Et nyt kapitel

2 feb

er klar til at blive skrevet i den bog som er min.

Ja.

Hvordan skal jeg nu sige det?

Landet ligger sådan at jeg har sagt mit gode faste job, med morgenmad, pension og diverse personalegoder, op. Fordi jeg har fået chancen for at blive ansvarlig for en café, til en lavere løn og ikke helt så mange goder. For nu at sige det mildt.

Bom.

Der slap det ud.

Nu har jeg for alvor mistet de sidste hjerneceller, jeg var i besiddelse af, tænker I.

Det er også muligt det er tilfældet.

Men i mange, mange år har jeg drømt om at få min egen tesalon. Et hyggeligt sted hvor man udover te – og kaffe naturligvis – kunne spise lækre kager bagt af mig og ugens gæstebager, bytte bøger, lave en læseklub, få planlagt en temafødselsdag, høre foredrag og have samtaleoplæg og ja, listen er uendelig.

Og pludselig var der en mulighed.

I en allerede velfungerende café. Med samtaleoplæg, brætspil og bæredygtighed på programmet.

Og hele set-oppet havde umiskendelig lighed med min drøm. Den lå bare der, og ventede på at kunne blive til virkelighed.

Valget var mit. Og jeg tænkte lidt. Og så tænkte jeg meget. Og lidt mere.

Og til sidst lukkede jeg øjnene og sprang.

Sprang ud, uden at vide hvor jeg lander. Uden at vide om der er vand i bassinet, eller sikkerhedsnet.

Faktisk kan man sige at jeg er midt i springet, lige midt imellem to verdner.

Hedder det for resten verdner eller verdener?

Nå, det var et sidespring, i hvert fald befinder jeg mig lige nu i en slags vægtløst limboland, på vej væk fra The Dream Team, Supermand og alle de andre som jeg vil komme til at savne helt afsindigt, og på vej mod et helt nyt liv med cupkager, samtaleoplæg og planlægning.

Og ind imellem husker jeg endda at trække vejret!

 

Reklamer

Fra guldglas til hundehvalp.

1 feb

I ugen før jul sad jeg og googlede guldglas til mit julebord.

Jeg har nemlig for længe siden fået 6 voldsomt flotte vinglas af Zeynep, og jeg ville så utroligt gerne have nogle flere, så det ville være muligt at kunne dække et guldbord til 12 juleaften.

Tænk bare på Instagram effekten af sådan et billede. Ren blær.

Nå, men det lod sig dog ikke umiddelbart gøre, at få fingre i glas med guldpynt, i hvert fald ikke for summer jeg var i stand til at betale. I min søgen endte jeg pludselig på gul og gratis, på grund af et billede der var fra 2014, med glas der ikke var til salg længere og så…

… ja spørg mig ikke hvorfor, men med ét syntes jeg det ville være en fantastisk ide at lede efter en hundehvalp.

Det var dog ikke så spontant som det lyder. Vi har længe været på jagt efter en sød hvalp. Når jeg siger “vi”, mener jeg First Man og jeg, jeg tvivler nemlig stærkt på at Bimbi ville være lige så begejstret for ideen som vi var. Hvis hun altså vidste hvad vi pønsede på.

Tanken opstod da Blondinen døde; det var så ganske forfærdeligt at være hundeløs, og jeg tænkte dengang at jeg måtte sørge for at have noget overlap, så jeg kunne få noget trøst i form af pels-terapi når vi næste gang skal sige farvel til en af de firbenede. Gud give, at det må vare meget længe.

Nå, men altså, jeg landede på en annonce, et gadekryds, sidste efternøler der ikke var blevet afsat, 20 minutter fra hvor vi bor og til en pris som jeg kunne betale. Hvad mere var, hun var klar allerede nu.

Jeg besøgte hvalpen sammen med Divaen samme aften, vi slog til og hentede lillefisen 36 timer senere, da jeg fik juleferie.

Og vupti, havde vi to hunde.

Jeg vil godt medgive at det gik lidt vel stærkt.

Og at det måske ikke var ret gennemtænkt.

Men nu er hun her, og det er skønt.

Bimbi vil måske nok ikke være helt enig med mig, men i det store hele tager hun det rigtigt pænt at have fået en “lillesøster”.

Idel hundelykke

 

 

 

Julekort

12 nov

Jeg ved godt der stadig er et par uger, eller seks, til jul, men jeg ville gerne have taget årets julekortbillede en dag hvor alle, på forunderlig vis, var samlet under samme tag. Og endda spiste sammen.

Divaen påpegede snusfornuftigt bagefter, at jeg nok burde have advaret dem om mine fotoplaner, tidligere.

Uheldigvis tænker jeg bare ikke ret tit over at sende en skriftlig invitation 10 dage inden jeg får en idé, for at sikre mig at alle de involverede har både hår og humør i de rette folder, og er indstillede på at deltage i mine påhit.

Derfor tager jeg sommetider chancen og håber på at noget spontant kan opstå uden alt for mange genvordigheder.

Efterfølgende kunne jeg så konstatere at dette så ikke var en af de spontane dage.

Der var rigtig meget galt, med alle.

Både hår og humør.

Det endte derfor med – uden at gå alt for meget i detaljer – at jeg satte mig til at tage et billede uden levende væsner på.

Jeg fandt vores respektive julekrus frem – gæt selv hvis der er hvis – og fik stablet et vældig fint stilleben på benene. Syntes jeg selv.

Fik fat i mit spejlrefleks Canon E something frem og gik fortrøstningsfuldt i gang.

Det gik ikke særligt godt.

Julekort UDEN levende væsner, blev der sagt.

Pludselig opdagede jeg at mine lys blafrede faretruende, og da jeg kiggede op for at finde ud af hvorfor, så jeg noget lys pels, der aldeles ikke skulle være med på billedet.

Jeg gav op.

Og gik i seng.

Fik lidt senere nedenstående billede af Divaen, der ikke kunne modstå fristelsen til at tage et billede af situationen. Bag min ryg, så at sige.

Jeg gav op. Helt op.

Overvejer seriøst at købe mine julekort i år.

 

Yoga og så mig

9 okt

Jeg er hoppet op på yogahesten. Og jeg kommer ikke ned foreløbig.

Underviseren er sød og dygtig.

På en afslappet måde.

Hun siger ofte, at vi ikke skal præstere noget og at vi virkelig skal mærke efter hvordan det føles, og føles det ikke rart, skal vi lade være. Hun nævner indimellem hvad den stilling, vi står krøllet ind i, hedder. Ikke at jeg tror de ligner noget som helst yoga agtigt, de stillinger jeg forsøger at efterligne. Men hovedsagen er, at jeg har det godt bagefter.

Ikke desto mindre er der også slanger i mit paradis. I form af seriøse mindreværdskomplekser og præstationsangst.

Blandt andet fordi de andre har rigtigt yogatøj.
I økologisk bomuld.
Som sidder pænt, og ikke som skindet på en hårdtpumpet hamburgerryg.

De vejer så heller ikke 16-18 kilo for meget. – ligesom jeg gør…
Og de har egne rullemåtter.

Og de husker at hilse hinanden på Buddha måden, når det er slut.

De kan også sidde i skrædderstilling – eller det hedder det vel strengt taget ikke, når det er yoga. Så hedder det nok yogastilling. Men altså de kan sidde sådan. Meget længe.

Hvis jeg sidder sådan, begynder mine ben at sove inden der er gået 3 minutter.

Desuden kan mine knæ ikke komme ret langt ned, så mens de andre sidder ganske afslappet, med knæene nærmest nede på gulvet, sidder jeg og vrikker uroligt rundt for at undgå at blokere blodtilførslen til mine stakkels ben, og mine knæskaller befinder sig deuden i umiddelbar nærhed af mine ører.

De andre kan også holde balancen.
Min balance er på en eller anden måde, ikke gået med mig op i yogasalen.

Hvilket gør, at når vi står på venstre ben og venstre hånd, med højre ben et eller andet sted ude i en fjern galakse – så langt væk jeg ikke engang ved hvor det er blevet af – og så skal forsøge at række højre arm ud i samme retning, som det ben der er blevet væk, så vælter man.

Eller det vil sige…

Jeg vælter.

Som den absolut eneste.

Med et blødt bump – det er så en af de eneste fordele der er ved de 16-18 kilo – landede jeg tungt på venstre balle. Jeg nåede i sidste øjeblik, at krumme mig sammen så jeg ikke ramlede sammen med hende der stod og balancerede ved siden af.

Det kunne ellers have været kønt, at vælte ind i hende – som så væltede ind i den næste – på dominomåden. Jeg var nok aldrig kommet mig over skammen, og ville afgjort ikke have sat mine ben der mere.

Det skete heldigvis ikke.

En anden ting der er lidt ubehageligt i de der nedadgående og udfarende yogastillinger, er min barm.
På samme måde som når jeg er i karbad, bliver mit hageparti pludselig mødt af en dobbelt airbag, der truer med at kvæle mig, så såre jeg vender bunden i vejret på mig selv. Det er mig komplet umuligt at fatte, hvordan man overhovedet er i stand til at “trække vejret dybt, og helt ned i maven”, når man står på et ben og to hænder, hovedet nedad og har det andet ben i stik modsat retning, nemlig op mod loftet, og ens bryster har lagt sig godt tilrette på ens hage.

Det er lige før jeg heller ikke kan se noget, men det er måske iltmanglen.

Det er gudskelov sådan, at underviseren ikke overdriver de forskellige stillinger. Det er så heller ikke yoga på den sportsagtige eller hurtige måde. Jeg når lige akkurat at få frembragt sved på panden, samt sat de fleste af mine muskler i alarmberedskab, så de ryster voldsomt, og så er den stilling slut og vi slapper af før den næste.
Hvilket betyder at jeg godt nogenlunde kan følge med i det meste.

Altså, hvor man ikke lige står med bunden i vejret.

Når jeg går derfra, føles det som om jeg er blevet masseret indvendigt, på en rar måde, og jeg vælger at tro at det er sundt. For både krop og sjæl.

Det kan jo også være at min balance på et eller andet tidspunkt indfinder sig i yogasalen sammen med mig. Jeg har da også et lille håb om, at jeg med tiden kunne blive bare lidt mere smidig, så mine knæ kan komme nærmere gulvet, i stedet som nu, hvor de fungerer som ørevarmere.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte dette yoga-noget, hvis jeg da ikke vælter nogen.

 

Morgenmad på pinterestmåden.

5 okt

Jeg E.L.S.K.E.R. Pinterest.

Uhæmmet.

Bruger det til alt muligt.
Oftest som tidsfordriv.
Inspiration til det ene og det andet.

At jeg rent faktisk bruger nogle af ideerne fra tid til anden, er jo kun et plus!

På det seneste har jeg set på morgenmad, for jeg får ikke rigtigt noget. Om morgenen altså. Resten af dagen køres der alt for meget indenbords, så det kan måske være lige meget. Problemet er at jeg jo bliver ret sulten ved nitiden.
Jeg kører hjemmefra 05.30 og har ingenlunde tænkt mig at stå et kvarter tidligere op for at spise noget. Min mave vågner desuden ikke før tidligst klokken 8.00, så det giver lidt sig selv.

Jeg kunne naturligvis kaste mig over brødbakken på arbejdet kl. 8.02, men så går der både smør og jordbærmarmelade i den, og det er ikke specielt fordrende for de kilo, jeg så gerne vil af med.
Derfor sker det kun en sjælden gang at jeg vil forkæle mig selv med en marmelademad. Alle de andre morgener spiser jeg ikke rigtigt noget. Og så er det jeg bliver sulten.

Derfor morgenmadssøgning på Pinterest.

På Pinterest faldt jeg over nogle marmeladeglas med forskellig sjov og hyggelig morgenmad i. Jeg kan dog ikke helt se fidusen med marmeladeglas til alt muligt andet end marmelade, men det er muligvis fordi der er andre end mig, som er forfaldne til marmelademadder og som så vil finde alternative udnyttelsesmuligheder, for de tomme glas.

Eller også vil de bare gerne være med på retromoden.

Selve opskrifterne lød ikke umiddelbart som om jeg ville bryde mig om dem, men jeg besluttede mig for trods alt at prøve. Min begrundelse, for at overbevise mig selv, var at jeg aldrig ville finde noget nyt at synes om, hvis ikke jeg også prøvede ting, der ikke lød som om de ville falde i min smag. Jeg fandt dog nogle der så ud som om de var værd at prøve.

Jeg lavede kun lidt om i den oprindelige opskrift og tilpassede den en smule til mine sarte smagsløg.

Men altså.

Jeg fik lavet min marmeladeglasmorgenmad. Meget skeptisk. Stillede det i køleskab natten over og tog det – stadig skeptisk – med på arbejde i morges.

Marmeladeglasmorgenmad

Det var med stor spænding jeg stak skeen ned i glasset da jeg sad på min plads og min mave var vågnet op til dåd.

Anderledes, men godt.

Det smagte fint.

Faktisk! Overraskende godt.

Det smagte endda så godt at jeg spiste helt op og overvejer kraftigt at lave det igen!

Hvis nogen skulle være interesserede i opskriften kommer den her – altså gradbøjet til mine smagsløg.

Marmeladeglasmorgenmad.

Find et marmeladeglas. Jo jo – skik følge I ved – og deri puttes 1 dl. havregryn og derpå 1 dl. mælk. Så dryssede jeg en lille smule kanel over havregrynene og to skefulde hakkede valnødder.
Det kunne sikkert være alle mulige andre nødder. Og en håndfuld vindruer jeg lige halverede.
Jeg ville faktisk helst have haft blåbær, men dem havde jeg ikke flere af.
Så kom der 1 dl. A-38 over frugten, en teskefuld ahornsirup og så låg på.
I køleskabet hele natten og så med på arbejde i min lille termopose.

Det er ikke sidste gang jeg laver det!

 

Hilsen fra et “live” angstanfald

20 sep

Nu er der gået et par uger, eller 8, siden sidste tandløse opdatering, jeg har holdt en fantastisk sommerferie – den skal I nok høre mere om senere – og startede på arbejde igen. Som man jo gør efter sin ferie. Det er allerede længe siden nu. Jeg har også fået reguleret min medicin af psykiateren og er startet i min nye angstgruppe, som er en gang om ugen indtil jul.

Jeg har haft det bedre og troede egentligt at de fleste angstanfald var en saga blot, nu med al den medicin og terapi og gruppeforløb og hvad ved jeg.

Men nej. De kommer stadig, sådan lige for at gøre opmærksom på, at de stadig findes.

Og sidst jeg fik et angstanfald – for et par dage siden – fik jeg den ide at jeg ville skrive mig igennem det. For bagefter er det så svært for mig, at forklare det præcist for andre. Jeg skrev en masse stikord, og gjorde det så lidt mere læsbart bagefter, da jeg fik det bedre. Beklager, hvis I ikke gider læse om det hele tiden, men så kan I da heldigvis klikke jer væk nu!

Til de andre kan jeg kun sige velkommen til et ganske ordinært angstanfald:

Jeg får en en eller anden ligegyldig mail, som gør mig lidt ked af det og jeg prøver naturligvis at finde ud af om det der står, er tilfældet. Det er det ikke.

Alt vel.

Ca. 3 sekunder efter at jeg har konstateret at alt er vel, begynder jeg at få ondt omkring hjertet.

En stikkende smerte. Hele vejen gennem brystkassen. Lige ud for hjertet.

Jeg ved godt at det ikke er et hjerteproblem. Jeg overvejer det ikke engang. Jeg ved at det er et angstanfald. Tænker lidt opgivende over hvad jeg så skal. Prøver at huske, hvad planen er.

Kan ikke huske det.

Mine tanker farer forvildet rundt og griber fat, på må og få, i alt muligt. Jeg kan bare ikke komme på noget. Smerten omkring hjertet bliver ved.
Jeg sidder på min plads på kontoret og fortsætter mit arbejde, ingen kan se at der sker noget med mig – for angst kan ikke ses – jeg er ganske som jeg plejer at være.

Mærker prikken i armene nu. Dernæst en stor tung knude, lige foran ved brystbenet. Det føles som om jeg bliver kvalt. Får kuldegysninger. Smerterne omkring hjertet er er lidt mindre nu, men i stedet har jeg fået kuldegysninger og kvælningsfornemmelser.

Kan overHOVEDET ikke komme på, hvad der hjælper eller hvad jeg skal gøre for at få det bedre.

Lytter til en sang i radioen. Prøver at fokusere på den. Det går ikke så godt. Sangen flakser forbi mit ansigt og er væk.
Kan ikke trække vejret dybt, som jeg skal.
Ser ned på gulvet, sætter fødderne fladt ned – for at få jordforbindelse – det siger både behandlerne i angstgruppen, min app og Samantha, er en rigtig god ting. Det hjælper ikke. Ikke en skid.

Det gør rigtig ondt nu og er meget ubehageligt.
Men jeg går ikke i panik.
Jeg ved godt at jeg ikke er ved at få et hjerteanfald.
Jeg ved det er et angstanfald.
Men det er svært at tro på, at det stopper igen.

Hov, der var noget af det jeg har lært: ”Det går over igen” og ”Det bliver ikke ved”. Jeg prøver at holde fast i den tanke. Det går ikke ret godt.

Kan pludselig huske at et anfald “skulle vare mellem 10 og 30 minutter” godt så. Jeg prøver at regne ud hvornår det startede.

Får en kuldegysning mere. Prøver at få hold på tankerne og tage mig sammen. Det går heller ikke ret godt.

Kigger på forskellige mails og opdager at det nu varet i godt 20 minutter. Jeg bliver lidt irriteret, mest på mig selv og tænker: ”Så stop dog”.
Tænker så ”Er der så kun 10 minutter tilbage?” Det føles så ubehageligt lige nu, at jeg ikke helt tror på det kan være rigtigt, hvis det skulle slutte lige om lidt. Men okay, gerne for mig!

Kigger på min mail, svarer på et par stykker der ikke er så krævende og gyser igen. Og igen. Har stadig ondt over brystbenet. Jeg mærker efter, smerterne omkring hjertet er væk nu, men jeg kan stadig ikke trække vejret i bund på grund af den kvælende fornemmelse.

Ser ud af vinduet, trækker vejret så dybt jeg kan.
Falder i staver over en lastbil der kører forbi og hører ”Indianer” i radioen. Den minder mig altid om min mormor, som virkelig ikke brød sig om den sang.

Vejrtrækningen flyder lidt dybere nu. Husker at Rune sagde jeg skulle puste ud, i stedet for at trække ind.

Det går op for mig at jeg næsten holder vejret. Jeg puster ud – helt ud. Og så lidt mere ud. Trækker så vejret dybt ind igen. Vejrtrækningen flyder okay.. tror jeg nok. Jeg kan se min mave går ud og ind. Tænker at det er godt, fordi så trækker jeg vejret ned i maven.

Og det er godt. Tror jeg nok.

Jeg mærker duften af æblekage. Den jeg bagte i går, og som nu står på bordet til behagelig selvbetjening blandt mine dejlige kolleger.

Bliver ærgerlig over at jeg stadig har ondt i brystbenet. Og over at det føles som om jeg ikke trækker vejret brugbart.

Selvom min mave bevæger sig, føles det ikke som om jeg får ilt nok. Bagerst i munden.. Det går op for mig at det nok er det de mener når de snakker om ”mundtørhed”. Jeg mærker efter. Mit svælg er knastørt.

Beslutter mig for at gå ud efter et glas vand.

Rejser mig ikke. Kan ikke rigtigt.

Ser på uret igen.

Der er gået 30 minutter. Bliver usikker, ked af det og lidt vred: ”hvorfor er det ikke slut endnu?” Jeg ordner endnu et par ting. Det er godt det er fredag og jeg snart har fri.

Hvorfor bliver det bare ved? Jeg synes da at jeg fjerner fokus fra det. (Endnu en ting som dukker op) Jeg skal fjerne fokus. Godt så.

Rejser mig med mit glas.

Tager min lille røde stressbold med, som jeg krammer sammen i hånden, på vej ud til køkkenet.

Drikker et helt glas vand med det samme. Tager et mere, med hen på min plads.

Trækker vejret igen.

Har stadig ondt ved brystbenet.

Arbejder lidt videre. Forsigtigt.

Får pludselig en metallisk smag i munden. Trækker vejret dybt igen.

Smiler lidt indvendigt over at de i radioen spiller ”Every breath you take”. Tragikomisk, og Sting, han skulle bare vide, skulle han.

Spekulerer på hvordan det kan være, at det føles som om jeg ikke trækker vejret, når jeg kan se min mave trække sig ind og ud. Synker med stort besvær. Godt jeg har vandet, som tvinger mig til at synke. Bliver træt. Udmattet. Opgivende. Ser på uret igen.

40 minutter.

Konstaterer at der ikke rigtigt er noget af det jeg har gjort, som synes at virke. Må vist prøve noget andet. Skal altså også have lavet mig den der mentale førstehjælpskasse, jeg går og fabler om. Må have lavet en, som jeg kan have med mig i tasken.

Kommer i tanke om min anti-stress-lavendelolie-duft-rulle-dims. Den ligger jo i min taske. Vender mig om, konstaterer ærgerligt at jeg ikke har min sorte taske med. Vrisser indvendigt. Leder alligevel i den anden taske. Noget må der da være. Finder Bachs Rescue spray – tager hele 7 pschiit – trækker vejret meget dybt.

Der er nu gået en time.

Jeg kan fungere nogenlunde. Men jeg får kuldegysninger ved den mindste bemærkning. Jeg føler at alle kan se på mig at jeg er syg. Det føles ubehageligt og usikkert.

Jeg får endelig fri og kører hjem.

First Man kan straks se noget er galt og spørger hvad det er. Jeg kan ikke svare – sukker bare i hans favn – mumler at jeg fik det skidt. Der går yderligere 2 timer. Jeg har stadig en klump i halsen, gyser ofte og bliver en lille smule svimmel indimellem. Det er sikkert fordi jeg trækker vejret forkert, selv om jeg gør mit bedste.

Sådan går en hel dag, med forskelligt fysisk ubehag af variabel styrke, over en enkelt ubetydelig ting, som lige triggede min angst.

Heldigvis hjælper min medicin så jeg har nogenlunde ro i hovedet, og så mine tanker ikke bare myldrer rundt, som myg om et stearinlys en lun sommernat. Det fysiske ubehag er også meget begrænset i forhold til hvordan jeg har det, uden medicin. Det er mest min vejrtrækning, som er helt ad helvede til, hele resten af dagen efter sådan en omgang, næsten uanset hvad.

Jeg er godt træt om aftenen, og håber at jeg kan sove nogenlunde, så jeg er klar til en ny frisk dag i morgen, helst uden den slags oplevelser der kan trigge et eller andet, så hele maskineriet går i gang igen.

Og så er rundvisningen i mit angstanfald slut!

 

Superman og vinduesviskere

18 sep

Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)

Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.

Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.

Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.

Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.

Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.

Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.

Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.

Nå, det var et sidespring.

Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.

Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.

Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.

Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.

Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.

Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.

Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.

Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.

Er der noget at sige til, at han er min helt?

Han fik naturligvis sin kage næste morgen!

– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!

 

%d bloggers like this: