Kongelige rosenkager

25 jun

På det plan er der intet nyt under solen. Jeg bager som I kan se fortsat kager!

Godt nok ikke så regelmæssigt, men ind i mellem. Så da Amalie spurgte mig om jeg kunne sende hende opskriften på de kongelige rosenkager, gik jeg straks i gang med at skrive den ned.

Nemmere sagt end gjort i min “tilstand”.

Jeg fór vild i både opskrift og fremgangsmåde, og efter nogle frustrerede forsøg på at forklare, blev jeg sur på mig selv.

Derpå rendte jeg rundt i køkkenet for at se om jeg havde alt, hvilket jeg havde og så endte jeg med bare at lave kagerne selv og så tage billeder undervejs.

Uendeligt meget nemmere. Som bonus fik jeg en meget begejstret familie, de kongelige rosenkager er nemlig højt i kurs på matriklen!

Nu har Amalie naturligvis allerede set billeder og opskrift på facebook, men jeg tænkte ikke I tager skade af at få en lækker opskrift med på vejen, i billedform!

Altså, man tager følgende:

Røde æbler, butterdej, marcipan, kanel og brun farin. Men kan man ikke lide kanel kan man tage vanilje eller æblemos. Marcipanen er heller ikke obligatorisk. Det er ganske efter smag og behag.

 

Kernehuset fjernes og æblerne skæres i tynde skiver, som halvmåner og vendes i citron, dækkes med vand og koger kort til skiverne er bløde – endelig ikke mosede! Jeg giver dem et par minutter i micro ovnen.

 

Butterdejen skæres i strimler på ca. 6-7 cm. Bland brun farin og kanel og skær marcipanen i tynde skiver.

 

Læg æbleskiverne så de dækker halvdelen af hinanden. Læg marcipanskiver på den anden side af butterdejen, drys med kanel og brun farin, og fold butterdejen så æblerne stadig stikker ud over kanten.

 

Så skal der rulles – forsigtigt så æblerne ikke glider ud. Hvis ikke æbleskiverne er kogt, knækker de når du kommer hertil!

 

Bages i en muffinform ved 180 grader indtil dejen ser bagt ud – æblerne må ikke blive sorte i kanten.

 

Så skal de køle af og når de er næsten kolde, drysses de med flormelis.

Det er nogle skønne, nemme kager som hverken er for søde eller for tunge. De smager bare dejligt af æble uden at være sure som bagte æbler godt kan blive. Samtidig har de indbygget WOW-effekt!

Velbekomme og god søndag.

 

Studenterne er sprunget ud!

24 jun

Ja, min Zorronaldo blev endelig student.

En meget stor dag.

Han har været så længe undervejs, haft så mange bump på vejen, fordi de danske gymnasier ikke ville acceptere en fransk 9.klasses eksamen. Så først nu kan han sætte huen på sit gode hoved og vide at det er slut.

Jeg er så vildt stolt af ham fordi han holdt ud, selvom det hang ham langt ud af halsen til sidst. Han gav ikke op, han blev ved og hvor andre havde givet op for længst, fortsatte han.

Zorronaldo, med hue og diplom! #morerstolt

Det bedste er at han fik en af de der lærere, der bare betyder alverden for ens fremtid. Som kan inspirere og provokere og skubbe på. Så ikke alene er Zorronaldo nu blevet student, men han har også en helt klar plan om hvad han vil efter sit meget velfortjente sabbatår.

Nu er den nærmeste fremtid ikke need to, men nice to! Den står på ferie og så arbejde i udlandet indtil næste forår, og så… ja det må tiden vise. Han er glad og det er det vigtigste.

 

Når de kun ønsker sig penge, kan man jo godt pakke dem lidt sjovt ind.

Han ønskede sig ingenting. SUK. Jeg bryder mig ikke om at give pengegaver for de forsvinder bare uden man rigtigt ved hvad de blev brugt til. Men som han selv sagde, så var det penge han havde brug for, at skulle finde en lejlighed i Spanien og møblere den – selv spartansk – er ikke billigt. Så penge fik han.

Lidt “lommepenge” hø hø.

Han fik hue på i mandags og jeg har stort set ikke haft æren af hans selskab siden. Han har festet og slappet af og nydt at det er slut!

Så var der officiel afslutning og diplomoverrækkelse. Smukke taler og gode ord om at leve livet, gribe chancen og gøre fremtiden til sin egen. De studenter som sidder her, har flere muligheder og bedre livsvilkår end de fleste andre i verden, så bare de husker deres dannelse og tager fornuften med ud verden så går det hele nok. Der var stolte fotograferende forældre og mødre med utætte tårekanaler – aka mig – og så de skønne unge mennesker, så fulde af liv og ballade.

De smukke unge mennesker! Med hele livet og alle muligheder foran sig!

Derefter skulle de på den obligatoriske vogntur. Heldigvis var deres vognselskab ikke gået konkurs, så de fik deres lastbil, at den så gik i stykker og forsinkede hele turen næsten et par timer, er en anden snak – den tager vi på mandag!

Klar til vognturen rundt i det ganske Danske land

Jeg havde lavet nogle goodiebags til dem. Lidt for sjov, og lidt for alvor.

Der var opkastpose, vand og vådserviet til det åbenlyse. Mentos til frisk ånde bagefter. En karamel og lidt chips til salt/sukker balancen, samt en flaske sæbebobler der ikke lige kom med på billedet og sluttelig nogle kirurg-futter i tilfælde af følgende kombination: cremefarvede gulvtæpper, regnvejr og 26 overrislede studenter.

Goodiebag til Studenterkørsel

Og ja, der blev brugt et par opkastposer – så det var jo super at de var med – så det ikke landede alle mulige andre steder.

Grundet lastbilens dårlige batteri kom de en anelse senere end planlagt. For at sige det mildt. Men selvom de var trætte – det var vi også – var de glade da de ankom hos os kl 02.00.

De 35 cheeseburgere jeg havde bestilt i forvejen hos McDonalds, forsvandt med lynets hast. Derimod blev der drukket følgende: 1 glas danskvand og 2 faxe kondi…

Med det resultat at nu har jeg Mokaï og øl nok til flere måneder. En anden sideeffekt var at morgenmaden i dag, for en del af firkløveret, bestod af de resterende 8 burgere.

Næstsidste stop hos os – trætte – men meget søde og glade! Og sultne!!

Det var en stor dag, en dejlig dag, en bevægende dag. Og jeg nød at de kom på besøg i et lille kvarters tid, så vi fik lov til at være med til at dele deres glæde.

Så kære unger – ja jeg ved godt I er voksne og alt det der, men for mig vil I altid være nogle dejlige unger – tillykke med huerne, I har så meget fortjent dem!!

Navlepillerklub

22 jun

Som et led i den tilbudte behandling fra Lokalpsykiatrisk afdeling fik jeg besked på at jeg skulle kunne deltage i en “Psykoedukativ gruppe”.

Slam #1.

Det var naturligvis frivilligt, men på den lidt ultimative måde. “Vi har altså gode er faringer med at gruppeforløb virker på den slags belastningsreaktioner” var et af de fremførte argumenter.

“Så skal jeg sidde og fortælle alle mulige fremmede om hvordan jeg har det?” Tænkte jeg med et begyndende panikanfald på vej ned langs rygraden.

Jeg sad uroligt i stolen, forsøgte at stole på min søde kontaktperson, men jeg tvivlede på at det var noget for mig. Jeg har ingen problemer med at fortælle min omverden at min hjerne er mærkelig, men jeg vil gerne selv bestemme hvem der skal lukkes ind i mit liv. Så jeg var afsindigt noget skeptisk. Ikke desto mindre dukkede jeg op til aftalt tid og sted.

Det startede med at vi blev budt velkommen med følgende udmelding: “I er her i dag, fordi I har det tilfælles at I har et psykisk handicap.”

Slam #2.

Jamen tusind tak for det, da!

Så var grunden ligesom lagt, og den samt den efterfølgende gang, sad jeg med mentalt krydsede arme og surmulede.

Jeg var totalt fejlcastet til dette cirkus.

Mente jeg.

Der var absolut intet galt med mig på handicapmåden, jeg var bare blevet væk for mig selv, jeg skulle have en lille lyserød pille så jeg kunne finde mig selv igen, mit liv skulle males lidt, både inde og ude og det var så det.

Ikke andet.

Der var ikke brug for nogen totalrenovering, blev der sagt!

Men ingen lytter og i stedet får man smidt et psykisk handicap lige i synet.

Men faktisk er der det ved at få en diagnose, at det på en måde er lidt beroligende. Så ved man at, der er noget. At man ikke bare er hysterisk. At det er okay at ens krop reagerer på de særeste måder. For ikke at tale om ens hjerne.

At det så også kan være totalt ansvarsfralæggende, skal man ikke glemme. Det er nemlig sommetider meget let at gemme sin surhed og urimelige opførsel – jo, jo det er selvindsigt så det basker – bag ved en diagnose.

Så da jeg færdig med at mental-surmule, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad spilde flere uger på at være sur, men at jeg i stedet ville have noget ud af det pokkers navlepilleri terapiforløb, når jeg nu havde mødepligt og alt muligt. Så jeg begyndte at spørge om alt det der gik mig på, alt det jeg ville vide mere om og alt det jeg gerne ville vide. Og pludselig var det ikke så slemt.

Faktisk.

De andre var jo ligesom mig, så det var egentlig lidt af en befrielse at finde ud af, at jeg ikke var alene om at få smidt et psykisk handicap i fjæset.

Så i mange uger sad vi der, torsdag efter torsdag, i vores lille hyggelige navlepillerklub og fik endevendt vores fælles psykiske handicap. På den teoretiske måde. Med et par personlige bump på vejen – bevares vi er jo kun mennesker – og passer ikke altid ind i kasser.

Det var en befrielse at opleve at det forløb der var strikket sammen kunne ændres så det hele tiden var tilpasset vores navler. Vi fik blandt andet et kompendium om kognitive problemer… Ikke så nemt når man ikke kan læse og assimilere viden på den vis mere. Til næste gang havde de da bare lavet kompendiet om til overskuelige grafer, et par billeder og fire overskrifter. Så kunne jeg også være med!

Vi var vidt forskellige, men hørte sammen på en eller anden måde. Vi fik et slags fællesskab på tværs af alt muligt, alder, køn, baggrund, aktuel situation, osv. Men vi havde vores diagnose tilfælles, og det støttede i hvert fald mig, ikke at være alene om det hele.

Så selvom det føltes grænseoverskridende at stille alle de spørgsmål, var jeg bare indstillet på at jeg skulle have noget ud af det forløb. Det vidste sig at være en god idé, for én af de andre sagde til mig, da hele forløbet var slut, at det var dejligt jeg havde stillet alle de spørgsmål, fordi det var nogle han også gerne ville have svar på, men han havde svært ved at formulere det.

Så da min kære psykiater præsenterede mig for endnu en navlepillerklub et gruppeforløb der starter efter sommer, adlød jeg.

Denne gang helt uden at blive mopset.

 

Marmeladetærte

21 jun

Jeg syntes lige I skulle have opskriften på min nyeste kreation! Marmeladetærte.

Til vores sølvbryllup sidste år, lavede jeg en masse små bitte krukker med hjemmelavet marmelade, som  vores gæster kunne tage med hjem. En skønsom – på stedet improviseret – blanding af rabarber og jordbær og en masse vanilje.

Den marmelade blev et hit.

Sølvbryllupsmarmelade.

I denne tid hvor vi har uanede mængder af jordbær og rabarber, skal vi jo finde noget at bruge dem til, og når man har fået jordbær med fløde tre dage i træk, og lavet rabarbersaft, og rødgrød, så skal der nytænkes.

Egen avl.

First Man elsker – som enhver franskmand – tærte. Af enhver slags.
Men ofte hælder han “omelet” i, og det gør at ingen andre på matriklen vil spise er så begejstrede for hans tærter.

Det er muligvis derfor han laver dem sådan, for at han kan mæske sig med en hel tærte alene. Jeg tænkte så om man ikke kunne blande jordbær og rabarber i en omelet-løs tærte, for at vi andre også kunne få noget tærte.

Jeg lavede en mørdej med smør, lidt flormelis, mel og rigeligt vanilje. Jeg samlede dejen med et æg og lod den stå i en times tid.
Jeg brugte Mette Blomsterbergs dejopskrift på citrontærte som udgangspunkt, men du kan jo vælge hvilken som helst mørdej der passer dig.
Imens skar jeg jordbær og rabarber i passende stykker, og blandede ca. 100 gr. sukker og 1 spsk. kartoffelmel (Maizena kan også bruges) som jeg dryssede over de blandede bær.

Indimellem rørte jeg rundt i frugtblandingen og da dejen var blevet kold igen, dækkede jeg en tærtebund med ca. halvdelen af dejen. Jeg gider ikke rulle ud med kagerulle, dejen hænger fast og bliver for melet, så jeg gør det bare med fingrene.
Altså dej i tærteform, frugtblanding ovenpå, og resten af dejen blev til strimler jeg lagde ovenpå.

Jordbær og rabarber blanding på plads på tærtebunden.

Og så i ovnen ca. 30 minutter ved 200 grader.
Så køler den af, den skal være mere lunken end lun, hvis det giver mening…

Den smager godt uanset hvilket hvidt tilbehør man vælger: vaniljeis, flødeskum eller crème fraiche.

Her med crème fraiche.

Den smagte faktisk helt enormt blæret, i forhold til hvor nem den var at lave. Og præcis som vores Sølvbryllupsmarmelade.

Deraf navnet.

Velbekomme og god onsdag!

Stille og roligt i hængekøjen

20 jun

Da jeg, i hvert fald sommetider, er forholdsvis autoritetstro, gør jeg alt hvad den lokale psykiatri anbefaler mig, for at få det bedre. Jeg ligger altså ofte i den skønne hængekøje, vi fik til vores sølvbryllup sidste år, for at slappe af og få den foreskrevne hvile.

Men selv der, er det ikke givet at roen indfinder sig.

For tre uger siden lå jeg nemlig, ganske artigt i hængekøjen og lod andre om at tage sig af opvask og oprydning. Divaen sad også på terrassen og vi var hver især optaget af vores uundværlige smartphones, og delte morsomme videoer om hundehvalpe med hinanden, da der pludselig lød et højt knald og noget puds dryssede ned fra husmuren.

Divaen og jeg så forbavsede på hinanden, dernæst så vi os omkring, for at se hvilken klaptorsk der havde gang i en, sært nok lydløs, buskrydder-græstrimmer-dims i nærheden som så havde hvirvlet småsten og andet godt, rundt omkring.

Det er nemlig sådan at man skal søge dækning når First Man tager en tur i haven med sådan en motoriseret dims, da lige netop småsten og græstotter fyger om ørerne på ham – og andre sagesløse – hvis de skulle være så uheldige at befinde sig i hans umiddelbare nærhed.

Og det lød grangiveligt som noget sådant var sket, men denne lørdag aften var der blot ingen buskrydder tændt. Nogen steder.

Pludselig slog det ned i mig: kunne det være en softgun, eller noget tilsvarende?

Da Divaen også syntes det lød som en softgun, og det dårligt kunne være andet, beordrede jeg hende til at lægge sig ned og vende hovedet væk for at undgå at få en vildfaren kugle i øjet, for det tilfælde der skulle komme flere. Og så ringede jeg til First Man. Jeg følte mig nemlig ikke ret tryg ved at skulle forlade mit skjul i hængekøjen.

“Jeg tror vi bliver beskudt” jamrede jeg, da han tog telefonen fra den anden ende af huset, og da jeg ind i mellem har en anelse sans for dramatik, ventede jeg et opgivende suk, så min overraskelse var stor da han tværtimod iltert sagde: “Så var det det jeg hørte. Tænkte det sgu nok” og lagde på. Sekunder efter kunne jeg høre ham vredt trampende ned igennem haven.

Jeg derimod, blev hvor jeg var og ringede til politiet.

Intet mindre. Jeg vil ganske afgjort ikke skydes hverken på eller efter, og da jeg betaler min skat, mente jeg at jeg havde ret til at blive reddet af politiet. Det mente åbenbart politiet også, for de stod i min have 20 minutter efter mit – indrømmet – lidt ynkelige opkald: “Jeg tror vi bliver skudt på med en soft gun, er I lige søde at komme og redde mig”.

To politibetjente betragtede vores husmur, pegede på et “skudhul”, afpatruljerede derpå matriklen og meddelte at de ville køre en tur i kvarteret. Ikke fordi de forventede at finde nogen der ligefrem gik tur med et skydevåben, men som de sagde: “Det kan sommetider virke afskrækkende at vi kører en tur og viser at vi er her”.

De kom tilbage under en halv time efter de havde forladt os, for at meddele at de havde fundet synderen. Naboens børn havde leget ??!!! med – ikke en softgun – derimod med en luftpistol ?????!!!!!!! og var kommet til ?? at skyde ind i vores have.
De var nu meget kede af det og det ville ikke ske igen…

Vi takkede de to flinke betjente og da de bakkede ud af indkørslen blev jeg endnu engang taknemmelig over at bo i Danmark, hvor man kan ringe til nogen fordi man er utryg, få hjælp og opklaring på en time. Imponerende og beroligende! Tak til Politiet, hurra for jer!!

Nå…

Da de var væk, og der faldt ro over den lune sommeraften, hang denne dog stadig i luften: “Meget kede af det, og det ville ikke ske igen.”

Jamen, tak for det da…

Mit hjerte hamrede og jeg var rundt på gulvet, og faktisk også gal i skralden. “Møgunger” tænkte jeg. “Hvordan kan man give børn på 12-14 år lov til at skyde med en luftpistol uden opsyn? Og tænk nu hvis de havde ramt Divaen. I øjet eller noget. Skudhullet var mindre end en meter fra hendes ansigt. – for slet ikke at tale om Bimbi…”

Nu er det jo ikke naboens ungers skyld at jeg ikke er helt rask, men jeg tror – dog uden at vide det – at andre ville have været lige så chokerede over sådan en oplevelse. Ikke desto mindre faldt jeg til ro i løbet af aftenen og sov uden problemer.

Næste formiddag, da jeg lå på hovedet i haven og lugede lystigt, tænkte jeg over gårsdagens oplevelser. Jeg havde det godt med ikke at have anmeldt dem og havde faktisk stort set tilgivet dem. Stakkels børn, og hvad har vi.

Jeg tænkte: “De kommer sikkert forbi i løbet af dagen, og så kan vi grine af det, og jeg har is i fryseren, det bliver hyggeligt” og følte mig helt enormt storsindet.

Efterhånden som dagen skred frem, fordampede det storsindede. For der kom ikke nogen på besøg for at undskylde. Hverken børn eller voksen. Og så blev jeg ærligt talt lidt stram i betrækket.

Hvis ens børn laver noget som gør at politiet rykker ud og giver dem en reprimande, ville det så ikke være naturligt at tage ansvaret på sig og bevæge sig hen til den nabo som det var gået ud over, og eventuelt stikke dem en lille undskyldning? Jeg havde taget barnet i øreflippen og egenhændigt sparket ungen hen til naboen for at undskylde. Som i omgående. Medbringende en lille blomst/chokolade/noget som var blevet trukket fra ungens egne penge.

Eller er det bare mig?

Uanset om det var mig eller ej, så skrev jeg til sidst et brev.

Til naboen.

Hvor jeg på en forholdsvis pæn måde, gav udtryk for to ugers indestængt hidsighed, samt et godt råd om at lære sine børn at tage ansvar for egne handlinger (håbede måske lidt det kunne smitte af på deres ophav) men i øvrigt frabad mig en undskyldning, for det tog var ligesom kørt, så jeg finder nok aldrig ud af om det er blevet læst eller arkiveret lodret.

Det er også lige meget, jeg kom af med min sure bøvs!

Jeg har brækket hjernen…

18 jun

Noget der sker, når man har angst på den der “disorder”-måde, er at ens tanker løber løbsk. De bliver ukontrollerbare, og overvældende. Man får et altoverskyggende tankemylder der kan vælte selv den roligste omkuld.

Ikke at jeg skulle have været specielt rolig på noget tidspunkt i mit liv, det er ikke det jeg påstår, men det var jo ikke hver dag, tankerne løb løbsk.

På den kvælende måde.

Nu er der aldrig ro.
Det summer rundt i hovedet på mig og forhindrer mig i følgende:
i at huske,
i at koncentrere mig,
i at sove,
i at slappe af,
i at være nærværende,
i at læse,
i at se film,
og i meget andet…

Alt i alt ikke ret fordrende, for et forholdsvis velfungerende liv.

Alt det som definerer hvem du er, er i stykker. Som min chef udtrykte det i venskabeligt drilleri: “du har brækket hjernen.”  Men han har ret. Min hjerne er brækket.

Så den skal i gips.

Det foregår med medicin og andre leveregler end dem jeg hidtil har benyttet mig af. For eksempel må jeg ikke se skræmmende eller voldsomme film eller noget som kan gøre mig oprevet eller utryg.

Ikke ret nemt når reolen er proppet med ramasjang film og når en af mine yndlingsfilm er Gladiator, jeg siger det bare. Jeg fik allernådigst lov til at se følgende:
Badehotellet
Matador
Grinefilm
Sjove tøsefilm uden for meget snøft og kleenexbehov.

Det sætter jo sine begrænsninger på familieaftner foran husalteret. Så der er jeg sjældent tilstede, når de andre går i gang med “Taken” eller “A good day to die hard”. For nu at nævne nogle af de film jeg plejer at kunne lide.

Jeg har ydermere fået sudoku og kabale på recept.

Alting skal være blødt, rart og aldeles uden ophidselser af nogen art.

Helt afsindigt kedeligt set ud fra mit forgangne synspunkt, men da en del af min hjerne er brækket, må resten finde sig i disse restriktioner, ellers risikerer jeg at det hele brænder sammen.

Så jeg putter med min Bimbi (den nye blondine, hvis I skulle være i tvivl) på sofaen, hvilket i øvrigt er strengt forbudt, pakker mig i bløde tæpper og omsorg.

Jeg drikker te, hører blid musik, og luger i haven. I det hele taget prøver jeg at leve et meget stille og roligt liv. Nok lidt som min oldemor i de sidste behagelige år af hendes liv.

Men det er usandsynligt svært at vænne sig til.

Jeg, som plejer at fare rundt, møde veninder, tage til koncerter og på ture her og der, skal pludselig acceptere at der er en masse bøvlede begrænsninger og at jeg ikke, bare fordi jeg er okay i et par dage, lige pludselig kan gå i gang med ligeså meget som før.

Næh nej, så betaler jeg, omgående – kontant ved kasse et – og er totalt udmattet i flere dage efter. Både i sjæl og krop.

Så jeg holder mig oftest til kabale, hængekøje og instagram.

Jeg tror jeg vil i seng.

 

Kortslutning på øverste etage.

16 jun

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

Men altså. Jeg er tilbage.

 

%d bloggers like this: