Jeg blir’ 93

13 apr

Alder. Det er et ord med elastik i. Man er både den samme og ikke en snus anderledes end for 10 eller 15 år siden – ens tanker er de samme – holdninger og i det hele taget det som udgør ens personlighed.

Jeg mener, jeg tænkte på ting da jeg var 12 – som jeg stadig står ved. Og nu sidder jeg ikke og påstår at jeg er i tyverne. De føromtalte 10-15 år var blot tænkt som et vejledende eksempel!

Da jeg var 14 og ved en fejltagelse havde fået fat i et eksemplar af Mit Livs Novelle, mente jeg seriøst at pigerne på pennevennesiden, som var over 23, var håbløst fortabte og absolut måtte være sociale tabere. For slet ikke at tale om dem som var 30. Det var jo dybt godnat med dem – de var jo gamle. Og jeg havde mine seriøse tvivl om hvorvidt disse piger overhovedet havde et liv udenfor Mit Livs Novelle.

Nu var jeg ikke mere teenager, end jeg godt kunne se at det ikke var den allerdybeste litteratur der udfoldede sig på de kulørte sider. Så hvis man stadig hang der og flagrede når man havde rundet de 29, var det tragisk og man burde måske overveje at søge hjælp.

Men så på den anden side, så hiver elastikken alligevel i en og man forandrer sig.

Jeg sidder her på toppen af mine 41 år – jeg var for øvrigt udsat for en ret traumatisk oplevelse da jeg netop var blevet 38. Jeg har fødselsdag i november og i januar siger min – ellers meget dejlige mor – nå, så bliver du 40 til næste år. Jeg var kun lige akkurat blevet 38, og hun begynder allerede at kaste grimme ord efter mig!

DSC01597

Og da jeg så nåede til august måned året efter, og der ikke var nogen vej udenom, besluttede jeg at de 40 skulle ikke få mig ned med nakken. Ikke alene var jeg på kur, jeg trænede også hver dag, for at kunne betræde fyrrene med glæde, værdighed og spændstige baller! Og kagen blev fortæret i en hule på gulvet i køkkenet, serveret på en råhvid sofapude – i trods!

Jeg var præcis som jeg altid havde været – hele min organisme protesterede i den grad mod at blive 40 indeni, fordi 40 var indbegrebet af kedelig og “nu-er-livet-snart-slut” – og det var så her jeg stiftede bekendtskab med de af mine kromosomer der aldrig havde nærmet sig den kriminelle lavalder nedefra.

Jeg mindede mig selv om, at jeg ikke kan, og aldrig har kunnet, sidde stille til et helt møde – jo hvis det er så tilstrækkeligt kedeligt at jeg falder i søvn – men jeg kommer uvægerligt til at fnise, vippe på stolen, eller noget andet enormt umodent.

Jeg kommer til at sige ting, som bare hverken er særligt voksne eller følsomme – og som måske passer bedre til en 8årig. Tag ikke fejl – jeg går ikke rundt og lider af den vildfarelse at jeg stadig er en smækker 17årig – ej heller opfører jeg mig sådan – ikke ret tit i hvert fald, det er bare lidt engang imellem og kun for sjov. For mig altså. Og det holder ikke op, bare fordi jeg er 41 – eller 64 for den sags skyld.

Men så er der det fysiske. Det passer ikke til det jeg er indeni, og jeg kunne godt forudse at den del af det, ikke bliver nemmere efterhånden som tiden går.

Jeg ser undrende på mystiske pletter, som ganske afgjort er for store til at gå under betegnelsen fregner, men som listigt dukker op – én i panden, 2 på højre hånd, pludseligt er de der bare og hverken klorin eller sandpapir kan få dem til at forsvinde.

Rynker omkring øjnene som bare bliver siddende, og som gør det besværligt at tage øjenskygge på. Man maser farven ind imellem folderne og regner med at det ser pænt ud når øjenlåget falder på plads igen efter et halvt minuts tid. Og i løbet af dagen er AL øjenskyggen krøbet i skjul inde i folderne og man kan overhovedet ikke se at der blev brugt 4 minutter på at farvelægge hele overfladen, samme morgen.

Jeg har også haft et par myggestik – som jeg har kløet i – og det er så blevet til nogle små sår. Det tager over en uge at hele, efterladende sig små lilla pletter som igen først forsvinder efter 10-14 dage.

Hvis jeg, godt hjulpet på vej af vores søndagskage projekt og andre franske fristelser, har taget et par kilo på siden jeg forlod min ø, okay så siger vi 5, og beslutter mig for at få dem forsvinde, gerne inden jeg skal mases ned i en badedragt – ordet bikini findes slet ikke i mit ordforråd mere – så tager det uforholdsmæssigt længere tid end før.

Det er kun lidt generende, og det ville være løgn at sige jeg var ligeglad, men jeg overlever dog. For i tillæg med alderen kommer nemlig den der ”NÅ – og hva’ så” – attitude. Jeg gør hvad der passer mig, mere ligeglad med hvad ”folk” tænker.

Nu jeg tænker nærmere over det, var jeg simpelthen oldgammel da jeg gik i 3.kl. – tænker stadig på dengang jeg trak en klassekammerat – som jeg regnede med ville være lydhør overfor slige sager – til side og spurgte hende om hun ikke syntes det var skrækkeligt med al det radioaktive affald. Den stakkels pige stod og stirrede desorienteret på mig, hvorpå hun vendte sig og gik igen – hen til de andre for at lege med Bølle-Bamser. Jeg blev nok 35 engang i starten af tyverne og så fremdeles.

Og ærligt talt, jeg frygter efterhånden at min alder indeni, er omvendt proportionelt med den udenpå. Således at jeg når jeg runder 70 vil have en mental udvikling som en 11årig. Og eftersom jeg har tænkt mig at blive 93 – så kan det godt ende med at blive en anelse kritisk.

Jeg ser mig selv på min 92årige fødselsdag, rode rundt på gulvet og lege med legoklodser, godt på vej til at blive hyper, fordi jeg har fået for mange blå smarties.

Men igen – så er det altså i orden at blive gammel!

Reklamer

21 kommentarer to “Jeg blir’ 93”

  1. Nadia 13. april 2011 hos 08:08 #

    Jeg indså for nyligt i et meget klart, næsten satori’sk øjeblik, at jeg ikke skal være i 20’erne resten af mit liv. Jeg vidste det jo godt (med min fornuft), men det føltes alligevel som et hammerslag. Det var lidt skræmmende, fordi min alder er så stor en del af min identitet. På den anden side kender jeg en del over 30, og det virker ærlig talt også som en ret nice alder – de har fast arbejde, en færdiguddannets økonomi, nogle af dem har børn og de virker til at hygge sig ret godt… Så lige nu synes jeg at det er de 35-40 år, der virker lidt uhyggelige. Men jeg håber du har ret med 40’erne, for så skal jeg først til at blive irriteret når jeg nærmer mig de 50 år.

    • Kong Mor 13. april 2011 hos 14:55 #

      Jeg tror slet ikke man skal blive irriteret.. For det bliver bedre – eller mere afslappet.. Eller noget. 🙂
      Det jeg er vrissen over er jo at det ydre bare blir lidt mere træls end det var før. Indeni har jeg det fint fordi jeg er mig og ikke vil ned i en eller anden boks for hvordan man må opføre sig når man er 40 eller 80.
      Og i 30erne – vel er det hyggeligt men små børn kan godt trække tænder ud – nu er mine mellem 9 og 15 – det gir en helt anden ro på. Og når de er alt for skrækkelige – hvilket ikke sker så tit – så kan man glæde sig til at de flytter hjemmefra!!

      • Nadia 13. april 2011 hos 20:06 #

        Hvis jeg kunne ligne en 24-årig resten af mit liv, så skulle jeg nok også lade være med at blive irriteret 😉
        Selvom det selvfølgelig også ville være lidt underligt, når jeg en dag blev bedstemor…

  2. Rejen 13. april 2011 hos 08:58 #

    hihi, kender det alt for godt det med alderen…er også sk… irreteret over at energi-niveuet ikke er så højt som da jeg var 25…ellers er det fint med mig at blive gammel, alternativet er ikke så rart at tænke på…så pyt med rynker, “store fregner”, lilla pletter, grå hår, voldsom knirken fra leddene og dårligere hukommelse..;-D En herlig onsdag til dig..

  3. Madame 13. april 2011 hos 09:01 #

    Alder er noget mærkeligt noget, som du beskriver det så fint her. Nogle dage er jeg 17 år indeni, andre dage gammel som Metusalem. Jeg har oplevet, at min lille søn var så snusfornuftig, at jeg blev helt forskrækket. Måske kan vi konkludere, at alder ikke er en statisk størrelse? I øvrigt: Er det ikke smukt at se en ældre kvinde, der smiler med hele sit ansigt og alle sine rynker?

    • Kong Mor 13. april 2011 hos 16:22 #

      Det er det jeg mener – alder er noget man har på forskellige tidspunkter. Voksen på nogen og barn på andre!
      Jo alle er smukke når de smiler – børn unge gamle!

  4. jensdrejer 13. april 2011 hos 10:48 #

    Jeg forstår det ikke! Jeg er så glad for, at jeg blev 40 for nyligt og nu glæder jeg mig til at blive 50! Livet var saftsusme besværligt da jeg var 20 og 25 – jeg er glad for, at det er et overstået kapitel. Jeg synes mit liv bliver bedre og bedre…… Jeg lærer hele tiden noget nyt og får stadig mere og mere livserfaring.

    Samtidig er det sådan, at der er mennesker som ser gamle, trætte og kedelige ud, allerede når de er 25. Og så er der andre som ser glade, sunde og friske ud når de bliver 45 eller 50 eller endnu mere……. 😀

    • Kong Mor 13. april 2011 hos 15:00 #

      Jamen hov – jeg er skam helt okay med at være over 40 – det er bare det ydre jeg vrisser lidt over! Fordi det følger ikke med til den jeg føler mig indeni!
      Og ja folk passer ikke nødvendigvis til deres alder – ikke alene er der folk som SER ældre ud end de er – de opfører sig også sådan! Og omvendt

  5. Inge 13. april 2011 hos 11:16 #

    Jeg havde mit livs alders krise da jeg rundede 30.. uha det var forfærdeligt.. imod alle odds overlevede jeg helt mirakuløst mit eget hysteri, og verden blev igen et godt sted at være 🙂

    Siden har jeg hyldet princippet om at alternativet er værre..

    Jeg undrer mig dog nogle gange over at tyngdekraften trækker så voldsomt i huden.. den, altså tyngdekraften, må være blevet stærkere de sidste par år.. Kan det have noget med forurening at gøre.. ??

    Jeg undrer mig også over at fregnerne vokser lidt.. men heldigvis så glemmer jeg det hurtigt igen.. 🙂

    Det er også lidt mærkeligt at mange ting er blevet så forbandet tunge og uhåndterlige.. det er nok også tyngdekraftens skyld.. 🙂

    Måske er det også tyngdekraften der gør at du vi ender på gulvet, mens vi gurgler, leger og spiser blå og gule smarties.. 🙂

    • Kong Mor 13. april 2011 hos 16:23 #

      Vi ophæver tyngdekraften. Der er mere til mit politiske program!! 😉
      Men jeg vil stadig have lov til at ligge på gulvet og spise smarties når jeg er 92

  6. Kim 13. april 2011 hos 12:34 #

    Nu er jeg jo noget yngre end dig… 😉 Men hvis jeg opfører mig ordenligt og ikke danser på bordene, må jeg så komme med til din 92 års fødselsdag? 😉

    • Kong Mor 13. april 2011 hos 16:25 #

      SÅ er det lige godt – deroppe nord fra.. Ellers laver jeg et blogindlæg om dig! Eller det gør jeg nu nok alligevel! 😉
      Du er.. ikke engang ½år ældre.. Og nej du kommer kun med hvos du netop danser på bordene og ikke opfører dig ordentligt!!!

      • Kim 13. april 2011 hos 17:41 #

        Haha jeg skal nok love at danse på bordene hvis jeg kan komme der op, og ikke opføre mig ordenligt (på den ordenlige måde) 😉

  7. Marianne 13. april 2011 hos 13:26 #

    Jeg hører til dem, der synes at livet bare bliver bedre og bedre – 50 kom bare an!

    • Kong Mor 13. april 2011 hos 16:26 #

      Ja nemlig – men jeg synes det er unfair det med at det ydre ikke følger med!

  8. Susanne 13. april 2011 hos 17:14 #

    Det er et interessant billede, du der tegner. Og faktisk kan vi vel alle sætte navn på nogen, der går i barndom samtidig med at alderdommen holder sit indtog. Heldigvis er alder bare et tal. Jeg skal ind imellem lige regne lidt, for at nå frem til mit tal. Det ligger lige nu på 43, og der har jeg det fedt.

    • Kong Mor 13. april 2011 hos 17:40 #

      Ja DET kender jeg godt! Tælle tælle – hvor gammel er det nu lige jeg er?? 😉

  9. Ellen 13. april 2011 hos 17:15 #

    Det er sjovt, som begreberne ‘alder’ og ‘at blive gammel’ ændrer sig over tid.
    Mit suverænt bedste tiår var mellem 35 og 45 – hvile i sig selv, stadig kunne det hele – stort set alt var ideelt. Det gjorde til gengæld enormt ondt at blive 50. Næsten fysisk ondt, for dér havde jeg med ret stor sandsynlighed levet over halvdelen af mit liv og fra nu af kunne det kun gå tilbage. Jeg har dog stadig næsten de samme mål – de sidder bare 20 cm længere nede. Nej, pjat 😀 men der er altså nogen, der syr mit tøj mindre om natten, mens jeg sover.
    Ingen kan heldigvis forestille sig, hvordan det er at være 20, 30 eller 40 år ældre, end man er lige nu.

    • Kong Mor 13. april 2011 hos 17:43 #

      Det glæder mig usigeligt at være midt i det hele så 😉
      Mine mål er de samme som i ’91 da jeg blev gift – jeg kan nemlig godt passe min brudekjole endnu!
      Men selvom det er træls det med kroppen så glæder jeg mig til at blive som min gamle tante som snart er 92 og skøn og frisk og stadig “levende” i hovedet!

  10. Marie 13. april 2011 hos 22:54 #

    Havde mine knæled endda bare været “yngre”, så de havde passet til
    min indre alder, havde jeg ingen klager, selvom jeg er den ældste i dette skrivende forum. Hver alder har jo sin charme-tro mig

    Min svigerinde kæmper mod hud og hår og lår på at holde på “ungdommen”, hun er lige blevet 70. Det virker så kunstigt, det er alt, hvad hun lever for uge efter uge.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: