Numsevarmer og ratpels

Jeg er frygteligt kuldskær og føler mig derfor enormt privilegeret ved at være ejer, eller i hvert fald medejer – sammen med First Man og banken – af en bil med numsevarmer i sædet.

Her i morges skulle jeg køre ældste datter til erhvervspraktik, og begge sæder fik fuldt blus på. Det skal lige siges at det faktisk var hundekoldt udenfor. Kun 4 grader – ja, alt er relativt – jeg ved godt I fryser deroppe i det kolde nord, med minusgrader og sådan noget stygt noget, men for os andre som lige var ved at vænne os til de 10-12 grader, er 4 grader altså rigtigt koldt.

Derfor var det en ubeskrivelig dejlig fornemmelse at mærke varmen i sædet, endda inden vi nåede op i rundkørslen.

Da det er en forholdsvis gammel bil, er der det ved min ballevarmer, kært barn har mange navne, at det er enten lunkent eller smeltevarmt. Og fordi det jo var så koldt, havde jeg som sagt sat den på smeltevarmt. Vi havde heller ikke kørt mange kilometer før jeg seriøst begyndte at blive bekymret for om mine nylonstrømper ville ende med at smelte fast til sædet..

Så fik jeg skruet ned igen. Ældste datter bemærkede at det ville være smart, hvis der også var noget der varmede i ryggen – og det kunne jeg kun give hende ret i. Jeg ville dog gå endnu et skridt længere og forlange noget til at opvarme rattet også.

Her vil kloge mennesker så sikkert indvende at jeg bare kunne tage vanter på, men den slags tænker man altså ikke på når der allerede er vokset hyacinter op i græsplænen.

En anden mulighed kunne være at jeg satte mig på hænderne – der er jo varmt – og så styrede med knæene, men det er vist ikke helt lovligt. Heller ikke i Frankrig, så det må jeg hellere lade være med.

Og jeg nægter kategorisk at købe en rat pels – det er simpelthen topmålet af… Nej det gør jeg bare ikke.

Mindes stadig med væmmelse, den opkastfarvede akrylting, som min ellers så elegante mormor satte på rattet i sin hvide mazda, for mange herrens år siden. Men hun var da heller ikke mere stolt af den, end at hun skjulte rædslen i handskerummet, når hun enten havde fået varmen i fingrene, eller hvis bilen var parkeret.

Jeg er sikker på at både ryg- og rat varmer rent faktisk er opfundet – det er nok bare accessories i de biler der er langt udenfor min, og min banks, økonomiske rækkevidde.

Så indtil videre må jeg lide og risikerer frostskader på mine stakkels fingre, subsidiært anbringe et par vanter permanent i bilen, nyde at jeg i det mindste ikke fryser i de nedre regioner, og så i øvrigt vente på, at det bliver så varmt at jeg kan tænde for min aircondition.