Piiinlig

Jeg har en last – jeg er nemlig ligesom alle andre royale – jeg er så frygtelig pinlig ind imellem.

Bare spørg børnene. Tænk engang, jeg kan finde på at give mig til at græde – højt – midt på gågaden såfremt ingen vil holde mig i hånden. Eller give mig til at synge irske sange (Molly Malone, er en af dem) igen – højt – på offentlig vej uden hensyntagen til at der måske kunne komme et sagesløst menneske forbi og blive udsat for min ellers udemærkede stemme.

Jeg kan også finde på at kysse mine børn når jeg henter dem efter skole. Skrækkeligt. Det eneste vi mangler er jo at der ligger en paparazzi på lur, subsidiært et par klassekammerater, for at forevige dette frygtelige øjeblik.

Men jeg har derudover to special effects der simpelthen er topmålet af pinlige sager.

Det ene, er en tro kopi af bjørnen Paddingtons grønne hat – min hat er bare regntæt og foret med blødt fleece, så man kan luge om foråret i støvregn uden af blive våd, eller kold, dette foregår naturligvis inde på eget matrikel, jeg går dog ikke rundt og luger andres haver, derfor kan hatten lige akkurat tolereres. Man kan også, og her bliver det en anelse mere prækært, have den på når man går tur, i tilfælde af regn. Helt slemt bliver det hvis jeg drister mig til at tage den på hvis vi skal ned og gå i byen. Så vil ingen af de 4 følges med mig, overhovedet.

Den anden, er en pensionistjaguar – jo jo – en indkøbs-trillevogn. Som mine børn lidet flatterrende har døbt, rollatoren. Det synes jeg er lige groft nok, for jeg ved allerede hvordan min rollator skal se ud, når den tid kommer – den skal have røde fartstriber og et kæmpe tågehorn fastgjort, hvis flabede unge mennesker på 40 ikke kan forføje sig hurtigt nok når jeg skal forbi. Jeg har også overvejet noget motor, men det kræver nok at jeg får monteret rulleskøjter eller et skateboard, og så er idéen med en rollator ligesom gået fløjten.

Men for at vende tilbage til min trillevogn, så er den meget praktisk. Vi havde såmænd også snevejr i december, og enhver som har lagt vejen forbi Frankrig i snevejr, vil vide at det i hvert fald ikke er der de udemærker sig med deres praktiske sans. For eksempel mangler saltning af veje fuldstændigt, så bilerne skøjter rundt mellem hinanden, fortove bliver konsekvent ikke ryddet, og ældre eller gangbesværede mennesker må leve ufrivilligt indespærrede indtil sne’en er smeltet igen, og håbe på menneskers velvillighed til at få købt ind osv., så det er bare med at holde sig gode venner med familien i tilfælde af sne.

Men netop her er det så, at min udemærkede trillevogn, som er af sort plastik med smart design, er til uvurderlig hjælp. Når bilerne ikke kan køre, så kan jeg alligevel gå ned i byen, købe ind og komme hjem til Æblebakken igen uden arme som er gået af led af at slæbe på tunge poser, fordi de jo ligger i min trillevogn!

Men det synspunkt deler de 4 royale unger ikke – det var endda så grelt at de først spurgte om vi skulle købe ind, for så ville de ikke med – og risikere at skulle følges med en trillevogn.

Børn er nu også så sarte..