En ven – en gave

7 apr

Jeg havde egentlig besluttet at jeg ikke ville skrive om venner – men jeg bliver jo nok alligevel nødt til at fortælle om nogen af dem efterhånden. De fylder jo også en del i mit liv.

Nu har jeg vist flere gange nævnt Fiona, så det er nok på sin plads at præsentere hende ordentligt.

I sommers da vi landede på Æblebakken, kendte vi ikke et øje – ikke ét. Vi havde endda aldrig nogen sinde været i byen, endsige området før, så det var lidt med bævende hjerter, at vi begav os udenfor Æblebakkens fire hjørner.

Det er ikke så ligetil at flytte som man skulle tro, det at skifte hele sit bagland ud, er svært. Tro mig – jeg har prøvet det før og det er rædselsfuldt.

Egen erfaring og kloge hoveder mener det tager 2 år at falde til et sted. Jeg vil gerne tro det, under normale omstændigheder – hvis der overhovedet er nogle sådanne – men der er så mange forskellige faktorer som også spiller ind, så det kan være kortere eller længere tid alt afhængig af hvem, hvor og hvordan.

Jeg var ret sikker på, at børnene nok skulle få sig en omgangskreds når blot skolen startede, jeg var lidt mere bekymret for mig selv og mit fremtidige sociale netværk.

Min nærmeste veninde bor 2½ times kørsel fra byen, så det er desværre ikke så tit vi liiige stikker hovederne sammen, hun spiller også golf hele tiden – okay hun vinder også en hel masse, og har været præsident og haft travlt – og nu er hun gået i gang med at lave en hjemmeside (hun er simpelthen for sej) og så er det jo i orden, men det gør jo at jeg ikke ser hende så tit, som jeg gerne ville.

Men altså, fredag d. 3. september (dag to i vores skoletidsregning) da jeg var ved at hente børn på skolen, for at de kunne komme hjem til frokost, hørte jeg en dame tale engelsk til sit barn. Da yngstedreng så ydermere kunne fortælle mig at pigen gik i hans klasse, formelig kastede jeg mig ud på stien foran hende, og fik præsenteret mig selv og børnene, samt vores lidelseshistorie på under 3 minutter!

Jeg øjnede jo straks chancen for at møde en anden “anderledes” familie som vi – eller børnene især, deres situation taget i betragtning – måske kunne være sammen med. 

Mens vi sammen ventede på, at de store skulle blive sluppet løs, fandt vi ud af at vores ældste døtre også gik i klasse sammen. Og mens børnene fik sagt dav til hinanden, spurgte damen om jeg ikke kunne tænke mig at få en kop kaffe med hende, ugen efter.

Og nu lige mens jeg har jer, hvad skal man kalde det? ”Dame” lyder ikke rigtigt, faktisk sådan.. lidt ældre i det?”Pige” lyder som om vi ikke har accepteret at vi har passeret 24, “kvinde” lyder i mine ører for feministisk og uden bh. På fransk har ordet ”femme” ikke fået den der negative femi-eftersmag af lilla ble, så der lyder det meget bedre – men i hvert fald – det var en person af hunkøn.

Nå, det var et lille sidespring. Men det som oprindeligt skulle have været en enkelt lille kop kaffe for at hilse på, blev til 4 timers snak og grin!

Siden er det gået slag i slag, og vi er sammen hver eneste uge – det er sjældent man er så fantastisk heldig at finde en, der er ligeså skør som mig selv. De veninder som jeg havde sagt på gensyn til hjemme i Danmark, savnede jeg vildt og inderligt, og manglede i den grad et andet menneske at grine med ansigt til ansigt – og ikke kun på skype.

Første gang jeg oplevede Fionas talent for at få mig til at grine, var til et yderst kedsommeligt skolekreds møde – før det hvor jeg blev valgt som præsident – hvilket egentlig er ret underligt når man tager følgende episode i betragtning. En mand var ved at forklare hvor usandsynligt svært det var at samle præmier ind til julebasaren, man skulle bruge hele 2 lørdag formiddage i december.. Og så kom det ligeså tørt fra Fiona: shall I bring out the sad violins?

Denne ellers ret uskyldige bemærkning, om den kedelige mands store genvordigheder, fik mig dog til at udstøde omtrent samme lyd som min mormors vaskemaskine ved centrifugering, og så måtte vi ellers stoppe vores respektive tørklæder så langt ned i halsen vi kunne for at kvæle det ene latter anfald efter det andet.

Der er ikke noget billede af hende, men derimod et af den hjemmelavede marcipan krybbe, hun forærede mig til jul. Nej jeg har ikke spist den – hvem kunne sætte tænderne i sådan nogle søde figurer?

IMG_3233

Fiona er englænder og har boet mange år i Afrika, med sin mand og deres 3 børn, 2 måneder før os, slog de sig også – tilfældigt – ned i denne lille by, uden at kende nogen. Vi snakker nogle gange om at det må være noget skæbne halløj – for ydermere er Fionas onkel min kusines læge – men i et helt 4 land.

Og chancen for at et barn fra Afrika, et fra Danmark – mødes i den samme skole i Normandiet – samme klasse endda – og at deres familier allerede har kontakt – den er da nærmest lig nul,  lidt stort og mærkeligt!

Vi kan shoppe alene, eller gå i biografen med de store piger, tage alle ungerne med på udflugt eller bare drikke kakao derhjemme. Vi kan dele store alvorlige tanker, fjante som kåde skolepiger, og – næsten allerbedst – gøre vores børn inderligt flove over, at de er nødt til at følges med os, hvis vi synger højt på gaden eller spiller stykker af diverse musicals.

Mange mennesker går igennem livet uden ret mange venner, mange mennesker er så ensomme og føler sig slet ikke set eller lyttet til.

Og netop derfor føler jeg mig endnu mere privilegeret, ved igennem snart 28 år, at have min allerkæreste veninde med den sødeste næse i verden, samt min bedsteste ven, og så de andre vidunderlige veninder i Danmark – og alligevel være i stand til at flytte familien op med rod, omplante det hele til et fremmed land, og efter kort tid finde en til, der er ligeså tosset som jeg!

Jeg troede at min kvote for venner måske var opbrugt, og så fandt jeg én til, et sted hvor jeg slet ikke regnede med det.

Og mine venner er virkelig en gave i familie med røde træsko, som jeg skønner på hver eneste dag!

Reklamer

23 kommentarer to “En ven – en gave”

  1. Marianne 7. april 2011 hos 07:00 #

    Skøn fortælling om din nye ven. Hvor er det skønt, at det er muligt at knytte nye venskaber gennem hele livet – og at der er altid plads til flere.

    • Kong Mor 7. april 2011 hos 09:15 #

      Ja – det er så skønt! Altid plads til én til!

  2. Lene 7. april 2011 hos 07:15 #

    skøn historie 🙂

  3. Nadia 7. april 2011 hos 07:42 #

    Jeg synes også det er en fin historie! Jeg håber jeg er så heldig, når jeg en dag skal til udlandet at bo med min kæreste. Så ville det virke meget mere overkommeligt 🙂

    • Kong Mor 7. april 2011 hos 09:17 #

      Det kan sagtens lade sig gøre hvis man husker to ting: det er HÅRDT arbejde – du skal måske kaste 23 “snører” ud – og der er kun bid på 1-2 af dem.
      Og dernæst – ikke sammenligne med Danmark eller danskere.

      • Nadia 7. april 2011 hos 14:04 #

        Og jeg er faktisk ikke så god med de snører…
        Pff, jeg tvinger dem bare, med armen om på ryggen og det hele, det kan vel ikke gå galt! Eller noget…
        Heldigvis er der et par år til endnu, jeg skal lige være færdiguddannet først.

        • Kong Mor 7. april 2011 hos 14:54 #

          Det er ikke så svært – du kan sætte dig på dem – eller gøre som jeg – kaste dig ned på fortovet foran dem så er de nødt til at stoppe 😀

  4. Rejen 7. april 2011 hos 07:55 #

    Sikke en dejlig glad historie at få her fra morgenstunden, og ja du er heldig og det lyder i hvert fald til at I har det sjovt sammen…;-D En god dag til dig..

    • Kong Mor 7. april 2011 hos 09:18 #

      Det har vi!
      Tak og i lige måde!

  5. Diktesoph 7. april 2011 hos 07:57 #

    Hvor er det bare dejligt! Veninder er det bedste og det er fantastisk at opdage at der faktisk var en mere derude!
    Og det ER jo faktisk nærmest sådan lidt skæbneagtigt og en anelse creepy!? 🙂
    Stort tillykke til jer for at have hinanden!

    • Kong Mor 7. april 2011 hos 09:19 #

      Det er nemligt lidt sært at vi mødtes. Men sådan er der så meget!
      Og ja – skønt at opdage at det kan lade sig gøre også selvom man har i forvejen – der er ikke nogen kvote på venner! 🙂 heldigvis

  6. imangelafbedre 7. april 2011 hos 08:26 #

    Det lyder lidt floskelagtigt, men venner kommer altså når man mindst venter det.

    🙂

    • Kong Mor 7. april 2011 hos 09:20 #

      Jeg forstår godt hvad du mener! Og du har ret!!
      Hvis man leder efter det – kommer det sjældent – hvis man bare tager det som det kommer – vælter det ind ;-)!!

  7. Ellen 7. april 2011 hos 10:28 #

    Hun lyder skøn … hvor er det bare herligt at møde nye mennesker, og det så ‘klikker’ på denne måde inden for de første 5 minutter. Jeg har prøvet det et par gange – miraklet og glæden over det er stor.
    Og den med at være ved at kvæles af latter på et tidspunkt, hvor det på ingen måde er passende… uha hvor vi kender det – det er SÅ pinligt, når man ellers i de fleste sammenhænge regnes for at være voksen 😉

    Tanken om, at I måske skal skilles igen en dag, må da være næsten ubærlig?

    • Kong Mor 7. april 2011 hos 14:58 #

      Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige 😥 for selvfølgelig er tanken tænkt – og straks skubbet væk igen – for nej det blir ikke rart.
      For det må nødvendigvis ske en dag – vi er begge kun på stand by her i Normandiet.
      Når det så er sagt – så har jeg ikke mistet mine venner andre steder – så må man holde kontakten på anden vis i mellemtiden. Det bliver naturligvis ikke det samme – men det ville aldrig afholde mig fra at få nye venner hvis du forstår hvad jeg mener

  8. Inge 7. april 2011 hos 11:44 #

    Jeg tror og håber aldrig kvoten for nye venskaber udløber.. Både du og Fiona er heldige at I fandt hinanden.. 🙂

    • Kong Mor 7. april 2011 hos 14:54 #

      Nej det håber jeg heller ikke!
      Tak – det er rart at finde hinanden.

  9. Pia 7. april 2011 hos 17:10 #

    Som alle de andre, synes jeg også det er en skøn historie 🙂

    Så jeg ryger til sidespringet, om hvordan man skal betegne et hunkønsvæsen. Det har været debatteret i Blogland (vist nok på Blogkvinder 40+) Hvad den ene foretrækker bryder en anden sig ikke om.

  10. Susanne 7. april 2011 hos 22:46 #

    Ja – verden er stor, og alligevel lille. Sådan en Fiona er guld værd. Det er der vidst ikke nogen tvivl om.

    • Kong Mor 8. april 2011 hos 07:31 #

      Det er hun nemlig! Alle burde have sig en Fiona når de kommer til et fremmed sted 😉

  11. Mette 8. april 2011 hos 11:47 #

    Sikke et smukt indlæg om venskab jeg tilfældigt faldt over. Jeg fik en hel klump i halsen af at læse om dit venskab med Fiona og den betydning det har haft for dig som voksen kvinde at finde nye venskaber.

    • Kong Mor 8. april 2011 hos 14:51 #

      Tak Mette,
      og velkommen hertil!
      Ja venskab er smukt – og åbenbart er der ingen alder for den slags pjat og ballade!
      🙂

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: