Lidt skizofren er man vel altid

2 apr

Altså – når man starter i Blogland – og det er ikke et sted for sarte sjæle – skal man tage stilling til en masse forskelligt.

Først skal man have et navn – gerne et kreativt, iøjnefaldende og unikt navn – og det kan som regel aldrig lade sig gøre ved første forsøg, fordi nogle andre klaphatte er kommet først med lige netop DIT navn. Yderst frækt, ikk?.

Det var nu ikke mit problem – min eneste navne relaterede bekymring, gik mere på ”Kong Mor”.. det var da et mærkeligt navn til en blog – men når nu det er sådan mine unger kalder mig – jo de gør – også i daglig tale.

Ja, de siger naturligvis ikke ”deres majestæt” eller sådan noget – men det er der så andre der gør når de skriver mails til mig – hvad jeg finder vældigt opløftende!!

Da de fleste omsider har fundet ud af hvad jeg hedder – jo, jo det står skam i et af mine indlæg og er slet ikke skjult – så kunne jeg jo have brugt mit navn, men igen, det er der jo så mange som hedder – og havde jeg blot kaldt det ”min verden” havde der garanteret også været nogen som allerede havde nuppet den idé, og det er faktisk også så kedeligt igen med ”min verden” – så lysegråt og sterilt bibliotekaragtigt – og ikke et ondt ord om bibliotekarer – de hører til gruppen af yndlingsmennesker!

Derfor faldt valget på det med Kong mor – og så er der jo trods alt lidt mening med galskaben.

Jeg mener, jeg kunne godt have valgt navnet Frodes frimærker eller Sisses Syæske.. men det havde nok været en anelse malplaceret, da jeg ikke aner noget om frimærker, og syning ikke er det jeg gør mest i – undtaget når jeg skal sende noget eller lave julesokker til firkløveret og til nogen Tina omme i London.

Så skulle man tage stilling til, om man ville have paranoia og lide af anonymitis, eller om enhver skulle kunne sende en brevbombe med posten når jeg havde fornærmet frimærkesamlere, bibliotekarer eller Det Store Forargede flertal.

Dernæst er det så indholdet. Grunden til jeg har fået en blog er, at jeg ikke ved hvad handlingen skulle være hvis jeg nu skulle skrive en bog. Lidt tyndt grundlag at bygge en blog på, jeg ved det godt, men det var en form for kompromis.

Så det er mine tilfældige tanker og minder som jeg uhæmmet spreder ud over Blogland, indtil jeg får en idé og kan skrive min bog. Som så ikke kommer på en blog – for hvem gider da købe en bog man kan læse gratis på nettet? Nej vel.. Heller ikke jeg.

Med det på plads – så troede jeg naivt, at det var det – og at nu, kunne jeg blogge.

Men nej.. nu skulle jeg vælge farve og form og udseende. Yderst belastende at skulle vælge, for der var bare så mange pæne temaer. Og de allerpæneste skal man naturligvis betale en kvart jetjager for – det er da klart. Nå – når sandheden skal frem, kan jeg nu rigtigt godt lide dette her tema. Og billedet i headeren, af Æblebakken, passer fint ind i farverne.

Endelig blev jeg fit for fight og kunne starte min færden udi Blogland.

Og så skulle resten ellers forløbe planmæssigt stille og roligt.

Men så er der desværre noget der hedder statistikker – og altså – dem har fanden og en forhenværende skatteminister skabt.

Hvis man er nysgerrig, og det er man, når man er mig – så falder man for fristelsen alt for ofte til liiige at se om der har været nogen og kigge.

Lige pt. er jeg på en kold statistik tyrker – gider ikke blande mig i, om der overhovedet er andre end de sympatiske mennesker der skriver kommentarer, som gider lægge vejen forbi min blog.. i hvert fald i dag.. måske også i morgen – resten af ugen hvis jeg nu er cool – det er jeg nok ikke, men hvis nu jeg var.

Nå, men ens trængsler er ikke ovre: man ser mange andre flotte og spændende blogge i Blogland.

Man kommer så også forbi dem, hvor man  uvægerligt giver sig til at tænke i enstavelsesord – NØJ.EN.DUM.KO, eller nogle hvor man tænker, hvorFOR har den person en blog?? Der sker jo intet – og hvis man efterlader en kommentar bliver der aldrig svaret.

Så møder man også de der fantastiske og unikke nogen, og tænker ”hvoooorfor er det ikke maaarj” ”snøft – hvorfor fik jeg ikke den idé”.

Hvorfor har jeg ikke lækre savlende babyer, jeg kan plastre min blog til med, eller jo – jeg har da masser billeder af firkløveret, fra dengang de var små, men det er ligesom lidt passé – eller også får jeg fuldstændig nedtur over at jeg ikke kan tegne søde hunde, eller damer med strittende hår. Men misundelse er en grim ting – så man må hellere reagere:

Jeg har faktisk tegnet ældstedatter i færd med at holde styr på de sicilianske høns, men så kunne jeg ikke finde ud af at få den ind på min blog, og så blev det ikke til noget. Ældstedatter grinede godtnok af den, men om det var på grund af den manglende kvalitet, eller fordi hun faktisk syntes den var morsom, fandt jeg ikke ud af – det blev som sagt ikke til noget.

For nu slet ikke at tale om First Man, ham får jeg da aldrig nogen sinde i evighed til at tage kjole på – heller ikke ”bare” for min blogs skyld.. Han ville tro jeg ikke var rigtig rask.

Så jeg må vist nøjes med at være mig, og skrive om det som omgiver mig og tanker som fylder i mit hoved! Men jeg er jo altså også vanvittig spændende – og oplever altid så vældigt meget – og noget af det er endda sjovt!!

Men derfor ville jeg nu godt alligevel være sej og Hillary Clinton i mit næste liv – men så skal det godt nok være et liv uden Monica – mon hun har en blog?

Eller lave et Pittstop i Jennifer Anistons liv. Ha ha – fik I den?

Eller Superman, selvom jeg nok ikke havde taget underbukserne uden på dragten. Jeg vil bare ikke være ham der Bear Grylls – der æder kakkelakker.. levende..

IMG_3627

Tror egentlig bare, at jeg vil være mig, når det nu skal være – jeg kan nemlig så godt lide at være mig!

Reklamer

32 kommentarer to “Lidt skizofren er man vel altid”

  1. Lene 2. april 2011 hos 08:06 #

    og så nynner jeg en lille sang, jeg sang med mine børn og i FDF:

    Du er dig og du du’r, du er dig og du du’r, du er dig og du du’r, og du passer perfekti i Guds plan

    Ha en rigtig god dag med at være dig, lige som du er, jeg nyder at læse med hos dig.

    Og den der statistik, den kan virkelig styre en, har været der, og vil ikke være der mere 🙂
    men den ligger alligevel nederst på bloggen 😉

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 10:00 #

      God sang – og tak for den!
      Ja de der statistikker er grumme og vanedannende..
      Tak fordi du gider læse med her!

  2. Nadia 2. april 2011 hos 08:54 #

    Ha! Jeg tror at der lige nu sidder en masse, der drømmer om at de kunne blogge om livet i Frankrig med mand, børn og hund 🙂

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 10:02 #

      Det er muligt – men jeg er nu stadig misundelig på din hund 😀
      En dag køber jeg en original gravhund af dig og hænger op på væggen i glas og ramme!

      • Nadia 2. april 2011 hos 11:03 #

        Jeg elsker dine komplimenter – så som tak kunne du da få en gravhund helt gratis 😉 Når jeg altså en dag har lært at tegne gravhunde, der er mere end en tommelfinger store. Det andet kommer til at se underligt ud på en væg…
        Bare du fortsætter med din blog, helt som den er 🙂

        • Kong Mor 2. april 2011 hos 15:09 #

          Hiii – det virkede 😉 Jeg vil så gerne have en gravhund!!! Den er simpelthen så fin!
          Og jeg fortsætter – bare rolig! Kan ikke andet 🙂

  3. Anne 2. april 2011 hos 09:10 #

    …og du er jo så dejlig, som lige præcist dig med alt hvad der hører til… *fnis* 😉 KRAM

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 10:02 #

      Taaaaak Anne 🙂 i lige måde!!
      Knuuuus

  4. Pia 2. april 2011 hos 09:20 #

    Du er ikke alene 🙂 Jeg kan snildt følge dig i de allerfleste skrevne linier. Jeg har lige fra starten også bare valgt at være mig. Det er nu en gang det nemmeste 😉
    Min blog er en slags dagbog over mit liv, før og nu. Og sådan har jeg planlagt den inden jeg gik i gang. Jeg har læst andre steder, at mange blogge er blevet anderledes end først tiltænkt, men ikke min (endnu) Jeg har ingen planer om at ændre den. Jeg kan vældig godt lide at læse med hos dig, så fortsæt du bare i same stil 😉

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 10:05 #

      Tak for de søde ord!
      Ja se, jeg havde slet ikke nogen plan da jeg trykkede på “opret”. Jeg havde bare lovet nogen at jeg ville begynde at skrive så andre kunne læse det.

  5. Inge 2. april 2011 hos 09:41 #

    Godmorgen Kong Mor.. At starte en blog er lidt som at skulle have nyt køkken.. Det virker let og tillokkende, det er jo bare lige.. OG så kommer alt det man skal tage stilling til.. suk suk og dobbelt suk, sæt dog bare det køkken op.. 🙂 For pokker det er jo bare et køkken..
    Men når man først er her i Bloglandia, er det SÅ sjovt og inspirerende. Vi møder nye mennekser, ser nye vinkler på livet, læser med, griner med og græder med. Nogle gange mødes vi ude i den virkelige verden, det kan være en sidegevinst af de helt store.
    Ind i mellem dukker der stjerne op på bloghimlen.. din blog er en af disse stjerner, skarpt og humoristisk, en af de blogge jeg følger og læser med stor glæde.
    Jeg håber du fortsætter med at være dig her i den virtuelle verden, måske ses vi en dag ude i den virkelige verden.. det kunne da være sjovt.. 🙂 Hav en dejlig lørdag sammen med hele din royale familie.

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 10:08 #

      SIKKE en brilliant sammenligning (ja jeg ved godt at der ikke er 2 i’er i dansk brilliant – men det ser dumt ud – så jeg staver forkert med vilje) med et køkken!!
      Lige præcis – og det var sådan jeg havde det!!
      Og så blev der lige lidt fugtigt i ved den ene tårekanal.. Tak for de smukke ord! 🙂
      Og hav en skøn lørdag med dine!

      • Inge 2. april 2011 hos 11:37 #

        Hvis du havde skrevet brillant, havde jeg måttet slå ordet op..;-) lad os få ændret det dumt udseende ord, til det smukke brilliant.. 99 ud af 100 staver det alligevel forkert..
        Eller hvad siger du Ellen.. 😀

        • Kong Mor 2. april 2011 hos 15:11 #

          Ja – ikk? Det er så dumt.. Men jeg har bestemt at stave det forkert, selvom stavning er noget jeg går en del op i.
          Men over-staveren Ellen skal også lige på banen! 🙂

  6. Rejen 2. april 2011 hos 10:10 #

    Lad endelig din blog være som den, det er dejlig humørfyldt læsning og gid jeg kunne skrive som dig….Det er lidt mere omfattende med sådan et blogførerliv end man lige regner med, men jeg har “mødt” så mange herlige mennesker her i blogland og ville ikke undvære det…;-D god weekend i det franske…;-D

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 15:06 #

      Tak og i lige måde!
      Jeg sidder også og hopper lidt og vil gerne sætte ansigt på alle de ord. Man kommer på en eller anden måde så tæt på folk via skrift!

  7. Det Forkromede Overblik 2. april 2011 hos 11:59 #

    Deres Majestæt

    Jeg kan så godt fornemme dit dilemma ang. hvor meget man deler, hvor meget man skjuler. Hvis man skal skrive en bog, skal den ikke ligge gratis på nettet, men hvis man ikke udgiver sine bedste skriverier, så viser man jo sin 80% side… Hvad er mellemvejen? Jeg ved det ikke, men jeg ved at man skal skrive hver dag for at blive bedre til det!

    Selv har jeg to blogs (mindst)

    En der er offentlig, og en det kun er mig der kender. De dage hvor jeg ikke har noget på hjerte, der sidder jeg (når jeg overkommer det) og skriver de dårlige indlæg, de rigtig grimme tanker og de supergeniale indlæg, som ikke lige passer ind i nogen sammenhæng, men som måske kan bruges engang. Men altså: SKRIV HVER DAG!

    Kender godt det der med statestikafhængighed!

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 15:12 #

      Ihhh tak 😉 Det var dig jeg mente 🙂
      Men ja – jeg skriver hver dag. Kan slet ikke lade være.

  8. Ellen 2. april 2011 hos 13:06 #

    Du er bedst som dig selv, er jeg helt sikker på.
    Jeg har det ligesom dig, når jeg bevæger mig rundt i bloguniverset: der er stjerner, og der er brune dværge. Der er sorte huller og så er der nogle få supernovaer… en blog, der pludselig dukker op og overstråler de fleste andre, og jeg gider slet ikke fortælle dig, at en af dem er ejet af en dansker i Normandiet 😉
    Idioterne, som man hører om, der spammer en med tåbelige eller syge kommentarer, har jeg været totalt forskånet for, hvilket også gradvist fik mig til at opgive anonymiteten – dog uden ligefrem at afsløre adresse og telefonnummer…
    Statistikkerne bliver man nærmest afhængig af; det irriterer mig, men jeg kan ikke ændre min adfærd, desværre.

    Og Inge: jo, det er vist stort set kun ordbogen, der staver brillant rigtigt 😀

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 15:15 #

      Åhh Ellen – nu rødmer jeg. Tak – virkelig tak!
      Jeg har aldrig fået grimme kommentarer så jeg bløder nok også op efterhånden. Ellers kan jeg jo ikke møde nogen af jer i starten af August når jeg er i Danmark på ferie.. 🙂

  9. Laila 2. april 2011 hos 13:16 #

    Deres ærede, kongelige, majestætiske ophøjede royalhed 🙂

    Jeg tror, at du er rigtig god til at være dig. Dine beskrivelser afspejler i hvert fald en hvilen i sig selv, som jeg kan lide.

    Jeg kan jo fuldstændig følge dine tanker. Det var præcis nogle af dem, som jeg også cyklede (cykler) rundt i. Indtil videre er min fornemmelse, at lige netop de blogs, som virker tiltalende på mig, er dem, hvor man kan ane personen bag.

    Alt ære og respekt for dem, som udelukkende blogger om fx. mad, men i længden er det mere interessant (for mig), når man får flere aspekter af et menneske med. Og det er ikke fordi jeg selv er særlig interessant eller man skal være fantastisk på et eller andet område. For sådan er mennesker jo ikke flest. Jeg kommer også til at blogge om ligegyldigheder, for sådanne ting går jeg nemlig også op i, men hvis det bliver krydret med andre ting og tanker, så går det nok alt sammen. Men det er jo min opskrift og den, som jeg tror vil fungere for mig. For andre er det deres individuelle opskrift, som virker.

    Lige nu er jeg til stadighed fascineret over din leg med ord. Og det giver mig noget. Tak for det!

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 15:18 #

      Tusind tak Laila – og velkommen til!
      Sikke en pæn indgangs replik!!! 😉
      Jamen præcis – en blog om svenske syæsker har sine begrænsninger!! Jeg er mig og det kan jeg heldigvis ikke løbe fra!
      Og ja jeg elsker at lege med ord. Det kommer vist fra min mormor og jeg har måske én af de 4 som også har en sprogåre..
      Og nu kan du jo ikke bare komme har og snakke om din egen blog hvis ikke jeg kan komme på besøg!!
      Og ja – statistikker er bare… træls.

  10. Laila 2. april 2011 hos 13:17 #

    And by the way…

    Jeg er også lidt slave af de statistikker 🙂 Men når man kun har 4 læsere, så er de i de mindste til at overskue 🙂 🙂

  11. Laila 2. april 2011 hos 16:40 #

    Du skal være så hjertelig velkommen på besøg – du tæller jo den ene af mine 4 højtværdsatte læsere 🙂

    Mvh den royale undersåt.

  12. Laila 2. april 2011 hos 16:41 #

    Arghhh… Nu forstår jeg – jeg er jo totalt nybegynder. Nu sætter jeg link på til mig selv. Er åbenbart ikke så fremmelig at jeg har fattet alt endnu 🙂

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 18:17 #

      Nåååårh – er det dig 😉 Ja det tog også mig et stykke tid at finde ud af 😉
      Man skal bare spørge – der er mange som gerne vil hjælpe når man ikke kan finde ud af tingene!

  13. Marie 2. april 2011 hos 20:10 #

    Ja, det er så dejligt, at du er dig. Du har så herlig en blog med dejlige livgivende fortællinger fra din og din families hverdagsliv i det franske. Jeg må simpelt hen en tur “til Normandiet” hver dag, hvis du forstår.
    Du virker som et glad og tilfreds menneske, ellers kunne du ikke sætte så dejlige ord sammen. Ja, tænk på hvor meget du hver eneste dag giver os, der besøger din blog!
    Kong Mor du er bare så herlig en person.

    • Kong Mor 2. april 2011 hos 20:54 #

      Kære Marie,
      Tak!
      Jeg bliver helt benovet over så smukke ord.
      Det glæder mig meget hvis jeg kan tage dig en tur til Normandiet indimellem!
      For jeg er faktisk overbevist om at jeg har de bedste læsere!
      Nej jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.
      Men I er ret dejlige!!!

  14. Marianne 3. april 2011 hos 07:17 #

    Blogbekymringer er der nok af – skriver man spændende, gider nogen læse, tager det for meget tid, kommer “gæsterne” igen??? Du skriver så dejligt, at man har lyst til at komme igen, så bliv ved med det så længe du selv synes det er sjovt 🙂 Det er jo det med de forskellige blogge, at nogen besøger man fordi de er sjove, andre fordi man synes om mennesket bag, andre igen fordi de siger noget klogt om livet – det er dejligt, at der er lidt at hvert i blogland. Jeg nyder at besøge din blog 🙂

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 11:55 #

      Ja det er jo det – man skriver jo ikke udelukkende for sig selv – man skriver jo også for dem der kigger forbi!
      Også selvom man skriver om det man har på hjertet – så er det jo fantastisk at andre gider læse det!
      Og du er velkommen – jeg kan også godt lide din – og du har været savnet i denne uge 😉

  15. Diktesoph 3. april 2011 hos 08:14 #

    Hurra for at du valgte at være dig!
    For din blog er dejligt underholdende!
    Jeg sender lidt blogmisundelse – sådan på den gode måde.

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 11:56 #

      Det er helt okay – modtaget i den ånd det er afsendt – lidt må man godt være misundelig 😉

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: