Skrankepave, fransk sb., -n, -r.

3 maj

Med alderen, er jeg blevet en rigtig rappenskralde. Et rivejern af format. Dog på en høflig og afdæmpet måde, så vidt det nu lader sig gøre.

For et par dage siden, skulle jeg have en attest til ældstesøn. En attest, så han må forlade fransk territorium alene!

For bedre at forstå det efterfølgende, er det nok nødvendigt med en anelse baggrundsviden:

I Danmark er det desværre sådan nogle steder, at hedder man ikke Hansen, så er det ofte sværere at få et job. Derfor valgte vi ret hurtigt at få lavet firkløverets danske pas, med mit efternavn, og blot bruge deres franske efternavn som mellemnavn. Så er der nationaliteten: Firkløveret, er både danske og franske og fordi deres far er fransk, har de nu fransk sygesikring.

Den franske administration huser de værste skrankepaver, I ikke har fantasi til at forestille jer, ikke engang damen på Ry apotek er værre! Derfor er det udelukket, at jeg kan sende børnene på lejrskole udenfor Frankrig, med et dansk pas og fransk sygesikring, for de ville aldrig forstå sammenhængen mellem de 2 forskellige efternavne.

Derfor skal de, i stedet for deres danske pas, bruge deres franske ID kort, deres franske sygesikringskort samt en attest på at de må forlade landet alene. Denne attest skal rekvireres på det lokale rådhus.

Altså var jeg at finde på rådhuset, en mandag morgen, medbringende mit eget pas, vores familiebog (bevis på at man er gift, og har fået børn sammen) samt ældstesøns franske ID kort. Men det var naturligvis ikke nok – jeg skulle endvidere fremvise bevis for at vi var bosat i Frankrig, det vil sige, fremvise en regning fra el-selskabet eller en huslejekvittering, og dette til trods for at selvsamme rådhus, for mindre end 3 måneder siden, stod for fremstillingen af 4 ID kort, hvor der også skulle fremvises bopælsbevis.

Men nej, det er 2 forskellige afdelinger, og de må ikke lave samkøring af registre. Så trækker man vejret dybt, og vender tilbage om eftermiddagen efter med det ønskede dokument. Hvorefter jeg får at vide at der ikke er flere attester, altså de papirer der skal skrives på!!

Ikke at de eventuelt kunne have meddelt dette samme morgen? Næ nej..

Og her måtte jeg helt ind og have fat i nogle transcendentale meditationsøvelser, for ikke at give mig til at råbe meget grimme ord.

Jeg fik så at vide, at der var en lille afdeling af rådhuset, i den anden ende af byen, som havde disse attester, men dette kontor havde kun åbent torsdag eftermiddag. Hvis jeg skulle vente på en ny sending af attester, blev det ikke før ugen efter.

Derfor befinder jeg mig torsdag eftermiddag på det lille rådhuskontor, med alle de nødvendige papirer. Slet ikke irriteret, ej heller dampende af indestængt vrede, bare almindeligt tilfreds.

Efter at have ventet i et godt stykke tid, får jeg endelig foretræde for den almægtige kontordame, der kan udfylde og sætte et stempel på dette, for mig så vigtige dokument.

Jeg smiler venligt, og beder om attesten, og for at konversere siger jeg, at det var i sidste øjeblik, da attesten skal afleveres fredag morgen. Hun stirrer vredt tilbage på mig, og spørger om det så var nødvendigt, at vente til sidste øjeblik.

Og HER knækker filmen – jeg bliver så edderspændt rasende at jeg kunne have væltet hendes skrivebord med et håndkantsslag a la Bruce Lee, garneret med høje skrig, i tinnitus kategorien. Dem er jeg nemlig så god til!

Jeg formår dog at bevare roen nogenlunde – trækker vejret dybt men tænker så – nej fanden fiseme nej – hun skal ikke have lov at dø i synden.

Så jeg spørger roligt om det er et problem? Hvilket? Og jeg gentager – er det et problem for Dem, at lave den attest til mig?

Nej nej, mumler hun, og Prinsesse Lyserød, som også er med, stirrer beundrende på mig.

Jeg tror, det hun er mest forbløffet over er, at jeg ikke allerede har kastet mig frådende over damen.

Skrankedamen fortsætter, og efter fotokopiering af alle mine papirer, i indtil flere eksemplarer, samt det ubehøvlede spørgsmål om jeg mon stadig er gift med barnets far – den slags står som sagt i familiebogen, som hun stadig har i hånden – sætter hun endelig det sidste, og afgørende stempel på min attest.

Da dette er gjort, og jeg er overbevist om at hun ikke vil blive ramt af akut arbejdsnedlæggelse, og dermed hindre tilblivelsen af min attest, tager jeg mig sammen, og spørger med uskyldig mine, om det ikke er sådan at hun kun har åbent torsdag eftermiddag – og da hun nikker, siger jeg, så venligt det overhovedet er mig muligt, at jeg ærligt talt ikke bryder mig om hendes opførsel.

Da hun stirrer uforstående på mig fortsætter jeg: At jeg var ikke ude i sidste øjeblik, idet jeg indfandt mig mandag på rådhuset, samt at hun måtte være klar over at der var mangel på disse attester. Det bekræfter hun.

Prinsesse Lyserød kigger op på mig og holder vejret, men jeg fortsætter ufortrødent: og det faktum at hun kun havde åbent torsdag eftermiddag, begrænsede jo noget folks muligheder, for at få fat i en attest i den indeværende uge.

Og at for fremtiden burde hun ikke tale sådan til borgere, som ikke havde gjort noget væmmeligt ved hende. Og jeg holdt faktisk min stemme på et fuldstændigt acceptabelt leje, under hele seancen.

Min skrankepave sagde ingenting. Ingen verdens ting. Hun bukkede bare hovedet med et forurettet ryk. Jeg derimod – holdt hovedet meget højt da jeg, med attesten og Prinsesse Lyserød i hånden, forlod de lumre små lokaler, lavloftede i mere end forstand!

Og så savnede jeg i et kort glimt Gitte fra ”Borgerservice”..

Advertisements

38 kommentarer to “Skrankepave, fransk sb., -n, -r.”

  1. Laila 3. maj 2011 hos 07:12 #

    ”Med blidhed besejrer man den vrede, med godhed den onde, med rundhåndethed den gerrige, med sandhed løgneren” Vise ord (omend lidt klicheagtige), som ikke er mine…Men Mahabharata’s.
    – Det formåede du! Jeg er imponeret. Jeg kan nemlig også mærke blodet rulle lidt stærkere i sådanne situationer. Jeg tror dog på, at din håndtering giver et bedre resultat og efterlader Skrankepavinden i en situation, hvor hun (forhåbentlig) reflekterer over sin egen rolle.
    Godt gået 🙂

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:04 #

      Mange års træning.. 😀 som mor..
      Jeg var SÅ tosset!!
      Tak

  2. Rejen 3. maj 2011 hos 07:20 #

    Sådan, så kan hun lære at tale pænt til andre..Jeg kan også have svært ved at styre mig, jeg skal også lige huske at trække vejret dybt, når jeg støder på sådan et paphoved…;-D

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:04 #

      Der er bare mange af dem -paphovederne altså!

  3. Joan M 3. maj 2011 hos 07:45 #

    Nu er det jo ikke sådan at jeg kender dig (har først fornylig fundet din blog….)men hold fast hvor jeg kom til at grine af episoden med mokken….. Og super flot at du kunne holde dig i skindet til du havde attesten. Jeg ville være eksploderet på stedet….

    Sjovt at følge jer i det sydlige. KH: Joan M.

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:06 #

      Hej Joan,
      velkommen hertil så!
      Glad for at få dig til at grine!!
      Jeg ekspolodere også.. bare uden lyd. Detvar på den sivende måde i stedet for.

  4. mette b 3. maj 2011 hos 07:51 #

    SÅDAN! Jeg bøjer mig i støvet for din måde at håndtere det på.

    Jeg vil nu sige at det danske kommunale væsen minder meget om det franske. Jeg har også kørt fra det ene kontor til det andet – de ligger naturligvis ikke i gåafstand med mindre man medbringer telt og sovepose til traveturen – og er blevet sendt tilbage til der, hvor jeg har været før, da det ene kontor ikke ved, hvad det andet kontor har brug for af attester til… udbetaling af feriepenge.
    Når man er sygemeldt kommer så oveni, at feriepengene bliver trukket fra din løn den måned, man ønsker dem udbetalt, så jeg alt i alt har betalt kommunen 2 gange 11.000 kr for turen rundt i deres cirkus.

    Jeg skulle ikke have bedt om den udbetaling…

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:07 #

      Tak Mette,
      Jeg har ikke været så involveret i den del af det danske system – jeg har altid fået en god behandling – måske er vores borgerservice mindre end din?
      Det kan godt hænge sammen!!

      Og nej du skulle ikke have bedt om udbetalingen.. Sådan er der så meget…

  5. mette b 3. maj 2011 hos 07:52 #

    Lige en tilføjelse: jeg er typen, der i sådan et cirkus er den, der føler mig som den dumme og som først timer efter finder ud af, hvad jeg skulle have sagt…

  6. Mille 3. maj 2011 hos 07:55 #

    Respekt!

  7. Ellen 3. maj 2011 hos 07:57 #

    Jeg bøjer mig (igen) dybt i støvet.
    Det var en opførsel, der virkelig var en dronning værdig… og en opførsel, som en vis anden (moi) først havde tænkt over at anvende, når det var meget for sent.
    Hvor filmen knækkede for dig, ville den også have knækket her, men du bevarede roen. Flot – og med et 100 gange mere effektivt resultat – og uden at du risikerede, at fruen nedlagde arbejdet… men for hulen da, sikke nogle øretæveindbydende embedsmisbrugere I kan præstere dernede 🙂

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:10 #

      Tak Ellen!!
      Det er heller ikke hver gang det sker at jeg kan kontrollere det sydende raseri.
      Men ja – vi har verdens værste skrankepaver hernede!

  8. imangelafbedre 3. maj 2011 hos 08:00 #

    Sådan!
    Uhh, jeg kan mærke, at jeg bliver helt sur på dine vejne! Jeg tror desværre ikke, at jeg ville have kunnet klare det så flot som dig.

    Jeg hader skrankepaver! De få gange jeg har haft brug for et apotek siden sidst er jeg kørt til en anden by. Hehe…

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:12 #

      Tænk sådan havde jeg det også med historien fra Ry Apotek. Blev SÅ gal på hende 😉

      Som sagt har jeg ikke altid kunnet gøre sådan.
      Nogle gange er jeg bare flejnet fuldstændigt.. Andre gange har jeg bare slet ikke sagt noget.
      Men det er jo ikke holdbart – hverken det ene eller det andet.
      Tror måske jeg har fundet en metode så man ikke føler sig trampet på.

  9. Rikke 3. maj 2011 hos 08:00 #

    Man* siger at en følelse varer omkring 15 minutter hvis man lader være med at dyrke den, men bare betragter den … et eller andet sted var det det du gjorde ved ikke at lade den frådende frustration overtage din handlemåde og ord.

    Jeg tror ikke at man som sådan kan “lære” et voksent menneske noget omkring interaktion med andre mennesker – men man kan handle på en måde, så de stopper op og selv overvejer om det var en smart måde at handle på – og det syntes jeg klart at du gjorde.

    Og så var det jo også et fint eksempel på “mors 2 minutters stilhed” overfor prinsessen 🙂

    *man = indenfor mindfulness og meditation

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:14 #

      Spændende!! Jeg ved ikke noget om mindfulness. Tror jeg skal google!
      Jeg har heller ikke tid til at meditere – men det lyder rigtigt!

      Og det var så mine 2 minutter – så sandt!!! 😀

  10. Diktesoph 3. maj 2011 hos 08:38 #

    Årh sure citron!!
    Synes saftsuseme at det er godt klaret at du sådan bevarede roen!

    Taler du egentlig flydende fransk?

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:15 #

      Tak!!
      Jeps – jeg taler flydende fransk. Jeg fik min uddannelse her i Frankrig for mange år siden.
      SÅ jeg kan sagtens hamle op med dem og bliver ikke fanget i et eller andet “mig-være-udenlandsk”

  11. Svenne 3. maj 2011 hos 08:48 #

    Jep, godt gået (og behersket) Jeg kan sagtens se scenariet foran mig, en kraftig accellererende rød farve i ansigtet med fnys og damp ud af ørerne. Jeg kan kun sige stakkels dame, hvis hun på en eller anden måde havde formastet sig til enkelte yderligere bureaukratiske tiltag. 😉

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:17 #

      Du ser ganske rigtigt – og Prinsesse Lyserød som kiggede på mig hele tiden 😀 for at se hvorNÅR jeg eksploderede!
      Jeg var SÅ gal – og det kunne ses men ikke høres 😉

      Jeg havde klaget direkte til Borgmesteren! Godtnok har jeg ikke noget på ham så som ophold på forbrændingsanlæg ved nattetide, eller lign – men jeg skulle nok have fået hende!

  12. Madame 3. maj 2011 hos 08:57 #

    Haha, det er morsomt skrevet, men en uhyggelig historie om skrankepaveri af værste skuffe. Jeg tror, vi alle kender til det i det små. Flot at du klarede at bevare fatningen, og det tror jeg egentlig, man kan komme meget længere med, når man skal give igen.

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:18 #

      Jeg har efterhånden lært at der skal to til at skændes. Og jeg fik alligevel sagt hvad jeg havde på hjertet.

  13. Lise 3. maj 2011 hos 09:04 #

    Se det er royal-opfoersel! Godt gaaet Kong-guru!

    Lise

  14. Anne 3. maj 2011 hos 09:06 #

    Åh suk altså hvorfor er det lige, at de mener, at bare fordi de er født på den rigtige side af skranken med en socialt hævet sølvske i munden og nogle lidt ‘rankende’ faciliteter et andet sted, så kan de tillade sig at tale sådan til mennesker? Kender udmærket det med at man sidder og venter på at de får færdiggjort det de skal før man kan få kommenteret på vind, vejr eller opførsel generelt 😉

    Jeg håber, at hun hørte efter, men et eller andet sted, så tvivler jeg desværre…

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:20 #

      Jamen LIGE præcis. De er små magtliderlige mennesker..
      Tror heller ikke det nytter noget. Håber bare at jeg ikke får brug for hende på et andet tidspunkt – for SÅ er jeg på den!!

  15. Susanne 3. maj 2011 hos 09:36 #

    Du har også min fulde beundring. Helt uden at vide, hvordan du og prinsessen ser ud i det virkelige liv, har jeg siddet med de skønneste billeder for mig, mens jeg lige måtte læse det skrevne en gang til.

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:24 #

      Tusind tak Susanne,
      jeg gad godt se de billeder!!
      Jo du kan jo godt se Prinsesse lyserød.. Og så forestil dig hende som voksen, så har du mig p en PRIK!!
      Måske en dag når jeg slipper min paranoia – sætter jeg et større billede ind, end blot mit øje!!!

  16. Marie 3. maj 2011 hos 10:08 #

    Ja, det var da i mere end en forstand….lavloftede, lumre små lokaler, du og prinsesse Lyserød forlod. Jeg synes, det var flot du forlod stedet med højt hævet hoved. Måske “skrankepaven” har haft det lidt dårligt med sig selv efterfølgende, hun bukkede da hovedet!

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 16:24 #

      Tak skal du have Marie, jeg VAR også grumme stolt af mig selv!
      Tror dog ikke det havde nogen effekt på hende.

  17. millemum 3. maj 2011 hos 13:24 #

    Sådan:)

  18. Katrine 3. maj 2011 hos 17:55 #

    Tuder af grin, hvilke grimme ord ville du evt have fyret i hovedet på la pape de comptoir? Eller ka man ikke sige la pape i disse ligestillingstider?
    Knus
    Katrine i Sveits

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 19:21 #

      Heeeeeeeej Katrine!!
      Så hedder det vel Papesse 😀
      Men jeg havde nok råbt noget mindre pænt. 😉 Nu vil jeg ikke snavse min pæne blog til med eksempler men “branleuse de m..de” ville nok have indgået i repertoiret..
      knus derovre!

  19. Lene 3. maj 2011 hos 21:12 #

    Godt gået, jeg ved altid først hvad jeg ville have sagt, når jeg har fjernet mig i raseri.

    • Kong Mor 3. maj 2011 hos 22:45 #

      Sådan havde jeg det også før! Ved ikke – det dumpede ned til mig bare sådan!

  20. Inge 4. maj 2011 hos 13:51 #

    Bravo.. Det må være dine kongelige gener der fik dig til at bevare den ydre ro..

    Godt gået, jeg var helt sikker gået i dum og barnlig mode og havde tabt det hele på gulvet.. eller blevet iskold af vrede og var skredet.. og så havde jeg også tabt.. 🙂

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: