I anledningen af sidste feriedag for den sidste 3/4 af firkløveret var vi på en lille tur, og på vej hjem gjorde vi naturligvis holdt ved en bager.
Der lå en meget stor Royal kage i vinduet som bare måtte med os hjem til te!
Der holdt min standhaftighed ikke længere – og jeg spiste et lille stykke – jeg fortrød det ikke. Har ikke fortrudt endnu i hvert fald!
Himmelsk!
Jeg kan meget godt lide mine børn, sådan rigtigt fantastisk meget, og jeg elsker at være sammen med dem, jeg gik endda hjemme da de var små – MEN NU må de altså gerne snart komme af sted ud i verden igen.
Sommerferien har været lang – alt for lang – og nu går det ud over mig. Og jeg føler mig som Tante Berg eller hvad hun nu hedder, i “Lotte, Jonas og Jeg”
“Lotte: Hun blev glad to gange idag, da vi kom og da vi gik”
Hvert femte minut kommer det: moAAr, jeg vil dit – moAAr, jeg vil dat.
Det er til at blive idiot af..
Og det er altså rigtigt: bedst som man har sat sig for at skrive et spændende indlæg om en eller anden by.. Eller noget andet som verden bare har brug for at vide – så står der en person under 18 år og laver lyde – lige ved siden af mig. Og jeg er desværre sådan indrettet at jeg ikke kan høre noget når jeg er optaget af noget andet, hvilket nogle gange medfører at jeg får sagt ja til en masse vrøvl – før jeg vågner op og kan forstå hvad der bliver sagt.
I og med de efterhånden går ind i ferieuge nr. 9 er deres egen-aktivitets-gen en anelse falmet og mangler nogle kromosomer. Sagt med andre ord, de keder sig bravt og vil godt snart have lidt mere spænding i deres liv.
Pandekager til morgenmad rækker bare ikke længere.
Gårdmand Bjørn starter tirsdag, de 3 andre skal først pakke penalhuset d. 5. september.
Og det glæder vi os alle sammen til.
Nok mest mig, den onde Tante Berg-mor jeg er!
Omsider er vi, efter mange og lange timer i en bil der blev mindre for hver kørt kilometer, tilbage på Æblebakken.
Da vi ikke syntes at vi havde behov for mere af det regn som dryssede ned over øen, gjorde vi kort proces og skyndte os at forsvinde, og det var godt vi gjorde det for her skinner solen i det mindste.
Jeg behøver nok ikke fortælle at det var rimeligt hårdt at sidde i bilen på vej mod Lillebælt, og se 4 børn med store tårer trillende ned af kinderne. Heldigvis gik der ikke så længe før vi kunne snakke om at det er rart at savne – for det betyder at der er nogen man holder forfærdeligt meget af. Og så hjalp denne dejlige pose jo også gevaldigt på humøret – Tusind tak Linda!!
Oldemors dug måtte desværre blive tilbage på øen, for der var ikke engang plads til de to sidste af Sofies æbler – hverken i bilen, tagboksen eller på traileren, som blandt andet var fyldt op med motorcykel, kirsebærsauce, saltfisk og bøger.
Og da vi ankom til det dugfriske solskin i morges – meget tidligt – blev der derfor pakket ud i flere timer. Og vasket tøj. Og ædt hjemmebagt ”danskbrød” fra i går!
Vi er noget matte i betrækket, og laver ikke ret meget, udover at glæde os over at vigtige ting nu er indenfor rækkevidde. For eks. en gris og mormors strikkepinde.
Flere har spurgt til grisen.. Her er hun – hun hedder So-rine!! Gæt selv hvem hun sover sammen med!
Og så skal jeg nok snart være klar med lidt mere almindelige blogindlæg – sådan som i morgen tidlig.
Men i dag skal jeg lave absolut ingenting – eller jo – jeg skal naturligvis lave mad for nu er ferien definitivt slut for mig.
Der er langt til jul. Det kan man se, når hverken Lidl, Netto, Kvickly, Føtex, SuperBrugsen og Fakta havde kirsebærsovs. Men SuperBest som jo har tradition for at have for gamle varer, de havde naturligvis et par bøtter stående fra sidste jul.. Jeg ved det for sidste holdbarhedsdato er Marts 2012..
Men pyt nu med det – det er ikke kød og jeg overlever simpelthen ikke en eksiljul uden kirsebærsauce!
Jeg har også fundet et anseeligt antal bøger, hist og her og alle vegne, og et par danske DVD’er har også sneget sig ned i kasserne. Med andre ord – vi har pakket alt det som gør, at vi kan leve et år mere på Æblebakken, uden de store kulinariske afsavn.
Det med det menneskelige bliver lidt en anden historie.
I går havde vi sagt rundt omkring at man var velkommen til at tage sin aftensmad med og spise den hos os. Hvilket faktisk resulterede i, at der på et tidspunkt var 15 voksne og 17 børn i mit køkken – og mig selv naturligvis.. Imponerende og vidunderligt!
Det er vist aldrig sket før.
Alle havde en lækker ret med til en fælles buffet og der var faktisk flere som havde lækre desserter med også, og vi hyggede og fik snakket fra kl. 16 til midnat hvor de sidste gik hjem!
Skøn måde at sige farvel og på gensyn på!
Men også lidt vemodigt..
Og selvom Gårdmand Bjørn jamrede over at skulle sidde i en bil i mange timer lige om lidt – går det meste af hans dårlige humør på at han ikke skal se Nikolaj og Rasmus i lang tid.
Nu mangler vi bare en familie brunch og så er det ellers Æblebakken og en dagligdag der venter i det fjerne. Okay ferien varer lige et par uger mere, og så starter skolen.
Tak for denne gang Danmark, vi ses igen!
Gårdmand Bjørn har igen glimret ved sit fravær på matriklen stort set fra det minut vi låste døren op i mandags. Og været sammen med Nikolaj stort set non-stop.
Og da jeg skulle sige godnat i går, hvilket er knap så hyggeligt som hjemme på Æblebakken, da han her sover i en høj seng og jeg derfor ikke kan lægge mig ved siden af ham, fik jeg små brudstykker af dagenes begivenheder.
Gårdmanden har åbenbart helt glemt at være fræk, og bande, på dansk. Ikke at det gør mig noget – overhovedet – jeg kan blot konstatere at det må hænge sådan sammen, når han forbløffet fortæller at ham der Kasper, som også er ven med Nikolaj, taler meget grimt.
Da jeg ser lidt mystificeret ud, fortæller han følgende: “Nikolaj havde slet ikke gjort noget, vi gik bare og snakkede og ham Kasper siger så bare ”luk røven”. Det var da noget mærkeligt noget at sige”.
Han fortæller så at dejlige Nikolaj havde meddelt at hans bagdel heldigvis var lukket, for ellers ville han bare slå en prut på ham (Kasper).
Dette svar gjorde Kasper gal og derpå var Nikolaj og Gårdmand Bjørn fnisende stukket af på cykel og besluttede at han nok ikke var værd at lege med.
”Han kunne da bare have talt pænt” kom det noget indigneret fra Gårdmanden – og jeg var helt enig.
For at vende tilbage til Gårdmandens høje seng, så spurgte han faktisk om jeg ikke kunne kravle op – og da jeg sagde at det nok ikke var så godt, nikkede han og sagde: ”nej du er også alt for tung” Jeg prøvede at se fornærmet ud, og det må have lykkedes ret godt for han fortsatte så: ”Nej mor, du er altså ikke tyk, men du er jo stor. Du er større end mig i hvert fald.”
Så kunne vi grine lidt af det. Han grinte nok lidt mere end jeg.
Og da jeg gik, råbte han: ”Vejer du egentlig mere end et halvt ton?”
Så selvom han ikke kan huske hvordan man bander på dansk, så kan han altså sagtens være fræk!
Er i hvert fald tilbage på øen. Og internettet. Har været uden internet i 6 dage! Det er jo næsten en kold tyrker.
Og så var der audiens i går. Jeg vil bare lige sige at I gik glip af noget – I som ikke var der. Jeg kendte ingen. Håbede at se et par eller 4 af de bloggere som jeg har skrevet med i snart lang tid nu. Og de var der – det var fantastisk dejligt at sætte ansigt på. Og så var der også en masse andre.
Og så var der jo en som havde 2 poser lakridser med til os – se det var rigtigt sødt gjort! De skal nydes!
Det var på den anden side lidt farligt, at ville møde mennesker som læser ens blog. Nu ved i hvert fald 10 andre bloggere, at jeg er ganske almindelig og at der ved gud ikke er noget særligt – for slet ikke at sige kongeligt – omkring min person. Lidt traumatiserende. For hvad skal jeg nu blogge om?
Det var også en anelse poppet at præsentere sig selv som Konge.. Jeg beklager – men der er jo stadig nogen som ikke har fundet ud af at jeg hedder Stine, så det virkede lidt akavet ikke at sige det.
Vejret var skønt. Og helt ærligt – vi har haft en eneste byge siden vi kom. HVAD brokker I jer over, Danmark? Her er da skønt!
Firkløveret var til gengæld en anelse anstrengende. Tålmodighed er ikke deres stærke side – og Zorronaldo var ved at gå i koma over at være på museum, under dække af at skulle gå en tur og se på huse. Prinsesse Lyserød fik dog sludret lidt med Ellen, og syntes hun var vældig sej sådan at turde at være alene i USA.
Gårdmand Bjørn var meget fortørnet over at jeg først bagefter, meddelte at Rejen, som havde haft lakridser med, også var hende med den flotte motorcykel. ”Hvorfor sagde du ikke det?” Så han vinkede ekstra meget ved lyskurven, da vi skulle dreje, men jeg tror ærligt talt ikke at hun så det!
I dag har de forsøgt sig med sådan en slags ufin byttehandel – “jo, nu da vi var med i går uden at brokke os alt for meget, så vil vi gerne have pizza til aftensmad.” Jeg går desværre ikke ind for bestikkelse eller afpresning, så det blev ikke til pizza. Men det var godt forsøgt.
Men altså, jeg har stadig ferie. Der er en hel uge til jeg igen er at finde på Æblebakken. Men det er nu meget godt. For der er stadig mad vi mangler at spise. Og der skal købes ind til at slæbe med hjem til Æblebakken.
Dum som jeg er, har jeg naturligvis glemt min liste – så jeg prøver desperat at rekonstruere den ud fra hukommelsen – og det er som regel ikke en størrelse jeg kan forlade mig på – men jeg har intet andet valg.
Og så må det bare være sådan, hvis jeg kommer hjem uden kulør og kirsebærsovs. Selvom det så har lidt svært ved at blive jul..
Da jeg kommer uden for internet forbindelsers rækkevidde indtil mandag – vil jeg lige nævne audiensen sidste gang her.
Jeg lovede Fru E at fortælle hvor mange der kom med deres familie – og det løfte kan jeg desværre ikke holde – for jeg kan ikke se mig ud af dem som måske kommer med familie.
Nogle kommer med og nogle kommer uden. Men da dette ikke er, hvad folk sædvanligvis forstår ved blogtræf, tror jeg bare at det står enhver frit for, at gøre som de lyster.
Jeg har min familie med, fordi vi er på ferie!
De har sikkert ikke tænkt sig at blive siddende og sludre så meget med blogfolket – men netop derfor er det organiseret på et sted, hvor der også er andet at tage sig til!
Vi kommer også selvom det regner – men er det skybrud kører vi igen.
Lad os mødes ved i nærheden af Møllen,så kan vi i samlet flok, finde borde, så man ikke går rundt fra bord til bord og siger: Hej, jeg er konge, er du blogger?
Håber at se rigtig mange af jer – det kunne bare være så hyggeligt!
Eller sagt med et fint og intellektuelt ord – nærmiljøet.
Når man bare skal have fem teposer – og jo, jeg ved godt at de sagtens kan bruges flere gange, men så har jeg teposer til et helt år – og nogle opvasketabs – så gider jeg ikke at køre til de10 km ind til staden, til Netto, Fakta og alle de andre.
Så tager jeg til landsbyen ved siden af og går i Brugsen. Men det er faktisk en ret hård tur.
Det tager nemlig lige så lang tid, for i Brugsen, der møder man Charlotte og Søren i indgangen. Og skal lige opdatere. Og give dansk knus. Selvom man stadig er i fransk ”kys-på-kind” mode.
På vej hen til teposerne, bliver man nødt til at stoppe og sludre lidt med hende fra børnehaven. Og så går vi en anden vej, for hurtigt at komme hen til opvaskedimserne, og derpå ud og så hjem, men må jo lige sige hej til Michael, og bedst som man tror at NU er man sluppet fri – har betalt og er på vej væk, møder man Margrethe som er på vej ind.
Men det gør så ikke noget – for hun siger at hun læser min blog – og så bliver man jo lidt glad!
Man ser godt at Rigmors søn parkerer bilen, men nu vil man ærligt talt godt køre hjem igen.
Og det gør man så. Og kan vinke til Daniel ved busstoppestedet. Eller ret beset er det jo en rutebil, her i udkants-Danmark – men lad det nu være. Han var godt nok blevet væddemåls-korthåret.
Så cykler Kirsten forbi – men ser os ikke, fordi hun ikke har vænnet sig til bilen endnu.
Man kan konstatere at Bellas hus har skiftet farve, at Benny og Lene roder rundt i forhaven – de kan heller ikke kende bilen – og så lige før man drejer ind i indkørslen, er der en velindpakket motorcyklist som laver et mystisk kast med hovedet og Gårdmand Bjørn råber – det var jo JAN!! Og det var Jan, får vi at vide på en efterfølgende sms, hvordan han så ellers har kunnet se det, på den formummede mand der drønede forbi.
Men med hensyn til indkøb kunne jeg måske godt nøjes med at gå ned til købmanden som ligger 8 huse væk, men jeg er sikker på at det ville tage endnu længere tid.
Og for pokker hvor er det hyggeligt!
Med andre ord BØGER – og det der ligner.
Småløb, på den desperate måde, søndag morgen – efter eksil morgenmaden – ned til Kim Købmand for at købe et blad.
Det var sådan set fuldstændigt ligegyldigt hvilket.. Næsten altså. Bare et med danske ord i.
Det blev til nyt af slagsen. Jeg har ikke læst det endnu – da jeg vil gemme nydelsen til jeg kommer tilbage – rent bortset fra at jeg ikke gider spilde tiden på at læse, når jeg kan sludre med Lene, Kirsten, Stine, Marianne, Milena og Tina, og min moAr ikke at forglemme. Endda live og ikke kun over skype.
Men jeg fandt også en bog i Netto – Drageløberen til 30 kr.
Så kom jeg ned til den sædvanlige bogpusher, som stod ude på gaden og smilende sagde: velkommen hjem. Denne hilsen afstedkom følgende – meget lidt diskrete teaterhvisken på fransk – fra Divaen: “MoAr – han kunne genkende os – hvorfor kunne han det??”
Det kunne jeg jo ikke så godt svare på, men et kvalificeret gæt var at han nok havde set det på facebook!
Autoritetstro som jeg er – måtte jeg dog ydmygt indrømme at jeg havde købt en bog i Netto. Han tilgav mig storsindet!
Han fandt 4 tonstunge – ikke SÅ dyre, men stadig langt fra Nettobillige – bøger til mig, og selvom lysten til frådende at kaste mig over dem allerede nu, er tilstede, så venter jeg artigt til jeg er kommet hjem og skolen er i gang igen.
”Den lukkede bog” af Jette Kaarsbøl
”Vi, de druknede” af Carsten Jensen
”Forføreren” af Jan Kjærstad
”Sommerlys” af Jon Kalman Stefansson
Hvis I har læst dem og ikke syntes om dem – så hold venligst jeres mund!
Så jeg samler sammen – bøger fra hist og her – og langsomt, men sikkert, bliver udsigten til lange kedelige vinteraftner meget mindre! Men jeg er ikke færdig endnu! Men hold OP hvor er danske bøger lige dyre.
Har engang set et billede af en fransk model som sidder og tigger med en haute couture kjole på – og et champagneglas i hånden – hun havde ikke mere champagne.
Kunne faktisk godt se mig selv siddende på gågaden i tigger outfit – med et skilt ved siden af: ”giv en hånd til min bogsamling”.
Jeg er overbevist om at dette stunt mindst ville kunne afstedkomme et mindre bibliotek.
Men da jeg ikke helt ved hvor jeg skulle anbringe alle de bøger henne, idet jeg jo som bekendt kun har 17,5 hyldecentimeter til min bogsamling, så jeg må nok hellere lade være at gribe til den slags desperate tiltag!
Der gik hele 2 timer, efter vi havde smidt bilen i persillesovsen, før Sofie kom cyklende for at kramme Prinsesse Lyserød. Hun havde kusine Maria med, så Zorronaldo også kunne sludre med en klassekammerat.
Dagen efter kom Frederik, Oliver og Nicolaj.
Efter Gårdmand Bjørn to gange, forgæves, havde været ovre for at tjekke om Nikolaj dog ikke snart var hjemme fra det mørke Jylland. Og endelig kom han. Og endte med at bortføre Gårdmand Bjørn.
De har kendt hinanden altid – gået i samme dagpleje og børnehave. Jeg fik utætte tårekanaler igen, da Bjørnen forsvandt på sit løbehjul, med bamsen og en tandbørste i tasken og Nikolaj med hovedpuden bagpå cyklen. Lykkelige og beskidte.
Planerne er lagt for de kommende dage – Divaen har tilbragt dagen med Hannah, Prinsesse Lyserød er sammen med Sofie, Zorronaldo er forsvundet ud på en eller anden fodboldbane sammen med de andre gutter, Gårdmand Bjørn har vi ikke set – han er sammen med Nikolaj.
Alle 4 er spredt ud over et anseeligt antal km2, og jeg må indrømme at jeg ikke har helt styr på hvor de er henne. Men de hygger sig – så meget ved jeg!!
Rent bortset fra at det, når de lejlighedsvis lægger vejen forbi vores hus for at få noget at spise, også er vildt hyggeligt for os at sidde og sludre med de dejlige børn, som jo har været en del af vores liv i mange år.
Og det gør mig så glad at kammeraterne bare er der. For der var nogen bekymring hos firkløveret, om hvorvidt kammeraterne kunne huske dem – eller sagt på en anden måde: gad være sammen med dem igen efter et helt år.
Men de har været savnet, har de! Ingen tvivl om det.
Firkløveret har skam også savnet kammeraterne – tag endelig ikke fejl af det – men det har været hårdt at skulle opbygge en ny vennekreds på et nyt sprog, og det har taget meget af deres energi.
Det har været vigtigt at få nye venner, men derfor glæder det mig alligevel at kammeraterne herhjemme, ikke har glemt dem helt.
Det bliver en skøn ferie kan jeg mærke!
Så kom vi over grænsen. Og gjorde holdt ved den første tankstation. Selve det at få fyldt benzin på, var langt fra det vigtigste.
Næ, det primære var at købe lige det, man havde savnet allermest.
Det blev til følgende:
1 hotdog
4 skildpadder – og jeg spiste altså kun én idet jeg også skulle have plads til en kæmpeeskimo.
1 marcipanbrød
Labre larver
2 kæmpe eskimo
1 filur.
Og så var det ellers hjem til øen. Hvor vi landede cirka samtidigt med persillesovsen. Jeg ved godt at det normalt staves “sauce”, men det der hvide opbragte noget med persille i, er altså sovs. Med stort V.
Så frikadeller, nye kartofler, persillesovs og så rødgrød med fløde. Og en brunsviger i tilfælde af akut sult. En hel bradepande.. Som er væk nu.
Kan I høre Dannebrog blafre?
Jeg ved godt, at med dette indlæg, kunne man måske få den fejlagtige opfattelse, at jeg og resten af familien, kun er interesserede i maden, når vi er på besøg i landet.. Men det er vi altså ikke. Vi er interesserede i mad – men ikke udelukkende. Vi er også interesserede i is.
Og meget tid går med at beslutte, hvad vi skal spise, hvornår. Især hvad.. For det med hvornår, er nemlig uvæsentligt – idet vi naturligvis kan spise en kold frikadelle, på hvilket som helst tidspunkt.
Og jeg har lige klemt et par kræmmerhuse med flødeskum ned så resten af de franske deller, som min mave absolut skulle slæbe med, kunne få lidt selskab. De skulle jo nødigt gå hen og føle sig alene.
Og der blev provianteret.. I Netto. Den store ude ved Silvan. Vigtige ting som frisk piskefløde, spareribs, hattings rundstykker, sønderjysk spegepølse, havrefras og den slags.
Og så morgenmaden, ikk? Den første morgenmad som hjemvendt selv-eksileret.. Hattings rundstykker, lunet i en ovn som virker, og så med jordbærmarmelade fra den gamle fabrik.
Og appelsin yoghurt med havrefras. Eller det vil sige – det blev klemt ind som et lille mellemmåltid mellem morgenmad og frokost.
Og så en lille delle eller 3.. altså ikke dem jeg har på maven, men dem som min mor havde lavet i går.
Og et glas koldskål.
Og solsikkerugbrød med sønderjysk.
I morgen skal vi også have sild. Karrysild. og på jagt efter en lakridspibe.
Adspurgt var ingen i humør til et gensyn med Atlanterhavet – ihukommende sidste besøg. De foretrak poolens rolige vande, velvidende at de skumsprøjt de kunne blive udsat for der, ikke ville forhindre dem i at komme op til overfladen igen.
Så det blev kun til en lille gåtur ud til vandkanten for en mindre del af familien, samt Blondinen . Hun var i turens anledning, blevet sluppet løs så hun kunne snuse rundt som det lystede hende – men så tog pokker ved hende og hun løb direkte ud i de store bølger.
Hun galopperede glad ud og hoppede rundt i bølgerne, og morede sig som en fisk i olie.
Jeg har haft en del hunde, men ingen har været så vandglade som hende.
Hermed slutter så suppekogningen på dette års campingferie, idet jeg absolut ikke kan pine flere indlæg ud af den oplevelse.
Vi har nu ferie igen – denne gang i Danmark, så indlæggene kunne derfor godt gå hen og blive lettere sporadiske.
Men lad os nu se!
På en regnvejrsdag – hvor eneste løsning for ikke at give sig til at bide af hinanden på de 12m2 – var at køre en tur. Det regnede så meget, at vi ikke engang gad gå ud af bilen, for at tage billeder af det ualmindelige grå vejr. Man kunne knap nok se hvor havet sluttede og himlen begyndte.
Vi åbnede lige vinduet på klem, tog billedet og skyndte os derpå at lukke igen – og så kunne vi ellers tørre en mindre syndflod op fra indersiden af bildøren.
Det var en dag som indbød til indtagelse af denne slags måltider:
På vej tilbage til campingpladsen kom vi forbi et havnetivoli – stadig i regnvejr – I ved, 4 forkølede karruseller, og 12 boder med spiseligt skrammel. Og candyfloss.
De som kender mig lidt bedre – ved at jeg bestemt ikke med min gode vilje accepterer at have candyfloss i nærheden af mig selv og mit afkom. Sukker og farvestof. Brrr.
Ikke desto mindre har det været et meget meget højt ønske hos Prinsesse Lyserød, i mange år faktisk, at indtage sådan en gang opsvulmet vat med E-numre.
Divaen smagte for år tilbage og ved at det kan hun ikke lide, Gårdmand Bjørn har smagt for nylig og kan absolut heller ikke lide det. Zorronaldo må slet få den slags, så det er så nemt!
Men prinsessen havde dette høje ønske og min modvilje blev skyllet væk med regnen, jeg lukkede øjnene og gav hende lov til at købe den mindste..
Den allermindste…
Og hun kunne naturligvis godt lide det.
Nu har I hørt mig jamre over at skulle lave 2 varme måltider mad til mange mennesker hver dag, meget længe. Og endelig oprandt sidste uge – ugen med campingferie og allervigtigst: ugen hvor jeg ikke skulle kokkerere. Som om det overhovedet kunne lade sig gøre..
Men jeg gjorde hvad jeg kunne. Og lagde hårdt ud, med at lave pasta og kødsauce lørdag aften da vi ankom til campingpladsen..
Fordi jeg naturligvis havde glemt jeg ikke ville lave mad.
Og derfor kom jeg til at affodre de vilde horder alligevel. Og SÅ skulle det også være slut. Så næste aften bestilte vi kylling og pommes frites. Har ikke ret meget med en indtørret dansk frituregrillkylling og våd agurkesalat – bare så I lige ved det.
Det smagte vidunderligt.
Og så skulle vi ud og købe ind – og jeg var behjælpelig med at finde nemme retter der stort set kun skulle varmes. Posebiksemad, kartonsuppe, pizza-kit og den slags skod mad.
Første aften gik det sådan set meget godt, biksemaden skulle jo bare varmes og der skulle laves spejlæg. Dagen efter blev det en anelse mere kompliceret, for da skulle pizzaerne varmes – i ovnen.
Jeg var begravet i en bog og hørte ikke ret meget efter. Fast besluttet på IKKE at lave mad eller hjælpe til overhovedet. Men det gik efterhånden op for mig at de ikke kunne få pizzaerne varmet, for ovnen var kold og der var en del uenighed blandt de 5 andre medlemmer af familien hvorvidt den overhovedet virkede.
De har stået og bikset og bakset med den åndssvage ovn i over ½ time og der var intet sket – ikke så meget som en enkelt grad var temperaturen steget derinde og pizzaerne var stadig lige iskolde. Og pludselig er der en af de 5 som udbryder – det er da en gasovn. Og SÅ grinede jeg så meget jeg var ved at trille ned af den meget grimme og lyseblå plastiksofa.
Og 10 øjne stirrede misbilligende på mig – og nogen sagde de altså ikke fattede hvorfor det var så morsomt.
Så blev en eller anden sendt op til kiosken efter tændstikker – så gik der yderligere 10 minutter med det – og der kom endelig ild i ovnen – mens jeg stadig grinte så meget, jeg efterhånden havde noget ondt i maven! Vi fik mad noget sent den dag..
Da vi, nåårh nej, da de skulle bruge ovnen den sidste dag, siger en anden: hvad er det mon for en knap – klik klik – nej se der er sådan en indbygget gnisttænder – vi havde ikke engang behøvet at bruge 10 minutter på at hente tændstikker.
Og så kom jeg desværre til at grine igen. Seancen endte dog med varm pizza..
Nu er jeg dog helt holdt op med at grine – fordi vi er for længst kommet hjem og jeg har fundet mine kødgryder frem igen.
Jeg håber lidt at få, bare en eneste madfri dag igen, i Danmark – bare som erstatning for den lørdag hvor jeg glemte det.
Følgende indlæg er muligvis skrevet i voldsom affekt og krise. Jeg garanterer heller ikke mod en anelse hysteri. Og det er så blevet derefter!
Som sagt endte vi på skadestuen en af de formiddage hvor solen skinnede varmt fra en skyfri himmel – ikke ret fair når vi kunne have ligget ved poolen i stedet. Men sådan er det jo uvægerligt!
Men det var ikke engang det værste – det værste var at nogen, som var stor – gjorde onde ting ved MIN SØN.
Det turde han sikkert kun gøre, fordi han ikke kendte mig, kan jeg godt fortælle jer.
Men lad mig begynde med begyndelsen:
En aften hvor der skulle være en god koncert med et lokalt band, var det meste af familien, inklusive blondinen, at finde på den store aktivitetsplads, med vippende fodsåler og rokkende hofter. Det var trods alt bedre end karaoke…
Men der blev pludselig røre, idet Prinsesse Lyserød med meget brask og bram, krydret med store armbevægelser, kunne meddele at hendes – i dagens anledning højtelskede lillebror – var blevet maltrakteret af et væmmeligt bæst af en dreng.. På 14!! Kastet ned fra en rutsjebane og sparket på.. Jo..
Jeg fik en meget beskidt og hævet hånd at se – og First Man blev sat i spidsen for sygehjemtransporten, bistået af den nye legekammerat der også havde fået noget hårdt i hovedet, af samme monster.
Jeg selv stod i spidsen for det opsøgende politiarbejde, for at finde og identificere møgungen, da jeg jo som bekendt slet ikke er så cool til at håndtere ulykker, som First Man. Det gik ikke ret godt, det med at finde forbryderen, idet vi ikke havde andet at gå efter end ”stor dreng med blå bluse”.
Dem var der en ganske anseelig del af. Og jeg kunne jo af indlysende årsager ikke så godt gå hen og knurre af dem alle sammen. Selvom lysten var der!
Hjemme på terrassen sad en stille og bleg Gårdmand Bjørn med 2 fingre så tykke som langelandske medisterpølser, i en ispose..
Næste morgen drog vi af sted til nærmeste skadestue, en køretur på godt 45 minutter. Vi kom på rette tidspunkt og skulle vente i 8 minutter.
En læge trykkede ham på hånden, vendte medisterpølserne en gang og sendte ham direkte i røntgen.
De så eftersigende ikke brækkede ud – men da det var svært at se på børneknogler – fik han dem alligevel tapet op og vi fik besked på at se noget mere læge sådan ligesom idag eller i morgen.
Netop som vi kørte tilbage ind igennem porten til campingpladsen, siger Gårdmanden: “der er han” hvorpå jeg fløj ud af bilen.
Det var vitterligt ikke for at råbe af drengen – men for at fortælle hvad han egentlig havde gjort – samt at sige til hans forældre at de måske skulle forslå deres søn at lege med nogle på sin egen alder – hvilket vil sige 5 år ældre end Gårdmand Bjørn og hans kammerat, som jo kun er 9 år.
Jeg nåede dårligt at fortælle drengen hvad der var sket, med min søn, aftenen før da han – udover alt det andet – havde anbragt et spark på min søns hånd, før hans rappedulle af en mor sagde at det var i hvert fald ikke hendes søn som gjorde sådan noget – at sparke på små drenges fingre..
Øhh nå – og vidner og sådan – der var godt nok ikke noget Ekstra Blad i nærheden der havde foreviget hele misdåden, men alle de 9-10 årige drenge havde da set det.. Nå så okay nok ikke alle – men nok til at der var en del forargede smådrenge som var klar til at vidne!
Imidlertid nåede drengen faktisk at sige undskyld til Gårdmand Bjørn, som storsindet sagde: “det er okay det gør ikke noget” hvorpå furien vendte om og fortsatte sin vej mod poolen. Faderen kiggede undskyldende bagud – og First Man og jeg konstaterede at nogle var mere lydhøre end andre.
Nå, hånden er stadig tapet op – medisterpølserne er blevet til knækpølser – blå knækpølser, det af dem som er synligt i hvert fald – men gør dog ikke mere ondt end at han er i stand til at spille Lego Batman på PS2 indtil vi har en tid hos en knoglereparatør i morgen, som kan bekræfte at der ikke er andet galt.
Men det ændrer ikke på, at nogen gjorde ondt på min søn og jeg ønsker ham onde drømme i mindst 2 nætter, ucharmerende hårvækst i næse og ører samt glatte snørebånd, resten af hans liv. Blev der sagt. Altså møgbarnet – ikke min søn.. Min søn har nemlig velcro.
