Gråspurve med kanoner og de små glæder

Der er kommet nogle pletter på væggen i vores soveværelse. Der er flere forskellige slags. Nogle er sådan lidt grålige skygge-klatter og andre er deciderede hakker i pudset..

Og ja, jeg ved udmærket hvor de kommer fra.

De kommer fra hjemmesko, kleenex pakker, telefonbøger og en enkelt lommelygte. Som på heftig vis, er blevet kylet ind i væggen for at stoppe en infernalsk larm.

Larm fra en mindre fugle koloni, som netop har valgt taget på Eventyrhuset, til henholdsvis kollegieværelser, barselsgang og storkollektiv. Og da isoleringen er som den er, er der faktisk kun en enkelt gipsplade som skiller os – i realiteten kunne de bevingede bæster have bygget rede på mit natbord – så højt lyder det, og det starter ved første glimt af dagslys.

Jeg kan godt lide fugle – men de behøver ikke at vække mig kl. kvart i kvalme hver eneste morgen. OGSÅ i min ferie.. Hvad fanden er meningen egentligt med det?

Så kan jeg godt gå hen og blive olm. Og tænke: gid jeg havde en kanon. Det har jeg bare ikke, så jeg må nøjes med at kyle ting hen på den tynde gipsplade, som skiller deres verden fra vores.. Det hjælper som gips på et træben. De holder mund lige præcis så længe som det tager mig at falde i søvn igen – med det resultat – at jeg vågner endnu mere vrissen end første gang. Og så kan jeg ligeså godt stå op.

Stå op og samle mit arsenal af kasteskyts sammen, og lægge det ved siden af sengen, så mit ammunitionslager er klar til næste morgen.

I det hele taget synes jeg ikke de er ret fair de der fugle. Det er også ret tit de bruger min bil som toilet. Og at en eller anden fugl har fået noget grimt at spise og som følge heraf galopperende mylderbæ – diarré på dansk – det er for så vidt okay, men behøver det lige at lande på min bil?

Det kan lakken og First Man slet ikke tåle: De får cirka samme reaktion: syder og krøller sig sammen og resulterer – for First Mans vedkomne – i overdreven bilvask.

Det ville være i orden hvis vi havde en haveslange og ¼ del af kløveret, eventuelt kunne tjene en ekstra skilling, men da vores haveslange ligger hjemme på øen, så er manuel bilvask en anelse besværliggjort, hvilket igen medfører kørsel frem og tilbage til vaskecentralen, poletter og stillingtagen til med eller uden voks.

Når han så kører tilbage ad den støvede vej på Æblebakken, foregår det i et tempo så selv en snegl ville komme hurtigere frem. Det støver, forstås – og nu er bilen jo lige blevet vasket. Tilbage på matriklen kan han så bestemme om han vil holde under et kirsebærtræ eller et lindetræ. Linde-afføring er ikke så hård ved lakken som kirserbær-do, så det oftest der jeg finder bilen efter vask.

Vi er som sagt omgivet af fjerklædte, baskende og pippende væsner, og for 3 uger siden sad der noget, som gjorde, at jeg først troede jeg havde glemt at tage kontaktlinser i. Men så kom jeg i tanke om at jeg heller ikke ville kunne se en papegøje uden kontaktlinser.

Men det var ikke en stor grøn papegøje der sad foran mit køkkenvindue, det var en.. sådan en, som hakker i træer.. en flagspætte muligvis. Jeg kan jo i skrivende stund ikke huske, hvad den tilstedeværende fugleekspert sagde.

Men før jeg nåede at fumle mig frem til mit kamera, var den jo væk.

Det kan muligvis også have noget at gøre med, at da jeg rakte kameraet til Prinsessen inde fra stuen – undlod hun at zoome ved at trykke på knappen – hun zoomede derimod ved at strække armene så langt frem mod vinduet som muligt, på bedste langsynede avislæsnings facon– og så fløj den naturligvis sin vej.

Så nu kan jeg gå resten af sommeren og spejde efter den grønne papegøje eller hvad det nu var.

Og trods alt glæde mig inderligt over, at det ikke er den, som leger trykluftsbor under mit tag.