Kend navnet på din skytsengel

13 mar

I anledningen af søndagen får I lige noget som er lidt mere spirituelt.

Jeg var ude og gå tur – det havde jeg lovet hende her, så afsted med mig. Jeg kom forbi en lille bitte boghandel jeg aldrig havde lagt mærke til før. Og halvvejs forbi den næste butik, sparkede min underbevidsthed til min synsnerve og jeg blev nødt til at vende om.

Og der var ÅRETS SCOOP – meget større end huset med skoldkopper.

Vores skytsengel findes. Det stod der altså.

Helt seriøst!! Som titlen på en bog der er blevet trykt og kan sælges. Jeg måtte lige stå stille lidt og tænke over denne fantastiske nyhed. Og skynde mig at tage et billede til min bevisførelse.

”Vores skytsengel findes. Lær dens navn at kende og få fuldt udbytte af dens almægtige bønner”

Jeg lader den lige stå et øjeblik – så I også kan få det fulde udbytte af dette scoop, og eventuelt notere titlen så I også kan få den bestilt..

Der må jo være nogen som køber disse bøger, ellers blev de vel hverken skrevet eller trykt. Men hvem? Hvem tror på at de kan få navnet på deres skytsengel at vide?

Jeg burde nok være gået ind i butikken og have spurgt – men da jeg ikke er helt sikker på at finde fælles fodslag med indehaveren, lod jeg være med det. Vil jo nødigt træde nogen på deres skytsengle.

Jeg ved godt, at nogen tror på skytsengle, helt fint, det er da også lidt hyggeligt at tro på – og så kunne jo være det var sandt. Jeg troede bare – lidt naivt viser det sig jo så nu – at det var sådan et lidt løst begreb, at man troede sådan en lille smule på, at der nok var nogen som indimellem lige hurtigt tjekkede om man var okay. En afdød fra ens familie man stod særlig nær – eller en afdød ven, eller sådan noget.

Jeg havde ikke nogensinde regnet med at finde en som kunne hoste op med navn, e-mail, mobil nr. på skytsengle – i flertal!!

Hvem ved, måske har de egen blog eller facebook profil? Skytsenglene altså. Det er da ret nærliggende at tro, når nu det er muligt at kontakte dem og lære dem at kende.

Jeg spurgte mig selv, hvem i alverden har dog brug for sådan noget? Og er der virkelig så mange, at der ligefrem er brug for bøger om det?

Men åbentbart. Folk bliver mere og mere ensomme.  Derfor er det vel heller ikke så mærkeligt at mange mennesker er rodløse og søger noget andet og mere i vores verden, når man tænker efter.

Men hvor er det trist at det bliver til købet af en telefonbog for skytsengle i stedet for at række hånden ud efter et almindeligt – levende – menneske.

Folk vil så gerne høre til et sted, blive set og hørt og passet på. Få 15 minutes of fame. Nogle er så prinsesser og kan selv tale med engle – de har nok ikke brug for sådan en kontaktbog, ej heller de 15 minutes of fame. Desværre er det ikke alle som både er kongelige OG kan tale med engle, og så er de lidt på den.

Hvis de ikke kan synge, og således komme med i Xfaktor, så kan de altid komme ud på en ø, æde en høne og blive kendt for at være mest intrigant, sluttelig vinde et eller andet og blive set ad den vej.

Men hvad nu hvis de aldrig bliver udtaget til sådan noget – så kan de naturligvis købe en skytsengel kontaktbog og få navnet på den som passer på dem – men hvad skal de bruge det til?

Kan man bare ringe op og klage hvis det går dårligt?

Og hvad nu hvis det går godt? Så har man vel ikke så meget at sige til sin skytsengel.

Jeg ved det ikke, og jeg bliver nok aldrig klogere på det punkt for jeg har ikke tænkt mig at købe bogen – tror bare jeg holder mig til Vorherre for at være på den sikre side. Han har i det mindste ikke facebook.

PS: Belært af mine søde blogveninder, kan jeg så meddele at det har han – Facebook altså. Og der findes så også noget om hans køkkenhave.. (Jeg tror nu ikke det er Vorherre selv som opdaterer – men man kan jo aldrig vide.

15 kommentarer til “Kend navnet på din skytsengel”

  1. Inge 13. marts 2011 hos 08:59 #

    Der udgives bøger om alt mellem himmel og jord.. og nu også om skytsengler.. Jeg havde heller ikke købt bogen.
    Men jeg tjekkede lige facebook og søgte på Vorherre.. og fandt én Vorherre profil, og sørme også en der har skrevet om hans køkkenhave,
    http://www.husforbi.dk/default.aspx?m=2&i=85
    En meget speciel mand, der desværre døde for nylig.
    Hav en god søndag 🙂

    • Kong Mor 13. marts 2011 hos 09:15 #

      Jammer. Man kan da heller ikke stole på nogen mere 😉

  2. Ellen 13. marts 2011 hos 09:20 #

    Hehe, Inge kom mig i forkøbet med FB… to sjæle, én tanke, åbenbart… Kan det mon skyldes vores skytsengle? 😉
    Jeg kunne såmænd godt have fundet på at købe bogen – ikke fordi jeg regner med at kunne bruge den til at etablere en nærmere kontakt med min skytsengel, men for at kunne fordybe mig i undren over, hvad folk dog kan finde på. Den slags bøger kan være en kilde til megen morskab – med mindre de er skrevet af amerikanere, som altid gentager budskaberne maaange gange, tilsyneladende for at være helt sikre på, at de er blevet modtaget af den tungnemme læser.

    • Kong Mor 13. marts 2011 hos 09:59 #

      Det er nok jeres skytsengle – det kan være det er den samme?? 😉
      Kan godt se din pointe i at købe bogen, for at finde ud af hvad det handler om. Tror nu bare det er en gang varm luft. Regner ikke med de kommer med sensationelle nyheder.
      Og ja amerikanske selvhjælpsbøger kan godt være meget tynde i indholdet og alligevel fylde en masse.

  3. Lene 13. marts 2011 hos 09:36 #

    Sådan en bog ville jeg heller ikke købe, men jeg ville være vældig nysgerrig 🙂
    Tror jeg på engle? De kan jeg ikke helt finde ud af. Jeg tror på Gud, jeg tror på at der er mere mellem himmel og jord end vi mennesker kan forklare eller udforske, men engle?
    Det må stå hen i det uvisse.
    Jeg er dog glad for at du kom ud og gå 🙂 Nu vil jeg lokke mand og hunde med på en søndagsgåtur.

    • Kong Mor 13. marts 2011 hos 10:03 #

      Jeg tror skam også på Gud, (du kan evt. læse “velkommen i kirke”) og det medfører også et par engle, Gabriel og sådan. Jeg tror også på at der ER mere mellem himmel og jord.
      Jeg stejler bare over deres “facitliste-måde” hvis du forstår hvad jeg mener.

      Jeg er ved at lave et lille oplæg fra en gåtur med billeder! Det var nemlig et skønt vejr!

  4. Marianne 13. marts 2011 hos 09:41 #

    Jeg tror, det er fordi det er en let løsning! Hvis det er skytsengle, krystaller, stjerner, eller lignende, der bestemmer over ens liv, så er man jo fri for at gøre det selv – og går noget galt, kan man jo købe en bog, putte nogle sten i lommen, eller blame it on the stars.
    Jeg ved godt, at jeg træder nogen over tæerne. Undskyld! Det er ikke personligt – bare en lille kæphest (mon der er nogen, der tror på kæpheste?)

    • Kong Mor 13. marts 2011 hos 09:53 #

      Ja du træder i hvert fald ikke på mine tæer. Men jeg tror du har ret!
      Det lyder som en fornuftig forklaring. Er folk blevet så bange for at tage ansvar for deres eget liv, at de skal have nogle andre til det?
      Eller hvis de laver ged i deres egen verden er det vel også ret praktisk at kunne skyde skylden på andre – nu det er blevet umoderne at sige det er samfundets skyld – så er vi rykket et luftlag højere op 😉

  5. Madame 13. marts 2011 hos 17:36 #

    Jeg synes, det lyder som en spændende bog – tak for titlen ;o)

    • Kong Mor 13. marts 2011 hos 18:24 #

      S’lidt Madame 😉 sku det være en anden gang

  6. Ditte 13. marts 2011 hos 17:52 #

    Jeg vil heller ikke investere, men jeg tror HELT sikkert på kæpheste – har personligt fabrikeret flere håndgribelige af slagsen, foruden de mere uhåndgribelige jeg har tillagt mig gennem livet. Måske skal jeg oprette dem på FB???
    (Skulle der eventuelt husere en skytsengel et sted derude der passer på mig, så tak for det 😉

    • Kong Mor 13. marts 2011 hos 18:24 #

      Det er måske en kæphest forklædt som skytsengel! 😉

      • Paul Becker 11. marts 2013 hos 23:12 #

        Det kunne Stoffer have sagt til Steen 😉 Min skytsengel er mit ansvar for mine børn (13 og 15).

        • Kong Mor 12. marts 2013 hos 21:09 #

          Det var ikke helt tosset! 🙂

Trackbacks/Pingbacks

  1. Dagen i tal « Kong Mor - 10. februar 2012

    […] 3 blogindlæg: ”Mig”, ”Skytsengel”, ”Persongalleri”, – folk er da generelt meget nysgerrige, […]

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: