Politisk korrekt

Jeg er faktisk rigtigt træt – inderligt træt – af at skulle være politisk korrekt altid.

Når Frankrig slår Danmark i håndbold finalen vil jeg tage mig den frihed at synes meget, meget dårligt om franskmænd i hvert fald i 35 minutter, samt tvinge First Man til at stå for aftensmaden, uden at nogen vrisser ”at det kan jeg ikke tillade mig, og at det kun er sport” og ”bla. bla. bla.”

Jeg er da udmærket godt klar over at det kun er sport, men – og med fare for at nå kvalme grænsen – jeg vil vove at citere Piet Hein: den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Jeg, i min skuffede og nedtrykte håndboldtaber tilstand, var overhovedet ikke i stand til at lave mad, og slet ikke til en repræsentant fra vinderlandet – når nu det havde været så tæt på. Hvis vi havde vundet havde det også været mit privilegium som vindernation at få serveret mad fra taberlandet.

Det er hvad man kalder en win-win situation!

Men hvorfor skal man hele tiden synes noget, som andre har bestemt var ”det Rigtige” – ellers får man på hattepulden? Det gør mig egentlig lidt harm.

Hvorfor skal vi alle sammen synes det er synd for de der to unge mennesker, som jeg ellers er blevet forskånet for, da de vist har fået deres 15minutes of fame efter jeg har forladt landet, pseudokendisser som ikke har foretaget sig andet end at være med i et tåbeligt ”se mig” program. I hvert fald kan jeg i disse dage, ikke læse en eneste netavis, uden at min skæm bliver klistret til med parret som åbenbart er ved at gå fra hinanden. I denne sag må man vist selv bestemme hvem man har ondt af, hende som er smuttet eller ham som vil gå i behandling. Jeg har mest ondt af mig selv, fordi jeg er træt af at se på dem.

En anden sag, for noget tid siden, var Henriette Kjær’s svigermor? Hvorfor skulle vi alle sammen synes det var synd for hende? Helt ÆRLIGT.. Hun har altså selv valgt at vaske familiens beskidte vasketøj i fuld offentlighed. Jeg synes den dames opførsel er mindst lige så usympatisk som den hendes søn lægger for dagen, men okay – det skal vel også komme et sted fra – når man nu tænker efter.

Jeg kan slet ikke tælle alle de blog indlæg jeg har slettet, eller aldrig skrevet færdig, fordi – åhh nej – nu kommer jeg vist til at træde nogen – eller deres skytsengle over tæerne, så jeg må hellere lade være. Hvis jeg nu skriver at jeg ikke er enig i den måde mange mennesker opdrager deres børn på, så skal jeg nok rode mig ud i noget slam. Eller hvis jeg skriver om hysteriske gravide eller sådan..

Men bliver verden ikke kedelig og grå hvis vi aldrig kan være forskellige?

Kan man ikke være uenig uden at skulle vrisse af hinanden?

Og jeg indrømmer blankt, at jeg ofte mener ”noget andet” blot for at provokere en lille bitte smule. Også selvom det måske ikke er gennemtænkt – men fordi jeg får kvalme over at ”synes det samme som hende der sagde noget lige før”.

Ikke ret voksent og modent – nej. Men det har jeg på den anden side heller ikke nogen sinde reklameret med, at jeg var!