Arkiv | marts, 2011

Morgenmad

31 mar

Med mit forhold til blod og nåle og den slags, er det direkte rædselsfuldt at skulle have taget blodprøver – når man så oven i købet skal være fastende, grænser det til noget nær tortur. Ikke at jeg normalt spiser morgenmad sammen med de andre – jeg venter gerne til alle er kommet i skole – men som så meget andet – når det ikke kan lade sig gøre – så bliver det pludseligt til det eneste i verden man overhovedet har lyst til – og det skal være nu.

Sådan var min skæbne i går morges, og mit humør var, om ikke langt under nulpunktet, så i hvert fald tilstrækkeligt langt nede til, at jeg var til fare for mine omgivelser, da jeg endelig blev sluppet fri af de blodtørstige damer, som med deres ækle udstyr, forveksler mig med en nålepude. Bare for sjov..

Så i et usandsynligt dårligt humør, med højt knurrende mave, kom jeg utilpas – og meget sulten – hjem igen til dette forjættende syn:

morgenmad

Morgenmad – som bare var klar. Og te i min nye kop. Eller nye og nye, den jeg fik til jul. Men bare ved synet af bakken, gav jeg mig til at smile igen.

Okay, der er så en hel del mad, jeg ved det godt.. Men det er altså kun fordi det er Prinsesse Lyserød – yngstepigen – som har lavet bakken.

Og med hendes voldsomt svingende blodsukker, ser hun altid mad i meget stor målestok. Altså, er der rigelige mængder.

Jeg delte med hende – det var måske også planen fra starten, men det er så okay – det var skønt at komme hjem til!

2 minutters stilhed

30 mar

Ahh.. Hver morgen har vi 2 minutters stilhed fordi Prinsesse Lyserød – bedre kendt under navnet yngstepigen – tager medicin.

Det er nogle dråber hun skal have under tungen og vente 2 minutter med at sluge.

Og i de 2 minutter kan vi andre så nå verden rundt – og tilbage igen – uden at blive afbrudt. Fantastisk.

Hidtil har det jo bare været morsomt at stille hende spørgsmål, hun naturligvis ikke kan svare på.

Men kvaliteten af disse 2 minutter kom særligt til udtryk i forgårs, da ældstesøn uforvarende kom til at kvase en plastik vandflaske, som var specielt indkøbt til et af yngstepigens skoleprojekter. Da han stod med den sammenkrøllede flaske i hænderne – og jeg nåede at sige “UPS da også” lagde jeg samtidigt mærke til hvor dejligt stille der var.

Under normale omstændigheder ville Prinsessen have råbt meget højt og dramatisk – og var sikkert trampet op på sit værelse – og smækket med en masse døre, men nu, begrænset af sin medicinindtagelse – var der helt stille.

Hun havde godt nok meget vidtåbne øjne der nærmest var ved at poppe ud af hovedet på hende af bare ophidselse, da jeg kiggede over på hende, men da ældstesøn samtidigt nåede at blæse luft i flasken så den foldede sig ud og var så god som ny, nåede hun ikke engang halvvejs til et hysterisk – lydløst – anfald før hun var sit gamle selv igen – kunne sluge medicinen og fortsætte som intet var hændt.

Smart, tænkte vi – som er vant til en noget anden og mere larmende opførsel fra det kære barn! Selv ældstesøn, som udmærket kender sin lillesøsters temperament, så mærkelig lettet ud!

Faktisk burde man indføre 2 minutters tavshed for alle indimellem. Man kan virkelig nå at blive pissesur og runde de 100 på raseriskalaen, og så lige tænke over det, mens man brummer rundt deroppe, slappe af, og komme ned til 0 igen – og ingen har hørt eller se noget.

Eller jo, måske har nogen bemærket dampen der slippes ud, og man synes måske en kende rødere end vanligt, men ellers er man den samme. Og ingen har fået varige mén på trommehinder, nervøse trækninger ved øjnene eller den slags.

Tænk engang hvor ufatteligt mange skænderier man rent faktisk ville kunne undgå ved 2 minutters tvungen stilhed.

Det svarer lidt til at tælle til ti, men er jo langt fra lige så virkningsfuldt, fordi man i et medicin indtagende øjeblik, pinedød er nødt til at holde sin mund lukket. Jeg har jo regnet ud at man egentligt godt ville kunne larme temmelig meget med lukket mund – men det lader ikke til at Prinsessen har fundet ud af dette endnu – og vi kan bare håbe på at det ikke går op for hende.

Indtil da nyder vi andre de 2 minutters stilhed intenst!

Hvad laver man en varm søndag i Normandiet

29 mar

Man plukker blomster – og laver blomsterkranse.

IMG_3745

IMG_3747

IMG_3748

Paparazzi

29 mar

I stil med min personoplysningsparanoia, så ved jeg heller ikke lige, hvordan jeg skal gribe det an, med at hælde billeder ud over hele min blog.

Det er faktisk besynderligt – og de som kender mig kan vist nikke genkendende til det – jeg er som regel at finde bag et kamera. Jeg tager billeder af alting, hele tiden. Har altid et kamera med i tasken – for hvis nu.. Jeg når derfor sjældent selv at komme med på billederne, men jeg har 3 milliarder billeder af rigtigt mange andre ting – jeg har endda et billede af bulen i døren efter den brækkede finger – og jeg er vist noget af en belastning for mine omgivelser, når jeg går i gang.

Men den dag de så modtager en lille bog med billeder, eller en kalender, en kop eller noget andet gøgl, så bliver jeg dog som regel hurtigt tilgivet for mine paparazzistiske tendenser. (Prøv IKKE på at udtale det..)

Nu har nogen spurgt, om der ikke var nogle flere billeder, og det er der naturligvis.

Men det indebærer at jeg skal tænke over om jeg vil have min blog plastret til med billeder af det royale firkløver.

Og noget blondine.

Jeg kunne også bare smide nogle billeder på, og lade som om det slet ikke var os – men nogle som lige kom der forbi.

Det tror jeg bliver løsningen! Det er der ikke nogen som opdager alligevel – billederne er jo så små.

IMG_3663

Vi starter med dette vellignende billede af yngstedrengen og jeg – på vej til skole – sidste mandag.

Sommer i Frankrig 013

Dette er nogen børn på vej hjem til Æblebakken efter en gårtur i byen lige da vi var kommet.

IMG_2981

Og dette er den udsøgte udsigt fra mit ene køkkenvindue – og godt med zoom. Der er noget pænt lys på kuplen, om aftenen.

Men der skal også være plads til hverdagens drama!!

Sommer 2010 202

Her ses ældstedatter, yngstepigen og blondinen i baggrunden, på sydsiden af Æblebakken. Den opmærksomme læser vil straks bide mærke i de to lyse spor midt i græsset. Det gjorde ældstedatter også – bed i det. Græsset altså.

I starten tid vidste vi ikke helt hvor langt Æblebakken fortsatte, og om det var sådan at man kunne lade blondinen løbe frit, så en aften ville ældstedatter gå en tur og tog derfor blondinen i snor.

Omtrent der hvor jeg står og tager billedet, er der et lille buskads. Da de var nået hertil, stod ældstedatter stille for at sikre sig at naboens hund ikke også var løs, og hun så i første omgang ikke starten, af det som videre skete.

En kat sad på lur i buskadset, og den havde nok ikke den største lyst til at blive lige der, med blondinen i så ubehagelig nærhed. Altså satte katten afsted i et mægtigt spring – forbi blondinen – faktisk nærmest hen over hovedet på hende, og ud over marken.

Ældstedatter fik et chok over det pludselige spetakel, og det resulterede naturligvis også i at blondinen satte efter katten med et fænomenalt spring.. og med nogen hængende efter sig – som stadig holdt fast på snoren, jo da – vel gjorde hun så!

Og hun blev faktisk trukket et temmeligt langt stykke, før hun fik åndsnærværelse nok til at give slip – hun landede derefter i en nydelig buket brændenælder..

Det visne græs er sporene af den lille liggende promenade hun tog sig. Hun kom hjem – uden blondine – noget bleg og med græspletter på knæene, røde pletter på hænderne og græstotter i håret, og en anelse vrissen på sin ellers elskede hund – der kom halsende hjem kort tid efter – vældig glad og tilfreds med sin indsats som kattejager.

Et par dage efter ville jeg med en tur ud over marken, og ældstedatter siger så: “se – det var der jeg faldt” og peger på det visne spor. Græsset er simpelthen blevet flået op – og visnet. Stakkels græs. Og jeg skyndte mig at tage et billede.

Flere billeder en anden dag!

Renlighed..

28 mar

Renlighed er en god ting.

Med indtil flere sportsfanatikere i den royale familie, er dette en helt åbenlys nødvendighed. Og det er da heller ikke noget problem når de kommer hjem fra fodboldkampe, boksetræning eller løbeture. Det vil sige – dagligt bad til alle!

Men.. nogen gange – i ferier eller weekender for eksempel – hvor jeg ikke lige våger som en høg, over deres almene hygiejniske tilstand – kan det  altså godt smutte. Ingen – mig altså – har helt styr på præcis hvornår hvem, sidst var at finde på badeværelset, aktiv med vand og sæbe.

Ja, nu er det jo ikke sådan at I skal tilkalde kommunen når vi kommer hjem – der går altså sjældent mere end 2 dage før en umiskendelig duft af sure tæer bringer mig tilbage til virkeligheden og sender indehaveren i bad.

Men i lørdags kom yngstepigen mig i forkøbet. Hun snusede kraftigt ind i nærheden af sin lillebror.. og spurgte forsigtigt om han ikke snart skulle i bad eller have en ren pyjamas på – for han lugtede ikke ret godt.

Jeg snusede til hans pyjamas – og hans nakke – ingen suspekte lugte der, hvilket jeg meddelte den omkringstående forsamling, der afventede min dom.

Så siger yngstedreng med et venligt oplysende smil: ”Jamen, så er det måske min numse..”

Han kom i bad på stedet.

Wet wet wet

27 mar

Det var et popband tilbage fra 80’erne – men også opskriften på en practical joke, ældstedatter engang afprøvede på sin far.

Nu er det sådan, at jeg har en idé om at dansk og fransk humor ikke har det store tilfælles – og flere episoder har også bekræftet denne teori – og i hvert fald, reddede min reaktion dengang, ældstedatter fra en gigantisk skideballe, som First Man oprindeligt havde tiltænkt hende.

En sommerdag, for længe siden, midt i en franske hedebølge, havde de 2 ældste royale – netop på grund af denne ulidelige middagshede – været indenfor og se en film, mens de små sov til middag.

Far til fire. I hvilken der er en scene hvor Lille Per kyler et glas vand i hovedet på en eller anden.

Om ældstedatter har tænkt, at hun på denne vis, ville indvi sin far i finesserne omkring far til 4, eller omkring den danske humor, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at efter aftensmaden – som blev indtaget udenfor på terrassen – rejste hun sig pludselig op, gik hen imod sin far med et glas vand i hånden og svuuusch sagde det.. Så var han sjaskvåd fra top til tå.

Da hans øjne begyndte at få omtrent samme udtryk som en olm tyr – kom jeg desværre til at grine. Højt. Det så simpelthen SÅ sjovt ud. Og selvom han gryntede lidt, kunne han jo også godt se det sjove i det – også selvom han er fransk – da jeg nu hjalp ham lidt på vej.

Komikken manglede derimod lidt, da hun næste morgen ville gentage succesen og hældte mere vand i hovedet på ham – mens han stadig var i sin seng.

Da slap hun ikke for at få læst og påskrevet – mens han holdt et længere foredrag om at rigtigt mange ting kun er sjovt EN gang.

Så vidt jeg ved, har hun aldrig siden hældt vand i hovedet på ham. Kunne være at det snart var på tide 😀 så vi lige kunne tjekke om der stadig er forskel på dansk og fransk humor.

Nervekrig – part II

26 mar

Bliver lige nødt til at starte med at sige: HALLÅ – I skulle jo holde med mig!! Er faktisk ret skuffet..

Nå, men altså – da hun kom hjem prøvede jeg at virke heeeelt afslappet og nonchalant. Kunne næsten sige hej i et normalt toneleje, okay indrømmet – så måske en anelse skingert.

Hun kom hen og spurgte grinende: ”nå, vil du høre hvad vi har lavet i dag eller skal jeg bare gå i seng?”

Jeg formåede at sige ”ha h a H A.. på en meget lidt overbevisende måde – og så kunne jeg ikke holde mig mere:

Så sig det dog pigebarn – hvad skete der? Fortæl! – og jeg havde på dette tidspunkt tunnel syn og nærdødsoplevelser af bar’ nysgerrighed.

Som sagt har de udveksling med en siciliansk skoleklasse for tiden. Pigerne er omkring 17 år gamle. Et af punkterne på det, ellers udmærkede program lærerne har strikket sammen, var en tur til Paris.

Kl. 18 stod de godt trætte, efter en lang dag i hovedstaden, foran en togstation, og fordi de var i god tid – fik de lige 30 minutters ekstra shoppe tid.

Men så forsvandt alle i mange retninger og ældstedatter var endt med en flok sicilianere, der pludselig ville købe souvenirs.

Hverken tiden, eller stedet, var til det – men dette lod ikke til at anfægte de 5 fjantede tøser som omgående fandt nogle skummelt udseende typer, der naturligvis tilbød at køre dem et sted hen.. På dette sted i hendes fortælling begyndte jeg igen at få åndenød..

2 sicilianere var allerede på vej ind i bilen, da ældstedatter med myndig røst fik gelejdet alle tilbage på fortovet.

”De var værre end en sæk lopper – hvis jeg stod og snakkede med den ene og vendte mig om – så var alle de andre væk.” Brokkede hun sig.

Ja – det er vel omtrent som at være mor – tænkte jeg – en anelse skadefro, må jeg nok erkende.

Tilmed, fortsatte hun sin beretning, så havde den ene af pigerne en meget spændende BH på.. i leopardprint.. Og hun havde sin kjole sat permanent fast – nedenunder det ene bryst.

Ikke i sig selv noget særligt godt udgangspunkt, for en fornuftig samtale med luskede illegale gadesælgere, i den mørkere ende af Paris. Og ældstedatter havde diskret stået – så diskret den slags nu kan lade sig gøre – og prøvede at mase venindens bryst indenbords igen.

Dernæst havde de forstyrrede pigebørn forvildet sig ind i en dystert udseende gyde, hvor der var en mængde små butikslokaler med perleforhæng for dørene, bag hvilke forførende, og absolut ikke fransk, mavedansermusik larmede.

Her så ældstedatter så ingen anden mulighed for at få pigerne videre, end tørt at sige: 2 girls died here you know.. Dette afstedkom mange forfærdede råb og fagter på siciliansk, men væk kom de da.

Jeg endte faktisk med at blive ret stolt af hende!

Endelig fandt de hvad de søgte, og en af pigerne gav nogle penge for et lille – og meget grimt – Eiffeltårn – men den luskede gadesælger ville ikke give hende det – han havde nok regnet med at det bare var en turist som ikke kunne gøre ham noget.

Det var nok at gøre regning uden vært – for så stillede min lille – men meget myndige – ældstedatter sig uforfærdet hen foran ham, og truede ham med høj stemme – tilsat et par ikke så stuerene gloser – bål, brænd og – hvad der nok gav udslaget – Politi, hvorefter det lille grimme Eiffeltårn ret hurtigt skiftede hånd, og hun kunne komme videre med sin flok sicilianske høns.

Da hun endelig havde fået dem – 5 minutter forsinket – gennet hen foran stationen ved det aftalte mødested – kunne hun konstatere at hun ikke var den eneste, der havde haft den slags organisatoriske problemer med de meget lidt lydhøre sicilianske piger..

For eksempel var deres stakkels lærer kommet til at ringe en mor op – i den tro at hun havde en elev i den anden ende – og fik sagt – Jasmine – hvor er I henne – toget går om 10 minutter og jeg er bange for at I kommer for sent!

Da det gik op for læreren at det var en mor hun havde i røret – kvækkede hun: åhh der er de – hvorpå hun lagde på.. Det var de bare ikke – men de nåede dog at komme før togets afgang.

Jeg kan lykønske denne lærer med, at det ikke var mig hun havde ringet til – at have stået der – i den tro at ens datter var forsvundet i Paris.. Jamen altså – jeg er ikke helt i stand til at forestille mig HVAD jeg havde gjort.. Og her steg mit blodtryk igen med flere hundrede..

Hvorom alting er, alle endte med at komme på toget i god behold – enkelte nok mere stressede end andre (GODT jeg ikke er lærer, siger jeg bare) – og det var så her ældstedatter syntes det var passende at lave ballade med sin sarte, stakkels mor.

Men alt i alt, er jeg voldsomt stolt af min fornuftige datter – hun har det efter sin mor – handlekraft og overblik.

Bare det der med at drille.. Jeg aner ikke hvor det kommer fra – jeg har da aldrig nogensinde gået rundt og bevidst tilbageholdt vigtig information, på den der ufine måde.

%d bloggers like this: