Dagene derpå

19 maj

Jeg syntes som sagt i torsdags, at min deltagelse i Eventyrløbet 2015 havde været en formidabel ide.

Det syntes jeg så ikke fredag morgen.

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen. Ganske enkelt.

Mens jeg prøvede at komme ud over kanten på sengen, spekulerede på hvad i alverden der var sket. Endelig kom jeg op og stå og forsigtigt gyngede jeg hen til trappen. Jeg formelig vraltede ned af trappen, ikke ulig en and, nærmede mig badeværelset og ville sætte mig ned på toilettet. Da jeg nåede halvvejs ned mod sædet, ville mine lår ikke være med mere og jeg måtte kaste mig bagover for at undgå at spænde i noget som helst og landede i et bump på toilettet med jamrende lårmuskler, og strittende ben.

Jeg fik besørget og ville faktisk gerne op og stå igen, men også det tog sin tid, og var bestemt heller ikke forbundet med nogen nydelse. Jeg måtte tage tilløb for at nå håndvasken og begyndte at overveje om det nu også havde været så god en idé igen at deltage.

Gudskelov har jeg ikke skullet så tisse så meget at det var kriminelt, for så havde jeg vist lækket på halvvejen. Det var mig nemlig ganske umuligt, at holde bare lidt sammen på både blæremusklen og lårmuskler på samme tid.

Jeg vuggede ud til spisebordet og spekulerede på om det var ligeså hårdt at komme ned på en stol som på toilettet. Det var det…

Hele dagen var simpelthen ren tortur at bevæge sig. Hvis jeg stod helt stille gik det lige, og hvis jeg – med møje og besvær – kom ned og ligge, kunne det også lige akkurat gå an. Men al anden bevægelse var forbundet med stor besvær og megen jamren.

Børnene har stirret på mig og med vantro i stemmerne spurgt, om det virkelig gjorde ondt når jeg vraltede forbi med indlagt jamren på stemmebåndene.

Hvilket jeg kun har kunnet bekræfte.

Jeg skulle for eks. besøge Annette, og var nær aldrig kommet op af alle hendes trapper. For slet ikke at tale om da jeg så skulle ned igen. Helt oppe fra 3. sal. Men jeg holder så meget af hende, så jeg tilgiver hende gerne!

Da jeg vågnede lørdag morgen skulle jeg også tage tilløb til at komme ud over kanten. Det var trods alt sådan at jeg kunne gå uden at vralte helt så meget. Bortset fra når jeg havde siddet ned lidt for længe, og så skulle i gang igen, og så også når jeg skulle op og ned, mest ned, af trapper.

Søndag kom der anderledes fart over feltet og kom kun i vanskeligheder når jeg havde siddet for længe – for eks. for at skrive dette indlæg.

Men hvor jeg fredag inderligt var af den overbevisning at jeg aldrig nogensinde mere ville lave noget der bare lignede sport igen, kunne jeg søndag bestige min crosstræner og jolre rundt der i 20 minutter, og have fornemmelsen af at jeg måske ville kunne komme til at gå normalt igen inden for en overskuelig fremtid. Og endda overveje et kort øjeblik at træne en anelse mere til Eventyrløbet 2016 og eventuelt forbedre min elendige tid fra i år.

Fordi jeg er sej!

Mega sej!!

 

 

Eventyrløbet 2015

18 maj

Et eventyrløb lyder jo forjættende. Spændende og med en sikker god slutning.

Jeg havde bare ikke helt overvejet hvad jeg begav mig ud i, eftersom jeg ikke har løbet så meget som en centimeter siden julen 2013.

Og de små 2 km. jeg dengang stønnende gennemførte, under velmenende og opmuntrende råb fra Divaen, var bestemt ingen succes. 2014 blev sportsmæssigt hevet helt ud af kalenderen, rygproblemer og fibersprængnings operationer taget i betragtning.

Jeg ville dog gerne være med, da jeg fik tilbuddet om at deltage i Eventyrløbet 2015.

Jeg havde også oprindeligt tænkt mig at træne til det, men to gange på en cykel og den efterfølgende tvungne pause på grund af min ynkelige ryg, samt en urimelig lang ventetid hos den fysioterapeut min læge så venligt ordinerede, gjorde at jeg ikke fik trænet.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Og jeg var strengt taget også fløjtende ligeglad.

Jeg regnede nemlig med at Firkløveret ville repræsentere familien på bedste vis, og planlagde at jeg, imens de løb for familiens ære, kunne sidde i muntert lag blandt kolleger og heppe mentalt på mit afkom, og nyde en øl.

Men… så skete der et eller andet med den plan.

Om det så var fordi Tina II var helt klar på at løbe hele syv km. eller Heidi der uden at blinke havde meldt sig til 10 km. skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting var, så fandt jeg mig selv, torsdag morgen, iført et par løbebukser, der for øvrigt – og på mystisk vis – var blevet et par numre mindre end da jeg sidst havde dem på.

I stedet for at sætte mig med de andre mentale heppere, slog min hjerne fuldstændig fra, og jeg hørte mig selv hvine “vent på marrj” og galoppere efter P og Tina II, da de var på vej til start.

Jeg nåede lige at sige til Tina II at hun altså bare skulle løbe fra mig, for jeg endte nok med at gå hele ruten. Lidt selverkendelse havde jeg trods alt.

Da løbet gik i gang…

– Det er i øvrigt en ret tarvelig og fesen lyd der kommer ved start. Jeg mener, først tælles der ned, med store falbelader og megen larm i megafoner, tilsat højttalere som er en festival værdig, for så til sidst at servere en ynkelig og lillebitte prut, fra noget der yder som en propbøsse fra Fætter BR.

Jeg synes faktisk godt de kunne skyde mindst et kanonslag af, især for at fejre at jeg faktisk befandt mig i startfeltet. Nå, det var en indskudt bemærkning.

Altså, løbet blev “pruttet” i gang og da alle de andre super veltrænede, og på stedet hoppende mennesker, væltede ud over startlinjen, fulgte jeg trop så godt jeg kunne, mest for ikke selv at blive trådt på. Jeg blev overhalet af samtlige de veltrænede, og tullede snart alene hen over asfalten – stadig i løb – med musik i ørerne.

Her vil jeg godt rette en dybfølt tak til de mennesker der rent faktisk blev ved med at heppe længe efter de rigtige løbere var væk, og der kun var mig tilbage. Det var rart med opmuntring.

Inde i skoven syntes jeg næsten det gik helt godt, og jeg blev enig med min indre Marinesoldat om, at jeg ikke ville stoppe, fordi jeg var sej.

Sej og cool.

Så jeg løb.

Langsomt, og med små bitte skridt, men jeg løb trods alt.

Indimellem skreg et knæ eller en hofte på opmærksomhed, trøst og en liggestol med koldt øl ad libitum, men så gentog Marinesoldaten bare Firstmans ord om at smerte er en information til hjernen, og at såfremt knæ og hofte ikke ville efterlades der i underskoven, ganske alene, skulle de tie stille.

Bakkerne var ikke noget problem, jeg løb bare langsommere. Faktisk så langsomt at hvis jeg skulle løbe langsommere end det, ville jeg ende med at løbe baglæns. Men op kom jeg. Uden at stoppe.

Jeg nåede halvdelen af ruten uden at have stoppet, og Marinesoldaten råbte for at overdøve den opstillede halvvejsmusik, at jeg aldeles ikke havde brug for en slurk vand. Ej heller en lille pause. Som en slags halvvejsbelønning.

Det var nok der, andre af mine kropsdele gav sig til at strejke.

Midt på en elendig villavej, uden nogen form for skygge, råbte alle led og muskler nemlig at de ikke gad mere, og da Marinesoldaten gav sig til at skælde ud, sagde de at han kunne få en cola og en bakke pommesfrites, hvis han ikke snart holdt mund. Og så begyndte jeg at gå. Marinesoldaten surmulede, men holdt sig i baggrunden.

Jeg gik hen til en privat vandudskænkning, smed pænt min kop i den dertil ophængte skraldepose, brokkede mig derpå højlydt over de mange hundrede svin der ikke gjorde ligeså, men i stedet spredte plastikkopperne ud over et ganske anseeligt areal – hvorfor?? – og gav mig til at løbe igen.

Jeg nåede at stoppe og gå to gange mere, men kom dog i mål til sidst. Løbende. På den sammenbidte måde.

Jeg var dog svært stolt af mig selv og syntes jeg var helt fantastisk!

Marinesoldaten var faldet i søvn.

Jeg syntes faktisk at det hele havde været en super god ide og fejrede det, og mig selv, med tre pølser og en faxe kondi.

 

Søndagskage

17 maj

Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det ved at være lidt længe siden vi har haft en søndagskage?

Dette er både ægte søndagskager, da det drejer sig om cupcakes, og endda en hjemmelavet slags, for en gangs skyld!

Gårdmand Bjørn og jeg skulle for nogle måneder siden planlægge konfirmationsdessert til 32 gæster, og han lagde  ud med at ville have islagkage.

I grøn.

Til 32.

Jeg eksperimenterede først med pistacie is – som hverken den kommende konfirmand eller hans mor brød sig om – og så det der med lag på lag, og forskudt indfrysning af forskellig slags is, som ikke gik specielt godt, så jeg endte  med at lave 40 portionsanrettede lime og vanilje is, der var aldeles uovertruffne!

Men så sagde Bjørnen at han faktisk også godt kunne tænke sig noget brownie. Og da jeg have lavet 4 store brownies, med fudge og appelsin og nødder, mente vi at det ville række som dessert, når der også var frugt – som jeg glemte at sætte på bordet – og slik.

Det var uden at tage forbehold for at min indre Husmor ville røre på sig.

For det gjorde hun.

Lige akkurat 48 timer før vi skulle sidde i kirken gav hun sig til at rømme sig på en måde som ikke kunne overhøres.

Og på trods af alt det andet jeg også lige skulle inden gæsterne kom, overbeviste Husmor mig lynhurtigt om at der bestemt ikke var nok dessert, og at det da ville være aldeles frygteligt hvis der var nogen som ikke kunne lide lime is eller nogen som ikke kunne lide chokolade – ikke at jeg vidste af at der fandtes sådanne personer på gæstelisten – men for at være på den sikre side -så lavede jeg lige 36 blåbær muffins med grøn flødeost topping og drysset med noget i Tyskland indkøbt grøn kagepynt!

Konfirmations cupcakes

Der var naturligvis for meget dessert.

Som i alt for meget. Hvilket jeg også påpegede for Husmor. Hun var ligeglad. Men Firkløveret og Firstman var derimod svært tilfredse, idet de dermed kunne spise både brownie og grønne cupcakes i en hel uge efter den sidste gæst havde forladt møllen.

Konfirmanden var glad.

Gårdmand Bjørn, konfirmand 2015

Han smilede hele dagen. Trods regnen. Jeg fik indtil flere bamsekram hvor han hviskede til mig at det var verdens bedste dag!

– Og altså de grønne konfirmations cupcakes smagte virkelig godt!

God søndag!

 

 

Kunstigt åndedræt

16 maj

At sige jeg har holdt en lille pause, er nok årets underdrivelse.

Men jeg havde brug for pause.

Så pause blev der.

Der skete alt for mange store ting i vores lille hverdag, til at jeg også kunne nå at skrive på Kong Mor. Der var alt for lidt energi og alt for mange problemer der skulle løses, tanker der skulle tænkes, beslutninger der skulle tages, samtidig med alt det andet man skal når man lever, til at der var plads til andet end lige dem jeg holder mest af.

Alt online cyberliv blev stoppet og startet op igen kun gradvist, som en slags kur hvor man kun langsomt introducerer pasta og chokolade. I små mængder, lidt ad gangen.

Jeg har fået kunstigt åndedræt længe, og det beholder jeg. Hellere kunstigt åndedræt end nedsmeltning.

Og jeg har tænkt mig at tage andre midler i brug også, for at få energi og humør tilbage!

Jeg nyder min fantastiske familie, dejlige mand og lækre børn, som altså snart ikke er børn mere. Men lækre er de altså stadigvæk. Og sammen kan vi klare alt!

Har investeret i en bog af Louise Hay, for at lære at fokusere mere på positive tanker, og jeg har for en gangs skyld takket ja til at få sponsoreret en vitaminkur og nogle gode bøger, som jeg glæder mig til at komme i gang med; det kan kun gøre mig godt!

Jeg nyder gode veninder, kolleger, spændende pennevenner, min søde frække hund og min have. Alt ovennævnte samlet i en god cocktail som skal give mig mit liv eller mit overskud, snarere min glæde, eller nej MIG SELV tilbage.

Er dog ikke helt sikker på jeg overhovedet har læsere tilbage, men jeg kan nu heller ikke fortænke dem i – læserne altså – at de har forladt den synkende skude i tide.

Jeg er i hvert fald tilbage i små doser, så ser vi hvordan det går!

Lækker morgenmad

28 dec

Jeg har lagt en superlækker morgenmad på min juleblog. En sådan dagen derpå lækker morgenmad. Dagen efter juleaften, eller nytårsaften. Eller en fest eller sådan. Man skal nu nok ikke have været standervissen, for så tror jeg ikke det er sjovt, ligegyldigt hvor nemt det er at lave.

Men altså, lækker lækker morgenmad. Testet i alle ender og kanter. Nem at lave – med et minimum af forberedelse, udover bagetid.

Og det faldt i Firkløverets smag – de spiste op!

 

 

Glædelig Jul 2014

26 dec

Jeg har været længe væk – det virkelige liv har krævet min fulde nærværelse og det har så været på bekostning af andre ting, såsom blogland.

Men nu er det jul. Juleaften er ovre og jeg håber inderligt at I har nydt det lige så meget som jeg har!

Det har været en speciel og anderledes jul for os i år. Men en fantastisk en af slagsen!

Julestemning 2014

Jeg håber at I alle vil nyde de fridage der trods alt er, her og der nu i juletiden, og at jeres dage må være præcis som I ønsker det!

Rigtig glædelig jul til jer alle!

Moaaaaar?

15 dec

Gjaldede det igennem huset.

Og når Prinsessen begynder på den slags indsmigrende tale, ved jeg at hun vil opnå noget og jeg bliver omgående mistroisk.

Det var nu ikke så slemt, hun ville bare have mig til at tage et nyt profilbillede til facebook.

Og klog af skade, adlød jeg med det samme. Man skal ikke spøge med piger i den alder.

Jeg fik derfor taget nogle billeder af hende alt imens hun bællede min te i sig, og da resultatet var tilfredsstillende, brugte hun et af dem til nyt profilbillede på facebook.

Jeg gik.

Pludselig stod hun igen ved siden af mig: “Du skal gå ind på mit billede!” lokkede hun.

“Jeg har liket det” forsvarede jeg mig.

“Nej men det er ikke derfor” sagde hun “Du skal skrive noget morsomt”

Jeg må have set en anelse desorienteret ud, og hun forklarede mig tålmodigt at jeg bare skulle gå ind på hendes billede.

“Og jeg skal nok sige hvad du skal skrive, så det bliver morsomt. Bare vent, du får masser af likes på det.”

Jeg sukkede opgivende.

“Hvad skal jeg så skrive” spurgte jeg, parat ved tastaturet.

“Du må ikke skrive med stort..” kom det så.

Her satte jeg dog grænsen. Jeg nægtede at lægge navn til en kommentar med små bogstaver, især efter jeg lige havde bandet over at de unge fløse fra en internet butik, som jævnligt sender mig mails om folk der skal have tilsendt det ene og det andet, ikke har opdaget at man kan lave både store og små bogstaver på et tastatur – de skriver konsekvent alle oplysninger med småt – søren larsen, store byvej 0, i øster hurup. Og glemmer postnummeret. Yaay!

Og sådan skulle jeg ikke skrive.

Under n.o.g.e.n. omstændigheder.

Efter en kort overvejelse, hvor resultatet øjensynligt blev at hun ville komme til kort i åben kamp, opgav hun og lod mig allernådigst skrive som jeg ville. “Med punktum og sådan.”

Ihh tak, tænkte jeg ved mig selv og skrev som befalet, hvorpå hun trykkede send, før jeg så meget som nåede at overveje, om det var det jeg ville skrive.

.. “Bare vent – så tror de andre du er sjov og sådan og du får mega mange likes på det!” smilede hun venligt og gik.

Jeg sukkede dybt og tænkte for Gud ved hvilken gang i år: “Hvorfor var der ingen der bad mig tænke mig om en ekstra gang – eller ti – før jeg gik med til at lave, hvad der nu er fire teenagere under samme tag.

Ynk modtages gerne.

Hånlige bemærkninger bedes gå et andet sted hen.

%d bloggers like this: