Arkiv | februar, 2011

Bogudfordret i udlandet.

27 feb

Når nu man står og skal pakke sit liv ned til kvart størrelse i et par år eller tre, så er det ret vigtigt at man får taget det rigtige med.

Her tænker jeg især på yngstedrengen som, om ikke dagligt, så i hvert fald flere gange om ugen, slår sig selv i hovedet og jamrer over at han valgte kun at tage sit lego og alle sine bamser med. Lego leger han naturligvis med, men bamserne ligger stadig i plastikkassen og et ikke blevet taget frem siden de blev pakket ned. Nogle ting er blevet eftersendt, små biler og glaskugler, som stadig er et hit i Frankrigs skolegårde om sommeren. Men en playmobilborg er lidt svær at få igennem systemet som storbrev og er derfor blevet på matriklen hjemme i Danmark.

Det var også lidt anderledes at skulle pakke for eks. køkkenet ned. HVAD har man brug for og hvad har stået og samlet støv, bagerst på øverste hylde i årevis – måske endda ting man havde glemt man havde. Altså tænke og sortere, tage en beslutning og pakke to forskellige piskeris og så lukke kassen. Færdig bum – ingen fortrydelsesret her.

Jeg hældte nok mest til the simple living da jeg pakkede – og bevares – det har da været meget sjovt at prøve, men en smule enerverende at skulle tænke alternativt hver gang man skulle lave noget.

Hvidløg blev hakket i hånden med en kniv, indtil jeg fik min forsinkede fødselsdagsgave – Taaaak – og Jamie Oliver kunne mase sig ind i mit liv fra en anden vinkel end filodejen. Når én i familien spørger “har vi ikke en..?” Så kan man smile sødt og sige – jo da.. i Danmark. Nogle gange meget træls, og har kunnet frembringe nogle ret spektakulære hysteriske anfald. I alle alderstrin.

Der var ingen tomme marmeladeglas til at holde regnorm i, ingen gamle blade til at klippe i stykker og lave collager af. Og First Mans kantskærer.. Vi har hidtil fundet løsninger – eller undværet.

Man kan overleve uden meget, men bøger har været det værste.

Vokset op i en familie af læseheste og sprogfanatikere, i flæng kan nævnes lærere, jounalister og cand.alt muligt, har bøger altid været fast inventar. Da jeg som lille var på besøg hos skolekammerater troede jeg at de gemte deres bøger, for jeg forstod ikke hvor de var henne. Intet i stuen, og især intet på børneværelserne. Og jeg forstod simpelthen ikke at man kunne leve uden bøger.

I Eventyrhuset var pladsen meget mindre end i Danmark, så bøger blev rationeret. Og naturligvis kom der flest børne + ungdomsbøger med. Nu skal det lige siges at vi i Danmark har så mange bøger, at jeg på et tidspunkt – det var ved nærmere eftertanke da vi flyttede sidst – fik familien til at love at de ville forhindre mig i at købe så meget som en enkelt bog til. Det har de heldigvis lykkeligt glemt alt om så jeg kunne fortsætte med at samle bøger til det hjemlige bibliotek efter devisen, man kan ikke få for mange bøger.

Det var svært at vælge hvilke bøger man ville have lyst til at læse ud i fremtiden, men bøger kan heldigvis læses af flere, så hvert barn fik en serie eller to med. Mika i urskoven, Lampens Børn, Det Gyldne Kompas og Piger på sporet – men Sværdets Søstre glemte vi desværre. Dertil en trillebørfuld med lige dele Josefine Ottesen og Lene Kaaberbøl og en del andre. Og så de uundværlige, H.C.Andersen, Karlson på taget og Snøvsen.

Men ligesom ens tøj, når man er mor, hvor både kvalitet og kvantitet er omvendt proportionelt med ens børns, var den tiloversblevne plads til mine bøger, altså til at overse.

Bøger

Som i.. 11 kogebøger, højskolesangbogen, Ved vejen, Det forsømte forår, Nornegæst, Stormfulde højder, Bibelen og Lev stærkt, dø ung eller 17 cm.hyldeplads..

Nu, 7 måneder senere, er disse blevet læst og genlæst, og bøger har i det hele taget genindtaget deres højt placerede plads på en piedestal, som ikke tilnærmelsesvis er så stor når man er i Danmark. For i Danmark kan man, i mangel af bedre, smutte hen på det lokale bibliotek hvor kloge og hjælpsomme mennesker sidder parat med hjælp til inspiration.

Således eksileret fra nemt tilgængelige danske bøger, kaster jeg mig frådende over hvad som helst. Har læst samtlige af ældstepigens krimier, og alle Ottesens bøger, blandt så mange andre. Det er ikke dårligt – bevares men man savner alligevel en anelse mere mental udfordring.

Jeg kan egentligt godt huske det fra sidst vi boede i udlandet – danske bøger var højt i kurs, og man kunne ende med at læse hvad som helst. Jeg tror jeg er kommet til at læse indtil flere Victoria Holt på denne konto – pinligt – men sandt. Man bliver lidt utilregnelig, når god dansk litteratur er udenfor rækkevidde.

Jeg fik meldt mig til Bogudfordringen 2011, uden helt at tænke mig om.

Men jeg er sikker på at venlige mennesker nok skal forbarme sig over mig og sende en bog eller 2, ellers må jeg jo se nærmere på børnenes bogreol. Jeg er sikker på at jeg sagtens kan lade “Snøvsen” gå ind under augusts “danske mandlige forfattere” samt at Jules Verne jorden rundt på 80 dage må kunne blive acccepteret som “Bøger fra 1800-tallet”.

Læses skal der i hvert fald!!

Filo-hvad for noget?

26 feb

Ikke filosofi, selvom det også er vældigt interessant (og her vil jeg så liiige benytte lejligheden til at meddele at jeg engang fik 13 i filosofi. Selve 13tallet fortæller jo at der ER mange år siden. Det var godt nok ikke på et ret højt niveau, AVU eller sådan noget – men alligevel – jeg synes som sagt lige I skulle have det med)

Heller ikke filolog. Det er også meget interessant, men det ved jeg ikke en dyt om, og det har jeg absolut ikke fået 13, eller noget som helst andet i. Har aldrig gået på universitet. Så – der slap det ud..

Så er der filofax – sådan én havde jeg faktisk sidste år. Den var ret god – men det er heller ikke den filo jeg mener.

Filoler – er det ikke noget modelervoks agtigt ler? Nåååårh nej, det er med M og ikke med L.. Sorry 😉

Nej jeg mener bare filo, som i dej. Som i mad.

Hvad er det egentligt for noget? Er det i stil med min famøse 90’er pastasalat eller køkken-alrum – ord jeg ikke gerne tager i min mund? Kunne godt tilføje blåbær – men det er der andre som allerede har talt om, så det vil jeg lade være med.

Filo.. Man kan ligefrem HØRE på det at det er lidt suspekt, ikke? (hov – der mangler et komma før at, ikk’?) Sådan lidt – jeg lader som om jeg er noget fint og i familie med filosof og alle de andre filo’er, og så er det bare dej.. En ganske almindelig dej. Sådan noget man pakker andet mad ind i. Det er ikke engang noget i sig selv, men har brug for andre for at blive til noget. Sådan en wannabe, ville ældstesøn have sagt.

En af mine søde kusiner er gift med en englænder, og før jul skrev han meget ophidset og forarget på facebook om nogen, der havde lavet mince pies med filodej. Han nærmest spyttede sætningen ud i æteren, og jeg tror ikke at han overhovedet nedlod sig til at smage denne kulinariske nyhed.

Jeg anede ikke der var noget der hed sådan, men nu har jeg jo heller aldrig boet i København.

Altså – jeg skulle finde ud af hvad det var for noget, siden en engelsk kok havde gjort min kusines søde og venlige mand så harm, med sine mince pies i filodej.

Første skridt var at finde et sted det kunne købes. OM det overhovedet kunne købes i Frankrig. Ikke så ligetil, men det lykkedes. I køledisken med de 300 andre sorter af dej. Pizzadej, med eller uden krydderurter, butterdej, mørdej og hvad ellers man kan komme på af dej. Inde bagved – lå de på langs og nemme at overse, i en lille bitte bunke. Der røg en pakke ned i indkøbsvognen, uden at jeg havde nogen som helst idé om hvad jeg skulle bruge det til.

Næste skridt var så at finde ud af hvad jeg skulle lave af det. Der er opskrifter med filodej online, så det var bare at vælge. Besluttede ret hurtigt at det slulle være noget dessert noget, da jeg ikke er så god til fetaost, lam eller oliven, for SÅ stort er udvalget af opskrifter altså heller ikke. Derefter blev det meget nemt, da jeg ikke havde mere marcipan, og da det ikke lige er sæson for rabarber, var der kun en mulighed: nemlig pærer i filodej.

Det var en lidt sær konsistens det der filo. Jeg var ikke helt klar over hvornår indpakningen hold op og filo’en begyndte. Underligt og tyndt pergamentpapir, ikke fedtet overhovedet – bare lidt mærkeligt.

Nå jeg gik i gang. Fulgte opskriften til punkt og prikke, men følte mig en anelse som Michael Douglas i burgerbar fra “Falling down” da de små pakker kom ud af ovnen. De så bestemt ikke ud som på det udprintede billede, hvor fyldet ikke kom væltende ud som noget der havde det for varmt og bare svedte i pakkerne, men tvivlen kom filo’en tilgode.

Og i selskab med vanilieis og resterne af chokolade/pære fyldet forsvandt hver en krumme.

Filodej

Nu ved jeg så hvad filodej er – jeg er ikke imponeret, men kan da godt lave det igen hvis det endelig skulle være.

Men I kan altså godt hilse Jamie og sige at som nærmeste omgangskreds til mince pies, passer det i hvert fald ikke!!

Blondinen prutter

24 feb

Blondinen har ondt i maven for tiden, så hun går rundt og prutter. Og helt ærligt, der ER altså ikke noget charmerende overhovedet ved hundeprutter, når de ikke er puttet i en pose.

Hun ligger gerne i nærheden af os, og pludselig lyder der en umis (-eller hund-) kendelig lyd af våd prut hvorpå hun rejser sig og vender sig påtaget forbavset efter lyden. Ja ja den er god nok, det VAR dig der kom med den ildelugtende lyd. For der følger nemlig altid en umanerlig styg dunst efter den der lidt våde lyd. Og så, uden videre gør hun kort proces og går simpelthen bare sin vej, og lader os i stikken med stanken.

Tak for ingenting, siger jeg bare.

Det hænger nok sammen med at hun indtager en hel del æbler. Vi bor jo på en æblebakke og der er en del æbletræer. Og dermed også nedfaldne æbler som har ligget og gæret siden Gud ved hvornår, september eller sådan noget. Nå, men de æbler, eller gærede gamle gnallinger, dem går hun rundt og leder efter. Og når hun finder én.. spiser hun den, inden man har nået at sige uf.

Hun får ellers rigeligt med mad, så jeg ved virkelig ikke hvor det behov for rådne æbler er opstået henne. Nu er vi selvfølgelig i et område med mange æbler, men alligevel.

Eller måske er det netop kun de gærede hun går efter, fordi hun har fået smag for rigtig æblecider. Har ikke helt tjekket om hun vakler beruset rundt i haven.. Kunne være jeg skulle kaste et blik ud på hende næste gang hun er ude i længere tid.

I hvert fald – når hun har spist en hel del af disse ækle ting, så er det hun får ondt i maven og giver sig til at prutte, til stor gene for resten af familien. Vi kan jo ikke bede hende om at gå på toilettet, eller i det mindste lidt afsides, som alle andre i familien får besked på at gøre hvis de lukker indre gasser ud. Og det nytter jo slet ikke noget at lukke hende ud – så finder hun jo bare flere æbler som kan fortæres. Vi skal vel bare vente på at hun har ædt dem alle sammen.

Det er nu nok meget godt jeg ikke har kål i haven, for så kunne vi vist starte vores eget gasværk.

Tørklæder og fuldskæg

24 feb

For mange år siden kunne jeg sidde på gulvet i entréen og beundre min elegante mormor når hun gjorde sig klar til at gå ud. Hun havde et væld af smarte tørklæder, hatte, bælter, brocher, og andet tingeltangel så der var frit valg på alle hylder alt efter vind, vejr og humør. Og tit kunne jeg beses med 12-13 perlekæder om helsen, en alt for stor hat og et lille tørklæde om maven!

Men hendes tørklæder, oh det var et kapitel for sig: jeg kan stadig se hendes ferme fingre som lynhurtigt fik bundet en usynlig knude hist og pist, og vupti var hun forvandlet til en elegant dame på vej i byen. Det gav farve i ansigtet og glans i hendes øjne og jeg tænkte, jeg vil godt være mormor når jeg bliver stor!

Derfor har tilbehør, og i særdeleshed tørklæder, altid været en del af min garderobe. Meget gerne lidt anderledes tørklæder. Forskellige materialer blandet sammen eller en spøjs farvesammensætning. Jeg har for eks. et som Charlotte har lavet til mig – cremefarvet velour med løse blomsterblade som rutsjer rundt indeni og kun lige akkurat anes. Totalt anderledes og unikt!

IMG_3525

Men tørklæder har også sine ulemper. Det er ligesom at have fuldskæg. Altså, nu har jeg naturligvis aldrig haft fuldskæg, i hvert fald ikke der, men man dypper det sikkert også i alt muligt, når man læner sig ind over bordet, hvis det altså er langt nok – fuldskægget altså. Det er i hvert fald det, som ofte sker med mine tørklæder.

I fredags, da jeg var til cream tea breakfast hos min dejlige engelske veninde, nåede jeg at få en hel del på dagens tørklæde. Jeg lagde ud med at dyppe det i flødeskummet som jeg var blevet sat til at piske. Så fik jeg det ned i en bøtte med hindbær marmelade da vi fik sat os til bordet, og det var faktisk ret akavet. Der var nemlig rigtig mange piger jeg aldrig havde set før, så måske en anelse pinligt.

Man sidder jo altid der og tænker – nå – hvor mange så lige det.. Hvor mange lagde mærke til at jeg fejede mit tørklæde ned i marmeladebøtten. Det er sådan lidt ukomfortabelt.

Senere på dagen skulle jeg lave mad til kongebørnene og en skolekammerat og da fik jeg tørret en del salat af køkkenbordet med det. Og ja det var det samme tørklæde, nej jeg fik ikke skiftet – det sidder nemlig fast på en kjole, det her tørklæde.

Men så kom kjolen også til vask efter jeg havde siddet og nøje studeret hvad jeg havde fået at spise den dag.

Jeg har også engang haft et som der gik ild i. Men det er fordi jeg har gaskomfur, hvis så tørklædet når tilstrækkeligt langt ned, så er det faretruende nær gasblusset, når man lige skal se hvad der foregår i en gryde på bageste blus. Og en dag gik der altså ild i tørklædet.

Men det var nu ikke så slemt igen, kun lidt branket og efter en vask kunne det sagtens bruges igen.

Det er også derfor det er så smart at have spraglede og mønstrede tørklæder, så kan min omgangskreds ikke altid se, om det er en plet eller om det skal være der.

Og jeg holder bare min mund!!

Paranoia

24 feb

I disse fastelavns tider kan man indimellem høre sangen “ka’ du gætte hvem jeg er, ka’ du gætte hvem jeg er..” og jeg tænker, som ny udi blogland, ofte på: skal man eller skal man ikke? Altså, fortælle hvem man er.

En del af dem, som læser med her, ved jo godt hvem jeg er – jeg har ligesom selv sendt en masse mails til dem jeg kender, for at gøre opmærksom på at lige netop denne blog findes! At de ved hvem jeg er, gør ikke noget. Ikke så meget i hvert fald. De kender mig om nogen, og ved hvor håbløst mærkelig jeg er alligevel – ingen grund til at prøve at skjule det for dem.

Så er der dem, som kommer herind ved et tilfælde, men som godt ved hvem Kong Mor er. Bubber for eks. han skulle jo vide det. Det burde han altså – han væltede mig. Men nu ved jeg ikke lige, om Bubber kigger så meget på sådan nogle “ævle-om-løst-og-fast” blogsider, men man kan jo aldrig vide.

Så er der dem, som ikke er Bubber, men som kan udlede at én med 4 børn, som bor i Frankrig – det er jo nok hende jeg mødte i fjor. Eller naboen i Danmark. (Hej Irene!!) – Hun har nu ikke internet så det er nok ikke hende som genkender mig herinde.

Men så er der alle jer andre; jeg sidder jo selv og læser om hvem I er, og jeg udleder selv hvem der er i familie med hinanden, jo jo – jeg har godt set det, I to!! Jeg kigger på billeder og tænker “ihhh, et pænt hår”, eller “sådan en skål har jeg også”. Jeg vil jo gerne vide mere om hvem I er. Det er da også en af grundene til at jeg er her – jeg vil læse om jer + læses om.

Det er ligesom det, det hele går ud på? ellers har jeg igen ikke fattet en bjælde – men det sker nu så tit – så en gang fra eller til.

Men hvorfor er det så, så slemt at blive genkendt?

Det ved jeg heller ikke om det er – men jeg er da blevet smittet af anonymitis – den generelle anonymstemning, der for det meste hersker i blogland. Mange af de blogs jeg skøjtede rundt på, inden jeg selv trykkede på “send” var anonyme og kommentarerne var også efterladt af anonyme mennesker, med sære navne.

Og lige en indskudt bemærkning, man kan altså godt gå hen at blive helt bange for nogle af jer. Eller bange for at nogle af jer rent faktisk kigger forbi på min blog. Sådan rent skriftligt, mener jeg. Kommaernes beskytter, sprogets vogter og hvad ved jeg, og her kommer jeg og har hele mit liv fået bundkarakter for grammatik, til stor ærgrelse for min mor, som har sådan nogle meget lange uddannelser med cand. foran. Jeg er bare cand.selv!!

Tag mine kommaer, ja – de der klatter jeg kyler rundt omkring i mine tekster. Ikke et eneste er sat uden at tænke på om det nu også skulle stå der efter at have læst jeres meninger. De står sikkert forkert en del af dem, men det er der altså ikke noget at gøre ved. Men altså – det var ikke helt uden bæven jeg vovede mig ud i blogland.

Nå, det går jo nok, og da I ikke ved hvem jeg er, kan I heldigvis ikke komme efter mig med en læs&forstå. For der er da godt nok mange lærere herinde, gad vide om det er sådan en erhvervs sygdom at lærere blogger? Jeg ved jo godt hvorfor jeg ikke er blevet lærer. Men det har mere noget at gøre med børneopdragelse og sådan.. i Danmark. SÅ, nu har jeg allerede sagt for meget.

Lige netop derfor kan jo også være ret praktisk at være anonym: jeg kunne for eks. gå hen og skrive ækle ting om en tidligere chef eller om hende som spyttede på min datter, uden at blive genkendt. Ja bortset fra hende som spyttede, hun ville nok godt kunne genkende mig og udmærket huske det gigantiske møgfald hun fik henne ved Brugsen, men om hun nogensinde vil læse en blog, endsige min, tvivler jeg stærkt på.

Men altså – spørgsmålet er om jeg overhovedet skriver noget som er så lyssky, at jeg ikke tåler genkendelse? Bortset lige fra de mange indlæg, som jeg selv har censureret bort, da de ikke var i den rette politisk korrekte ånd. (Hvis I fornemmer en vis vrængen her er det ganske rigtigt) Så var der nemlig en hel del flere som var blevet sure, fordi de netop godt ved hvem jeg er.

Men man skal sikkert ikke gå rundt og tro, at man er interessant for en agent fra CIA bare fordi man har skrevet lidt om præsidenter, Gaddafi og solidaritet. Måske ikke de allerheldigste søgeord, når man nu tænker efter..

Tror vist også jeg havde en ganske lille bitte trussel mod kulturforvaltningens blomsterbed, med i et indlæg, noget med en bombe – godt nok en lille én – men alligevel – jeg kunne jo blive anklaget for alt muligt bagefter..?

Men et eller andet sted føles det alligevel lidt forkert at være anonym – det er jo mig. Og det ved mange af jer ikke.

Det er altså lidt synd for jer, så måske en dag fortæller jeg, at jeg hedder Stine, for det er så dybt, dybt, åndssvagt at skrive en kommentar under med Kong Mor – helt ærligt altså. Nu skal jeg bare lige flytte helt ind i min blog, og finde ud af alle de seje ting alle I andre kan med jeres blogge og som jeg fedter noget rundt i endnu, så kan vi altid se om jeg bliver vaccineret mod anonymitis.

Solidaritet

23 feb

Det lyder polsk – men det er det bare slet ikke. Det er bare temaet på skolens årsprojekt. Og da jeg før jul – direkte adspurgt – kom med i skolens arbejdsgruppe tænkte jeg – JAY!! (ikke Nik og.. men [jåd] yes altså – nå, I ved hvad jeg mener!!)

Jeg blev faktisk slet ikke bedt om at komme med mine idéer, men det skulle da ikke komme an på det. Så jeg tænkte, og tænkte igen, og er I lige klar over hvor meget man kan mose ind i begrebet Solidaritet? Det er simpelthen sådan en slags paraply ord som jeg frit kunne bruge til at retfærdiggøre alle mine idéer!

Det en skole som også tager imod anderledes børn. For eks. børn som er super gode til matematik, men lige knap så gode til det med det sociale. Den slags børn. Jeg havde jo godt hørt det fra de 4, at der var nogle børn (3 i alt) som ikke heeelt svarede til normen, og der blev vist også drillet lidt vel rigeligt. Helt ærligt – det tror pokker, hvis ingen nogensinde har hørt AT der er et anderledes barn på skolen, de andre kan jo lynhurtigt mærke – her er en som ikke er som os. Så jeg greb jo denne lejlighed til at promovere kommunikation i det noget lukkede franske system.

Plejer – sådan lidt klichéagtigt – at sige: mine 3 nøgleord er kommunikation, kommunikation og kommunikation.

Men det er jo ikke helt forkert – hvis du i starten af et skoleår tager tid til at forklare de andre rødder, at her er et barn som har noget der hedder Aspergers, eller hvad ved jeg, så har man da taget lidt af brodden af de kommende drillerier. Og de uimodtagelige kvajpander der driller bagefter – de havde nok drillet alligevel. Men mange børn ville nok acceptere, at sådan var det så.

Min idé blev modtaget på bedste vis og absolut i den ånd den var præsenteret. Derfor skal vi nu have handicap dag, med nogle kloge hoveder udefra som kommer og fortæller! Jeg ville gerne at det havde været med forældre – for tænk engang – sidste år var der et par forældre som havde startet en underskrift indsamling imod at have disse børn på skolen.. Den lader jeg lige stå et øjeblik

Nå, næste punkt på programmet – mit altså – var at få børnene til at føle et ansvar for at skolen så pæn ud. Kunne man gøre noget sammen en lørdag formiddag og slutte af med fælles frokost? Male, pynte eller andet?

Naturligvis da, så nu skal vi, om 3 uger, plante blomster, frugtbuske og krydderurter omkring hele skolen – og vi slutter med fælles frokost – ren Grundtvig-Koldsk friskole i Frankrig – jamen, ikke et øje tørt 😉

Sluttelig er jeg ved at stable en skoleavis på benene. Ikke så nemt, men det skal nok komme – hvor der er vilje er der en vej!

Naturligvis er det mine idéer (direkte kopieret fra Danmark) – men det er så sandelig også en meget lydhør skole, som er klar til at gøre nogle ting anderledes – selvom jeg nok ikke får held med det der brusebadshalløj efter sport.

Men hvis de anderledes børn bliver drillet bare én gang mindre, hvis vi til sommer kan nyde duften af lavendel når vi henter børn og tillige kan læse om alle disse spændende ting i en skoleavis – jamen så er jeg godt tilfreds – og så skal min glorie altså lige have en omgang med højglans!

Præsident eller Gaddafi

22 feb

Jeg er blevet valgt til præsident for den lille forældrekreds, som er på den skole hvor børnene går. (I må gerne sige formand hvis I bedre kan lide det – jeg holder nu lidt på det der præsident – det lyder bare så flot, meget flottere end formand) Grunden til at jeg meldte mig, var at jeg har en masse idéer til hvordan vi kan gøre denne skole endnu bedre. Jeg forestiller mig at et miks mellem dansk og fransk skolesystem må være noget nær det perfekte! Så siden jeg kom, har jeg mast mig ind i hver en lille sprække: skoleavis, webside, årsprojekt, anti-mobbe program, handicap oplysning og så videre og så videre.

Jeg havde bare ikke regnet med at blive præsident. Som i bare slet over-helt-hovedet ikke. Det havde de andre heller ikke.. Navnlig ikke hende som troede, at jeg ville være tilfreds med bare at være kransekagefigur, gøre alt det sure administrative arbejde og så i øvrigt lade hende få frit spillerum. Det var at gøre regning uden vært – og hun er blevet klogere. Meget klogere.

Min mening var absolut ikke at tage nogens plads – men nu er det ligesom mig som er valgt, så vil jeg da også have lov til at bestemme det som man må. Kan alligevel godt mærke nogle dræberblikke når jeg går forbi hende, men det er bare synd, man kan ikke være lige afholdt af alle. Jeg holder mig til alle reglerne og vil ikke gå på kompromis – især ikke når det drejer sig som en forening som rent faktisk har penge i kassen.

Men jeg kunne jo godt få idéer. Skulle jeg ikke hellere være ligesom Gaddafi? Han har da indrettet sig, må man sige. I snart 50 år har han enevældigt siddet der og bestemt – og som han siger – valg er unødvendigt.. Jeg kunne også sætte mig ind i min bil og tage en paraply – det regner godt nok ikke nu – mere for effektens skyld – og så meddele at jeg er lige her og at jeg ikke går nogen steder, vi alene vide!

Tror nu alligevel ikke jeg gider sidde i forældrekredsen i 50 år – bare til yngstedreng er ude af skolen, eller til jeg har fået indført brusebad efter sportstimerne – ja adddr, ikk’?

%d bloggers like this: