Ikke noget at råbe hurra for.

17 aug

Det var ellers ikke fordi jeg ikke havde glædet mig.

I et helt år.

Til min helt egen sommerferie.

Uden sure franskmænd, eller folk jeg skulle arrangere bryllup for. Ej heller mystiske Stein Bagger typer, og nej jeg ved godt jeg ikke har fortalt jer om lige netop den del – han hed i øvrigt Jan – som kunne ødelægge mere i vores dagligdag end hvad godt er.

Intet kunne spolere min glæde over at jeg snart ville få sommerferie, heller ikke da Gårdmand Bjørn blev indlagt med meget høj feber.

Ikke nok med at han fik feber, han tog også lige en lille spadseretur i haven omkring kl. 02. Og han vidste ikke helt hvorfor. Det kunne ingen af lægerne lide. Så vi blev sendt direkte på OUHs børneafdeling for videre undersøgelser.

Vi fik heldigvis lov til at komme hjem igen, da de ret hurtigt kunne udelukke alt det væmmelige. Så kunne han jo ligeså godt ligge hjemme og have feber. Vi beholdt en åben indlæggelse i en uge men den fik vi ikke brug for. Han blev rask og ingen ved hvad der ramte ham. Godt det samme. Han var jo rask igen.

Så fik Prinsesse lyserød det skidt. Ondt i halsen og hvad ved jeg. Et besøg hos lægen og en recept på penicillin senere regnede vi med at det ville gå over. Men næ nej. Der skete ikke en hujende fis. Tilbage til lægen fik hun taget en blodprøve og nu kunne der konstateres mononukleose. Ja, kyssesyge, men det er et lidt sært ord at bruge for en sygdom man kan få på alle mulige andre måder end at kysse på. Hun var i hvert fald ikke mange sure sild værd, staklen.

Endelig fik jeg ferie. Den blev lagt ud med en tur på Langelandsfestival, i Tinas brors campingvogn. Den uge var der ikke det fjerneste galt med, så den kan jeg altid fortælle om en anden gang.

Da vi kom hjem døde en pap-Oldefar. Ikke fordi vi kom hjem, men fordi han var 96.

Vi havde planlagt 10 dage i sommerhuset og en dejlig weekend i Sverige, hvortil min lillebror har valgt at flytte. Men så skulle jeg i bad.

Og selvom jeg nu i over 10 år har skrævet over mit badekar når jeg skulle åbne vinduet efter mit morgenlige brusebad, så er der aldrig sket noget. Nok hovedsagelig fordi jeg har haft tørre fødder.

Lige præcis den dag, tirsdag d. 28 juli stillede jeg mig op på kanten med våde fødder. Det gør jeg aldrig mere.

Jeg gled nemlig. Fødderne gled som Bambi på glatis ud mod venstre, jeg lettede, og mens jeg hang der i luften, nåede jeg at overveje om det nu også havde været en super god ide at bestige badekarskanten iført våde fødder. Jeg kunne så selv besvare mit spørgsmål da jeg landede, tungt på højre side og hørte noget knække.

Knække på den indvendige måde.

Siden da, har jeg forsøgt at undgå nys, hoste, hikke, latter og opkast på det bestemteste. Og jeg danser aldrig mere ballet på mit badekar. Ingen trøst er mulig, det kan vare op til flere måneder inden jeg er mig selv igen hvilket jo lægger en dæmper på de fleste fysiske udbrud.

Som om det ikke var nok, så døde jo også min elskede Moster. Min mormors yngste søster, som i praksis havde fungeret som hele familiens mormor siden mormor døde i 1988.

… Og det var hårdt.

Alt i alt en lidt anderledes og lidet attråværdig sommerferie til mig.

Jeg håber inderligt at jeres var bedre.

 

En buket.

14 aug

I et anfald af nostalgi og overvældende tristhed over at min søde gamle Moster døde for 14 dage siden, kom jeg på at fortælle om mormors og morfars have.

Lidt kringlet, og noget bagvendt men nu kommer jeg til sagen:

Moster var ikke meget for dims og falbelader, og havde udtrykkeligt ønsket blomster fra haven til sin bisættelse.

Nu er Moster er jo ikke min moster, men derimod min mors. Moster er min mormors lillesøster, og da min mormor døde for mange år siden, blev Moster lidt reservemormor for vores familie. Så er den vist på plads!

Det var en helt anderledes fornemmelse at skulle gå rundt i sin egen have og vælge blomster som skulle med på hendes sidste rejse. Jeg fik samlet lavendel fordi hun holdt af duften, roser fordi hun selv havde så mange, hortensia fordi farverne var fantastiske, og så stoppede jeg foran min troldhassel.

Selvfølgelig.

Moster skulle have grene fra det træ hendes søster gav mig da jeg var 15.

Det føltes som en ring der blev sluttet.

Moster Bi valgte netop at dø på sin storesøsters fødselsdag og der var en trist glæde i vores tre familier over, at nu var de tre søstre samlet på den ældstes fødselsdag.

Bisættelsen var ganske forfærdelig.

Også selvom hun var 95 og sikkert ikke rigtigt gad mere.

Da jeg 10 dage tidligere havde besøgt hende på plejehjemmet fik hun sagt farvel – på sin måde – med en lille hilsen til hver af mine børn og til First Man. Og jeg tudede hele vejen hjem i bilen.

Et kapitel i min livshistorie er skrevet til ende.

Det gjorde måske det hele lidt mere definitivt at nu var den sidste af de tre søstre borte, og med hende, en hel epoke, som nu er slut. Men som Eva så rigtigt sagde: “Så er det op til os at bære flammen videre.”

Hvis der er et eneste lyspunkt ved en bisættelse eller begravelse, så må det være at man samles og rykkere tættere sammen. Jeg kender min historie, mine aner, jeg har fået del i en arv som jeg har ansvar for at bringe videre til mine børn.

Jeg ved præcis hvad familie er, at jeg er en del af alt dette på grund af de som var der før mig.

Det er jeg stolt af.

Troldhassel

13 aug

Haven var et rent paradis, og nu har I været en tur rundt over det hele for at blive introduceret til den.

Udgangspunktet for havepræsentationen var en troldhassel.

Næsten nede ved søen, med skræppeblade i baggrunden stod der et træ. En fantastisk troldhassel, som var vokset cirka tre meter høj, og som så havde vendt grenene nedad, og nu stod som en bedre tipi, med en lille åbning, stammen i midten og ellers bare et teltlignende rum.

Det træ var derfra min verden gik. Et centrum hvorfra alle lege udgik.

Jeg drømte om at få lov til at sove under træets grene, i den hule af blade der kun lod solens stråler slippe igennem som lette toner, i takt med vindens puslen.

Jeg tror såmænd nok at tilladelsen var blevet givet hvis jeg havde insisteret lidt mere, men de ville nok spare mig for at skulle opgive mit forehavende på grund af panik for mørket og nattelyde – og dem selv for en ganske givet afbrudt nattesøvn – så det måtte blive ved drømmen. Det blev den ikke værre af.

Træet hed i daglig tale kun det hule træ. Ikke fordi det var hult, men fordi det var en hule. Min sproglige formåen mellem tre og syv år var lettere begrænset.

Men altså, når prinsesser blev fordrevet fra deres retmæssige ø, af Bukkebruse og forræderiske røde træsko, kunne de foretage retræte til det hule træ for at komme sig. Var man sur og muggen af den ene eller den anden årsag, eller ville man blot have ro til at tænke, kunne man trække sig tilbage og fundere over verdens fortrædeligheder uden at blive forstyrret, og ville man lege og have selskab var der også råd for det, da kusiner og folk gerne kom på besøg i dette fantastiske træ.

En dag sluttede barndommen imidlertid, for mormor og morfar flyttede.

Det var dog hverken de store stuer, det skønne rosenværelse, den sjove madelevator der gik fra anretterværelset til et grovkøkken i kælderen, øen, voldgraven, birketræerne med deres mirakler, køkkenhaven eller hængesofaen der skubbede mine tårer ud over kanten.

Det var det hule træ.

Og jeg kunne ikke begribe hvorfor man ikke bare kunne blive boende; det var jo et godt hus, det havde da fungeret i mange år. Det var jo bare et hus, som der var så mange af, okay så, ikke så mange igen, men sådan et træ vidste jeg i hvert fald godt at man ikke kunne få nogen andre steder.

Det var intet mindre end en katastrofe for mig. Min første store sorg.

For et træ.

Men hvilket træ.

Mange år efter det store hvide hus blev fraflyttet og haven nu kun fandtes i min barndoms drømmeland, fik jeg et træ af min mormor.

En lillebitte troldhassel i en potte.

Den levede i en del år i forskellige potter og krukker, og voksede derfor ikke så meget. Da den ikke kunne blive plantet i Frankrig, i og med vi ingen have havde i de første år, fik den lov til at slå rod i min mors have.

Da vi flyttede til Danmark, blev det gjort til et større projekt at få transporteret min troldhassel fra mors have til møllen på øen.

Dette projekt involverede stor gravemaskine, gartner, stor trailer, samt mange råb og svedende mennesker en grå og kølig efterårsdag, for til sidst at putte min efterhånden 30 årige troldhassel til hvile i mulden på mølle matriklen.

First Man har fået bakset en meget stor sten hen ved siden af, så man kan sætte sig og få en sludder. Enten med den som måske sidder ved siden af, eller også med træet selv.

Jeg kan se at den hygger sig på sin plet. Den er vokset fint, bladene er tætte og krøllede. Og jeg håber den måske en dag bliver til et hule træ.

For så skal jeg sove under det!

En have så skøn.

12 aug

Da jeg var lille, og på besøg hos min mormor og morfar, elskede jeg at lege i deres uendeligt store og forunderlige have.

Det var i sandhed en fantastisk have. Et sted bag en troldhassel stod en mængde store skræppeblade som man sagtens kunne gemme sig under når det regnede. Hvilket jeg så gjorde.

Fulgte man skræppebladende, nåede man en lille sø hvor der hvert forår kom ællinger man kunne fodre, og hver vinter kunne man stå på skøjter, dog først efter morfar havde stampet rundt på isen en rum tid, for at sikre at jeg ikke faldt i.

Blev man træt af søen, kunne man gå til venstre ind i en lille skov, i hvis midte der befandt sig en voldgrav med en lille træbro og en ø. Simpelthen.

Fra bagsiden af øen kunne man kravle op på nogle meget store sten og – i hvert fald om vinteren – se ud over markerne bag haven. Jeg kan nu, efter så mange år, med sindsro fortælle at der på denne ø har boet adskillige prinsesser der skulle vinde deres land tilbage fra onde trolde ved navn Bukkebruse. Jeg kan også uden skam berette at det var en voldsom overvindelse at gå over broen, især hvis man havde røde forræderiske træsko på. Og det havde jeg tit.

Det kunne ske at man var løbet i forvejen for at gemme sig, eller var sakket bagud og pludselig stod og skulle over broen alene. Med træsko på. Der var tre muligheder.

Enten kunne man tage træskoene af. Kaste dem over på den anden side, og liste over broen i bare tæer eller strømpesokker og håbe at træskoene var landet så man kunne nå dem selv.

Man kunne også vælge at løbe alt hvad remmer og tøj kunne holde, og håbe at man ikke tabte en træsko i farten.

Den sidste mulighed var at kalde højt og længe på morfar, så man kunne have hans store sikre hånd at holde i, og dermed nå frelst over broen.

Denne bro gjorde øen til et meget eftertragtet, næsten sagnomspundet legested, men også relativt besværligt at nå frem til. Før kloge folk begynder at finde på at Bukkebruse blev fortalt med vilje for at jeg ikke skulle dratte i voldgraven og drukne, vil jeg oplyse at der ikke var vand i, og at den samlede dybde under broen nok ikke har oversteget 1 meter på det dybeste sted.

Hvis man afgjorde med sig selv at man ikke var i humør til at slås med Bukkebruse, for at redde prinsesser, kunne man gå tilbage igennem skoven, så havde man snart en gigantisk plæne foran sig, og midt på plænen stod det største platantræ jeg nogensinde har set. Det var flankeret af to stolte birketræer, bagved hvilke der befandt sig henholdsvis en smedejernstrappe og en hængesofa.

Smedejernstrappen ved husgavlen, var direkte afgang til pust på knæet og en vaniljeis med chokoladeovertræk, eller blot en blød omfavnelse der duftede af fyrrenåle fra Yardley.

Hængesofaen derimod, var forbundet med alskens restriktioner jeg var alt for urolig til at kunne efterkomme, hvorfor jeg sjældent opnåede at befinde mig i dette eftertragtede møbel ret længe ad gangen.

Denne del af haven var omkranset af et stort nøddehegn og bag hængesofaen og bag nøddehegnet var mormors køkkenhave.

Køkkenhaven fungerede ikke alene som ingrediens i husstandens almene overlevelse det meste af sommeren, men ligeledes som et udendørs spisekammer, frit tilgængeligt, hvor jeg har ædt mig mæt i jordbær og ærter sommer efter sommer. Jeg har gået balancegang på murstenene der afgrænsede de mange spændende krydderurter, jeg har beundret de kravlende bønnestager, og sikkert uden tvivl der, fortæret alle de mange kilo skidt vi efter sigende indtager i løbet af vores liv.

Til højre for køkkenhaven var der brændeskur og garage, samt en bålplads hvor jeg smagte mine første snobrød.

Meldte en mere konsistent sult sig, skulle man blot løbe op ad en anden smedejernstrappe, der gav stygge sår på knæ og skinneben hvis man faldt, og det gjorde man tit fordi man var ivrig, og der kunne man få alverdens lækkerier. Flækkede kartofler og radiser med en klat smør i og drysset med groft salt, eller den spændende rugbrødsmadder med græspålæg: rugbrød med smør og dild og eller purløg.

På grund af disse mærkelige græs-madder, har jeg smagt på stort set alle de grønne vækster der var i haven.

Jeg, og min kusine, mente at når man kunne spise den slags, kunne man sikkert også spise det andet.

Vi startede frygtløst med skovsyre, som blev tygget højtideligt, og slugt med stort mod. Det var i midlertid ikke det frygtede skarntyde og vores efterfølgende ophidsede hjerteslag var kun affødt spænding over at have gjort noget stort og ukendt og vi skulle desværre ikke dø som Snehvide eller Sokrates. Jeg fortsatte ufortrødent med at smage på haven og ved derfor nu at man kan komme til at kaste op hvis man tygger i snebær, at bøgeblade smager bedst når de lige er sprunget ud, samt at nasturtier smager af stærk karse.

På cirka samme tidspunkt blev det gjort til lov at man aldrig måtte lege med guldregn.

Tilbage mod den store plæne, og bag det andet nøddehegn, havde morfar lavet en rydning og installeret et hjemmelavet gyngestativ og en vippe. Ikke noget plastik eller metal her, det var gedigne bjælker og gyngerne var fastgjort i kilometer lange reb så man kunne nå helt op til himlen. Eller i hvert fald til toppen af nøddehegnet, hvilket stort set var det samme.

Den have var levende. Træerne, buskene, øen og søen var levende væsner for mig, på en eller anden måde.

Jeg har bland andet snakket indgående med birketræerne – mest det til venstre – om dets “mirakler”. Mirakler var en personlig fortolkning af ordet “rakler” som ikke gav synderlig mening for en person med røde træsko i størrelse 31. Mirakler derimod, det vidste man hvad var. De var håndgribelige: de hang jo lige der fra birketræets grene og kunne drysses gavmildt udover verden efter behov.

Jeg blev voldsomt skuffet da min fejltagelse blev påpeget, men jeg må indrømme at jeg ikke helt troede på dette mærkelige ord “rakler” og insisterer på, stadigvæk at have muligheden for at kunne drysse mirakler hvor der skulle opstå behov for det.

Mirakler er jo alt andet lige mere praktisk end rakler.

Kronisk træt.

3 jun

Om det er på grund af alle mine sære drømme, skal jeg ikke kunne sige, men på et tidspunkt havde jeg fornemmelsen af at være så træt, at jeg aldrig nåede at åbne øjnene helt i dagens løb.

Træt med træt på.

Det er muligvis også fordi jeg står op kl. 05 og sommetider glemmer at gå i seng på den rigtige side af kl. 22.

Denne specielle morgen var jeg stået op, og uden helt at vide hvordan det var gået til, var jeg både kommet ned på badeværelset og havde været i bad inden for den reglementerede tid. Var næsten ved at falde i søvn under bruseren, men klarede dog at holde mig oprejst.

Det er faktisk en reel besparelse på vores elektricitetsbudget idet jeg ikke behøver ret meget lys; mine øjne er nemlig mest lukkede.

Hvilket var en fejl.

I hvert fald denne morgen.

Jeg fik tørret mit hår og ville lige strinte noget hårlak i pandehåret, for at undgå at det klaskede sammen alt for hurtigt. Jeg greb altså ud efter spraydåsen og sprayede løs. Den fik lige lidt ekstra, dels fordi jeg kunne ikke rigtigt mærke nogen forskel, og mit hår var ligeså fladt som det plejede at være, dels fordi karakteristiske lugt af blid kemi, der altid minder mig om min mormor, også ganske udeblev.

Jeg nåede lige akkurat at blive irriteret på L’Oreal og skulle til at stirre vredt på Elnett damen, da jeg til min forbløffelse i stedet gloede på en blå og hvid Sanex. Med 0% alcohol…

Der var afgjort ikke tid til at vaske hår igen.

Dermed rendte jeg rundt på arbejde, med noget der lignede en våd pandekage, ovenpå mit hoved, den ganske dag. Men det duftede skam friskt hele dagen.

Nu har jeg så lys tændt når jeg står tidligt op.

Bare for en sikkerheds skyld…

God morgen!

Mig og Arnold

1 jun

Jeg skal ikke kunne sige hvorfor – det er så sjældent at jeg kan huske dem – og jeg har kun haft mareridt 3 gange i hele mit liv. Og jeg husker dem tydeligt. Resten af mine drømme har været sjove og vildt spændende.

Således også en morgen da jeg vågnede meget modvilligt.

Træt med træt på.

Jeg tumlede ned i badeværelset og prøvede at vågne under bruseren.

Pludselig kom jeg i tanke om at jeg vist havde tilbragt natten med Arnold.

Som i Schwarzenegger.

Jo.

Han var nemlig blevet forelsket i Jeanette, så vi gik en lang tur. Jeg måtte jo fortælle ham at Jeanette var gift med Frede, så der var vist ikke noget at komme efter der.

Så blev han meget ked af det og gav sig til at græde.

Jeg trøstede ham og fandt en krammebamse til ham så han kunne blive glad igen. Af ren taknemmelighed købte han et hus til mig og familien. Da vi skiltes, fik jeg et knus og vi aftalte at vi snart skulle ses igen.

– og så var jeg LYSvågen.

Det var desværre ikke et mareridt!

 

Bogfinker

28 maj

I sidste uge var jeg syg og lå på min sofa. I sådanne tilfælde – og især når man ikke orker at se film – har man mere end rigelig tid til at tænke.

Jeg tænkte – blandt andet – over det der gør mig glad. Udover det åbenlyse som børn mand og hund.

Det gør en god bog. Og at være sammen med mine veninder. To ting som ikke sker så tit som jeg godt kunne ønske mig det. Jeg tænkte videre. Det er så nemt at udtænke alt muligt når man ikke har andet at lave. Jeg udtænkte derfor en rigtig god plan.

Slå to fluer med et smæk.

Jeg ville da lave en bogklub.

Sådan en “Lad-os-læse-en-bog-sammen-og-snakke-om-den”-klub. Lidt blandet med “Lad-os-spise-lidt-kage-mens-vi-snakker-om-en-bog”. En bogklub med nogle veninder – de behøvede ikke at kende hinanden – som kunne lide at læse og spise kage imens.

Jeg spurgte et par søde og dejlige veninder om de kunne tænke sig at være med, og det kunne de heldigvis godt.

Og så var bogfinkerne en realitet. Første møde var i går. Med lyserøde cupcakes og et imponerende udvalg af gode bogtitler og ny inspiration.

Vi startede med at fortælle om vores bogvaner. Vores yndlingsbøger. Vores hadebøger. De bøger vi aldrig var kommet igennem. De bøger vi bare aldrig ville skille os af med. Hvad de havde fået os til at gøre. Og om vores hunde. Og hvilke bøger vi havde lyst til at læse sammen. Vi bestemte os også for en ny dato. Og en bog der skal læses inden.

Te og cupcakes

Og så spiste vi naturligvis kage!

Og grinte. Og drak sort te.

Og det var LIGE PRÆCIS det jeg havde brug for!

 

%d bloggers like this: