Mamma mia!

27 aug

Jeg har simpelthen været i biografen.

Noget mod min vilje. Eller det vil sige, jeg ville gerne i biografen. Med Kirsten. Mit problem var filmen.

Ingen, som kender mig personligt, vil være i tvivl om at jeg er ABBA fan. Og kan samtlige ABBAsange udenad. Også B-siderne på de tidlige singler.

ABBA – the real deal – altså!!

Og at jeg absolut ikke synes at Lily, Pierce og Meryl – eller Cher for den sags skyld – er i stand til at synge disse musikalske kunstværker, de har fået æren af at skulle udføre, ret godt.

Hvis bare de var gode som sangere, så havde det været okay. Men det er de ikke og det er næsten blasfemi at de har fået dette hverv tildelt. Af samme årsag har jeg kun set Mamma Mia #1 én gang – også sammen med Kirsten – og havde overhovedet ikke overvejet at tage ind og se Mamma Mia #2.

Det var at gøre regning uden vært. Eller uden Kirsten skulle jeg måske snarere sige. For det endte med at jeg befandt mig i biografens mørke, med Kirsten ved min side, med udsigt til små to timers tvivlsom underholdning.

Da mine stakkels ører havde kæmpet sig gennem “When I kissed the teacher” og “I wonder” som blev maltrakteret på den mest talentløse måde overhovedet, besluttede jeg mig for at tage drastiske midler i brug.

Jeg sang selv med.

Så slap jeg næsten for at høre andre torturere disse dejlige sange, og jeg kunne koncentrere mig om filmen. Kirsten grinte bare, og da ingen af de 10 andre biografgæster sagde noget nævneværdigt, sang jeg mig igennem hele filmen.

Det er også muligt at jeg bevidst valgte at ignorere det hvis der var nogen der sagde noget. (Mine evigt opmuntrende børn mente at det turde folk ikke.)
– Eller også kunne de ikke høre mig.
Hvorom alting er, det endte meget mod min forventning, med at blive en helt behagelig oplevelse efter jeg selv kom på playlisten.

Og da Kirsten bagefter inviterede på rom og cola kunne det næsten ikke blive meget bedre.

Men jeg VIL IKKE ind og se nr. 3 hvis vi skulle være så uheldige at den en dag udkommer. Hører du, Kirsten?

 

 

 

Reklamer

Flyv så, mand…

23 aug

Jeg ville skrive om at Zorronaldo er flyttet hjemmefra.
Og titlen sprang ind i knolden på mig, ud af det blå. Cirka samtidig med at jeg skrev den, gik det op for mig at det også var titlen på en børneplade jeg hørte som barn, og som Benny Andersen skrev musikken til.
Vemodigt og underligt at det lige var de ord der dumpede ned til mig. Benny Andersen er fløjet.

Nå men, Zorronaldo er også fløjet. Heldigvis ikke så definitivt som Benny.

Men så er tonen ligesom sat.

Det var altså lidt hårdt at se ham køre.
https://www.flickr.com/gp/151000889@N02/Eqo0R8

Til slut i klippet kan man, udover flyttebilen og fuglekvidder, høre to ting. Den første, er mig som kommer med et halvkvalt mor-klynk, og den næste er First Man som giver sig til at juble inderligt… omend på en noget gnækkende måde.

Hvorom alting er, sønnike er flyttet. Mors vrantne teenager. Som nu er blevet 21 år og som starter på universitetet om et par uger. Han har en sød kæreste, et job, en god lejlighed og – vigtigst af alt – han er glad.

Med glad på.

Jeg skyndte mig at lave hans værelse om til et gæsteværelse. Jeg har det nemlig ret stramt med halvtomme og forladte ungdomsværelser.

Det er altid godt at planlægge noget når man tumler med noget andet; erfaringen har lært mig at det er den bedste måde at fjerne fokus fra det som svier.

Så det var altså tid til nytænkning. Og jeg kom op med en helt ny tradition.

Altså, den sidste søndag i hver måned har jeg tænkt mig at lave en god søndagsfrokost, og så skal kan de børn som er i nærheden, (læs = alle) komme hjem og spise med.
Det kan være det ikke er alle der kan lige præcis sidste søndag i hver måned, men så ved man ligesom at der er mulighed for at få tanket op.

Eller det er nok snarere mig som kan få tanket op, mens jeg venter på den næste der bliver flyveklar.

#yndlingsmennesker

Jeg har altså ikke TID

21 aug

– til at passe på en brukket lilletå. Som i SLET IKKE.

Samme aften som tåen knak, skulle jeg til foredrag med Johannes Langkilde. Det ville jeg bare ikke gå glip af. Jeg blev kørt de små 300 meter derhen af First Man, og Anne Mette bragte mig sikkert hjem igen. I bil.

To dage senere skulle jeg have været til udendørs musical med Tina. Det måtte jeg melde afbud til. Jeg skulle have været i sommerhus med Nina. Det blev heller ikke til noget.

For jeg SKAL bare vokse sammen igen hurtigt. Og uden mén.

Det er der en helt speciel grund til. Lige om lidt skal jeg nemlig gå en tur.

Jeg skal gå en tur på 100 km. Med vandrestave og rygsæk. Det skulle tage lige omkring en uge.

Jeg har gået rundt siden april, lange ture, hver dag, for at træne. På intet tidspunkt havde jeg nemlig tænkt tanken at jeg ville være i stand til at gå 20+ km. pr. dag i fem dage, hvis jeg ikke trænede ordentligt.

Kan jeg det nu, måske? Træne, altså.

Nej. Det kan jeg ikke. Og det er jeg en anelse træt af.

 

Jeg ved ikke rigtigt

20 aug

om dette er noget der tåler dagens lys.

Ikke fordi det er specielt kriminelt. Det er bare pinligt. Hvilket også er grunden til at jeg har trukket det i langdrag, og overvejet i over en uge.

Det er nemlig sådan at det kan være farligt at gøre rent.

Hvis det udføres i klipklapper.

Så kan man nemlig komme til, ganske utilsigtet, at hamre sin lilletå ind i et stoleben.

Hvilket kan resultere i at ens lilletå pludselig sidder og stritter i en noget forkert vinkel og er lidt utilbøjelig til at vende tilbage på sin retmæssige plads ved siden af den næste tå. Så kan man gøre én af følgende:

  • Selv skubbe tåen på plads, med tilhørende knas.
  • Få koldsved, kvalme og lægge sig ned på gulvet.
  • Kalde på sin mand.

Subsidiært kan man godt udføre alle tre ting. Men det kræver nok lidt øvelse for ikke klodsede personer. Jeg, derimod, er i træning til at blive byens, hvis ikke øens, mest klodsede person.

Det går ret godt. Jeg må siges at gøre mit bedste.
Det syntes de også på skadestuen.

 

 

Ledige, pensionister og ferie

5 jul

Jeg har været inde på det før, og velmenende folk har skam også givet deres besyv med, og forsikret mig om at man har ret til ferie, men da grundfølelsen består, vil jeg vove den påstand at det ikke føles som om man må – eller kan – holde ferie, når man er arbejdssøgende.

Jeg søger job, uanset om det er lørdag formiddag eller torsdag aften. Ser jeg en jobmulighed som virker spændende, så søger jeg den jo. Desuden har jeg et HELT FANTASTISK netværk, der gør hvad de kan for at sende mig ideér og jobopslag der passer til mig!

Jeg sender i øvrigt i den forbindelse mine varmeste hilsner til Anne Mette, Lene, Mette, Stella,Tina og søens folk… med mere.

Nå, men det gør jo at man ikke helt holder fri. Nogensinde. I hvert fald ikke som når man har et betalt arbejde. Da jeg – i andet ærinde – havde fat i min søde A-kasse i morges, blev jeg også spurgt om jeg nu huskede at holde fri ind imellem.

Fra A-kassen ja!

Og det måtte jeg jo medgive at det glemte jeg ofte. Og så fik jeg besked på at huske at holde fri når jeg havde fri og så kun søge arbejde mellem 8-16. Det er bare lidt svært, fordi man jo sådan set gerne vil have et arbejde. Og man vil ikke gå glip af noget – for tænk hvis det helt rigtige job kommer forbi mens man sidder og holder fri – det kunne jo være der var andre som ikke holdt fri, og som så løb med drømmejobbet lige for snuden af en.

Selvom jeg efterhånden ikke tror så meget på det med drømmejob længere. Hvis drømmejobbet ender med at være af sådan art, at man til sidst bliver beskyldt for at have oprettet en falsk facebookprofil for at give tidligere arbejdsgivere dårlige anmeldelser, så hælder jeg nu mere til mareridt end drømme, men lad det nu være. Det er MIT liv i hvert fald for kort til.

Smukke Siri – 9 måneder i dag – er kravlet ind i skyggen.

Ikke desto mindre vil jeg gerne have et job. Så jeg kan holde ferie uden dårlig samvittighed. Og gerne i solskin!

I går morges skinnede solen for eksempel fra en helt skyfri himmel.

Så blev det gråt og en anelse kedeligt. Og jeg undrede mig såre over, hvor alle de skyer kom fra. Så fandt jeg ud af at Ellen og John holdt ferie lige i nærheden, og så gav det ligesom sig selv.

Jeg skyndte mig at byde på kaffe og drømmekage, nu da de var på disse kanter.

Og netop som de skulle til at drage hjemad igen, og holde op med at være på ferie, tittede solen frem!

 

Havearbejde og andre weekendsysler

25 jun

Jeg går ud fra, som en selvfølge, at I er ved at omkomme af nysgerrighed for at høre hvad jeg har foretaget mig i min weekend, nu da jeg så ganske åbenlyst – heller – ikke har blogget.

Lørdag syntes First Man at han skulle klippe hæk, og trods det at mine oprindelige weekendplaner bestemt ikke indeholdt ophold på vores udendørsarealer, fik jeg alligevel en anelse dårlig samvittighed. Det er nemlig sådan at vi har små 240 meter hæk, så der er nok at tage fat i.

Derfor, og i stedet for at rydde op i mit hobbyværelse, lå jeg lørdag eftermiddag på alle fire, på nogle toppede brosten, og kradsede ukrudt op. Med knæene hvilende på en knæpude-slash-skammel. Jeg arbejdede mig fremefter, og var egentlig ganske godt tilfreds med mig selv.

Halvvejs igennem, satte jeg mig op på hug og skubbede min knæpude-slash-skammel fremad, og pludselig skete der en hel masse på meget kort tid.

Jeg vil skyde på at det første der skete, var at knæpude-slash-skammel savnede en følelse af frihed, for den skred i lynfart henover de toppede sten. Jeg, som stadig holdt godt fast i begge håndtag, skred med. Eller det vil sige, mine arme skred… Resten af mig sad stadig på hug.

Dog ikke ret længe, idet fremdriften trak resten af mig med fremad, og ca. på det tidspunkt flyttede mit tyngdepunkt sig mærkbart og min bagdel fik overbalance. Eftersom jeg stadig holdt virkelig godt fast i knæpude-slash-skammel, og min bagdel nu var højere end mit hovede, havde jeg ikke andet valg end at tage fra på stenene, med næse/læber/hage. Og knæ. Og efter al sandsynlighed, venstre hånd.

Hvordan jeg endte i græsset, med kvalme og en ubehagelig nærdødsoplevelse, er en af den slags store mysterier i livet, man bare ikke kan svare på.

Men der lå jeg. Og forsøgte at råbe på hjælp, men det gik ikke så godt, så jeg blev liggende. Umiddelbart efter kunne jeg høre Divaen råbe: “Moaar” og selvom jeg virkelig forsøgte at artikulere nogle ord, skete der ikke noget. Da den hidkaldte First Man prøvede at få mig til at sige hvor jeg havde ondt, kom der også kun nogle gutturale lyde over mine tænders gærde. Det var i øvrigt det første jeg forsøgte at tjekke – mine tænder – om de var hele. Det var de.

Jeg kunne sagtens mærke andre dele af min krop, i særdeleshed min hage, min underlæbe og mine knæ.

First Man fik mig puttet ind i et tæppe, Divaen pressede en druesukkertablet ind i munden på mig, og først lidt efter kom jeg på benene. Mørbanket og pjevset. Og meget fortørnet. Her vil man luge og lave havearbejde en dejlig lørdag, og se hvordan det hævner sig.

Jeg holdt en mindre pause, og fortsatte så mit lugeprojekt. Denne gang siddende.

Da de tre bede jeg havde sat mig for at luge, var luget, gik jeg ind og tog et varmt bad. Og så vendte følelsen tilbage i hele mit mørbankede kadaver. Nu også i venstre håndled. Og efter indtagelse af en god portion ipren/pamol samt et glas rødvin, gik jeg til køjs.

Søndag over middag, med en blå hage, ømme knæ og en underlæbe der var en anelse større en vanligt, ringede jeg til lægevagten, for at høre om det bare var slaget der gjorde min venstre hånd fuldkommen usamarbejdsvillig, eller om der måske skulle klemmes og trækkes i den, på anden vis.

Han sendte mig, uden mere palaveren, direkte videre til Skadestuen, hvor vi jo alle elsker at tilbringe en søndag.

Hvorom alting, og et par timers ventetid, er – de stakkels sygeplejesker spurtede rundt, idet det halve af Sydfyn havde besluttet sig for at få det dårligt netop denne søndag – blev jeg undersøgt, fik taget en del røntgenbilleder og fik konstateret at mit håndled måske var brækket. Hvorfor det kun var måske, fandt jeg aldrig helt ud af.

Men derfor blev jeg pakket ind i en slynge og fik en vældig fin skinne på håndledet, med besked om at den skulle betragtes som gips, indtil jeg bliver indkaldt til en MRscanninng i løbet af den kommende uge.

Og til alle dem der synes jeg er helt enormt heldig at det kun var venstre, kan jeg da fortælle at det så er den eneste hånd jeg bruger til noget fornuftigt.

Jeg kan ikke engang klø mig i øret med højre hånd.

Min mor sagde entusiastisk, efter dog at have ynket mig behørigt, at det faktisk var vældigt sundt og udviklende for hjernen at bruge “den anden hånd”.

Jeg glæder mig derfor vildt til at min hjerne bliver mega sund og udviklet, her hen over de næste par dage.

Jeg kan dog konstatere at det ikke slået igennem endnu. Jeg har brugt over en time på at skrive dette indlæg. Med højre hånd.

 

Foredrag med Laura

8 jun

Så er der simpelthen et nyt foredrag i Kong Mors verden.

Jeg er så heldig at jeg kender en fantastisk kvinde! Laura har været nævnt på min juleblog, som hende der så gavmildt har doneret vores peberkageopskrift til fri afbenyttelse.

Men det kommer ikke til at handle om julesmåkager – selvom det godt nok ER meget fristende, hmmm… nej jeg må hellere lade være – når Laura kommer på besøg i Kong Mors verden, mandag d. 2. juli.

Laura har boet i Sydafrika i over 25 år og alene det, er altså nok til at jeg glæder mig til hendes foredrag. Jeg tilbragte selv 6 uger i Sydafrika i 1992 med at arbejde for Stimorol og det var helt fantastisk, menneskene, naturen, musikken, stemingen.  

Jeg tog hjem igen, Laura blev.

Og det er ikke småting hun nu kan sætte på sit CV. Hun har været direktør for bl.a. Europæiske Rejseforsikring i Afrika, og så har hun rådgivet kunder som H&M og Haldor Topsøe i forbindelse med etablering af datterselskaber dernede og ved at finde lokale distributører og forretningspartnere.

Selv Udenrigsministeriet og Den Danske Ambassade har fået hjælp af Laura til at assistere handelsdelegationer og arrangere udstillinger i Cape Town. Hun er ydermere udpeget som Copenhagen Goodwill Ambassador og skal promovere København og Danmark ude i verden. Så hun mingler jo med alle de store, og jeg er totalt starstruck!

Hun står desuden bag etableringen og driften af et erhvervsnetværk for danskere i Cape Town, hvor hun bor med sine to drenge.

 

Faktisk har Laura har gjort det, alle – i hvert fald jeg – drømmer om: Erobret verden og opbygget stærke netværk og forretninger. Hendes historie er inspirerende, og jeg glæder mig helt vildt til at høre hende fortælle.

Hvis du skulle have lyst til at komme til Sydfyn d. 2. juli og høre Laura fortælle om sit liv i Sydafrika, så send mig en mail så jeg kan sende adressen og alt det der. (kongmor@live.dk)
Der er begrænset plads, så det er med at holde sig til!

Det er jo først til Møllen, ved I nok… fniiiis!

Dejlig fredag til jer alle!

%d bloggers like this: