Der var engang noget kommunikation

6 maj

D.6 maj, for rigtigt mange år siden, da jeg lige var kommet til Paris, sad jeg og kæmpede med at sætte lange falske negle på med en vederstyggelig lim. Som pludseligt sprøjtede op i mit ene øje. Og ved et lykketræf havde jeg kontaktlinser på, og fik kun ødelagt en kontaktlinse, ikke mit øje – og det var jo ret heldigt.

Men folk som har prøvet at miste en kontaktlinse, ved også at man går rundt som på et skib i havsnød, så jeg måtte tage den anden ud også for ikke at gå og vælte. For så ville folk jo tro at jeg var fuld, hvad jeg ingenlunde var.

Men uden kontaktlinser, var jeg blind som en muldvarp, også senere da en veninde og jeg besluttede at vi skulle på diskotek. Med det resultat, at jeg mere eller mindre lod mig føre, for jeg er vitterligt halvblind (minus 5 på begge øjne)

Vi gik frem og tilbage, og jeg fulgte hende lige i hælene – det ville have været noget nær en katastrofe, hvis jeg tabte hende af syne.

Hun kom med små kommentarer om de folk der også var på diskoteket så jeg stadig kunne følge med trods mit absolutte synshandicap. Hende der, har en flot kjole og ham der, har nogle meget særprægede sko, osv.

Jeg kunne jo intet se, så jeg måtte derfor stole på hendes dømmekraft. Og da hun meddelte at der var nogle ret lækre gutter med store overarme, var jeg sikker på at hun sagde sandheden. Hun udpegede samtidigt nogle fyre som kredsede rundt om os. Da de holdt op med at kredse og slog sig ned ved siden af, begyndte den ene at sige noget meget hurtigt på fransk.

Da jeg intet fattede smilede jeg venligt, men noget afvisende. Fordi jeg som sagt ikke kunne ret meget fransk, var alle de andre kommunikationsformer jo ret vigtige. Og her sad jeg, blind og stum. I sig selv ikke et ret godt udgangspunkt for at kommunikere med en man ikke kender. Derfor afvisende.

Det slog heldigvis ikke First Man ud af kurs – for ham var det. Vi endte da også med at enes om en meget ærbar dans, og glad blev han da jeg holdt ham under armen på vej ud af diskoteket, men det var som sagt fordi jeg ikke kunne se noget som helst, så da vi skulle sige farvel, håbede han på et lille kys, men blev slemt skuffet da jeg kun stak klør fem frem – JEG skulle ikke nyde noget. Kunne jo ikke engang se ham.

Men efter flere insisterende besøg – da havde jeg jo fået øjne at se med igen og kunne godt se, at ham var der noget ved – accepterede jeg endelig at tage ud og spise med ham.

Og en date blev til to, og så var det bare det.

Det sjove ved det er, at når jeg tænker tilbage på den første tid, hvor jeg absolut ikke kunne noget som helst andet fransk end oui, non og den der åndssvage sang, og vi derfor af gode grunde ikke kunne kommunikere ret godt, men de samtaler vi førte, husker vi alligevel begge, som spændende og eftertænksomme.

Derfor har jeg heller aldrig betvivlet når det siges at det kun er en forsvindende lille del af kommunikation som reelt er sproglig, resten er kropssprog, lyde og alt det andet man ikke helt kan måle.

Til gengæld kan man komme grueligt galt afsted med de få % talesprog man trods alt besidder, når man ikke forstår det til fulde.

Og jeg må indrømme, at jeg blev meget stødt, da jeg skulle en tur til Danmark og han kom for at sige farvel. På fransk siger man ”Tu va me manquer” noget som direkte oversat godt kunne blive til ”du vil mig mangle” og i mine ører blev det til – ”Du vil komme til at savne mig”..

Og jeg syntes godt nok han var lidt streng, sådan ligefrem at konstatere jeg kom til at savne ham – bevares – det var jo tilfældet – vi var nyforelskede og jeg ville sikkert vansmægte og sygne fuldstændigt hen på 10 dage i Danmark uden ham – men derfra og så til selv at konstatere det – synes jeg jo nok der var lidt langt.

Men fred være med det – de der latinoer – var måske mere bevidste om deres værd, end dansk leverpostej – hvad vidste jeg. Det var først længe efter det gik op for mig hvad det egentlig var den stakkels mand havde sagt – at det var ham der ville savne mig.

Selv helt banale sætninger kan således få uventede betydninger, fordi de bliver set fra forskellige synsvinkler.

For selv når man taler samme sprog, og bruger de samme ord, er det ikke sikkert at man opfatter disse ord ens. Men det bliver altså særligt tydeligt når man bor i andre lande, og måske ikke er 100% fortrolig med sproget.

Jeg bliver endnu rød i kammen, når jeg tænker på mit svar, da jeg i England blev spurgt om hvad min yndlings-chokolade, som er Mozart kugler. Jeg oversatte bare uden at tænke synderligt over det, indtil der pludselig blev så stille. Jeg spurgte, om der var noget galt og blev til svar hvisket i øret at hvad jeg netop havde udtalt, betød Mozart’s nosser…Og selvom han givetvis havde nogen – Mozart altså – så er det jo altså ikke noget man lige slynger ud, sådan bare.

Frankrig er et lidt forvirrende land (også) rent sprogmæssigt – altså for en dansker.

Nu vil jeg ikke fortabe mig i finurlighederne, blot bemærke at når man oversætter tråd, som hedder “fil”, vores fil hedder “lime” og at lim hedder  “colle”, så kører man efterhånden noget rundt i det, og det er bare med at have tungen lige i munden.

Men alt dette her med sprog, det nytter ikke ret meget hvis man ikke  er åben for kommunikation, og er klar i spyttet, for man når nu engang længst med det, man nu vil, hvis man siger klart og tydeligt hvad det er!

Og måske er det grunden til, vi idag kan fejre at det 23 år siden vi begyndte at kommunikere, og det er faktisk gået helt okay, alt taget i betragtning!

Reklamer

30 kommentarer to “Der var engang noget kommunikation”

  1. Susanne 6. maj 2011 hos 06:36 #

    Tillykke med dagen og tillykke med jer. Det må være det nærmeste man kan komme på “blind date”.
    Din historie om Mozarts kugler fik mig til at tænke på min ungdom i bagerbutikken, hvor en tysker forlod butikken i latterkrampe. Min kollega havde fortalt ham at de små pakker indeholdt scheissen. Det var små pakker med rugbrød, og hun mente naturligvis ikke, at der var lort i pakkerne, men at brøddet var skiveskåret.
    I må have en skøn fredag.

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 11:22 #

      Hahahahahahaha – hvor morsomt!!!
      OG du har helt ret – det var blind – bare ikke noget date – før jeg fik synet igen! 😉
      God fredag til dig også!

  2. Lene 6. maj 2011 hos 07:14 #

    Tillykke til jer,23 år er lang tid i nutidens verden, det er godt gået 🙂
    Både dit indlæg og Susannes kommentar fik mig til at grine, man kan komme så gruelig galt af sted i sprogforbistringens tegn 🙂

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 11:23 #

      Ja – det er noget værre noget det sprog og især andre sprog!
      Og tak – ja det føles også som meget lang tid. Vi har venner i omgangskredsen som er på vores alder – med helt små børn – det føles sært!

  3. Rejen 6. maj 2011 hos 07:51 #

    Det kan være svært at udtrykke sig forståeligt, og godt at du fik synet igen så du kunne se “giraffen”…;-D tillykke med de 23 år og en god fredag til dig..

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 11:24 #

      Tak skal du have! og i lige måde.

  4. Diktesoph 6. maj 2011 hos 08:18 #

    Nårh 🙂 Tillykke med jer 🙂
    En vaskeægte kærlighedshistorie – skønt!!

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 11:24 #

      Tak altså 😉
      ja et rigtigt eventyr!

  5. imangelafbedre 6. maj 2011 hos 08:20 #

    Tillykke med dagen!
    Sikke en sød og sjov historie 🙂

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 11:25 #

      Taaak 🙂
      Ja historien er god – dog sand alligevel!!

  6. Ellen 6. maj 2011 hos 08:57 #

    Jeg er, på trods af min fremskredne alder, stadig så romantisk anlagt, at jeg elsker at høre om, hvordan folk har fundet hinanden. Der er flere interessante, spændende, utrolige eller sjove historier bag, end man umiddelbart skulle tro, og din fortælling her bekræfter det.
    Hehe, Susanne… ‘blind date’ – den var sød; også din sproghistorie 🙂
    Lars Klingert sagde forleden dag, at kommunikation er kun 7% indhold; altså selve ordene – resten er ‘andet’, herunder kropssproget. Du gav her et meget illustrativt eksempel på, hvordan man kommunikerer med så meget andet end ord… selv om det dog er ordene, man så kan komme mest galt af sted med, som med dine Mozart Balls, Susannes kollegas schiessen og min C’s Pesto Cock 😀

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 11:27 #

      ER man ikke bare romantisk og så varer det ved? Jeg mener det er jo ligesom forfængelighed – den dør jo heller ikke en stille død når man runder noget der rynker?
      Man vil jo gerne være smuk og dejlig til man blir’ mindst 90 – og man vil også gerne tages med storm og røde roser, også selvom man ikke er 20 mere.

      Og ja – jeg kunne ikke huske hvor få % det var – men 5-7 stykker – det er BARE IKKE RET MEGET!!
      Det er utroligt!

  7. Ellen 6. maj 2011 hos 09:02 #

    Hov… tillykke med jeres 23 år, for søren da…
    Og så kan jeg åbenbart heller ikke finde ud af, om det er scheissen eller schiessen eller scheibe. Scheisse…

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 11:26 #

      hhahahahahaaaa 😉

      Og tak – jo altså!! 😉

  8. Nadia 6. maj 2011 hos 14:01 #

    Tillykke med dagen – det var en rigtig sød historie!
    (og den bliver jo kun bedre af, den er sand)

    Hvor hurtigt gik du i gang med at lære fransk / hvornår kunne i tale sammen “rigtigt”? Du/I må jo have ment det seriøst ret tidligt 🙂

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 15:11 #

      Altså jeg skulle jo lære fransk alligevel.
      Og det var sært nok seriøst fra dag 1. Vi flyttede sammen i oktober. (mødtes jo som sagt 23 maj)

      Det er svært at sætte tid på hvor hurtigt jeg lærte det. Men det gik stærkt. Jeg startede på en helt fransk uddannelse 3 år efter vi havde mødt hinanden – og gennemførte uden problemer.

  9. Inge 6. maj 2011 hos 14:14 #

    Tillykke med jeres dag.. Happy End på en Blind Date.. 🙂

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 15:12 #

      Tak Inge!
      Ja happy end! Eller happy fortsættelse 😉

  10. jensdrejer 6. maj 2011 hos 17:25 #

    Årh – man får jo næsten gele i knæerne når man læser sådan en historien. Jeg kan forreste også godt lide de der chokolader, haha…. 😉

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 19:19 #

      Jamen det var altså også romantisk!!
      Ja ham Mozart er der ikke noget galt med – hverken det ene eller det andet!

  11. Marie 6. maj 2011 hos 20:13 #

    Jeg vidste, at du var romantisk anlagt..sikke en herlig historie om dit første møde med first man.
    Et stort og varmt tillykke med jeres 23 års bryllupsdag.
    Jeg håber I har nydt dagen!
    Når vi har bryllupsdag der d. 21.december slutter dagen altid med stjernekastere ude i mørket. Først var det vore egne børn, nu er det børnebørnene, der får “stjernerne” til at lyse.
    Et år havde de tre sønner været meget hemmelighedsfulde hele dagen og haft travlt.Da mørket sænkede sig skulle vi komme ud på terrassen…et smukt syn mødte os, der i sneen stod der tillykke med massevis at “stjerner”. De havde på et brædt skrevet ordet med stjernekastere sat fast i små forborede huller. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg stadig blive rørt.

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 22:39 #

      Tak Marie,
      Det er nu ikke bryllupsdag – men den dag vi mødte hinanden – vi har “kun” været gift 20 år til august! 🙂
      Vi nød det lidt af dagen vi var sammen, vi tog ud og spise og lod firkløveret passe sig selv med kyllingeben og pommes frites og økologisk juice! SÅ er det fest 😉
      En smuk tradition I har med stjernekastere!! Og vidunderligt med drengenes overraskelse! Det er da ligefør jeg også bliver helt fugtig ved øjenkrogen!!
      Et skønt minde!

  12. GiSP 6. maj 2011 hos 21:30 #

    Ha ha. For uhyggeligt mange år siden var jeg au-pair i Spanien, og i starten gik jeg på spanskkursus. Da det var slut, sagde min lærer også, at jeg ville komme til at savne hende – meget underlig dame, syntes jeg, men måske burde jeg bare være blevet på kurset lidt længere.
    Stort tillykke med de 23 år – det er godtnok mange!

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 22:41 #

      Mon ikke sætningen blir sat sammen som på fransk? Det er noget morsomt at misforstå! – og det er der så flere der har gjort!! 😉
      Ja jeg bliver også helt svimmel ved tanken om de 23 år sammen… Lidt vildt – for så gammel er jeg jo altså ikke – men det er alligevel mere end halvdelen af mit liv.

  13. Sequence 6. maj 2011 hos 22:15 #

    En dejlig fortælling og tillykke med jer.

    Efter mine 2 år med fransk i skolen, kan jeg så bestille to is, så jeg er imponeret over uddannelsen på fransk

    • Kong Mor 6. maj 2011 hos 22:43 #

      Jeg sir’ dig også det var hårdt fast arbejde i 2 år. Man jeg var glad da jeg kunne hive mit eksamensbevis ud af postkassen.
      Når man ikke hører sproget så tit er det også sværere at lære.
      Du kan sikkert mere end du tror!

  14. Marie 7. maj 2011 hos 09:44 #

    Ja, hov jeg fik jer vist gift lidt for tidlig. Da jeg opdagede det, var min kommentar sendt af sted. sådan kan det gå!

    • Kong Mor 7. maj 2011 hos 20:35 #

      Det går nok – jeg ved jo godt hvad du mente. Ville bare undgå forundring over når jeg skriver om bryllupsdagen til august 😉

  15. Madame 7. maj 2011 hos 18:06 #

    Tillykke med jeres 23 år, det er rigtig flot i vore dage. Og når du fortæller om sprogforbistringer, kommer jeg til at tænke på et kært familiemedem, der er fra Canada. Hun gik ind i en forretning og bad om en marmelade uden preservativer! Preservative er jo konserveringsmiddel på engelsk, og først bagefter gik det op for hende, hvorfor folk grinede so fjoget 🙂

    • Kong Mor 7. maj 2011 hos 20:34 #

      Hæææ den var også af de bedre.
      Og tak forresten! Ja vores omgangskreds tror heller ikke helt på at det er rigtigt! 😉

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: