Der er kommet nogle pletter på væggen i vores soveværelse. Der er flere forskellige slags. Nogle er sådan lidt grålige skygge-klatter og andre er deciderede hakker i pudset..
Og ja, jeg ved udmærket hvor de kommer fra.
De kommer fra hjemmesko, kleenex pakker, telefonbøger og en enkelt lommelygte. Som på heftig vis, er blevet kylet ind i væggen for at stoppe en infernalsk larm.
Larm fra en mindre fugle koloni, som netop har valgt taget på Eventyrhuset, til henholdsvis kollegieværelser, barselsgang og storkollektiv. Og da isoleringen er som den er, er der faktisk kun en enkelt gipsplade som skiller os – i realiteten kunne de bevingede bæster have bygget rede på mit natbord – så højt lyder det, og det starter ved første glimt af dagslys.
Jeg kan godt lide fugle – men de behøver ikke at vække mig kl. kvart i kvalme hver eneste morgen. OGSÅ i min ferie.. Hvad fanden er meningen egentligt med det?
Så kan jeg godt gå hen og blive olm. Og tænke: gid jeg havde en kanon. Det har jeg bare ikke, så jeg må nøjes med at kyle ting hen på den tynde gipsplade, som skiller deres verden fra vores.. Det hjælper som gips på et træben. De holder mund lige præcis så længe som det tager mig at falde i søvn igen – med det resultat – at jeg vågner endnu mere vrissen end første gang. Og så kan jeg ligeså godt stå op.
Stå op og samle mit arsenal af kasteskyts sammen, og lægge det ved siden af sengen, så mit ammunitionslager er klar til næste morgen.
I det hele taget synes jeg ikke de er ret fair de der fugle. Det er også ret tit de bruger min bil som toilet. Og at en eller anden fugl har fået noget grimt at spise og som følge heraf galopperende mylderbæ – diarré på dansk – det er for så vidt okay, men behøver det lige at lande på min bil?
Det kan lakken og First Man slet ikke tåle: De får cirka samme reaktion: syder og krøller sig sammen og resulterer – for First Mans vedkomne – i overdreven bilvask.
Det ville være i orden hvis vi havde en haveslange og ¼ del af kløveret, eventuelt kunne tjene en ekstra skilling, men da vores haveslange ligger hjemme på øen, så er manuel bilvask en anelse besværliggjort, hvilket igen medfører kørsel frem og tilbage til vaskecentralen, poletter og stillingtagen til med eller uden voks.
Når han så kører tilbage ad den støvede vej på Æblebakken, foregår det i et tempo så selv en snegl ville komme hurtigere frem. Det støver, forstås – og nu er bilen jo lige blevet vasket. Tilbage på matriklen kan han så bestemme om han vil holde under et kirsebærtræ eller et lindetræ. Linde-afføring er ikke så hård ved lakken som kirserbær-do, så det oftest der jeg finder bilen efter vask.
Vi er som sagt omgivet af fjerklædte, baskende og pippende væsner, og for 3 uger siden sad der noget, som gjorde, at jeg først troede jeg havde glemt at tage kontaktlinser i. Men så kom jeg i tanke om at jeg heller ikke ville kunne se en papegøje uden kontaktlinser.
Men det var ikke en stor grøn papegøje der sad foran mit køkkenvindue, det var en.. sådan en, som hakker i træer.. en flagspætte muligvis. Jeg kan jo i skrivende stund ikke huske, hvad den tilstedeværende fugleekspert sagde.
Men før jeg nåede at fumle mig frem til mit kamera, var den jo væk.
Det kan muligvis også have noget at gøre med, at da jeg rakte kameraet til Prinsessen inde fra stuen – undlod hun at zoome ved at trykke på knappen – hun zoomede derimod ved at strække armene så langt frem mod vinduet som muligt, på bedste langsynede avislæsnings facon– og så fløj den naturligvis sin vej.
Så nu kan jeg gå resten af sommeren og spejde efter den grønne papegøje eller hvad det nu var.
Og trods alt glæde mig inderligt over, at det ikke er den, som leger trykluftsbor under mit tag.
Nåååååeeeh, bare de ikke tager pippet fra jer..;-D ud og købe en kanon..
Nu ikke næbbet 😉
Fugle er dejlige,men de hopper alt for tidligt ud af fjerene, og deres pottetræning er kikset fuldstændig… 😉
Så afgjort! Fugle er pæne bare man kunne skrue ned for dem. 😀
Det lyder da ellers hyggeligt… sådan her på meget stor afstand af det 😉
Trøst jer med, at det med barselsgang vist kun er meget kortvarigt, for ih hvor det kan larme – kender det fra Sverige.
… Og vær glade for, at de er flyttet, når hyldebærrene kommer. Dér kan man virkelig tale om farverig afføring!
Men I har måske slet ikke hyldebær i Normandiet?
JO tak.. Du skulle prøve at overnatte 😉
Der findes hyldebær.. jeg har ikke set så mange – det er mere laaaangt ude på landet. Jeg har vist kun set en eneste busk her – på vej op til kirken.
De flytter nok snart for i slutningen af juli da vi ankom – var der ingen fugle. Eller jo det var der jo – men ikke under mit tag.
Åh hvor jeg forstår dig! Hos os er det duer og måger der larmer. Og de larmer ikke kun. De overskider vores altan, så den skal vaskes af i rodalon hver eneste gang vi skal bruge den. Vi kan heller ikke tørre tøj derude, af frygt for tøjet må i vaskemaskinen en gang til.
Fugle hører til på træer og den slags – ikke på huse!
Anstrengende!!
Så får man lyst til at slå telt op.. På altanen altså.. I må jo være afskåret fra at bruge altan til noget som helst så?
Ja, den er desværre ikke så anvendelig mere. Den er rigtig dejlig at sidde på om aftenen, især under aftensmaden om sommeren, men det sætter jo lidt en dæmper på lysten til at bruge den, når den skal gøres grundigt rent først.
Vi kunne selvfølgelig sætte et net op, men så gider vi ikke selv bruge den, og det hjælper ikke på de duer, der sidder på taget og skider ind på altanen.
Jeg ville i grunden hellere have dine fugle. Selvom jeg ikke er sikker på, Kasper er enig – han bruger trods alt sin bil en del mere, end han ville bruge altanen.
Så længe fuglelorten ikke lander på skulderen (efter først at have strejfet kinden).
For det ville jo være træls (dødhamrende irriterende og pisseklamt på dansk).
Bvadr…
I det mindste lyder omgivelserne fantastiske 🙂
Jo omgivelserne er der ikke noget galt med. Bestemt ikke.
Og ja – fuglelort lugter ikke så godt. First man blev skidt på da vi var i Aqua-land ved Silkeborg for et par år siden.. 😀 Vi andre grinte..
Det er da også hylemorsomt!! Når altså det ikke går ud over mig! 😉
Jag føler med dig. Jeg har engang været nabo til et mågedisko, hvor festerne startede hver morgen (nat?) ved solopgang. En kanon vil vist ikke være en helt dårlig investering.
Mågedisko kan helt sikkert måle sig med det tabernakkel der er her.
Skal nok få fat i den der kanon..
Ih guder hvor har jeg dog også vasket bil mange gange mens jeg har boet i Kerteminde…!!! Slimede klamme klistrede klatter fra store irriterende havmåger, som har indtaget alt godt OG dårligt fra havet, kan drive mig til vanvid!! Især når det så (ofte) sker inden for en time efter at bilen har været i bad!! 😀 I har min dybeste sympati!! Helt ærligt! Bor gratis i væggen og larmer og overtømmer på bilen som tak!! 😀 Her en lille omskrivning af “Jeg ved en Lærkerede”: – “Jeg ved en mågerede, jeg syntes det er skæg, at sidde med min hammer, og baldre mågens æg”!!! Aaarj… Det kunne jeg da aldrig finde på… 😉
Nej men det er lige før jeg ku – finde på det.. ENORMT god sang!
Og ja – på forunderlig vis er det altid når bilen er nyvasket..
Der må klart kanoner til! 🙂 og så kunne jeg måske anbefale en bedre isolering af jeres loft, så der kommer mere end en gipsplade mellem jer og de pippende uhyrer – for den aktuelle situation virke ubærlig og det ender vel med, at du får lavet hul indefra ud til atelieret 🙂
Er helt enig i det med isoleringen af huset. Men da det er et lejet hus.. er det desværre ikke noget det er under vores kontrol..
Så hellere kanoner 😉
Man siger jo, at det bringer lykke, hvis man bliver ramt af sådan en, men jeg er nu helst fri.
JO tak – også jeg!! 😉
Da det somme tider kan hjælpe at høre om andre, som har det værre, skal jeg hermed meddele, at vi p.t. har en mår boende i nøjagtig samme position.
DET er larm om natten!
-Og den har åbenbart været i en fælde en gang tidligere, for den lader sig ikke fange,selvom jeg lokker med æg og det hele ude i skunken, så…?
Hmmm.. ikke at det hjælper på mit “daggrys-vækkeur” men jeg vil da indrømme at du har min fulde medfølelse 🙂
Disse larmer dog trods alt ikke om natten – SÅ var jeg da gået til yderligheder..