Så er der pålæg

Velkommen til mit indre.. i skiveform. Jeg vil skåne jer for detaljerne! Men der var rigeligt af dem – detaljer altså.

Det var betydeligt mere ubehageligt, end jeg lige havde regnet med det ville være.

Nej, det gjorde ikke ondt, jo lidt i skuldrene til sidst: skulle ligge i 20 minutter udstrakt på noget båreagtigt med armene over hovedet. Mens jeg holdt på sådan en ”Tag-Mig-Ud-Herfra-NU-PANIK”knap i den ene hånd, og en sprøjte et eller andet i den anden.

Og hovedet lige akkurat sådan, at hvis jeg kiggede bagud kunne jeg se loftet. Men lige præcis nok til at jeg ville gå i panik hvis jeg prøvede at bevæge mig. Det prøvede jeg så derfor ikke.

Men jeg fik dejlig musik i ørerne – havde naturligvis glemt min egen CD “Silhouettes” som skulle have bragt mig frelst igennem – men så satte han ørebøffer på mine ører og blæste igennem med ABBA, Aha og Alphaville.

Det må være en opsamling som hedder “80er musik fra A til Z” men gad dog vide hvor mange der overhovedet når til B?

Det hele efter en times tid i jordens kedeligste venteværelse. Jeg fik helt ondt af dem som ikke havde en First Man med.

Man bliver dog noget træt efter sådan en omgang, så jeg vil slæbe en lænestol ud i haven, sætte mig der, drikke en kvart million liter vand så jeg kan blive renset igennem.

Og så vil jeg for resten lukke mine øjne, mærke solen og de 22 grader på mine hvide stænger og høre noget musik som snart skal til Canada og gøre Birgitte glad!

Vi ses i morgen!

Fordele og ulemper ved nattøj

Nu slipper alle familiehemmelighederne ud, for her kommer endnu en indrømmelse.

First Man sover næsten altid uden nattøj. Endda uden noget tøj.

Det er der sikkert mange mennesker som også gør. Kun når vi har haft aupair eller andre sarte gæster, har han accepteret at sove med nattøj, for at undgå katastrofale situationer.

Jeg sover med nattøj; jeg får forfrysninger, selv om sommeren, når jeg afklæder mig den slags nattøj som dækker skuldrene. Ikke alene fordi det uanset hvad, bare er koldere klokken 04.37.

Men også som et resultat af at nogen, som ligeledes sover i sengen, snorker. Og kommer jeg til at vende ryggen til ham i løbet af natten, kun iført noget med stopper og uden ærmer, så får jeg kolde pust imellem skulderbladene, ofte akkompagneret af nogle grynt.

Sommetider kan jeg i søvne ignorere denne ret kraftige lydkulisse, men er jeg samtidigt under bearbejdning af de kolde pust som ledsager lyden, så vågner jeg. Gnaven og frysende.

Og det er ikke en ret god kombination, derfor sover jeg med nattøj også om sommeren.

Grunden til at jeg har behov for at dele disse oplysninger med hele verden, oplysninger som ingen rigtigt har brug for at kende, er at der i mange år, søndag morgen, været mest trængsel i min side af sengen.

Tumultagtige tilstande mestendels skabt af besøgende børn. Meget sjældne gange også en hund, som bestemt mener at den bør tage del i festlighederne. Jeg er til hendes store fortrydelse, aldrig enig med hende.

I hvert fald, det er min side af sengen som står for skud. Og sådan har det været det i mange år.

I går morges var ingen undtagelse: først kom Gårdmand Bjørn. Han gav sin far et knus ledsaget af et godmorgen, og omgående fortrak han over til mig. Da First Man skulle ud og løbe en lille tur forsvandt han fra sengen. Men Gårdmand Bjørn blev liggende på min side.

Dernæst ankom Prinsessen og hun skulle absolut også ligge under min dyne. Med kolde tæer. Af en eller anden grund så bliver kolde tæer meget lidt charmerende når de overstiger størrelse 32.

Derfor bad jeg dem begge om at forlægge residensen til First Mans halvdel, nu han ikke selv optog pladsen længere.

Så blev der stille. Mit forslag huede dem ikke. Adspurgt kunne de meddele at det var helt afsindigt klamt at skulle ligge der, under deres fars dyne, fordi han ikke sov med underbukser på.

…

Og jeg måtte forsikre dem for, at for det første havde deres far for en gangs skyld sovet med natbukser, samt at sengetøjet var helt rent, så de kunne sagtens ligge under hans dyne uden at blive besudlede.

Desuden er han ikke syg og han går faktisk i bad hver dag, så graden af klamhed er rimeligt begrænset.

Børn er altså så sarte!

Maskinoman har slået til igen..

Om det er en maskulin form for shopaholic skal jeg lade være usagt.. men forleden dag kom First Man hjem, slæbende på en meget stor kasse. Der var en maskine inde i den store kasse. Endnu én.

Han råbte bare hej, da han kom hjem, og jeg stod på hovedet i aftensmaden og snakkede med Divaen, så jeg ofrede ikke kassen ret meget opmærksomhed. Heller ikke da han pakkede ud.

Det var en fejl.

Så havde jeg nemlig kunnet kravle i skjul. For pludselig lød der en øredøvende larm, i meget ubehagelig nærhed af min person. Jeg for sammen og var lige ved at tabe gryden med pasta. Divaen nøjedes med at sætte sig på hug og hvine skingert, mens hun holdt sig for ørerne.

First Man havde købt en slags kompressor eller noget. I hvert fald en meget stor dims til at puste luft med. Han var glad for den. Meget glad.

Og den skulle straks afprøves.

Derfor er der nu ikke den ting i huset han ikke har haft pustet på. Med maskinen forstås. Indersiden af tørretumbleren, Blondinens kurv, tallerkenrækken og støvsugeren.

Se, at han lige skulle puste på støvsugeren kunne jeg så ikke se det smarte i. Den suger jo. Med mindre han ville opnå et slags blæsende kredsløb. Det endte da også galt. Det kunne jeg godt have fortalt ham.

En slags elastik som holdt sammen på noget inde i støvsugeren, fløj af under al hans pusten. Under mange eder og rumsteren fik han moslet elastikken på plads igen. For en kort bemærkning. Så knækkede den.

Der var stille lidt og så kom ederne tilbage. Uden andet akkompagnement. Så fandt han noget andet at puste på. Udenfor. Divaen krøb i dækning og de tre andre smågrise blev ovenpå.

Så indtil han er færdig med at puste, er Æblebakken midlertidigt omdøbt til Stormfulde højder..

Saucisse de Morteau

Der findes i Frankrig en meget gammel pølse. Eller det vil sige – det er naturligvis opskriften som er gammel. Flere hundrede år! Selve pølsen – selvom den godt kan holde sig i længere tid, er da for det meste ny og frisk.

Der er meget mad i sådan en pølse, så vi deler!

Det er en røget og tørret pølse og den smager derfor anderledes end de fleste pølser.

Den skal koges i saltet vand i ca. 45 minutter, sådan lidt hamburgerryg-agtig vel. Og så spises den med kartofler og sennep.

Men den skal vi ikke have idag – vi skal have pandekager! Efter Lenes ønske!

Så First Man er igang med de tre pandekagepander:

God søndag aften!

Sådan en rolig søndag..

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

Lege i sneen – hver sin lyst

Vi har hver vores måde at lege i sneen på.

Jeg holder af at kælke.

Hvis jeg ellers har tøj nok på. Og en skilift til at fragte mig op igen.

Gårdmand Bjørn og de andre laver snemænd, bygger huler og kæmper sneboldkampe. Iført flyverdragter og skiundertøj.

…

Så er der nogen som laver armbøjninger i sneen. Frivilligt. Og endda to gange – fordi jeg ikke fik taget et billede af ham, første gang.

PS: billedet er kraftigt beskåret af åbenlyse årsager! En anden legemsdel var det egentlige centrum!

Hvem er Olga?

Birgitte er lidt træt af at tude over min blog hele tiden. Jeg kan godt se det halter lidt, og selvom det muligvis kun var Divaen og jeg der faldt om på gulvet af grin over dette her, så vil jeg alligevel se om det eventuelt kunnee være lidt morsomt for andre og så Birgitte naturligvis. Ellers laver hun nok bare en heks som ligner mig..

Jeg formoder at I alle har set en jem&fix reklame.

Jeg havde aldrig hørt om butikken, da vi flyttede hjem første gang – så jeg var færdig af grin over at der var de morsomste stavefejl i denne her gule reklameavis.

Det må mindst være en franskmand som har skrevet det, tænkte jeg og grinte videre. Jeg holdt dog hurtigt op med at grine, da ingen andre syntes det var morsomt og jeg fandt ud af at det i øvrigt var meningen.

Nå..

Men altså, franskmænd taler faktisk dansk sådan som jem&fix staver.. De siger H når der ikke skal være nogen og glemmer H’et når det faktisk skal både være der og udtales!

Og med til forhistorien og den almene forståelse vil jeg også gerne fortælle at Holger er en sød landmand som leverer ko til vores madplaner, når vi bor hjemme på øen.

Nå – nu til det egentlige:

Vi stod i køkkenet for et par dage siden og snakkede om dansk mælk. Og frisk mælk og malkekøer og den slags. Og om at putte mælk i teen, fordi det smager bedst, og hvilken mælk der så smager bedst. Dansk mælk naturligvis.

First Man bekendtgør så, at når vi flytter hjem så vil han have mælk fra ”(H)olgers køer” Det er rigtig mælk, uden så mange dikkedarer.

Gårdmand Bjørn retter sig derpå op og siger mystificeret: ”Hvem er Olga?”

…

Søndagstest #2

Rillettes..

Det kan bedst forklares som værende kødsnuller som er tilovers når man har lavet noget andet af de reelle kødstykker.

De bliver så henkogt i fedtet, og brugt som en slags pålæg, selvom pålæg – på brød til frokost-agtigt, ikke lige er et koncept man bruger så meget i Frankrig.

Der bliver lavet rillettes af al slags kød. Men mest svinekød og andekød.

Da vi kom i tanke om at der jo var noget med en test – havde slagteren lukket. Så det blev køberillettes.

Det smager udemærket. Det er lidt ligesom at købe leverpostej i brugsen.

Vi købte tre forskellige – men nu da First Man er hjemme skulle han først lige overbevises af vigtigheden af at have hele tre slags.

En anderillette, en svinerillette og en vildsvinerillette med karl johansvampe.

De smagte ganske udemærket alle tre.

Men den almindelige svinerillette, som vi altid plejer at hive ned i indkøbsvognen, blev udkonkurreret af både anderillette og vildsvinerillette.

Den med vildsvin smagte superlækkert og vandt simpelthen testrunden med flere vildsvinelængder!

Det var nu også passende at vi her i Obelix land skulle vælge den med vildsvin.

Og det var så ugens absolut kedeligste blogindlæg – nu kan I trøste jer med at det kun kan blive bedre! Det er da betryggende!

Og nu vil jeg ud og have kage..

Zen

Nu er det slut med at sove elendigt for en tid.

For nogen skrev en lille besked på skype – helt ovre fra Indien – i går. Ja – First Man kommer hjem i aften! Så skal jeg sove godt og ikke vågne 50 gange og tænke på pirater.

Så er der også en til at trøste når jeg jamrer, jeg er nemlig blevet outcast og må ikke lege med de store mere. Jo det er ganske vist – jeg kom bare til at sige min mening et sted hvor det var ilde set. Og det var ikke engang en konkurrence. Men hvor er bare trist når man ikke kan være uenige, uden nødvendigvis at skulle være uvenner.

Det er da for eksempel ikke alt mine børn finder på, som jeg synes er lige okay. Men de bliver da ikke gjort arveløse for det.

Hvorom alting er – jeg er ikke stueren mere. Eller også er det bare fordi jeg er kedelig – det er jo også en mulighed, nu jeg tænker efter.. Jeg bander vist heller ikke nok!

Nå – mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Især på sådan en mandag som det var i går.

Jeg kom tilbage til min crosstræner. Uden konkurrence desværre. Men det gik nu alligevel. Til sidst kom to damer og besteg hver deres crosstræner. Og der var ikke gået mere end fem minutter, før den ene pegede på min skærm, og sagde: ”Det er godt nok flot med 47 minutters cardio” Og jeg blev bare så glad.

Smilte overskudsagtigt til de dejlige damer, før jeg væltede ud af døren for at hente mine børn for sent på skolen!

Kun for at finde en noget misfornøjet Prinsesse, som ikke ville sige hvad der var galt. Vel hjemme igen kunne Gårdmand Bjørn afsløre at han måske havde en  lille andel i hendes dårlige humør.

Hans klasse havde haft science, om ”kroppens funktioner + reproduktion”.

Og her havde Gårdmanden glad meddelt klassen, at hans søstre havde fået menstruation. Og derpå havde han indledt en samtale med blandt andre Emma, om diverse detaljer vedrørende deres storesøstres menstruation.

”Og HELE skolen ved det så bare nu” kom det vrissent fra en ophidset prinsesse.

Hvortil han svarede: ”Hvorfor er du så sur over det? Er det da ikke meget normalt at have menstruation når man er en pige?”

Hun tilgav ham og endte faktisk med at kunne se det morsomme i situationen.

Rigtig god tirsdag til jer! Min bliver top nice!

“Hueekend”..

Nu er det Hueekend for at sige det på godt journalistisk..

Om jeg i øvrigt fatter at man ikke får en bøde for at sige sådan.. Det er ligesom folk der siger Perniiiille…eller Oooonsdag..

Og ARbba i stedet for ABBA.. se lige godt på ordet, det to helt ens bogstaver – man siger vel heller ikke ArbbAr.

Min mormor sagde derimod kEks og ikke kiiiks. Og som 7årig, kunne det godt bringe mig fra koncepterne. Men okay hun sagde også både Ciikel og iiivonne.. Sådan franske ”Y”er altså. Og det lyder helt i orden på fransk – men ikke på dansk, vel?

Men jeg må indrømme at jeg får røde knopper så såre nogen siger espritte.. Eller stiiiks.. Jeg får det dog ikke fysisk dårligt som First Man gør, når danskere siger ”Sjæselång”.. Idet ”Chaiselongue” i hans ører, er et fint og elegant ord som bliver forfladet og tilsmudset ved sådan en respektløs dansk udtale. Så ved I det!

Nå, lad det være. Det var et sidespring af de større.

Det jeg ville sige var – at nu er det næsten weekend. Lige om lidt. Og at så skal vi lige have tiden til at gå indtil First Man viser sig på matriklen igen.

Jeg er vant til at han er en anelse forfløjen, og sådan har han altid været, men det er lidt sværere for andre medlemmer af familien. Især dem på 10 og 12 som ikke kan huske hvordan det var dengang.

Forleden spurgte én på 10 mig: ”Mor, tror du at Far er bange for at sejle forbi piraterne?”

Jeg svarede, i overensstemmelse med sandheden, at det troede jeg ikke. Og jeg sagde endvidere at grunden til at Far ikke er bange, er nemlig at der ikke sker ham noget – og at de jo er vagter, de er flere og videre i den dur.

Han nikkede.. Men sagde ikke mere.

Pludselig gik der en prås op for mig: ”Er du da bange?”

”Ja” kom det lige så stille..

..

I går aftes, da jeg sagde godnat til Prinsessen var der ikke tale om diadem – men derimod en lille bævende underlæbe som skulle beroliges: ”Er det så farligt at man dør af det – det som Far skal?”

”Nej, da! Man kan jo dø af at gå over gaden. Og det er meget farligere at køre frem og tilbage til Paris hver dag.” var mit svar.

..

Så jeg ved godt hvad jeg skal de næste par dage.

Jeg skal kramme, lave putte seancer, grine, hygge, og i det hele taget skal jeg smøre smittende zen ud over det hele, især udover dem på 12 og 10 hvor det vist skal gnides ind..

..

God weekend til jer. Og tag’ lige og nyd hinanden, ikk’?

Og vi fortsætter bare

Ja – for i dag er det First Man som har fødselsdag.

Faktisk er det ret synd for ham, for vi jeg gider næsten ikke mere. Orker ikke mere pynt, boller, flag og hurlumhej!

Og man jeg burde udvise en anelse mere entusiasme, jeg ved det godt. Og der bliver jo både sunget og fejret – stemningen er bare lidt mere mat i det.

Han skal naturligvis ikke have kammerater med hjem, så det gør jo sagerne lidt nemmere – og de boller som blev bagt i søndags – udkom som vanligt i dobbeltportion, så der også er til i dag.

Firkløveret synes naturligvis det er fedt at vågne op til morgenmad bestående af lune boller med slik på.

Gårdmand Bjørn var glad – hele dagen i går! Han slog armene om mig og deklarerede, da vi kom hjem efter restaurantbesøget, at det var hans allerbedste fødselsdag nogensinde.

Og han ligger nu og sover med sit længe ønskede Nerf long strike gevær på den ene side, og sin elskede pingvin Mumle på den anden.

Gad vide om First Man også lægger sig til at sove med den Harley Davidson bog og champignonkniven, der venter på at blive pakket op? Det ville ikke undre mig!

Men nu vi er ved gaver – så.. jeg rømmer mig lige – jo fordi det er helt vildt højtideligt dette her:

JEG har nemlig vundet noget.

En giveaway!

Ikke den jeg gik og ventede på, men en helt anden giveaway ovre hos Superheltemor – en som jeg totalt havde svedt ud at jeg var med i.

Faktisk var jeg jo også lidt med i den på skrømt – for jeg var for længst holdt op med at tro på at jeg kunne vinde noget overhovedet.

Og så vandt jeg noget alligevel!

Ja, ikke alene vandt jeg – det er tilmed en fantastisk præmie!

To fede spil! Vist en revideret og ny slags Fire-på-stribe og noget Trivial!

Det bliver super at kunne banke de andre spille sammen i juleferien!

Remake nr. næst

Nu prøver vi lige igen.

Altså , da jeg engang i tidernes morgen – og vist egentlig mest for at have en undskyldning for hvinende at krybe i skjul i First Mans favn – så ”Alien3” blev jeg næsten ligeså glad, som da jeg året før havde, ligeså hvinende, havde set ”Terminator 2”.

Det der udløste min uforbeholdne glæde over disse film, især over slutningen, var det faktum at de rent faktisk sluttede. At der var ingen vej tilbage. Det var næsten smukt.

Filmen sluttede simpelthen uden mulighed for at helten kunne komme tilbage og lave en nummer næst film.

Ikke ligesom Rocky, Rambo og Dirty Harry som bare slyngede fortsættelser ud til sagesløse biografgængere verden over, uden tanke for om kvaliteten af disse fortsættelsesfilm måske kunne give publikum varige skader på krop og sjæl.

Ikke at det nogensinde er blevet bevist – men alligevel, det er slet ikke utænkeligt.

Derfor var jeg så glad.

Det var dog en stakket frist – uundgåeligt vil nogen mene, men jeg havde dengang, mine ungdommelige illusioner om integritet kontra indtjening, intakte – og jeg var chokeret, intet mindre, da der i 1997 udkom en Alien 4.. som jeg i øvrigt altid har nægtet at se, idet jeg ikke mente der var et fornuftigt grundlag for filmens eksistens.

Muligvis også lidt, fordi jeg ikke mere havde brug for undskyldninger til at gemme mig i First Mans arme på blondinemåden.

Da Terminator 3 så blev smidt på markedet i 2003, var jeg ikke engang chokeret – blot skuffet og fuldstændig desillusioneret. Men hvis sandheden skal frem, gik jeg, siden Alien 4, såmænd bare og ventede på det ville ske.

…

Men det er nu også lidt ufint, at hænge samtlige mutte-muskelmænd-in-action-film ud på denne måde, for jeg forstår faktisk godt behovet for en fortsættelse. Hvis jeg har læst en god bog, vil jeg meget gerne have en fortsættelse, noget mere, for at fastholde fortryllelsen lidt endnu.

Jeg tvivler nu på at filmindustriens bagmænd, har så reelle og idealistiske hensigter med deres film, jeg må nok indrømme at jeg tror mere på en finansiel indflydelse, hvor grotesk det end lyder.

Så kan man, sådan lidt en passant for sig selv, spekulere lidt over hvordan det er med daglige blogindlæg. Om de bliver ved med at more – eller hvordan det lige ligger med det..

Sårede mænd

Nå.. den helbredsmæssige status på Æblebakken er ikke brilliant, sådan set fra et maskulint synspunkt.

Og ja, jeg staver stadig brilliant forkert. Jeg kan bare ikke få mig selv til at fjerne ”i” nr. 2.

Nå, tilbage til de syge hankøn. Det er en anelse anstrengende. For os andre.

Som alle naturligvis ved nu – brækkede Zorronaldo kravebenet d. 27. august. Og ved kontrolrøntgen sidste uge, kunne det konstateres, at der ikke var sket en hujende fis. Intet.. Nada.

En svag skygge var lige akkurat synlig, men ingen veritable tegn på at noget var ved at vokse sammen. Nu var de 2 ender også rimeligt langt fra hinanden og havde ikke opnået den kontakt der skal til, for at lave dette her kalk-klump-samling – whatever – der skal til, for at man kan sige at kravebenet er groet sammen.

Zorronaldo var knust. Intet mindre. Efter at have sat sin egen næse op efter at kunne spille kamp – det er nemlig det alting drejer sig om – ville han eller ville han ikke, være i stand til at spille den vigtige kamp lørdag d. 26. november.

Foreløbigt ser det en anelse sort ud.

Det gik nemlig hverken værre eller bedre end at First Man sidste fredag kom hjem med et noget forpint udtryk.

Vrissent mumlede han at han lige ville tage på skadestuen. Nogen havde tabt ham.. På gulvet.

Og før I alle bryder ud i latterkramper – skal I vide at First Man, som immervæk vejer 103 kg, hver fredag slås med nogle andre. Nogen har så mere styr på deres kræfter og kapaciteter, end andre.

En judodims – altså sådan en som er super god til judo, men ikke til så meget andet – troede han stod på en blødere judobane, glemte at han havde boksehandsker på og vendte lige bunden i vejret på First Man… Og tabte ham..

Det var First Mans skulder ikke så glad for – den gik derfor sin vej – men fortrød igen og kom tilbage da lægen på skadestuen talte pænt til den..

Så nu har vi to sårede herrer. Begge med højre skulder.

Og jeg skulle hilse at sige at det ikke er ret sjovt. For os altså!!

Ingen af dem kan få afløb for dagens frustrationer, ved henholdsvis at sparke til en bold, eller rive i noget jern, subsidiært slå på nogen, der synes det er sjovt..

Derfor er det faktisk endt med at være meget mere synd for os andre – end det er for dem..