Sød med jysk sukker på

14 mar

For en del år siden – eller det er faktisk ikke så forfærdeligt mange år siden, det føles bare sådan fordi der er sket så meget andet siden da – var jeg på et kursus i ledelse.

For blandt andet at finde ud af hvordan man kunne blive en bedre leder, samarbejde bedre, kommunikere bedre og lytte bedre.

Først var der et oplæg af et eller andet klogt menneske, dernæst opfordring til at danne arbejdsgrupper, gerne med mennesker som ikke var en afspejling af én selv.

Her bliver jeg lige nødt til at fortælle, at da jeg skrev ovenstående sætning ville jeg gerne have flettet ordet ”jysk” ind, men hvor? ”Først var der et oplæg af et eller andet klogt menneske” men ”jysk oplæg”? Nej, det lød ærligt talt lidt forkert.

Og ”et eller andet klogt jysk menneske” lød jo ligesom heller ikke så fikst – som om kloge mennesker var en mangelvare i Jylland og derfor et fund, hvis man endelig fandt et.

Men det var faktisk meget oplagt – mest fordi det hele foregik i Jylland, men det kunne I jo ikke vide. Ikke desto mindre forsvandt ”jysk” fra min sætning, fordi det lød sært.

Det var jeg lidt skuffet over – jeg synes det lød så fint, det der “jysk”. Men så fik jeg en idé – jf. historien om skytsengle så kunne jeg jo bare smide det op i overskriften for at lokke folk til 😉 så nu kan det sidde der og – på bedste falske sladderblads vis – gøre det hele meget mere spændende. Uden at det i øvrigt har noget at gøre med resten af teksten overhovedet. Men med, skulle det altså!

Nå, det var en sidebemærkning, tilbage til vores arbejdsgruppe, vi fandt sammen 4 styks. Den ene var nok lidt en spejling af mig selv, bare en lille bitte smule, vi havde i hvert fald frygteligt meget til fælles og havde siddet og kaglet den halve nat og vist også delt noget rødvin.

De to andre, var straks meget mindre spejling. Eller også var det et hulspejl.. sådan et af de spejle i et hurlumhej hus, men det skulle vise sig at vi havde endnu mindre til fælles end jeg drømte om.

Første punkt på dagsordnen, efter det kloge oplæg: vi skulle fortælle lidt om os selv og så skulle vi sige noget positivt, fremhæve deres kvaliteter, om de andre i vores selvvalgte arbejdsgruppe.

Jeg havde måske ikke fundet de vises sten, men jeg havde da gjort mig nogle tanker om hvem de andre var – selvom jeg ikke kendte dem, så havde vi dog tilbragt et par kursusdage sammen og vi havde jo trods alt valgt hinanden til sparringspartnere.

Vi fortalte så, efter tur, de kvaliteter og positive sider vi hver især mente, de andre havde. Da det var den sidstes tur, blev den første højlydt beundret på et sagligt og seriøst grundlag, og så var det mig der skulle fortælles om.

”Åhh ja, du..” kom det så. ”Du er jo bare så kær. En sød lille én”

Og så blev den sidste person vurderet – ligeledes ud fra et fagligt og fornuftigt synspunkt.

Og der sad jeg, noget tættere på de 40 end på de 30.. fast stilling med ansvar, god uddannelse, mor til 4, og faktisk ret meget styr på mit liv, med alle mine talenter – reduceret til noget ”sødt”.

Et lyserødt bolsje, en candyfloss eller en Bichon frisé..

Det som undrede mig mest, var at personen var leder for en ret stor ting, med omkring 50 mennesker under sig, hvordan kunne et seriøst menneske finde på at sige sådan noget? Hvad havde det med sagen at gøre?

Vi var jo ikke ligefrem til et tupperware party, julefrokost eller hattedame fest.

Jeg fik meget svært ved at koncentrere mig resten af dagen.

Ikke for det – jeg vil da gerne ses på, som værende sød – meget gerne endda. Men i den rette sammenhæng. Og når man sidder på et kursus i bedre kommunikativ ledelse, er ”lille sød ting” ikke lige den klassificering man mest higer efter at få. Jeg gør i hvert fald ikke.

Men den har egentligt siddet i mig siden. Hvordan bliver man respekteret, hvis man bare er en sød lille ting? Jeg kom på et tidspunkt så langt i min tankegang, at såfremt jeg ville højere op i systemet, skulle jeg nok overveje at se mindre sød ud. Det kom jeg heldigvis væk fra igen, ret hurtigt.

Som om, hvis man ser ”sød” ud, kan man umuligt være kompetent eller seriøs.

Lidt ligesom dengang midt i 70erne, da man åbenbart ikke kunne forene kvindekamp med at se godt ud. Det er jo galimatias at man ikke kan kæmpe for noget hvis man ser sød ud, har mascara på, og er interesseret i om det man har på, klæder én.

Kunne vedkomne i det mindste ikke have ventet, og set om jeg overhovedet var i stand til at komme med fornuftigt sammenhængende sætninger, før jeg – klask – noget ublidt fik sat et sådant klistermærke henover panden? Men nej – jeg fik ikke en chance.

Om jeg lærte noget på mit kursus?

Næ, ikke det store, men på det menneskelige plan lærte jeg, at uanset hvor sød folk synes jeg ser ud, ændrer det  ikke noget ved det jeg kan, og at tilstrækkeligt fornuftige mennesker også godt kan se det – og de andre?

Ja, de må altså bare få sig et job i telemarketing, så jeg kan sende dem hjem i seng eller savle i deres øregang!

Reklamer

8 kommentarer to “Sød med jysk sukker på”

  1. Inge 14. marts 2011 hos 08:23 #

    Uffff.. kan man ikke sige andet, så kan man da altid kalde dem for søde.. 🙂
    Det provokerer mig voldsomt at blive omtalt som “sød” altså rent proffesionelt.. det ville man ski da aldrig sige om mand, “han er da meget sød”
    For mig signalere det at der slet ikke er blevet brugt krudt på at forholde sig til mig på det proffesionelle plan, det er bare slet ikke godt nok.
    Mon ikke han i dag arbejder som telefonsælger.. 🙂

    • Kong Mor 14. marts 2011 hos 09:40 #

      Inge – det var ikke engang en mand…
      Og hun er stadig leder et sted i Jylland!

      • Inge 14. marts 2011 hos 15:41 #

        hehe.. mine fordomme slog lige til igen.. Var sikker på at så tåbelig en bemærkning måtte komme fra en mand.. 🙂
        Så lyder det jo nærmest som om du lige skulle sættes på plads.. måske hun har følt sig truet af dig, på et eller anden plan.. eller også var / er hun slet og ret en klaphat.. 🙂

  2. Ellen 14. marts 2011 hos 09:11 #

    Tak skal du have for en useriøs og uforskammet…. man fristes til at sige stodder, men det er måske lige groft nok.
    Jeg oplever det med jævne mellemrum – altså ikke mig personligt – jeg har aldrig været og bliver heller aldrig ‘en kær lille ting’, men (vrang)forestillingen om, at man ikke kan se sød og/eller pæn og/eller smuk ud, samtidig med, at man har hjerne, den holder stadig hos en del.
    Vi havde en os os, der blev forfremmet, fordi hun er dygtig. Selvfølgelig. Men hvad sagde onde tunger? At hun nok kun var blevet valgt til den stilling, fordi hun ser så godt ud. Det er synd – ikke mindst for de personer, som har så lav en tankegang.
    Er det ren og skær misundelse? Er det Janteloven, der hamrer afsted for fulde gardiner? Hvad er det lige for et århundrede, vi lever i?
    Puha, jeg blev helt harm på dine vegne, kan du nok høre… 🙂

    • Kong Mor 14. marts 2011 hos 09:41 #

      Tak! Jeg var også ret perpleks.. og jeg anede ikke hvad jeg skulle sige så paf var jeg.
      Jeg ved ikke hvad det er som gøre det – men det er tungt at kæmpe imod!

  3. Svenne 14. marts 2011 hos 10:19 #

    respektløst og useriøs bemærkning, måske tilsat lidt misundelse.

  4. Marianne 14. marts 2011 hos 11:33 #

    Øv altså, hvor nedværdigende. Der var så meget man kunne have sagt bagefter til hende, men det får man jo aldrig gjort i situationen – men helt ærlig, hun var da ikke for smart!

    • Kong Mor 14. marts 2011 hos 14:43 #

      Nej hun var ikke ret smart.
      Og det var meget ubehageligt!

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: