Mere kage

16 Apr

Søndagskagen blev til en lørdagskage.

Fordi Divaen blev 21 år sammen med Margrethe.

Og hun ville godt have en lækker kage.

Divaen altså. For jeg tvivler stærkt på at Margrethe ville sætte ligeså stor pris på m&m’s og Kitkat kage som Divaen.

 

Magisk fødselsdagskage med flyvende m&m’s

 

En fancy en af slagsen.

Og hvordan er hun i øvrigt lige blevet 21 år?

Helt voksen på alle papirer. Og klar til at flytte hjemmefra lige om lidt.

Jeg forstår det ikke.

Slet ikke.

Men så kan jeg jo altid lave en kage!

God søndag!

 

Jeg kan altid lave kage!

15 Apr

 

Lys eller ej!

Det er ikke engang søndag, men jeg synes lige I skal have en fredagskage. Sådan med tilbagevirkende kraft.

Det var jo påske lige for lidt siden.

Og jeg lavede en påskekage – en påskekage surprise – til dessert.

Faktisk så har jeg bagt en hel masse i den sidste tid, det er sådan noget meget håndgribeligt noget. En udførlig plan, en overskuelig tidshorisont, et behageligt resultat og et yderst tilfreds publikum.

Nå, men det var den påskekage. Med surprise.

Den var da meget fin, ikke sandt?

Dog ikke så meget surprise over den, men når man skar et stykke, formelig væltede surpriserne ud:

Ta-daaah: Påskekage med surpriser!

Den gjorde stor lykke – og Kongen (mig) var temmelig stolt!

God fredag.

 

Jeg kan endelig skimte lys

14 Apr

for enden af tunnelen.

Det har holdt hårdt og selvom jeg ikke er tilbage på fuld kraft endnu, tør jeg endelig tro på at der måske kommer en dag hvor jeg kan koncentrere mig igen, en hel dag hvor jeg ikke glemmer et eller andet sært, eller hvor jeg ikke har uro i hele kroppen og bare ikke kan sidde stille.

Jeg er nu oppe på 5-6 timers arbejde dagligt, og med strategisk placerede feriedage hver eneste uge, kan jeg komme igennem en arbejdsuge uden nævneværdige problemer.

Jeg glemmer mindre, men er stadig ligeså ukoncentreret, så ting tager længere tid end vanligt og alt skal skrives ned på små sedler her og der, ellers har jeg glemt alt om at jeg skulle skrive til en leverandør om en ny pris, når jeg kommer tilbage på min pind efter at have sludret med Charlotte og afleveret en sag hos Birgit.

Selve sygdommen… Altså, den tager jeg mig ikke af mere, den har OUH overtaget med venlig ekspertise. Der er stort set kommet svar på alle spørgsmål, alle blodprøver og tests er taget og oversat til et sprog som vi kan forstå.

Og som en skøn og dejlig kvinde – der nu vinker herned oppe fra sit nye hood – engang sagde: “Jeg lader lægerne om min sygdom, så koncentrerer jeg mig om mit liv.” så har jeg overladt sygdommen til de læger der har forstand på det – de får oven i købet penge for det – og så koncentrerer jeg mig bare om at være mor og blive normal igen.

Nogle nok vil indvende at ovenstående ikke er muligt.

Men hvorom alting er, så forsøger jeg at blive mig selv igen.

Og jeg må være på rette vej, for min mor sagde forleden at jeg er ved at blive fræk igen!

 

 

Igang igen.

2 Mar

Situationsrapport fra Møllen på Øen:

Efter mange ugers forglemmelser og ukoncentreret søvngængeri er jeg stille og roligt startet på arbejde igen.

Som i meget stille og roligt.
Jeg holder lige akkurat til 3-4 timer ad gangen, i en eller to dage, og holder så en dags pause – eller også er det weekend – så jeg bliver bestemt ikke overanstrengt.

Sådan efter normal standard. For jeg er fuldstændigt udmattet.

Når jeg kommer hjem efter et par timers arbejde, lægger jeg mig på sofaen og starter min mindfulnes meditation-træk-vejret-roligt- noget, som min dejlige psykolog har anbefalet, hvilket jeg godt nok ikke tror hjælper ret meget, for der går siger og skriver kun 4 minutter inden den blide stemme luller mig i søvn, og så snorker jeg – i lunt og behageligt selskab med Bimbi – gladeligt og ubekymret i en time til halvanden.

Vel at mærke stadig med ørerne fulde af mindfulness, uden at høre det mindste af hvad der bliver sagt. Så enten hjælper det helt fænomenalt godt til at få mig til at slappe af, eller også virker det slet ikke, fordi jeg snorksover igennem det hele.

Men jeg har vel brug for det. At sove, mener jeg. Og det forhindrer mig ikke i at være ligeså træt om aftenen.

Selve arbejdet er også tilrettelagt min ynkelige mentale situation: jeg har ikke ansvar for noget som helst, jeg laver kun småting som ikke tager pusten fra mig, og The Dream Team tager telefonen for mig. Jeg dobbelttjekker alt og håber at jeg ikke glemmer noget, spørger ustandseligt om hjælp, og klarer mig så godt jeg kan.
Jeg får konstant venlige men bestemte ordrer fra The Dream Team, andre kolleger og chefer om kun at tilpasse mig min egen navlesituation, og gå meget langsomt frem.

At jeg ikke også skal stresse over at jeg ikke er klar til fuldtid endnu, giver mig meget ro, og jeg er overbevist om at det vil medvirke til at jeg bliver klar, så hurtigt det er muligt. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads.

Rent funktionelt virker min hjerne ikke som før. Jeg glemmer stadig de særeste ting, og det at jeg kan fortælle om det, er udelukkende fordi jeg er blevet gjort opmærksom på det. Jeg kommer nemlig ikke selv i tanke om at jeg har glemt noget.

Jeg har stadig kan stadig ikke læse, har svært ved at koncentrere mig og jeg har lagt mærke til at jeg bliver urolig og rastløs så snart jeg kommer ud af min komfortzone, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Det er hamrende frustrerende at være fanget i, og jeg glæder mig virkelig til jeg kan se et reelt fremskridt, hvilket er ganske udenfor rækkevidde indtil videre.

Men jeg er i gang igen. Så lidt det end er. Så det skal nok gå.
Desuden kan jeg stadig lave kage:

img_8781_zpseqsaafrt

Prinsessen blev 17 i går og blev fejret! Med kage!

Slutteligt beklager jeg hvis udtryksformen er lidt ubehjælpelig, jeg er ikke i stand til at kunne rette det selv.

At ville… og at kunne.

24 Feb

Tænk engang hvis man kunne nøjes med at købe nogle bøger om hvordan man gerne ville have ens liv skulle være, og så var det nok.

Det ville da være helt enormt praktisk. Og hvis det var tilfældet, ville jeg allerede leve et perfekt liv, op til flere gange.

Jeg er nu – også – den lykkelige indehaver, af en masse et par bøger om det der mindfulness, bøger på forskellige sprog og af forskellig art. Susi syntes at jeg at det var godt tosset, og jeg kan ved nærmere eftertanke godt følge hende.

Fælles for alle disse bøger er nemlig at jeg ikke har læst dem endnu, da læsning ikke er en af mine fordums færdigheder jeg kan få styr på. Men jeg har skam åbnet de fleste af dem. Nogle har jeg sågar åbnet flere gange.

Endda også bladret i et par stykker. Ikke dem alle sammen, men det kommer nok.

Det siger lægen i hvert fald. Det får jeg sikkert overskud til når jeg er blevet mig selv, eller rask, eller hvad man nu vil, og så kan det vel være lidt lige meget. Så Susi har nok ret.

Men forlagene har tjent lidt penge på at jeg tror købet af elleve et par bøger ville kunne få mig på ret kurs igen ASAP.

Okay, faktisk kun 10 bøger, for den sidste fik jeg af min læge.

Elleve spændende bøger om og for og til mindfulness. På dansk, fransk og engelsk.

De er indkøbt med spredehagl, fordi sommetider kan jeg godt få noget nær panikangst for om jeg nogensinde bliver sig selv igen. Tænk nu hvis jeg er hjerneskadet for livet? (Ja ja, de dramatiske gen har ikke forladt mig, det er kun hukommelse og koncentration – hvis I vidste hvor længe jeg er om at skive et blogindlæg…)

Men helt seriøst?

Hvad nu hvis min hukommelse aldrig bliver almindelig igen?

Eller min koncentration?

Eller mig?

Jeg prøver alt hvad jeg kan, for ikke at stresse mig selv med forventninger. Forventninger til hvornår, hvordan og hvorledes. Men det er svært. For ingen kan sætte en tidshorisont på alt dette. Ingen kan fortælle mig at der er lys forude. Hverken læge, psykolog, zoneterapeut eller andre som er eller har været kognitivt udfordrede.

Ingen…

Så jeg prøver alt. Simpelthen ALT!

En eneste gang, siden alt dette hurlumhej startede, har jeg været i stand til at kunne indfange en bortfaret tanke. Jeg havde som sædvanligt glemt hvad det var jeg ville, ville simpelthen ikke lege med mere, så jeg koncentrerede mig dybt og inderligt, trak vejret meget dybt og helt ned i knæene, og pludselig kom tanken hjem igen.

Men det er kun sket en eneste gang.

Og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at gøre mig selv kunsten efter for at kunne gentage denne mikroskopiske succes. Det er blot ikke lykkedes.

Min dagligdag er stadig fyldt af episoder hvor jeg opdager at jeg enten har glemt noget eller gjort noget u….(har lige glemt ordet – men noget u-et eller andet) men altså sådan noget som når man finder en appelsin i køleskabet og svagt erindrer at man vist gerne ville have lavet rødkåls/appelsin salat for en uge siden.

Eller sidde og se en ganske almindelig film med resten af familien, og ved slutningen pludselig ikke ane hvem pokker personen Annie var. Selvom hun havde været med i hele filmen og havde en ret vigtig rolle.

Så træerne vokser bestemt ikke ind i skyerne, af en enkelt bitte vildfaren tanke som vendte hjem igen.

 

Luk mig lige ind igen.

21 Feb

Tak!

Jeg står herude – uden for mig selv – og vil faktisk godt ind igen. Det måtte faktisk godt snart ske. At nogen ville åbne. Så jeg kunne komme ind i varmen og blive helt mig selv.

Tak. Blev der sagt.

Men det er måske ikke nok?

Jeg gør alt hvad jeg bliver rådet til. Det eneste jeg ikke har gjort så enormt meget af endnu, er de der gåture. Det er ikke blevet til så meget. Faktisk. Hvilket måske er en fejl.Hvad ved jeg. Jeg kom dog ud at gå med Annette. I solskinnet. Det var en fantastisk tur. Som jeg godt kan huske.

Men alt det andet, gør jeg. Grundigt. Og meget. Måske en anelse utålmodigt. For jeg vil så gerne ind i mit liv igen.

Når jeg er lige ved at blive kvalt og overmandet af rastløshed, både mentalt og fysisk, og jeg suser forvildet rundt om mig selv – og andre – så er det fantastisk rart at have en Gårdmand Bjørn, der siger: “Tror du ikke lige du skal lægge et puslespil?”. God dreng!

Og så kan jeg sidde der i halve og hele timer og pille rundt i 1000 brikker af variabel farve og form, og langsomt aftager den overophedede tilstand i mig.

Godt nok. At det virker.

Men jeg tvivler stærkt på at min chef vil sætte pris på at have et puslespil stående i et mødelokale. Jeg gik også i gang med mit allerstørste på 3000 brikker, men da jeg havde fået lagt hele kanten, sorteret alle farverne og fnidret med at sætte dem sammen, uden større succes, faktisk uden succes overhovedet, gav jeg op. Det stressede mig mere end det gavnede, jeg sad bare og blev irriteret over ikke at komme nogle vegne og så kunne det være det samme.

Det blev lagt langt væk, og nu har jeg i stedet fremdraget tre mindre puslespil på 500 brikker – det må jeg da kunne klare.

Så er der det der mindfulness, som min læge i øvrigt siger er det samme som puslespil, bare hvor andre siger hvor du skal lægge brikkerne.

Jeg havde fundet en gratis app, ved navn “Calm” som har flere “træk-vejret-og-slap-så-for-pokker-af-NU” meditationer. Jeg lytter skam til dem. De er vældigt behagelige at lytte til. Det kan endda også godt være at de virker. Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg har endnu til gode at høre efter hele tiden, på hele den daglige guidede meditationsrundfart. Mine tanker flyver hid og did. Jeg har dog hørt – fra den guidende dame – at det er okay, så længe jeg er i stand til at indfange de flyvske tanker igen.

Desværre kan man, efter den bløde – gratis – intro, ikke komme videre uden at skulle betale. På abonnementsmåden. Så den blev slettet igen.

Nu er jeg derfor uden mindfulness og uden store puslespil.

Så er der te – meget te – og word feud tilbage. Jeg kan stadig ikke læse, det vil ikke hænge fast og jeg er rastløs ad pommern til.

Efterhånden er her ved at være en anelse trivielt her, lukket ude fra mig selv og mit liv, så nu må der godt snart ske noget, så jeg kan komme ind igen.

 

… men.

15 Feb

OPDATERING – jeg havde endda glemt at jeg havde skrevet dette, så jeg har ikke engang været inde for at se om der var nogle kommentarer jeg skulle svare på. Beklager!

Jeg er okay. Sådan efter omstændighederne.

Men… for der er et men.

Et stort men.

For min hukommelse er et stort rod. Jeg glemmer de særeste ting. Og selvom lægen og psykologen og zoneterapeuten alle er rørende enige om at det er heeeelt normalt og at jeg naturligvis bliver den samme igen meget snart, så har jeg sådan en ækel lille tvivl i baghovedet.

Er jeg i virkeligheden ved at blive dement? Jeg har ikke læst “Still Alice” (på dansk “Stadig Alice”) for ingenting. Hvad nu hvis jeg får varige mén – eller er hjerneskadet – af et eller andet som ikke vil aflevere de små stykker af min hukommelse. Sjovt nok falder jeg – totalt tilfældigt – udelukkende over den slags lidet opmuntrende anekdoter i diverse blade. De blade jeg klipper i, for at klippe klistre lidt og give hjernen en pause.

Det kan umuligt være specielt fordrende for min folks mentale helbredelse, at skrive om alle de mennesker der ligefrem er blevet hjerneskadede af stress.

Jeg forsøger at gøre som Tina beordrede mig til: lykønske mig selv hver gang der rent faktisk var noget jeg godt kunne huske. Og så i stedet skynde mig at glemme at jeg ikke kunne finde bilen på Kvicklys parkeringsplads, at jeg på under 15 minutter og ditto meter, var ude af stand til at fortælle Matasdamen hvorfor jeg skulle have magnesium. Jeg kunne huske jeg var blevet rådet til at købe det, men jeg kunne ikke for min død huske hvorfor.

Det var Yenz så venlig at oplyse mig om pr. sms senere på aftenen, eftersom denne oplysning stadig ikke var dukket op på min harddisk.

Og sådan er der jo så meget.

Jeg trøster mig med at jeg i det mindste er til stor moro for mine omgivelser.

%d bloggers like this: