Jeg ved ikke rigtigt

20 aug

om dette er noget der tåler dagens lys.

Ikke fordi det er specielt kriminelt. Det er bare pinligt. Hvilket også er grunden til at jeg har trukket det i langdrag, og overvejet i over en uge.

Det er nemlig sådan at det kan være farligt at gøre rent.

Hvis det udføres i klipklapper.

Så kan man nemlig komme til, ganske utilsigtet, at hamre sin lilletå ind i et stoleben.

Hvilket kan resultere i at ens lilletå pludselig sidder og stritter i en noget forkert vinkel og er lidt utilbøjelig til at vende tilbage på sin retmæssige plads ved siden af den næste tå. Så kan man gøre én af følgende:

  • Selv skubbe tåen på plads, med tilhørende knas.
  • Få koldsved, kvalme og lægge sig ned på gulvet.
  • Kalde på sin mand.

Subsidiært kan man godt udføre alle tre ting. Men det kræver nok lidt øvelse for ikke klodsede personer. Jeg, derimod, er i træning til at blive byens, hvis ikke øens, mest klodsede person.

Det går ret godt. Jeg må siges at gøre mit bedste.
Det syntes de også på skadestuen.

 

 

Reklamer

Ledige, pensionister og ferie

5 jul

Jeg har været inde på det før, og velmenende folk har skam også givet deres besyv med, og forsikret mig om at man har ret til ferie, men da grundfølelsen består, vil jeg vove den påstand at det ikke føles som om man må – eller kan – holde ferie, når man er arbejdssøgende.

Jeg søger job, uanset om det er lørdag formiddag eller torsdag aften. Ser jeg en jobmulighed som virker spændende, så søger jeg den jo. Desuden har jeg et HELT FANTASTISK netværk, der gør hvad de kan for at sende mig ideér og jobopslag der passer til mig!

Jeg sender i øvrigt i den forbindelse mine varmeste hilsner til Anne Mette, Lene, Mette, Stella,Tina og søens folk… med mere.

Nå, men det gør jo at man ikke helt holder fri. Nogensinde. I hvert fald ikke som når man har et betalt arbejde. Da jeg – i andet ærinde – havde fat i min søde A-kasse i morges, blev jeg også spurgt om jeg nu huskede at holde fri ind imellem.

Fra A-kassen ja!

Og det måtte jeg jo medgive at det glemte jeg ofte. Og så fik jeg besked på at huske at holde fri når jeg havde fri og så kun søge arbejde mellem 8-16. Det er bare lidt svært, fordi man jo sådan set gerne vil have et arbejde. Og man vil ikke gå glip af noget – for tænk hvis det helt rigtige job kommer forbi mens man sidder og holder fri – det kunne jo være der var andre som ikke holdt fri, og som så løb med drømmejobbet lige for snuden af en.

Selvom jeg efterhånden ikke tror så meget på det med drømmejob længere. Hvis drømmejobbet ender med at være af sådan art, at man til sidst bliver beskyldt for at have oprettet en falsk facebookprofil for at give tidligere arbejdsgivere dårlige anmeldelser, så hælder jeg nu mere til mareridt end drømme, men lad det nu være. Det er MIT liv i hvert fald for kort til.

Smukke Siri – 9 måneder i dag – er kravlet ind i skyggen.

Ikke desto mindre vil jeg gerne have et job. Så jeg kan holde ferie uden dårlig samvittighed. Og gerne i solskin!

I går morges skinnede solen for eksempel fra en helt skyfri himmel.

Så blev det gråt og en anelse kedeligt. Og jeg undrede mig såre over, hvor alle de skyer kom fra. Så fandt jeg ud af at Ellen og John holdt ferie lige i nærheden, og så gav det ligesom sig selv.

Jeg skyndte mig at byde på kaffe og drømmekage, nu da de var på disse kanter.

Og netop som de skulle til at drage hjemad igen, og holde op med at være på ferie, tittede solen frem!

 

Havearbejde og andre weekendsysler

25 jun

Jeg går ud fra, som en selvfølge, at I er ved at omkomme af nysgerrighed for at høre hvad jeg har foretaget mig i min weekend, nu da jeg så ganske åbenlyst – heller – ikke har blogget.

Lørdag syntes First Man at han skulle klippe hæk, og trods det at mine oprindelige weekendplaner bestemt ikke indeholdt ophold på vores udendørsarealer, fik jeg alligevel en anelse dårlig samvittighed. Det er nemlig sådan at vi har små 240 meter hæk, så der er nok at tage fat i.

Derfor, og i stedet for at rydde op i mit hobbyværelse, lå jeg lørdag eftermiddag på alle fire, på nogle toppede brosten, og kradsede ukrudt op. Med knæene hvilende på en knæpude-slash-skammel. Jeg arbejdede mig fremefter, og var egentlig ganske godt tilfreds med mig selv.

Halvvejs igennem, satte jeg mig op på hug og skubbede min knæpude-slash-skammel fremad, og pludselig skete der en hel masse på meget kort tid.

Jeg vil skyde på at det første der skete, var at knæpude-slash-skammel savnede en følelse af frihed, for den skred i lynfart henover de toppede sten. Jeg, som stadig holdt godt fast i begge håndtag, skred med. Eller det vil sige, mine arme skred… Resten af mig sad stadig på hug.

Dog ikke ret længe, idet fremdriften trak resten af mig med fremad, og ca. på det tidspunkt flyttede mit tyngdepunkt sig mærkbart og min bagdel fik overbalance. Eftersom jeg stadig holdt virkelig godt fast i knæpude-slash-skammel, og min bagdel nu var højere end mit hovede, havde jeg ikke andet valg end at tage fra på stenene, med næse/læber/hage. Og knæ. Og efter al sandsynlighed, venstre hånd.

Hvordan jeg endte i græsset, med kvalme og en ubehagelig nærdødsoplevelse, er en af den slags store mysterier i livet, man bare ikke kan svare på.

Men der lå jeg. Og forsøgte at råbe på hjælp, men det gik ikke så godt, så jeg blev liggende. Umiddelbart efter kunne jeg høre Divaen råbe: “Moaar” og selvom jeg virkelig forsøgte at artikulere nogle ord, skete der ikke noget. Da den hidkaldte First Man prøvede at få mig til at sige hvor jeg havde ondt, kom der også kun nogle gutturale lyde over mine tænders gærde. Det var i øvrigt det første jeg forsøgte at tjekke – mine tænder – om de var hele. Det var de.

Jeg kunne sagtens mærke andre dele af min krop, i særdeleshed min hage, min underlæbe og mine knæ.

First Man fik mig puttet ind i et tæppe, Divaen pressede en druesukkertablet ind i munden på mig, og først lidt efter kom jeg på benene. Mørbanket og pjevset. Og meget fortørnet. Her vil man luge og lave havearbejde en dejlig lørdag, og se hvordan det hævner sig.

Jeg holdt en mindre pause, og fortsatte så mit lugeprojekt. Denne gang siddende.

Da de tre bede jeg havde sat mig for at luge, var luget, gik jeg ind og tog et varmt bad. Og så vendte følelsen tilbage i hele mit mørbankede kadaver. Nu også i venstre håndled. Og efter indtagelse af en god portion ipren/pamol samt et glas rødvin, gik jeg til køjs.

Søndag over middag, med en blå hage, ømme knæ og en underlæbe der var en anelse større en vanligt, ringede jeg til lægevagten, for at høre om det bare var slaget der gjorde min venstre hånd fuldkommen usamarbejdsvillig, eller om der måske skulle klemmes og trækkes i den, på anden vis.

Han sendte mig, uden mere palaveren, direkte videre til Skadestuen, hvor vi jo alle elsker at tilbringe en søndag.

Hvorom alting, og et par timers ventetid, er – de stakkels sygeplejesker spurtede rundt, idet det halve af Sydfyn havde besluttet sig for at få det dårligt netop denne søndag – blev jeg undersøgt, fik taget en del røntgenbilleder og fik konstateret at mit håndled måske var brækket. Hvorfor det kun var måske, fandt jeg aldrig helt ud af.

Men derfor blev jeg pakket ind i en slynge og fik en vældig fin skinne på håndledet, med besked om at den skulle betragtes som gips, indtil jeg bliver indkaldt til en MRscanninng i løbet af den kommende uge.

Og til alle dem der synes jeg er helt enormt heldig at det kun var venstre, kan jeg da fortælle at det så er den eneste hånd jeg bruger til noget fornuftigt.

Jeg kan ikke engang klø mig i øret med højre hånd.

Min mor sagde entusiastisk, efter dog at have ynket mig behørigt, at det faktisk var vældigt sundt og udviklende for hjernen at bruge “den anden hånd”.

Jeg glæder mig derfor vildt til at min hjerne bliver mega sund og udviklet, her hen over de næste par dage.

Jeg kan dog konstatere at det ikke slået igennem endnu. Jeg har brugt over en time på at skrive dette indlæg. Med højre hånd.

 

Foredrag med Laura

8 jun

Så er der simpelthen et nyt foredrag i Kong Mors verden.

Jeg er så heldig at jeg kender en fantastisk kvinde! Laura har været nævnt på min juleblog, som hende der så gavmildt har doneret vores peberkageopskrift til fri afbenyttelse.

Men det kommer ikke til at handle om julesmåkager – selvom det godt nok ER meget fristende, hmmm… nej jeg må hellere lade være – når Laura kommer på besøg i Kong Mors verden, mandag d. 2. juli.

Laura har boet i Sydafrika i over 25 år og alene det, er altså nok til at jeg glæder mig til hendes foredrag. Jeg tilbragte selv 6 uger i Sydafrika i 1992 med at arbejde for Stimorol og det var helt fantastisk, menneskene, naturen, musikken, stemingen.  

Jeg tog hjem igen, Laura blev.

Og det er ikke småting hun nu kan sætte på sit CV. Hun har været direktør for bl.a. Europæiske Rejseforsikring i Afrika, og så har hun rådgivet kunder som H&M og Haldor Topsøe i forbindelse med etablering af datterselskaber dernede og ved at finde lokale distributører og forretningspartnere.

Selv Udenrigsministeriet og Den Danske Ambassade har fået hjælp af Laura til at assistere handelsdelegationer og arrangere udstillinger i Cape Town. Hun er ydermere udpeget som Copenhagen Goodwill Ambassador og skal promovere København og Danmark ude i verden. Så hun mingler jo med alle de store, og jeg er totalt starstruck!

Hun står desuden bag etableringen og driften af et erhvervsnetværk for danskere i Cape Town, hvor hun bor med sine to drenge.

 

Faktisk har Laura har gjort det, alle – i hvert fald jeg – drømmer om: Erobret verden og opbygget stærke netværk og forretninger. Hendes historie er inspirerende, og jeg glæder mig helt vildt til at høre hende fortælle.

Hvis du skulle have lyst til at komme til Sydfyn d. 2. juli og høre Laura fortælle om sit liv i Sydafrika, så send mig en mail så jeg kan sende adressen og alt det der. (kongmor@live.dk)
Der er begrænset plads, så det er med at holde sig til!

Det er jo først til Møllen, ved I nok… fniiiis!

Dejlig fredag til jer alle!

Anden aktør

6 jun

Da jeg i sidste uge fik tilbud om at få et jobsøgningskursus hos anden aktør, takkede jeg ja, udelukkende udfra den devise at jeg måske kunne lære noget, om ikke andet så hvordan man ikke skulle gøre. Og jeg kunne jo bare melde fra igen, hvis det virkeligt var dødssygt.

Det blev ikke nødvendigt, for det var da alt andet.

Kurset – der normalt varer en uge – er baseret på 20 kursister. Noget var gået galt i ubrugeligt, men dyrt, system. For vi sad kun fire mand M/K. Tre mænd og så mig.

Derfor tilrettelagde aktøren kurset på en helt anden måde, meget mere individuelt og målrettet, og det er jo meget heldigt for os.

Og så sidder jeg og tænker på, hvad nu hvis damer som hende, arbejdede på jobcenteret. Hun havde så meget mere drive og pondus, og et giga netværk, så hun ville få mange flere i job, end de sagsbehandlere der sidder på pinden idag.

Prioriter Yderstvigtige Ting. 

Jeg kan så kun konstatere at Danmark generelt er meget glad for falske besparelser.

 

Tillykke med dagen Danmark

5 jun

Og her kommer så et billede af den vigtigste af vores grundlovsændringer!

Danmarks riges grundlov à 1915!

 

 

Har din mor ikke lært dig

4 jun

At hvis man ikke har noget pænt at sige om andre, skal man holde sin mund?

Her kommer en bøvs. Ikke en sur bøvs, bare en lidt arrig bøvs.

Altså, firkløveret er nu fuldt udvokset.

De har alle fire har fået den størrelse det var Vorherres mening de skulle have. Også uden at skele til at de hver især måske godt ville have haft en lille snak med ham om det, først. For så ville de sikkert have ændret lidt i den endelige ordre. Højde, drøjde, øjenfarve og hår-do falder nemlig ikke 100 % i deres smag.

Hvorom alting er, så er Divaen – som jo er ældst – landet på 161 cm og Prinsessen på 174 cm. Hvilket bestemt ikke er retfærdigt. Men det er livet jo desværre sjældent. Divaen er, naturligt nok, dødtræt af at høre på hvor lille hun er og Prinsessen går sjældent i højhælede sko fordi hun ikke vil rage op over alle andre.

Men det ændrer jo intet på hvem de er.

Derfor undres jeg såre når vi, til diverse sammenkomster hvor mine børn også er inviterede, gentagne gange skal lægge øre til mystiske bemærkninger til om deres højde.

I fredags var ingen undtagelse, der var reception for Morfar, og der var både familie og arbejdsrelationer til stede, og vi skulle derfor opføre os ordentligt.

Pigerne måtte, på kortere tid end det tager at sige “ubehøvlet”, lægge øre til mangt og meget:
“Nååh, der er da godt nok stor forskel på højden der, mellem storesøster og lillesøster, hø hø” (No shit Sherlock, du er godt nok kvik)
eller
“Hvor er det sjovt at du er så lille i forhold til sin lillesøster” – (Ja, MEGA grinagtigt!)
og den anden vej:
“Du er vel nok høj i forhold til din storesøster”. (Sikke en iagttagelsesevne, bravo)

Da Divaen besidder et sundt – og til tider ret giftigt – svar på tiltale-gen, og Prinsessen bliver voldsomt ked af den slags, prøvede jeg at svare igen på deres vegne, før vi endte i en diplomatisk krisesituation.

Første gang nikkede de bare og smilte syrligt til synderen, men anden gang, kunne jeg se et noget mere hvast blik i Divaens mørke øjne, tredie gang nåede hun at åbne munden, og lukke den igen og så vidste at jeg gerne skulle forhindre en fjerde gang, for at undgå at hun enten udvandrede eller endte med at spidde den formastelige med en grum og velplaceret påtale.

Det er mig fuldstændigt ubegribeligt at voksne mennesker, uanset alder og baggrund, finder på at sige sådan til andre mennesker. Det er da muligt at folk mener at blot fordi man er under 25, så er man stadig barn og må derfor tales til efter forgodtbefindende, men jeg render da ikke rundt og siger: “Du er godt nok tyk i forhold til din mand” eller “Hvor er det sjovt at du ser så gammel ud i forhold til din søn” til andre mennesker, blot fordi det er det første der falder mig ind.

Vorter, strittende ører, tykke maver og fremtrædende adamsæbler hører ind under samme kategori, som folk, underligt nok, ikke åbent reagerer på. Nu virker højde ikke umiddelbart som noget sårende, men det er det i denne situation. Man kan jo ikke vide hvor andres achilleshæl sidder. Det jeg mener er, at man altså godt må tænke sig en lille smule om, før man hæmningsløst udtaler sig om andres fysiske træk.

I hvert fald vrimlede det i fredags med veluddannede mennesker på 55+ som bare strøede om sig med den slags guldkorn, som om de omtalte personer hverken havde ører eller følelser.

Og det er ikke første, sikkert heller ikke sidste gang, det sker.

Sjovt er det også, at det kun er pigerne der må lægge ryg og ører til den slags. Der er for eksempel ikke nogen der siger noget til at Gårdmand Bjørn er stor og muskuløs og Zorronaldo er tynd og senet. Bjørnen – som er yngst – måler vist 188 cm og Zorronaldo må slå sig til tåls med sine lige knap 180 cm, og han har som sagt en kropsbygning som er en del mere spinkel end sin lillebror, der jo i høj grad lever op til sit kælenavn.

Men det er folk i reglen ligeglade med. De to bliver aldrig sammenlignet af andre. Folk kan til nøds sige at Bjørnen er en utroligt velvoksen ung mand, trods sine 16 år, men nogen sammenligning bliver det aldrig til.

Så jeg har en opfordring til den slags personer som, i misforståede forsøg på at konversere, kommenterer på andres (eventuelt anderledes) fysiske træk:

HOLD KÆFT!

God mandag!

%d bloggers like this: