Snart påskeferie

Når jeg beretter at der er lukket i Danmark i disse dage, og at alle derfor har fri – eller næsten alle – brokker Firkløveret sig gevaldigt. Hvordan man kan bo i et land af overvejende katolsk overbevisning, og så ikke holde fri i den vigtigste højtid, går over deres forstand.

Jeg må så minde dem om, at i Danmark har de ikke to fulde ugers ferie, men kun en uge og en dag. Og i morgen går vi på ferie.

Planer er lagt, der skal fejres fødselsdag, der er gæster som skal passes, og besøg som skal aflægges. Og så skal vi jo lige nå at se de sidste spændende seværdigheder før vi forlader området.

Der er også en fest eller to på programmet, men først og fremmest skal vi holde fri og hygge os.

Hygge os og slappe af inden det går løs med kasser og hurlumhej.

Og vi skal fejre. For det er jo påske – og den mest udbredte måde at fejre højtider på, det er ved at spise. Man spiser bare så meget at man glemmer hvad det egentligt handler om. Det svarer lidt til at man holder fødselsdag uden at vide hvem fødselaren er.

Men der er blevet købt ind, vi skal smovse i lækkerier som snart bliver lidt sværere for os at få fat i. Så vi vrider nydelsen ud af hver enkelt lille dag i vores ferie.

Foreløbigt skal vi lige igennem i dag og i morgen. Og så må holde fri.

Vi glæder os!

Skjult kamera

Har siddet med familien foran fjernsynet. Det er i forvejen ikke noget der sker ret tit. Undtagelsesvis kan det ske søndag aftner, fordi der er Barnaby.

Men altså, jeg satte mig i sofaen omgivet af børn og så fjernsyn. Skjult kamera. Og jo mere jeg så, jo mindre var det morsomt, og jo mere gik det op for mig at jeg faktisk slet ikke kan lide det.

Nej, jeg kan ikke lide skjult kamera. Så er det sagt. Ihvert fald ikke den nye slags.

Muligvis er det så fordi jeg er ved at blive gammel.

Og mere kedelig end jeg plejer.

Og vrissen.

..

Jeg har jo en “Brok” -kategori.. Som skal holdes ved lige.

Men altså, skjult kamera er som sagt ikke hvad det har været.

Det foresvæver mig at det var langt morsommere da jeg var lille. Mindes især noget tysk noget, med en mand der dyppede armen i et akvarium og derpå åd gulerodsstrimler så det så ud som om det var en frisk halebaskende og spillevende guldfisk han gnaskede i sig.

Det var sjovt. Det var hylende grinagtigt.

Men det begrænser morskaben, at det er nødvendigt at gøre folk nervøse for at de har gjort i nælderne.

Der var nogle i går aftes, som skulle løbe tværs over min skærm med en falsk olympisk flamme i hånden, denne flamme blev pustet ud med en fjernbetjening, når den arme stakkel nåede publikum. Følelsen af at de må have ødelagt en god oplevelse for mange mennesker, så ikke sjov ud.

Det er heller ikke sjovt at få en sagesløs frivillig til at bære en stor fødselsdagskage ind til et børneselskab. Kagen har snor i, og den ryger naturligvis på gulvet, hvorpå fødselsdagsbarnet giver sig til at tude. Alt sammen iscenesat, for at få godtroende stakler til at føle de har gjort noget forkert.

Det er da ikke morsomt?

Det er blevet andre ting man griner af åbenbart. Nutildags.. HOV der blev jeg lige 82 igen..

Det er ikke nok at have en monstertung kuffert ingen kan bære for den søde blondine, eller en liggestol som bare ikke kan slås op.

De der, ”se du har gjort noget utilgiveligt: ødelagt en børnefødselsdag, sat en blind mand ned på en nymalet bænk eller slukket den olympiske flamme” de er altså bare ikke sjove.

Med mindre man naturligvis er ligeglad med andre, meget apropos den parkerende dame forleden aften.

Prinsessen sagde undrende: ”jeg ville være SÅ ked af at have tabt hendes kage på gulvet og sige undskyld hundrede gange, det er da synd for dem!”

Og det er der sikkert også mange andre mennesker som blev. Kede af det altså. Og uden tvivl også nogle som var fløjtende ligeglade. Fordi det ligger i tiden?

Men hvordan det kan være sjovt det forstod jeg altså ikke.

Med andre ord – jeg gad ikke se fjernsyn mere. Blev helt ked af det på deres vegne. Så vi sank slagskibe i stedet for. Det var så til gengæld meget mere sjovt end fjernsyn!

Og intet slagskib kom galt i halsen.

Sådan en rolig søndag..

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

Vi kan da altid snakke om vejret

Det er så dejligt nemt, når man løber tør for andre emner.

Jeg kan derfor fortælle, meddele, berette at vi, her på Æblebakken, stadig roder rundt midt i noget sne.

Det har dertil frosset, så det er en veritabel skøjtebane overalt, og man risikerer liv og lemmer når man bevæger sig udenfor. Vi har prøvet at få bilen ud, eller rettere op, det lykkedes ikke. Vi kørte lidt og gled straks ned igen.. Da vi havde gjort det et par gange, gad vi ikke prøve mere.

Så alt foregår til fods. Også indkøb. Med en styg og pinlig pensionistjaguar. Og nogen på 15 er overbevist om at jeg på denne lumske måde prøver at tage livet af ham.

Forestil jer et kort øjeblik at han møder nogen han kender, subsidiært en ukendt men køn, pige..

Det holdt i hvert fald hårdt og han har ikke mælet mange ord efter vi kom hjem, efter denne ultimative ydmygelse.

Når man så ikke gider høre på vrantne teenagere mere, så er det rart at man har en meget lang bakke i baghaven. Som er dækket af sne.

Jeg blev pakket godt ind.

Almindeligt tøj og så et ekstra lag. Og så mine røde regnbukser fra Røde Kors butikken derhjemme.

Har nok ikke haft en flyverdragt siden jeg var fem. De få gange jeg har haft brug for sådan en beklædningsgenstand, har absolut ikke berettiget til en større investering udi flyverdragter.

Men jeg må indrømme at såfremt der i Decathlon, stadig er flyverdragter i størrelse telt, er jeg aftager.

Jeg forudser nemlig en lang og billøs periode når vi kommer hjem. Og dermed en hel del kilometer på cykel.. og gåben. Eller bus – altså i bus, ikke på den. Alt efter vejr og vind.

Nå, det var et sidespring. Hvorom alting er, jeg fik lov til at låne en kælk, nemlig Gårdmand Bjørns gule lyn. Iført mine røde regnbukser. Ømt.

Jeg kunne næsten ikke bøje benene, idet jeg var pumpet lidt for fast, og satte mig derfor tungt, helt uden at noget knækkede. På kælken altså. Jeg selv landede forholdsvist blødt, sådan som jeg var polstret.

Og så afsted. Udover stepperne. Med en hujende Gårdmand Bjørn i fuldt firspring bag mig, euforisk over at se sin ellers så kedelige mor, siddende på hans elskede lyn.

Jeg for min part, syntes det gik lidt stærkt. Måske lidt for stærkt. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket. Så det der med at styre.. Det gik der lidt ged i.

På et tidspunkt kom jeg til at hive i en bremse, mest fordi jeg, på den kække måde, ville dreje og undgå det noget ubekvemme hop jeg var på vej hen imod.

Men i stedet væltede jeg.. Børstede værdigt sneen af mig og krabbede numsen fremad. Var dog for tung til at fortsætte alene, så Divaen skubbede mig i gang, og ned kom jeg.

Jeg skulle også op igen. Aldeles udmattende. Er overbevist om at jeg tabte adskillige kilo på den konto. Muligvis kun væske, men alligevel.

Vi kom hjem igen, og fik kakao.

Og Prinsessen bagte chokolademuffins, som jeg ikke smagte på: Desværre nåede jeg ikke at forevige dem, før de var blevet spist af de sultne horder.

Eneste ulempe ved min eftermiddag på kælk var, at min hue nu er til en yderst tiltrængt vask – jeg var nemlig begyndt at lugte af gnu ved ørerne.

Søndagstest #2

Rillettes..

Det kan bedst forklares som værende kødsnuller som er tilovers når man har lavet noget andet af de reelle kødstykker.

De bliver så henkogt i fedtet, og brugt som en slags pålæg, selvom pålæg – på brød til frokost-agtigt, ikke lige er et koncept man bruger så meget i Frankrig.

Der bliver lavet rillettes af al slags kød. Men mest svinekød og andekød.

Da vi kom i tanke om at der jo var noget med en test – havde slagteren lukket. Så det blev køberillettes.

Det smager udemærket. Det er lidt ligesom at købe leverpostej i brugsen.

Vi købte tre forskellige – men nu da First Man er hjemme skulle han først lige overbevises af vigtigheden af at have hele tre slags.

En anderillette, en svinerillette og en vildsvinerillette med karl johansvampe.

De smagte ganske udemærket alle tre.

Men den almindelige svinerillette, som vi altid plejer at hive ned i indkøbsvognen, blev udkonkurreret af både anderillette og vildsvinerillette.

Den med vildsvin smagte superlækkert og vandt simpelthen testrunden med flere vildsvinelængder!

Det var nu også passende at vi her i Obelix land skulle vælge den med vildsvin.

Og det var så ugens absolut kedeligste blogindlæg – nu kan I trøste jer med at det kun kan blive bedre! Det er da betryggende!

Og nu vil jeg ud og have kage..

Aldeles uinteressant opdatering

Var til skolehjem samtale på Divaens gymnasium i går aftes.

Det i sig selv, er noget af en udfordring. En stor sal hvori alle lærerne sidder, og så stiller man (man = 180 elever og deres forældre) sig i kø ved den lærer, man ønsker at snakke med.

I går aftes tog seancen 2 timer og 15 minutter. En mærkbar forbedring i forhold til første gang hvor vi nærmede os de fire timer. Vi skulle også kun snakke med tre lærere.. Man lærer den ædle disciplin at kunne vente!

Vi startede med at stå i kø for en økonomi/jura lærer. Divaen har svært ved at huske alle de forskellige definitioner på fransk og synes det er svært.

I stedet for at komme med en løsning, begyndte den noget selvsmagende mand at forklare hende hvordan man regnede elastisk effektivitet ud.

Eller sådan noget.

Da han begyndte at sige at effektiviteten var minus 3 og dermed voksede 22 % så fik jeg krydsblik og spekulerede seriøst på om han ville tage mig det ilde op hvis jeg lagde hovedet ned på armene og stønnede.

Det varede heldigvis ikke så længe – men hvordan skulle min Diva fatte noget som helst af én times økonomi hver anden uge? (de andre uger har de prøver i det de burde have lært ugen før..) Nej vel?

Det er nok meget godt at vi flytter tilbage til øen – for det kan mærkes at der mangler 8 års fransk fundament. I resten af fagene går det fint og der er endda fag hvor hun har bedre karakterer end sine klassekammerater, og ikke kun i sprog!

Så Kong Mor er jo stolt!

Derudover savner vi stadig.

Det er lidt træls. Vi fik dog en opringning igår, på under to minutter via satellit – og i bedste ”Clouds across the moon” stil kunne vi ikke høre hinanden samtidigt – men det var dejligt lige at få et livstegn!

Nu er det weekend og vi skal have tiden til at gå!

Det regner og er surt ud over alle grænser, så vi lagde ud med at tegne og spille fire-på-stribe og kinaskak.

Dårligt valg.. For firkløveret.

For jeg vinder 98 % af gangene..

Nu samles der energi til at sjoske ned i byen, og måske finde nogle franske lækkerier at forsøde lørdagen med!

Hvad mon I ville købe hvis I havde frit valg på franske hylder?

Køge vs. Æblebakken

Der var lige en frue som sagde at hun set fra et rent egoistisk synspunkt hellere ville have mig til at sidde på Æblebakken end i Køge eller Ikast – fordi synet på det danske blev sat i perspektiv.

Se DET har jeg tænkt meget over. Nu har jeg aldrig sat mine ben i Køge, i hvert fald ikke så vidt jeg er orienteret, og ikke et ondt ord om Ikast, men jeg er sikker på at jeg også kan skrive meget gode blogindlæg fra møllen på øen!

Jeg startede ellers med optimistisk at forelægge denne erklæring, for resten af familien: ”at jeg blev nødt til at blive i Frankrig for at kunne blive ved med at skrive min blog”, men det var kun Prinsessen som syntes at argumentet holdt.

Desværre – men hvo intet vover..

Nå, tilbage til det egentlige. Jeg kan altså sagtens skrive om de tåbelige ting danskere gør, selvom jeg bor i Danmark. Det er da en smal sag.

Danskere er nemlig meget nemme at skrive ting om.

For eks. er folk der har boet mange år, subsidiært kun i Danmark, er meget, meget ens. Men det er sådan at man ikke rigtigt har noget valg selvom man havde lyst til noget andet end det gængse.

Det kunne vi konstatere da vi kom til øen i 2003.

Vi havde fået et nyt hus – og der skulle nye lamper til. Men udvalget var altså til at overse. I samtlige butikker der havde lamper i deres sortiment, var valget mellem herstal og herstal. Og så nogen grimme halogenklemmer der sad på stålwirer. Og kom ikke og sig at det ikke passer. De var overalt. Simpelthen. På restauranter, i frisørsaloner og endda hjemme hos folk, som ellers så ud til at have udmærket smag i øvrigt.

Naturligvis kunne jeg sagtens få en Le Klint eller en PH Lampe hvis nu jeg havde haft en masse penge jeg ikke skulle bruge til noget. Men for almindelige dødelige var der intet andet.

Vi fik ikke nye lamper.

Det er det samme med tøj. Hvad enten butikken hedder FnullerFnaller eller DillerDaller så er varesortimentet fuldstændigt identisk og alle går ens klædt – og i 2003 hang underkjolerne uden på cowboybukserne.

Eller den der mode med uglet baghår. Ja – jeg vil vædde med at I griner, for I ved det jo godt..

Og den slags mystiske ting kan jeg vist godt skrive om, selvom jeg fraflytter Æblebakken.

Skønt, jeg kan jo godt forudse visse problemer med at skrive vrisne indlæg om Gårdmand Bjørns lærer, når jeg bor i nabobyen.

Det er unægteligt lidt nemmere at skrive at vores ukrainske nabo er skingrende sindssyg, når jeg ved at han aldrig får kendskab til min blog. Og han kan i øvrigt slet ikke dansk.

Men den tid, den sorg. Flytte skal vi, men der er heldigvis længe til.

En hund efter slik

Sådan en rolig søndag, efter en noget hektisk uge, for slet ikke at tale om lørdag, der om muligt var endnu mere optaget, er bare balsam for sjælen.

Vi lavede absolut intet.

En hyggelig brunch og ellers læsning, småsludren og bare være. At vejret så i tilgift er helt fantastisk, og vi mere eller mindre permanent har haft 16 grader de sidste to uger, gør heller ikke noget.

Dagens absolutte højdepunkt kom da First Man skulle strække ud og jeg besluttede mig for at hoppe på hans mave. Ganske blidt altså. Det var kun for at styrke hans mavemuskler og dermed for hans eget bedste.

Vi snakker slet ikke om at mit ballade gen var voldsomt understimuleret.

Sådanne sløve kedelige dage er bestemt sundt, men nogen gange må der bare ske noget.

Man skal helst være en hel del, for at kunne komme til at kilde First Man, så jeg fik ret hurtigt selskab af Divaen og Zorronaldo som også ville være med.

Sidst ankom Blondinen, der også gerne ville deltage i festlighederne.

På et tidspunkt i kampens hede, var First Mans ansigt ubeskyttet et kort øjeblik, og der så Blondinen sit snit til at komme med sit bidrag: hun gav ham et meget venligt slik midt på – eller skal vi sige “i” – hans halvåbne mund.

Desværre modtog han ikke denne kærlighedserklæring i samme ånd som den var givet og han gav sig til at sprutte og råbe meget højt. Vi var uheldigvis ikke i stand til at hjælpe ham, idet vi var ved at gå fuldstændigt omkuld af grin over hans råben.

Da Blondinen lige sendte et ekstra slik ud over hans øre, var målet fuldt.

Han rystede os alle af sig, som var vi Mariehøns og fór ud for at vaske sin mund med sæbe eller sådan noget, jeg ved det ikke med sikkerhed – vi var travlt optagede med at grine.

Voldsomt skuffet over at have afstedkommet denne reaktion hos sin elskede herre, gik hun yderst fornærmet hen i sin plads ved vinduet og faldt i søvn.

Og jeg som troede onsdage var kedelige

Næsten ligeså kedelige som lørdage – der sker intet i blogland om onsdagen. Og derfor kunne jeg putte et hvilket som helst kedeligt indlæg ind der. Som for eks. hvad vi fik at spise til aftensmad. Og endda noget så ordinært som suppe.

Og så vælter det ind med argumenter for eller imod melboller – hjemmelavede eller ej. Og det greb om sig, pludselig handlede det også om supper. Klare eller blendede.

Det havde ellers været et ret godt partiprogram, 27 timer i døgnet, ingen melboller, sol om sommeren og den slags vigtige sager.

Men jeg overgiver mig – melbollerne overlever.

Politik er alligevel slet ikke mig – også selvom jeg faktisk har cyklet med en som nu er minister – jooo – fint skal det være! Altså det var hun ikke da vi cyklede i fjernsynet, men alligevel!

Men nu det jo VAR onsdag i går – så kunne jeg jo egentlig godt fortælle om en jeg lige fandt. En blogger. Hun skriver tænksomt – hun skriver breve. Jeg læser med! I kan se hende her.

Så er det også i dag, sidste dag til den der giveaway jeg har. For i morgen er det jo min fødselsdag – og jeg skal have gaver, sang, halløj og ballade. Juhuu og hurra for mig. Kan nok ikke sove i aften!

Men altså – jeg trækker en vinder i løbet af i morgen og sender så en fantastisk pakke til den heldige.

Og så er det i øvrigt også denne torsdag hvor Beaujolais nouveau 2011 bliver frigivet. Jeg skal såmænd også til vinsmagning i aften. Tror godt nok jeg tager en termokande med, så jeg kan få mig en kop te. For nu er det ikke alle BeaujolÆser der smager godt, endsige er til at drikke. Overhovedet!

Foretrækker en Nuit Saint Georges.. (gad vide om dette afstedkommer samme ophidselse som suppen)

Indrømmelse #1

Jeg.. tager min telefon med på wc. Det må være en alternativ form for telefonfis..

Nå men nu er det sagt – sandheden er ude – og jeg er stigmatiseret for tid og evighed. Gad vide om jeg overhovedet skulle udgive dette indlæg?

Det er nemlig sådan at hjemme på øen, der har jeg et ganske udmærket lille toilet med en praktisk anbragt hylde – i perfekt række-armen-ud-distance, når man befinder sig på tønden.

Der står digtsamlinger, novellesamlinger, hjernevridderopgavebøger, det er kort – og godt. Det eneste selektionskriterium for at kunne få en plads på hylden, var nemlig: fat dig i korthed.

Forestil jer at have ”Krig og Fred” eller ”Jordens Søjler” stående sådan et sted?

Der ville for det første være optaget altid – og for det andet, så tænk engang alle de hæmorroider det ville give, at sidde der et par timer hver dag?

Men altså, denne hylde er nu langt væk fra Æblebakken, og på Eventyrhusets lille das, altså det nedenunder som jeg ikke vil besøge om natten, er der ingen mulighed for at hænge sligt op. En hylde altså.

Den eneste væg, som er flad, er så tynd og uholdbar at ikke engang en plakat ville blive hængende, og den anden væg.. tja – døm selv.

Nogle mennesker har avisholdere stående – men.. Vi er enige om at den slags ofte står på gulvet ikk’? Og på et forholdsvis lille areal som sådan et toiletgulv nu engang er, er der stor risiko for, at den del af befolkningen som står op og lader vandet, sprøjter og pjasker ned på samme avisholder og indhold – det er simpelthen for ulækkert.

Altså er der ingen læsemulighed for de trængende på dette toilet. Lidt synd.

Så er det nemlig frygteligt kedeligt at gå på wc.

Så var det jeg begyndte at tage min telefon med. Jeg var dog panisk angst for at tabe den ned i kummen. Det gjorde Line nemlig engang, fortalte Nanna mig. Men min frygt for kedsomhed vandt.

Det er ganske vist lidt upraktisk i, skal vi kalde det ”tørresituationen”. Der ligger den og balancerer på min sko.. Ja. Men hvor skulle jeg ellers lægge den?

Og så må den – telefonen – vente, stadig vippende på min ene fod, mens jeg får sprittet fingre af – idet der ikke forefindes håndvask på et fransk toilet. Håndvask efter toiletbesøg er nemlig endnu ikke slået helt igennem i Frankrig.

Så, alt i alt meget besværligt – men det hele værd for så kan jeg også både læse blogs og lægge syvkabale mens jeg bliver færdig!

Indlæg og ideer

Når jeg sætter mig ved tastaturet og skal skrive et blogindlæg, så skal der jo gerne være sket noget som jeg kan fortælle om.

Det er ikke altid tilfældet – eller jo – der sker jo altid et eller andet i løbet af en hel dag, men det er ikke altid det er indlægsvenligt eller at det i det hele taget rager andre, ud over inderkredsen ved hoffet.

Jeg kunne jo godt fortælle om alle de meget grimme bandeord, på både fransk og dansk, jeg udøste over det tåbelige dørtrin der slog min tå – men jeg tvivler stærkt på at det har nogen form for interesse.

Jeg kunne også fortælle om det lille bitte modermærke jeg skal have fjernet fra mit lår. Men det er ligeledes fuldstændigt uinteressant for de af mine læsere der dukker på en søndag – endda før kagetid.

Når sådanne dage indtræffer, ser jeg mig ofte nødsaget til at dukke ned i en rodekasse af indlæg, som jeg har skrevet helt eller halvt færdigt, og se om der kan komme noget brugbart – eller rettere – læsbart ud af det.

Nogle gange har jeg kun en overskrift. Hvis jeg har fået en idé og ikke har haft tid til at skrive indlægget med det samme, så har jeg bare skrevet en overskrift og regnet med at det kunne blive skrevet senere.

Det er ingenlunde en god idé og jeg håber meget at jeg vil holde op med den slags omgående.

For lidt siden – dykkede jeg nemlig ned i dette arkiv af ufærdige værker.. gad dog forresten vide om de mon vil blive nummererede efter min død??

Sådan en slags K katalog? Jeg håber jeg i så fald ville komme over 626..

Nå – i hvert fald – jeg dukkede ned i arkivet.. og fik fat i flere spændende overskrifter – intet andet – og i tilgift ingen anelse overhovedet, om hvad jeg havde ment med ordet – eller hvad det lige var jeg ville fortælle..

Så derfor så får I ikke noget indlæg i dag..

Men der kommer kage senere!

Mit liv som leverpostej

Nu skal vi have fokus på de virkeligt vigtige ting i livet.

Da jeg ikke har et arbejde at gå op i, og skolen ikke er startet endnu, så jeg er heller ikke blevet lektiekonsulent endnu – og firkløveret synes i det hele taget at have meget lidt behov for min tilstedeværelse, til andet end fodring, indkøb af snørebånd, shampoo og så lidt taxakørsel ind imellem – så må jeg jo finde andre mål i livet.

Indhold altså. Noget at gå op i. Jeg kunne naturligvis læse nogle af de mange bøger jeg har slæbt med hjem, men det er ligesom om min hjerne er visnet lidt, så det må vente til jeg har fået den der karriere som arbejdsløs på plads blandt neuronerne.

Så jeg skulle have mig en hobby. Og jeg kunne jo ligeså godt forene det nyttige med det praktiske – eller hvad man nu siger – og gøre madlavning til min hobby – når jeg nu ikke kan slippe for det alligevel.

Jeg kan godt lide at lave mad normalt, men man skal jo lære nyt hele tiden, så jeg tænkte jeg ville specialisere mig lidt.. Udi frokostmad og pålæg.

Så forestil jer min glæde, da jeg fandt en gammel tupperware som har nøjagtigt samme form som den franske leverpostej vi spiser. No kidding!!

Ej men altså – tænk bare at være så heldig at bo i et land som har plastikbøtter i leverpostejsform. Hvor fantastisk er det lige? Det måtte foreviges på stedet.

 

Fête de la musique

Hvert år i hele Frankrig fejrer man sommeren – 21 juni – med ”La fête de la musique”. Byen bliver næsten lige så hermetisk lukket som under ”Tour de très irriterende” og så er der ellers musik over det hele. Levende musik forstås.

Nå.. Ja det mindes jeg som værende vældigt hyggeligt og party all night long! Men det var jo i Paris – dengang.. Og jeg troede naivt at det ville være det samme her.

Det var det naturligvis ikke men derfor var der livebands på alle gadehjørner alligevel. Men kors for en oplevelse.

Da den, af mig lavede aftensmad, var indtaget, drog jeg til byen med Divaen, Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

En som prøvede at synge som Jacques Brel.. Det gik ikke så godt.

Så var der gamle mænd iført fuldskæg og mave, som spillede jaddds. Gik bedre.

Og så kom vil til sådan nogle gamle fjolser som mig – der spillede rock og rul – og det var fedt. Jeg kom desværre til at vippe min ene fod op og ned i takt, men der blev ret hurtigt hvisket: “MOOOR du er piiinlig”.

Og Gårdmand Bjørn sagde: “Det er jo ikke sjovt, hvis man ikke får noget at spise”. Og så måtte han have en cookie.

Da vi havde vandret igennem det, der var at se, og havde hilst på nogle vi kender, endte vi igen foran de gamle rock & rul. Kun 4 numre senere ville de godt hjem.

Tal lige om at være kedelige. Rene lyseslukkere!

Der var faktisk okay musik, masser af mennesker – farver og fest i gaden. Og så klagede mine børn, bare over ondt i fødderne.

Den ene fordi hun absolut skulle have tårnhøje støvler på – argumentet var – at hun skulle vænne sig til dem, så hun kunne have dem på i skole i morgen. Det kan hun så ikke få, for nu har hun Nordeuropas største vabel på hælen.. Jeg sagde det jo…

Den anden fordi hun var på en 15 km. cykeltur med skolen i går og den sidste fordi han i går aftes, skred i svinget til sit værelse og hamrede nogle tæer ind i væggen..

Tæerne er nu mørkeblå og helt sikkert brækkede.. Men det forhindrede ham altså ikke i, at vinde en rugby turnering i eftermiddags, så mine skrupler ved at slæbe ham med til byen på gåben, var forsvindende små.

Ikke desto mindre ville de hjem. Og her var jeg, lige sat op til musik og hygge uden gener – for jeg har opdaget at de der klamme typer som uvægerligt antaster én, når man er i byen med veninder – de holder sig væk – når man er ifølge med børn! Smart ikk’?

Men altså, vi gik hjem, for sådan skulle det jo heller ikke være.. Og det var så den Fête de la musique..

Altså ungdommen nu til dags.

Jeg vil godt vide hvorfor

kalorier ikke mætter?

Og hvor kan jeg sende min klage hen?

Hvorfor er 2 skiver groft toastbrød, en skive skinke og en lille bitte, næsten usynlig klat smør, noget nær 3000 kalorier? Det er altså ikke så smart, når man prøver at kunne komme til at passe sit tøj igen.

Og helst inden det bliver helt sommer.

Så kan man prøve og prøve, og så bliver det med et, helt vanvittigt varmt i vejret og lige pludselig står der en, og vifter mig om næsen med en Albani Classic. Den ultimative øl. Som også feder helt afsindigt – og har 40.000 kalorier – mindst. Og har man råstyrke nok til at afslå? Nej da. En kælderkold øl.. Jeg bliver jo for pokker helt tørstig bare ved at skrive om det.

Så tager man sig sammen, endnu en gang. Man spørger Lise til råds. Man spiser en omgang komprimeret støv, i form af weetabix med noget kvark og ni moderne blåbær, og er sulten igen, inden man overhovedet har nået at sætte tallerkenen i opvaskemaskinen.

Som Maria sagde: det smager som ristet papkasse – yderst rammende.

Tomater og agurker, er no go lige for tiden, og laver man en salat, må man ikke putte majs i, fordi de indeholder alt for meget sukker.. Man kan heller ikke putte dressing på – til nøds en teskefuld olivenolie.. Men det smager jo ikke af dressing.

Så man ender med 15 salatblade, skyggen af noget rød peber og et mikroskopisk skvæt olivenolie. Velbekomme siger jeg bare.

Således frataget enhver form for smag og nydelse hvad mad angår – i hele 48 timer – hopper man glad på vægten.. Kun for at konstatere at tallet ikke er ændret. Som i overhovedet ikke ændret. Tværtimod er det hoppet et par takker opad. Tak for ingenting, altså.

Så ender man seriøst med at overveje at leve af kærlighed og kildevand – men heller ikke det, mætter ret meget, uanset hvor fristende det så end er.

Alt dette kommer garanteret heller ikke som nogen synderlig overraskelse for nogen, men det har bare slået mig her for nyligt, hvor bunduretfærdigt det er.

Tænk nu hvis kalorier mættede:

Jeg ville kunne blive mæt af min søndagskage i 2 dage. Og hvis jeg skulle falde over en pakke ostepops – hvilket jeg heldigvis kan undgå, så længe jeg slår mine folder i Normandiet – så ville jeg kunne nøjes med at spise 3 gange om ugen. Hvor praktisk ville det ikke lige være?

Men næ nej, i stedet for, skal man trækkes med kedsommelige smørløse, brødløse og marmeladeløse morgenmåltider – eller også spiser man de mængder der ikke kaloriemæssigt, overstiger det tilladte – hvilket vil sige: ½ skive fuldkornsbrød, ¼ tsk. smør og 1 tsk. marmelade sødet med fruktose.. og med den slags morgenmad – i de mængder – dør man jo af sult, længe inden kl. 09.52.

Og kl. 15.48 vandrer man rundt som en løve i bur og tager sig gevaldigt sammen glemmer alt om de is der ligger i fryseren, og nøjes med en meget lille håndfuld nødder.. 2 gange.. Fordi nødder inderholder sunde fedtstoffer.

Og så aftensmåltider.. Hvis man ikke gider stå og fedte med en eller anden slankekreation udi det grøntsagsagtige, med noget dampet helleflynder fra en ukendt ø, både fordi det er besværligt, men så sandelig også fordi ungerne ikke kan lide det, så man skal alligevel lave almindeligt mad, og kan rask væk komme til at tage 4 kg. på, blot fordi menuen står på pasta med kødsauce. Også selvom der er en masse grøntsager skjult i kødsaucen. Og det er ikke fordi det feder vildt meget i sig selv – det fordi det smager så godt, at man tager to gange og spiser resten, mens man rydder op. Men det er jo en kendt sag, at bare man ikke sidder ned og spiser, så feder det slet ikke..

Så med sådanne vilkår, hvordan skal jeg nogensinde kunne komme ned i mine sommerkjoler igen – uden at ligne en der skal have sat seriøse indlæg i brystpartiet for at undgå de lidet charmerende gab mellem knapperne?

Det er den rene elendighed og jeg har rygrad som en regnorm med muskelsvind.

Blogtanker

Man kan hurtigt blive misforstået, når man prøver at være morsom, og så bare slet ikke er det – jeg vil derfor skynde mig at komme med en forklaring på at være kedelig.

Det kedelige indlæg skrev jeg altså først og fremmest, for at slippe for at fortælle hvor stort et møgfald jeg fik, da jeg kom hjem fra min lille hyggetur til Hamborg, samt hive folk ud af den vildfarelse, at jeg er helt specielt vild eller interessant!

Det var ikke et surt opstød, eller fordi jeg følte andre synes jeg er kedelig, slet- og helt-overhovedet- ikke. Det var udelukkende for at undgå at skulle udbasunere flere af mine pinlige stunts. Og et jammerligt forsøg på at være morsom..

Når man er ny i klassen, så bruger man meget tid til at se sig om. Notere sig skrevne og uskrevne regler. Man vil gerne lære de andre at kende, for blogverdenen er så spændende. Men det er altså ikke altid lige nemt.

De, som har gået i klassen i årevis, kender hinanden, de ved hvordan man omgås indbyrdes. Og de gider ikke altid os nye. Man får på fornemmelsen at man skal ses an – om man nu er fantastisk nok til overhovedet at blive lukket ind i kredsen af bloggere.. Læs ”seriøse” bloggere. Især hvis man ikke har et overordnet tema.

For når man er ny, og skriver en kommentar til én som man ikke kender – men som har en blog man læser med på – så sker det rigtigt tit at de ikke svarer.. Hvorfor gør de så ikke det?

Er det fordi man er kedelig?

Er det fordi ens kommentar ikke er morsom nok?

Eller fordi man ikke er kendt nok?

Eller fordi de bare aldrig svarer nogen – nogensinde?

Jeg troede – lidt naivt måske – at meningen med en blog var, at skrive og kommunikere med andre mennesker. Det der envejskommunikation har aldrig været min stil, derfor er der blogge jeg bare ikke besøger så meget mere. Så vil jeg hellere købe en bog.

Fordi hvis den skribent, der har forfattet en tekst, virker bedøvende ligeglad med hvad andre siger til den, så synes jeg de skulle overveje en privat dagbog som ingen læser med på, i stedet for. Eller skrive en bog – så kan de der lyster – købe den.

Og forresten vil jeg altså godt lige fremhæve min helt igen.. Jo nemlig! (gad vide om hun ikke snart bliver træt af al den heltedyrkelse?) men i hvert fald, hun har virkeligt, om nogen, overskud til at få nye bloggere til at føle sig velkomne. Tager de nye i klassen under sin superheltekappe, passer på os som de små fede fugleunger vi er og skubber os frem i lyset. Jeg håber jeg en dag bliver så stor, at jeg kan give igen, hvad jeg selv har fået.

Det er da et smukt og fromt ønske.. Ikke et øje tørt..

For altså nogle gange så tør man jo nærmest ikke skrive til de store bloggere – blandt andet fordi der ligefrem er folk, som går rundt og mistænker de nye for at kommentere hos de store, bare for at blive set. For det er der altså også nogle som tror. Det har jeg læst et sted.

Jeg kan jo ikke tale for andre – men jeg ævler løs overalt, bare fordi jeg synes det hele stadig er så nyt og spændende, at jeg får lyst til at kommentere.. også selvom jeg ikke kender alle folk personligt, ej heller er med i en eller anden hemmelig klub, og fordi jeg troede det var meningen med blogland.

Det er jo netop mangfoldigheden, der er så skøn i blogland – så mange forskellige måder at skrive på. Som jeg har sagt før – så er mennesker altså uhyggeligt ens – vores tanker er ikke kommet videre siden Sokrates – men vi udtrykker det på forskellig måde og det er vel derfor man orker at læse det samme igen og igen – fordi det bliver formidlet på forskellig vis.

Det faldt mig ind, da jeg læste kommentarerne til kedelig-indlægget – hvilket igen viser hvor svært det er at få det hele med når det kun foregår på skrift – at man vitterligt får sat etiketter på sin blog.

Det kan være, at de som er interesserede i blåmalede termitbo fra Sydamerika – de ikke læser med på andre blogge end dem som omhandler dette uudtømmelige og vanvittigt spændende emne.

Men som regel er folk ikke så ensidige – som regel indeholder mennesker så meget forskelligt, der gør at man godt kan interessere sig for mere end én ting. Jeg læser tit om mad her, til stor glæde og inspiration, men de gange hun kommer med et indlæg, som ikke kun omhandler noget man kan putte i munden – læser jeg det også – med ligeså stor glæde, da det også har noget at gøre med hvordan man skriver.

Når jeg besøger forskellige blogge, er det med tanken: Nå, hvad mon Thehuset eller Sørøver Sally vil fortælle om i dag?

Med mindre naturligvis jeg går på besøg hos Anne au chocolat – for så er det fordi jeg er lækkersulten og vil have nogle idéer til noget. Men hvis jeg bare ville have en opskrift, havde jeg ledt et andet sted – det er jo fordi jeg godt vil have hendes ord og tanker med.

Jeg bliver ikke skuffet, hvis der ikke står det “der plejer”. Fordi jeg er nysgerrig og de bloggere jeg læser med hos, de kan noget med ord eller billeder, som jeg kan lide. Og så er det lidt ligemeget hvad der skrives om.

Og nej, det er ikke specielt gloriøst at være kedelig, men når man hverken er det ene eller det andet, og ikke en af de store – så er man måske bare kedelig. Det er jo bare et liv jeg fortæller om, mit eget, som jeg føler mig ganske tilpas i, men ikke desto mindre et ganske almindeligt liv.

Så på bedste Impressionist-vis tager jeg ord udfordringen op – ”kedelig”! Jeg vil såmænd gerne være kedelig-blogger, hvis det betyder at jeg siger mine højt skattede læsere noget.

Men så melder spørgsmålet sig: skal man have en etikette for at kunne blogge?

Hvis man én gang har været morsom – må man så ikke skrive om noget som ikke får nogen til at grine? Ej – det var et rigtigt dårligt eksempel, fordi det er så skønt at få andre til at grine!

Men, selvom jeg godt nok skriver meget om mine børn, håber jeg da at mine læsere fornemmer, at jeg trods alt også er i stand til at udtrykke mig om andre emner.

Jeg prøver at forklare mig så godt jeg kan – skriftligt. Jeg ved, at man kan virke helt anderledes i det levende liv, end bag en skærm. Igen – se hvor hurtigt man kan blive misforstået når indlægget kun er på skrift!

Kunne være jeg skulle begynde at filme mig selv mens jeg læser dagens indlæg op??  Men så faldt I nu nok i søvn, fordi jeg er så kedelig!