What not to do – med opvaskemaskiner og hoveddøre

24 mar

Som respons på gårsdagens bemærkning fra ham her, må jeg hellere forklare hvorfor jeg drister mig til at tage et karbad – hvor enkeltstående situationen så i øvrigt end er – mens mine børn er vågne og under samme tag.

Jeg er nemlig ikke så god til at lappe mine børn sammen. Trøste, lytte, plaster på og puste og den slags, klarer jeg uden problemer, men blod – deres altså – og i større mængder.. Det er bare ikke så godt. Jeg vil virkelig gerne, men må ofte bare sætte mig ned og lade nogen andre tage over.

De har naturligvis alle fire været ude for store og spektakulære ulykker – og i øvrigt fatter jeg ikke hvordan man overhovedet overlever at være barn. Og slet ikke i dette hus.

Derudover sker det ALTID når First Man er væk. Enten er han på arbejde og umulig at få fat i, eller også er han ude og rejse så jeg bliver nødt til at klare ærterne selv – meget ufint synes jeg nok.

Men lad os da lige tage et par stykker.

Engang havde yngstepigen netop rejst sig fra bordet og gik ud med sin tallerken og det næste vi hører er et skrig der fik blodet til at fryse til is i mine årer. Hun var snublet og havde sat sig i en åben opvaskemaskine. Og var landet i en kniv.. En steakkniv.. Og I kan selv forestille jer konsekvensen uden jeg skal gå i detaljer, og altså, stor tumult, blod og ballade.

Min bedste veninde, som var på besøg, kender mine svage sider, satte sig derfor til at berolige yngstepigen, mens jeg for forvildet rundt, fik styr på de andre 3 og organiseret en telefon osv.

Og så stod jeg der. Vi havde boet så mange år i udlandet at jeg ikke var i stand til at huske hvad det nu lige var man skulle ringe i Danmark for at få hjælp. Men fordi hun er min bedste veninde – vidste hun det, og råbte pludselig ude fra badeværelset: du skal ringe 112!

Hvilket jeg så gjorde – og tøsen fik syet sin balde sammen igen med flere sting. Uden bedøvelse, fordi den *#@**#%# inkompetente stud.med. ikke først havde set hvor lang flængen egentlig var.

Nå, hun tog det såmænd i stiv arm, jeg derimod.. var kridhvid i hovedet, fik koldsved og var seriøst ved at besvime og lægen var nærmest mere opmærksom på mig end på hende – hvilket også fik hende til at trøste mig mens hun lå der og fik balden lappet sammen. Så føler man sig rigtig meget ovenpå som mor.

En anden gang, spillede drengene bold udenfor, og yngstedreng blev sur – rigtigt godt sur – på sin storebror og ville ind og låse (hoved)døren for ham. Helt fint, det er sket før og så kravler man bare ind ad et vindue i stedet for – men denne gang var der bare den lille detalje, at han ikke havde fået alle løsdele, i form af fingre, med ind, før han låste..

Endnu flere skrig og opstandelse, og jeg stod med den maltrakterede hånd og vidste godt at jeg nok burde kigge på det, for at se om det kunne klares med ”De Utrolige” og et par saltfisk, eller om vi igen var ude i noget 112.

Jeg fik listet mig til et lille kig.. Og ældstedatter kastede derefter et eneste blik på sin ynkelige mor som – igen – havde fået koldsved, hvorpå hun sagde: ”jeg tror lige, jeg ringer til lægevagten” Go’ pige!

Min dengang 13årige ældstedatter kunne selv tage sin lillebrors sygesikringskort og ringe til lægen og stille og roligt spørge hvad vi lige skulle gøre, mens hendes uduelige mor koncentrerede sig om ikke at dejse om!

Jeg kunne dog godt overvinde mig selv til at køre ham på skadestuen, hvor jeg efterhånden var livet så meget op, at jeg sagtens kunne finde kræfterne til at lave en mindre skandale, på grund af de 5 timers ventetid. Fingeren var for øvrigt brækket, og vi har et varigt minde i form af en dyb bule i dørkarmen.

Derfor, hvis mine børn laver stunts som nødvendiggør ophold på en skadestue – så er det altså ikke mig de kalder på først.

Reklamer

12 kommentarer to “What not to do – med opvaskemaskiner og hoveddøre”

  1. Rejen 24. marts 2011 hos 08:26 #

    hehe også synd for dig at ulykkerne kommer dumpende når manden ikke er der..Godt at du har nogle dygtige børn der kan hjælpe mor og hinanden..;-D

    • Kong Mor 24. marts 2011 hos 10:21 #

      Ja godt de har hinanden – mig kan de ikke regne med 😉

  2. Ellen 24. marts 2011 hos 08:49 #

    Haha – gode og illustrative eksempler.
    Og så øgede det lige mit selvværd bare en lille smule, at du ikke er perfekt i alle henseender, og at der er ét enkelt punkt, hvor jeg er mere cool end dig 😉

    • Kong Mor 24. marts 2011 hos 10:23 #

      Pjat med dig – man kan godt være perfekt alligevel 😀

  3. Nadia 24. marts 2011 hos 10:52 #

    Satte sig på en kniv!? Brækkede fingeren i døren!? Sker den slags når man har børn? Shit, det tror jeg ikke jeg kan klare… Nå jeg en dag får et barn, så bliver ungen rullet ind i vat, og kan så få lov at lege på sin madras i det nyindrettede puderum!

    • Kong Mor 24. marts 2011 hos 14:47 #

      Nemlig – så låser vi og de kan komme ud når de er 46..
      Sjovt nok tager de ikke skade af at være børn. Men man fatter det ikke!
      Og du skal bare huske altid at sætte knive med spidsen NEDAD i opvaskemaskinen!!

  4. Marianne 24. marts 2011 hos 14:27 #

    Puha. Ja, det er ikke altid til at forstå, at de fleste overlever barndommen – hvilket man jo så heller ikke gør helt uden men af den ene eller anden slags.

    • Kong Mor 24. marts 2011 hos 14:48 #

      Ej nu får jeg det enormt dårligt 😉 Gad vide hvilke ar de har fået på sjælen af at have sådan en sær mor som ikke er så god til blod og åbne kødsår!!

      • Marianne 24. marts 2011 hos 16:15 #

        Der er vi jo så heldige, at vi ikke altid ved hvilke aftryk, vi sætter – jeg er nu ret sikker på, at dine børn kommer hele ud på den anden side. 🙂

        • Kong Mor 24. marts 2011 hos 20:56 #

          Takker ydmygst! 😉 man kan jo håbe på det!

  5. Inge 25. marts 2011 hos 12:59 #

    Du er helt sikkert god til en masse andre ting.. 🙂 Skønt at børn er så lærenemme og hurtigt fanger de “få” svage sider.. eller i hvert fald.. skønt i den slags situationer..

  6. Leoparddrengen 25. marts 2011 hos 15:39 #

    Gud, havde helt overset dette indlæg i første omgang… det er jo en skam, når det nu næsten var til ære for mig…! 🙂

    Det var nu ikke så bogstaveligt, det jeg mente med en emergency. Jeg tænkte mere på den slags, hvor de kommer op at skændes, og jeg er nødt til at stoppe dem inden der rent faktisk opstår emergency. Eller at de ikke kan finde noget, og står og råber af mig indtil det er fundet, så nydelse af bad under alle omstændigheder ville være udelukket.

    Men du kan jo glæde dig over de ulykker der er sket hos jer – som da godtnok tyder på at dine børn er ganske ansvarlige. Jeg tror såmænd jeg ville have det som dig – men vi har 7-9-13 ikke været ramt af bogstavelighederne. Selvom jeg ikke fatter hvordan den yngste har undgået det.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: