Rotter på loftet eller mus forbi

Rotter på loftet har jeg ikke, men når jeg sidder og væver på et eller andet fantastisk blogindlæg, kan jeg høre musetrampen over mit hoved i den del af Eventyrhuset som ikke har overetage. Eller det vil sige – det har det så alligevel – for der bor jo nogen, også selvom det kun er mus.

Men de tramper som sagt henover mit hoved hver aften og hver eneste aften farer jeg sammen, og får også lige antydningen af kuldegysninger, for tænk hvis loftet brasede sammen, ned over mig, og jeg blev dækket af støv, gipsplader og mus. Mus i massevis.

Ikke en rar tanke.

Ikke at jeg ikke godt kan lide mus. For det kan jeg. I hvert fald i den rene, hvide udgave. Havde engang 2 hvide mus sammen med min allerkæreste veninde. Vi boede i Paris og vi savnede følelsen af at klappe noget pels, og da det var lidt besværligt – også synd for kræet – at anskaffe sig hund inde midt i Paris, lod vi være med det. Vi overvejede fisk, men de er lidt svære at give pelsfrakker på, så valget faldt ret hurtigt på 2 hvide mus.

Dem kunne jeg godt lide. Når de var rene. Det var de ikke ret tit. De tissede på hinanden og så lugtede de faktisk lidt stramt det meste af tiden.

Det endte med at den ene døde, og den anden åd noget af den døde. Ikke så charmerende. Den resterende tissede naturligvis ikke på sig selv, og lugtede betydeligt bedre, indtil den døde af alderdom et årstid senere.

Men den historie var jeg jo kommet til at fortælle Prinsesse Lyserød. Og selvom hun har allergi, og ikke er så begejstret for dyr at det gør noget, trænger mine argumenter ikke helt igennem.

Da vi fik blondinen, var det en noget anstrengende hvalp med damp, vi havde fået fingre i, og Prinsessen var ikke ret glad for hende. Da der var gået et par dage og hvalpen ikke var kølet af i sin omgang med mennesker, foreslog Prinsessen ved middagsbordet, at vi kunne sælge hunden igen.

De to store – som ikke var så store igen – svarede, at de hellere ville beholde hunden og sælge hende.

Den melding skabte en vis kaotisk stemning – hvor de store grinede og Prinsessen tudede, fordi hun troede hun skulle sælges. Og jeg måtte berolige gemytterne.

Trods det, ville hun meget gerne have et dyr som var hendes eget. Og så fik hun overtalt First Man til at købe en guldfisk. Det skulle yngstedreng så naturligvis også have, efter devisen – so ein Ding..

Prinsessens fisk døde efter 5 dage og fik begravelse der var en statsmand værdig.

Den anden overlever endnu – selvom jeg ikke ved hvordan – og er der noget jeg IKKE vil være i mit næste liv, så er det guldfisk i vores hus. For mage til ekstremt kedsommelige liv den fisk har, findes ikke.

Men nu vil hun gerne have en mus – inspireret af mine historier om livet i Paris da jeg var 18. Jeg har sagt nej indtil flere gange, men nu er hun kommet på den idé at hun vil fange en af dem som spurter omkring på loftet – tæmme den – og gøre den til hendes egen.

Og på spørgsmålet om hvordan hun havde tænkt sig at få fat i den, tænkte hun sig om. ”Det duer ikke med en musefælde, for så dør den” kom det nøgternt.

Men så fik hun en idé, vi venter bare henne ved musehullet i dørkarmen, og får fat i den, når den løber forbi. Den idé gik jeg naturligvis med til – hun måtte bare love ikke at gøre musehullet større..

Så nu venter vi på at der kommer en mus forbi – selvom jeg er alvorligt bange for at den melder hus forbi!!