Altså – karbade..

23 mar

Hvis jeg så lige må have lov her: karbade er noget opreklameret bras.

I forbindelse med mit enkeltstående tilfælde af karbad i lørdags, bliver jeg nødt til at minde mig selv om hvorfor det ikke sker så tit.

Man kan ofte se film hvor der indgår lækre gigantisk store badeværelser, store badekar, vand i tilpas temperatur, fyldte vinglas, bløde håndklæder indenfor rækkevidde osv. Hovedpersonen stiger glad og gerne ned i det skumfyldte kar, og nyder det intenst.

Det er løgn og propaganda – den slags findes overhovedet ikke.

Se nu i lørdags: for ikke at få det for koldt, fordi jeg er så kuldskær, hælder jeg varmt vand i, indtil det er så varmt at jeg ikke kan holde fingrene i det og så pøses der koldt vand i til det er sådan nogenlunde.

Dumper en badedims i karret mens det bliver fyldt. Troede naivt at blomsten var en slags sæbe.. men da jeg lige skulle tjekke om den lå godt på bølgerne – splattede den fuldstændigt ud til noget lidt slimagtigt og forsvandt bare, efterladende sig en lille bitte smule skum. Den duftede helt okay, og ikke kemisk som jeg havde frygtet lidt. Lidt en nedtur – havde godtnok regnet med noget mere – men måske er det meningen at man skal ploppe dem alle sammen i – på én gang. Eller også er de bare blevet for gamle.

Da jeg ikke bader babyer mere, så glemmer jeg desværre det der trick med albuen.

Med det resultat, at jeg står med begge fødder, i nærmest kogende vand, og tripper frenetisk for ikke at få 3.grads forbrændinger til midt på skinnebenene. Hælder så mere koldt vand i – mener at nu må det snart være nok, ellers vil det ende med at blive alt for koldt – og så sætter jeg mig forsiiiigtigt ned, og skolder alligevel balder og andre sarte kropsdele.

Nå, omsider udstrakt i vandet, prøver jeg at overbevise mig selv om, at det snart bliver behageligt.

Men i mellemtiden så skal jeg have fat i min bog, og for den ikke bliver våd – fordi det er en jeg har lånt af Anne – skal jeg have tørret hænder først, og derfor have lokaliseret et håndklæde jeg kan nå, uden at skulle stige op igen.

Jeg fik fat i et håndklæde efter flere forsøg – hængende så langt ud over kanten af karret, som det var muligt – uden at svuppe helt ud på gulvet – fik så tørret hænderne, og prøvede at rulle håndklædet til en smart lille pølse jeg kunne hvile nakken på, men det gled ned i vandet da jeg ville vende mig om for at ligge på det. Så jeg nøjedes bare med kanten af karret.

Så lå jeg der og pustede en anelse.. sveden begyndte at pible frem i ansigtet og i hårbunden – for det var faktisk stadigvæk ret varmt – jeg vred mig rundt så jeg kunne komme til at åbne et vindue, i håb om at blive en anelse afkølet – og kunne endelig læse lidt.

Det blev dog generet af at jeg skulle stemme imod med fødderne, for ikke at glide helt ned under vandet, jeg havde også min dobbelte airbag flydende under hagen – for de ville bare slet ikke med ned under vandet, jeg begyndte så at fryse på skuldrene – og den dobbelte airbag – på grund af det åbentstående vindue, og hele affæren endte med, at jeg krebsrød over det hele, steg op igen, fordi der ER nemmere måder at læse gode bøger på.

Men det er måske også derfor jeg så sjældent går i karbad.

Der når lige præcis at gå så længe imellem, at jeg fuldstændigt glemmer, hvor meget bøvl det er forbundet med det.

Nå, men jeg fik da varmen! Og brugt en af de der amerikanske duft bade dimser.

19 kommentarer til “Altså – karbade..”

  1. Marianne 23. marts 2011 hos 07:00 #

    Det lyder præcis som noget jeg kunne gøre – så meget arbejde for så lille fornøjelse. Godt du fik brugt dine amerikanske duftdimser 🙂

  2. Ellen 23. marts 2011 hos 08:42 #

    Du fik på meget præcis og morsom måde genopfrisket, hvorfor jeg aldrig går i karbad 🙂
    Med en enkelt undtagelse, som ikke hører hjemme i en kommentar 😉
    (og nej, det er ikke, hvad du måske kunne tro…)

    Dit karbad kunne der laves en lille, men ret grinagtig kortfilm over. Var det ikke noget at gå til filmen?

    • Kong Mor 23. marts 2011 hos 13:45 #

      NU blir jeg altså nysgerrig!!!
      Går gerne til filmen 😉 tror bare ikke der er en fremtid i badekarsfilm.. men man kan jo aldrig vide

  3. Rejen 23. marts 2011 hos 08:42 #

    hihi…kan lige se det for mig, nej det er ikke så fantatisk med badekar, jeg har et sidekarbad men bruger det aldrig…men det var ok da unger var mindre..;-D

    • Kong Mor 23. marts 2011 hos 13:44 #

      Jomen kunne det ikke være lækkert hvis det virkede?

  4. Inge 23. marts 2011 hos 09:08 #

    Åhhh min mave.. hahahaaaa… der er nok en grund til at badekar bliver skrottet og erstattet af andre og nemmere bade foranstalninger.. 🙂
    Må jeg ikke anbefale dig et ganske simpelt fodbad i stedet for, det varmer også, og er ikke nær så træls og besværligt.. 😀

    • Kong Mor 23. marts 2011 hos 13:44 #

      Har prøvet de der fodbade – for jeg har namlig engang haft en fodbademaskine – surprise 😀 Det er ligeså besværligt – det er også derfor jeg ikke har den mere!

  5. Leoparddrengen 23. marts 2011 hos 11:06 #

    En hel historie om karbadsproblemer… uden at telefonen ringede en eneste gang?!

    • Kong Mor 23. marts 2011 hos 13:42 #

      Det er muligt den ringede – men der er man jo trods alt priviligeret at bo sammen med 5 andre.
      Det er sjældent jeg overhovedet når hen til telefonen før en under 14 har taget den – når de er hjemme altså!

      • Leoparddrengen 23. marts 2011 hos 15:16 #

        Okay?! Er lidt overrasket – jeg forestillede mig ikke at du tog karbad mens børn var vågne eller hjemme… jeg er ret sikker på, at hvis jeg gjorde det ville mine unger sørge for at der opstod en emergency i samme øjeblik min dejlige krop var blevet helt våd!

      • Kong Mor 23. marts 2011 hos 16:13 #

        Det blev lige lidt længere end en almindelig kommentar.. Så du må vente til i morgen med svaret 🙂

  6. Marie 23. marts 2011 hos 15:51 #

    Helig beskrivelse af hvilket “døje” et karbad medfører. Derfor vælger jeg at gå under bruseren, selvom der også findes et badekar her på matriklen.
    Det synes manden og børnebørnene til gengæld er noget så super godt. Ja, ja……..

    • Kong Mor 24. marts 2011 hos 10:25 #

      Godt at det er dejligt for nogle!! 🙂

  7. Det Forkromede Overblik 23. marts 2011 hos 21:19 #

    Priceless… Jeg kan så godt sætte mig ind i det der! Det virker i teorien, men i praksis er det total antiklimaks!

    • Kong Mor 24. marts 2011 hos 10:25 #

      Jamen lige præcis – det ser så nemt ud.. og så er det bare løgn og latin det hele.

  8. athena 15. juni 2011 hos 12:21 #

    Åh sikke dog en vidunderlig beretning.. personligt var jeg helt færdig over “dobbelte airbag” –
    selvom jeg ( må vist være en af de få ) elsker mit kar bad – og kan ligge der i flere timer… SÅ kan jeg udmærket sætte mig ind i din beskrivelse..

    • Kong Mor 15. juni 2011 hos 17:25 #

      Hej med dig! Og velkommen!
      Det værste er at jeg har LYST til et karbad meget jævnligt.. Det er meget mystisk!! 🙂

Trackbacks/Pingbacks

  1. Cancan med badeforhæng « Kong Mors verden - 14. juni 2011

    […] Hvilket så bringer mig tilbage til badeværelserne i Eventyrhuset. I det ene, som Firkløveret benytter, befinder der sig et badekar – og jeg mener jeg har redegjort for mit forhold til sådan en anordning. […]

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: