Velkommen i kirke..

6 mar

Nu hvor jeg åbenbart ganske ustraffet kan få lov til at brokke mig over sure damer, vil jeg straks ile til med en ny historie. Denne sure dame fylder heldigvis ikke hele kapitlet – det ville også være synd!

Når man er så heldig at vokse op i et land hvor der har levet en mand ved navn Grundtvig, som så gavmildt har delt ud af sange og opbyggelige ord, så bliver man forvænt. Jeg, og den royale familie, går i kirke – eller gik – om ikke hver eneste søndag, så i hvert fald en gang om måneden / hver 6.uge. Det føles som et brusebad for sjælen, man går hjem med fornyet energi og frisk inspiration til sit liv.

Når man så kommer til et andet land skal den slags også finde et naturligt leje – og DET er ikke altid nemt.

Vi er nærmeste nabo til en mastodont af en kirke, og den første søndag vi boede her, ville vi naturligvis også i kirke. Udmærket godt klar over at det er en katolsk kirke, og vi er protestanter, sætter vi os på plads mellem hundreder af mennesker, for vi er vel også kristne.

Efter flere festlige indslag, blandt andet i form af messe på latinsk som ingen forstår noget af, og indlemmelse i en eller anden nonneorden af en gruppe sydamerikanske piger, er der nadver.

Eftersom vi er så mange, bliver der givet nadver – som i den katolske kirke kun består af en tør oblat – flere steder rundt om i kirken. Du stiller op i kø, og får stukket oblaten direkte ind i munden af en præst – som man kun kan håbe på har vasket hænder, den slags hygiejniske tiltag er nemlig ikke højeste mode i Frankrig.

Drikke gør man ikke, her er det nemlig kun præsterne som får den store ære af Jesu Kristi blod – som i øvrigt er renset for røde blodlegemer, det er nemlig hvidvin, fordi præsterne var trætte af at de ikke kunne få eventuelle røde pletter på messehagelen af.

Nå, vi stiller op i kø, First Man med drengene og jeg med pigerne, tilfældigt og ikke smart, skal vi snart erfare. Jeg når at hviske, at de godt må række hånden frem, så kan det være de selv må putte den tørre oblat i munden selv. Vi får vores oblat, og jeg kan se ud af øjenkrogen at First Man og drengene er ved at blive serveret.

Vi går hen på plads igen, da noget uro for enden af vores bænk får mig til at vende mig om. En vissen og surt udseende dame har fat i yngstedrengs ærme og taler til ham med store ord og armbevægelser. Da hans fransk ikke var det allerbedste efter kun 3 dage i landet, skynder jeg mig hen til dem.

Hun spørger ophidset hvad han har tænkt sig at gøre med oblaten, som han stadig holder mellem fingrene. Der kommer ord som, blasfemi og syndig ud af hendes mund. Jeg siger – på dansk – at han skal skynde sig at putte den i munden for det er ligesom det brød vi spiser hjemme i kirken i Danmark. Han kigger mistroisk på den men stikker den i munden – hvorpå jeg skubber ham ind på bænken bag mig, væk fra damen.

Hun undrede sig såre over at et så lille barn måtte gå til nadver, og jeg tænker – jammer, det havde jeg jo helt glemt – at protestanter må få nadver bare sådan, altså så snart de er døbt, mens katolikker først skal igennem den første af deres flere konfirmationer, hvor ”den første nadver” nok er den vigtigste – og den som giver adgang til nadver.

Jeg skynder mig at fiske min fladeste danske accent frem fra dybet af mit stemmebånd, og smiler bare og siger merci, merci, og går ind på plads med ungerne.

Et fejt tilbagetræk, men jeg kunne bare ikke helt overskue at skulle skændes med en sur dame, om hvorfor min søn undrede sig over at han ikke skulle knæle ved et alter, at han ikke fik hverken noget at drikke eller en velsignelse med på vejen og blot en tør oblat stukket i hånden, som på ingen måde lignede det brød vi plejer at få til nadver. Og jeg turde slet ikke vove mig ud i en diskussion om hvorvidt man skal have gået i bibelskole for overhovedet at få lov til at gå til nadver.

Yngstedreng kigger på mig, på vej hjem, og siger at han synes godtnok det er mærkeligt at de får sådan nogle tørre ting, når man nu plejer at få brød – og noget at drikke.

Jeg kan kun konstatere for Gud ved hvilken gang, at jeg ikke synes den katolske kirke helt er fulgt med tiden, og at naturligvis skal det være brød og vin man får til sin nadver. Det er nok unødvendigt at fortælle at vi ikke går i kirke lige der mere, eller jo, vi kommer der med skolen til juleafslutning og sådan. Men ikke sådan, søndag morgen.

Vi har i stedet fundet en lille kirke, som godnok vedkender sig noget protestantisk, men det er så langt fra den danske måde at holde en almindelig gudstjeneste på, at vi faktisk helst oftest er fri.

De synger nogle usandsynligt dårligt oversat og intetsigende sange, vifter med armene under endeløs råben af Halleluja’er og Amen’er , og virker voldsomt overdrevet på os. Men det er nogle søde, venlige og forstående mennesker som vi er kommet til at holde meget af, så det er ligesom det opvejer lidt for den manglende Grundtvigske ånd.

Og så er det jo godt man har internettet og kan høre højmessen på P1 via netradio – og man kan endda skifte til en anden søndag, hvis “præk’nen ikke du’r” men istedet for at tage os en lur, glemmer vi sommetider fuldstændigt at det er søndag, laver pandekager i stedet og går til i fordærv med slemme kortspil, som for eks. Fedtmule, Pis-Marie eller Røvhul.
Amen!

Reklamer

8 kommentarer to “Velkommen i kirke..”

  1. Marianne 6. marts 2011 hos 12:47 #

    Jeg har det også sådan, at jeg er helt afhængig af den danske højmesse, og ofte ikke føler mig rigtig gudstjeneste-mæt, når jeg er i udlandet. God søndag til dig 🙂

    • Kong Mor 6. marts 2011 hos 14:06 #

      Nej vel?
      I lige måde 🙂

  2. Ellen 6. marts 2011 hos 15:01 #

    Ih hvor jeg lærer hele tiden… jeg troede nemlig ikke, man måtte gå til nadver i den danske folkekirke, før man var konfirmeret.
    Uanset hvad, havde fru Sur ikke noget særlig kristent livssyn 😉

    • Kong Mor 6. marts 2011 hos 16:11 #

      Det må man skam.
      Eneste “betingelse” er at man er døbt. Nadver er ligesom en slags fortsættelse af dåben, siger min præst.
      Ikke en lukket klub med specielt medlemsskab 😉

  3. kirsten 6. marts 2011 hos 16:11 #

    Det er lidt synd at I ikke kan finde et sted at gå i kirke når nu det er vigtigt for jer alle. Den katolske kirke er nok meget anderledes, men det er ærgerligt at børnene ikke kan få den kontinuitet de er vant til. Selvfølgelig er lidt bedre end intet, måske kunne I finde en “rigtig” protestantisk kirke lidt lægere væk og så lave det til en rigtig søndagsudflugt?
    Og ja, man har jo læst at kortspil og dans er roden til alt ondt…….;-)

    • Kong Mor 6. marts 2011 hos 16:18 #

      Så vigtigt er det nu heller ikke – vi vansmægter ikke endnu 😉
      Klarer os fint med kortspil og pandekager!
      Der er en dansk kirke i Paris – men det er en lang tur på ca 400 km “bare” for en gudstjeneste. 200km hver vej.

  4. Pia 6. marts 2011 hos 22:16 #

    Afslutningen på dit indlæg fik mig altså til at grine rigtigt højt 🙂
    Når det så er sagt, så må jeg tilstå at jeg ikke er nogen flittig kirkegænger. Jeg har en mor der har været graver i mere end 20 år. Og jeg selv har været kirkekasserer i flere år i en anden kirke, uden for mit sogn- Alligevel har jeg ikke formået at blive i miljøet, men jeg sender jævnligt en lille bøn og en stor tak afsted fra hjemmet 🙂

    • Kong Mor 6. marts 2011 hos 22:37 #

      Det er jeg meget glad for at det gjorde! 🙂
      Det der med om man går i kirke eller ej, er jo op til folk selv – det vil jeg slet ikke blande mig i.
      Jeg tror ikke man bliver hverken værre eller bedre af at gå i kirke.
      Jeg kan bare konstatere at jeg savner en dansk gudstjeneste indimellem 🙂

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: