parkere.

Men hun havde ikke tænkt sig at vente til der var fri bane, så sig hverken frem eller tilbage og var flere gange ved at køre ind i folk som ikke lige regnede med at en parkeret bil ville køre ud foran dem.

En i bilen foran os blev åbenbart så træt af hendes på tværs af vejen manøvrer, at han dyttede.. Hun rakte da bare tunge af ham og gav ham fingeren.

…

Tænk engang, et voksent menneske? Om jeg fatter at folk vil være sig selv bekendt.

Jeg vidste endda hvem hun var. Nu kunne hun ikke se mig fordi det var mørkt, men jeg kunne se hende og det var rigeligt.

Jeg kommer til at tænke på at det er en ret stor fordel at sidde i Normandiet og skrive blogindlæg på dansk om de sære franskmænd man møder på sin vej.

Hvad skal jeg dog gøre når jeg kommer hjem og skal brokke mig over naboen (hej Irene) eller den lokale præst?

Jeg må nok lave fiktive navne, og omskrive alle oplevelserne, så jeg har noget at skrive om alligevel.

Hvorom alting er, vi kom helskindede hjem. Divaen har stadig kun vasovagalis – eller sådan noget – på fransk hedder det malaise vagal. Så besvimer man, fordi hjertet stopper. Ja, det går naturligvis i gang igen forstås. Det er ikke alvorligt!

..

Hun overlever i hvert fald foreløbigt!

Den der kampdag

Endnu en sur bøvs.. I må bære over med mig – det er vist snart den tid på måneden. Meget apropos.

Altså.. I torsdags var det den der kampdag. For kvinder.

Jeg får næsten kroniske røde knopper og tics ved øjnene. Mit indre neonlys blinker ”Lilla ble og Ø-lejr.”

Jeg har aldrig nogensinde fattet hvorfor man ikke godt kunne kæmpe på barrikaderne mens man så godt ud? Hvorfor måtte man ikke gå med bh eller barbere ben, hvis man havde ambitioner om at blive taget seriøst?

Nogen siger at vi ikke har noget at kæmpe for mere, og at det er derfor så mange er ligeglade med den der kampdag.

Men jeg mener at der stadig er forskel. Der er stadig ting som er uretfærdige. Vi skal stadig gøre opmærksom på at noget skal gøres. Men man behøver hverken have kasserollefrisure eller være kvinde for at kunne råbe slige uretfærdigheder op.

Jeg har også svært ved at forstå hvordan man kan være mand i et talibanstyre. Hvordan kan man acceptere at ens mor ikke må gå til lægen, at ens kone ikke må købe ind alene, og at ens datter ikke må lære at læse?

Jeg har været på Ø-lejr. Flere gange. Selvom det er meget længe siden er det muligvis, eller rettere højst sandsynligvis, derfor jeg ikke er så meget til fællesbade, teltovernatning eller rundkreds.

Men altså, på Ø-lejr var alle lige, og folk rendte rundt uden tøj på. Altså når det var varmt.. Det var det ikke altid i Danmark, så jeg havde dem lidt mistænkt for at gå uden tøj bare fordi de synes det var sjovt – eller måske netop på grund af den der forskel..

For jeg kunne jo  selv se, at der var forskel. Også selvom vi næsten blev belært om det modsatte.

Som mor til to af hver slags, kan jeg også se at der er meget stor forskel på piger og drenge. Himmelvid forskel. Jeg har endda været så heldig at jeg har fået et roligt eksemplar og et.. ikke så roligt eksemplar – af hver slags. Og de er stadig ikke ens.

Men det betyder ikke at nogle af dem er bedre end de to andre. De er forskellige. Både i køn og væremåde. Og det er ikke bedre at være en rolig dreng end en uregerlig pige. Det er blot anderledes.

Det er så meget mangel på respekt for det enkelte individ, at ville putte mennesker i kasser. Jeg hidsede mig også op til flere interessante raserianfald da jeg kunne læse om folks forargelse da der var blevet lavet lyserødt lego.

Jeg endte ligeledes med at piske en hel stemning op da jeg hørte om en person af svensk intetkøn, som opdrog sine børn fuldstændigt aseksuelt. Jeg kunne godt blive helt bekymret for hvad dens børn skulle blive til en dag. Gad vide om personen var klar over HVORDAN de børn blev undfanget, eller mon vi var ude i noget helligånd?

Det at vi er forskellige, gør ingen bedre end andre. Bare så det er helt klart.

Hvis jeg siger at hvide mennesker er bedre end sorte, så lyder der ramaskrig fra alle verdenshjørner. Hvis jeg siger at kristne er bedre mennesker end muslimer, så falder der brænde ned og nogen går omgående igang med flagafbrænding.

Hvis jeg siger at drenge er bedre end piger.. Så harmes civiliserede mennesker da også.

Hvis jeg i stedet siger – der er forskel.. Så er alle enige, i princippet. Til et vist punkt. I forhold til farve og religion, ja. Men det er straks en anden sag med kønnene. For vi må endelig ikke lave drengelegetøj og pigelegetøj. For SÅ er der straks hysteriske mennesker både her og der, samt ligestillings-kirke-og alt det andet han nu skal tage sig af-ministre, som tager voldsomt på vej.

Men jeg må godt få en stramtandet kam til mit eget hår, og give en anderledes kam til et menneske med afrohår. Jeg må også gerne servere frikadeller til kristne og nøjes med oksesteg til muslimer. Det vil ingen anfægte – de vil tværtimod kalde mig tolerant og forstående fordi jeg anerkender at folk er forskellige.

Men køber jeg lyserødt lego til Prinsessen er fanden løs i laksegade.

Men så har jeg lige et scoop her: Gårdmand Bjørn er ikke mindre dreng af at have leget med lyseblå øjenskygge og dametasker. Han bliver heller ikke mere dreng af at lege med actionman og biler.

Ligesom Prinsesse Lyserød ikke er mindre pige når hun klæder sig i militærtøj, eller leger med biler. Hun bliver heller ikke mere pige af at lege med lyserødt lego og dukker.

Jeg vil endda gå så langt som at vove den påstand, at jeg ikke bliver mindre mor blot fordi jeg er konge!

Men at kæmpe for at vi alle sammen både skal klø os i skridtet og synes vi er for tykke, i en eller anden fælles misforstået samdrægtighed, det vil jeg bare ikke.

Jeg gider i øvrigt slet ikke kæmpe.

Hverken den 8. marts eller nogen anden dag.

Det må være nok at opdrage sine børn til at behandle alle mennesker lige, hvad enten de har tap på eller ej. At opdrage dem til at se at alle mennesker er lige meget værd, og at det er bedøvende ligegyldigt hvad vi kan lide at lege med.

Krølletyven

Nu da krølletyven var fundet, identificeret og afsløret, så sad jeg med en viden jeg ikke bare kunne ignorere.

Hvad skulle jeg gøre?

Jeg snakkede længe med min læge, og hun bortviste Krølletyven. Væk med hormonerne. Ja, nu er min læge naturligvis ikke idiot – hun har ikke smidt mine piller væk, bare fordi jeg har mistet mine krøller, men af andre årsager.

Jeg skal undersøges til bunds – uden hormoner – og hvis krøllerne titter frem igen, er de hjerteligt velkomne. Så jeg er ikke helt mig selv – eller det vil sige jeg er måske netop helt mig selv – hvilket faktisk er ret så skræmmende.

Krøllerne lader vente på sig, men hvis de først skal vokse ud igen risikerer det selvfølgelig at tage sin tid.

..

I mellemtiden havde Lene en speciel hårkur med hjemme fra øen. Det lokale kosmetikbrænderi har en hårkur som skulle virke på bortkomne krøller.

Så i går aftes – den sidste aften inden hun her om lidt flyver hjem igen – smurte Lene mine flade totter ind i noget meget fedtet stads.. Som jeg har sovet med.

Og kæmpet en brav kamp for at få vasket ud igen – og nu har jeg hår der er så glat som et bonet gulv.

Jeg håber ikke vi får mere kulde for jeg er fuldstændigt overbevist om at en eventuel indendørs hue ikke engang ville kunne sidde fast på mit hoved så blødt er det.

Om det vil få krøllerne frem vil tiden vise!

Holde i hånd

I går var jeg tilbage hos manden med forstørrelsesglasset, så han kunne fjerne mine sting! Og jeg var ikke bange. For Lene var med, til at holde i hånd.

Men det er godt nok, i forgårs nat kløede det på mit lår.. og jeg kløede åbenbart igen. Og SÅ skal jeg lige love for at jeg vågnede.

Højt jamrende.

Jeg havde nemlig skiftet forbindingen ud med et ordinært plaster, nu da de blå mærker var næsten væk og det dermed ikke var så ømt – troede jeg – længere.

Men forbindingen kom altså på igen, jeg skulle ikke nyde noget af at vågne på den måde igen.

Lægen fjernede stingene, og kunne samtidig meddele at der ikke var grumme ting i min forhenværende skønhedsplet. Jeg var glad.

Det kan godt være at jeg ikke har tænkt så meget på det resultat – men man tænker nogen gange – jeg gør i hvert fald: at jeg også er nabo til nogen.

Her er det godt nok en kirkegård som er nærmeste nabo, men alligevel. Eller måske netop..

Den får bare ikke nye indbyggere lige nu, for jeg er ren som sne!

Men de andre pletter skal tjekkes hvert år. Kan man godt det i Danmark?

Hvilket minder mig om de der dame tjek.. med en vatpind – som skal sendes ind til nogen så de kan se om man har et eller andet skrækkeligt noget.

Da jeg, første gang vi var flyttet til Danmark, skulle vælge læge, tog jeg en vagtlæge, som jeg havde set tilfældigt i en sommerferie, hvor Zorronaldo havde fået 41 i feber. Jeg tænkte – han ville nok være god til børn..

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at han skulle være min læge også. Jeg havde fortrængt det på en eller anden måde. I Frankrig har man én læge til allergi, én til hudproblemer, en til babyer og én til at tage dem ud. Og så én til snot og alt det andet.

Men der, hjemme på øen i 2003, med det der lyserøde brev i hånden, gik den skrækkelige sandhed op for mig.. I et glimt.

Og så skiftede jeg læge.

Til et lægeHUS med tre læger.. Så kunne man altid vælge én til dameting, altså hende som var dame. Og så de andre til snot.

Det fungerede godt før vi flyttede.. Og det har bare at virke når vi kommer tilbage igen.

Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Sådan en rolig søndag..

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

SMELT SÅ

Jeg er ret træt af sne. Og kulde.

Jeg vågnede kl. 04.00 og hundefrøs. Simpelthen.

Spekulerede på om et vindue stod åbent, eller om der eventuelt lå en snemand ved siden af mig.

Det var ingenlunde tilfældet. Men, mens jeg lå der og prøvede at samle mod til at lette dynen, forlade min lunkne seng for at lokalisere problemet, syntes jeg der manglede noget.

En brummen. En slags Peter Plus-agtig brummen. Den slags brummen som for eks. et oliefyr, plejer at lave.

Den manglede bare helt i mit natlige lydbillede. Der var helt stille.

Mange farverige bandeord, kom ud væltende ud mellem mine klaprende tænder, for godt nok er huset koldt i forvejen, men SÅ koldt plejer det ikke at være.

Jeg kom til at skubbe hårdt til First Man sengen for at få at vide hvilken knap man skulle trykke på for at genstarte det brummende monstrum.

Jeg gik ned – trykkede –ventede. Ventede lidt mere. Trykkede en gang til.

Det skete ikke en skid.

Jeg gik op i seng igen, og lagde mig tungt, stønnede med ekstra lyd på og frøs med anstand.

First Man som nu tilfældigvis også var vågen, gik straks ned og tjekkede hvad jeg havde gjort forkert. Den slags bringer mig normalt op i et lettere orange felt, men i nat – kl. 04.37 gjorde det mig slet ikke noget.

For han fik overtalt fyret til at gå igang igen. Omend lidt haltende. Men dog til at spytte 13 grader ud i stue og køkken.

Jeg nåede dog, ved hjælp af min Zibro, at få termometeret til at kravle helt op på 16 grader, da det var tid for Firkløveret at stå op.

Nu venter vi på en sød blikkenslager, med et overskæg som manken på en tibetansk pony, som kan tale med brummeren og måske fravriste den en grund til at den er blevet sur. Og gøre noget ved det.

Det er meget muligt at brummeren fryser – det gør vi andre også. Hue eller ej.

Og så var det at jeg drømte om mine elskede kejserliljer i haven hjemme på øen.

Og om mine kaprifolier.

Venter i mellemtiden på at sneen kommer på bedre tanker, og forføjer sig til et sted hvor man ville sætte pris på den, oppe på noget indlandsis, eller et eller andet sted down south. Hvor som helst faktisk..

Bare ikke lige her.

Noget jeg ikke fatter

Er begrebet omvendt racisme. Hvordan kan racisme være omvendt?

Racisme er jo meget klart defineret: Det er opfattelsen af at en biologisk race, oftest defineret af hudfarve, opfattes som overlegen eller underlegen i forhold til andre racer.

Dette udsagn kan man være enig i eller man kan lade være – det er ikke spøgsmålet. Jeg vil ikke komme ind på at jeg naturligvis synes det er noget pjat at katalogisere folk efter hudfarve. Jeg vil også undlade at sige, at jeg mener at racister er indskrænkede små mennesker som burde sendes på en dannelsesrejse jorden rundt og opleve at der findes fantastiske og dejlige mennesker uanset hudfarve.

Ligesom idioterne heller ikke har samme farve eller andre fællestræk. Desværre – det ville ellers være rart at kunne genkende dem på lang afstand!

(vil lige indskyde at jeg kun tænker på hudfarve i dette indlæg – religion holder jeg helt ude af disse betragtninger – det må komme en anden god gang)

Men jeg undres over hvordan folk kan tale om omvendt racisme. Jeg mener – enten er man racist eller også er man det ikke.

Der findes en hel del racister rundt omkring i verden, og de har ikke alle sammen den bleg-beige farve, jeg lige er i besiddelse af. De kan have alle de forskellige farver der findes. Men det glemmer mange.

For en del år siden opholdt jeg mig i Sydafrika i et par måneder. Apartheid var officielt afskaffet, men præsidenten var stadig hvid.

Der blev ofte talt grimt til mig, men kun lige indtil det sekund, jeg meddelte dem at jeg var dansk. Så fik piben en anden lyd. Hvilket forbløffede mig. Jeg kunne jo i realiteten være ligeså racistisk i min tankegang, som den sikkerhedschef på fabrikken hvor jeg havde min gang.

Han sagde en dag, under tilstedeværelse af et andet menneske med en anden farve end hans egen, at den slags mennesker jo faktisk kun var dyr. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, så ubehagelig var den oplevelse.

Jeg er jo ikke automatisk et godt og ikke-racistisk menneske, blot fordi der står DK på mit rødbedefarvede pas. Man kan heller ikke konkludere at ingen mennesker med brun hudfarve er racister.

Omvendt er jeg ikke racist, blot fordi jeg er nu engang er hvid.

Racisme er blevet til et trumfkort, som trækkes når man skal lukke munden på alle som stiller krav og siger fra, overfor mennesker der ikke ser ud som dem selv, og det er jo det værste vrøvl.

Men for mange, er racisme åbenbart kun legitimt at tale om, hvis det går den ene vej. Her i landet – Frankrig, såfremt nogen skulle være i tvivl – findes der en forening ved navn SOS Racisme. En god organisation hvor man kan få hjælp hvis man mener man er blevet uretfærdigt behandlet på grund af sin hudfarve.

Desværre accepterer de meget sjældent klagerne, hvis det går den anden vej, og det i sådan en grad, at en højtstående ansat, simpelthen endte med at sige sit job op i organisationen. Han blev træt af at en bestemt slags sager, konsekvent blev lagt på is og ikke behandlet.

Det hænger jo ikke sammen?

For så er vi, efter min ydmyge mening, nemlig ude i noget helt andet og meget mere alvorligt – nemlig ytringsfrihed.

Det var så onsdagens sure opstød!

Sne i Frankrig

Jeg kunne også have valgt overskriften ”kaos i et udviklingsland” – for det er stort set synonymt.

Lørdag aften gik vi i seng og der var intet at se. Søndag morgen havde nogen hældt 15-20 cm sne ned over Æblebakken og omegn. Verden gik helt i stå. Og ikke kun fordi det var søndag.

Så blev det mandag. Og der var fire lærere på arbejde, idet de åbenbart ikke mener at det er forsvarligt at tage toget, som ellers kører upåklageligt og med en del mere punktlighed en de hjemlige statsbaner.

Når de ikke lige strejker vel at mærke.

Så på grund af lidt sne, er skolen mere eller mindre lukket. Man får i hvert fald at vide, at eleverne ikke får fravær hvis de ikke møder op.

Elever er der faktisk heller ikke mange af, men det er ofte fordi der overhovedet ikke er ryddet nogen steder, hverken på små eller store veje.

Det er muligt at motorvejen er ren – men jeg er ude af stand til at tage derud – så det må forblive en påstand.

Jeg kan også konstatere at hverken fortove eller cykelstier bliver ryddet. Ej heller bliver de små veje i centrum ryddet. Selv folk som os, skal forcere knædybe snedriver for at komme de 900 meter hen til skolen, hvilket gør turen til noget af en oplevelse.

Hvorom alting er, der var otte elever i Prinsessens klasse, og fem i Zorronaldos i går på grund af vejret, og det er meget værre i dag.

Derfor har vi snefri. Har jeg bestemt. Nogen på 15 er desuden snottet, så han har godt af at blive i sin seng.

Saltning har ingen hørt om, eller jo – de kører godt nok rundt med saltmaskinen.. den er bare tom. Men så tror folk at der bliver gjort noget ved den håbløse situation.

Mens jeg kæmper mig igennem snedriverne sammen med Firkløveret, kan vi se den ene bil efter den anden, som skøjter rundt på sommerdæk og ubehjælpeligt glider ned af små bakker igen. Med fare for at ramle ind i andre biler eller træer – for slet ikke at tale om os, hvis vi ikke hopper for livet.

Andre kører stadig som om der ikke lå noget hvidt på kørebanen, det er gerne mænd. De kører alt for stærkt og ender gerne i grøften. Så er der dem som snegler sig afsted og blokerer for al fornuftig trafik, det er gerne kvinder. De bremser hele tiden og ender derfor også i grøften. Og så bliver der kø.

Vi kan nu heller ikke få vores bil ud i verden, det er simpelthen umuligt. Vores indkørsel er 3-400 meter lang, den går opad og bliver ikke ryddet.

I søndags måtte vi skubbe vores gæster ud op.

Nu har det så frosset en hel masse minusgrader i nat og alt er spejlglat, så vi gider ikke engang prøve.

Men det er nu lige morsomt hvert år. For os!

Franskmændene derimod, kan slet ikke se komikken i det. Selvom nogle dog er i besiddelse af en vis portion selvironi, da de hvert år lidt skamfuldt fnisende siger til Skandinaver og Canadiere: ”I griner nok af os!” Og ja – det gør vi bestemt!

Vi går så heller ikke rundt i små kondisko og får forfrysninger. Næ, vi har fornuftige flyverdragter og lange underbukser på.

Nogle af os i hvert fald.

Andre vil hellere fryse med anstand, end at blive katalogiseret som værende kikset. Og det bliver man ret hurtigt snottet af, skulle jeg hilse og sige.