Her skulle egentligt have været et morsomt og klogt indlæg – som ville gøre jer alle i godt humør.
Men planerne blev ændret i går aftes.
Fordi, i dag, er blevet til første dag i et nyt liv for 3 små børn og deres far.
Fordi, i dag er første dag de skal lære at leve uden deres mor og kone.
Fordi hun døde af kræft. I går aftes. Stille og roligt sagde hun farvel til livet.
Vi skal alle sammen den vej, vi skal alle sammen dø en dag. Og alligevel kommer døden bag på de fleste – særligt når der er små børn som bliver ladt tilbage uden deres mor.
Måske fordi man forestiller sig ens egne puslinger uden mor, før de er blevet så store at de kan klare sig selv. Men bliver man nogensinde så stor at man kan klare sig uden sin mor?
Jeg har hørt at det er svært at rykke frem i køen – at være sidste led.
De der store ryk i ens liv, hvor ens historie bliver skrevet med fed skrift er svære at komme over. Og jeg ved ærligt talt ikke lige hvad jeg skal skrive mere idag.
Jeg vil slutte med minderne om hendes smil, hendes sjove vestsjællandske dialekt, hendes fantastiske humør, og glæde mig over at jeg har kendt hende og at jeg engang fik lov til at gå med et lille bitte stykke ad vejen.
Kong Mor - med vilje 
Selvfølgelig kommer døden til os alle, men i tilfældet du nævner, er det helt klart alt, alt for tidligt, og jeg forstår så godt, hvorfor det efterlader dig stille og fyldt med mange tanker.
Det var underligt, men ikke svært, at blive ‘den ældste’, da min mor døde for snart 10 år siden. Når folk har opnået en vis alder, er dødens indtræffen sørgelig, men ikke nogen tragedie, hvilket den er i dit indlæg.
Kondolerer.
Kondolerer.
Døden er altid svær for dem, der er tilbage, og den lille familie som du kender, må nu gå en svær tid i møde. Må I, der er rundt om dem få styrke til at være der for dem.
Det er for tidligt, det er næsten ikke til at holde ud.. var de første tanker der ramte mig.. Sådan en melding udløser forståelig stilhed og eftertænksomhed. Kondolerer.
Døden er naturlig – hvis man er gammel og har haft et langt liv. Ikke hvis man er mor til tre børn 😦
Hvor er det tragisk! Stakkels børn…
At vokse op uden sin mor er hårdt, endnu hårdere er det, hvis døden bliver tabu og man pga sorgen ikke kan snakke om mor og alt det mor betød. Det håber jeg for den lille familie, at de kan.
Hvor gør det mig ondt for den lille familie, men også for dig, som nu har mistet en ven.
I går hørte jeg i radioen, at vi forældre hvert år burde skrive et brev til vores børn, hvor vi fortalte dem om dem selv, om vores tanker om dem, om de styrker og ressourcer vi så hos dem, for skulle det ske, at vi døde, så havde det så stor betydning for barnet, der blev ladt tilbage, at der var et brev at have med sig.
Tak for jeres ord og tanker.
Det bliver rædsomt for den lille familie. Men jeg tror de kan klare det – netop fordi de har meget støtte i deres familie og omgangskreds. Jeg håber ikke der bliver noget tabu – men det kan man jo ikke vide.
Det lyder som en god idé med et brev. Eller en dagbog. Det er bare svært at starte på det – fordi det er svært at forliges med tanken om at det måske sker en dag at ens børn er alene.
Men den slags oplevelser rykker lige lidt ved ens ro..
Årh kram… Uendeligt sørgeligt…
Ja – man bliver helt kold indeni. Livet er noget lort indimellem..
Livet bliver så meget mere vigtigt og skrøbeligt, når man får børn. Hvor er det synd for både hendes mand og børn og alle, der kendte hende …