Eventyrhuset

Eventyrhuset på Æblebakken er i disse dage hjemsøgt af en banken og sliben og gøren’ ved. Der er det ved Eventyrhuset, at det er et helt utroligt vidunderligt og specielt hus. Et gammelt hus, men et skønt hus. Om sommeren i hvert fald. Det kniber en anelse med charmen når temperaturen falder til omkring 16-17 grader i køkkenet og spisestuen.

Ja undskyld, men jeg nægter pure at bruge udtrykket ”køkken-alrum” ligesom jeg fik røde knopper af pastasalat i ’90erne, ikke fordi det ikke smagte godt, for det gjorde det da, men fordi der ikke var nogen alternativer.

Nå, det var et sidespring, men hvorom alting er, så er 17 grader i et køkken, alt for koldt til mig og resten af den royale familie, for slet ikke at tale om blondinen på poter, som faktisk sover der. Nu ved jeg godt det kun er en hund, men jeg synes det er lidt synd for hende. I stil med: “Jeg fryser, kan du tage en trøje på”. Jeg har overvejet at investere i en lille trøje til hende, da vores by er beriget med ikke mindre end 2 hundetøjsbutikker, men jeg tror slet ikke de kan fås i så store størrelser. Så jeg har måttet nøjes med at putte flere tæpper i hendes kurv.

Og så har jeg ikke engang nævnt de 12 grader i gæsteværelset. Godt jeg ikke er gæst hos mig.

Det skal lige siges at oliefyret kører for fulde gardiner i døgndrift, og at vi har gang i pejsen indimellem. Da det er en pejs, og ikke en brændeovn, er den faktiske varme vi får ud af den, relativ. Men bevares, det er da pænt, hvilket igen forklarer at vi kun tænder op fredag aftner når vi skal se en film sammen og prøve at glemme, at der er noget i andre lande, som hedder Disneysjov. Det lykkes for det meste, og ellers glider den sidste skuffelse ned med carambar karameller som ikke kan fås i Danmark. Så sådan fordeler vi glæderne.

Da vi havde frosset tilstrækkeligt, og First Man var træt af at skulle bladre igennem 6-8 lag tøj hvis han ville ae mig på ryggen, samt fyldt oliefyret op for anden gang på meget kort tid, klagede vi vor nød til udlejeren, og efter lange ugers venten fik vi endelig besked om at nogen ville komme og fylde huller, efterisolere og evt. skifte et par yderdøre som er så tynde at vi kan se igennem.

Der skulle gå yderligere et par uger før manden endelig viste sig. Og nu er det faktisk så varmt at det næsten kan være lige meget, men nu er han her, og går rundt med et stort antal silikonesprøjter under armen og fylder hullerne ud på Eventyrhuset, så man igen kan være gæst og spise morgenmad uden vanter på.

I mellemtiden kan jeg så gå og glæde mig over at solen skinner over Æblebakken så man rigtigt kan se at jeg burde vaske vinduer, alternativt få nogen til at gøre det, og så i øvrigt nyde at noget er ved at springe ud i gulv højde udenfor.

Nu har jeg ikke grønne fingre overhovedet, så jeg kan desværre ikke se om det er det ene eller det andet.

Men det er pænt.