Rotter på loftet eller mus forbi

18 apr

Rotter på loftet har jeg ikke, men når jeg sidder og væver på et eller andet fantastisk blogindlæg, kan jeg høre musetrampen over mit hoved i den del af Eventyrhuset som ikke har overetage. Eller det vil sige – det har det så alligevel – for der bor jo nogen, også selvom det kun er mus.

Men de tramper som sagt henover mit hoved hver aften og hver eneste aften farer jeg sammen, og får også lige antydningen af kuldegysninger, for tænk hvis loftet brasede sammen, ned over mig, og jeg blev dækket af støv, gipsplader og mus. Mus i massevis.

Ikke en rar tanke.

Ikke at jeg ikke godt kan lide mus. For det kan jeg. I hvert fald i den rene, hvide udgave. Havde engang 2 hvide mus sammen med min allerkæreste veninde. Vi boede i Paris og vi savnede følelsen af at klappe noget pels, og da det var lidt besværligt – også synd for kræet – at anskaffe sig hund inde midt i Paris, lod vi være med det. Vi overvejede fisk, men de er lidt svære at give pelsfrakker på, så valget faldt ret hurtigt på 2 hvide mus.

Dem kunne jeg godt lide. Når de var rene. Det var de ikke ret tit. De tissede på hinanden og så lugtede de faktisk lidt stramt det meste af tiden.

Det endte med at den ene døde, og den anden åd noget af den døde. Ikke så charmerende. Den resterende tissede naturligvis ikke på sig selv, og lugtede betydeligt bedre, indtil den døde af alderdom et årstid senere.

Men den historie var jeg jo kommet til at fortælle Prinsesse Lyserød. Og selvom hun har allergi, og ikke er så begejstret for dyr at det gør noget, trænger mine argumenter ikke helt igennem.

Da vi fik blondinen, var det en noget anstrengende hvalp med damp, vi havde fået fingre i, og Prinsessen var ikke ret glad for hende. Da der var gået et par dage og hvalpen ikke var kølet af i sin omgang med mennesker, foreslog Prinsessen ved middagsbordet, at vi kunne sælge hunden igen.

De to store – som ikke var så store igen – svarede, at de hellere ville beholde hunden og sælge hende.

Den melding skabte en vis kaotisk stemning – hvor de store grinede og Prinsessen tudede, fordi hun troede hun skulle sælges. Og jeg måtte berolige gemytterne.

Trods det, ville hun meget gerne have et dyr som var hendes eget. Og så fik hun overtalt First Man til at købe en guldfisk. Det skulle yngstedreng så naturligvis også have, efter devisen – so ein Ding..

Prinsessens fisk døde efter 5 dage og fik begravelse der var en statsmand værdig.

Guldfisk grav

Den anden overlever endnu – selvom jeg ikke ved hvordan – og er der noget jeg IKKE vil være i mit næste liv, så er det guldfisk i vores hus. For mage til ekstremt kedsommelige liv den fisk har, findes ikke.

Men nu vil hun gerne have en mus – inspireret af mine historier om livet i Paris da jeg var 18. Jeg har sagt nej indtil flere gange, men nu er hun kommet på den idé at hun vil fange en af dem som spurter omkring på loftet – tæmme den – og gøre den til hendes egen.

Og på spørgsmålet om hvordan hun havde tænkt sig at få fat i den, tænkte hun sig om. ”Det duer ikke med en musefælde, for så dør den” kom det nøgternt.

Men så fik hun en idé, vi venter bare henne ved musehullet i dørkarmen, og får fat i den, når den løber forbi. Den idé gik jeg naturligvis med til – hun måtte bare love ikke at gøre musehullet større..

Så nu venter vi på at der kommer en mus forbi – selvom jeg er alvorligt bange for at den melder hus forbi!!

Reklamer

17 kommentarer to “Rotter på loftet eller mus forbi”

  1. Inge 18. april 2011 hos 07:09 #

    ..og så sidder hun der og venter og venter 🙂 Er der ingen der har fortalt hende at man kan få musefælder der ikke slår musene ihjel.. 😉

    • Kong Mor 18. april 2011 hos 07:15 #

      NEJ – and it wont be me!!!!! 😀

  2. Nadia 18. april 2011 hos 07:30 #

    Jeg har også engang haft kælemus, men jeg synes de var pænt kedelige. Nuttede, men mindre action packed end jeg havde forestillet mig.
    Jeg overvejede dog at købe et par mus tidligere i år. Jeg havde haft en dyreforsøg-kursus, der gav mig licens til at udføre dyreforsøg, og skulle i den forbindelse lære at aflive mus og rotter ved nakketræk. Til musens store uheld var jeg ikke ret god til det, og jeg har simpelthen haft så dårlig samvittighed lige siden, at jeg tænkte, der først kommer balance i regnskabet, når jeg har reddet en anden mus fra døden.
    Og det har man vel lidt, når man har købt mus af en der avler til slangefoder, ikke? Men åh, jeg gider jo ikke eje dyret, og de lever trods alt to års tid! Har du fortalt hende det? To lange år med burskift to gange om ugen, for en mus der foretrækker at være i fred nede i buret. Og så skulle jeg hilse og sige, at nogle mus bider ret meget, og når de bider, så sidder de FAST indtil de igen får jord under føderne, hvorefter de slipper og stikker af.

    • Kong Mor 18. april 2011 hos 20:33 #

      Nååårh – jeg kan godt se dit ønske om bod og bedring overfor museracen generelt.
      Alt hvad man fortæller børn om pasning af kæledyr, preller af.. De har slektiv og udelukkende korttidshukommelse. Børn altså – jeg ved ikke med mus.
      Men ja – mus bider lidt – med mindre man løfter dem i halen.

  3. Marianne 18. april 2011 hos 07:46 #

    Uha, kæledyr er et farligt emne i en børnefamilie, er min erfaring. Vi har også allergi i huset, så der er en ret god forklaring på hvorfor vi ikke skal have husdyr – men alligevel slipper/slap (det er ved at tage af, pjuw) vi ikke for plageri om rotter, mus, kaniner, grise, hunde osv. Vi havde to kaniner, da ældstepigen var enestepigen, og jeg husker med gru tilbage på, når vi løb rundt i haven og forsøgte at indfange bæsterne, når de endnu engang havde gravet sig ud af en ellers totalsikret anstalt i haven. Nej, siger jeg bare – for slet ikke at tale om, når man skal over og spørge naboerne om de vil vande blomster, når man skal på ferie – og så forresten også lige fodre/lufte/skifte/rense kræet.

    • Kong Mor 18. april 2011 hos 20:31 #

      Jammer – ja kæledyr (ikke kun PET) er ikke så nemt at forholde sig til.
      En hund ville jeg nok have svært at leve uden. Har næsten haft hund altid og jeg har savnet pels og bløde ører hver gang jeg har måttet undvære af den ene eller den anden årsag.

  4. Madame 18. april 2011 hos 08:57 #

    Haha, stakkels pige – godt hun ikke blev solgt. Men jeg kan faktisk anbefale at holde mus. De lugter kun, hvis man ikke skifter hø og rengør buret et par gange om ugen. Vi holdt farvede mus i 13 år til stor moro for familien, sønnike især, os selv og vores venner. De kan blive fuldstændig tamme, men de får unger i læssevis …

    • Kong Mor 18. april 2011 hos 20:29 #

      Ja den historier er også blevet vendt mere end en gang!!
      Jeg håber det var de on-going generationer der levede i 13 år og ikke en enkelt mus 😉

  5. Jørgen 18. april 2011 hos 09:40 #

    Atter en munter historie at læse, herligt. Jeg får en association til en tegning af en trist guldfisk, der svømmede rundt og rundt i sit runde, lille akvarium. Da den af den angivne grund blev bragt til dyrlæge, sagde han: Den mangler vist et mål med livet!

    • Kong Mor 18. april 2011 hos 20:28 #

      Tak Jørgen!!
      Ja nogenlunde sådan må vores stakkels ensomme guldfisk have det. Men den få IKKE flere legekammerater af den grund!!

  6. Ellen 18. april 2011 hos 16:00 #

    God fornøjelse, siger jeg bare 🙂
    Hvis det ikke lykkes for hende at fange en mus på loftet af æblebakken, er jeg leveringsdygtig her fra en smuk, svensk ødegård. Så bliver racerne også blandet lidt – det skulle være så sundt for generne…
    Guldfisken skal du ikke have dårlig samvittighed over – man siger, at den har en hukommelse på under 10 sekunder, så hvis den er 11 om at svømme rundt, kan den ikke huske, den har været der før 😉

    • Kong Mor 18. april 2011 hos 20:27 #

      IIIIIIIIIHHHHH tak.. Jeg tror nu jeg springer over 😉
      En svensk mus kunne nok ikke overleve hernede.
      Hvor er jeg glad for at høre det om guldfiskens hukommelse..
      Den svømmer dog ikke rundt – kun om hjørnerne.

  7. Susanne 18. april 2011 hos 17:36 #

    Her i huset har vi allergi – og hund. Vi skulle bare have den rigtige hund. Valget faldt på en coton de tulear. Bomuldshunden. Mus har vi også. De har nemlig ikke fattet, at Jakob ikke tåler dem. Lige for tiden er der en i væggen i soveværelset. Den er gerne frisk omkring kl. 03.00.

    • Kong Mor 18. april 2011 hos 20:25 #

      Ihh jeres mus er nok i familie med vores! De er også voldsomt friske omkring kl. midt om natten.
      Hunde er ikke så slemme som gnavere og katte – deres pels er vist anderledes!

  8. Mille 18. april 2011 hos 17:43 #

    Så ved du da, hvor du har hende.

    • Kong Mor 18. april 2011 hos 20:24 #

      Ja det er helt smart, ikk?

Trackbacks/Pingbacks

  1. Mus og mænd « Kong Mor - 4. november 2011

    […] læsere der har fulgt med længe, kan muligvis huske at Prinsessen meget gerne vil have en mus – i stedet for den guldfisk, som desværre stadig […]

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: