At tage træsko på igen

3 apr

Når man har været ved at stille dem – træskoene – sådan rigtig for alvor og gøre en lidt mere definitiv sortie fra sin dagligdag, og det hele så bliver aflyst på grund af noget læge, som hedder Morten, så får man altså et anderledes syn på det der med at trække vejret, bagefter.

Det er meget sært at ligge og vide helt præcist med sig selv – NU er det simpelthen nu – fik du lige afsluttet det du skulle eller hænger der løse tråde? Jeg var egentlig ikke bange – bare mere konstaterende – så – nu dør jeg, med livet sivende langsomt ud af kroppen.

Og da jeg så vågnede op i midt en meget dårlig amerikansk film – på intensiv – med de der ilt slanger ind i næsen, havde jeg ikke tid til at tænke over at det var kritisk – det var bare ubehageligt og gjorde ondt.

Følelsen af, at jeg var ved at hoppe af det der tog, som nogen gange kører for stærkt, den var væk. Og der stod en mand og holdt min hånd, og i mine morfintåger hørte jeg ham sige, at han nok skulle passe på mig og at det her skulle vi nok klare.

Så der lever en mand i Danmark som har reddet mit liv, og jeg har ikke set ham siden – så hvis I kender en læge som hedder Morten – så hils endelig!

De næste par dage, var der et rend af folk, som kom ind og spurgte hvordan jeg havde det – og når jeg, sådan ligesom for at forklare, ville fortælle om forløbet, sagde de alle sammen afværgende – jo, vi har set dig indvendigt og det er virkeligt et mirakel at du overhovedet er i live endnu.

Helt ærligt – og så fra folk man slet ikke ikke kender – så har de simpelthen allerede kigget indenfor i bogstaveligste forstand – det er altså en anelse grænseoverskridende – nok meget normalt for læger, men for os andre dødelige, mig i hvert fald, er det lige et nummer for intimt!!

”Dav – du har vel nok en spændende tarm, eller en flot formet nyre – eller du har da nok den grimmeste mavesæk jeg har set”.. Ih tak!!  Det er en helt ny måde at mødes på. Kirurgisk dating..

DSC00804

Men altså, mens jeg lå på hospitalet og blomstrede de par uger – havde jeg kun en eneste tanke – jeg ville hjem og ligge på min terrasse og glo på mine 6 bøgetræer – landsbyens højeste og min ubetingede stolthed, mens firkløveret og blondinen legede i haven.

DSC00968

I starten, havde jeg ikke engang overskud til at koncentrere mig om, at jeg havde fire skønne børn – der var kun plads til overlevelse. Mærkeligt som hjernen rykker ens prioriteter helt selv, for ligeså snart følelsen af at være på vej væk, forsvandt, kunne jeg igen tænke på firkløveret.

DSC00983

Da jeg endelig langt om længe fik lov til at ligge på min terrasse, i stedet for på eneværelset på Medicinsk afd. lagde jeg mærke til at det grønne var blevet mere grønt.

Det var meget mærkeligt, men alle farver generelt var blevet stærkere og dufte mere kraftige, lyde mere klare, som om mine sanser var blevet skærpede.

Og når man sådan tager træskoene på igen, så finder man ud af hvad der er vigtigt – og hvad der faktisk kan være fløjtende ligegyldigt. Det er muligvis forskelligt fra person til person, men jeg fik lynhurtigt styr på mine prioriteter, og de småting som ofte irriterer andre mennesker meget – fylder bare ikke i mit liv.

Jo, vel det er træls når det regner og man er til fods – men det kan ikke tage pippet fra mig eller komme til at fylde hele dagen. Eller sne – jo okay, jeg synes det er synd for jer derhjemme, at der igen i år har været så meget sne – men sådan at hidse mig op over det når jeg er midt i det – for jeg var der jo sidste år – det kan jeg ikke!

Jeg håber aldrig jeg glemmer at skønne på dagligdagen, at nyde de små ting, tage var på det gode der sker omkring mig, for jeg er meget taknemmelig over at jeg stadig er her. At hive tid ud af programmet til at lave noget sjov og ballade – DET er der altid plads til – med træsko på.

Og fordelen er jo så, at man kan vælge hvordan de skal se ud, de her nye træsko – og mine nye træsko, de er røde, med fine blomster på!

Reklamer

22 kommentarer to “At tage træsko på igen”

  1. Inge 3. april 2011 hos 08:32 #

    Flot og tankevækkende at en af de rigitg grimme livskampe, ender i et par røde blomstrende træsko på en æblebakke i Frankrig.
    Jeg er også en af dem der holder med Onkel Danny.. Jeg holder af hverdagen, mest af alt af hverdagen..

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 11:57 #

      Ja hverdagen er det bedste!

  2. Rejen 3. april 2011 hos 08:41 #

    Godt at du beholdt træskoene på, og fint med røde blomstrede af slagsen. Ja det er egentlig utroligt hvor lidt vi mennesker brokker os over som egentlig er fuldstændigt ligegyldigt i den store sammenhæng…God søndag og ser jeg Morten skal jeg nok hilse…;-D

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 11:59 #

      Tak skal du ha’!!
      Ja – man får lige sat en masse på plads. Og resten kan være så uendeligt ligemeget!

  3. Marianne 3. april 2011 hos 08:57 #

    Godt du beholdt træskoene på. Ind imellem banker livets alvor på – sådan for alvor, heldigvis kan man for det meste ånde lettet op igen bagefter, dog en lille smule anderledes en før. God søndag til dig 🙂

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 12:01 #

      Ja – og jeg har ikke tænkt mig at stille dem foreløbigt.
      God søndag til dig også

  4. Pia 3. april 2011 hos 09:39 #

    Brok og beklagelser kan jeg jo nok ikke sige mig helt fri for 🙂 Men jeg tænker og siger faktisk tit, at vi skal være glade for det vi har, og alt det vi kan. Livet kan hurtigt tage en drastisk drejning, det er der masser af eksempler på.
    Jeg er vældig godt tilfreds med mit liv, og nyder de små glæder i hverdagen 🙂

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 12:02 #

      Ingen kan vel helt sige sig fri for at mukke lidt indimellem – men jeg har ikke fundet så meget som gør mig gal i skralden siden da.

  5. Ellen 3. april 2011 hos 12:15 #

    Fin fortælling. Og skræmmende… Der skal oftest et vink med en ordentlig vognstang til for at sætte tingene i perspektiv.
    Det var godt, du (eller Morten) besluttede, at træskoene skulle på igen… det er alt for tidligt at stille dem, når man stadig har små børn.
    I et lille døgns tid for 18 år siden vidste jeg ikke, om jeg havde John eller ej, så ‘vi’ har også været derude. Jeg kan derfor genkende alt det du siger, fra hvad han og jeg talte meget om, da han havde taget sine træsko på igen.

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 18:19 #

      Ja – man skal bare beholde sine træsko på når man har små børn. Må have været skrækkeligt ikke at vide om John blev eller ej.
      Men ja – som du selv er inde på, sætter det dybe mærker i sjælen – op til en selv hvad man vil bruge dem til!
      Et eller andet sted er jeg glad for at jeg fik det vink – det er rart at være HELT sikker på hvad der er vigtigt!

  6. Kim 3. april 2011 hos 12:44 #

    Jeg vil da også gerne benytte lejligheden til at takke Morten læge og for at du beholdte træskoene på. Verden ville ha’ været fattigere og mere grå uden dig!
    Basta!

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 18:20 #

      Du – min bedsteste ven!! 🙂
      Tak – savner te – hils og kram!!

  7. Madame 3. april 2011 hos 12:46 #

    Tankevækkende, som man kan komme til at elske hverdagen, når man får en påmindelse om, at vi ikke lever evigt … Det var meget smukt at læse!

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 18:21 #

      Tak skal du have – det satte en masse tanker igang.
      Og lige præcis INGEN lever evigt – vi opfører os bare sådan indimellem

  8. Marie 3. april 2011 hos 15:03 #

    Tankevækkende læsning…blev lidt våd i øjenkrogene….
    Ja, man skal nyde hver dag, for man ved aldrig hvad dagen i morgen bringer!
    Ens liv kan så hurtig ændre sig af en eller anden grund.
    Ændre sig så livet ikke fortsætter helt som “før.”

    Jeg holder også på med det Dan Turell siger om hverdagen, det er jo dem, der er flest af og dem skal vi nyde.

    Et smukt billede af de røde træsko med blomster. Godt de stadig bliver luftet af dig!!!!!

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 18:23 #

      Ja – så vigtigt at nyde hver dag vi har – og aldrig lade solen gå ned over vreden – uanset hvor gal man blir.
      🙂

  9. Lene 3. april 2011 hos 15:35 #

    Og det lyder til at du stadig har den tilgang til livet med dig. Jeg har talt med andre, som levede med en truende kræftsygdom og hvor de lovede sig selv at skønne på livet og hverdagen, og hvor de blev rystet over så hurtigt de glemte det, da kræften svandt og hverdagen blev almindelig hverdag igen.

    Godt der var en Morten, som forstod at sige de rigtige ord, så du kan gå ned af Æblebakken med blomstrende træsko 🙂

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 18:27 #

      Jeg har heldigvis ikke glemt det – også selvom det er 5 år siden.
      Måske tænker man mere over det når man har små børn?
      Han var en engel!! En læge ville sende mig hjem – men Morten sagde: skal vi nu ikke liiiige kigge lidt nærmere på det.. og godt de gjorde det – ellers havde jeg ikke haft røde træsko på idag!

  10. Superheltemor 3. april 2011 hos 20:07 #

    Årh hvor er du bare dejlig at høre på… Godt du er her!

    • Kong Mor 3. april 2011 hos 20:43 #

      Tusind tak! 🙂
      Er også helt godt tilfreds med det!

  11. Susan 5. april 2011 hos 07:18 #

    Hej Deres Majestaet.

    Har lige fundet dig, og elsker din blog. Hvor er jeg glad for at der findes en Morten, saa du kan gaa i dine fine roede traesko.

    • Kong Mor 5. april 2011 hos 07:27 #

      Hej dig!!
      Det er jeg altså også 😉

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: