Weekend og kanelsnegle

Så har vi endelig weekend – JUHUU – og vi kan slappe lidt af. Ingen store projekter i syne, så Yngste datter spurgte om vi ikke kunne lave kanelsnegle. Jeg måtte dog love hende at hun så også fik lov til at spise frugten af sine anstrengelser, da hun stadig mindedes den gang hun kun fik en eneste sølle kanelsnegl, efter at have bagt en hel plade fuld.

Yngste datter ville gerne spise dem alle hvis hun fik lov. Hvor hun gør af det aner ingen. Hun er høj og tynd som en bønnestage, og har en appetit som 4 teenagedrenge! Har altid været den første til at sætte sig ved bordet og den sidste til at rejse sig – ikke fordi hun var specielt langsom, men fordi hun spiste så meget.

Mindes stadig da hun rejste sig på ved middagsbordet og langede over sin egen – tomme – tallerken for at gå på rov ovre på aupairens tallerken – der lå nemlig liiiige et par bønner. Aupairen svarede igen med at (lade som om) hun plantede en gaffel i den buttede 2årige ædedolks hånd. Til skræk og advarsel – ikke for yngste pigen selv – men for resten af familien som en forsmag på hvad der ventede os.

Hendes appetit og voldsomt svingende blodsukker er daglig kilde til bekymring i hele familien. Hun taler gerne og ofte om mad, og såfremt de faste spisetider ikke overholdes, tvangsindlægges vi alle til skrig, skrål og meget drama, og vi må høre på jamren om at hun er ved at vansmægte, er så forfærdeligt sulten og at hun faktisk er ved at dø. Mindst. Hun helbredes dog forbløffende hurtigt under indtagelse af fast føde.

I det hele taget skal der ikke pjattes med maden i hendes verden. For et par måneder siden – lige ankommet til landet – dristede en jævnaldrende dreng sig til at spørge om de skulle ”gå ud sammen” på fransk i betydningen ” at komme sammen”.

Yngste pigen fattede ikke helt hvad knægten fablede om, men begyndte straks at drømme om en tur ned i byen og spise en is eller en pandekage eller andet forjættende, så svaret var ja. Det unge par kom så sammen i et par minutter, da pigen spurgte mere ind til denne aftale. Og den stakkels dreng så desorienteret på hende og forklarede så at det ikke helt var det han havde i tankerne. Hun slog forarget op på stedet – og jeg kunne hente hende efter skole stærkt utilfreds med sådan at være blevet lokket på falske forudsætninger.

Kort tid efter blev hun tilbudt at deltage i et skoleudvalg, og accepterede glad da hun fandt ud af at man fik en noget mere interessant frokost på udvalgsmøderne, end den mad der normalt blev serveret i kantinen.

I selvsamme kantine, spiser hun stort set rub og stub af det som bliver tilbudt, ikke så meget af egentlig sult, men drevet af skrækken for måske at blive sulten senere på eftermiddagen.

Så der er købt ind til en dobbeltportion kanelsnegle! For alle tilfældes skyld!