Grøn sauce

For at fejre sådan en 12års fødselsdag skulle vi ud og spise. Valget faldt på en slags Fransk Jensens, nu ikke at forveksle med Frank Jensen. Restauranten er kendt for sit amerikanske koncept: typisk børnefamilievenligt, men da det var på en almindelig tirsdag, slap vi for 300 andre børnefamilier og fik det hele for sig selv.

Jeg undrer mig bare lidt over at sådan et sted vil være bekendt at have toiletter med helt afsindige dårlige spejle. Lyset gjorde også sit til at jeg fik øje på utallige pletter og rynker, samt en bunke grå hår, jeg ikke lige havde stiftet bekendtskab med før. Betryggende nok havde pigerne det på samme måde. Spejlene må komme fra samme leverandør, som leverer spejle til de butikker hvor jeg prøver badedragt engang hver femte år.

Efter vi havde vasket hænder, blev jeg nok en anelse pjanket, smittet af den generelle gode stemning, og jeg skulle absolut vise pigerne hvordan Madonna og vi andre gjorde dengang i slut 80’erne når vi skulle have rystet krøllerne på plads.

I kan godt huske det ikk’? Med sådan en tørre-hånd-blæse-fidus omvendt – lige op i næsen. Det var næsten som at være der selv. Tilbage i 80’erne altså. I bedste desperately seeking Susan-stil.

Det har måske noget at gøre med at jeg ikke så tit kommer i byen, men jeg morede mig altså storartet, og fik lavet nogle vældigt vellykkede imitationer på faldskærmsudspringere med blafrende kinder. Og pigerne var ved at dø af grin over deres tossede mor, og håbede meget inderligt at nogen andre ville komme ind så jeg kunne blive flov, hvad jeg nu sjældent bliver.

Det skete dog en gang i England, på en meget fin indisk restaurant, hvor jeg i ren befippelse over at ungerne, som dengang var små – eller i hvert fald mindre end i dag – måske kunne vælte et eller andet, selv fik verfet til en skål med noget lysegrønt flydende stads. Det fylder rigtigt meget, sådan flydende noget, ud over en hvid damask dug.

Utroligt så meget der kunne være i sådan en lille bitte ussel sauceskål. Ungerne snakker stadig om det, og om hvor pinligt det var at sidde ved samme bord som mig. Jeg mindes endnu hvordan jeg desperat prøvede at skrabe indholdet tilbage i sauceskålen med hænderne, hvorpå de jo også blev grønne, så dem prøvede jeg diskret at tørre af i kanten af dugen, så den blev faktisk ret snasket til sidst. Og de indiske tjenere stirrede ondt på mig resten af måltidet. Måske var det svært at få det grønne af dugen.

Nå, men på denne her Franske Jensens, er der heldigvis ikke sauceskåle med flydende grønt snask i, det er sådan nogen gedigne tallerkner som ikke så nemt bliver væltet af pinden. Og folk ser ikke underligt på mig når jeg taber ting ud af min fajita..

På deres hjemmeside står der at man skal sige til hvis det er en fødselsdag, så da vi kom, fortalte jeg dem naturligvis at damen i lyserødt blev 12 år. Vi blev færdige med at spise og så nu lidt langt efter vores servitrice for at kunne bestille dessert, da hun kom hen og konspiratorisk  hviskede, skal jeg komme med det nu?

Jeg nikkede tøvende, uden dog helt at vide hvad jeg sagde ja til – og pludselig kom 5 tjenere.. med kage og flødeskum med lys i og de sang fødselsdagssang og tog billeder. Og der blev klappet og råbt tillykke fra de omkringliggende borde! Hurra hurra!

Før vi tog hjem, kom de og afleverede et billede til fødselaren, som var meget glad – nok mest fordi der var en udmærket chokoladekage under lys og flødeskum. 

Men det var First Man og ikke jeg, som smed et stykke chokoladekage iført flødeskum, ned ad maven på sig selv – til stor moro for alle – nok mest mig, fordi jeg håber lidt at fokus nu er flyttet og at de måske glemmer den historie med det grønne sauce.

I hvert fald – syntes yngste pigen det havde været alle tiders herlige dag – lige som en fødselsdag skal være, med bobler i maven og pjat i hovedet.