Paranoia

24 feb

I disse fastelavns tider kan man indimellem høre sangen “ka’ du gætte hvem jeg er, ka’ du gætte hvem jeg er..” og jeg tænker, som ny udi blogland, ofte på: skal man eller skal man ikke? Altså, fortælle hvem man er.

En del af dem, som læser med her, ved jo godt hvem jeg er – jeg har ligesom selv sendt en masse mails til dem jeg kender, for at gøre opmærksom på at lige netop denne blog findes! At de ved hvem jeg er, gør ikke noget. Ikke så meget i hvert fald. De kender mig om nogen, og ved hvor håbløst mærkelig jeg er alligevel – ingen grund til at prøve at skjule det for dem.

Så er der dem, som kommer herind ved et tilfælde, men som godt ved hvem Kong Mor er. Bubber for eks. han skulle jo vide det. Det burde han altså – han væltede mig. Men nu ved jeg ikke lige, om Bubber kigger så meget på sådan nogle “ævle-om-løst-og-fast” blogsider, men man kan jo aldrig vide.

Så er der dem, som ikke er Bubber, men som kan udlede at én med 4 børn, som bor i Frankrig – det er jo nok hende jeg mødte i fjor. Eller naboen i Danmark. (Hej Irene!!) – Hun har nu ikke internet så det er nok ikke hende som genkender mig herinde.

Men så er der alle jer andre; jeg sidder jo selv og læser om hvem I er, og jeg udleder selv hvem der er i familie med hinanden, jo jo – jeg har godt set det, I to!! Jeg kigger på billeder og tænker “ihhh, et pænt hår”, eller “sådan en skål har jeg også”. Jeg vil jo gerne vide mere om hvem I er. Det er da også en af grundene til at jeg er her – jeg vil læse om jer + læses om.

Det er ligesom det, det hele går ud på? ellers har jeg igen ikke fattet en bjælde – men det sker nu så tit – så en gang fra eller til.

Men hvorfor er det så, så slemt at blive genkendt?

Det ved jeg heller ikke om det er – men jeg er da blevet smittet af anonymitis – den generelle anonymstemning, der for det meste hersker i blogland. Mange af de blogs jeg skøjtede rundt på, inden jeg selv trykkede på “send” var anonyme og kommentarerne var også efterladt af anonyme mennesker, med sære navne.

Og lige en indskudt bemærkning, man kan altså godt gå hen at blive helt bange for nogle af jer. Eller bange for at nogle af jer rent faktisk kigger forbi på min blog. Sådan rent skriftligt, mener jeg. Kommaernes beskytter, sprogets vogter og hvad ved jeg, og her kommer jeg og har hele mit liv fået bundkarakter for grammatik, til stor ærgrelse for min mor, som har sådan nogle meget lange uddannelser med cand. foran. Jeg er bare cand.selv!!

Tag mine kommaer, ja – de der klatter jeg kyler rundt omkring i mine tekster. Ikke et eneste er sat uden at tænke på om det nu også skulle stå der efter at have læst jeres meninger. De står sikkert forkert en del af dem, men det er der altså ikke noget at gøre ved. Men altså – det var ikke helt uden bæven jeg vovede mig ud i blogland.

Nå, det går jo nok, og da I ikke ved hvem jeg er, kan I heldigvis ikke komme efter mig med en læs&forstå. For der er da godt nok mange lærere herinde, gad vide om det er sådan en erhvervs sygdom at lærere blogger? Jeg ved jo godt hvorfor jeg ikke er blevet lærer. Men det har mere noget at gøre med børneopdragelse og sådan.. i Danmark. SÅ, nu har jeg allerede sagt for meget.

Lige netop derfor kan jo også være ret praktisk at være anonym: jeg kunne for eks. gå hen og skrive ækle ting om en tidligere chef eller om hende som spyttede på min datter, uden at blive genkendt. Ja bortset fra hende som spyttede, hun ville nok godt kunne genkende mig og udmærket huske det gigantiske møgfald hun fik henne ved Brugsen, men om hun nogensinde vil læse en blog, endsige min, tvivler jeg stærkt på.

Men altså – spørgsmålet er om jeg overhovedet skriver noget som er så lyssky, at jeg ikke tåler genkendelse? Bortset lige fra de mange indlæg, som jeg selv har censureret bort, da de ikke var i den rette politisk korrekte ånd. (Hvis I fornemmer en vis vrængen her er det ganske rigtigt) Så var der nemlig en hel del flere som var blevet sure, fordi de netop godt ved hvem jeg er.

Men man skal sikkert ikke gå rundt og tro, at man er interessant for en agent fra CIA bare fordi man har skrevet lidt om præsidenter, Gaddafi og solidaritet. Måske ikke de allerheldigste søgeord, når man nu tænker efter..

Tror vist også jeg havde en ganske lille bitte trussel mod kulturforvaltningens blomsterbed, med i et indlæg, noget med en bombe – godt nok en lille én – men alligevel – jeg kunne jo blive anklaget for alt muligt bagefter..?

Men et eller andet sted føles det alligevel lidt forkert at være anonym – det er jo mig. Og det ved mange af jer ikke.

Det er altså lidt synd for jer, så måske en dag fortæller jeg, at jeg hedder Stine, for det er så dybt, dybt, åndssvagt at skrive en kommentar under med Kong Mor – helt ærligt altså. Nu skal jeg bare lige flytte helt ind i min blog, og finde ud af alle de seje ting alle I andre kan med jeres blogge og som jeg fedter noget rundt i endnu, så kan vi altid se om jeg bliver vaccineret mod anonymitis.

Reklamer

19 kommentarer to “Paranoia”

  1. Marianne 24. februar 2011 hos 08:31 #

    Fedt indlæg 🙂
    Det tog osse mig nogen tid at finde ud af det med anonymiteten – og jeg endte med at konkludere, at det bare er for sjov. Ikke ret mange er helt anonyme, jeg har fx både mit navn og min adresse på min blog. Men man danner bare så skønne billeder, når man læser om landmanden, First Man, krudtbøllen osv.
    Pyt med kommaerne, når man har noget på hjerte. Og det har du 🙂
    Mange lærere i blogland! Det er fordi vi har fri til middag HVER dag og holder ferie hele tiden 🙂

  2. Kong Mor 24. februar 2011 hos 08:58 #

    Nååår JA – det var jo derfor I er her hele tiden! Jeg synes også nok!! 😀
    Men jeg vil alligevel ikke være lærer.

    Og TAK for det med komma’erne.. TAK 😉

  3. Ellen 24. februar 2011 hos 09:40 #

    Jeg tror bestemt, det er det ‘normaleste’, at man i starten er lidt skræmt over det, man har kastet sig ud i, for derefter lige så stille at slippe anonymiteten. Nogle gør det hurtigt, andre aldrig.
    Det varede over et år, inden jeg fortalte nogen fra min familie, at jeg var begyndt at blogge. Kun min mand og min datter vidste det 🙂

    Kommaerne er jeg totalt ligeglad med… Du har en herlig, humoristisk måde at skrive om livets både dejlige og alvorlige sider på, og du kan stave – jeg må indrømme, at jeg ikke læser ret mange blogge, hvor stavningen er helt i skoven; jeg mister fuldstændig fokus. Det er en del af mit job at være korrekturlæser, og jeg kan ikke slippe det i min fritid 😉
    Men jeg har for længst givet mig selv og alle andre kommafrihed…

    • Kong Mor 24. februar 2011 hos 09:57 #

      Skræmt måske ikke – eller jo, der florerer de vildeste historier om hvad der kan ske hvis man skriver sin adresse osv. Men jeg tænker også at det trods alt er begrænset hvor mange mennesker der læser danske underlige blogs. 🙂

      Åhh ja stavning. Nu er jeg heller ikke korrekturlæser, men jeg kan så godt forstå at du ikke kan læse hvis der er fyldt med stavefejl.
      En enkelt hist eller pist, kan ske for enhver, men det er forstyrrende.

  4. Ellen 24. februar 2011 hos 09:41 #

    PS: Den med ‘cand.selv’ bruger jeg ofte. Dem er der dejligt mange af. Desværre også en del ‘cand. ikke’ 😉

    • Kong Mor 24. februar 2011 hos 09:53 #

      he he – den var god!
      Nu kan jeg nøjes med at være cand.noia

  5. imangelafbedre 24. februar 2011 hos 10:07 #

    Ja, jeg synes også det er en lidt svær grænse.
    Jeg er faktisk blevet genkendt et par gange – folk jeg nærmest ikke kender, der har læst min blog og har regnet ud, at det var mig. Det er lidt underligt.
    Men hver gang jeg skrivet et indlæg deler jeg det på facebook, så mine venner og gamle bekendte ved godt, at det er mig, der skriver.

    Jeg skriver altid under “I mangel af bedre”. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg hedder Anna 🙂

    • Kong Mor 24. februar 2011 hos 15:52 #

      Nej hvor underligt at blive genkendt af nogen man ikke kender – vildt.
      Ja jeg deler ikke ud på facebook – endnu – ka være det kommer.
      Nej Anna, havde jeg også fanget på din email! 😉

  6. imangelafbedre 24. februar 2011 hos 10:09 #

    Selvom jeg læser og skriver virkelig meget, kan jeg stadig ikke finde ud af at sætte kommaer korrekt! 🙂

    • Kong Mor 24. februar 2011 hos 15:54 #

      Hvor ER det skønt at høre. Jeg sidder sådan med nogen regler der flyver om ørerne på mig: komma før at – komma ved indskudt sætning, komma før der og som.. Og jeg aner ikke om det er rigtigt -så jeg sætter dem bare!!

      • Ellen 26. februar 2011 hos 00:13 #

        …kun komma foran ‘at’, hvis der ikke følger en infinitiv efter.
        ‘Jeg ønsker mig så meget at komme i teatret’. Ikke komma.
        ‘Jeg ville sådan ønske, at du kunne gå med mig i teatret i morgen’. Komma.

        Dansk grammatik? Bare kom til lærer Ellen 😉

  7. Kirsten 24. februar 2011 hos 11:19 #

    Grammatikken skulle ikke afholde dig fra at skrive – det er herligt at læse dine ting og det kan da smutte for os alle sammen. Og nogen mennesker er faktisk ordblinde eller noget andet men derfor kan de jo have mange ting at sige og lave en interessant blog. Så må man tage stavefejlene med.
    Anonymiteten…….den må jeg lige tænke over…..

    • Kong Mor 24. februar 2011 hos 15:55 #

      Ej det gør den altså heller ikke!
      Jeg kom bare til at tænke på det 🙂
      Og tak igen for komplimentet – det er også herligt at skrive.

      Glæder mig til at høre hvad du finder ud af med anonymitet.

  8. Superheltemor 24. februar 2011 hos 22:05 #

    Jeg synes du skriver skønt – kan heller ikke selv finde ud af kommaer, og er sygeligt glad fr tankestreger.

    Jeg vil ret gerne være anonym, ind til videre ihvertfald. Skal snart til at skrive noget andet i mit eget navn, hvor dem der har læst min blog vil kunne genkende mig – men vil stadig helst ikke have navn og FOTO på bloggen.
    Er iøvrigt ikke lærer, selv om jeg har skrevet det – det var bare for at anonymisere mig selv lidt;-)

    Nå, håber du bliver ved med at skrive, nyder dit skriv!

    • Kong Mor 24. februar 2011 hos 22:22 #

      Hvor er det rart man ikke er alene om at være ‘tvangtankestreger’ 🙂

      God idé at narre fjenden med den der lærer finte!
      Jeg kan heller ikke helt finde ud af om jeg skal eller ej – derfor dette indlæg. Tænker stadig.
      Men foto bliver det nu nok aldrig til!

      Tak for rosen – og i lige måde!!

  9. The Blogless Sister 28. februar 2011 hos 07:13 #

    Jeg kender bloggere som er wældig anonyme, og bloggere som har navn & adresse på siden. Selv lander jeg nok et sted midt i mellem – man kan garntrisse google sig frem til hvor jeg bor, og hvis man gør sig al den ulejlighed kan det da være jeg burde invitere på besøg 🙂 Mht hvad jeg skriver om, så er tommelfingerreglen at hvis min mor ikke må læse det, så må jeg ikke skrive det dér. Så det er jo uhyre nemt at finde ud af!

    Kommaer går jeg meget lidt op i – det er værre med stavefejl, hvis der er så mange af dem, at sproget ikke “flyder” (min Indre Helga har en indbygget rød pen, det er meget pinligt). Men jeg kan nu ikke huske, hvornår jeg sidst har været forbi en blog, der fik hendes højrehånd til at spjætte – således heller ikke din, og som du kan se, er jeg også ekstremt glad for tankestreger

    • Kong Mor 28. februar 2011 hos 10:25 #

      Hvor sjovt – min tanke har da også været i samme stil: hvis jeg ikke vil se det på forsiden af bt – så skriver jeg det ikke. Sådan lidt ligesom jeg har det med facebook.
      Men moar , er vel også en rimelig god rettesnor!

      Det der med kommaer.. Nu lyder det som om jeg har traume over dem, men det har jeg ikke – hvis folk ikke gider læse med her – kan de bare lade være!
      Længere er den ikke 😉

      Og ja tankestreger er en god ting!!

  10. Det Forkromede Overblik 26. marts 2011 hos 18:33 #

    Hmmm… Jeg er lærer! MEn cyberspace er et fristed. Her behøver jeg netop ikke tænke om kommaer, tankestreger og udråbstegn er sat korrekt. Det interesserer mig faktisk ikke en døjt.
    Mht. anonymitet, så er jeg ikke hemmelig om hvem jeg er, dog gider jeg ikke være venner med elever og forældre på facebook, netop fordi jeg ikke gider have dem til at læse min blog, for den er mit frirum! Tidligere elever, som har forladt skolen, er jeg til gengæld venner med, så de ved at jeg drikker mig fuld, har et sexliv, blev skilt, er flyttet, har en politisk holdning, har en grim side med grove meninger… kort sagt er et menneske, som ikke er det dydsmønster en lærer skal være, når vi er på job…
    Jeg har ikke skrupler ved at skrive om min identitet, og da jeg ofte lægger billeder ud af mit hjem, strejfer tanken mig, at jeg måske kunne komme til at friste indbrudstyve man har hørt de surfer på ejendomsmæglersider), når jeg deler glæden over lækkert indbo. Heldigvis er jeg så fattig, at det kun er min Mac og min guitar de ville kunne løbe med, og det kan jo købes igen. Resten af de ting jeg synes er lækkert, er det man kalder nagelfast inventar;-D
    Jeg har dog principfast besluttet ikke at skrive min adresse, eller billeder af facaden på mit byhus, ellers er det jo for nemt…

Trackbacks/Pingbacks

  1. Paparazzi « Kong Mors verden - 29. marts 2011

    […] stil med min personoplysningsparanoia, så ved jeg heller ikke lige, hvordan jeg skal gribe det an, med at hælde billeder ud over hele […]

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: