Jeg blir’ 93

Alder. Det er et ord med elastik i. Man er både den samme og ikke en snus anderledes end for 10 eller 15 år siden – ens tanker er de samme – holdninger og i det hele taget det som udgør ens personlighed.

Jeg mener, jeg tænkte på ting da jeg var 12 – som jeg stadig står ved. Og nu sidder jeg ikke og påstår at jeg er i tyverne. De føromtalte 10-15 år var blot tænkt som et vejledende eksempel!

Da jeg var 14 og ved en fejltagelse havde fået fat i et eksemplar af Mit Livs Novelle, mente jeg seriøst at pigerne på pennevennesiden, som var over 23, var håbløst fortabte og absolut måtte være sociale tabere. For slet ikke at tale om dem som var 30. Det var jo dybt godnat med dem – de var jo gamle. Og jeg havde mine seriøse tvivl om hvorvidt disse piger overhovedet havde et liv udenfor Mit Livs Novelle.

Nu var jeg ikke mere teenager, end jeg godt kunne se at det ikke var den allerdybeste litteratur der udfoldede sig på de kulørte sider. Så hvis man stadig hang der og flagrede når man havde rundet de 29, var det tragisk og man burde måske overveje at søge hjælp.

Men så på den anden side, så hiver elastikken alligevel i en og man forandrer sig.

Jeg sidder her på toppen af mine 41 år – jeg var for øvrigt udsat for en ret traumatisk oplevelse da jeg netop var blevet 38. Jeg har fødselsdag i november og i januar siger min – ellers meget dejlige mor – nå, så bliver du 40 til næste år. Jeg var kun lige akkurat blevet 38, og hun begynder allerede at kaste grimme ord efter mig!

Og da jeg så nåede til august måned året efter, og der ikke var nogen vej udenom, besluttede jeg at de 40 skulle ikke få mig ned med nakken. Ikke alene var jeg på kur, jeg trænede også hver dag, for at kunne betræde fyrrene med glæde, værdighed og spændstige baller! Og kagen blev fortæret i en hule på gulvet i køkkenet, serveret på en råhvid sofapude – i trods!

Jeg var præcis som jeg altid havde været – hele min organisme protesterede i den grad mod at blive 40 indeni, fordi 40 var indbegrebet af kedelig og “nu-er-livet-snart-slut” – og det var så her jeg stiftede bekendtskab med de af mine kromosomer der aldrig havde nærmet sig den kriminelle lavalder nedefra.

Jeg mindede mig selv om, at jeg ikke kan, og aldrig har kunnet, sidde stille til et helt møde – jo hvis det er så tilstrækkeligt kedeligt at jeg falder i søvn – men jeg kommer uvægerligt til at fnise, vippe på stolen, eller noget andet enormt umodent.

Jeg kommer til at sige ting, som bare hverken er særligt voksne eller følsomme – og som måske passer bedre til en 8årig. Tag ikke fejl – jeg går ikke rundt og lider af den vildfarelse at jeg stadig er en smækker 17årig – ej heller opfører jeg mig sådan – ikke ret tit i hvert fald, det er bare lidt engang imellem og kun for sjov. For mig altså. Og det holder ikke op, bare fordi jeg er 41 – eller 64 for den sags skyld.

Men så er der det fysiske. Det passer ikke til det jeg er indeni, og jeg kunne godt forudse at den del af det, ikke bliver nemmere efterhånden som tiden går.

Jeg ser undrende på mystiske pletter, som ganske afgjort er for store til at gå under betegnelsen fregner, men som listigt dukker op – én i panden, 2 på højre hånd, pludseligt er de der bare og hverken klorin eller sandpapir kan få dem til at forsvinde.

Rynker omkring øjnene som bare bliver siddende, og som gør det besværligt at tage øjenskygge på. Man maser farven ind imellem folderne og regner med at det ser pænt ud når øjenlåget falder på plads igen efter et halvt minuts tid. Og i løbet af dagen er AL øjenskyggen krøbet i skjul inde i folderne og man kan overhovedet ikke se at der blev brugt 4 minutter på at farvelægge hele overfladen, samme morgen.

Jeg har også haft et par myggestik – som jeg har kløet i – og det er så blevet til nogle små sår. Det tager over en uge at hele, efterladende sig små lilla pletter som igen først forsvinder efter 10-14 dage.

Hvis jeg, godt hjulpet på vej af vores søndagskage projekt og andre franske fristelser, har taget et par kilo på siden jeg forlod min ø, okay så siger vi 5, og beslutter mig for at få dem forsvinde, gerne inden jeg skal mases ned i en badedragt – ordet bikini findes slet ikke i mit ordforråd mere – så tager det uforholdsmæssigt længere tid end før.

Det er kun lidt generende, og det ville være løgn at sige jeg var ligeglad, men jeg overlever dog. For i tillæg med alderen kommer nemlig den der ”NÅ – og hva’ så” – attitude. Jeg gør hvad der passer mig, mere ligeglad med hvad ”folk” tænker.

Nu jeg tænker nærmere over det, var jeg simpelthen oldgammel da jeg gik i 3.kl. – tænker stadig på dengang jeg trak en klassekammerat – som jeg regnede med ville være lydhør overfor slige sager – til side og spurgte hende om hun ikke syntes det var skrækkeligt med al det radioaktive affald. Den stakkels pige stod og stirrede desorienteret på mig, hvorpå hun vendte sig og gik igen – hen til de andre for at lege med Bølle-Bamser. Jeg blev nok 35 engang i starten af tyverne og så fremdeles.

Og ærligt talt, jeg frygter efterhånden at min alder indeni, er omvendt proportionelt med den udenpå. Således at jeg når jeg runder 70 vil have en mental udvikling som en 11årig. Og eftersom jeg har tænkt mig at blive 93 – så kan det godt ende med at blive en anelse kritisk.

Jeg ser mig selv på min 92årige fødselsdag, rode rundt på gulvet og lege med legoklodser, godt på vej til at blive hyper, fordi jeg har fået for mange blå smarties.

Men igen – så er det altså i orden at blive gammel!